DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
26. januar 2010 (*)
»Medlemsstaternes procesautonomi – ækvivalensprincippet – erstatningssøgsmål mod staten – tilsidesættelse af EU-retten – tilsidesættelse af forfatningen«
I sag C-118/08,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Tribunal Supremo (Spanien) ved afgørelse af 1. februar 2008, indgået til Domstolen den 18. marts 2008, i sagen:
Transportes Urbanos y Servicios Generales SAL
mod
Administración del Estado,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling)
sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene A. Tizzano (refererende dommer), J.N. Cunha Rodrigues, K. Lenaerts, J.-C. Bonichot, R. Silva de Lapuerta og C. Toader samt dommerne C.W.A. Timmermans, A. Rosas, K. Schiemann, T. von Danwitz, A. Arabadjiev og J.-J. Kasel,
generaladvokat: M. Poiares Maduro
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 22. april 2009,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Transportes Urbanos y Servicios Generales SAL ved abogado C. Esquerrá Andreu
– den spanske regering ved J. López-Medel Báscones, som befuldmægtiget
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved R. Vidal Puig og M. Afonso, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 9. juli 2009,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet med hensyn til reglerne i den spanske retsorden vedrørende erstatningssøgsmål mod staten for tilsidesættelse af EU-retten.
2 Denne anmodning er blevet fremsat inden for rammerne af en retssag mellem Transportes Urbanos y Servicios Generales SAL (herefter »Transportes Urbanos«) og Administración del Estado i anledning af frifindelsen af den spanske stat i det erstatningssøgsmål, som Transportes Urbanos har anlagt under henvisning til en tilsidesættelse af EU-retten.
Retsforskrifter
Sjette direktiv
3 Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 95/7/EF af 10. april 1995 (EFT L 102, s. 18, herefter »sjette direktiv«), bestemmer i artikel 17, stk. 2 og 5, som affattet ved direktivets artikel 28f, følgende:
»2. I det omfang goder og tjenesteydelser anvendes i forbindelse med den afgiftspligtige persons afgiftspligtige transaktioner, er han berettiget til i den afgift, der påhviler ham, at fradrage følgende beløb:
a) den merværdiafgift, som skyldes eller er erlagt i indlandet for goder og tjenesteydelser, der er eller vil blive leveret til ham af en anden afgiftspligtig person
b) den merværdiafgift, som skyldes eller er erlagt i indlandet for indførte goder
c) den merværdiafgift, som skyldes i henhold til artikel 5, stk. 7, litra a), artikel 6, stk. 3, og artikel 28a, stk. 6
[…]
5. For så vidt angår goder og ydelser, som af en afgiftspligtig person benyttes såvel til transaktioner, der giver ret til fradrag i medfør af stk. 2 og 3, som til transaktioner, der ikke giver ret til fradrag, er fradrag kun tilladt for den del af merværdiafgiften, der forholdsmæssigt svarer til beløbet for den førstnævnte form for transaktioner.
Pro rata-satsen beregnes for samtlige transaktioner, som udføres af den afgiftspligtige i overensstemmelse med artikel 19.
[…]«
4 Sjette direktivs artikel 19 opregner kriterierne for beregningen af den pro rata-sats for fradraget, der er fastsat i direktivets artikel 17, stk. 5, første afsnit.
Nationale bestemmelser
5 Artikel 163 i den spanske forfatning (herefter »forfatningen«) bestemmer følgende:
»Finder en retsinstans under en retssag, at et instrument med lovrang, der finder anvendelse i den konkrete sag, og hvis lovlighed er afgørende for dommen, kan være i strid med forfatningen, forelægger retsinstansen spørgsmålet for Tribunal Constitucional (forfatningsdomstolen) i overensstemmelse med de formkrav og med de virkninger, der er fastsat ved loven, hvilket under ingen omstændigheder har opsættende virkning.«
6 Lov 37/1992 af 28. december 1992 vedrørende merværdiafgift (BOE nr. 312 af 29.12.1992, s. 44247), som ændret ved lov 66/1997 af 30. december 1997 (BOE nr. 313 af 31.12.1997, s. 38517, herefter »lov 37/1992«), fastsætter begrænsninger i en momspligtig persons fradragsret for merværdiafgift (herefter »moms«) på køb af varer eller tjenesteydelser, som er finansieret ved hjælp af tilskud. Disse begrænsninger trådte i kraft med virkning fra skatteåret 1998.
7 Lov 37/1992 bestemmer endvidere, at enhver momspligtig person er forpligtet til at indgive periodiske erklæringer, hvori den pågældendes skyldige moms skal beregnes (herefter »afgiftsangivelse«).
8 En momspligtig person har i overensstemmelse med den almindelige skattelov 58/2003 af 17. december 2003 (BOE nr. 303 af 18.12.2003, s. 44987) ret til at kræve en berigtigelse af sine afgiftsangivelser og eventuelt kræve tilbagebetaling af fejlagtigt indbetalte beløb. Ifølge den nævnte lovs artikel 66 og 67 forældes denne ret efter fire år, nærmere bestemt beregnet fra dagen efter den dag, hvor den fejlagtige indbetaling blev foretaget, eller dagen efter den dag, hvor fristen for indgivelse af afgiftsangivelse udløber, hvis den fejlagtige indbetaling blev foretaget inden for denne frist.
Tvisten i hovedsagen
9 Domstolen fastslog i dom af 6. oktober 2005, Kommissionen mod Spanien (sag C-204/03, Sml. I, s. 8389), nærmere bestemt, at begrænsningerne i fradraget for moms, der er fastsat i lov 37/1992, var uforenelige med sjette direktivs artikel 17, stk. 2 og 5, samt artikel 19.
10 Transportes Urbanos, som i overensstemmelse med lov 37/1992 havde foretaget afgiftsangivelser for regnskabsårene 1999 og 2000, påberåbte sig ikke sin ret til at kræve berigtigelse af sine afgiftsangivelser i henhold til den almindelige skattelov 58/2003. Det er nemlig ubestridt, at en sådan ret var forældet på tidspunktet for Domstolens afsigelse af dommen i sagen Kommissionen mod Spanien.
11 Transportes Urbanos krævede herefter over for ministerrådet erstatning af den spanske stat. Selskabet gjorde i den forbindelse gældende, at det har lidt et tab på 1 228 366,39 EUR som følge af den spanske lovgivers tilsidesættelse af sjette direktiv, hvilken tilsidesættelse Domstolen fastslog i dommen i sagen Kommissionen mod Spanien. Dette beløb svarer til de momsbetalinger, der fejlagtigt er opkrævet af den spanske skatteforvaltning i de nævnte regnskabsår, samt til de tilbagebetalinger, som det nævnte selskab kunne have krævet for de samme regnskabsår.
12 Ved afgørelse af 12. januar 2007 afslog ministerrådet Transportes Urbanos’ krav, idet rådet fandt, at Transportes Urbanos ved at undlade at kræve berigtigelse af de nævnte afgiftsangivelser inden for den herfor fastsatte frist havde brudt den direkte årsagsforbindelse mellem den krænkelse af EU-retten, der bebrejdes den spanske stat, og det tab, som selskabet angiveligt har lidt.
13 Ministerrådets afgørelse om at afslå kravet er navnlig baseret på to domme, afsagt af Tribunal Supremo den 29. januar 2004 og den 24. maj 2005 (herefter »den anfægtede retspraksis«), hvorefter erstatningssøgsmål mod staten for tilsidesættelse af EU-retten er underlagt en regel om, at alle retsmidler, såvel administrative som retslige, til anfægtelse af den bebyrdende administrative afgørelse, som er truffet i henhold til en national lov, der er i strid med EU-retten, først skal være udtømt.
14 Den 6. juni 2007 anlagde Transportes Urbanos sag ved Tribunal Supremo til prøvelse af ministerrådets nævnte afslag.
Forelæggelsesafgørelsen og det præjudicielle spørgsmål
15 Tribunal Supremo har i forelæggelsesafgørelsen bemærket, at udøvelsen af retten til at anlægge et erstatningssøgsmål mod staten på grund af en forfatningsstridig lov – i modsætning til et erstatningssøgsmål, der er begrundet med, at denne lov er uforenelig med EU-retten – ifølge den anfægtede retspraksis ikke er underlagt betingelsen om forudgående udtømning af retsmidlerne til prøvelse af den bebyrdende administrative afgørelse, som er baseret på denne lov.
16 Den forskellige behandling af disse to søgsmål er begrundet i de forskelle, der findes mellem de søgsmål, der kan anlægges til prøvelse af en administrativ afgørelse, alt efter om disse søgsmål er baseret på den administrative afgørelses uforenelighed med EU-retten eller på det forhold, at den nationale lov, i henhold til hvilken den administrative afgørelse er truffet, er i strid med forfatningen.
17 Eftersom der ifølge den anfægtede retspraksis er en formodning for, at den nationale lov er i overensstemmelse med forfatningen, er der nemlig ligeledes en formodning for, at de administrative afgørelser, der har hjemmel i denne lov, er »lovlige«. Det følger heraf, at hverken administrative myndigheder eller retsinstanserne kan annullere sådanne afgørelser, uden at lovens ugyldighed som følge af, at den er i strid med forfatningen, er fastslået ved Tribunal Constitucionals dom under en sag om forfatningsstridighed, indledt i overensstemmelse med forfatningens artikel 163, hvilket alene den ret, for hvilken tvisten er indbragt, kan tage skridt til.
18 Hvis forudgående udtømning af de administrative retsmidler og muligheden for søgsmål med henblik på at anfægte den skadevoldende administrative afgørelse under disse omstændigheder blev krævet som betingelse for at kunne anlægge et erstatningssøgsmål, der støttes på en tilsidesættelse af forfatningen, ville dette medføre, at de retsundergivne blev pålagt byrden ved at anfægte den administrative afgørelse, der er truffet under anvendelse af den angiveligt forfatningsstridige lov, først ved at indgive en administrativ klage og derefter ved søgsmål for domstolene, og herved føre sagen igennem alle instanser, indtil en af de retter, som forelægges sagen, endelig beslutter at rejse spørgsmålet om denne lovs forfatningsstridighed over for Tribunal Constitucional. En sådan situation ville være uforholdsmæssig og ville have uacceptable følger.
19 Hvis de kompetente administrative eller retslige myndigheder derimod finder, at en administrativ afgørelse er vedtaget under anvendelse af en lov, der er uforenelig med EU-retten, er disse myndigheder i overensstemmelse med Domstolens faste praksis forpligtet til at undlade at anvende denne lov samt de administrative afgørelser, der er vedtaget med hjemmel i loven. Det er således muligt at anmode disse myndigheder direkte om at annullere den skadevoldende administrative afgørelse og dermed opnå fuld erstatning.
20 Ifølge den anfægtede retspraksis skal en tilsidesættelse af EU-retten, der kan medføre et ansvar for staten, endvidere fastslås ved en præjudiciel afgørelse fra Domstolen. Virkningerne af en dom afsagt af Domstolen i medfør af artikel 267 TEUF er imidlertid ikke sammenlignelige med virkningerne af en dom afsagt af Tribunal Constitucional, der erklærer en lov forfatningsstridig, i den forstand, at alene en afgørelse fra Tribunal Constitucional kan medføre ugyldighed af denne lov med tilbagevirkende kraft.
21 Tribunal Supremo har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er det i strid med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, at Tribunal Supremo, Spanien, i [den anfægtede retspraksis] anvender forskellig retspraksis med hensyn til erstatningssøgsmål mod staten i dennes egenskab af lovgiver, alt afhængig af om sådanne søgsmål har baggrund i administrative afgørelser vedtaget i medfør af en lov, som er blevet fundet forfatningsstridig, eller har baggrund i anvendelse af en bestemmelse, som er blevet fundet i strid med [EU]-retten?«
Om Domstolens kompetence
22 Ifølge den spanske regering har Domstolen ikke kompetence til at udtale sig om, hvorvidt judicielle afgørelser som dem, der udgør den anfægtede retspraksis, er forenelige med EU-retten, eftersom Tribunal Supremo selv er i stand til at ændre denne retspraksis, hvis den finder, at den ikke er forenelig med EU-retten.
23 Det bemærkes i den forbindelse, at selv om det inden for rammerne af den præjudicielle procedure ikke tilkommer Domstolen at udtale sig om, hvorvidt bestemmelser i national ret er forenelige med reglerne i EU-retten, har den gentagne gange fastslået, at den er beføjet til at forsyne den forelæggende ret med alle under EU-retten henhørende fortolkningsbidrag, som gør det muligt for den forelæggende ret at vurdere dette spørgsmål om foreneligheden med henblik på bedømmelsen af den sag, der er indbragt for den (jf. i denne retning bl.a. dom af 15.12.1993, sag C-292/92, Hünermund m.fl., Sml. I, s. 6787, præmis 8, og af 31.1.2008, sag C-380/05, Centro Europa 7, Sml. I, s. 349, præmis 50).
24 I den forbindelse er det – som generaladvokaten har anført i punkt 13 i forslaget til afgørelse – uden betydning for Domstolens kompetence til at træffe afgørelse vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse, om de nationale regler, hvis forenelighed med EU-retten den forelæggende ret skal bedømme i lyset af de fortolkningselementer, som Domstolen fremkommer med, følger af love, administrative bestemmelser eller retspraksis.
25 Det følger endvidere af fast retspraksis, at inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og medlemsstaternes retter i henhold til artikel 267 TEUF tilkommer det udelukkende de nationale retter, for hvilke tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i hver sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål derfor vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen principielt forpligtet til at træffe afgørelse (jf. i denne retning bl.a. dom af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099, præmis 38, af 22.5.2003, sag C-18/01, Korhonen m.fl., Sml. I, s. 5321, præmis 19, og af 23.4.2009, forenede sager C-261/07 og C-299/07, VTB-VAB og Galatea, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 32).
26 I det foreliggende tilfælde anmodes Domstolen imidlertid ikke om at fortolke national ret eller en dom afsagt af en national ret, men om at forsyne den forelæggende ret med elementer til fortolkning af effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet med henblik på at gøre det muligt for den at bedømme, om den i medfør af EU-retten er forpligtet til at undlade at anvende de nationale regler vedrørende erstatningssøgsmål mod staten for tilsidesættelse af EU-retten ved en national lov (jf. i denne retning dom af 18.7.2007, sag C-119/05, Lucchini, Sml. I, s. 6199, præmis 46).
27 Domstolen er herefter kompetent til at træffe afgørelse om nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse.
Om det præjudicielle spørgsmål
28 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten er til hinder for en regel i en medlemsstat, i medfør af hvilken erstatningssøgsmål mod staten, der er baseret på en tilsidesættelse af EU-retten ved en national lov, er underlagt en betingelse om, at retsmidlerne til prøvelse af den skadevoldende administrative afgørelse først skal være udtømt, mens de samme søgsmål ikke er underlagt en sådan betingelse, når de er baseret på en tilsidesættelse af forfatningen ved den samme lov.
Indledende bemærkninger
29 Med henblik på at besvare dette spørgsmål bemærkes indledningsvis, at princippet om, at staten er ansvarlig for tab, som er forvoldt borgerne på grund af tilsidesættelser af EU-retten, der må tilregnes staten, efter fast praksis udgør en væsentlig del af systemet i traktaterne, som Unionen er baseret på (jf. i denne retning dom af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, præmis 35, af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du pêcheur og Factortame, Sml. I, s. 1029, præmis 31, og af 24.3.2009, sag C-445/06, Danske Slagterier, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 19).
30 Domstolen har i den forbindelse fastslået, at skadelidte borgere har en ret til erstatning, såfremt tre betingelser er opfyldt, nemlig at den EU-retlige bestemmelse, der er tilsidesat, har til formål at tillægge dem rettigheder, at tilsidesættelsen af denne bestemmelse er tilstrækkeligt kvalificeret, og at der er en direkte årsagsforbindelse mellem denne tilsidesættelse og borgernes tab (jf. i denne retning Danske Slagterier-dommen, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
31 Domstolen har ligeledes haft lejlighed til at præcisere, at med det forbehold, at selve retten til erstatning således følger direkte af EU-retten, når disse betingelser er opfyldt, skal staten erstatte det forvoldte tab efter nationale erstatningsregler, idet betingelserne i de nationale lovgivninger for erstatning af tab dog ikke må være mindre fordelagtige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål efter national ret (ækvivalensprincippet), og ikke må være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller urimeligt vanskeligt at opnå erstatning (effektivitetsprincippet) (jf. i denne retning dom af 30.9.2003, sag C-224/01, Köbler, Sml. I, s. 10239, præmis 58, og af 13.3.2007, sag C-524/04, Test Claimants in the Thin Cap Group Litigation, Sml. I, s. 2107, præmis 123).
32 Som den forelæggende ret har anført, er det således i lyset af disse principper, at det forelagte spørgsmål skal undersøges.
Ækvivalensprincippet
33 Hvad angår ækvivalensprincippet bemærkes, at dette ifølge fast retspraksis kræver, at alle de bestemmelser, der finder anvendelse på søgsmål, finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af EU-retten, og lignende søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret (jf. i denne retning dom af 15.9.1998, sag C-231/96, Edis, Sml. I. s. 4951, præmis 36, af 1.12.1998, sag C-326/96, Levez, Sml. I, s. 7835, præmis 41, af 16.5.2000, sag C-78/98, Preston m.fl., Sml. I, s. 3201, præmis 55, og af 19.9.2006, forenede sager C-392/04 og C-422/04, i-21 Germany og Arcor, Sml. I, s. 8559, præmis 62).
34 Dette princip kan imidlertid ikke fortolkes således, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide den gunstigste nationale ordning til at omfatte alle sager, der anlægges på et bestemt retsområde (Levez-dommen, præmis 42, samt dom af 9.2.1999, sag C-343/96, Dilexport, Sml. I, s. 579, præmis 27, og af 29.10.2009, sag C-63/08, Pontin, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 45).
35 Med henblik på at afgøre om ækvivalensprincippet er overholdt i hovedsagen, skal det således undersøges, om det erstatningssøgsmål, der er anlagt af Transportes Urbanos, og som er støttet på en tilsidesættelse af EU-retten, og det søgsmål, som dette selskab kunne have anlagt ved at støtte sig på en eventuel tilsidesættelse af forfatningen, med hensyn til deres genstand og væsentligste momenter kan anses for sammenlignelige (jf. i denne retning dommen i sagen Preston m.fl., præmis 49).
36 Hvad angår genstanden for de to erstatningssøgsmål, der er nævnt i den foregående præmis, bemærkes, at de to søgsmål har nøjagtigt samme genstand, nemlig erstatning for det tab, som den skadelidte part har lidt som følge af en handling eller en undladelse fra statens side.
37 Hvad angår de væsentligste momenter bemærkes det, at den i hovedsagen omhandlede regel om, at alle retsmidler først skal være udtømt, foretager en sondring inden for disse søgsmål, idet den alene kræver, at sagsøgeren har udtømt retsmidlerne til prøvelse af den skadevoldende administrative afgørelse, når erstatningssøgsmålet er baseret på en tilsidesættelse af EU-retten ved den nationale lov, i medfør af hvilken denne afgørelse er truffet.
38 Det bemærkes, at i modsætning til det, som synes at fremgå af visse bemærkninger i den omtvistede retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 20, er erstatning for tab, der er forårsaget af en medlemsstats tilsidesættelse af EU-retten, ikke betinget af, at denne tilsidesættelse er fastslået i en dom afsagt af Domstolen i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse (jf. i denne retning dommen i sagen Brasserie du pêcheur og Factortame, præmis 94-96, dom af 8.10.1996, forenede sager C-178/94, C-179/94 og C-188/94 – C-190/94, Dillenkofer m.fl., Sml. I, s. 4845, præmis 28, samt Danske Slagterier-dommen, præmis 37).
39 Det må imidlertid fastslås, at Transportes Urbanos i hovedsagen udtrykkeligt har støttet erstatningssøgsmålet på dommen i sagen Kommissionen mod Spanien, der blev afsagt i medfør af artikel 226 EF, og hvorved Domstolen fastslog, at lov 37/1992 tilsidesatte sjette direktiv.
40 Det følger endvidere af forelæggelsesafgørelsen, at Transportes Urbanos forelagde ministerrådet erstatningskravet på grund af, at fristerne for fremsættelse af krav om berigtigelse af afgiftsangivelserne for regnskabsårene 1999 og 2000 var udløbet på tidspunktet for afsigelsen af dommen i sagen Kommissionen mod Spanien.
41 Som anført ovenfor i denne doms præmis 12 og 13 blev dette krav imidlertid afvist af ministerrådet, netop ud fra den betragtning, at Transportes Urbanos ikke havde krævet berigtigelse af sine afgiftsangivelser før fremsættelsen af dette krav.
42 Hvis Transportes Urbanos derimod havde kunnet støtte sit erstatningssøgsmål på en dom fra Tribunal Constitucional, der erklærede den samme lov ugyldig som stridende mod forfatningen, ville der ifølge forelæggelsesafgørelsen kunne gives Transportes Urbanos medhold, uanset at selskabet ikke havde krævet berigtigelse af de nævnte afgiftsangivelser, før fristerne herfor var udløbet.
43 Det følger af ovenstående betragtninger, at under de særlige omstændigheder, der ligger til grund for hovedsagen, som den er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, består den eneste forskel mellem de to søgsmål, der er nævnt i denne doms præmis 35, i den omstændighed, at de retsbrud, som søgsmålene er baseret på, for det ene søgsmåls vedkommende fastslås af Domstolen i dom afsagt i medfør af artikel 226 EF og for det andet søgsmåls vedkommende i en dom afsagt af Tribunal Constitucional.
44 Uden angivelse i forelæggelsesafgørelsen af andre faktorer, der gør det muligt at fastslå andre forskelle mellem det erstatningssøgsmål mod staten, som Transportes Urbanos faktisk anlagde, og det søgsmål, som selskabet kunne have anlagt baseret på en tilsidesættelse af forfatningen, der var fastslået af Tribunal Constitucional, er denne ene omstændighed ikke tilstrækkelig til at godtgøre en forskel mellem disse to søgsmål med hensyn til ækvivalensprincippet.
45 I en sådan situation kan de to ovennævnte søgsmål anses for sammenlignelige i henhold til den retspraksis, der er anført i denne doms præmis 35.
46 Det følger heraf, at når henses til de i forelæggelsesafgørelsen beskrevne omstændigheder, er ækvivalensprincippet til hinder for anvendelsen af en regel som den i hovedsagen omhandlede.
47 I betragtning af denne konklusion er det ufornødent at tage stilling til den i hovedsagen omhandlede regel om, at retsmidlerne først skal være udtømt, i forhold til effektivitetsprincippet.
48 Det følger af ovenstående, at det forelagte spørgsmål skal besvares med, at EU-retten er til hinder for anvendelsen af en regel i en medlemsstat, hvorefter et erstatningssøgsmål mod staten, der støttes på, at EU-retten er blevet tilsidesat ved en national lov, hvilket er fastslået af Domstolen i en dom afsagt i medfør af artikel 226 EF, kun kan gennemføres, hvis sagsøgeren først har udtømt alle nationale retsmidler til prøvelse af gyldigheden af den skadevoldende administrative afgørelse, der er truffet med hjemmel i denne lov, mens en tilsvarende regel ikke finder anvendelse på et erstatningssøgsmål mod staten, der støttes på, at den kompetente retsinstans har fastslået, at den samme lov er i strid med forfatningen.
Sagens omkostninger
49 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:
EU-retten er til hinder for anvendelsen af en regel i en medlemsstat, hvorefter et erstatningssøgsmål mod staten, der støttes på, at EU-retten er blevet tilsidesat ved en national lov, hvilket er fastslået af De Europæiske Fællesskabers Domstol i en dom afsagt i medfør af artikel 226 EF, kun kan gennemføres, hvis sagsøgeren først har udtømt alle nationale retsmidler til prøvelse af gyldigheden af den skadevoldende administrative afgørelse, der er truffet med hjemmel i denne lov, mens en tilsvarende regel ikke finder anvendelse på et erstatningssøgsmål mod staten, der støttes på, at den kompetente retsinstans har fastslået, at den samme lov er i strid med forfatningen.
Underskrifter