Sag T-24/11

Bank Refah Kargaran

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 6. september 2013

1.      Retslig procedure – afgørelse, som under sagens forløb træder i stedet for den anfægtede afgørelse, der i mellemtiden er blevet tilbagekaldt – antagelse til realitetsbehandling af nye påstande – grænser – hypotetiske retsakter, der endnu ikke er vedtaget

2.      Retslig procedure – retsakter, der under sagens forløb erstatter og ophæver de anfægtede retsakter – en under sagens forløb indgivet anmodning om tilpasning af annullationspåstande – lovlig

(Art. 263 TEUF)

3.      EU-ret – grundlæggende rettigheder – personelt anvendelsesområde – juridiske personer, der udgør organer under en tredjestat – omfattet – tredjestatens ansvar for overholdelse af de grundlæggende rettigheder på dens eget område – ingen virkning

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder)

4.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – pligten til at meddele den berørte begrundelsen – grænser – Unionens og dens medlemsstaters sikkerhed eller opfyldelse af deres internationale forpligtelser – en eneste begrundelse, der ikke indeholder nogen angivelser om sagsøgerens udførelse af ulovlige løbende bankoperationer – tilsidesættelse af begrundelsespligten

(Art. 296, stk. 2,TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 24, stk. 3; Rådets forordning nr. 423/2007, art. 15, stk. 3, nr. 961/2010, art. 36, stk. 3, og nr. 267/2012, art. 46, stk. 3)

5.      Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – Domstolens begrænsning heraf – restriktive foranstaltninger over for Iran – annullation på to forskellige tidspunkter af to retsakter, der indeholder identiske restriktive foranstaltninger – risiko for alvorlig skade for retssikkerheden – opretholdelse af den første af disse retsakters retsvirkninger, indtil annullationen af den anden retsakt får virkning

(Art. 264, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 56, stk. 1, og art. 60, stk. 2; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, bilag II; Rådets forordning nr. 267/2012, bilag IX)

6.      Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – delvis annullation af en forordning og en afgørelse om vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for Iran – annullation af en forordning får virkning fra udløbet af appelfristen eller fra det tidspunkt, hvor appellen afvises – anvendelse af denne frist med henblik på fastlæggelse af det tidspunkt, hvor annullationen af afgørelsen får virkning

(Art. 264, stk. 2, TEUF og 280 TEUF; statutten for Domstolen, art. 56, stk. 1, og art. 60, stk. 2; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, bilag II; Rådets forordning nr. 961/2010, bilag VIII, nr. 1245/2011 og nr. 267/2012, bilag IX)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 31 og 32)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 47 og 49)

3.      Hverken Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder eller traktaterne fastsætter bestemmelser, der udelukker juridiske personer, som er statsorganer, fra at nyde beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. I denne henseende er artikel 34 i den europæiske menneskerettighedskonvention en procedureregel, der ikke finder anvendelse på sager ved Unionens retsinstanser, og formålet med denne bestemmelse er at undgå, at en stat, der har tiltrådt konventionen, både kan være sagsøger og sagsøgt samtidigt for denne domstol. Desuden er den omstændighed, at en stat er ansvarlig for overholdelse af grundlæggende rettigheder på dens eget område, irrelevant med hensyn til omfanget af de rettigheder, som tilkommer juridiske personer, der udgør organer under denne stat, på tredjestaters område. Endelig bevirker hverken den omstændighed, at en stat ejer størstedelen af en juridisk persons kapital, eller at de banktjenesteydelser, som den juridiske person leverer, er nødvendige for, at en stats økonomi fungerer, at denne aktivitet får karakter af en offentlig tjeneste, eller at en sådan juridisk person tager del i myndighedsudøvelsen.

(jf. præmis 57, 59, 61 og 65)

4.      Medmindre tvingende hensyn, der vedrører Unionens eller dens medlemsstaters sikkerhed eller opfyldelsen af deres internationale forpligtelser, er til hinder for meddelelsen af visse forhold, er Rådet forpligtet til at give en enhed, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, oplysninger om de særlige og konkrete grunde til, at det er af den opfattelse, at de skulle vedtages. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige omstændigheder, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

På denne baggrund er den eneste begrundelse for den opførelse af sagsøgeren på listen over de i nuklear spredning involverede enheder, som har medført en indefrysning af sagsøgerens midler og økonomiske ressourcer, hvilken begrundelse består i at angive, at sagsøgeren har udført løbende bankoperationer for en anden juridisk person, der allerede var opført på samme lister, og som også var genstand for sådanne restriktive foranstaltninger, ikke tilstrækkeligt præcis, for så vidt som det ikke deraf fremgår, hvad der skal forstås ved en sådan udførelse, hvilke af denne banks operationer sagsøgeren skulle have udført, eller hvilke tredjemænd der skulle nyde fordel af disse operationer.

(jf. præmis 72, 73, 77 og 80)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 86, 89 og 90)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 87 og 88)