DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)
18. januar 2024 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – artikel 63 TEUF – frie kapitalbevægelser – restriktioner – erhvervelse af landbrugsarealer i en medlemsstat – forpligtelse for erhververen til at have status som bosat i mere end fem år
I sag C-562/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Rayonen sad Burgas (kredsdomstolen i Burgas, Bulgarien) ved afgørelse af 15. august 2022, indgået til Domstolen den 25. august 2022, i sagen
JD
mod
OB,
har
DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, N. Piçarra, og dommerne M. Safjan (refererende dommer) og M. Gavalec,
generaladvokat: N. Emiliou
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Europa-Kommissionen ved M. Mataija, G. von Rintelen og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 18 TEUF, 49 TEUF, 63 TEUF og 345 TEUF samt artikel 45 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem JD, der er østrigsk statsborger, og OB, som er bulgarsk statsborger, vedrørende en begæring om, at kontrakterne vedrørende erhvervelsen af landbrugsarealer i Bulgarien erklæres ugyldige, henset til deres angivelige proformakarakter.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 88/361/EØF af 24. juni 1988 om gennemførelse af traktatens artikel [63 TEUF] (EFT 1988, L 178, s. 5) fastsætter:
»Medlemsstaterne ophæver de restriktioner for kapitalbevægelser, der finder sted mellem valutaindlændige i medlemsstaterne, medmindre andet er fastsat i nedenstående bestemmelser. For at lette gennemførelsen af dette direktiv, klassificeres kapitalbevægelserne efter nomenklaturen i bilag I.«
4 Som det fremgår af punkt II, A, bestemmer nomenklaturen i bilag I til direktiv 88/361, at de kapitalbevægelser, der er omfattet af direktivet, omfatter »valutaudlændinges investeringer i fast ejendom i indlandet«.
5 Den del af nomenklaturen, der har overskriften »Forklarende bemærkninger«, har følgende ordlyd:
»I denne nomenklatur og udelukkende i forbindelse med direktivet forstås ved:
[...]
Investeringer i fast ejendom
Privatpersoners køb af fast ejendom og byggegrunde samt opførelse af ejendomme i erhvervsmæssigt eller personligt øjemed. Denne kategori omfatter også brugsrettigheder, servitutter over jord og byggerettigheder.
[...]«
Bulgarsk ret
6 Artikel 3c i zakon za sobstvenostta i polzvaneto na zemedelskite zemi (lov om ejendomsret til og anvendelse af landbrugsarealer) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov om landbrugsarealer«), fastsætter:
»(1) Fysiske eller juridiske personer, der har opholdt sig eller har været etableret i Bulgarien i mere end fem år, kan erhverve ejendomsret til landbrugsarealer.
(2) Juridiske personer, som har været registreret i henhold til bulgarsk lovgivning i mindre end fem år, kan erhverve ejendomsret til landbrugsarealer, såfremt selskabsdeltagerne, foreningsmedlemmerne eller stifterne af aktieselskabet opfylder betingelserne i stk. 1.
[...]
(4) Stk. 1 finder ikke anvendelse på erhvervelse af ejendomsret til landbrugsarealer ved legal arv.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
7 I løbet af 2004 og 2005 tilbød EF, der er bulgarsk statsborger, far og arvelader til OB, som er sagsøgte i hovedsagen, JD, der er østrigsk statsborger, at erhverve en ideel anpart af tre forskellige landbrugsarealer beliggende i Bulgarien sammen med andre personer (herefter »de omhandlede landbrugsarealer«).
8 JD tog imod dette forslag ved at betale et beløb på 51 000 EUR for erhvervelse af de ideelle anparter af de omhandlede landbrugsarealer og et beløb på 9 000 EUR i transaktionsomkostninger. I forbindelse med denne transaktion havde EF meddelt JD, at på baggrund af det forbud, der på daværende tidspunkt var gældende i henhold til bulgarsk ret mod, at udlændinge kunne erhverve ejendomsret til landbrugsjord beliggende i Bulgarien, skulle notarialdokumenterne vedrørende erhvervelsen af de omhandlede landbrugsarealer nævne EF’s navn som køber af JD’s ideelle anparter, idet det blev specificeret, at JD skulle være den faktiske erhverver. EF anførte ligeledes, at disse ideelle anparter officielt ville blive overdraget til JD ved notarialdokument efter ophævelsen af dette forbud i bulgarsk ret.
9 Salget af de omhandlede landbrugsarealer til de forskellige samejere var genstand for tre kontrakter indgået ved notarialdokumenter i 2004 og 2005, hvori EF’s navn blev nævnt som erhverver af de ideelle anparter, som skulle tilfalde JD.
10 I løbet af 2006 udfærdigede EF for hver af de omhandlede landbrugsarealer tre notarattesterede erklæringer, hvoraf det fremgik, at JD er den faktiske ejer af disse ideelle anparter.
11 Den 3. april 2021 afgik EF ved døden og efterlod sin søn OB som eneste arving.
12 Det søgsmål, som JD har anlagt ved Rayonen sad Burgas (kredsdomstolen i Burgas), som er den forelæggende ret, har til formål at få fastslået dels, at JD er den faktiske ejer af de nævnte ideelle anparter, dels at de tre kontrakter om salg af de omhandlede landbrugsarealer er ugyldige. I sidstnævnte henseende har JD gjort gældende, at disse kontrakter er proforma, eftersom JD skal anses for at være den faktiske ejer i henhold til de notarattesterede erklæringer, der er udarbejdet af EF, der alene har optrådt som stråmand.
13 OB har gjort gældende, at de erklæringer, som JD har påberåbt sig, ikke har kunnet godtgøre hans fars rolle som stråmand, eftersom de ikke var underskrevet af de to parter, dvs. af JD og EF.
14 Den forelæggende ret har anført, at det i henhold til den nugældende bulgarske lovgivning, nærmere bestemt artikel 3c i lov om landbrugsarealer, kun er fysiske eller juridiske personer, der har opholdt sig eller har været etableret i Bulgarien i mere end fem år, som kan erhverve ejendomsret til landbrugsarealer beliggende på denne medlemsstats område.
15 Den forelæggende ret har præciseret, at retten i den foreliggende sag skal tage stilling til, om de tre salgskontrakter, som EF har indgået, er proforma, og i bekræftende fald, om aftalen, som er skjult af de tre kontrakter, skal have retsvirkninger. Med henblik herpå er det nødvendigt i overensstemmelse med den gældende nationale lovgivning at kontrollere, om betingelserne for den skjulte aftales gyldighed er opfyldt, idet en af disse betingelser er, at erhververen har ret til at erhverve landbrugsarealer i Bulgarien. JD opfylder imidlertid ikke denne betingelse, eftersom han ikke opfylder bopælspligten i lov om landbrugsarealers artikel 3c.
16 I denne sammenhæng opstår spørgsmålet, om artikel 3c i lov om landbrugsarealer er i strid med EU-retten, for så vidt som den udgør en restriktion for navnlig etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser, der er sikret ved henholdsvis artikel 49 TEUF og 63 TEUF. Svaret på dette spørgsmål er så meget desto mere relevant, eftersom Europa-Kommissionen har indledt en traktatbrudsprocedure i denne henseende mod Republikken Bulgarien vedrørende navnlig denne bestemmelse i bulgarsk ret.
17 På denne baggrund har Rayonen sad Burgas (kredsdomstolen i Burgas) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Idet artikel 19, stk. 3, litra b), TEU [samt] artikel 267, stk. 1, litra b), og [artikel 267,] stk. 3 TEUF lægges til grund, udgør de i hovedsagen omtvistede retsforskrifter i Republikken Bulgarien, hvorefter erhvervelse af ejendomsret til landbrugsarealer i Bulgarien afhænger af, at en betingelse om ophold i mindst fem år på denne [EU]-medlemsstats område er opfyldt, da en [restriktion], som er i strid med artikel 18 TEUF, 49 TEUF, 63 TEUF og 345 TEUF?
2) Nærmere bestemt, udgør den nævnte betingelse for at erhverve ejendomsret en uforholdsmæssig foranstaltning, som principielt er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i henhold til artikel 18 TEUF og principperne om frie kapitalbevægelser og etableringsfriheden inden for Unionen, som er forankret i artikel 49 [TEUF] og 63 TEUF samt i artikel 45 i [chartret om grundlæggende rettigheder]?«
Om de præjudicielle spørgsmål
18 Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 18 TEUF, 49 TEUF, 63 TEUF og 345 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter erhvervelsen af en ejendomsret til landbrugsarealer beliggende på dens område er betinget af, at erhververen har haft bopæl på dens område i mere end fem år.
Domstolens kompetence
19 Det fremgår af fast praksis, at Domstolen har kompetence til at fortolke EU-retten med hensyn til dens anvendelse i en ny medlemsstat fra tidspunktet for dennes tiltrædelse af EU (dom af 6.3.2018, SEGRO og Horváth, C-52/16 og C-113/16, EU:C:2018:157, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
20 I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at de omhandlede salgskontrakter vedrørende de omhandlede landbrugsarealer blev indgået i 2004 og 2005, dvs. før Republikken Bulgariens tiltrædelse af Unionen fandt sted den 1. januar 2007. De notarattesterede erklæringer, som EF udfærdigede på tro og love i 2006, ligger ligeledes forud for tiltrædelsen.
21 Det fremgår imidlertid af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret på grund af kravene i den bulgarske lovgivning kan blive foranlediget til at vurdere gyldigheden af den skjulte aftale i forhold til den nationale lovgivning, der var gældende på det tidspunkt, hvor den forelæggende ret skulle træffe afgørelse. I det foreliggende tilfælde vil retten skulle anvende lov om landbrugsarealers artikel 3c, der blev vedtaget i løbet af 2014. I en sådan situation kan JD’s ejendomsret således anerkendes ved en retsregel indført efter Republikken Bulgariens tiltrædelse af Unionen.
22 Det fremgår i øvrigt af forelæggelsesafgørelsen, at kun anvendelsen af den gældende nationale lovgivning kan give JD en ejendomsret, eftersom den bulgarske lovgivning, der var gældende før vedtagelsen af denne artikel 3c, forbød enhver udenlandsk fysisk eller juridisk person at erhverve en ejendomsret til bulgarske landbrugsarealer.
23 Det følger af det ovenstående, at den forelæggende rets spørgsmål vedrører foreneligheden med EU-retten af en national lovgivning, der er vedtaget af en medlemsstat efter datoen for dennes tiltrædelse af Unionen, og som kan have retsvirkninger for salgskontrakter og erklæringer, der er udarbejdet før denne dato.
24 Under disse omstændigheder har Domstolen kompetence til at besvare de forelagte spørgsmål i den foreliggende sag.
Om realiteten
Om anvendeligheden af artikel 49 TEUF om etableringsfriheden og/eller artikel 63 TEUF om de frie kapitalbevægelser på tvisten i hovedsagen
25 Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 18 TEUF, som den forelæggende ret har henvist til i sine præjudicielle spørgsmål, kun kan anvendes selvstændigt på forhold omfattet af EU-retten, for hvilke EUF-traktaten ikke indeholder særlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling. Denne traktat fastsætter imidlertid en sådan særlig bestemmelse i artikel 49 TEUF på området for den frie udveksling af tjenesteydelser og i artikel 63 TEUF på området for de frie kapitalbevægelser, således at det ikke er nødvendigt at undersøge den i hovedsagen omhandlede national lovgivning i forhold til artikel 18 TEUF (jf. i denne retning dom af 5.2.2014, Hervis Sport- és Divatkereskedelmi, C-385/12, EU:C:2014:47, præmis 25 og 26, og af 30.4.2020, Société Générale, C-565/18, EU:C:2020:318, præmis 16).
26 Endvidere udtrykker artikel 345 TEUF, som den forelæggende ret ligeledes henviser til i sine præjudicielle spørgsmål, princippet om traktaternes neutralitet for så vidt angår de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne. Denne artikel kan imidlertid ikke føre til, at eksisterende ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne ikke er omfattet af traktatens grundlæggende principper. Selv om den nævnte artikel således ikke griber ind i medlemsstaternes ret til at indføre en ordning med hensyn til erhvervelse af ejendomsretten til landbrugsarealer, hvori der er fastsat særlige foranstaltninger, der finder anvendelse på handel med landbrugsarealer, er en sådan ordning imidlertid omfattet af bl.a. forbuddet mod forskelsbehandling, og af reglerne om etableringsfrihed og frie kapitalbevægelser (jf. i denne retning dom af 6.3.2018, SEGRO og Horváth, C-52/16 og C-113/16, EU:C:2018:157, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
27 Med disse præciseringer henviser de præjudicielle spørgsmål både til etableringsfriheden, der er sikret ved artikel 49 TEUF, og til de frie kapitalbevægelser, der er sikret ved artikel 63 TEUF. Det skal derfor afgøres, hvilken frihed der er omhandlet i tvisten i hovedsagen, idet formålet med den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning skal tages i betragtning med henblik herpå (jf. i denne retning dom af 6.3.2018, SEGRO og Horváth, C-52/16 og C-113/16, EU:C:2018:157, præmis 52 og 53 og den deri nævnte retspraksis).
28 I det foreliggende tilfælde har den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, dvs. artikel 3c i lov om landbrugsarealer, til formål at regulere og begrænse retten for fysiske og juridiske personer, som ikke er hjemmehørende i Bulgarien, til at erhverve landbrugsarealer, der er beliggende på bulgarsk område. Det skal bemærkes, at når retten til at erhverve, udnytte og afhænde fast ejendom på en anden medlemsstats område udøves som et supplement til etableringsfriheden, er dette imidlertid forbundet med kapitalbevægelser (jf. i denne retning dom af 6.3.2018, SEGRO og Horváth, C-52/16 og C-113/16, EU:C:2018:157, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).
29 Selv om artikel 3c i lov om landbrugsarealer i det foreliggende tilfælde a priori kan være omfattet af begge de to grundlæggende friheder, som den forelæggende ret har henvist til, forholder det sig ikke desto mindre således, at i den kontekst, som kendetegner hovedsagen, udgør de eventuelle restriktioner af etableringsfriheden, der følger af denne nationale lovgivning, en uundgåelig konsekvens af restriktionen af de frie kapitalbevægelser, og de kan følgelig ikke begrunde en selvstændig undersøgelse af denne lovgivning med hensyn til artikel 49 TEUF (jf. analogt dom af 6.3.2018, SEGRO og Horváth, C-52/16 og C-113/16, EU:C:2018:157, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).
30 Kapitalbevægelser omfatter nemlig bl.a. de transaktioner, hvorved valutaudlændinge foretager investeringer i fast ejendom på en medlemsstats område, således som det fremgår af nomenklaturen for kapitalbevægelser omhandlet i bilag I til Rådets direktiv 88/361, og denne nomenklatur bevarer sin vejledende værdi for definitionen af begrebet kapitalbevægelser (dom af 6.3.2018, SEGRO og Horváth, C-52/16 og C-113/16, EU:C:2018:157, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).
31 Dette begreb omfatter bl.a. investeringer i fast ejendom vedrørende erhvervelse af ejendomsret over landbrugsarealer, hvilket navnlig fremgår af den præcisering, der er indeholdt i de forklarende bemærkninger, som fremgår af nævnte nomenklatur, hvorefter kategorien investeringer i fast ejendom, der er omfattet af direktivet, indbefatter »køb af fast ejendom og byggegrunde«.
32 I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at tvisten i hovedsagen vedrører spørgsmålet om en ikke-hjemmehørende persons, dvs. en østrigsk statsborger, erhvervelse af ejendomsrettigheder til landbrugsarealer beliggende på Republikken Bulgariens område.
33 Da denne situation henhører under de frie kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 63 TEUF, skal den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning udelukkende undersøges i lyset af denne frihed.
Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en restriktion for de frie kapitalbevægelser
34 Ifølge fast retspraksis indeholder artikel 63, stk. 1, TEUF et generelt forbud mod hindringer for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne. De foranstaltninger, der er forbudt ved denne bestemmelse, omfatter i egenskab af restriktioner for kapitalbevægelserne sådanne foranstaltninger, som kan afholde ikke-hjemmehørende personer fra at foretage investeringer i en medlemsstat, eller sådanne, der kan afholde personer, der er hjemmehørende i denne medlemsstat, fra at foretage investeringer i andre stater (dom af 29.4.2021, Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Indtægter fra investeringsinstitutter), C-480/19, EU:C:2021:334, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
35 Det skal fastslås, at bopælspligten fastsat i lov om landbrugsarealers artikel 3c på grund af sit formål udgør en hindring for de frie kapitalbevægelser (jf. analogt dom af 25.1.2007, Festersen, C-370/05, EU:C:2007:59, præmis 25). Denne nationale lovgivning kan desuden afholde en ikke-hjemmehørende person fra at foretage investeringer i Bulgarien fremover (jf. analogt dom af 21.5.2019, Kommissionen mod Ungarn (Brugsrettigheder over landbrugsarealer), C-235/17, EU:C:2019:432, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).
36 Den nævnte nationale lovgivning udgør således en restriktion for den frie bevægelighed for kapital, der er sikret ved artikel 63 TEUF.
Om begrundelsen for restriktionen for de frie kapitalbevægelser
37 Som det følger af Domstolens praksis, er en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, som begrænser de frie kapitalbevægelser, kun tilladt, såfremt den kan begrundes i tvingende almene hensyn og overholder proportionalitetsprincippet, hvilket kræver, at foranstaltningen er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det legitime formål, der forfølges, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det (jf. i denne retning dom af 21.5.2019, Kommissionen mod Ungarn (Brugsrettigheder over landbrugsarealer), C-235/17, EU:C:2019:432, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
38 I denne henseende skal det ligeledes bemærkes, at en national lovgivning desuden kun er egnet til at sikre gennemførelsen af det påberåbte mål, hvis den reelt opfylder hensynet om at nå målet på en sammenhængende og systematisk måde (jf. i denne retning dom af 21.5.2019, Kommissionen mod Ungarn (Brugsrettigheder over landbrugsarealer), C-235/17, EU:C:2019:432, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).
39 Hvad angår det mål, der forfølges med artikel 3c i lov om landbrugsarealer, indeholder anmodningen om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag ingen præcise angivelser i denne henseende. Efter en anmodning om oplysninger fra Domstolen til den forelæggende ret har sidstnævnte anført, at denne nationale bestemmelse, idet den indfører restriktioner for investeringer i fast ejendom i bulgarske landbrugsarealer, har til formål at sikre, at disse landbrugsarealer fortsat dyrkes i overensstemmelse med deres formål. Den forelæggende ret har præciseret, at spekulationshandler med sådanne landbrugsarealer såsom salg af sådanne til udenlandske investorer, hvis hensigt er at anvende dem til andre formål, har ført til en betydelig formindskelse af agerjorden og en tilsvarende reduktion i antallet af både små og store landbrugere i Bulgarien.
40 I denne henseende skal det bemærkes, at selv om et sådant mål i sig selv udgør et alment hensyn og kan begrunde restriktioner for de frie kapitalbevægelser (jf. i denne retning dom af 25.1.2007, Festersen, C-370/05, EU:C:2007:59, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis), forholder det sig ikke desto mindre således, at disse restriktioner skal være hensigtsmæssige og nødvendige for gennemførelsen af de formål, der er nævnt i denne doms foregående præmis.
41 Hvad for det første angår spørgsmålet, om den i hovedsagen omtvistede nationale lovgivning er egnet, bemærkes, at den blot omfatter en bopælspligt og ikke indebærer en forpligtelse til selv at drive ejendommen. En sådan foranstaltning forekommer således ikke i sig selv at kunne sikre gennemførelsen af det fremførte mål om, at disse landbrugsarealer, som er beliggende i Bulgarien, fortsat dyrkes i overensstemmelse med deres formål (jf. analogt dom af 25.1.2007, Festersen, C-370/05, EU:C:2007:59, præmis 30).
42 Hvad angår målet om at forhindre erhvervelse af landbrugsarealer til rent spekulative formål er det korrekt, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning kan bevirke, at antallet af potentielle købere af landbrugsarealer reduceres, således at den kan mindske presset på markedet for sådanne landbrugsarealer. Den bopælspligt, der er fastsat i denne lovgivning, garanterer imidlertid ikke i sig selv og alene, at landbrugsarealer erhverves med henblik på anvendelse til landbrugsformål eller i det mindste til ikke-spekulative formål.
43 For det andet og under alle omstændigheder skal det endvidere efterprøves, om den bopælspligt, der er fastsat i den nationale lovgivning, udgør en foranstaltning, der går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de formål, der forfølges med denne lovgivning.
44 Ved en sådan vurdering skal der tages hensyn til, at pligten ikke blot begrænser de frie kapitalbevægelser, men også erhververens ret til frit at vælge sit bopælssted, hvilken ret den pågældende imidlertid er sikret ved artikel 2, stk. 1, i protokol nr. 4 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (jf. analogt dom af 25.1.2007, Festersen, C-370/05, EU:C:2007:59, præmis 35).
45 Da bopælspligten, som er fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, således strider mod en grundlæggende rettighed, der er sikret ved denne konvention, er den derfor særligt indgribende (dom af 25.1.2007, Festersen, C-370/05, EU:C:2007:59, præmis 37). Følgelig opstår spørgsmålet, om andre foranstaltninger, der er mindre indgribende i de frie kapitalbevægelser end dem, der er fastsat i denne lovgivning, kunne have været vedtaget med henblik på at nå de mål, der forfølges med den nævnte lovgivning.
46 Som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, kan de formål, der forfølges med den i hovedsagen omhandlede lovgivning, og som dels består i, at landbrugsarealerne forbliver dyrket i overensstemmelse med deres formål, dels at forhindre erhvervelse af denne jord i spekulationsøjemed, nås ved hjælp af foranstaltninger, der eksempelvis fastsætter bestemmelser om højere beskatning ved videresalg af jord kort tid efter erhvervelsen eller krav om en lang minimumsvarighed for lejekontrakter for landbrugsarealer (jf. analogt dom af 25.1.2007, Festersen, C-370/05, EU:C:2007:59, præmis 39). Det kan ligeledes udgøre en foranstaltning, der er mindre indgribende i de frie kapitalbevægelser, at indføre en forkøbsret til fordel for forpagterne, som – i tilfælde af, at disse ikke kan indtræde som købere – gør det muligt for fysiske eller juridiske personer, hvis virksomhed ikke henhører under landbrugssektoren, men som ikke desto mindre har pligt til at opretholde den landbrugsmæssige drift af den pågældende ejendom, at erhverve sådanne landbrugsarealer (jf. i denne retning dom af 23.9.2003, Ospelt og Schlössle Weissenberg, C-452/01, EU:C:2003:493, præmis 52).
47 Det følger af samtlige disse betragtninger, henset til de oplysninger, som Domstolen råder over, at den bopælspligt, der er fastsat i artikel 3c i lov om landbrugsarealer, synes at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de mål, der forfølges med denne nationale lovgivning.
48 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter erhvervelsen af en ejendomsret til landbrugsarealer beliggende på dens område er betinget af, at erhververen har haft bopæl på dens område i mere end fem år.
Sagsomkostninger
49 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:
Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter erhvervelsen af en ejendomsret til landbrugsarealer beliggende på dens område er betinget af, at erhververen har haft bopæl på dens område i mere end fem år.
Underskrifter