Language of document :

Rettens dom af 20. september 2011 - Evropaïki Dynamiki mod EIB

(Sag T-461/08) 1

(Offentlige tjenesteydelsesaftaler - udbudsprocedure - levering af tjenesteydelser med henblik på støtte til vedligeholdelsen og udviklingen af et edb-system - afslag på en tilbudsgivers bud - tildeling af kontrakten til en anden tilbudsgiver - annullationssøgsmål - formaliteten - kompetence - begrundelsespligt - adgang til effektive retsmidler - gennemsigtighed - proportionalitet - ligebehandling og ikke-forskelsbehandling - udvælgelses- og tildelingskriterier - erstatningssøgsmål - formaliteten - indtægtstab)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Evropaïki Dynamiki - Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (Athen, Grækenland) (ved advokaterne N. Korogiannakis og P. Katsimani)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank (EIB) (ved C. Gómez de la Cruz og T. Pietilä, som befuldmægtigede, bistået af advokat J. Stuyck)

Sagens genstand

Påstand om dels annullation af EIB's afgørelse af 31. januar 2008 om ikke at antage sagsøgerens bud i forbindelse med et offentligt udbud vedrørende levering af tjenesteydelser med henblik på støtte til vedligeholdelse og udvikling af et edb-system og om at tildele kontrakten til en anden tilbudsgiver indgivet i henhold til artikel 225 EF og 230 EF, dels en påstand om erstatning, indgivet i henhold til artikel 225 EF, 235 EF og 288 EF

Konklusion

1)    Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) afgørelse om ikke at antage Evropaïki Dynamiki - Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE's bud i forbindelse med offentligt udbud 2007/S 176 215155 vedrørende levering af tjenesteydelser med henblik på "støtte til vedligeholdelse og udvikling af front office-systemet for udlån (Serapis)" og om at tildele kontrakten til Sybase BVBA annulleres.

2)    I øvrigt frifindes Den Europæiske Investeringsbank.

3)    EIB betaler sagens omkostninger.    

____________

1 - EUT C 19 af 24.1.2009.