Sag T-327/13

Konstantinos Mallis

og

Elli Konstantinou Malli

mod

Europa-Kommissionen

og

Den Europæiske Centralbank (ECB)

»Annullationssøgsmål – program til støtte for Cyperns stabilitet – Eurogruppens erklæring om omstrukturering af Cyperns banksektor – fejlagtig angivelse af sagsøgte i stævningen – afvisning«

Sammendrag – Rettens kendelse (Første Afdeling) af 16. oktober 2014

1.      Retslig procedure – stævning – formkrav – rette sagsøgte – en anden person end ophavsmanden til den anfægtede retsakt angivet som sagsøgt ved en fejl, som ikke skyldes sagsøgeren – afvisning – grænser – oplysninger, som gør det muligt uden tvivl at identificere sagsøgte

[Art. 263, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra b)]

2.      Økonomisk og monetær politik – monetær politik – samordning af den monetære politik – uformel samling af medlemsstater, der har euroen som valuta, i Eurogruppen – selvstændig enhed – spørgsmålet, om vedtagne erklæringer kan tilskrives Kommissionen eller Den Europæiske Centralbank – udelukket

(Art. 137 TEUF; protokol nr. 14 til EU- og EUF-traktaterne)

3.      Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – samordning af den økonomiske politik – den europæiske stabilitetsmekanisme – Kommissionens og Den Europæiske Centralbanks mulighed for at udøve kontrolbeføjelser – udelukket

(Traktaten om etablering af den europæiske stabilitetsmekanisme, art. 1, 2 og art. 32, stk. 2)

4.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – bedømmelse af disse virkninger ud fra retsaktens indhold – erklæringer vedtaget af Eurogruppen – ikke omfattet

(Art. 137 TEUF og 263, stk. 1, TEUF; protokol nr. 14 til EU- og EUF-traktaterne)

5.      Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – påstand om, at der afsiges en retskonstaterende dom – afvisning

(Art. 263 TEUF)

1.      En fejlagtig angivelse af en anden sagsøgt i stævningen end ophavsmanden til den anfægtede retsakt medfører ikke, at søgsmålet skal afvises, såfremt stævningen indeholder sådanne oplysninger, som gør det muligt uden tvivl at identificere den part, som søgsmålet er rettet mod, såsom oplysninger i form af angivelse af den anfægtede retsakt og udstederen heraf. I dette tilfælde kan ophavsmanden til den anfægtede retsakt betragtes som sagsøgte, selv om denne ikke er nævnt i stævningens indledende del. Der skal dog sondres mellem dette tilfælde og det tilfælde, hvor sagsøgeren fortsat angiver sagsøgte, som er angivet i stævningens indledende del, selv om sagsøgeren fuldt ud er klar over, at den pågældende ikke er ophavsmand til den anfægtede retsakt. I sidstnævnte tilfælde skal der tages hensyn til den sagsøgte, som er angivet i stævningen, og eventuelt drages konsekvenser af denne angivelse med hensyn til, om søgsmålet skal afvises.

(jf. præmis 36)

2.      De beslutninger, som Eurogruppen, der nævnes i artikel 137 TEUF og protokol nr. 14, har truffet, kan ikke tilskrives Kommissionen eller Den Europæiske Centralbank. For det første er Eurogruppen nemlig et debatforum på ministerplan for repræsentanter for de medlemsstater, der har euroen som valuta, og ikke et beslutningsorgan. Dette uformelle forum, der har til formål at lette udvekslingen af synspunkter vedrørende visse specifikke spørgsmål af fælles interesse for de medlemsstater, der er medlemmer, har en vis institutionel struktur, for så vidt som det har en formand, der er valgt for en bestemt periode. Der er dog ingen grund til at betragte denne struktur som integreret i Kommissionens eller Den Europæiske Centralbanks struktur.

Selv om det i artikel 1 i protokol nr. 14 bestemmes, at Kommissionen og Den Europæiske Centralbank deltager i Eurogruppens møder, idet Kommissionen ligeledes kan bidrage til forberedelsen af de pågældende møder, er Eurogruppen for det andet en uformel samling af ministre fra de berørte medlemsstater. For det tredje fremgår det ikke af reglerne for Eurogruppen, at den skulle have fået uddelegeret beføjelser fra Kommissionen eller Den Europæiske Centralbank, og heller ikke, at disse institutioner kan udøve nogen kontrolbeføjelser over for den eller udstede henstillinger til den og slet ikke bindende instrukser. Det er således ikke muligt at fastslå, at Eurogruppen kontrolleres af Kommissionen eller Den Europæiske Centralbank, eller at den er bemyndiget af disse institutioner.

(jf. præmis 39 og 41-45)

3.      Selv om traktaten om etablering af den europæiske stabilitetsmekanisme tildeler Kommissionen og Den Europæiske Centralbank visse opgaver i tilknytning til gennemførelse af de i denne traktat fastsatte mål, giver ingen bestemmelser i nævnte traktat imidlertid anledning til at mene, at disse institutioner har uddelegeret kompetencer til den europæiske stabilitetsmekanisme, eller at de kan udøve kontrol med eller udstede påbud til den.

De funktioner, der tildeles Kommissionen og Den Europæiske Centralbank i forbindelse med traktaten om etablering af den europæiske stabilitetsmekanisme, indebærer nemlig ingen egentlige beslutningsbeføjelser, idet disse to institutioners virksomhed inden for den pågældende traktat kun forpligter den europæiske stabilitetsmekanisme.

(jf. præmis 47 og 48)

4.      Der foreligger kun retsakter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 263, stk. 1, TEUF, når foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling. Ved afgørelsen af, om en retsakt eller en beslutning har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retstilling, skal der lægges vægt på aktens indhold.

Hvad angår erklæringer vedtaget af Eurogruppen, der nævnes i artikel 137 TEUF og protokol nr. 14, kan en sådan erklæring, idet Eurogruppen ikke kan betragtes som et beslutningsorgan, eftersom den ifølge de bestemmelser, der ligger til grund for dens funktion, ikke har bemyndigelse til at vedtage juridisk bindende retsakter, i princippet ikke betragtes som en retsakt, der skal skabe retlige virkninger over for tredjeparter. Det samme gør sig gældende med hensyn til Eurogruppens rent informative erklæring om omstrukturering af Cyperns banksektor.

(jf. præmis 51-53 og 60)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 64)