RETTENS DOM (Første Afdeling)
18. november 2015 (*)
»Dumping – import af visse kompressorer med oprindelse i Kina – delvis nægtelse af tilbagebetaling af betalt antidumpingtold – fastlæggelse af eksportprisen – fradrag af antidumpingtold – begrænsning af annullationens tidsmæssige virkninger«
I sag T-73/12,
Einhell Germany AG, Landau an der Isar (Tyskland),
Hans Einhell Nederlands BV, Breda (Nederlandene),
Einhell Frankrig SAS, Villepinte (Frankrig),
Hans Einhell Österreich GmbH, Wien (Østrig),
ved solicitor R. MacLean og advokat A. Bochon,
sagsøgere,
mod
Europa-Kommissionen, ved A. Stobiecka-Kuik, K. Talabér-Ritz og T. Maxian Rusche, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens afgørelse C(2011) 8831 endelig, C(2011) 8825 endelig, C (2011) 8828 endelig og C(2011) 8810 endelig af 6. december 2011 vedrørende anmodninger om tilbagebetaling af antidumpingtold betalt på import af visse kompressorer med oprindelse i Folkerepublikken Kina og i tilfælde af, at Retten annullerer disse afgørelser, opretholdelse af virkningerne af disse afgørelser, indtil Kommissionen har truffet de fornødne foranstaltninger for at efterkomme Rettens dom i den foreliggende sag
har
RETTEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne I. Pelikánová og E. Buttigieg (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig L. Grzegorczyk,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. december 2014,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Einhell Germany AG, Hans Einhell Nederlands BV, Einhell France SAS og Hans Einhell Österreich GmbH (herefter samlet »sagsøgerne«) er fire selskaber, der tilhører Einhell-koncernen, og som bl.a. importerer luftkompressorer med oprindelse i Kina. Selskaberne importerer navnlig kompressorer til Den Europæiske Union, som de køber hos Nu Air (Shanghai) Compressors and Tools Co. Ltd (herefter »Nu Air Shanghai« eller »den eksporterende producent«), som er et selskab, der er hjemmehørende i Kina, og som tilhører Nu Air-koncernen.
2 Rådet for Den Europæiske Union indførte ved forordning (EF) nr. 261/2008 af 17. marts 2008 en endelig antidumpingtold på importen af visse kompressorer med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 81, s. 1). Der blev pålagt en antidumpingtold på 13,7% på de af Nu Air Shanghai producerede kompressorer, som var omfattet af forordning nr. 261/2008 (herefter »den pågældende vare«).
3 Mellem juni 2009 og juni 2010 indgav sagsøgerne i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 11, stk. 8, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51, herefter »grundforordningen«)), flere anmodninger om tilbagebetaling af den endelige antidumpingtold, der var blevet pålagt ved forordning nr. 261/2008, og som de hver især havde betalt på import af kompressorer produceret af Nu Air Shanghai, med et samlet beløb på 1 067 158,66 EUR. Disse anmodninger blev indgivet til Europa-Kommissionen via de kompetente nationale myndigheder i henholdsvis Tyskland, Nederlandene, Frankrig og Østrig.
4 Anmodninger om tilbagebetaling af antidumpingtold betalt på import af kompressorer produceret af Nu Air Shanghai blev derudover indgivet ved Kommissionen af selskaber, der tilhørte Nu Air-koncernen, nemlig Nu Air Compressors and Tools SpA, Nu Air Polska sp. z o.o. og Mecafer (herefter samlet »den forbundne importør«).
5 Kommissionen indledte en undersøgelse vedrørende tilbagebetaling af antidumpingtold opkrævet af importen af kompressorer produceret af Nu Air Shanghai vedrørende perioden fra den 1. september 2008 til den 31. december 2009 (herefter »tilbagebetalingsundersøgelsesperioden«).
6 Den 6. april 2011 tilstillede Kommissionen sagsøgerne fire dokumenter med oplysninger, som gengav de væsentligste faktiske omstændigheder og overvejelser, på grundlag af hvilke Kommissionen foreslog, at den reviderede dumpingmargen for Nu Air Shanghai blev fastsat til 11,2%, og at sagsøgerne blev indrømmet en delvis tilbagebetaling.
7 Den 26. april 2011 gav sagsøgerne Kommissionen meddelelse om, at de mente, at den reviderede dumpingmargen for Nu Air Shanghai var lavere end 11,2%, og henviste Kommissionen til de bemærkninger, der var blevet indgivet af den forbundne importør i den henseende.
8 Kommissionen anerkendte i en skrivelse af 19. juli 2011 til den forbundne importør, at visse af dennes bemærkninger var begrundede, og nedsatte dumpingmargenen til 10,7%.
9 Ved e-mail af 26. juli 2011 fremsatte den forbundne importør nye bemærkninger for Kommissionen, hvori importøren anfægtede den beregningsmetode for dumpingmargenen, som Kommissionen havde anvendt. Den forbundne importør anfægtede navnlig, at antidumpingtolden var blevet fratrukket ved beregningen af eksportprisen, idet importøren påberåbte sig bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 10. Endelig anmodede den forbundne importør Kommissionen om at fremsende de beregninger, som den havde lagt til grund ved fradraget af antidumpingtolden fra den på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 9, beregnede eksportpris. Disse beregninger blev fremsendt til den forbundne importør ved e-mail af samme dag.
10 Den 28. juli 2011 sendte den forbundne importør Kommissionen en e-mail med henblik på at indhente forklaringer vedrørende den måde, hvorpå Kommissionen havde fortolket resultaterne af de ovennævnte beregninger, som Kommissionen besvarede ved e-mail af samme dag.
11 Den 17. oktober 2011 tilstillede Kommissionen sagsøgerne fire endelige dokumenter med oplysninger, som gengav de væsentligste faktiske omstændigheder og overvejelser, på grundlag af hvilke Kommissionen påtænkte at revidere dumpingmargenen for den pågældende vare og indrømme sagsøgerne en delvis tilbagebetaling af den betalte antidumpingtold.
12 Den forbundne importør anmodede ved e-mails af 20. og 21. oktober 2011 Kommissionen om yderligere oplysninger om den metode, som Kommissionen havde anvendt ved vurderingen af, om der forelå en indvirkning af antidumpingtolden på den pågældende vares videresalgspris til den første uafhængige køber i Unionen. Kommissionen efterkom ikke denne anmodning og henviste den forbundne importør til de forklaringer, der blev givet i Kommissionens tidligere e-mail af 28. juli 2011.
13 Den 6. december 2011 vedtog Kommissionen afgørelse C(2011) 8831 endelig, C(2011) 8825 endelig, C (2011) 8828 endelig og C(2011) 8810 endelig (herefter samlet »de anfægtede afgørelser«), hvori den dels fastsatte den reviderede antidumpingmargen for Nu Air Shanghai til 10,7%, dels indrømmede sagsøgerne en delvis tilbagebetaling af den betalte antidumpingtold på grundlag af forskellen mellem den oprindelige dumpingmargen (13,7%) og den reviderede dumpingmargen (10,7%).
14 Normalværdien for den pågældende vare blev med henblik på beregningen af den reviderede dumpingmargen beregnet i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3.
15 I øvrigt blev eksportpriserne i de tilfælde, hvor eksportsalget til Unionen enten gik direkte til uafhængige købere eller gennem et forretningsmæssigt forbundet selskab etableret uden for Unionen, fastsat på grundlag af de priser, der faktisk var betalt eller skulle betales for den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 8.
16 For eksportsalg til Unionen, som blev foretaget via forbundne selskaber etableret i Unionen, der varetog alle importfunktioner for den pågældende vare, såsom en importør, der var forbundet med den eksporterende producent, blev eksportprisen fastsat på grundlag af de priser, til hvilke de importerede varer første gang blev videresolgt til en uafhængig køber etableret i Unionen, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 9. Med henblik på fastsættelsen af en realistisk eksportpris blev der foretaget justeringer for at tage højde for alle de omkostninger, som var påløbet mellem import og videresalg, og for fortjeneste.
17 Nærmere blev den betalte antidumpingtold i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 10, fratrukket den beregnede eksportpris, idet den forbundne importør ikke havde godtgjort, at antidumpingtolden blev korrekt afspejlet i alle videresalgspriserne. Derudover blev den forbundne importørs argument om, at selskabernes samlede omsætning i forbindelse med videresalg af den pågældende vare var steget mere end det samlede beløb for den told, der blev betalt på importen af dette produkt, forkastet, idet det ikke rejste tvivl om konklusionen om, at antidumpingtolden ikke korrekt var afspejlet i videresalgsprisen for et stort antal typer af den pågældende vare, og at prispolitikken derfor ikke var blevet ændret på en måde, der afspejlede den betalte antidumpingtold.
18 Endelig blev dumpingmargenen på 10,70% beregnet, idet den gennemsnitlige normale værdi for hver varetype blev sammenlignet med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare.
19 Afslutningsvis gav Kommissionen i afgørelse C(2011) 8831 endelig medhold i Einhell Germanys anmodning om tilbagebetaling for så vidt angik et beløb på 157 950,76 EUR og forkastede den i øvrigt for så vidt angik et beløb på 734 777,06 EUR. I afgørelse K(2011) 8825 endelig gav Kommissionen medhold i Hans Einhell Nederlands’ anmodning om tilbagebetaling for så vidt angik et beløb på 21 113,52 EUR og forkastede den i øvrigt for så vidt angik et beløb på 92 502,22 EUR. I afgørelse C (2011) 8828 endelig gav Kommissionen medhold i Einhell Frances anmodning om tilbagebetaling for så vidt angik et beløb på 11 517,09 EUR og forkastede den i øvrigt for så vidt angik et beløb på 41 077,62 EUR. Endelig gav Kommissionen i afgørelse C(2011) 8810 endelig medhold i Hans Einhell Österreichs anmodning om tilbagebetaling for så vidt angik et beløb på 1 800,09 EUR og forkastede den i øvrigt for så vidt angik et beløb på 6 420,30 EUR.
Retsforhandlinger og parternes påstande
20 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. februar 2012 har sagsøgerne anlagt nærværende søgsmål.
21 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Første Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 64 i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 stillet parterne skriftlige spørgsmål og har anmodet dem om at fremlægge visse dokumenter. Parterne efterkom disse foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.
22 Ved skrivelse af 27. november 2014 fremlagde sagsøgerne nye beviser. Disse dokumenter er samlet blevet tilført sagsakterne ved beslutning fra formanden for Rettens Første Afdeling af 5. december 2014.
23 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten under retsmødet den 12. december 2014.
24 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Sagen antages til realitetsbehandling.
– Artikel 1 i de anfægtede afgørelser annulleres, for så vidt som de kun indrømmer delvis tilbagebetaling af den af sagsøgerne betalte antidumpingtold.
– Der træffes bestemmelse om, at de anfægtede afgørelser opretholdes, indtil Kommissionen har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af Rettens dom.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
25 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Formaliteten
Formaliteten vedrørende de beviser, sagsøgerne fremlagde 27. november 2014
26 Artikel 48, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 bestemmer:
»Parterne kan i replikken og duplikken anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringender. Parterne skal begrunde, hvorfor beviserne først påberåbes på dette tidspunkt.«
27 Denne artikel tillader fremlæggelse af beviser bl.a. uden for den i artikel 46, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 omhandlede situation. Retten har analogt medgivet, at en vis fremførelse af beviser efter duplikken er mulig, såfremt bevisets ophavsmand ikke inden afslutningen af den skriftlige forhandling havde kunnet fremlægge de pågældende beviser, eller modpartens for sene bevisfremlæggelse begrunder, at sagens akter suppleres for at sikre overholdelsen af kontradiktionsprincippet (dom af 14.4.2005, Gaki-Kakouri mod Domstolen, C-243/04 P, EU:C:2005:238, præmis 32).
28 Idet der er tale om en undtagelse til de regler, der regulerer fremlæggelsen af beviser, pålægger procesreglementets artikel 48, stk. 1, parterne at begrunde, hvorfor beviserne først fremlægges på dette tidspunkt. En sådan forpligtelse indebærer, at der indrømmes retsinstansen en beføjelse til at efterprøve rigtigheden af begrundelsen for, at disse beviser først fremlægges nu, og i givet fald indholdet af de pågældende beviser og, såfremt anmodningen ikke er begrundet i retligt tilstrækkeligt omfang, en beføjelse til at afvise dem. Dette gælder så meget mere, når der er tale om beviser, der fremlægges efter indgivelsen af duplikken (dom Gaki-Kakouri mod Domstolen, nævnt i præmis 27 ovenfor, EU:C:2005:238, præmis 33).
29 I den foreliggende sag har sagsøgerne som bilag vedlagt e-mailen af 27. november 2014 ni afgørelser, som Kommissionen har truffet i forbindelse med andre procedurer vedrørende tilbagebetaling af antidumpingtold, hvoraf otte blev vedtaget før afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del, og den sidste blev vedtaget efter afslutningen deraf. Sagsøgerne har med henblik på at begrunde forsinkelsen med fremlæggelsen af disse beviser bl.a. anført, at de ovennævnte afgørelser ikke var blevet offentliggjort, og at sagsøgerne derfor havde måttet indgive flere anmodninger om aktindsigt i disse dokumenter til Kommissionen, som denne gav medhold i på en dato efter datoen for replikkens indgivelse.
30 Kommissionen har ikke gjort indsigelser i den henseende.
31 Under disse omstændigheder må det fastslås, at de beviser, sagsøgerne fremlagde som bilag til e-mailen af 27. november 2014 kan realitetsbehandles.
Formaliteten vedrørende bilag D.5
32 Kommissionen har som bilag D.5 til duplikken fremlagt et dokument, som den har modtaget i sin egenskab af sagsøgt i sagerne Mecafer mod Kommissionen (T-74/12), Nu Air Polska mod Kommissionen (T-75/12) og Nu Air Compressors and Tools mod Kommissionen (T-76/12). Derudover har Kommissionen i duplikkens punkt 86 henvist til indholdet af bilag D.5 med henblik på at tilbagevise den af sagsøgerne fremførte argumentation.
33 Det dokument, der er vedlagt som bilag D.5, blev fremlagt af hver af sagsøgerne i sagerne T-74/12, T-75/12 og T-76/12 som bilag til deres skriftlige indlæg for Retten.
34 Som svar på et mundtligt spørgsmål stillet af Retten under retsmødet har Kommissionen tilkendegivet, at den ikke har søgt om tilladelse fra sagsøgerne i sagerne T-74/12, T-75/12 og T-76/12 til at anvende det dokument, der er vedlagt som bilag D.5, i forbindelse med den foreliggende sag.
35 Sagsøgerne har under retsmødet gjort gældende, at bilag D.5 bør afvises.
36 Herved bemærkes for det første, at hver enkelt sag, som indbringes for Retten, har sine egne sagsakter, der bl.a. indeholder de af parterne i den pågældende sag indleverede aktstykker og procesdokumenter, og at hver af disse sagsakter er helt selvstændige. Sidstnævnte fremgår af artikel 5, stk. 6, i instruks for justitssekretæren ved Retten, ifølge hvilket »[e]t procesdokument, der er fremlagt i en sag og indgået i denne sags akter, [ikke] kan […] anvendes med henblik på at lade en anden sag nyde fremme«.
37 For det andet fremgår det af fast praksis, at i henhold til bestemmelserne om behandling af sager ved Retten er parterne beskyttet mod uretmæssig brug af procesdokumenterne, og at parterne i en sag, det være sig hovedparter eller intervenienter, derfor kun har ret til at bruge procesdokumenter fra andre parter, som de har fået adgang til, med henblik på at fremme deres egen sag inden for rammerne af nævnte sag (kendelse af 15.10.2009, Hangzhou Duralamp Electronics mod Rådet, T-459/07, Sml., EU:T:2009:403, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis).
38 Bortset fra de undtagelsestilfælde, hvor meddelelsen af et dokument kan være i strid med god retspleje, kan parterne imidlertid frit give andre meddelelse om deres egne indlæg i en sag (jf. kendelse Hangzhou Duralamp Electronics mod Rådet, nævnt i præmis 37 ovenfor, EU:T:2009:403, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis). Ligeledes kan en part, med forbehold for den samme undtagelse, i en retssag tillade, at et skriftligt indlæg, som parten har indgivet inden for rammerne af denne sag, anvendes af en anden part i sagen inden for rammerne af en anden sag (kendelse Hangzhou Duralamp Electronics mod Rådet, nævnt i præmis 37 ovenfor, EU:T:2009:403, præmis 14).
39 I den foreliggende sag bemærkes det for det første, at det dokument, der er vedlagt som bilag D.5, indeholder to tabeller, der gengiver de beregninger, sagsøgerne i sagerne T-74/12, T-75/12 og T-76/12 har foretaget med henblik på at godtgøre, at den reviderede dumpingmargen for Nu Air Shanghai burde have været lavere end den af Kommissionen beregnede.
40 Det er for det andet uomtvistet, at Kommissionen ikke havde tilladelse til at fremlægge det dokument, der er vedlagt som bilag D.5, i forbindelse med den foreliggende sag.
41 Bilag D.5 kan derfor i henhold til den i præmis 37 og 38 ovenfor nævnte retspraksis ikke godtages som bevis.
42 Denne konklusion ændres ikke af de argumenter, Kommissionen har fremført under retsmødet.
43 Kommissionen har for det første gjort gældende, at sagsøgerne ikke gjorde indsigelse mod bilag D.5 før retsmødet, selv om deres advokat var den samme, som repræsenterede sagsøgerne i sagerne T-74/12, T-75/12 og T-76/12. Denne omstændighed ændrer imidlertid ikke ved den omstændighed, at bilag D.5 blev fremlagt uden sidstnævntes tilladelse.
44 Kommissionens argument må derfor forkastes som irrelevant.
45 Kommissionen har endvidere i det væsentlige anført, at de oplysninger, der er indeholdt i det dokument, der er vedlagt som bilag D.5, i den foreliggende sag er blevet fremlagt af sagsøgerne i form af uddrag i bilag A.15 og A.16. Det bemærkes imidlertid, at de oplysninger, der er indeholdt i bilag A.15 og A.16, ikke er de samme som de, der er indeholdt i bilag D.5.
46 Kommissionens argument må derfor forkastes som ugrundet.
47 Henset til det foregående bestemmes det dels, at bilag D.5 udtages fra sagsakterne, dels, at enhver henvisning til dette bilag og dets indhold fjernes fra sagsakterne.
Om realiteten
48 Sagsøgerne har dels nedlagt påstand om delvis annullation af de anfægtede afgørelser på grundlag af artikel 263 TEUF, dels om, at virkningerne af disse afgørelser midlertidigt opretholdes på grundlag af artikel 264 TEUF.
Den første påstand om delvis annullation af de anfægtede afgørelser
49 Sagsøgerne har i forbindelse med den første påstand i det væsentlige anmodet om delvis annullation af de anfægtede afgørelser, for så vidt som Kommissionen kun delvis gav medhold i deres anmodninger om tilbagebetaling af antidumpingtold og derfor ikke indrømmede dem tilbagebetaling ud over de i disse afgørelsers artikel 1 nævnte beløb.
50 Til støtte for deres første påstand har sagsøgerne påberåbt sig to anbringender. Med det første anbringende har de foreholdt Kommissionen, at den foretog et åbenbart fejlskøn ved valget af den fortjenstmargen, som blev fratrukket den i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, beregnede eksportpris, og at den tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 9, og artikel 18, stk. 3. Med det andet anbringende har sagsøgerne i det væsentlige foreholdt Kommissionen, at den foretog et åbenbart fejlskøn ved at fradrage beløbet for den antidumpingtold, den forbundne importør havde betalt, fra den beregnede eksportpris, og at den derfor undlod at beregne en pålidelig eksportpris og dumpingmargen og derved tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 9 og 11, og artikel 11, stk. 10.
51 Retten finder det hensigtsmæssigt først at undersøge det andet anbringende, som er fremført til støtte for den første påstand, inden det første anbringende undersøges.
52 Sagsøgerne har til støtte for det andet anbringende fremført fem led vedrørende henholdsvis for det første en fejl begået af Kommissionen ved fortolkningen af grundforordningens artikel 11, stk. 10, for så vidt som den fandt, at antidumpingtoldens afspejling skulle fastslås for hver type luftkompressor, for det andet denne fremgangsmådes skadelige karakter ved fastsættelsen af en pålidelig eksportpris og vejet gennemsnitlig dumpingmargen, for det tredje en tilsidesættelse af retspraksis fra Verdenshandelsorganisationens (WTO) appelinstans og af Domstolens praksis, for det fjerde den uforholdsmæssige betydning, der blev givet denne fremgangsmåde ved analysen af videresalgspriserne, og endelig for det femte fremgangsmådens vilkårlige karakter.
53 Retten finder det hensigtsmæssigt først at undersøge det andet anbringendes første led og derefter tredje, fjerde, femte og andet led.
– Om det andet anbringendes første led
54 Sagsøgerne har i det væsentlige anført, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn og begik en retlig fejl, idet den ved bedømmelsen af, hvorvidt antidumpingtolden var blevet afspejlet i videresalgspriserne til den første uafhængige køber, der er etableret i Unionen, anvendte en analysemetode baseret på det enkelte varekontrolnummer (herefter »VKN-metoden«), som hverken har grundlag i grundforordningen eller i retspraksis. Ifølge sagsøgerne strider denne fremgangsmåde mod en ordlyds- og formålsfortolkning af grundforordningens artikel 11, stk. 10, hvorefter antidumpingtoldens afspejling skal bedømmes efter de samme regler og fremgangsmåder, som de i grundforordningens artikel 2 omhandlede, som nævnte forordnings artikel 11, stk. 10, udtrykkeligt henviser til, og derfor skal bedømmes samlet, dvs. for den pågældende vare og ikke for hvert varekontrolnummer (herefter »VKN«), som den pågældende vare udgøres af. Sagsøgerne har tilføjet, at VKN-metoden indfører en yderligere hindring for at undlade at fradrage antidumpingtold ved beregningen af eksportprisen, og at den derfor er i strid med grundforordningens artikel 11, stk. 10, som fortolket i lyset af artikel 9.3.3 i aftalen fra 1994 om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) (EFT L 336, s. 103, herefter »antidumpingaftalen«), der fremgår af bilag 1A til overenskomsten om oprettelse af verdenshandelsorganisationen (WTO) (EFT 1994 L 336, s. 3), som bestemmelsen gennemfører.
55 Kommissionen har bestridt, at disse argumenter er begrundede.
56 Det bemærkes indledningsvis, at det fremgår af retspraksis, at Rådet og Kommissionen (herefter under ét »institutionerne«) på området for handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger råder over et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge (dom af 17.7.1998, Thai Bicycle mod Rådet, T-118/96, Sml., EU:T:1998:184, præmis 32, og af 25.10.2011, CHEMK og KF mod Rådet, T-190/08, Sml., EU:T:2011:618, præmis 38). Det følger heraf, at den prøvelse, som Unionens retsinstanser foretager af en sådan bedømmelse, må begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (dom af 14.3.1990, Gestetner Holdings mod Rådet og Kommissionen, C-156/87, Sml., EU:C:1990:116, præmis 63, dom Thai Bicycle mod Rådet, EU:T:1998:184, præmis 33, og dom af 7.2.2013, EuroChem MCC mod Rådet, T-84/07, Sml., EU:T:2013:64, præmis 32).
57 Dernæst skal det for det første bemærkes, at grundforordningens artikel 2, stk. 8, bestemmer, at eksportprisen er den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for varen, når den sælges fra eksportlandet til Unionen. Grundforordningens artikel 2, stk. 9, første afsnit, fastsætter imidlertid, at foreligger der ingen eksportpris, eller viser det sig, at der ikke kan fæstes lid til eksportprisen på grund af en forretningsmæssig forbindelse eller en kompensationsaftale mellem eksportøren og importøren eller en tredjepart, kan eksportprisen beregnes på grundlag af den pris, hvortil de indførte varer første gang videresælges til en uafhængig køber, eller hvis varerne ikke videresælges til en uafhængig køber eller ikke videresælges i den stand, hvori de er indført, på ethvert rimeligt grundlag (dom CHEMK og KF mod Rådet, nævnt i præmis 56 ovenfor, EU:T:2011:618, præmis 25).
58 Det fremgår således af grundforordningens artikel 2, stk. 9, at Kommissionen og Rådet i to tilfælde kan anse eksportprisen for at være upålidelig, nemlig hvis der består en forretningsmæssig forbindelse mellem eksportøren og importøren eller en tredjepart, eller hvis der foreligger en kompensationsaftale mellem eksportøren og importøren eller en tredjepart. I alle andre tilfælde er institutionerne ved afgørelsen af, om der foreligger dumping, forpligtede til at tage udgangspunkt i eksportprisen, hvis en sådan eksisterer (dom CHEMK og KF mod Rådet, nævnt i præmis 56 ovenfor, EU:T:2011:618, præmis 26).
59 Det bemærkes for det andet, at det følger af grundforordningens artikel 2, stk. 9, andet afsnit, at når eksportprisen beregnes på grundlag af den pris, de importerede varer videresælges til for første gang til en uafhængig køber eller på ethvert rimeligt grundlag, foretages der justeringer for alle omkostninger, der påløber mellem indførsel og videresalg, herunder told og afgifter og en fortjenstmargen, med henblik på at fastsætte en realistisk eksportpris, frit EU’s grænse. Grundforordningens artikel 2, stk. 9, tredje afsnit, bestemmer, at de omkostninger, for hvilke der skal foretages justeringer, indbefatter en rimelig margen til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste (dom CHEMK og KF mod Rådet, nævnt i præmis 56 ovenfor, EU:T:2011:618, præmis 27).
60 Det skal tilføjes, at institutionerne af egen drift foretager de i grundforordningens artikel 2, stk. 9, andet og tredje afsnit, fastsatte justeringer (jf. analogt dom af 7.5.1987, Nachi Fujikoshi mod Rådet, 255/84, Sml., EU:C:1987:203, præmis 33, dom Minebea mod Rådet, 260/84, Sml., EU:C:1987:206, præmis 43, og dom af 14.9.1995, Descom Scales mod Rådet, T-171/94, Sml., EU:T:1995:164, præmis 66).
61 Det fremgår for det tredje af grundforordningens artikel 11, stk. 10, at hvis det under en fornyet procedure eller en procedure om tilbagebetaling af antidumpingtold besluttes at beregne eksportprisen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, skal Kommissionen beregne eksportprisen uden fradrag for betalt antidumpingtold, hvis der foreligger afgørende bevis for, at tolden korrekt afspejles i videresalgspriserne og de efterfølgende salgspriser i Unionen.
62 Det bemærkes, at i den foreliggende sag har sagsøgerne i det væsentlige foreholdt Kommissionen, at den vurderede antidumpingtoldens afspejling i henhold til en VKN-metode og ikke på samlet vis, dvs. under hensyntagen til den forøgelse i omsætningen, der vedrørte den forbundne importørs salg af samtlige modeller af den pågældende vare, som blev fastslået mellem den oprindelige undersøgelsesperiode og tilbagebetalingsundersøgelsesperioden. Ifølge sagsøgerne ville Kommissionen, hvis den havde foretaget denne analyse, have fastslået, at den forbundne importørs omsætning var steget med et beløb, der var større end den antidumpingtold, der var blevet betalt på importen af denne vare, udtrykt som en procentsats af værdien af prisen, omkostninger, forsikring og fragt for den import, der blev foretaget under tilbagebetalingsundersøgelsesperioden.
63 Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal undersøges, om de argumenter, sagsøgerne har fremført til støtte for det andet anbringendes første led, er begrundede.
64 Sagsøgerne har for det første påberåbt sig et ordlydsbaseret argument til støtte for den i præmis 62 ovenfor beskrevne fremgangsmåde, ifølge hvilket det i det væsentlige fremgår af udtrykket »korrekt afspejlet«, som anvendes i grundforordningens artikel 11, stk. 10, at afspejlingen af antidumpingtolden skal vurderes i overensstemmelse med, hvad der er påkrævet eller passende, det vil ifølge sagsøgerne sige under anvendelse af de i grundforordningens artikel 2 nævnte bestemmelser og fremgangsmåder, som tilsigter at fastsætte en individuel og unik dumpingmargen for hver producerende eksportør, uafhængigt af om der foreligger flere modeller af den pågældende vare eller ej.
65 Kommissionen har bestridt, at dette anbringende er begrundet.
66 Det bemærkes i den henseende for det første, at på trods af den dobbelte henvisning til grundforordningens artikel 2, som findes i samme forordnings artikel 11, stk. 10, henviser udtrykket »korrekt« ikke til en fremgangsmåde ved undersøgelsen eller en i grundforordningens artikel 2 omhandlet regel, men til målsætningen om, at antidumpingtolden skal afspejles i de videresalgspriser, som de selskaber, der er forbundet med den eksporterende producent, anvender i forhold til den første uafhængige køber, der er etableret i Unionen, dvs. til en ændring af disse selskabers adfærd efter indførelsen af antidumpingtolden eller i sidste ende en eliminering af den oprindeligt konstaterede dumpingmargen (jf. i denne retning dom af 5.6.1996, NMB France m.fl. mod Kommissionen, T-162/94, Sml., EU:T:1996:71, præmis 76-81).
67 For det andet foreskriver grundforordningens artikel 11, stk. 10, ikke en fremgangsmåde for bedømmelsen af, hvorvidt de beviser, der fremlægges af de importører, der anmoder om tilbagebetaling af antidumpingtold, er afgørende, og om antidumpingtolden »afspejles korrekt« i salgspriserne til den første uafhængige køber i Unionen.
68 Det må derfor fastslås, at der ikke findes én, men flere fremgangsmåder, der giver mulighed for at undersøge, om de i grundforordningens artikel 11, stk. 10, fastsatte betingelser er opfyldte.
69 Det fremgår imidlertid af retspraksis, at valget mellem forskellige beregningsmetoder forudsætter, at der foretages en bedømmelse af en række komplicerede økonomiske omstændigheder, hvilket på tilsvarende måde begrænser den prøvelse, Unionens retsinstanser kan foretage vedrørende en sådan bedømmelse (jf. analogt dom af 7.5.1987, NTN Toyo Bearing m.fl. mod Rådet, 240/84, Sml., EU:C:1987:202, præmis 19, dom Nachi Fujikoshi mod Rådet, nævnt i præmis 60 ovenfor, EU:C:1987:203, præmis 21, og dom NMB France m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 66 ovenfor, EU:T:1996:71, præmis 72).
70 Det må, henset til de foregående betragtninger, fastslås, at Kommissionen råder over et vidt skøn, når den vælger den fremgangsmåde, hvorefter det kontrolleres, om de i grundforordningens artikel 11, stk. 10, foreskrevne betingelser er opfyldte, således at Retten inden for dette område blot skal foretage en begrænset retslig prøvelse (præmis 56 ovenfor).
71 I modsætning til det af sagsøgerne anførte, kan det således ikke udledes af ordlyden af grundforordningens artikel 11, stk. 10, at antidumpingtoldens afspejling skal vurderes samlet.
72 Dette argument fra sagsøgernes side må således forkastes.
73 Sagsøgerne har for det andet i det væsentlige gjort gældende, at fremgangsmåden for undersøgelsen på grundlag af stigningen i den samlede omsætning er begrundet ved den omstændighed, at der kun foreligger én pågældende vare, som bør anses for et hele. Således anføres det i den foreliggende sag udtrykkeligt i 19. betragtning til forordning nr. 261/2008 på trods af eksistensen af flere modeller af luftkompressorer, der pålægges den gældende antidumpingtold, at kompressorerne udgør ét og samme produkt i forhold til den oprindelige antidumpingundersøgelse. Den pågældende vares enhedskarakter bekræftes i øvrigt ifølge sagsøgerne af 20. betragtning til grundforordningen såvel som af dom af 21. marts 2012, Marine Harvest Norway og Alsaker Fjordbruk mod Rådet (T-113/06, EU:T:2012:135).
74 Kommissionen har bestridt, at dette anbringende er begrundet.
75 Det bemærkes i den henseende indledningsvis, at vurderingen af antidumpingtoldens afspejling i henhold til en VKN-metode ikke drager den pågældende vares enhedskarakter i tvivl, idet Kommissionen ikke fastsatte en dumpingmargen pr. varekontrolnummer, men en enkelt dumpingmargen for den pågældende vare.
76 Det er endvidere uomtvistet, at den pågældende vare i den foreliggende sag er kompleks, og at de forskellige modeller fremviser forskellige tekniske kendetegn, og at priserne kan variere mærkbart. Derfor forekommer VKN-metoden, som tilsigter en sammenligning af de varekontrolnumre, hvis kendetegn og videresalgspriser er sammenlignelige, at være mere passende ved en bedømmelse af udviklingen i videresalgspriserne for den pågældende vare mellem den oprindelige undersøgelsesperiode og tilbagebetalingsundersøgelsesperioden.
77 Det bemærkes derudover, at fremgangsmåden ved en analyse på grundlag af stigningen i den samlede omsætning ikke giver mulighed for at godtgøre, om den forbundne importør faktisk har ændret sin adfærd på markedet, eller om vedkommende tværtimod har iværksat en prispolitik, som giver importøren mulighed for at udligne de mindst solgte modeller med de mest solgte, og således påvirke de realiserede margener.
78 Det anføres i øvrigt i 20. betragtning til grundforordningen, at »i forbindelse med en ny beregning af dumpingmargenen, som nødvendiggør en ny beregning af eksportpriserne, skal told ikke behandles som en omkostning, der påløber mellem indførsel og videresalg, når den pågældende told afspejles i priserne på de varer, der er omfattet af foranstaltninger i [Unionen]«.
79 Det kan imidlertid ikke i modsætning til det af sagsøgerne anførte udledes af begrebet »varer, der er omfattet af foranstaltninger«, som anvendes i 20. betragtning til grundforordningen, at afspejlingen af antidumpingtolden skal bedømmes for den pågældende vare set som et hele. 20. betragtning til grundforordningen henviser således, ligesom nævnte forordnings artikel 11, stk. 10, til »videresalgspriserne«, »de efterfølgende salgspriser« og »priserne på de varer, der er omfattet af foranstaltninger i [Unionen]« i flertal. Ifølge en ordlydsfortolkning af de ovennævnte bestemmelser bør der således foretages en undersøgelse af antidumpingtolden afspejling for hver salgspris og derfor snarere i henhold til en metode baseret på den enkelte transaktion eller efter omstændighederne i henhold til en metode baseret på den enkelte model eller en metode baseret på det enkelte varekontrolnummer.
80 Endelig er sagsøgernes henvisning til dom Marine Harvest Norway og Alsaker Fjordbruk mod Rådet, nævnt i præmis 73 ovenfor (EU:T:2012:135), ikke relevant i den foreliggende sag, idet den tvist, der blev indbragt for Retten i den sag, der gav anledning til den dom, ikke vedrørte fastsættelsen af eksportpriser.
81 Henset til det foregående må det fastslås, at Kommissionen ikke har anlagt et åbenbart fejlskøn, idet den fandt, at det i den foreliggende sag var mere passende at foretage en undersøgelse af antidumpingtoldens afspejling i henhold til en VKN-metode og ikke i henhold til en samlet fremgangsmåde på grundlag af stigningen i omsætningen fra den oprindelige undersøgelse til tilbagebetalingsundersøgelsen.
82 Dette argument fra sagsøgernes side må derfor forkastes.
83 Sagsøgerne har for det tredje gjort gældende, at VKN-metoden, som Kommissionen anvendte, er i strid med formålet med grundforordningens artikel 11, stk. 10, som fortolket i lyset af antidumpingaftalens artikel 9.3.3.
84 Det bemærkes indledningsvis, at det fremgår af retspraksis, at grundforordningens bestemmelser så vidt muligt skal fortolkes i lyset af de tilsvarende bestemmelser i antidumpingaftalen (jf. i denne retning dom af 9.1.2003, Petrotub og Republica mod Rådet, C-76/00 P, Sml., EU:C:2003:4, præmis 57, og af 22.5.2014, Guangdong Kito Ceramics m.fl. mod Rådet, T-633/11, EU:T:2014:271, præmis 38).
85 Unionen udstedte således grundforordningen med henblik på at opfylde sine internationale forpligtelser ifølge antidumpingaftalen (dom Petrotub og Republica mod Rådet, nævnt i præmis 84 ovenfor, EU:C:2003:4, præmis 56). Unionen har endvidere ved grundforordningens artikel 11, stk. 10, villet gennemføre de særlige forpligtelser, som er indeholdt i antidumpingaftalens artikel 9.3.3. Grundforordningens artikel 11, stk. 10, skal således fortolkes i lyset af denne bestemmelse.
86 Det bemærkes i den henseende, at antidumpingaftalens artikel 9.3.3 bestemmer, at »[v]ed afgørelsen af om og i hvilket omfang der bør foretages tilbagebetaling, når eksportprisen er beregnet i overensstemmelse med [antidumpingaftalens] artikel 2, stk. 3, bør myndighederne tage hensyn til ændringer i den normale værdi, til ændringer i de omkostninger, der påløber mellem indførsel og videresalg, og til sådanne bevægelser i videresalgspriserne, som behørigt afspejles i salgspriserne i senere led, og de bør beregne eksportprisen uden fradrag for den antidumpingtold, der betales, når der fremlægges afgørende bevis for ovenstående«.
87 Derudover foreskriver antidumpingaftalens artikel 2.3, at »[i] tilfælde, hvor der ikke foreligger en eksportpris, eller hvor der efter de pågældende myndigheders skøn ikke kan fæstes lid til eksportprisen på grund af en forretningsmæssig forbindelse eller en kompensationsaftale mellem eksportøren og importøren eller en tredjepart, kan eksportprisen beregnes på grundlag af den pris, der opnås, første gang importvarerne videresælges til en uafhængig køber eller ikke sælges i den tilstand, hvori de forelå ved indførelsen, på ethvert rimeligt grundlag, som myndighederne måtte fastsætte«.
88 Endelig fastsætter antidumpingaftalens artikel 2.4, fjerde punktum, at »[i] de tilfælde, der er omhandlet i stk. 3, bør der også tages hensyn til omkostninger, herunder told og afgifter, der er påløbet mellem indførsel og videresalg, samt til fortjeneste […]«.
89 Det fremgår af det foregående, at antidumpingaftalens artikel 2.4, fjerde punktum, i lighed med grundforordningens artikel 2, stk. 9, andet afsnit, fastsætter et princip om, at »tolden skal betragtes som en omkostning«, i henhold til hvilket told og afgifter, der pålægges mellem importen og videresalget, herunder den betalte antidumpingtold, er omkostninger, der skal fradrages ved beregningen af eksportpriserne (dom NMB France m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 66 ovenfor, EU:T:1996:71, præmis 104).
90 I den sammenhæng må det fastslås, at undladelse af fradrag af antidumpingtold i henhold til antidumpingaftalens artikel 9.3.3 er en undtagelse sammenlignet med den regel om, at »tolden skal betragtes som en omkostning«, som er foreskrevet i denne aftales artikel 2.4, fjerde punktum. Ligeledes er den undladelse af fradrag af antidumpingtold, der foreskrives i grundforordningens artikel 11, stk. 10, en undtagelse sammenlignet med den i nævnte forordnings artikel 2, stk. 9, andet afsnit, foreskrevne regel om, at »tolden skal betragtes som en omkostning«.
91 Som enhver undtagelse fra en almindelig regel skal undladelse af fradrag for antidumpingtold i den beregnede eksportpris fortolkes strengt (jf. analogt dom af 18.3.2009, Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, T-299/05, Sml., EU:T:2009:72, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).
92 Det bemærkes i den foreliggende sag, at metoden på grundlag af stigningen i omsætningen, som sagsøgerne har forfægtet, ville føre til en konklusion om, at antidumpingtolden samlet set blev afspejlet i forhold til den forbundne importørs kunder. Kommissionen kunne imidlertid ved anvendelsen af VKN-metoden godtgøre, at denne afspejling ikke fandt sted for flere af modellerne for den pågældende vare.
93 VKN-metoden, der i en sag som den foreliggende fører til en strengere vurdering af antidumpingtoldens afspejling, er i bedre overensstemmelse med en ordlyds- og formålsfortolkning af grundforordningens artikel 11, stk. 10, og skal derfor snarere anvendes end en fremgangsmåde baseret på stigningen i omsætningen mellem den oprindelige undersøgelsesperiode og tilbagebetalingsundersøgelsesperioden.
94 De af sagsøgerne fremførte argumenter kan ikke afkræfte denne konklusion.
95 Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at det kan udledes af anvendelsen af entalsformen i udtrykket på fransk »tout mouvement du prix de revente« (»sådanne bevægelser i videresalgspriserne«), som forefindes i antidumpingaftalens artikel 9.3.3, at afspejlingen af antidumpingtolden skal undersøges samlet.
96 Udtrykket »tout mouvement du prix de revente« (»sådanne bevægelser i videresalgspriserne«) efterfølges imidlertid umiddelbart af udtrykket »behørigt afspejles i salgspriserne i senere led«. Endvidere er udtrykkene »tout changement« (»ændringer«) og »tout mouvement« (»sådanne bevægelser«), som anvendes i antidumpingaftalens artikel 9.3.3, af ubestemt karakter.
97 Sagsøgerne har endvidere i det væsentlige gjort gældende, at VKN-metoden er i strid med formålet med antidumpingaftalens artikel 9.3.3, som nemlig er at begrænse hindringer for undladelse af fradrag af antidumpingtolden. Denne metode forstærker således den såkaldte »double jump«-hindring, hvorefter en forbundet importør ikke kan opnå fuld tilbagebetaling af den betalte antidumpingtold, medmindre importøren godtgør, at den har øget videresalgspriserne i Unionen med et beløb på to gange dumpingmargenen, eller forsøger at begrunde en ny »triple jump«-hindring.
98 Det fremgår i den forbindelse for det første af præmis 89-91 ovenfor, at for så vidt angår salg foretaget af en forbundet importør skal eksportprisen beregnes med fradrag af den betalte antidumpingtold i henhold til reglen om, at »tolden skal betragtes som en omkostning«. Den i grundforordningens artikel 11, stk. 10, foreskrevne undladelse af fradrag af antidumpingtolden udgør en undtagelse fra denne principielle regel, og skal derfor fortolkes strengt (præmis 91 ovenfor). Den såkaldte »double jump«-hindring, som sagsøgerne har påberåbt sig, er således en uundgåelig følge af, at de i grundforordningens artikel 11, stk. 10, opstillede betingelser ikke er opfyldte, og at reglen om, at »tolden skal betragtes som en omkostning«, derfor finder anvendelse.
99 Det bemærkes for det andet, at anvendelsen af VKN-metoden, for så vidt som den anvendes på tilsvarende vis på alle led i undersøgelsen af anmodningen om tilbagebetaling, ikke indebærer, at der opstilles yderligere betingelser for fuld tilbagebetaling af den betalte antidumpingtold, men udelukkende at overholdelsen af de i grundforordningens artikel 11, stk. 10, foreskrevne betingelser skal kontrolleres for de enkelte varekontrolnumre snarere end for den pågældende vare samlet.
100 Under disse omstændigheder er det med urette, at sagsøgerne har gjort gældende, at VKN-metoden styrker den såkaldte »double jump«-hindring, eller at den tilsigter at begrunde en ny hindring for undladelse af fradrag af antidumpingtolden.
101 Det må som følge deraf fastslås, at VKN-metoden ikke strider mod en ordlyds- og formålsfortolkning af grundforordningens artikel 11, stk. 10.
102 Sagsøgernes argument skal derfor forkastes.
103 Henset til det foregående har Kommissionen ikke begået en fejl dels ved at fastslå, at den metode baseret på stigningen i den samlede omsætning, som sagsøgerne har plæderet for, ikke gør det muligt på afgørende vis at fastslå, at den forbundne importør korrekt afspejlede antidumpingtolden i forhold til sine egne kunder, der var etableret i Unionen, dels ved at fastslå, at VKN-metoden var den bedst egnede, henset til de i sagen foreliggende omstændigheder, herunder navnlig den pågældende vares komplekse karakter.
104 Det andet anbringendes første led må derfor forkastes.
– Om det andet anbringendes tredje led
105 Sagsøgerne har gjort gældende, at undersøgelsen af antidumpingtoldens afspejling for hvert enkelt varekontrolnummer minder meget om praksissen med »nulstilling«, og at den derfor strider mod WTO-appelinstansens rapport »De Europæiske Fællesskaber – antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld fra Indien« (WT/DS141/AB/R), vedtaget den 1. marts 2001, og dom af 27. september 2007, Ikea Wholesale (C-351/04, Sml., EU:C:2007:547).
106 Kommissionen har bestridt, at disse argumenter er begrundede.
107 Det bemærkes indledningsvis, at den praksis med »nulstilling«, som blev underkendt af WTO-appelinstansen og Domstolen, kun blev anvendt af Kommissionen ved beregning af den samlede dumpingmargen. I et tilfælde, hvor den pågældende vare omfattede flere modeller, bestod denne praksis i det væsentlige i dels at addere dumpingbeløbet for alle de modeller, for hvilke der var fastslået en positiv dumpingmargen, dels at fastsætte alle de negative dumpingmargener til nul. Det således beregnede samlede dumpingbeløb blev derefter udtrykt i procent af den kumulerede værdi af alle eksporttransaktionerne for alle modellerne, uanset om de var dumpede eller ej.
108 Det bemærkes i den henseende for det første, at sagsøgeren i den foreliggende sag ikke har anfægtet metoden for beregning af dumpingmargenen, men den metode, som Kommissionen har anvendt ved kontrollen af, om betingelserne for at undlade fradrag af antidumpingtolden fra den beregnede eksportpris i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, var opfyldte. Den af sagsøgerne anfægtede VKN-metode finder imidlertid anvendelse på et forudgående stadie i forhold til beregningen af dumpingmargenen og tjener et andet formål.
109 For det andet har sagsøgerne ikke fremlagt nogen beviser til støtte for deres anbringende om ligheden mellem denne praksis med »nulstilling« og VKN-metoden.
110 Som følge deraf har de ikke godtgjort, at der foreligger en lighed mellem denne praksis med »nulstilling« og VKN-metoden.
111 Endelig har sagsøgerne som svar på et mundtligt spørgsmål stillet af Retten under retsmødet præciseret deres argumentation, idet de i det væsentlige har anført, at det er den praktiske virkning af denne praksis med »nulstilling«, nemlig ændringen af eksportprisen og derfor af dumpingmargenen, som ifølge sagsøgerne er sammenlignelig med VKN-metoden.
112 Det anføres imidlertid ovenfor, at Kommissionen ikke begik en fejl ved at vurdere antidumpingtoldens afspejling ved anvendelse af en VKN-metode, som, henset til sagens omstændigheder, var den metode, som gav mulighed for med størst nøjagtighed at undersøge, om de i grundforordningens artikel 11, stk. 10, opstillede betingelser var opfyldte (præmis 76, 92 og 93 ovenfor).
113 Som følge deraf er sagsøgernes anbringende om, at Kommissionens anvendelse VKN-metoden havde til virkning, at eksportprisen, og i sidste instans den reviderede dumpingmargen, blev fordrejet, ugrundet.
114 Henset til det foregående skal det andet anbringendes tredje led forkastes.
– Om det andet anbringendes fjerde led
115 Sagsøgerne har gjort gældende, at anvendelsen af en analyse for hvert enkelt varekontrolnummer er uden noget retligt grundlag.
116 Kommissionen har bestridt, at dette anbringende er begrundet.
117 Den omstændighed, at fremgangsmåden med analyse af hvert enkelt varekontrolnummer ikke er nævnt i grundforordningen, betyder imidlertid ikke, at den er ulovlig eller åbenbart fejlagtig.
118 Det bemærkes i denne forbindelse, at sagsøgerne i stævningen selv har medgivet, at analysen af hvert enkelt varekontrolnummer er en administrativ teknik, som er begrundet ved beregningen af den vejede gennemsnitlige dumpingmargen som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 12, fordi den giver mulighed for at sikre en rimelig sammenligning af de forskellige modeller eller varetyper med forskellige egenskaber, som er genstand for en undersøgelse.
119 Sagsøgerne har imidlertid undladt at forklare, hvad det er, der gør det muligt at anse fremgangsmåden med en analyse af hvert enkelt varekontrolnummer eller hver enkelt model for passende ved beregningen af dumpingmargenen, men ikke ved undersøgelsen af antidumpingtoldens afspejling.
120 Under alle omstændigheder er anvendelsen af den ovennævnte metode i praksis, modsat hvad sagsøgerne har gjort gældende, ikke begrænset til beregningen af dumpingmargenen. Domstolen har bl.a. godkendt metoden med analyse af hver enkelt model ved beregningen af ubetydelighedstærsklen for salg af samme vare til forbrug på eksportørens hjemmemarked (jf. i denne retning dom af 5.10.1988, Canon m.fl. mod Rådet, 277/85 og 300/85, Sml., EU:C:1988:467, præmis 14).
121 Henset til det foregående skal det andet anbringendes fjerde led forkastes.
– Om det andet anbringendes femte led
122 Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at den af Kommissionen anvendte VKN-metode er vilkårlig, for så vidt som Kommissionen i andre sager har fundet, at betingelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 10, var opfyldt, idet den accepterede, at der blev taget hensyn til de vejede gennemsnitlige videresalgspriser i Unionen, eller accepterede et lavere beviskrav end det, der blev gjort gældende i den foreliggende sag.
123 Kommissionen har bestridt, at dette anbringende er begrundet.
124 Det bemærkes for det første, at Kommissionen i forbindelse med en tilbagebetalingsprocedure råder over en bred skønsmargen ved undersøgelsen af, om betingelserne for undladelse af fradrag af antidumpingtolden fra eksportprisen er opfyldt (præmis 70 ovenfor). Dette skøn skal udøves konkret og under hensyn til alle relevante omstændigheder (jf. analogt dom Gestetner Holdings mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 56 ovenfor, EU:C:1990:116, præmis 43).
125 For det andet skal betingelserne for undladelse af fradrag af antidumpingtold ved beregningen af eksportprisen vurderes i lyset af dels de beviser, der er blevet fremlagt af de importører, der anmoder om undladelse af fradrag af antidumpingtolden, dels de faktiske omstændigheder i hver enkelt sag.
126 Som følge deraf kan der ikke gives medhold i sagsøgerens argument om den vilkårlige karakter af den fremgangsmåde, som Kommissionen valgte i de anfægtede afgørelser sammenlignet med dens tidligere eller efterfølgende praksis (jf. analogt dom af 7.5.1991, Nakajima mod Rådet, C-69/89, Sml., EU:C:1991:186, præmis 119, af 17.12.2010, EWRIA m.fl. mod Kommissionen, T-369/08, Sml., EU:T:2010:549, præmis 93, og af 10.10.2012, Ningbo Yonghong Fasteners mod Rådet, T-150/09, EU:T:2012:529, præmis 119 og 120).
127 Under alle omstændigheder må det fastslås, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at de omhandlede omstændigheder i den foreliggende sag var fuldstændig identiske med omstændighederne i de andre procedurer vedrørende tilbagebetaling af antidumpingtold eller fornyet undersøgelse, som de har påberåbt sig til støtte for deres argument om VKN-metodens vilkårlige karakter.
128 Det bemærkes navnlig, at de i den foreliggende sag omhandlede omstændigheder adskiller sig fra omstændighederne i de sager, der lå til grund for Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 60/2012 af 16. januar 2012 om afslutning af den delvise interimsundersøgelse vedrørende antidumpingforanstaltningerne på importen af ferrosilicium med oprindelse i bl.a. Rusland i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 22, s. 1), som sagsøgerne har vedlagt stævningen som bilag, og Kommissionens afgørelser af 10. august 2012 vedrørende anmodninger om tilbagebetaling af den antidumpingtold, der var blevet betalt af import af ferrosilicium med oprindelse i Rusland, som sagsøgerne vedlagde som bilag til skrivelsen af 24. november 2014 (herefter »sagerne vedrørende ferrosilicium med oprindelse i Rusland«). Kommissionen har således for det første i duplikken og under retsmødet forklaret, at den i sagerne vedrørende ferrosilicium med oprindelse i Rusland omgrupperede den pågældende vare i fire varekontrolnumre og derfor undersøgte, om de i grundforordningens artikel 11, stk. 10, opstillede betingelser var opfyldte for hvert enkelt varekontrolnummer. For det andet fastslog Kommissionen, at antidumpingtolden ganske vist var blevet afspejlet for et af de fire varekontrolnumre, som repræsenterede mere end 80% af de omhandlede transaktioner, hvilket ifølge Kommissionen var tilstrækkeligt til, at der kunne gives medhold i anmodningen om undladelse af fradrag af antidumpingtolden i den i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, beregnede eksportpris.
129 Det er derimod i den foreliggende sag uomtvistet, at det ikke for fem af de ti mest solgte varekontrolnumre er blevet godtgjort, at antidumpingtolden blev afspejlet i forhold til den forbundne importørs kunder.
130 I den sammenhæng kan sagsøgerne ikke foreholde Kommissionen, at den ikke under alle omstændigheder anvendte den samme løsning som i sagerne vedrørende ferrosilicium med oprindelse i Rusland.
131 Det andet anbringendes femte led må derfor forkastes.
– Om det andet anbringendes andet led
132 Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at det er uforholdsmæssigt at fradrage den samlede antidumpingtold ved beregningen af eksportprisen, fordi den samlede antidumpingtold omfatter told betalt på modeller eller varekontrolnumre, hvor tolden blev afspejlet i de senere videresalgspriser. Kommissionen har således ved denne handlemåde undladt at fastsætte en pålidelig eksportpris og vejet gennemsnitlig dumpingmargen.
133 Kommissionen har bestridt, at disse argumenter er begrundede.
134 Det bemærkes indledningsvis, at grundforordningens artikel 11, stk. 10, udgør en undtagelse til den i samme forordnings artikel 2, stk. 9, andet afsnit, foreskrevne regel om, at »tolden skal betragtes som en omkostning«. Muligheden for at undlade at fradrage antidumpingtolden fra den beregnede eksportpris skal således fortolkes strengt (præmis 90 og 91 ovenfor).
135 For det andet konstaterede Kommissionen ved afslutningen af undersøgelsen af antidumpingtoldens afspejling for hvert enkelt varekontrolnummer, at det for et stort antal varekontrolnumre ikke var blevet godtgjort, at antidumpingtolden blev afspejlet i videresalgspriserne og salgspriserne i Unionen.
136 Den VKN-analyse, som Kommissionen gennemførte, afslørede ligeledes, at for fem af de ti mest solgte varekontrolnumre afspejlede de videresalgspriser, den forbundne importør anvendte i forhold til uafhængige kunder etableret i Unionen, den betalte antidumpingtold. Som det fremgår af det af Kommissionen udarbejdede regneark, som blev vedhæftet Kommissionens e-mail af 26. juli 2011, og som sagsøgerne har fremlagt som bilag A. 15 til stævningen, svarede de fem ovennævnte varekontrolnumre dels til 119 523 solgte luftkompressorer ud af et samlet antal på 229 239 luftkompressorer solgt i løbet af tilbagebetalingsundersøgelsesperioden af importselskaber etableret i Unionen, der var forbundet med den producerende eksportør, dels til mere end 50% af værdien af pris, omkostninger, forsikring og fragt for disse salg samlet set.
137 Det er i lyset af disse betragtninger og præciseringer, det skal undersøges, om Kommissionen anlagde et åbenbart fejlagtigt skøn og derfor tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 9 og 11, og artikel 11, stk. 10, idet den fradrog den af den forbundne importør betalte antidumpingtold fra den beregnede eksportpris, selv om denne afspejling fandt sted for visse varekontrolnumre.
138 Det bemærkes indledningsvis, at grundforordningens artikel 2, stk. 9, og artikel 11, stk. 10, som sagsøgerne med rette har gjort gældende, uomtvisteligt er forbundet med hinanden.
139 For det første henviser grundforordningens artikel 11, stk. 10, således to gange udtrykkeligt til samme forordnings artikel 2 og artikel 2, stk. 9.
140 For det andet er den i grundforordningens artikel 11, stk. 10, foreskrevne undersøgelse af, om antidumpingtolden afspejles i forhold til en forbunden importørs kunder, i forbindelse med en procedure vedrørende fornyet undersøgelse eller tilbagebetaling af antidumpingtold, et led i beregningen af den på grundlag af nævnte forordnings artikel 2, stk. 9, beregnede eksportpris. Afhængig af resultatet af denne undersøgelse fradrages antidumpingtolden fra den beregnede eksportpris, og den har derfor en direkte virkning på størrelsen deraf, idet den beregnede eksportpris i givet fald nødvendigvis er lavere, end hvis antidumpingtolden ikke var blevet fradraget.
141 Det bemærkes endvidere, at jo lavere eksportprisen er, jo væsentligere bliver forskellen i forhold til den normale værdi, og jo højere bliver den reviderede dumpingmargen.
142 Grundforordningens artikel 11, stk. 10, vedrører således en del af beregningen af eksportprisen og indirekte af beregningen af den reviderede dumpingmargen.
143 I denne sammenhæng skal Kommissionen anvende sammenhængende metoder ved anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 9 og 11, og artikel 11, stk. 10.
144 Det bemærkes i denne forbindelse, at når den pågældende vare blev solgt i Unionen via den forbundne importør, fandt Kommissionen, henset til den pågældende vares karakter, det mest passende ved beregningen af eksportprisen at kontrollere, om antidumpingtolden blev afspejlet for hvert enkelt varekontrolnummer.
145 Endvidere anvendte Kommissionen denne VKN-analyse dels ved beregningen af en enkelt vejet gennemsnitlig eksportpris og en vejet gennemsnitlig normal værdi for hvert enkelt varekontrolnummer, dels ved beregningen af en dumpingmargen for hvert enkelt varekontrolnummer for den pågældende vare.
146 Kommissionen har imidlertid ikke draget alle konsekvenserne af VKN-metoden, som den selv besluttede sig for at anvende, idet den nægtede at undlade fradrag af antidumpingtolden fra eksportpriserne for de varekontrolnumre, for hvilke antidumpingtolden blev afspejlet i videresalgspriserne og i de efterfølgende salgspriser i Unionen. Som følge deraf foretog Kommissionen fradrag for hele den betalte antidumpingtold i de i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, beregnede eksportpriser og sænkede således på kunstig vis den enkelte vejede gennemsnitlige eksportpris for de enkelte varekontrolnumre og forhøjede som følge deraf den reviderede dumpingmargen for Nu Air Shanghai.
147 Det må, henset til denne konstatering, fastslås, at Kommissionen anlagde et åbenbart fejlskøn, som havde betydning for satsen for den reviderede dumpingmargen og derfor på beløbet for den antidumpingtold, der skulle tilbagebetales til sagsøgerne, idet det erindres, at dette beløb følger af forskellen mellem den oprindelige dumpingmargen og den reviderede dumpingmargen (præmis 13 ovenfor).
148 De af Kommissionen anførte argumenter kan ikke afkræfte den foregående konklusion.
149 For det første har Kommissionen i det væsentligste anført, at det i henhold til en streng fortolkning af grundforordningens artikel 11, stk. 10, ikke er muligt kun at fradrage den betalte antidumpingtold for visse transaktioner, modeller eller varekontrolnumre og ikke for andre, fordi dette ikke giver mulighed for at undgå omgåelse af tolden og prismanipulation, og fordi det ville stride med formålet med grundforordningens artikel 11, stk. 10, som er at udelukke enhver mulighed for forvridning af videresalgspriserne og de efterfølgende salg som følge af dumping. Hvis delvis undladelse af fradrag af antidumpingtolden blev tilladt, ville den forbundne importør kunne indføre interne kompensationsmekanismer, eksempelvis ved at lade antidumpingtolden afspejles i priserne for varekontrolnumre med ringe efterspørgselselasticitet, men ikke i priserne for andre varekontrolnumre, hvor efterspørgslen er meget elastisk.
150 Det bemærkes i denne forbindelse for det første, at grundforordningens artikel 11, stk. 10, ikke fastsætter en metode for vurderingen af, om antidumpingtolden afspejles korrekt i videresalgspriserne og de efterfølgende salgspriser i Unionen, og at Kommissionen derfor på dette område råder over en bred skønsmargen (præmis 67-70 ovenfor). Grundforordningens artikel 11, stk. 10, pålægger heller ikke – i modsætning til, hvad Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende – denne institution systematisk at fradrage hele den betalte antidumpingtold under omstændigheder som de i den foreliggende sag, hvor en undersøgelse af antidumpingtoldens afspejling i henhold til en VKN-metode ikke gav mulighed for at konkludere, at denne afspejling fandt sted for alle varekontrolnumrene, men kun for visse af disse.
151 For det andet har Kommissionen ikke godtgjort, at den forbundne importør i den foreliggende sag omgik tolden og indførte kompenserende mekanismer mellem de mest solgte varekontrolnumre og de mindst solgte varekontrolnumre eller mellem de varekontrolnumre, der havde ringe efterspørgselselasticitet, og de, der var meget elastiske.
152 Kommissionens argument bør derfor forkastes.
153 Kommissionen har for det andet anført, at delvis undladelse af fradrag af antidumpingtolden er udelukket, fordi dette i praksis ikke finder anvendelse for nye produkter. Det er således umuligt i fraværet af sammenlignelige produkter solgt under den oprindelige undersøgelse at kontrollere, om produkternes videresalgspriser er blevet forøget i et omfang, der afspejler den betalte antidumpingtold.
154 Den eneste betingelse, der opstilles i grundforordningens artikel 11, stk. 10, er, at den forbundne importør fører afgørende bevis for, at antidumpingtolden afspejles i videresalgspriserne og de efterfølgende salgspriser i Unionen.
155 I den sammenhæng kan beviset for, at antidumpingtolden afspejles i videresalgspriserne og de efterfølgende salgspriser i Unionen – på betingelse af at beviset er »afgørende« – føres på enhver måde og ikke kun ved en sammenligning af de salgspriser, der blev anvendt før pålæggelsen af antidumpingtolden, og de, der fandt anvendelse efterfølgende.
156 Kommissionens argument bør derfor forkastes.
157 Henset til det foregående har Kommissionen anlagt et åbenbart fejlagtigt skøn, idet den fradrog antidumpingtolden samlet og ikke kun fra eksportpriserne for de varekontrolnumre, for hvilke det ved afslutningen af VKN-analysen var blevet fastslået, at tolden ikke blev afspejlet i videresalgspriserne og priserne for efterfølgende salg i Unionen, og at den derfor har tilsidesat grundforordningens artikel 2, stk. 9 og 11, og artikel 11, stk. 10.
158 Det er imidlertid uomtvistet, at de beløb af antidumpingtold, som skulle tilbagebetales til sagsøgerne i fraværet af den af Kommissionen begåede fejl, ville have været højere end de i de anfægtede afgørelsers artikel 1 anførte beløb.
159 Som følge deraf skal der gives medhold i det andet anbringendes andet led og derfor i den første påstand, idet de anfægtede afgørelser delvis annulleres, for så vidt som Kommissionen ikke indrømmede sagsøgerne tilbagebetaling af den med urette opkrævede antidumpingtold ud over de beløb, der anføres i afgørelsernes artikel 1, uden at det er fornødent at undersøge det første anbringende, der er påberåbt til støtte for den første påstand.
Om den anden påstand om midlertidig opretholdelse af de anfægtede afgørelsers virkninger på grundlag af artikel 264 TEUF
160 Sagsøgerne har i det væsentlige anmodet Retten om i tilfælde af, at de gives medhold i den første påstand, at anvende de beføjelser, den er tillagt ved artikel 264 TEUF, og bestemme, at de anfægtede afgørelsers virkninger opretholdes, indtil Kommissionen har truffet de fornødne foranstaltninger for at efterkomme Rettens dom i denne sag. Sagsøgerne har i den forbindelse for det første gjort gældende, at hvis de anfægtede afgørelser annulleres, ville dette forpligte sagsøgerne til at tilbagebetale hele det beløb, som de er blevet udbetalt på grundlag af disse afgørelser, til de kompetente myndigheder. For det andet har sagsøgerne præciseret, at de kun har anmodet om en berigtigelse af de anfægtede afgørelser og ikke annullation deraf i deres helhed, idet afgørelserne delvis giver dem medhold.
161 Kommissionen har ikke rejst indsigelse mod den anden påstand.
162 Det bemærkes i den forbindelse, at de anfægtede afgørelser skal annulleres, for så vidt som Kommissionen delvist nægtede at give medhold i de af sagsøgerne indgivne anmodninger om tilbagebetaling af antidumpingtold og derfor ikke indrømmede sagsøgerne tilbagebetaling ud over de beløb, der nævnes i afgørelsernes artikel 1, som det tilkommer Kommissionen at beregne det nøjagtige beløb af.
163 Under disse omstændigheder indebærer den delvise annullation af de anfægtede afgørelser ikke, at sagsøgerne er forpligtede til at tilbagebetale de beløb, som de har modtaget på grundlag af disse afgørelser, til de kompetente myndigheder.
164 Henset til det foregående må sagsøgernes argumentation forkastes som irrelevant, og der kan ikke gives medhold i den anden påstand.
Sagens omkostninger
165 I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den part, der i det væsentlige har tabt sagen, at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges Kommissionen at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med sagsøgernes påstand.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Artikel 1 i Kommissionens afgørelse C(2011) 8831 endelig, C(2011) 8825 endelig, C (2011) 8828 endelig og C(2011) 8810 endelig af 6. december 2011 vedrørende anmodninger om tilbagebetaling af antidumpingtold betalt på import af visse kompressorer med oprindelse i Folkerepublikken Kina annulleres, for så vidt som der ikke deri indrømmes Einhell Germany AG, Hans Einhell Nederlands BV, Einhell France SAS og Hans Einhell Österreich GmbH tilbagebetaling af den antidumpingtold, der med urette er blevet opkrævet, ud over de beløb, der nævnes deri.
2) I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.
3) Kommissionen betaler sagens omkostninger.
Kanninen | Pelikánová | Buttigieg |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 18. november 2015.
Underskrifter