Language of document :

Appel iværksat den 25. januar 2011 af Michel Nolin til prøvelse af Personalerettens dom af 1. december 2010 i sag F-82/09, Nolin mod Kommissionen

(Sag T-58/11 P)

Processprog:.fransk

Parter

Appellant: Michel Nolin (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne S. Orlandi, A. Coolen, J.-N. Louis og E. Marchal)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

-    Det fastslås:

-    Personalerettens dom (Tredje Afdeling) af 1. december 2010 i sag F-82/09 (Nolin mod Kommissionen) ophæves.

-    Der træffes en ny afgørelse med følgende indhold:

-    Det fastslås:

-    Den beslutning, som Europa-Kommissionens generaldirektør for Personale og Administration traf den 19. december 2008 om at slette sagsøgerens point for fortjeneste og prioritetspoint som følge af hans forfremmelse til lønklasse AD 13 i medfør af vedtægtens artikel 29, stk. 1, litra a), nr. iii), annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremsat to anbringender til støtte for sit søgsmål:

1.    Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af legalitets- og retssikkerhedsprincippet, idet Personaleretten begik en retlig fejl ved at lægge til grund, at Kommissionen i mangel af et retligt grundlag kunne støtte den anfægtede beslutning på den generelle opbygning af de almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 45, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.

2.    Andet anbringende vedrører en krænkelse af forbuddet mod forskelsbehandling, idet Personaleretten begik retlige fejl ved i) at lægge til grund, at generaldirektøren for Personale og Administration råder over en residualkompetence, som han ikke er blevet tillagt ved en lovlig beslutning truffet af ansættelsesmyndigheden i overensstemmelse med vedtægtens artikel 2, og ii) ved at lægge til grund, at de tjenestemænd, der er blevet forfremmet i medfør af vedtægtens artikel 29 og 45, som følge af deres udnævnelse eller forfremmelse indtager samme retsstilling, skønt den ikke er identisk hverken med hensyn til proceduren eller med hensyn til funktioner og ansvar.

____________