Sag C-699/21
E.D.L.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte costituzionale)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 18. april 2023
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – artikel 1, stk. 3 – artikel 23, stk. 4 – procedurer for overgivelse mellem medlemsstaterne – grunde til at afslå fuldbyrdelse – artikel 4, stk. 3, TEU – forpligtelse til loyalt samarbejde – udsættelse af fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre – artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling – alvorlig, kronisk og potentielt uhelbredelig sygdom – risiko for alvorlig skade på helbredet hos den person, som er omfattet af den europæiske arrestordre«
Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af dømte eller mistænkte personer til de udstedende judicielle myndigheder – pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper – forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling – risiko for alvorlig helbredsskade – omstændigheder, der kan begrunde udsættelse af overgivelsen eller endog et afslag på at fuldbyrde arrestordren – forpligtelse til loyalt samarbejde – den fuldbyrdende judicielle myndigheds forpligtelser, herunder forpligtelsen til dialog med den udstedende judicielle myndighed
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 4, stk. 3, første afsnit; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3, og art. 23, stk. 1 og 4)
(jf. præmis 35-42, 45-53 og 55 samt domskonkl.)
Resumé
I 2019 udstedte en kroatisk ret en europæisk arrestordre mod E.D.L., der var bosiddende i Italien, med henblik på strafforfølgning. I forbindelse med fuldbyrdelsen af denne arrestordre anordnede Corte d’appello di Milano (appeldomstolen i Milano, Italien) udarbejdelse af en psykiatrisk sagkyndig erklæring med hensyn til E.D.L., som viste, at han led af en psykotisk forstyrrelse, der nødvendiggjorde behandling, som gjorde ham uegnet til fængselslivet. Appeldomstolen i Milano fandt derfor, at fuldbyrdelsen af arrestordren ville afbryde behandlingen af E.D.L. og medføre en forværring af hans helbred eller endog medføre en risiko for selvmord. Bestemmelserne i den italienske lov (1) om gennemførelse af rammeafgørelse 2002/584 (2) på området for den europæiske arrestordre fastsatte imidlertid ikke, at overgivelsen af en eftersøgt person kunne afslås af sådanne helbredsmæssige grunde.
Da appeldomstolen i Milano var i tvivl om, hvorvidt disse nationale bestemmelser var i overensstemmelse med forfatningen, indbragte den sagen for Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien). Ifølge sidstnævnte domstol omfatter de grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584, heller ikke en situation, hvor der foreligger alvorlig fare for den pågældendes helbred på grund af kronisk sygdom af potentiel ubestemt varighed, såsom de sygdomme, som E.D.L. led af. Den besluttede derfor at forelægge Domstolen et spørgsmål om fortolkningen af denne rammeafgørelse i et sådant tilfælde.
I sin dom udtalte Domstolen (Store Afdeling) sig om de betingelser, hvorunder den fuldbyrdende judicielle myndighed i medfør af rammeafgørelse 2002/584 har mulighed for eller pligt til at udsætte overgivelsen af en eftersøgt person og at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, såfremt der foreligger en risiko for alvorlig skade på denne persons helbred, samt om, hvorvidt der i et sådant tilfælde består en forpligtelse til dialog med den udstedende judicielle myndighed.
Domstolens bemærkninger
For det første fastslog Domstolen, at rammeafgørelse 2002/584 ikke fastsætter, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre alene med den begrundelse, at den person, der er genstand for en sådan arrestordre, lider af alvorlige sygdomme af kronisk og potentielt uhelbredelig art. Henset til princippet om gensidig tillid, der ligger til grund for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (3), er der nemlig en formodning om, at den lægebehandling, der tilbydes i medlemsstaterne bl.a. med hensyn til sådanne sygdomme, er tilstrækkelig, herunder i et fængselsmiljø.
Henset til artikel 23, stk. 4 (4), i rammeafgørelse 2002/584 kan den fuldbyrdende judicielle myndighed imidlertid midlertidigt udsætte overgivelsen af den eftersøgte person, forudsat at der på grundlag af objektive forhold, såsom lægeerklæringer eller sagkyndige erklæringer, er tungtvejende grunde til at antage, at fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre klart risikerer at bringe denne persons helbred i fare, f.eks. på grund af sygdom eller midlertidig lidelse forud for det tidspunkt, der er fastsat for overgivelsen af den pågældende.
For det andet fastslog Domstolen, at det ikke kan udelukkes, at overgivelsen af en person, der er alvorligt syg, for denne person kan indebære en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4, og dette gælder under visse omstændigheder uafhængigt af kvaliteten af den lægebehandling, der er tilgængelig i den udstedende medlemsstat, såfremt den umenneskelige og nedværdigende behandling når en vis grad af alvorlighed, som overskrider den grad af lidelse, der uundgåeligt er forbundet med frihedsberøvelse.
Når den fuldbyrdende judicielle myndighed i lyset af de objektive forhold, som den råder over, har alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at overgivelsen af den alvorligt syge eftersøgte person vil udsætte denne person for en reel risiko for en væsentlig nedsættelse af den pågældendes forventede levetid eller for en hurtig, betydelig og uoprettelig forværring af den pågældendes helbredstilstand, skal denne myndighed således midlertidigt udsætte overgivelsen. Den skal desuden anmode den udstedende judicielle myndighed om at fremsende alle nødvendige oplysninger med henblik på at sikre sig, at fremgangsmåden for den strafforfølgning, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, eller forholdene for en eventuel frihedsberøvelse af den pågældende gør det muligt at afværge den omhandlede risiko. Hvis sådanne garantier gives af den udstedende judicielle myndighed, skal den europæiske arrestordre fuldbyrdes, og der skal aftales en ny dato for overgivelsen.
For det tredje bemærkede Domstolen, at det imidlertid ville være i strid med den generelle opbygning af artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584, som henviser til den »midlertidige« karakter af udsættelsen af overgivelsen, hvis en fuldbyrdende judiciel myndighed med henblik på at undgå, at en risiko for alvorlig helbredsskade indtræder, kunne udsætte overgivelsen af en eftersøgt person i en betydelig periode eller endog på ubestemt tid.
Under særlige omstændigheder, og henset til de af den udstedende judicielle myndighed fremlagte oplysninger og enhver anden oplysning, som den fuldbyrdende judicielle myndighed er i besiddelse af, kan den fuldbyrdende judicielle myndighed følgelig nå frem til den konklusion, at der dels er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den eftersøgte person i tilfælde af overgivelse til den udstedende medlemsstat løber en risiko for alvorlig helbredsskade, dels, at denne risiko ikke kan afværges inden for en rimelig frist. I et sådant tilfælde skal den fuldbyrdende judicielle myndighed i medfør af artikel 1, stk. 3 (5), i rammeafgørelse 2002/584, sammenholdt med chartrets artikel 4, afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre.