KENDELSE AFSAGT AF DOMSTOLENS VICEPRÆSIDENT
den 6. oktober 2021 (*)
»Særlige rettergangsformer – kendelse om foreløbige forholdsregler – artikel 163 i Domstolens procesreglement – ændrede forhold – foreligger ikke – kompetencen for Izba Dyscyplinarna (disciplinærafdelingen) ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) – disciplinærordning for dommerne ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), de almindelige domstole og forvaltningsdomstolene – processuelle regler for kontrol med betingelserne for disse dommeres uafhængighed – udsættelse af anvendelsen af nationale regler«
I sag C-204/21 R-RAP,
angående en anmodning om ophævelse af en kendelse om foreløbige forholdsregler i henhold til artikel 163 i Domstolens procesreglement, indgivet den 16. august 2021,
Republikken Polen ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen
sagsøgt,
har
DOMSTOLENS VICEPRÆSIDENT,
efter at have hørt generaladvokat G. Hogan,
afsagt følgende
Kendelse
1 Med anmodningen har Republikken Polen anmodet Domstolen om at ophæve kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 14. juli 2021, Kommissionen mod Polen (C-204/21 R, herefter »kendelsen af 14. juli 2021«, EU:C:2021:593).
2 Ved denne kendelse pålagde Domstolens vicepræsident Republikken Polen, indtil der var afsagt endelig dom i sag C-204/21, at
a) udsætte for det første anvendelsen af bestemmelserne i artikel 27, stk. 1, nr. 1a, i ustawa o Sądzie Najwyższym (lov om den øverste domstol) af 8. december 2017, som ændret ved ustawa o zmianie ustawy – Prawo o ustroju sądów powszechnych, ustawy o Sądzie Najwyższym oraz niektórych innych ustaw (lov om ændring af lov om organiseringen af de almindelige domstole, lov om den øverste domstol og visse andre love) af 20. december 2019, og andre bestemmelser, i henhold til hvilke Izba Dyscyplinarna (disciplinærafdelingen) ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) har kompetence til at træffe afgørelse, enten i første eller i anden instans, om anmodninger om tilladelse til at indlede strafferetlig forfølgning mod dommere eller hjælpedommere, at frihedsberøve dem, anholde dem eller at indstævne dem, samt for det andet virkningerne af afgørelser, der allerede er truffet af disciplinærafdelingen på grundlag af denne artikel, som tillader indledning af en strafferetlig forfølgning mod en dommer eller anholdelse af en dommer, og afholde sig fra at indbringe sagerne omhandlet i den nævnte artikel for en retsinstans, som ikke opfylder de krav til uafhængighed, som navnlig er fastsat i dom af 19. november 2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) (C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982)
b) udsætte anvendelsen af bestemmelserne i artikel 27, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om den øverste domstol, som ændret, der udgør grundlaget for, at Izba Dyscyplinarna (disciplinærafdelingen) ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) har kompetence til at træffe afgørelse i sager vedrørende retsstillingen og udøvelsen af embedet for dommerne ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), bl.a. i sager vedrørende arbejdsretlige og socialforsikringsretlige forhold, samt sager vedrørende disse dommeres pensionering, og afholde sig fra at indbringe disse sager for en retsinstans, som ikke opfylder de krav til uafhængighed, som navnlig er fastsat i dom af 19. november 2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) (C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982)
c) udsætte anvendelsen af bestemmelserne i artikel 107, stk. 1, nr. 2 og 3, i ustawa – Prawo o ustroju sądów powszechnych (lov om organiseringen af de almindelige domstole) af 27. juli 2001, som ændret ved lov om ændring af lov om organiseringen af de almindelige domstole, lov om den øverste domstol og visse andre love, samt artikel 72, stk. 1, nr. 1-3, i lov om den øverste domstol, som ændret, som gør det muligt at pålægge dommere disciplinært ansvar for at have undersøgt overholdelsen af kravene om en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, som omhandlet i artikel 19, stk. 1, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
d) udsætte anvendelsen af bestemmelserne i artikel 42a, stk. 1 og 2, og artikel 55, stk. 4, i lov om de almindelige domstole, som ændret, af artikel 26, stk. 3, og artikel 29, stk. 2 og 3, i lov om den øverste domstol, som ændret, af artikel 5, stk. 1a og 1b, i ustawa – Prawo o ustroju sądów administracyjnych (lov om organiseringen af forvaltningsdomstolene) af 25. juli 2002, som ændret ved lov om ændring af lov om organiseringen af de almindelige domstole, lov om den øverste domstol og visse andre love, og artikel 8 i lov om ændring af lov om de almindelige domstole, lov om den øverste domstol og visse andre love, for så vidt som de forbyder de nationale retsinstanser at efterprøve overholdelsen af EU-rettens krav om en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, som omhandlet i artikel 19, stk. 1, TEU, sammenholdt med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder
e) udsætte anvendelsen af bestemmelserne i artikel 26, stk. 2 og 4-6, og artikel 82, stk. 2-5, i lov om den øverste domstol, som ændret, og artikel 10 i lov om ændring af lov om organiseringen af de almindelige domstole, lov om den øverste domstol og visse andre love, der fastsætter enekompetencen for Izba Kontroli Nadzwyczajnej i Spraw Publicznych Sądu Nawyższego (afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager) ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) til at undersøge indsigelser mod en dommers eller en retsinstans manglende uafhængighed
f) senest en måned efter forkyndelsen af kendelsen af 14. juli 2021 om de begærede foreløbige forholdsregler meddele Europa-Kommissionen alle de foranstaltninger, der er truffet for fuldt ud at efterkomme denne kendelse.
3 Republikken Polen er af den opfattelse, at der er indtrådt ændrede forhold efter afsigelse af kendelsen af 14. juli 2021, og har derfor i henhold til artikel 163 i Domstolens procesreglement fremsat nærværende anmodning. Denne medlemsstat har endvidere anmodet Domstolens Store Afdeling om at behandle sagen.
Republikken Polens anmodning om, at sagen henvises til Domstolens Store Afdeling
4 Henset til den foreliggende sags betydning og dens præcedens er Republikken Polen af den opfattelse, at anmodningen om ophævelse af kendelsen af 14. juli 2021 skal behandles af Domstolens Store Afdeling.
5 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Domstolens vicepræsident i henhold til procesreglementets artikel 161, stk. 1, sammenholdt med artikel 1 i Domstolens afgørelse 2012/671/EU af 23. oktober 2012 om Domstolens vicepræsidents judicielle opgaver (EUT 2012, L 300, s. 47), selv træffer afgørelse om begæringer om udsættelse af gennemførelsen eller om foreløbige forholdsregler eller uden ophold henviser disse begæringer til Domstolen.
6 I henhold til disse bestemmelser har Domstolens vicepræsident således en fordelingsmæssig kompetence til at træffe afgørelse om enhver anmodning om foreløbige forholdsregler eller, hvis der efter vicepræsidentens opfattelse foreligger særlige omstændigheder, der kræver henvisning af anmodningen til et dommerkollegium, henvise en sådan anmodning til Domstolen (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 20.9.2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen, C-121/21 R, EU:C:2021:752, præmis 10).
7 Det følger heraf, at det alene tilkommer Domstolens vicepræsident at vurdere fra sag til sag, om de fremsatte anmodninger om foreløbige forholdsregler kræver henvisning til Domstolen med henblik på fordeling af sagen til et dommerkollegium (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 20.9.2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen, C-121/21 R, EU:C:2021:752, præmis 11).
8 I det foreliggende tilfælde indeholder Republikken Polens anmodning om ophævelse af kendelsen af 14. juli 2021 ingen oplysninger, der kræver, at kendelsen tildeles et dommerkollegium, og denne anmodning skal således ikke henvises til Domstolen.
Realiteten
Argumentation
9 Til støtte for sin anmodning har Republikken Polen påberåbt sig, at forholdene er ændrede som følge af en dom afsagt af Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol, Polen) den 14. juli 2021 i sag P 7/20 (herefter »Trybunał Konstytucyjnys (forfatningsdomstol) dom«).
10 I denne dom fastslog Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol) bl.a., at artikel 4, stk. 3, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 279 TEUF, er uforenelig med artikel 2, artikel 7, artikel 8, stk. 1, og artikel 90, stk. 1, i Republikken Polens forfatning, sammenholdt med sidstnævntes artikel 4, stk. 1, da Domstolen overskred sin kompetence og traf afgørelse ultra vires ved at pålægge Republikken Polen, i dennes egenskab af EU-medlemsstat, foreløbige forholdsregler vedrørende de polske domstoles organisering og kompetence samt den procedure, der skal følges ved disse domstole, på trods af, at principperne om EU-rettens forrang og direkte anvendelse ifølge artikel 91, stk. 1-3, i den nævnte forfatning ikke finder anvendelse på disse forholdsregler.
11 I lyset af Trybunał Konstytucyjnys (forfatningsdomstol) dom er kendelsen af 14. juli 2021 ifølge Republikken Polen i strid med den polske forfatningsorden.
12 I denne henseende har Republikken Polen anført, at Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol) fastslog, at det påhvilede den at beskytte Republikken Polens forfatning, som i henhold til dens artikel 8 er overordnet ret i denne medlemsstat, og at denne domstol derfor i principielle sager, der vedrører forfatningsordenen, skal anses for at være den »ret, der har det sidste ord«.
13 Republikken Polen har anført, at den fortolkning, hvorefter medlemsstaternes forfatningsdomstole har kompetence til at kontrollere Unionens ultra vires-retsakter, herunder Domstolens domme, er blevet lagt til grund af mange medlemsstaters forfatningsdomstole. Disse domstole har enstemmigt fastslået, at deres respektive retsordener har en forfatningsmæssig identitet, som det tilkommer dem at definere på grundlag af forfatningsmæssige bestemmelser, og Unionen er således forpligtet til at respektere en sådan identitet.
14 Den refererende dommer har under den mundtlige gennemgang af begrundelsen i Trybunał Konstytucyjnys (forfatningsdomstol) dom henvist til, at den dømmende myndighed, som medlemsstaterne har tillagt Domstolen, ophører, når en fortolkning af traktaterne ikke længere er forståelig og bliver objektivt vilkårlig. Ifølge denne domstol var dette netop tilfældet med kendelse af 8. april 2020, Kommissionen mod Polen (C-791/19 R, EU:C:2020:277). I denne sammenhæng har den refererende dommer præciseret, at Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol) fastslog, at Domstolen overskred grænserne for sin kompetence, idet hverken traktaten om Den Europæiske Union eller traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tildeler Unionen nogen kompetence med hensyn til organiseringen, etableringen og funktionen af en medlemsstats dømmende magt, idet dette område fortsat henhører under medlemsstaternes enekompetence.
15 Ifølge Republikken Polen blev kendelsen af 14. juli 2021 afsagt i strid med princippet om kompetencetildeling, der er fastsat i artikel 5 TEU, således at Trybunał Konstytucyjnys (forfatningsdomstol) dom ligeledes finder anvendelse på denne kendelse.
Bedømmelse
16 I henhold til procesreglementets artikel 163 kan en kendelse om foreløbige forholdsregler på begæring af en part til enhver tid ændres eller ophæves som følge af ændrede forhold. Begrebet »ændrede forhold« henviser navnlig til, at der opstår en faktisk eller retlig omstændighed, der kan give anledning til revision af de vurderinger, som dommeren i sager om foreløbige forholdsregler har anlagt med hensyn til de betingelser, der gælder for indrømmelse af udsættelse eller foreløbige forholdsregler (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 20.9.2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen, C-121/21 R, EU:C:2021:752, præmis 22).
17 Det skal derfor undersøges, om Trybunał Konstytucyjnys (forfatningsdomstol) dom udgør »ændrede forhold« som omhandlet i denne artikel.
18 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at ifølge princippet om EU-rettens forrang har EU-retten en fortrinsstilling i forhold til medlemsstaternes nationale ret. Dette princip medfører derfor en forpligtelse for alle instanser i medlemsstaterne til at sikre, at de forskellige EU-retlige regler gennemføres fuldt ud, idet medlemsstaternes nationale ret ikke kan ændre den virkning, som disse forskellige regler tillægges på disse staters område (dom af 18.5.2021, Asociaţia »Forumul Judecătorilor Din România« m.fl., C-83/19, C-127/19, C-195/19, C-291/19, C-355/19 og C-397/19, EU:C:2021:393, præmis 244 og den deri nævnte retspraksis).
19 Som Domstolen gentagne gange har fastslået, skal enhver medlemsstat i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU bl.a. sikre, at retsinstanser, der i henhold til EU-retten som »retsinstans« henhører under medlemsstatens retsmiddel- og proceduresystem på de områder, der er omfattet af EU-retten, og som derfor som sådan kan træffe afgørelse vedrørende anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, opfylder kravene til en effektiv retsbeskyttelse (dom af 2.3.2021, A.B. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved den øverste domstol – søgsmål), C-824/18, EU:C:2021:153, præmis 112 og den deri nævnte retspraksis).
20 Denne bestemmelse pålægger medlemsstaterne en klar og præcis forpligtelse til at opnå et resultat, som ikke er undergivet betingelser med hensyn til den uafhængighed, der skal karakterisere de retsinstanser, som skal fortolke og anvende EU-retten (dom af 18.5.2021, Asociaţia »Forumul Judecătorilor Din România« m.fl., C-83/19, C-127/19, C-195/19, C-291/19, C-355/19 og C-397/19, EU:C:2021:393, præmis 250 og den deri nævnte retspraksis).
21 Selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne henhører under de sidstnævntes kompetence, gælder det således ikke desto mindre, at medlemsstaterne under udøvelsen af denne kompetence skal overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, og navnlig artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny (C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
22 Det følger heraf, at de nationale bestemmelser om organiseringen af retsvæsenet kan være genstand for en prøvelse i forhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU i forbindelse med et traktatbrudssøgsmål og som følge heraf foreløbige forholdsregler med henblik på bl.a. en suspendering af disse bestemmelser anordnet af Domstolen i henhold til artikel 279 TEUF i samme forbindelse (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 14.7.2021, Kommissionen mod Polen, C-204/21 R, EU:C:2021:593, præmis 54).
23 Den omstændighed, at en national forfatningsdomstol fastslår, at sådanne forholdsregler er i strid med den pågældende medlemsstats forfatningsorden, ændrer på ingen måde den vurdering, der fremgår af den foregående præmis.
24 Det er således tilstrækkeligt at bemærke, at det følger af princippet om EU-rettens forrang, at den omstændighed, at en medlemsstat påberåber sig bestemmelser i national ret, selv hvis der er tale om forfatningsbestemmelser, ikke må være til skade for EU-rettens enhed og effektivitet (dom af 18.5.2021, Asociaţia »Forumul Judecătorilor Din România« m.fl., C-83/19, C-127/19, C-195/19, C-291/19, C-355/19 og C-397/19, EU:C:2021:393, præmis 245 og den deri nævnte retspraksis).
25 Det følger af det ovenstående, at Trybunał Konstytucyjnys (forfatningsdomstol) dom ikke udgør »ændrede forhold« som omhandlet i procesreglementets artikel 163, der kan rejse tvivl om vurderingerne i kendelsen af 14. juli 2021.
26 Følgelig skal Republikken Polens begæring om ophævelse af kendelsen af 14. juli 2021 forkastes.
På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolens vicepræsident:
1) Anmodningen om ophævelse af kendelsen afsagt af Domstolens vicepræsident den 14. juli 2021, Kommissionen mod Polen (C-204/21 R, EU:C:2021:593), forkastes.
2) Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.
Underskrifter