Language of document : ECLI:EU:T:2015:860

Sag T-106/13

(offentliggørelse i uddrag)

d.d. Synergy Hellas Anonymi Emporiki Etaireia Parochis Ypiresion Pliroforikis

mod

Europa-Kommissionen

»Voldgiftsbestemmelse – sjette og syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration – førtidig ophævelse af kontrakter – berettiget forventning – proportionalitet – redelighed – erstatningsansvar uden for kontrakt – omkvalificering af søgsmålet – samtidige påstande om erstatningsansvar i og uden for kontrakt – system for tidlig varsling – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – årsagsforbindelse«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 18. november 2015

1.      Retslig procedure – indbringelse af sag for Retten på grundlag af en voldgiftsklausul – kontrakter, indgået som led i et særligt program for forskning, teknologisk udvikling og demonstration – førtidig ophævelse af kontrakter på grund af finansielle uregelmæssigheder begået af medkontrahenten – søgsmål om erstatningsansvar i kontrakt – den omstændighed, at sagsøgeren har hævet sit søgsmål i forbindelse med en anden kontrakt – sagsøger, der påberåber sig klagepunkter, der er identiske med de i den anden sag påberåbte – tilladt

(Art. 272 TEUF)

2.      Retslig procedure – indbringelse af sag for Retten på grundlag af en voldgiftsklausul – kontrakter, indgået som led i et specifikt program for forskning, teknologisk udvikling og demonstration – førtidig ophævelse af kontrakter på grund af finansielle uregelmæssigheder begået af medkontrahenten – søgsmål om erstatningsansvar i kontrakt – eksisterende og faktisk interesse – vurdering af, om de angivne omkostninger er støtteberettigede, stadig igangværende – ingen betydning

(Art. 272 TEUF)

3.      EU-ret – principper – beskyttelse af den berettigede forventning – betingelser – præcise løfter afgivet af administrationen

4.      Retslig procedure – indbringelse af sag for Retten på grundlag af en voldgiftsklausul – kontrakter, indgået som led i et specifikt program for forskning, teknologisk udvikling og demonstration – førtidig ophævelse af kontrakter på grund af finansielle uregelmæssigheder begået af medkontrahenten – søgsmål om erstatningsansvar i kontrakt – påberåbelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – ikke tilladt – grænser – overholdelse af princippet om loyal opfyldelse af kontrakterne

(Art. 272 TEUF)

5.      Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser – uddybning af et allerede fremført anbringende – tilladt

(Rettens procesreglement (1991), art. 48, stk. 2)

6.      Retslig procedure – indbringelse af sag for Retten på grundlag af en voldgiftsklausul – kontrakter, indgået som led i et specifikt program for forskning, teknologisk udvikling og demonstration – førtidig ophævelse af kontrakter på grund af finansielle uregelmæssigheder begået af medkontrahenten – søgsmål om erstatningsansvar i kontrakt – påberåbelse af proportionalitetsprincippet – tilladt – pligt til loyal opfyldelse af kontrakten

(Art. 5, stk. 4, TEU; art. 272 TEUF)

7.      Erstatningssøgsmål – ansvar uden for kontraktforhold – søgsmål, som reelt vedrører en tvist af kontraktmæssig karakter – omkvalificering af søgsmålet – betingelser – samtidige påstande om erstatningsansvar i og uden for kontrakt – betingelser

(Art. 268 TEUF og 272 TEUF)

1.      Hvad angår et søgsmål om erstatningsansvar i kontrakt anlagt efter Kommissionens førtidige ophævelse af en støttekontrakt indgået i forbindelse med et særprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration på grund af finansielle uregelmæssigheder, der angiveligt er begået af medkontrahenten, påvirker den omstændighed, at sidstnævnte har hævet sit søgsmål i en anden sag, hvis genstand er en lignende kontrakt, ikke dennes ret til i forbindelse med de nærværende påstande vedrørende Kommissionens erstatningsansvar i kontrakt som følge af opsigelsen af den omhandlede kontrakt at påberåbe sig uregelmæssigheder i tilknytning til gennemførelsen af den kontrakt, det drejede sig om i den anden sag.

I tilfælde af at sagen hæves, tager Retten nemlig hverken stilling til, om sagen kan antages til realitetsbehandling, eller dens realitet, men tager sagsøgerens ønske om ikke at fortsætte retssagen til efterretning. En kendelse om ophævelse af en sag har ikke retskraft. Når en sagsøger har hævet sit søgsmål, der var en verserende sag, ophører den tvist, der følger heraf, og følgelig litispendensen i forhold til andre sager. Domstolen har præciseret, at interessen i at undgå, at borgerne anvender denne mulighed på en måde, som er i strid med det procesøkonomiske princip, ikke kræver, at litispendensen består, selv for så vidt angår et søgsmål, som sagsøgeren har hævet, idet denne interesse beskyttes i tilstrækkelig grad ved, at sagsøgeren kan tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

(jf. præmis 46 og 47)

2.      Hvad angår et søgsmål om erstatningsansvar i kontrakt anlagt efter Kommissionens førtidige ophævelse af en støttekontrakt indgået i forbindelse med et særprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration på grund af finansielle uregelmæssigheder, der angiveligt er begået af medkontrahenten, gør den omstændighed, at Kommissionen er i gang med at vurdere, hvorvidt de af sagsøgeren angivne omkostninger er støtteberettigede, og følgelig hvorvidt der består et krav på et bestemt beløb i henhold til den nævnte kontrakt, det ikke muligt at fastslå, at der ikke foreligger en eksisterende og faktisk søgsmålsinteresse i at opnå, at Retten dømmer Kommissionen til at betale vederlag for gennemførelsen af kontrakten. Det er nemlig fra tidspunktet for sagens anlæg åbenlyst, at sagsøgeren ved at få medhold i sin sag vil opnå en fordel.

Derudover kan Kommissionen ikke påberåbe sig manglende søgsmålsinteresse fra sagsøgerens side med den begrundelse, at Kommissionens manglende betaling til sagsøgeren af det skyldige beløb i henhold til kontrakten på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet var usikker og hypotetisk. I forbindelse med sagsanlægget var det nemlig sikkert, at Kommissionen ikke havde betalt det pågældende beløb.

Spørgsmålene om, hvorvidt Kommissionen var forpligtet til at betale det pågældende beløb, inden sagen blev anlagt, om Kommissionen kunne udsætte betalingen på grund af den igangværende revision, og hvorvidt Retten burde udsætte sagen, indtil Kommissionens revision er overstået, eller om Retten derimod direkte skulle træffe afgørelse om, hvorvidt omkostningerne er støtteberettigede, indebærer vurderingen af elementer, der har tilknytning til sagens realitet og ikke til dens formalitet.

Denne konklusion berøres ikke af retspraksis vedrørende opnåelsen af en retsafgørelse fra Unionens retsinstansers side, som anerkender, at en part kan beholde de beløb, der allerede er betalt af Kommissionen i medfør af de omhandlede kontrakter. Hvor den retlige interesse, for så vidt angår søgsmål, der går ud på opfyldelse af et krav, normalt uden videre vil fremgå af sagsøgerens påstand, kræves der nemlig normalt en særlig begrundelse for en sagsøgers interesse i en abstrakt retsafgørelse vedrørende spørgsmålet, om der består eller ikke består et retsforhold – henholdsvis om der består eller ikke består et bestemt krav. Det er nemlig ikke Unionens retsinstansers opgave at afgive abstrakte juridiske responsa.

(jf. præmis 51-55)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 66)

4.      Hvad angår et søgsmål om erstatningsansvar i kontrakt anlagt efter Kommissionens førtidige ophævelse af en støttekontrakt indgået i forbindelse med et særprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration på grund af finansielle uregelmæssigheder, der angiveligt er begået af medkontrahenten, skal Retten afvise et klagepunkt om, at Kommissionen i forbindelse med sin opfyldelse af den førnævnte kontrakt har tilsidesat princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning, der regulerer borgerens underordnelsesforhold over for administrationen.

Princippet henhører nemlig under den prøvelse, som Retten under anvendelse af artikel 263 TEUF kan foretage af lovligheden af de retsakter, som institutionerne vedtager.

I et søgsmål om erstatningsansvar i kontrakt skal Retten imidlertid træffe afgørelse i sin egenskab af den ret, der har kompetencen med hensyn til kontrakten. I den forbindelse gør den omstændighed, at kontrakten er reguleret af EU-retten, det ikke muligt at ændre Rettens kompetence, således som denne er defineret ved det retsmiddel, som sagsøgeren har valgt. I sit krav om kontraktlig erstatning kan sagsøgeren således alene foreholde Kommissionen, at denne har tilsidesat den lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten.

Inden for aftaleretten kan det dog ikke udelukkes, at en form for berettiget forventning kan gøres gældende, idet denne udgør et element i kontraktparternes overholdelse af forpligtelsen til loyalt at opfylde denne. Dette følger af den omstændighed, at dette princip om loyal opfyldelse af aftaler er til hinder for kontraktopfyldelse, der udgør retsmisbrug.

(jf. præmis 66-68 og 72)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 70)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 87-89)

7.      I betragtning af den selvstændige karakter af søgsmål i og uden for kontrakt og de for hver enkelt af disse søgsmålstyper særegne betingelser for, at der ifaldes ansvar, er Retten forpligtet til at efterprøve, om genstanden for det søgsmål, som den er blevet forelagt, er erstatningspåstande, der objektivt bygger på rettigheder eller forpligtelser med oprindelse i eller uden for kontraktforhold.

Den blotte påberåbelse af retsregler eller principper, der ikke følger af den kontrakt, som binder parterne, men som finder anvendelse på parterne, kan ikke ændre tvistens kontraktmæssige karakter.

Eftersom Unionens retsinstanser imidlertid i henhold til EUF-traktaten i princippet er kompetente til at træffe afgørelse såvel i en sag om institutionernes ansvar uden for kontraktforhold som i en sag vedrørende institutionernes kontraktretlige ansvar, når disse har indgået en kontrakt, som indeholder en voldgiftsbestemmelse, foretager Retten, når den skal tage stilling til en sag om erstatningsansvar uden for kontraktforhold, mens tvisten i realiteten er af kontraktmæssig karakter, en omkvalificering af søgsmålet, såfremt betingelserne for en sådan omkvalificering er opfyldt.

Nærmere bestemt kan Retten i forbindelse med en sådan sag ikke foretage en omkvalificering af søgsmålet, dels når sagsøgerens udtrykkelige ønske om ikke at basere sit søgsmål på artikel 272 TEUF er til hinder for en sådan omkvalificering, dels når søgsmålet ikke er baseret på en påstand om tilsidesættelse af de bestemmelser, der finder anvendelse på det omhandlede kontraktforhold, uanset om der er tale om kontraktbestemmelser eller bestemmelser i den nationale lovgivning, der finder anvendelse på aftalen.

Derudover kan en institutions tilsidesættelse af en kontraktbestemmelse ikke i sig selv bevirke, at den nævnte institution ifalder erstatningsansvar uden for kontrakt i forhold til en af de parter, med hvem den har indgået den kontrakt, der indeholder den nævnte bestemmelse. I et sådant tilfælde har den uregelmæssighed, som kan tilskrives den nævnte institution, nemlig et rent kontraktmæssigt grundlag og udspringer af dens forpligtelser som kontraherende part og ikke på grund af nogen anden egenskab, såsom egenskaben af en administrativ myndighed. Følgelig skal påstanden om en tilsidesættelse af en kontraktbestemmelse til støtte for et krav om erstatning uden for kontraktforhold under sådanne omstændigheder erklæres for irrelevant.

Det kan dog ikke udelukkes, at en EU-institutions erstatningsansvar i og uden for kontrakt kan sameksistere i forhold til en af dens kontrahenter. Karakteren af den ulovlige adfærd, der kan tilregnes en institution, som har forvoldt en skade, der kan være genstand for et krav om erstatning uden for kontraktforhold, er nemlig ikke fastsat på forhånd. Såfremt det antages, at en sådan sameksistens af institutionernes ansvar eksisterer, vil denne alene være mulig på den betingelse dels, at den ulovlighed, der kan tilregnes den pågældende institution, udgør en undladelse af ikke alene at opfylde en kontraktmæssig forpligtelse, men ligeledes en generel pligt, der påhviler institutionen, dels at denne ulovlighed i forhold til den nævnte generelle forpligtelse har forvoldt en anden skade end den, der følger af den mangelfulde opfyldelse af kontrakten.

(jf. præmis 145-150)