Sag T-164/12 R

Alstom

mod

Europa-Kommissionen

»Særlige rettergangsformer – konkurrence – Kommissionens beslutning om at udlevere dokumenter til en national ret – fortrolighed – ret til effektiv domstolsbeskyttelse – begæring om foreløbige forholdsregler – fumus boni juris – uopsættelighed – interesseafvejning«

Sammendrag – Kendelse afsagt af Rettens præsident den 29. november 2012

1.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – fumus boni juris – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade – kumulativ karakter – afvejning af samtlige interesser i sagen – rækkefølge for undersøgelse og metode til efterprøvelse – skønsbeføjelse for dommeren i sager om foreløbige forholdsregler

(Art. 256, stk. 1, TEUF, art. 278 TEUF og 279 TEUF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

2.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser – afvejning af samtlige interesser i sagen – Kommissionens beslutning om at udlevere fortrolige dokumenter til en national retsinstans

(Art. 278 TEUF)

3.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser – uopsættelighed – alvorlig og uoprettelig skade – Kommissionens beslutning om at udlevere fortrolige dokumenter til en national retsinstans – risiko for skade på den effektive prøvelsesret

(Art. 278 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

4.      Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – betingelser – fumus boni juris – umiddelbar undersøgelse af anbringender fremført til støtte for søgsmålet i hovedsagen – søgsmål rettet mod en kommissionsbeslutning om at udlevere fortrolige dokumenter til en national retsinstans – anbringende udledt af beskyttelsen af fortroligheden tilbudt af en national retsinstans – anbringende, der umiddelbart er ubegrundet

(Art. 278 TEUF og 339 TEUF)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 24-27)

2.      Interesseafvejningen består i, at Retten skal afgøre, om interesserne hos den part, der har begæret de foreløbige forholdsregler, vejer tungere end interessen i den umiddelbare anvendelse af den omtvistede retsakt, idet den nærmere bestemt skal undersøge, om en eventuel annullation af denne retsakt af den ret, der påkender sagens realitet, vil gøre det muligt at ændre den situation, som retsaktens umiddelbare gennemførelse ville medføre, og omvendt om udsættelse af retsaktens gennemførelse kan hindre de mål, der forfølges med den, i tilfælde af, at sagsøgeren ikke får medhold i hovedsagen. Retten kan i den forbindelse ligeledes skulle tage hensyn til tredjemands interesser.

Formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er begrænset til at sikre den fulde virkning af den fremtidige endelige afgørelse. Disse retsforhandlinger er derfor helt accessoriske i forhold til den hovedsag, de er knyttet til, således at den afgørelse, som Retten træffer i sagen om foreløbige forholdsregler, er midlertidig i den forstand, at den hverken må foregribe afgørelsen i hovedsagen eller gøre den illusorisk ved at fratage den sin effektive virkning. Det følger nødvendigvis heraf, at den interesse, som en part i sagen om foreløbige forholdsregler forsvarer, ikke fortjener beskyttelse, for så vidt som denne part har nedlagt påstand om, at der skal træffes en afgørelse, som slet ikke er rent midlertidig, men foregriber den fremtidige afgørelse i hovedsagen og gør den illusorisk ved at fratage den sin nyttige virkning.

Dette gælder også for tvisten for Retten vedrørende en institutions udlevering af omtvistede dokumenter, der indeholder forretningshemmeligheder, som institutionen har modtaget i forbindelse med en procedure i henhold til konkurrenceretten, til en national ret, der har anmodet herom i forbindelse med en tvist. I det tilfælde, hvor begæringen om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge, og dokumenterne derfor udleveres til den nationale retsinstans, er denne derfor i stand til at træffe afgørelse, før Unionens retsinstanser gør det under retsforhandlingerne i hovedsagen. Hvis begæringen om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge, har det således den følge, at den senere realitetsafgørelse, nemlig at annullationspåstanden forkastes, foregribes.

I et sådant tilfælde skal Kommissionens afgørelse om udlevering af de nævnte dokumenter udsættes for at afveje den virksomme anvendelse af Unionens konkurrenceregler med overholdelsen af den accessoriske rolle, som sagen om foreløbige forholdsregler spiller.

(jf. præmis 29-31, 36, 37, 39 og 42)

3.      Det forekommer uopsætteligt at beskytte den af den begærende part forsvarede interesse, eftersom denne risikerer at lide en alvorlig og uoprettelig skade i tilfælde af, at vedkommendes begæring om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge. Dette gælder også for tvisten for Retten vedrørende en institutions udlevering af omtvistede dokumenter, der indeholder forretningshemmelighed, som en institution har modtaget i forbindelse med en procedure i henhold til konkurrenceretten, til en national ret, der har anmodet herom i forbindelse med en tvist.

I det tilfælde, hvor dels den foreliggende begæring ikke tages til følge, og Kommissionen udleverer dokumenterne, dels den nationale retsinstans træffer afgørelse, inden Unionens retsinstanser har haft tid til i hovedsagen at udtale sig om den eventuelle ulovlige karakter af udleveringen af oplysninger, fratages sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse enhver mening.

Da sagsøgerens grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse, der er knæsat i artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention og i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, kan lide alvorlig og uoprettelig skade, med forbehold for undersøgelsen af betingelsen om fumus boni juris, forekommer det derfor uopsætteligt at foreskrive den ønskede udsættelse med gennemførelsen.

(jf. præmis 37, 45, 47 og 49)

4.      I en sag om foreløbige forholdsregler er betingelsen om fumus boni juris opfyldt, når mindst et af de anbringender, som den part, der har begæret de foreløbige forholdsregler, har gjort gældende til støtte for hovedsagen, umiddelbart forekommer relevant og under alle omstændigheder ikke er uden rimeligt grundlag, idet det rejser komplekse juridiske spørgsmål, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre og dermed fortjener en dybere undersøgelse, som ikke kan foretages af Retten i sagen om foreløbige forholdsregler, men skal være genstand for hovedsagen, eller når der er en væsentlig juridisk uenighed, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre.

Inden for rammerne af en begæring om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens beslutning om at udlevere dokumenter med forretningshemmeligheder til en national retsinstans er der umiddelbart fumus boni juris, såfremt argumentationen rejser ukendte retlige spørgsmål vedrørende det niveau, som den nationale retsinstans tilbyder for at beskytte de udleverede oplysningers fortrolighed, som ikke kan anses for at være irrelevante, og hvis løsning fortjener en tilbundsgående undersøgelse i forbindelse med hovedsagen.

Det kan nemlig ikke udelukkes, at Retten i forbindelse med hovedsagens realitet skal udtale sig om omfanget af den kontrol, som Kommissionen skal udføre, når den sikrer sig, at de fortrolige oplysninger kun udleveres, når den nationale ret tilbyder konkrete garantier for dens evne til og ønske om at beskytte disse oplysningers fortrolighed. Retten kan med andre ord i realitetsafgørelsen skulle stille spørgsmålstegn ved det forhold, at de forholdsregler, som Kommissionen har truffet i denne sag med henblik på at opfylde sin pligt i henhold til artikel 339 TEUF, er tilstrækkelige, eller om den burde have foretaget en mere detaljeret analyse af den af den nationale ret foreslåede mekanisme til beskyttelse af de oplysninger, der er anmodet om. Selv om disse forholdsregler i princippet anses for tilstrækkelige til at overholde denne pligt, er det endvidere muligt, at beskyttelsen af tredjemand ikke kan sikres i fuldt omfang, selv hvis Kommissionen træffer alle de nødvendige forholdsregler. I disse undtagelsestilfælde kan Kommissionen nægte at tilsende de nationale dømmende myndigheder dokumenter.

(jf. præmis 50, 58, 59 og 61)