Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 18. marts 2024 – LEGO A/S mod Pozitív Energiaforrás Kft.

(Sag C-211/24)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LEGO A/S

Sagsøgt: Pozitív Energiaforrás Kft.

Præjudicielle spørgsmål

1)    I en sag som hovedsagen, hvor indehaveren har påberåbt sig et design, som er beskyttet i henhold til artikel 8, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 1 af 12. december 2001 om EF-design (herefter »forordningen«), med hensyn til en eller flere byggeklodser i sagsøgtes byggelegetøj, som opfylder samme sammenkoblingsfunktion som klodserne i sagsøgerens design, er en retspraksis, hvorefter retterne, når de fastslår beskyttelsens omfang som omhandlet i forordningens artikel 10 for sagsøgerens design,

–    tager udgangspunkt i en informeret bruger, der har den tekniske sagkundskab vedrørende designets og produktets funktion, som kan forventes af en fagmand, som er en ekspert,

–    anser en person, der sammenligner sagsøgerens design og sagsøgtes produkt ved en grundig, teknisk og metodisk undersøgelse, for at være en informeret bruger, og

–    lægger til grund, at denne informerede bruger primært danner sit helhedsindtryk af designet og produktet som en teknisk vurdering

forenelig med EU-retten?

2)    Såfremt det i en sag med de beskrevne kendetegn skal konkluderes, at den beskyttelse, som tillægges ved sagsøgerens design, omfatter en eller flere bestanddele, som indgår i sagsøgtes byggelegetøj, som imidlertid udgør et begrænset antal byggeklodser i forhold til det samlede antal, er det da foreneligt med EU-retten at anerkende en skønsbeføjelse, hvorefter en retsinstans ikke tager en påstand om forbud mod fortsat import af byggelegetøjet til landet til følge, under hensyntagen til krænkelsens begrænsede karakter, krænkelsens mindre grove karakter og begrænsede omfang i forhold til varen som helhed og de interesser, der er forbundet med handel uden restriktioner med byggelegetøj, der i vid udstrækning ikke kan rejses tvivl om, idet disse forhold kan kvalificeres som »[gyldige] grunde« som omhandlet i forordningens artikel 89, stk. 1?

____________

1     EFT 2002, L 3, s. 1.