Language of document :

Sag anlagt den 9. januar 2009 - Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen

(Sag T-17/09)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Evropaïki Dynamiki - Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (Athen, Grækenland) (ved lawyer N. Korogiannakis)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning om ikke at antage sagsøgerens bud, indgivet som svar på en åben udbudsprocedure VT/2008/019 - EMPL EESSI om "It-tjenester og produkter i forbindelse med EESSI-projektet 1 (Electronic Exchange of Social Security Information)" meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 30. oktober 2008 og alle forbundne beslutninger, herunder beslutningen om at tildele kontrakten til den valgte bydende, annulleres.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale 883 703,50 EUR til sagsøgeren i erstatning for de tab, som sagsøgeren har lidt som følge af den omhandlede udbudsprocedure.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagsøgers retsomkostninger og udgifter i forbindelse med dette søgsmål, også hvis sagsøgeren ikke får medhold.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I den foreliggende sag har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning om ikke at vælge sagsøgerens bud som svar på den åbne udbudsprocedure VT/2008/019 - EMPL CAD A/17543 om It-tjenester og produkter i forbindelse med EESSI-projektet (Electronic Exchange of Social Security Information) og om at tildele kontrakten til den valgte bydende. Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om erstatning for påståede tab som følge af udbudsproceduren.

Sagsøgeren har gjort fire anbringender gældende til støtte for søgsmålet.

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at den valgte bydende har fået særbehandling af Kommissionen i forbindelse med tildelingen af flere andre kontrakter, og at denne bydende blev foretrukket i den foreliggende udbudsrunde. Sagsøgeren har anført, at virksomheden selv har været udsat for systematisk forskelsbehandling fra Kommissionens side i samme forbindelse.

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke respekterede reglerne om udelukkelseskriterierne i udbudsspecifikationerne og derfor tilsidesatte finansforordningens 2 artikel 93 og 94 og artikel 133a og 134 i finansforordningens gennemførelsesbestemmelser samt artikel 45 i direktiv 2004/18/EF 3.

For det tredje hævder sagsøgeren, at Kommissionen foretog flere fejlskøn ved bedømmelsesudvalgets bedømmelse af sagsøgerens bud.

For det fjerde anfægter sagsøgeren, at Kommissionen baserede sin bedømmelse af sagsøgerens bud på generelle og vilkårlige betragtninger, at den undlod at begrunde sin beslutning, og at den foretog flere fejlskøn i den sammenhæng.

____________

1 - EUT 2008/S 111-148231.

2 - Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1).

3 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31.3.2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT L 134, s. 114).