Sag C-660/21
Procureur de la République
mod
K.B.
og
F.S
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal correctionnel de Villefranche-sur-Saône)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. juni 2023
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde i straffesager – direktiv 2012/13/EU – artikel 3 og 4 – de kompetente myndigheders forpligtelse til straks at underrette mistænkte og tiltalte personer om deres ret til ikke at udtale sig – artikel 8, stk. 2 – ret til at påberåbe sig tilsidesættelsen af denne forpligtelse – national lovgivning, der forbyder den ret, der påkender sagens realitet, at prøve en sådan tilsidesættelse ex officio – artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«
1. Grundlæggende rettigheder – retten til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang – ret til forsvar – sikret ved både chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention – samme betydning og omfang – et ved chartret sikret beskyttelsesniveau, som ikke tilsidesætter det, der er sikret ved nævnte konvention
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 1 og 2, art. 48, stk. 2, og art. 52, stk. 3)
(jf. præmis 41 og 45)
2. Retligt samarbejde i straffesager – ret til information under straffesager – direktiv 2012/13 – de kompetente myndigheders forpligtelse til straks at underrette mistænkte og tiltalte personer om deres ret til ikke at udtale sig – ret til at påberåbe sig tilsidesættelsen af denne forpligtelse – national lovgivning, der forbyder den ret, der påkender sagens realitet, at prøve en sådan tilsidesættelse ex officio – lovlighed – betingelser – konkret og effektiv mulighed for adgang til advokatbistand for de nævnte personer – ret til aktindsigt i sagsakterne og til at påberåbe sig den nævnte tilsidesættelse inden for en rimelig frist
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 1 og 2, art. 48, stk. 2, og art. 51, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2012/13, art. 3, stk. 1, art. 4, stk. 1, og art. 8, stk. 2; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2013/48, art. 3 og 9, stk. 1, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1919)
(jf. præmis 40, 43, 44, 46, 48 og 53 samt domskonkl.)
Resumé
Den 22. marts 2021 blev K.B. og F.S. pågrebet og tilbageholdt af to kriminalbetjente, der greb dem på fersk gerning under udførelse af tyveri af brændstof.
I forbindelse med, at den franske domstol skulle pådømme straffesagen mod K.B. og F.S., konstaterede denne, at der blev foretaget efterforskning og indsamlet selvinkriminerende udtalelser, før K.B. og F.S. var blevet informeret om deres rettigheder i strid med den nationale lovgivning (1), som gennemfører artikel 3 og 4 i direktiv 2012/13 (2) i national ret. Eftersom tilbageholdelsen og meddelelsen om rettigheder, herunder bl.a. retten til ikke at udtale sig, blev foretaget for sent, var denne domstol af den opfattelse, at retten til ikke at inkriminere sig selv var blevet tilsidesat. Under disse omstændigheder skulle ransagningen af køretøjet, tilbageholdelsen af de mistænkte og alle de handlinger, der fulgte heraf, principielt annulleres. I henhold til fransk strafferet (3) skal ugyldighedsindsigelser, såsom tilsidesættelse af pligten til at underrette en person om retten til ikke at udtale sig på det tidspunkt, hvor den pågældende tilbageholdes, dog gøres gældende af den berørte person eller dennes advokat, inden der er fremsat påstande med hensyn til sagens realitet. Hverken de mistænkte eller deres advokater fremsatte imidlertid en ugyldighedsindsigelse om tilsidesættelse af denne forpligtelse, inden der var fremsat påstande med hensyn til sagens realitet.
Den forelæggende ret anførte i øvrigt, at det ifølge Cour de cassation (kassationsdomstol) er forbudt for de domstole, der påkender sagens realitet, ex officio at erklære en procedure for ugyldig – bortset fra tilfælde, hvor en sådan ugyldighed følger af rettens egen manglende kompetence – eftersom den tiltalte – som i den foreliggende sag – der har ret til at blive bistået af en advokat, når vedkommende giver møde eller er repræsenteret ved en domsafsigende domstol, kan påberåbe sig en sådan ugyldighed, inden der er fremsat påstande med hensyn til sagens realitet, idet den tiltalte i øvrigt har den samme mulighed, hvis vedkommende ikke har givet møde, eller hvis vedkommende ikke har været repræsenteret i første instans.
I denne sammenhæng spurgte den forelæggende ret Domstolen, om forbuddet mod ex officio at prøve spørgsmålet om tilsidesættelse af en forpligtelse som den, der er fastsat i artikel 3 og 4 i direktiv 2012/13, til straks at informere mistænkte og tiltalte om deres ret til ikke at udtale sig er i overensstemmelse med EU-retten.
I sin dom svarede Domstolen (Store Afdeling), at artikel 3 og 4 samt artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13, sammenholdt med artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), ikke er til hinder for en national lovgivning, der forbyder den ret, der skal påkende sagens realitet, og som træffer afgørelse i straffesagen, ex officio med henblik på at erklære proceduren ugyldig at fastslå en tilsidesættelse af den forpligtelse, der påhviler de kompetente myndigheder til straks at underrette mistænkte eller tiltalte personer om deres ret til ikke at udtale sig, når de pågældende ikke er blevet frataget muligheden for konkret og effektivt at få adgang til advokatbistand (4), om fornødent ved at søge retshjælp (5), og når de – ligesom i givet fald deres advokat – har haft ret til aktindsigt i deres sagsakter og til at påberåbe sig denne tilsidesættelse inden for en rimelig frist.
Domstolens bemærkninger
Domstolen bemærkede, at direktiv 2012/13 (6) er støttet på de rettigheder, der bl.a. er fastsat i chartrets artikel 47 og 48, og at direktivet tilsigter at fremme disse rettigheder i forhold til personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Retten til ikke at udtale sig er ikke alene sikret ved chartrets artikel 48 om uskyldsformodningen og retten til forsvar, men ligeledes ved chartrets artikel 47, stk. 2, om retten til en retfærdig rettergang.
Artikel 3, stk. 1, litra e), og artikel 3, stk. 2, samt artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2012/13 fastsætter en forpligtelse for de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til straks at informere mistænkte eller tiltalte personer om deres rettigheder, herunder om retten til ikke at udtale sig. Disse informationer skal under alle omstændigheder gives senest inden politiets eller en anden kompetent myndigheds første officielle afhøring af mistænkte eller tiltalte.
I henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 skal medlemsstaterne sikre, at mistænkte eller tiltalte eller dennes advokat har ret til i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning at anfægte de kompetente myndigheders mulige undladelse af eller afslag på at fremlægge information i overensstemmelse med dette direktiv. Da denne bestemmelse bl.a. finder anvendelse i en situation, hvor en information om retten til ikke at udtale sig er blevet givet for sent, skal mistænkte eller tiltalte eller dennes advokat kunne anfægte denne manglende underretning.
Den nævnte bestemmelse præciserer imidlertid hverken de nærmere regler og de frister, inden for hvilke mistænkte og tiltalte og i givet fald deres advokat kan påberåbe sig en tilsidesættelse af forpligtelsen til straks at underrette sådanne mistænkte og tiltalte om deres ret til ikke at udtale sig, eller de eventuelle processuelle konsekvenser, der følger af den manglende påberåbelse, såsom muligheden for, at den ret, der skal påkende sagens realitet i straffesagen, ex officio kan fastslå en sådan tilsidesættelse med henblik på at erklære proceduren ugyldig. Medlemsstaterne har således et råderum med hensyn til at fastsætte disse nærmere regler og konsekvenser.
Når de gennemfører artikel 3, stk. 1, litra e), artikel 4, stk. 1, og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13, er medlemsstaterne imidlertid i overensstemmelse med chartrets artikel 51, stk. 1, forpligtet til at sikre overholdelsen af de krav, der følger såvel af retten til effektive retsmidler og af retten til en retfærdig rettergang, som er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, som af retten til forsvar, der er fastsat i chartrets artikel 48, stk. 2, og som er konkretiseret ved disse bestemmelser i direktiv 2012/13.
I denne henseende bemærkede Domstolen, at fransk strafferet (7) ifølge den franske regerings forklaringer gør det muligt for mistænkte eller tiltalte samt i givet fald deres advokat på et hvilket som helst tidspunkt i perioden mellem tilbageholdelsen og inden, at der er fremsat påstande med hensyn til sagens realitet, at påberåbe sig enhver tilsidesættelse af pligten til straks at underrette mistænkte eller tiltalte om deres ret til ikke at udtale sig, idet det præciseres, at såvel disse mistænkte og tiltalte som deres advokat har ret til aktindsigt i sagsakterne og navnlig i de sagsakter, som omhandler meddelelsen om tilbageholdelsen og de tilhørende rettigheder.
Det står medlemsstaterne frit for i medfør af det råderum, de har i henhold til direktiv 2012/13, at begrænse påberåbelsen af en sådan tilsidesættelse tidsmæssigt til trinnet inden der er fremsat påstande med hensyn til sagens realitet. Forbuddet mod, at en domstol i straffesager ex officio behandler denne tilsidesættelse med henblik på at erklære proceduren ugyldig, overholder principielt de rettigheder, der er fastsat i chartret, når mistænkte, tiltalte eller deres advokat har haft konkret og effektiv mulighed for at påberåbe sig den pågældende tilsidesættelse, og når de i denne forbindelse har haft en rimelig frist samt adgang til sagsakterne.
Når dette er sagt, gælder en sådan konklusion kun, for så vidt som disse personer inden for den frist, som de har til at påberåbe sig en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1, litra e), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2012/13, konkret og faktisk har rådet over retten til adgang til advokatbistand, således som denne ret er fastsat i artikel 3 i direktiv 2013/48, og således som denne ret fremmes ved den retshjælpsordning, der er fastsat i direktiv 2016/1919.
Den omstændighed, at mistænkte og tiltalte i medfør af den nationale lovgivning skal have muligheden for konkret og effektivt at få adgang til advokatbistand, udelukker imidlertid ikke, at de, såfremt de giver afkald på denne mulighed, principielt må bære de eventuelle konsekvenser af et sådant afkald, såfremt dette gives i overensstemmelse med direktiv 2013/48. I denne forbindelse skal den mistænkte eller tiltalte mundtligt eller skriftligt have fået klare og tilstrækkelige oplysninger i et enkelt og letforståeligt sprog om indholdet af retten til adgang til advokatbistand og de mulige konsekvenser ved at give afkald på den, samt at afkaldet skal gives frivilligt og utvetydigt.
Endelig bemærkede Domstolen, at det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at det, når der konstateres en processuel fejl, påhviler de nationale retter at foretage en bedømmelse af spørgsmålet om, hvorvidt denne mangel er blevet afhjulpet under den procedure, der er fulgt heraf, idet fraværet af en sådan vurdering i sig selv umiddelbart er uforenelig med kravene til en retfærdig rettergang som omhandlet i artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention (8). I det tilfælde, hvor mistænkte ikke rettidigt er blevet underrettet om sin ret til ikke at inkriminere sig selv og til ikke at udtale sig, skal det således fastslås, om straffesagen i sin helhed på trods af denne lakune kan anses for at være retfærdig, idet der skal tages hensyn til en række faktorer, herunder spørgsmålet om, hvorvidt de udtalelser, der er indsamlet i mangel af en sådan oplysning, udgør en integrerende eller væsentlig del af de belastende dokumenter, samt styrken af de øvrige sagsakter (9).