Language of document :

Sag anlagt den 21. januar 2011 - PT Ecogreen Oleochemicals m.fl. mod Rådet

(Sag T-28/12)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: PT Ecogreen Oleochemicals (Kabil-Batam, Indonesien), Ecogreen Oleochemicals (Singapore) Pte Ltd (Singapore, Republikken Singapore) og Ecogreen Oleochemicals GmbH (Dessau-Rosslau, Tyskland) (ved advokaterne F. Graafsma og J. Cornelis)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1138/2011 af 8. november 2011 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse fedtalkoholer og blandinger heraf med oprindelse i Indien, Indonesien og Malaysia, annulleres i det omfang, den finder anvendelse på sagsøgerne.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

Første anbringende om:

Tilsidesættelse af artikel 2, stk. 10, litra i), i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab  (i det følgende benævnt "grundforordningen"), idet Rådet anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at afvise sagsøgernes påstand om, at PTEO og EOS udgør en økonomisk enhed. Som et resultat heraf har Rådet fratrukket en ulovlig anslået provision i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), ved fastsættelsen af eksportprisen, da det er fast retspraksis, at tilstedeværelsen af en økonomisk enhed udelukker et sådant fradrag af en anslået provision.

Subsidiært et andet anbringende om, at:

Indregning af en anslået fortjenstmargen på 5% ved foretagelsen af en justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), udgør en ulovlig fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra 1). Det er kun den faktiske avance, som en forhandler modtager, der kan trækkes fra eksportprisen. Dette andet, subsidiære anbringende gøres kun gældende for det tilfælde, at Retten måtte finde, at Rådet ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at afvise sagsøgernes påstand om, at PTEO og EOS udgør en økonomisk enhed.

____________

1 - EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.