FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

JULIANE KOKOTT

fremsat den 20. november 2007 ¹(1)

Sag C-308/06

The International Association of Independent Tanker Owners m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Administrative Court) (Det Forenede Kongerige))

»Direktiv 2005/35/EF – havforurening fra skibe – grov uagtsomhed – De Forenede Nationers havretskonvention – den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe (Marpol)«

I –    Indledning

1.        I den foreliggende sag skal det undersøges, om bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF af 7. september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser (2) er forenelige med trinhøjere retsregler.

2.        International Association of Independent Tanker Owners (Intertanko), International Association of Dry Cargo Shipowners (Intercargo), Greek Shipping co-operation committee, Lloyd’s Register og International Salvage Union (herefter »sagsøgerne«) har i fællesskab anlagt sag mod Secretary of State for Transport ved High Court of Justice vedrørende den påtænkte gennemførelse af direktivet. De nævnte selskaber er store sammenslutninger inden for den internationale skibstransportindustri. Således repræsenterer Intertanko næsten 80% af verdens tankskibsflåde.

3.        Tvisten drejer sig om, hvorvidt artikel 4 og 5 i direktiv 2005/35 er forenelige med De Forenede Nationers havretskonvention, som blev undertegnet i Montego Bay den 10. december 1982 (3) (herefter »havretskonventionen«), og som Fællesskabet tiltrådte i 1998 (4), og den internationale konvention fra 1973 med tilhørende protokol fra 1978 (5) om forebyggelse af forurening fra skibe (herefter »Marpol 73/78«). Disse bestemmelser regulerer det strafferetlige ansvar for ulovlig udtømning. Især det forhold, at direktivet tilsyneladende indeholder et strengere ansvarskriterium end Marpol 73/78, giver anledning til tvivl. Navnlig er grov uagtsomhed tilstrækkelig ifølge direktivet, mens Marpol 73/78 mindst kræver letsindighed samt viden om, at der sandsynligvis vil opstå en skade.

4.        Derudover rejser der sig det spørgsmål, om ansvarskriteriet grov uagtsomhed er foreneligt med retssikkerhedsprincippet.

II – Retsforskrifter

A –    Fællesskabsretten

5.        Direktiv 2005/35 er baseret på artikel 80, stk. 2 EF, som er retsgrundlaget for foranstaltninger vedrørende søfart.

6.        Begrundelsen for udstedelsen af direktivet kan især udledes af betragtning 2 og 3 til det:

»2)      Alle medlemsstaternes lovgivning om udtømning af forurenende stoffer fra skibe bygger på Marpol 73/78-konventionen. Disse regler tilsidesættes imidlertid dagligt af et meget stort antal skibe, der sejler i Fællesskabets farvande, uden at der skrides ind.

3)      Marpol 73/78-konventionen er ikke ensartet gennemført i alle medlemsstaterne, og der er derfor behov for at harmonisere gennemførelsen på fællesskabsplan. Især er der betydelig forskel på, hvilken praksis medlemsstaterne følger, når de pålægger sanktioner for udtømning af forurenende stoffer fra skibe.«

7.        Artikel 3 fastsætter direktivets anvendelsesområde:

»1. Dette direktiv anvendes i overensstemmelse med folkeretten på udtømning af forurenende stoffer i:

a)      en medlemsstats indre farvande, herunder havne, for så vidt Marpol-ordningen finder anvendelse

b)      en medlemsstats territorialfarvande

c)      stræder benyttet i international sejlads, som er omfattet af bestemmelserne om transitpassage i kapitel III, afsnit 2, i De Forenede Nationers havretskonvention af 1982, for så vidt som sådanne stræder hører under en medlemsstats jurisdiktion

d)      en medlemsstats eksklusive økonomiske zone eller tilsvarende zone som fastlagt i overensstemmelse med folkeretten, og

e)      det åbne hav.

2. Dette direktiv anvendes på udtømning af forurenende stoffer fra alle skibe, uanset flag, dog ikke krigsskibe, marinehjælpeskibe og andre skibe, som ejes eller drives af en stat, og som på det pågældende tidspunkt udelukkende benyttes i ikke-kommerciel statstjeneste.«

8.        I den foreliggende sag drages gyldigheden af artikel 4 og 5 i tvivl; de har følgende ordlyd:

»Artikel 4

Overtrædelser

Medlemsstaterne sikrer, at udtømning af forurenende stoffer i alle de områder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, betragtes som overtrædelser, hvis de begås forsætligt, hensynsløst eller groft uagtsomt. Disse overtrædelser betragtes som strafbare handlinger i henhold til og under forhold fastsat i rammeafgørelse 2005/667/RIA, der supplerer dette direktiv.

Artikel 5

Undtagelser

1. En udtømning af forurenende stoffer i de områder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, betragtes ikke som en overtrædelse, hvis den opfylder betingelserne i bilag I, regel 9, 10 eller regel 11, litra a) eller c), eller i bilag II, regel 5 eller regel 6, litra a) eller c), i Marpol 73/78.

2. En udtømning af forurenende stoffer i de områder, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c), d) og e), betragtes ikke som en overtrædelse fra ejerens, førerens eller besætningens side, når de handler på skibsførerens ansvar, hvis den opfylder betingelserne i bilag I, regel 11, litra b), eller i bilag II, regel 6, litra b), i Marpol 73/78.«

B –    Folkeretten

1.      Havretskonventionen

9.        Havretskonventionen indeholder bestemmelser om retsforfølgning af miljøforurening til søs.

10.      Artikel 211, stk. 1, første punktum, regulerer udviklingen af internationale miljøbeskyttelsesstandarder:

»Staterne skal gennem den kompetente internationale organisation eller ved en almindelig diplomatisk konference fastsætte internationale regler og normer til forebyggelse, begrænsning og kontrol af forurening af havmiljøet fra fartøjer og skal på tilsvarende måde efter behov fremme vedtagelsen af rutesystemer, som er udformet med henblik på at formindske risikoen for ulykker, som vil kunne medføre forurening af havmiljøet, herunder kystlinjen, og forureningsskade på kyststaternes beslægtede interesser.«

11.      Af artikel 211, stk. 5 fremgår kyststaternes lovgivningskompetence for deres eksklusive økonomiske zoner:

»Kyststaterne kan for så vidt angår deres eksklusive økonomiske zoner med henblik på den i afsnit 6 omhandlede håndhævelse og til forebyggelse, begrænsning og kontrol af forurening fra fartøjer, udstede love og forskrifter, som er i overensstemmelse med, og som gennemfører almindeligt accepterede internationale regler og normer fastsat af den kompetente internationale organisation eller ved en almindelig diplomatisk konference.«

12.      For stræder gælder der ifølge artikel 42, stk. 1, litra b), lignende bestemmelser som for de eksklusive økonomiske zoner:

»1. Medmindre andet er bestemt i dette afsnit, kan strædestater udstede love og forskrifter vedrørende transitpassage gennem stræder med hensyn til et eller flere af følgende forhold:

[...]

b)      forureningsforebyggelse, -begrænsning og -kontrol, ved at iværksætte gældende internationale regler vedrørende udtømning af olie, olieaffald og andre skadelige stoffer i strædet

[...]«

13.      Artikel 89 udelukker i princippet enkeltstaters lovgivningskompetence med hensyn til det åbne hav:

»Ingen stat kan retsgyldigt underlægge nogen del af det åbne hav sin suverænitet.«

14.      Artikel 218, stk. 1, tillader imidlertid havnestater at retsforfølge ulovlig udtømning:

»Når et fartøj frivilligt befinder sig i en stats havn eller ved en stats off-shore terminal, kan denne stat foretage undersøgelser, og såfremt beviset berettiger hertil, indlede retsforfølgning med hensyn til enhver udtømning fra dette fartøj uden for denne stats indre farvande, søterritorium eller eksklusive økonomiske zone, der udgør en overtrædelse af gældende internationale regler og normer fastsat af den kompetente internationale organisation eller ved en almindelig diplomatisk konference.«

15.      For søterritorier gælder der andre bestemmelser. Artikel 2 fastsætter kyststatens suverænitet på dette område:

»1)      En kyststats suverænitet omfatter, ud over dens landterritorium og indre farvande, samt, hvor der er tale om en arkipelagstat, dens arkipelagfarvande, et tilstødende havbælte, benævnt søterritoriet.

2)      Denne suverænitet omfatter såvel luftrummet over søterritoriet som dets havbund og undergrund.

3)      Suveræniteten over søterritoriet udøves på de betingelser, der er fastsat i denne konvention og andre folkeretlige regler.«

16.      Artikel 211, stk. 4, indeholder generelle regler for miljøbeskyttelsesbestemmelser vedrørende søterritoriet:

»Kyststaterne kan, under udøvelsen af deres suverænitet inden for deres søterritorium, udstede love og forskrifter til forebyggelse, begrænsning og kontrol af havforurening fra fremmede fartøjer, herunder fartøjer, der udøver retten til uskadelig passage. Sådanne love og forskrifter må i overensstemmelse med kapitel II, afsnit 3, ikke hindre fremmede skibes uskadelige passage.«

17.      Artikel 21 fastsætter, hvilke love og øvrige forskrifter vedrørende uskadelig passage en kyststat kan udstede:

»1)      Kyststaten kan i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention og andre folkeretlige regler udstede love og forskrifter vedrørende uskadelig passage gennem søterritoriet med hensyn til følgende:

[...]

f)      bevarelse af kyststatens miljø og forebyggelse, begrænsning og kontrol med forurening heraf

[...]

2)      Sådanne love og forskrifter må ikke vedrøre fremmede skibes udformning, konstruktion, bemanding eller udstyr, medmindre de er en gennemførelse af almindeligt anerkendte, folkeretlige regler eller normer.

3)      [...]

4)      Fremmede skibe, der gør brug af retten til uskadelig passage gennem søterritoriet, skal overholde alle sådanne love og forskrifter samt alle almindeligt anerkendte internationale forskrifter vedrørende forhindring af sammenstød på havet.«

2.      Marpol 73/78

18.      Marpol 73/78 blev indgået inden for rammerne af den internationale skibsfartsorganisation (International Maritime Organisation, herefter »IMO«). Så vidt det er relevant, har samtlige medlemsstater tiltrådt konventionen (6), derimod er der ikke planer om, at Fællesskabet skal tiltræde den (artikel 13).

19.      Artikel 4 i Marpol 73/78 bestemmer følgende:

»1.      Enhver overtrædelse af bestemmelserne i denne konvention er forbudt, og der skal af det pågældende skibs administration ved lov gennemføres straffebestemmelser herom, uanset hvor overtrædelsen sker. Hvis administrationen modtager oplysning om en sådan overtrædelse og finder det godtgjort, at der foreligger tilstrækkeligt bevismateriale til at retsforfølge gerningsmanden til den pågældende overtrædelse, skal den drage omsorg for, at sådan retsforfølgning indledes så hurtigt som muligt i henhold til dens egen lovgivning.

2.      Enhver overtrædelse af bestemmelserne i denne konvention inden for en kontraherende parts højhedsområde er forbudt, og der skal i den pågældende parts lovgivning gennemføres straffebestemmelser herom. Når som helst en sådan overtrædelse finder sted, skal den pågældende kontraherende part enten

a)      drage omsorg for, at der indledes retsforfølgning i henhold til dens egen lovgivning, eller

b)      tilstille skibets administration sådanne oplysninger og bevismateriale i dens besiddelse, som godtgør, at en overtrædelse har fundet sted.

3.      Såfremt oplysninger eller bevismateriale vedrørende et skibs overtrædelse af denne konvention tilstilles det pågældende skibs administration, skal administrationen straks underrette den part, som har fremsendt oplysningerne eller bevismaterialet, og organisationen om de trufne foranstaltninger.

4.      […]«

20.      Artikel 9 indeholder regler om forholdet til andre internationale konventioner og om fortolkningen af begrebet »højhedsområde«.

»Artikel 9

1.      [...]

2.      Intet i denne konvention skal præjudicere den i medfør af De Forenede Nationers generalforsamlings resolution 2750 C (XXV) sammenkaldte havretskonferences kodificering og udformning af havretten eller af nogen stats nuværende eller fremtidige krav og juridiske synspunkter vedrørende havretten og kyst- og flagstatsjurisdiktionens art og udstrækning.

3.      Betegnelsen »jurisdiktion« i denne konvention skal fortolkes på baggrund af den internationale ret, som gælder på det tidspunkt, hvor denne konvention bringes i anvendelse eller fortolkes.«

21.      Bestemmelserne om olieforurening fra skibsfart findes i bilag I til Marpol 73/78 (7). Reglerne 9 og 10 indeholder begrænsninger, der forbyder udtømning i særlige områder, inden for en mindsteafstand fra land eller af mere end en bestemt mængde (udtrykt som udtømningshastighed pr. sømil eller som samlet mængde eller som olieindhold i udløbet). Udtømning i havet af olie eller olieholdige blandinger fra skibe er altså forbudt, medmindre en række betingelser er opfyldt.

22.      Bilag I, regel 11, fastsætter imidlertid undtagelser fra forbuddene mod udtømning:

»Reglerne 9 og 10 finder ikke anvendelse på:

a)      udtømning i havet af olie eller olieholdige blandinger, som er nødvendig af hensyn til skibets sikkerhed eller for at redde menneskeliv på havet, eller

b)      udtømning i havet af olie eller olieholdige blandinger som følge af skade på et skib eller dets udstyr

i)      under forudsætning af, at der efter skadens indtræden eller opdagelsen af udtømningen er blevet iagttaget alle rimelige forholdsregler med henblik på at undgå udtømningen eller begrænse den til det mindst mulige, og

ii)      undtagen hvis rederiet eller føreren handlede enten i den hensigt at volde skade eller hensynsløst ^[(8)^] og med viden om, at der sandsynligvis ville opstå skade, eller

c)      udtømning i havet af olieholdige stoffer, når dette sker med [flagstatens] administrations godkendelse og med det formål at bekæmpe specifikke forureningshændelser og for at begrænse forureningsskaden mest muligt. En sådan udtømning skal godkendes af enhver regering, inden for hvis jurisdiktion udtømningen påtænkes foretaget.« (Fodnote 8 tilføjet af forfatteren)

23.      Bilag II (9) til Marpol 73/78 indeholder bestemmelser, som svarer til bestemmelserne i bilag I. Disse bestemmelser finder dog ikke anvendelse på olie eller olieholdige blandinger, men på skadelige flydende stoffer i bulk. Regel 5 i bilag II forbyder udtømning af bestemte stoffer i havet. Regel 6, litra b), i bilag II bestemmer:

»Regel 5 finder ikke anvendelse på:

[...]

b)      udtømning i havet af skadelige flydende stoffer eller blandinger indeholdende sådanne stoffer som følge af skade på et skib eller dets udstyr

i)      under forudsætning af, at der efter skadens indtræden eller opdagelsen af udtømningen er blevet iagttaget alle rimelige forholdsregler med henblik på at undgå udtømningen eller begrænse den til det mindst mulige, og

ii)      medmindre skibets reder eller fører har forårsaget skaden enten forsætligt eller ved grov fejl eller forsømmelse ^[(10)^] og med viden om, at der var fare for skade.« (Fodnote 10 tilføjet af forfatteren)

III – Anmodningen om præjudiciel afgørelse

24.      High Court of Justice har på sagsøgernes foranledning forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Hvad angår stræder benyttet i international sejlads, en medlemsstats eksklusive økonomiske zone eller tilsvarende zone og det åbne hav: Er artikel 5, stk. 2, i direktiv 2005/35/EF ugyldig, for så vidt som den begrænser undtagelserne i bilag I, regel 11, litra b), til Marpol 73/78 og i bilag II, regel 6, litra b), til Marpol 73/78 til ejerne, skibsførerne og besætningen?

2)      Hvad angår en medlemsstats territorialfarvand:

a)      Er direktivets artikel 4 ugyldig, for så vidt som den kræver, at medlemsstaterne anvender grov uagtsomhed som ansvarskriterium ved udtømning af forurenende stoffer?

b)      Er direktivets artikel 5, stk. 1, ugyldig, for så vidt som den udelukker anvendelsen af undtagelserne i bilag I, regel 11, litra b), til Marpol 73/78 og i bilag II, regel 6, litra b), til Marpol 73/78?

3)      Tilsidesætter direktivets artikel 4, som kræver, at medlemsstaterne vedtager national lovgivning, som medtager grov uagtsomhed som et ansvarskriterium, og som kriminaliserer udtømninger i territorialfarvande, den ret til uskadelig passage, der er anerkendt i De Forenede Nationers havretskonvention, og, i bekræftende fald, er artikel 4 da ugyldig?

4)      Tilsidesætter brugen af udtrykket »groft uagtsomt« i direktivets artikel 4 retssikkerhedsprincippet, og i bekræftende fald, er artikel 4 da ugyldig?«

25.      Sagsøgerne i hovedsagen, Kongeriget Danmark, Republikken Estland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Republikken Cypern, Republikken Malta, Kongeriget Sverige, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber deltog i den skriftlige forhandling. Samtlige ovennævnte parter har deltaget i den mundtlige forhandling den 25. september 2007, bortset fra Kongeriget Danmark og Republikken Estland.

IV – Retlig vurdering

26.      I det følgende undersøger jeg først (under A) nogle tvivlsspørgsmål om formaliteten med hensyn til den præjudicielle anmodning og om Domstolens kompetence. Herefter drejer det sig ved besvarelsen af det første spørgsmål om ansvarskriteriet med hensyn til ulovlig udtømning uden for søterritoriet, dvs. på åbent hav, i stræder, der benyttes i international sejlads, og i den eksklusive økonomiske zone. Det vil vise sig, at Marpol 73/78, i samspil med havretskonventionen endegyldigt definerer de regler for erstatningsansvar, der skal anvendes på disse havområder (se herom i det følgende under B). Med hensyn til søterritoriet, som skal undersøges i andet og tredje spørgsmål, får Marpol 73/78 derimod højst funktion af en minimumsstandard – der kun forpligter medlemsstaterne, men ikke Fællesskabet − især fordi havretskonventionen på dette område, som udgør en del af kyststaternes statsterritorium, ikke begrænser lovgivningskompetencen så vidtgående som på de andre havområder (se herom i det følgende under C). Endelig (under D) skal det undersøges, om ansvarskriteriet grov uagtsomhed er forenelig med retssikkerhedsprincippet.

A –    Formaliteten vedrørende den præjudicielle anmodning

27.      Den franske regering mener, at anmodningen bør afvises. Til forskel fra British American Tobacco-sagen (11) har den forelæggende ret ikke oplyst, at hovedsagen drejer sig om lovligheden af den påtænkte gennemførelse af det omtvistede direktiv. Der består ifølge den franske regering i det mindste med hensyn til det første spørgsmål heller ikke nogen uenighed mellem parterne i hovedsagen.

28.      Disse indvendinger hviler på, at Domstolen med henblik på at efterprøve sin egen kompetence i særlige tilfælde er beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale domstol har forelagt sagen (12). Ifølge fast retspraksis kan den kun afvise en anmodning fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når problemet er af hypotetisk karakter, eller Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (13). Bortset fra sådanne tilfælde er Domstolen principielt forpligtet til at træffe afgørelse om præjudicielle spørgsmål, der vedrører fortolkningen af bestemmelser i fællesskabsretten (14). I denne sammenhæng omfatter begrebet fortolkning også en vurdering af gyldigheden (15).

29.      Den franske regering fremlægger ikke noget holdepunkt for, at de præjudicielle spørgsmål eller hovedsagen skulle være af hypotetisk natur. Det er tværtimod åbenlyst, at hovedsagen har et reelt indhold, og at de præjudicielle spørgsmål er af central betydning for afgørelsen af denne tvist. Ej heller har Domstolen brug for yderligere oplysninger om hovedsagens natur for at kunne besvare anmodningen om en præjudiciel afgørelse. Tværtimod har Domstolen siden British American Tobacco-dommen (16) været bekendt med, at det i Det Forenede Kongerige for at forhindre gennemførelsen af et direktiv er muligt at anlægge sag, som kan føre til, at Domstolen får forelagt spørgsmål vedrørende gyldigheden af det pågældende direktiv. På trods af den franske regerings tvivl om formaliteten, skal den præjudicielle anmodning derfor ikke afvises.

30.      Endvidere rejser Kongeriget Danmark og Rådet det spørgsmål, om Domstolen har kompetence til at fortolke havretskonventionen. Konventionen er tiltrådt af Fællesskabet og alle dets medlemsstater i henhold til en delt kompetence (17). Derfor er Domstolen ikke kompetent til at fortolke bestemmelser, som falder ind under medlemsstaternes enekompetence. Kun i særlige tilfælde kan den være beføjet til at fortolke sådanne bestemmelser for at fastslå, om de falder ind under medlemsstaternes enekompetence (18).

31.      Ganske vist fastslog Domstolen, at en overdragelse af delt kompetence til Fællesskabet i havretskonventionens særlige kontekst er betinget af, at der på det område, som havretskonventionen regulerer, eksisterer fællesskabsbestemmelser, uanset deres omfang eller beskaffenhed (19). Med andre ord: På havretskonventionens område har Fællesskabet i det mindste også en kompetence i spørgsmål, der reguleres af konventionen, når blot der overhovedet eksisterer relevant fællesskabsret, uanset om de fællesskabsretlige regler er endelige, eller om der består et lovgivningsmæssigt spillerum for medlemsstaterne.

32.      Derfor er Danmarks og Rådets påstand om, at Domstolen ikke har kompetence, uden betydning i den foreliggende sag. Man må tage udgangspunkt i, at de bestemmelser i havretskonventionen, som er relevante for at undersøge direktiv 2005/35, i det mindste falder ind under en kompetence, som Fællesskabet deler med medlemsstaterne. I modsat fald skal direktivet ophæves alene på grund af manglende retsgrundlag. Men retsgrundlaget bestrides ikke af nogen af parterne.

33.      Derfor er Domstolen kompetent til at fortolke de relevante bestemmelser i havretskonventionen.

B –    Første spørgsmål – ansvar hos personer, der ikke er nævnt i Marpol 73/78

34.      Det første spørgsmål vedrører ansvaret hos personer, der ikke er nævnt i Marpol 73/78, for udtømning uden for søterritoriet. Sagsøgerne, Grækenland, Malta og Cypern anser de pågældende bestemmelser for uforenelige med Marpol 73/78.

35.      Det skal derfor først afklares, om Marpol 73/78 er et kriterium for lovligheden af direktiv 2005/35, og eventuelt i tilknytning hertil, om Marpol 73/78 begrænser ansvaret for utilsigtede udtømninger på den måde, sagsøgerne har gjort gældende.

1.      Marpol 73/78 som kriterium for lovligheden af direktiv 2005/35

36.      Procesdeltagerne i sagen har fremsat forskellige hypoteser, som kan føre til at anvende Marpol 73/78 som kriterium for lovligheden af direktiv 2005/35. For det første kunne Fællesskabet være bundet folkeretligt af Marpol 73/78 [herom nærmere under a)]. For det andet kunne Marpol 73/78 indirekte forpligte Fællesskabet, for så vidt som havretskonventionen begrænser Fællesskabets lovgivningskompetence med henvisning til standarderne i Marpol 73/78 [herom nærmere under b)]. For det tredje kunne en forpligtelse til at overholde Marpol 73/78 være en følge af, at direktiv 2005/35 skal harmonisere gennemførelsen af aftalen på fællesskabsplan [herom nærmere under c)].

a)      Fællesskabets folkeretlige forpligtelse til at overholde Marpol 73/78

37.      Som Rådet og Kommissionen har fremhævet, har Domstolen i Peralta-dommen fastslået, at Fællesskabet ikke er bundet af bestemmelserne i Marpol 73/78 (20).

38.      Ligesom på tidspunktet for denne dom er Fællesskabet heller ikke i dag en kontraherende part i Marpol 73/78. Lovligheden af en fællesskabsretsakt afhænger principielt ikke af dens overensstemmelse med en international konvention, som Fællesskabet ikke er part i (21).

39.      I modsætning til Cyperns og Det Forenede Kongeriges opfattelse kan det heller ikke udledes af dommen i sagen Poulsen og Diva Navigation (22), at Fællesskabet uden videre skulle være bundet af nogen form for folkeret. Ganske vist har Domstolen fastslået, at Fællesskabet skal udøve sine beføjelser under overholdelse af folkeretten, men den efterfølgende fremstilling viser, at denne udtalelse refererer til den folkeretlige sædvaneret (23). I det foreliggende tilfælde er der imidlertid intet holdepunkt for, at de relevante bestemmelser i Marpol 73/78 kodificerer folkeretlig sædvaneret.

40.      Derimod kan man ikke på forhånd udelukke en anden hypotese om forpligtelsen til at overholde Marpol 73/78, der omtales i Peralta-dommen, nemlig overtagelsen af de beføjelser, der tidligere udøvedes af medlemsstaterne inden for denne konventions anvendelsesområde (24). Denne hypotese, som sagsøgerne har fremsat, henviser til retspraksis vedrørende forpligtelser i henhold til GATT, før Fællesskabet tiltrådte denne aftale (25). Domstolen byggede her på en hel række synspunkter.

41.      Ved GATT drejer det sig om en aftale, der allerede eksisterede, da Fællesskabet blev oprettet, men på det tidspunkt, hvor der blev afsagt dom i sagen International Fruit Company, var de hertil svarende handelspolitiske beføjelser helt overgået til Fællesskabet. Derfor var det nu kun Fællesskabet, der kunne agere på GATT’s område. På tilsvarende vis og med godkendelse fra både medlemsstaterne og de andre kontraherende stater i GATT optrådte Fællesskabet inden for rammerne af GATT på medlemsstaternes vegne.

42.      I modsætning til, hvad der gælder for handelspolitikken, eksisterer der i det foreliggende tilfælde ikke allerede i henhold til traktaten nogen enekompetence for Fællesskabet til at fastsætte regler for udtømning i havet af skadelige stoffer fra skibe. Denne kompetence – uanset om det er artikel 80, stk. 2, EF, transportpolitik, eller artikel 175 EF, miljøpolitik (26) – er snarere af konkurrerende natur, dvs. at den forbliver hos medlemsstaterne, så længe og i det omfang Fællesskabet ikke udøver den (27). Ganske vist har Fællesskabet senest udøvet denne kompetence med vedtagelsen af direktiv 2005/35, men det kan ikke antages, at de beføjelser, medlemsstaterne har på dette område, dermed er gået helt over til Fællesskabet, idet direktivet ifølge dets artikel 1, stk. 2, kun fastsætter en minimumsstandard, som det er tilladt medlemsstaterne at gå ud over, blot det er i overensstemmelse med folkeretten.

43.      Uafhængigt af, om Fællesskabets kompetence i mellemtiden er blevet til enekompetence, må det også betvivles, om en sådan overtagelse af beføjelser, som foregår gennem udøvelse af kompetence, er tilstrækkelig til at antage, at medlemsstaterne er bundet af folkeretlige forpligtelser. Overtagelsen af de handelspolitiske beføjelser, som det drejede sig om ved GATT-aftalen, var udtrykkeligt fastlagt i traktaten. Således taler Peralta-dommen om en overtagelse »i medfør af traktaten« (28). Ligeledes afviste Domstolen i en lignende sag en forpligtelse til at overholde konventionen om meddelelse af europæiske patenter, undertegnet i München den 5. oktober 1973 (29), selv om gennemførelsen af den ved direktiv 98/44 (30), som sagen drejede sig om, var blevet delvist harmoniseret (31).

44.      Derudover er det ikke gjort gældende, at Fællesskabet i forbindelse med Marpol 73/78 optræder som efterfølger for medlemsstaterne, eller at en sådan optræden er blevet godkendt af de øvrige kontraherende parter, således som det var tilfældet ved GATT. Fællesskabet har kun observatørstatus i IMO, under hvis kompetence Marpol 73/78 hører.

45.      Derfor kan en forpligtelse for Fællesskabet til at overholde Marpol 73/78 ikke begrundes med, at det har overtaget medlemsstaternes beføjelser.

b)      Havretskonventionens henvisning til Marpol 73/78

46.      Som de fleste procesdeltagere har gjort gældende allerede under den skriftlige forhandling, er det muligt, at Marpol 73/78 gennem havretskonventionen er blevet inkorporeret i fællesskabsretten som bedømmelseskriterium.

47.      I henhold til artikel 300, stk. 7, EF er aftaler, der indgås på betingelserne i denne artikel, bindende for Fællesskabets institutioner og for medlemsstaterne. Havretskonventionen er undertegnet af Fællesskabet og derpå godkendt ved afgørelse 98/392. Det følger af fast retspraksis, at konventionens bestemmelser fremover udgør en integrerende del af Fællesskabets retsorden (32).

48.      Internationale aftaler, som Fællesskabet har indgået, har forrang for bestemmelserne i den afledte fællesskabsret (33). Domstolen vurderer derfor lovligheden af fællesskabsorganernes adfærd ud fra bestemmelserne i sådanne aftaler. Den foretager dog bedømmelsen med det forbehold, at hverken arten eller opbygningen af den pågældende aftale må være til hinder for en sådan anvendelse. I hvert fald skal de omhandlede bestemmelser ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstå som ubetingede og tilstrækkeligt præcise for så vidt som borgerne vil påberåbe sig dem (34).

49.      Efter den franske regerings og Rådets opfattelse, som den italienske, spanske og svenske regering samt Parlamentet har tilsluttet sig under den mundtlige forhandling, er begge betingelser til hinder for borgernes påberåbelse af havretskonventionen.

50.      Dette anbringende er overraskende i betragtning af Domstolens hidtidige praksis. Særlig bemærkelsesværdig er dommen i sagen Poulsen og Diva Navigation, hvor det drejede sig om, hvorvidt der over for den danske kaptajn på et skib, som var registreret i Panama, i en straffesag kunne gøres et fangstforbud gældende, der var fastsat i en fiskeriforordning. I dommen henviste Domstolen til havretskonventionen, allerede før den trådte i kraft, som et udtryk for den folkeretlige sædvaneret, for at fastslå, at skibet udelukkende hørte under flagstaten (35), og for at udelukke, at fangstforbuddet kunne anvendes på dette skib i den eksklusive økonomiske zone og søterritoriet (36). Domstolen anerkendte således allerede i princippet, at borgerne kan påberåbe sig regler, der er fastsat i havretskonventionen. Sagsøgerne har under den mundtlige forhandling med rette understreget, at det ville være aldeles uforståeligt, hvis de blev berøvet denne mulighed, efter at havretskonventionen var trådt i kraft.

51.      Heller ikke retspraksis efter havretskonventionens ikrafttræden rummer noget, der tyder herpå. Således udledte Domstolen flagstaters folkeretlige ansvar af havretskonventionens artikel 94 (37) og afgrænsede for nylig det geografiske anvendelsesområde for sjette momsdirektiv (38) ved hjælp af reglerne om staters højhedsrettigheder i de forskellige havzoner (39). Disse regler er atter af interesse også i den foreliggende sag.

52.      Domstolen har i disse tilfælde imidlertid hverken undersøgt havretskonventionens art og opbygning eller fastslået, om de her omhandlede bestemmelser ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise. Derfor skal disse indvendinger mod at anvende bestemmelser i havretskonventionen undersøges i den foreliggende sag.

53.      Et vigtigt motiv for Rådet synes at ligge i, at tredjelande, efter hvad Rådet ved, ikke anvender havretskonventionen inden for national ret. Navnlig undgår man i almindelighed at lade domstolene afklare spørgsmål om fortolkning af havretskonventionen. Men selv om dette anbringende skulle være rigtigt, ville det ikke uden videre være til hinder for en anvendelse inden for fællesskabsretten (40). Tværtimod skal havretskonventionen undersøges.

54.      Hvad havretskonventionens art og opbygning angår understreger især Rådet sin orientering mod globale spørgsmål, som skal reguleres på mellemstatsligt niveau og efter gensidighedsprincippet. Desuden drejer det sig ifølge Rådet om territoriale spørgsmål og de funktioner, der tilkommer staterne som sådanne. Endelig fastsætter havretskonventionen forskellige procedurer til bilæggelse af tvister, som giver de kontraherende stater en vis fleksibilitet.

55.      Kort sagt tager anbringendet sigte på at overføre retspraksis vedrørende de særlige træk ved GATT- og WTO-aftalerne på havretskonventionen. Men det er navnlig argumentationen om gensidighed, der er i modstrid med havretskonventionens egenskab af »forfatning for havene«, en egenskab, der gentagne gange er blevet fremført under retsmødet. Ifølge den fjerde betragtning til havretskonventionen har denne til formål at oprette en objektiv »retsorden for havene og oceanerne, som vil lette det internationale samkvem, og fremme deres fredelige anvendelse, den rimelige og effektive anvendelse af deres ressourcer [...]«.

56.      Referencen til fredelig anvendelse er netop også henvendt til borgere, der deltager i søtransport. Dette understreges af reglerne om den ikke-militære skibsfart. Den drives mest af private, som har en vital interesse i, at staterne respekterer de i havretskonventionen fastsatte regler om søtransport. Dette gælder f.eks. for de regler, der skal behandles i det følgende, om uskadelig passage, men også mere generelt for regler om beføjelser i forbindelse med den forurening, der udgår fra skibe.

57.      Mulighederne for at bilægge tvister på grundlag af havretskonventionen hindrer ikke Domstolen i at anvende konventionens bestemmelser for at undersøge lovligheden af den afledte fællesskabsret. Disse regler giver nemlig ikke andre institutioner nogen eksklusiv kompetence til at fortolke havretskonventionen. Tværtimod er eksklusiv kompetence udelukket på grund af den af Rådet fremhævede frihed, som de kontraherende stater har i henhold til havretskonventionens artikel 280, til frit at aftale proceduren for bilæggelse af en tvist med hinanden (41).

58.      I modsætning til hvad der til dels er gjort gældende, er »fleksibiliteten«, eller rettere sagt muligheden for at vælge proceduren for bilæggelse af en tvist slet ikke noget indicium for fleksibiliteten af de øvrige bestemmelser i havretskonventionen. Hverken reglerne om tvistbilæggelse eller nogen anden bestemmelse i havretskonventionen giver generelt de kontraherende stater en fleksibilitet eller muligheder for at fravige konventionens bestemmelser.

59.      Havretskonventionen er således et kriterium for lovligheden af fællesskabsorganernes adfærd. Hvorvidt borgerne kan påberåbe sig den, kan derfor kun udledes af selve den enkelte relevante bestemmelse. Den skal ud fra et indholdsmæssigt synspunkt være ubetinget og tilstrækkeligt præcis.

60.      I den foreliggende sag drejer det sig ikke om medlemsstaternes kompetence til at udstede regler for de skibe, der sejler under deres flag. Derimod drejer det første spørgsmål sig om de ordninger, som rammes af artikel 4 og artikel 5, stk. 2, i direktiv 2005/35 vedrørende al forurening, der udgår fra skibe i stræder, i den eksklusive økonomiske zone og på åbent hav, uanset om de sejler under fællesskabsflag eller ikke. Domstolen har allerede anerkendt, at lovgivningskompetencen i disse zoner, dvs. uden for medlemsstaternes højhedsområde, skal fastlægges efter havretskonventionen (42). De ordninger, der er relevante for det første spørgsmål, rammes af havretskonventionens artikel 87, artikel 89 og artikel 218, stk. 1, artikel 55,artikel 58 og artikel 211, stk. 5, samt artikel 42, stk. 1, litra b).

61.      På det åbne hav er skibsfartens frihed sikret ved artikel 87, stk. 1, litra a). Artikel 89 forbyder principielt staterne at underlægge nogen del af det åbne hav deres suverænitet. Men hvis et skib frivilligt befinder sig i en stats havn eller ved en stats off-shore terminal, kan denne stat i henhold til artikel 218, stk. 1, foretage undersøgelser. Såfremt beviset berettiger hertil, kan havnestaten indlede retsforfølgning med hensyn til enhver udtømning fra dette fartøj uden for denne stats indre farvande, søterritorium eller eksklusive økonomiske zone. Forudsætningen er, at udtømningen udgør en overtrædelse af gældende internationale regler og normer fastsat af den kompetente internationale organisation eller ved en almindelig diplomatisk konference (43). En sådan sag forudsætter, at den berørte stat har ret til at pålægge den slags udtømninger på åbent hav sanktioner.

62.      I henhold til havretskonventionens artikel 58, stk. 1, gælder princippet om skibsfartens frihed også i den eksklusive økonomiske zone. Kyststatens statslige suverænitet over denne zone er kun funktionel og i henhold til havretskonventionens artikel 55 begrænset til de beføjelser, som havretskonventionen giver den (44). I henhold til artikel 211, stk. 5, kan kyststaterne for så vidt angår deres eksklusive økonomiske zoner med henblik på den i havretskonventionens afsnit 6 omhandlede håndhævelse og til forebyggelse, begrænsning og kontrol af forurening fra fartøjer, udstede love og forskrifter. Disse skal være i overensstemmelse med og iværksætte almindeligt accepterede internationale regler og normer fastsat af den kompetente internationale organisation eller ved en almindelig diplomatisk konference.

63.      Stræder, der benyttes i international sejlads, er på grund af denne funktion underlagt særlige bestemmelser i havretskonventionens kapitel III. I henhold til artikel 42, stk. 1, litra b), kan strædestater udstede love og forskrifter vedrørende transitpassage gennem stræder med hensyn til bl.a. forureningsforebyggelse, -begrænsning og -kontrol, ved at iværksætte gældende internationale regler vedrørende udtømning af olie, olieaffald og andre skadelige stoffer i strædet.

64.      Det kan således klart udledes af disse bestemmelser, at Fællesskabet i sin udøvelse af de beføjelser, det har overtaget fra medlemsstaterne, har ret til i de her berørte havzoner at indføre sanktioner for udtømninger, når de strider mod de alment anerkendte internationale regler.

65.      Disse bestemmelser er dog ikke ubetingede, for så vidt som de forudsætter udstedelsen af tilsvarende internationale standarder. Men Kommissionen fremhæver med rette, at denne betingelse er opfyldt af Marpol 73/78. Som det navnlig fremgår af betragtning 2 til direktiv 2005/35 og af dettes artikel 1, stk. 1, tænkes der med de alment anerkendte internationale regler på forskrifterne i Marpol 73/78. Og ingen af procesdeltagerne har hævdet, at disse forskrifter ikke er tilstrækkeligt klare og ubetingede.

66.      Om de omhandlede bestemmelser kan anvendes direkte, og – i sammenhæng hermed – om de kan begrunde rettigheder for borgerne, er ikke afgørende for besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål. Heller ikke det retsgrundlag, traktaterne udgør, er i princippet direkte anvendeligt i den forstand, at borgerne heraf kan udlede rettigheder eller retsfølger til egen fordel. Dog kan borgerne rejse tvivl om lovligheden af bestemmelser i den afledte ret ved at anfægte retsgrundlaget for disse (45). Nøjagtig det samme er tilfældet her: Det skal her undersøges, om Fællesskabet i henhold til havretskonventionen er berettiget til at udstede de omtvistede bestemmelser i direktiv 2005/35.

67.      Men selv om Domstolen skulle anse borgernes rettigheder for en nødvendig forudsætning for anvendelsen af de ovennævnte bestemmelser som kriterium for lovligheden, ville det ikke føre til noget andet resultat. Allerede i dommen i sagen Poulsen og Diva Navigation (46) anvendte den princippet om friheden til sejlads ifølge havretskonventionens artikel 87, stk. 1, litra a), og artikel 58, stk. 1. Uden for søterritoriet må Fællesskabet kun gribe ind i disse rettigheder, i det omfang havretskonventionen giver det lovgivningskompetence hertil.

68.      Uden for søterritoriet er ifølge havretskonventionen kun de regler om udtømninger tilladt, som gennemfører Marpol 73/78; Fællesskabet må derfor ikke udstede videregående bestemmelser for de omhandlede havområder(47).

69.      I modsætning hertil virker Italiens opfattelse ikke overbevisende, som går ud på, at der trods disse bestemmelser uden for søterritoriet kan udstedes og anvendes strengere beskyttelsesbestemmelser. Ganske vist er det rigtigt, at staterne skal beskytte havmiljøet, som det især kommer til udtryk i havretskonventionens artikel 192. Men uden for søterritoriet konkretiseres denne opgave af de ovennævnte bestemmelser, der sikrer, at de internationale standarder, som i henhold til artikel 211, stk. 1, er udviklet i fællesskab, virkeliggøres. Denne henvisning til fælles standarder retfærdiggøres af, at ensidige foranstaltninger ville kunne belaste den internationale sejlads urimeligt meget. Dette gælder navnlig for det åbne hav, hvor man kunne forestille sig et stort antal forskellige beskyttelsesstandarder.

70.      Marpol 73/78 bliver således gennem henvisningen i de nævnte bestemmelser i havretskonventionen, som Fællesskabet har indgået, uden for søterritoriet til bedømmelseskriterium for direktiv 2005/35. I denne forbindelse skal det påpeges, at ifølge havretskonventionen er kun de regler tilladt, der svarer til Marpol 73/78, dvs. som gennemfører de heri fastsatte beskyttelsesstandarder. Derimod er regler, der går ud over Marpol 73/78, ikke tilladt i disse havzoner.

c)      Gennemførelsen af Marpol 73/78

71.      Endelig støtter især sagsøgerne anbringendet om, at undersøgelsen af direktiv 2005/35 skal ske på grundlag af Marpol 73/78, også på, at direktivet skal harmonisere gennemførelsen af aftalen i medlemsstaterne. Denne hypotese undersøger jeg på dette sted subsidiært, for det tilfældes skyld, at Domstolen ikke vil anvende havretskonventionen som kriterium for direktivets lovlighed.

72.      Som både sagsøgerne og den danske, græske, maltesiske, svenske og cypriotiske regering har understreget, findes der en række holdepunkter for, at direktiv 2005/35 ikke må afvige fra Marpol 73/78. I henhold til artikel 1, stk. 1, er formålet med direktivet at overføre de internationale regler om forurening fra skibe til fællesskabsretten. I henhold til betragtning 2 til direktivet fremgår disse standarder af Marpol 73/78, som direktivet i artikel 2, nr. 1, (48) refererer til i form af en dynamisk henvisning. I henhold til betragtning 3 skal direktivet harmonisere medlemsstaternes gennemførelse af denne konvention. Navnlig skal der ifølge betragtning 15 (49) fastsættes sanktioner for overtrædelse af disse internationale regler. Derimod ses der ikke i direktiv 2005/35’s tekst nogen udtrykkelige henvisninger til en tilsigtet afvigelse fra Marpol 73/78.

73.      Antagelsen af, at Fællesskabet er forpligtet som følge af gennemførelsen af folkeretlige forpligtelser, hviler ligeledes på en retspraksis, der er udviklet i forbindelse med GATT-aftalen. Ganske vist hører GATT- og WTO-aftalerne på grund af deres natur og deres systematik principielt ikke til de normer, ud fra hvilke Domstolen bedømmer lovligheden af fællesskabsorganernes retsakter (50). Men når Fællesskabet ønsker at opfylde en bestemt forpligtelse, det har påtaget sig inden for rammerne af disse aftaler, eller hvis fællesskabsretsakten udtrykkeligt henviser til særlige bestemmelser i dem, tilkommer det Domstolen at efterprøve den pågældende fællesskabsretsakts lovlighed på grundlag heraf (51).

74.      Denne retspraksis bygger imidlertid på, at GATT- og WTO-aftalerne er en del af fællesskabsretten og derfor i princippet som sådan er bindende for Fællesskabet (52). Med hensyn til gennemførelsen af Marpol 73/78 ved direktiv 2005/35 mangler der derimod en forpligtelse, som Fællesskabet har overtaget.

75.      Ganske vist har Domstolen i det mindste antydet, at direktiv 98/44 skal bedømmes efter konventionen om meddelelse af europæiske patenter (53), selv om det ikke var Fællesskabet, men kun dets medlemsstater, der var parter i denne (54). Som begrundelse for at tage sagen op til undersøgelse udtalte Domstolen, at det var blevet fremført, at direktivet pålægger medlemsstaterne forpligtelser, som det strider mod deres egne forpligtelser i henhold til international ret at opfylde, selv om det udtrykkeligt anføres i direktivet, at det ikke berører disse forpligtelser (55).

76.      Derimod ses der ikke noget retsgrundlag for at undersøge den afledte ret ud fra sådanne folkeretlige forpligtelser for medlemsstaterne, som Fællesskabet ikke har overtaget. Det ville også være i modstrid med den konstatering, der findes i samme dom, af, at Fællesskabet ikke er bundet af medlemsstaternes folkeretlige forpligtelser (56).

77.      Tilsvarende kan Fællesskabet i princippet tvinge medlemsstaterne til foranstaltninger, som strider mod deres folkeretlige forpligtelser. Dette fremgår allerede af artikel 307 EF, der regulerer modsætningen mellem gamle internationale aftaler og fællesskabsretten. Selv om medlemsstaternes forpligtelser i henhold til gamle aftaler i første omgang forbliver uberørte af uoverensstemmelsen med fællesskabsretten, skal medlemsstaterne alligevel bringe alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne disse uoverensstemmelser. Dette kan endda gøre det nødvendigt at opsige de internationale aftaler (57). Aftaler, som er indgået efter tiltrædelsen, kan medlemsstaterne principielt ikke påberåbe sig over for fællesskabsretten (58).

78.      En konflikt mellem fællesskabsret og medlemsstaternes folkeretlige forpligtelser medfører dog altid problemer og kan bevirke, at den effektive virkning af de pågældende bestemmelser i fællesskabsretten og/eller folkeretten påvirkes. Det er derfor fornuftigt og noget, som loyalitetsforpligtelsen over for Fællesskabet påbyder, at bestræbe sig på at undgå konflikter, især ved fortolkningen af de pågældende bestemmelser. Dette gælder i særlig grad, når den pågældende fællesskabsforanstaltning – som her – har til formål at sikre en harmoniseret gennemførelse af medlemsstaternes folkeretlige forpligtelser.

79.      Men der kan ikke af de af medlemsstaterne indgåede aftaler, som Fællesskabet ikke har overtaget, udledes videregående forpligtelser for Fællesskabet. Derfor medfører formålet med gennemførelsen af direktiv 2005/35 ikke, at Marpol 73/78 skal anvendes som kriterium for direktivets lovlighed.

2.      Foreneligheden af artikel 4, sammenholdt med artikel 5, stk. 2, i direktiv 2005/35, med havretskonventionen i forbindelse med Marpol 73/78

80.      Det første spørgsmål vedrører foreneligheden af artikel 5, stk. 2, i direktiv 2005/35 med Marpol 73/78.

81.      Direktiv 2005/35 fastlægger først i artikel 4 almene ansvarskriterier, der gælder for alle, herunder navnlig ansvaret for groft uagtsom adfærd. Dette ansvarskriterium begrænses imidlertid i artikel 5, stk. 2, men med udtrykkelig henvisning til de tilsvarende bestemmelser i Marpol 73/78 med hensyn til skibets ejer, fører eller besætning, når de handler på skibsførerens ansvar. Denne begrænsning gælder på bestemte havområder, nemlig i stræder, den eksklusive økonomiske zone og på åbent hav. Det er kun disse havområder, der er genstand for det første spørgsmål, derimod ikke de territorialfarvande, der hører under kyststaternes territorium, og som jeg behandler nedenfor i forbindelse med det andet og tredje spørgsmål. Men i virkeligheden omfatter dette spørgsmål imidlertid også gyldigheden af artikel 4, da en ophævelse af artikel 5, stk. 2, i sig selv ikke ville sikre effektiviteten af de relevante Marpol-regler, men derimod ville reducere dem yderligere.

82.      Regel 9 i bilag I til Marpol 73/78, henholdsvis regel 5 i bilag II, forbyder udtømninger. Disse forbud gælder dog ikke, når undtagelserne i regel 11, henholdsvis regel 6 i bilagene finder anvendelse. I henhold til litra b), nr. ii), i begge disse regler kan forbuddene ikke anvendes på udtømninger som følge af en skade på skibet eller dets udstyr, medmindre skibets reder eller fører har forårsaget skaden enten forsætligt eller ved grov fejl eller forsømmelse og med viden om, at der var fare for skade.

83.      Sammenligner man blot ordlyden af disse bestemmelser med direktiv 2005/35, fremgår der to væsentlige forskelle. For det første synes ifølge Marpol 73/78 andre personers adfærd end ejerens eller skibsførerens at være helt uden betydning ved en utilsigtet udtømning. Udtømningen er åbenbart kun forbudt, hvis en af disse to personer handler forsætligt eller ved grov fejl eller forsømmelse og med viden om, at der sandsynligvis ville opstå skade. I henhold til direktivets artikel 4 kan derimod enhver i princippet være ansvarlig for en udtømning. For det andet er kriteriet for personligt ansvar i henhold til direktivets artikel 4, nemlig forsætlighed, hensynsløshed eller grov uagtsomhed, efter sin ordlyd ikke identisk med kriteriet i Marpol 73/78.

a)      Ansvaret hos andre personer end ejeren eller skibsføreren

84.      Lægger man udelukkende ordlyden til grund for en fortolkning, går direktivet videre end Marpol 73/78, når det i tilfælde af en skade lader andre personers adfærd end ejerens eller skibsførerens være tilstrækkelig til at udløse udtømningsforbuddet. Det er til dels blevet gjort gældende, at det er uforeneligt med Fællesskabets internationale forpligtelser at gøre disse andre personer ansvarlige for udtømninger.

85.      Ganske vist kunne man som Parlamentet være af den opfattelse, at Marpol 73/78 intet siger om andre personer. Men dette ville kun udelukke en konflikt med Marpol 73/78. Fællesskabet ville stadig være bundet af bestemmelserne i havretskonventionen, som på de her behandlede havområder for alle personer kun tillader regler, som gennemfører de i Marpol 73/78 fastsatte beskyttelsesstandarder. Fællesskabet ville dermed ikke have frihed til efter eget skøn at regulere andre tilfælde på disse områder, men derimod være forhindret deri.

86.      Men kun at fokusere strengt på ordlyden af Marpol 73/78, ville – som især Danmark, Frankrig, Rådet og Kommissionen med rette understreger – føre til absurde resultater. Selv udtømninger som følge af forsætlige skader på skibet eller dets udstyr ville være tilladt, så længe bare hverken skibets fører eller ejer har handlet forsætligt eller hensynsløst.

87.      Det er derfor nødvendigt ikke at fortolke Marpol 73/78 isoleret på grundlag af dens ordlyd, men også at tage dens formål og dens funktion inden for rammerne af havretskonventionen med i betragtning. Det overordnede formål med Marpol 73/78 er i henhold til fjerde afsnit i dens præambel en fuldstændig eliminering af forsætlig forurening og en begrænsning af hændelig forurening.

88.      Undtagelserne i regel 11, litra b), nr. ii), i bilag I og regel 6, litra b), nr. ii), i bilag II til Marpol 73/78 tjener først og fremmest til at fastsætte den målestok for kravet til omhu, der skal anlægges for at undgå hændelig forurening. Hvis enhver stat anlagde sin egen målestok for at tillægge skyld, og disse standarder oven i købet ville gælde kumulativt på åbent hav, ville det være vanskeligt for skibsfarten at bedømme sit ansvar i de enkelte tilfælde.

89.      Det er derimod ikke muligt at få øje på noget formål med Marpol 73/78, som ville kræve eller blot kunne forklare, hvorfor det udelukkende er skibsføreren og ejeren, der skal undgå hændelig forurening. Ganske vist bærer disse to personer tilsammen ansvaret for skibet. Alligevel kan det ikke udelukkes generelt, at også andre personer ligeledes bærer et ansvar og forårsager skader, der medfører en udtømning.

90.      Desuden skal de relevante bestemmelser i havretskonventionen gøre en effektiv beskyttelse af havmiljøet mulig. Denne beskyttelse skal opnås på grundlag af fælles internationale standarder, for at kravene til skibsfarten skal være forudseelige. Hertil er det ikke nødvendigt at begrænse ansvaret til skibsføreren og ejeren.

91.      En udelukkelse af ethvert ansvar hos andre personer ville i øvrigt føre til et helt andet resultat end artikel III, stk. 4, andet punktum, i den internationale konvention af 29. november 1969 om det privatretlige ansvar for skader ved olieforurening (59), som ændret ved protokollen af 1992 (60). I modsætning til Marpol 73/78 fastsætter denne bestemmelse udtrykkeligt, at det i princippet kun er ejeren, der er privatretligt ansvarlig, derimod ikke en række andre personer, som f.eks. besætningen, befragtere eller tjenesteydere for skibet. Disse personer er imidlertid alligevel ansvarlige, hvis de har handlet forsætligt eller hensynsløst og med viden om, at der sandsynligvis ville opstå en skade.

92.      Heraf fremgår der to ting. For det første kan det kun antages, at visse personer er udelukket fra at være ansvarlige for olieforurening, hvis det er udtrykkeligt fastlagt, og for det andet er ansvaret i tilfælde af forsætlig eller hensynsløs adfærd i bevidstheden om, at der sandsynligvis vil opstå en skade, ikke begrænset til ejeren og skibsføreren.

93.      Altså skal regel 11, litra b), nr. i), i bilag I og regel 6, litra b), nr. ii), i bilag II forstås således, at skibsføreren og ejeren blot er anført som eksempler. Hvis undtagelsesvis også andre personer er ansvarlige for utilsigtede udtømninger, gælder de samme betingelser for dem som for skibsføreren og ejeren.

94.      Dermed tilsidesætter direktiv 2005/35 hverken Marpol 73/78 eller havretskonventionen, når det gør andre personer end skibsføreren og ejeren ansvarlige for utilsigtede udtømninger.

b)      Kriterier for personligt ansvar

95.      Artikel 5, stk. 2, i direktiv 2005/35 synes imidlertid at bevirke, at andre personer end ejeren, skibsføreren eller besætningen, når denne handler på skibsførerens ansvar, ikke skal bedømmes på, om de har handlet enten i den hensigt at forvolde skade eller hensynsløst og i bevidstheden om, at der sandsynligvis vil opstå en skade, som fører til en udtømning. Deres ansvar skal derimod ifølge direktivets artikel 4 bedømmes på, om de forsætligt, hensynsløst eller groft uagtsomt har forårsaget en udtømning. Dette ansvarskriterium er efter sagsøgernes og nogle medlemsstaters opfattelse strengere end Marpol 73/78.

96.      Som det allerede er påvist (61), forbyder havretskonventionen Fællesskabet at fastsætte strengere ansvarskriterier i de berørte havzoner, end Marpol 73/78 bestemmer. Dette må navnlig gælde for andre personer end skibsføreren og ejeren. De sidstnævnte er særligt ansvarlige for, at der undgås skader på skibet, som kan føre til en udtømning. Hvis de kun bærer ansvaret for forsæt og hensynsløshed forbundet med viden om sandsynligheden for en skade, vil andre personer i betragtning af ordlyden af Marpol 73/78 ikke kunne underlægges noget strengere ansvar.

Begrebet hensynsløshed i artikel 4 i direktiv 2005/35

97.      Allerede ansvarspådragelsen for hensynsløs adfærd efter artikel 4 i direktiv 2005/35 kan være strengere end i Marpol 73/78, da viden om sandsynligheden for en skade ikke er nævnt i artikel 4. Dertil kommer, at sprogudgaverne af direktivet ikke stemmer overens med hensyn til dette begreb. Især taler den græske, maltesiske og portugisiske udgave tilsyneladende om simpel uagtsomhed (62), dvs. en lavere form for skyld end grov uagtsomhed. I øvrigt bliver de betegnelser, der anvendes i de forskellige retsordener for hensynsløshed ikke altid defineret præcist. Men trods forskellene mellem sprogudgaverne skal artikel 4 i direktiv 2005/35 fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med regelsættet (63).

98.      Da artikel 4 i direktiv 2005/35 i det mindste i den engelske, franske og spanske udgave, dvs. på de tre fællesskabssprog, på hvilke Marpol 73/78 er bindende, anvender terminologien fra Marpol 73/78, må man lægge til grund, at begrebet hensynsløshed skal indbefatte ansvarskriteriet i Marpol 73/78 for ikke-forsætlig adfærd.

99.      Denne fortolkning svarer også til forpligtelsen til så vidt muligt at fortolke de fællesskabsretlige forskrifter i overensstemmelse med de internationale aftaler, som Fællesskabet har indgået (64). I det omfang direktivet benytter andre begreber i andre sprogudgaver, skal disse forstås på samme måde.

100. Ansvaret for en ikke-forsætlig fremkaldt udtømning i henhold til Marpol 73/78 er karakteriseret ved to egenskaber, nemlig for det første en viden om sandsynligheden for en skade og for det andet hensynsløsheden. Med betingelsen viden gøres det klart, at gerningsmanden – som det er almindeligt ved anvendelsen af ansvarskriteriet hensynsløshed (»recklessly«) i den angloamerikanske retsverden – skal have været bevidst om risiciene ved sin adfærd. Det er ikke tilstrækkeligt, at han burde have kendt til disse risici (65).

101. Altså skal begrebet hensynsløshed i artikel 4 i direktiv 2005/35 forstås således, at hensynsløs adfærd forudsætter viden om, at der sandsynligvis vil indtræde en skade. Ved den fortolkning er begrebet ikke i modstrid med Marpol 73/78 eller havretskonventionen.

Begrebet grov uagtsomhed i artikel 4 i direktiv 2005/35

102. Der kunne imidlertid godt bestå en modsætning til Marpol 73/78, for så vidt som artikel 4 i direktiv 2005/35 fastsætter et ansvar for groft uagtsom adfærd.

103. Begrebet »grov uagtsomhed« kan have vidt forskellige betydninger i de forskellige medlemsstaters retssystemer (66). Jeg kender ikke nogen fællesskabsretlig definition. Domstolen har ganske vist udviklet nogle kriterier for anvendelsen af begrebet »åbenbar forsømmelighed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i toldkodeksens artikel 239, stk. 1, andet led, (67). Det drejer sig om kompleksiteten af de bestemmelser, hvis manglende overholdelse har medført, at der er opstået toldskyld, samt den erhvervsdrivendes erfaring og agtpågivenhed (68).

104. Den erhvervsdrivendes erfaring er et subjektivt kriterium, mens agtpågivenhed beskriver det kriterium, som alle erhvervsdrivende skal udvise (69). Grov uagtsomhed beskriver derimod en særlig tungtvejende tilsidesættelse af agtsomhedskravet. En viden om, at der sandsynligvis vil opstå skade, er derimod ikke påkrævet, for at der foreligger grov uagtsomhed. Forstået således er dette ansvarskriterium strengere end Marpol 73/78.

105. Det må antages, at denne fortolkning, som udtryk for et strengt kriterium, modsvarer lovgivers formål ved udstedelsen af direktiv 2005/35. Da lovgiver ud over de to ansvarskriterier, der er nævnt i Marpol 73/78, også har indført grov uagtsomhed, var formålet således at skabe et yderligere grundlag for ansvarspådragelse (70).

106. Også undtagelsen fra ansvarspådragelse i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2005/35, som henviser til Marpol 73/78, taler for skærpelse. Denne undtagelse virker kun i praksis, hvis der principielt gælder et andet og strengere ansvarskriterium for de omfattede persongrupper end fastsat i Marpol 73/78.

107. Ganske vist skal bestemmelser i den afledte fællesskabsret så vidt muligt fortolkes i overensstemmelse med de internationale aftaler, Fællesskabet har indgået. Disse aftaler er nemlig i henhold til artikel 300, stk. 7, EF bindende for Fællesskabets institutioner. Den afledte ret må ikke tilsidesætte dem; disse har forrang for den afledte fællesskabsret (71).

108. Tilsvarende skal den fortolkning, der er i overensstemmelse med folkeretten, gives forrang for andre fortolkningsmetoder. Denne forpligtelse begrænses kun af sådanne regler og principper, som står over Fællesskabets folkeretlige forpligtelser. Det er for eksempel de almene retsprincipper og især retssikkerhedsprincippet. Derfor er en fortolkning contra legem udelukket (72).

109. Begrebet grov uagtsomhed kan i denne forstand fortolkes restriktivt (73) således at det ikke går videre end Marpol 73/78. Som en undersøgelse foretaget af Domstolens Forsknings- og Dokumentationstjeneste viser, anses hensynsløs adfærd forbundet med viden om, at der sandsynligvis vil opstå skade, som forudsat i Marpol 73/78, i mange retssystemer for en form for grov uagtsomhed, der i direktiv 2005/35 fastsættes som ansvarskriterium. I Tyskland ville man vel her tale om »bewusste grobe Fahrlässigkeit« (bevidst grov uagtsomhed) (74). Den særligt tungtvejende tilsidesættelse af agtsomhedskravet, der kræves, for at der foreligger grov uagtsomhed, kan derfor, som omhandlet i bilag I, regel 11, litra b), nr. ii), og bilag II, regel 6, litra b), nr. ii), i Marpol 73/78, begrænses til hensynsløs adfærd forbundet med viden om, at der sandsynligvis vil opstå skade.

110. Denne fortolkning ville ganske vist ikke fuldstændigt dække direktivets ordlyd, da viden om, at der sandsynligvis vil opstå skade, normalt ikke kræves, for at der foreligger grov uagtsomhed. Men den ville i det mindste respektere ordlydsgrænsen. Samtidig ville rækkevidden af grov uagtsomhed kunne bestemmes langt mere præcist, da omstændigheder, der ligger uden for den person, der er skadevolder, ville blive tillagt en klart mindre betydning end den subjektive omstændighed viden.

111. Ved denne fortolkning, der er nødvendiggjort af Fællesskabets folkeretlige forpligtelser, går artikel 4, sammenholdt med artikel 5, stk. 2, i direktiv 2005/35 ikke videre end Marpol 73/78 og er således heller ikke i strid med havretskonventionen, hvis den anvendes på handlinger i stræder, i den eksklusive økonomiske zone og på åbent hav.

112. Gennemgangen af det første spørgsmål har således intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af bestemmelserne i direktiv 2005/35.

C –    Andet og tredje spørgsmål – ansvar i territorialfarvande

113. Det andet og tredje spørgsmål vedrører ansvarskriteriet grov uagtsomhed inden for territorialfarvande og skal derfor behandles under ét.

114. Spørgsmålene bygger på, at det i territorialfarvande ifølge artikel 4 og 5 i direktiv 2005/35 er alle personer, dvs. også ejeren, skibsføreren og besætningen, som er underkastet ansvarskriteriet grov uagtsomhed. Undtagelsen i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2005/35 gælder nemlig kun for de i artikel 3, stk. 1, litra c), d) og e), nævnte områder, dvs. for stræder, de eksklusive økonomiske zoner og det åbne hav, men ikke for territorialfarvande, som nævnes i litra b).

115. Spørgsmålene ville være overflødige, hvis begrebet grov uagtsomhed havde samme indhold for begivenheder i territorialfarvande som for begivenheder i stræder, i den eksklusive økonomiske zone og på åbent hav. I så fald ville en groft uagtsom udtømning ifølge de ovenstående betragtninger nemlig forudsætte hensynsløshed forbundet med viden om, at der sandsynligvis ville opstå skade. Denne fortolkning ville sikre, at begrebet grov uagtsomhed blev fortolket ensartet inden for direktiv 2005/35 og samtidig udelukke enhver konflikt med Marpol 73/78.

116. Den restriktive fortolkning af begrebet grov uagtsomhed uden for territorialfarvandene er imidlertid udelukkende resultatet af bestræbelserne for at forhindre en overtrædelse af Fællesskabets folkeretlige forpligtelser. Ordlyden, den systematiske sammenhæng og visse indikationer fra lovgivningsproceduren gør det derimod nærliggende at opfatte grov uagtsomhed i en bredere betydning (75), nemlig som en tungtvejende tilsidesættelse af agtsomhedskravet, men uden at der kræves viden om, at der sandsynligvis vil opstå skade.

117. Derfor kan en overførsel af denne restriktive fortolkning af begrebet grov uagtsomhed til at gælde territorialfarvandene kun retfærdiggøres, hvis Fællesskabets folkeretlige forpligtelser tvinger til det.

118. Havretskonventionens artikel 2 fastslår, at kyststaternes suverænitet også omfatter søterritoriet (stk. 1), og at suveræniteten skal udøves på de betingelser, der er fastsat i konventionen og andre folkeretlige regler (stk. 3). I henhold til artikel 211, stk. 4, kan kyststaterne under udøvelsen af deres suverænitet inden for deres søterritorium udstede love og forskrifter til forebyggelse, begrænsning og kontrol af havforurening fra fremmede fartøjer. Dette gælder udtrykkeligt også for fartøjer, der udøver retten til uskadelig passage. I henhold til kapitel II, afsnit 3, i havretskonventionen må disse love og forskrifter ikke lægge hindringer i vejen for fremmede fartøjers uskadelige passage. I modsætning til, hvad der gælder uden for søterritoriet, mangler enhver henvisning til alment anerkendte internationale standarder.

119. Sagsøgerne, Malta, Grækenland og Cypern mener, at der med ansvaret for grov uagtsomhed er sket en krænkelse af retten til uskadelig passage. De påberåber sig navnlig havretskonventionens artikel 19, stk. 2, litra h). Ifølge denne anses en passage ikke længere for uskadelig, såfremt fartøjet forårsager en forsætlig og alvorlig forurening stridende imod konventionen. Derfor er ansvarspådragelse for grov uagtsomhed udelukket.

120. Dette argument overser imidlertid, at regler om miljøbeskyttelse også er tilladt ved uskadelig passage. Som f.eks. Danmark og Estland har fremhævet, gør havretskonventionens artikel 21, stk. 1, litra f), det udtrykkeligt klart, at kyststaten i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen og andre folkeretlige regler kan udstede love og forskrifter vedrørende uskadelig passage gennem søterritoriet med hensyn til bevarelse af kyststatens miljø og forebyggelse, begrænsning af og kontrol med forurening heraf. Fremmede skibe skal i henhold til artikel 21, stk. 4, overholde disse love under den uskadelige passage. Der er heller ikke her i princippet fastsat nogen forpligtelse til at overholde alment anerkendte internationale standarder. Den gælder i henhold til artikel 21, stk. 2, kun for fremmede skibes udformning, konstruktion, bemanding eller udstyr.

121. Det behøver ikke undersøges her, hvor grænsen for kyststaternes lovgivningskompetence går. Muligvis kan den ikke omfatte miljøbestemmelser, hvis disse helt ville hindre en passage. Også gennemførelsen af sanktioner mod skibe på havet kan vel medføre begrænsninger i kyststaternes suverænitet. Så langt går artikel 4 i direktiv 2005/35 dog ikke, især tales der ikke om hindring af passage, ej heller kræves der konkrete gennemførelsesforanstaltninger over for sejlende skibe. Tværtimod må medlemsstaterne kun forbyde bestemte adfærdsformer, som ikke er nødvendige for en gennemsejling. På dette punkt er der blot tale om en svag skærpelse af det relativt milde agtsomhedskriteriet i Marpol 73/78. Dette må være tilladt som en regulering med henblik på forebyggelse og begrænsning af miljøforurening som omhandlet i havretskonventionens artikel 21, stk. 1, litra f).

122. I modsætning til, hvad Cypern har gjort gældende, medfører henvisningen til de øvrige folkeretlige regler i havretskonventionens artikel 2, stk. 3, og artikel 21, stk. 1, litra f), heller ikke, at Fællesskabet inden for søterritoriet er bundet til Marpol 73/78. Da Fællesskabet ikke er kontraherende part i denne aftale, og da havretskonventionen ikke henviser til Marpol 73/78, indeholder aftalen ingen yderligere folkeretlige regler for Fællesskabet (76).

123. Derfor har Estland, Danmark, Spanien, Frankrig, Sverige, Det Forenede Kongerige, Parlamentet, Rådet og Kommissionen med rette anført, at havretskonventionen, i modsætning til, hvad der gælder for de havzoner, der blev undersøgt med henblik på besvarelsen af det første spørgsmål, ikke begrænser lovgivningsbeføjelserne vedrørende miljøbeskyttelse på søterritoriet til kun at gælde gennemførelse af internationalt anerkendte standarder, navnlig ikke til kun at gælde gennemførelsen af Marpol 73/78. Dette resultat er uomgængeligt allerede af den grund, at søterritoriet henregnes under kyststatens territorium, og at staten derfor principielt ikke behøver nogen bemyndigelse via havretskonventionen til at udstede regler.

124. Sagsøgerne, Malta, Grækenland og Cypern har desuden gjort gældende, at Marpol 73/78 også for søterritoriets vedkommende hindrer de stater, der er kontraherende parter i aftalen, i at udstede strengere bestemmelser. Marpol 73/78 er ifølge denne opfattelse et endeligt kompromis med hensyn til retsforfølgning af miljøforurening forårsaget af udtømning fra skibe. Disse procesdeltagere går åbenbart ud fra, at Marpol 73/78 tillader de udtømninger, som aftalen ikke forbyder.

125. Ifølge den her fremsatte opfattelse (77) kan dette anbringende imidlertid ikke rejse tvivl om gyldigheden af direktiv 2005/35 alene af den grund, at Marpol 73/78 ikke er bindende for Fællesskabet uden en henvisning i havretskonventionen. Rent subsidiært, for det tilfældes skyld, at Domstolen skulle komme til et andet resultat, f.eks. ved at støtte sig til dommen i sagen Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, skal det derfor undersøges, om Marpol 73/78 også for søterritoriet kræver den restriktive fortolkning, der anlægges på begivenheder uden for søterritoriet.

126. Det fremgår ikke af ordlyden af Marpol 73/78, at den også inden for søterritoriet ønsker at fastlægge en endelig ordning om ulovlige udtømninger fra skibe. Marpol 73/78 kræver, at visse udtømninger forbydes, undersøges og retsforfølges. De hertil svarende bestemmelser findes i artikel 1, 4 og 6 i aftalen, samt i regel 9 i bilag I og regel 5 i bilag II. Som anført i den præjudicielle anmodning, men også fremført af sagsøgerne, Malta og Cypern, er bilag I og II i henhold til artikel 14, stk. 1, bindende for samtlige kontraherende stater.

127. Disse bestemmelser fastlægger en bindende minimumsstandard for beskyttelsesbestemmelser mod udtømning af skadelige stoffer fra skibe i havet, som er bindende for de stater, der er kontraherende parter i Marpol 73/78. Som allerede påvist, bliver denne minimumsstandard på grund af samspillet med bestemmelser i havretskonventionen den eneste tilladte beskyttelsesstandard i den eksklusive økonomiske zone, i stræder og på åbent hav.

128. Blandt de nævnte bestemmelser i Marpol 73/78 findes der imidlertid kun én, nemlig forbuddet mod udtømning af olie i regel 9 i bilag I, som muligvis kunne opfattes som en udtrykkelig tilladelse til visse udtømninger. Det hedder nemlig der, at enhver udtømning er forbudt, »medmindre følgende betingelser alle er overholdt«. Disse betingelser angår udtømningen af små mængder olie under skibets drift. De er heller ikke forbudt ifølge direktiv 2005/35, da artikel 5, stk. 1, helt overtager denne undtagelse. Derfor kan det i den foreliggende sag ikke afgøres, om Marpol 73/78 faktisk tillader disse udtømninger.

129. Ansvarskriteriet i henhold til regel 11, litra b), nr. ii), i bilag I til Marpol 73/78 har derimod lovteknisk set en helt anden funktion end den undtagelse, der er indeholdt i regel 9. Hvis ejeren eller skibsføreren ikke har handlet enten i den hensigt at volde skade eller skødesløst og med viden om, at der sandsynligvis ville opstå skade, finder regel 9 nemlig ikke anvendelse. Det samme gælder for samspillet mellem regel 5 i bilag II med regel 6, litra b), nr. ii). Under disse omstændigheder indeholder Marpol 73/78 derfor slet ingen regler for en utilsigtet udtømning. Fravær af regler kan normalt ikke forstås som tilladelse.

130. Mens det altså ikke er muligt at få øje på en tilladelse, findes der i ordlyden af Marpol 73/78 derimod holdepunkter for, at strengere regler under visse omstændigheder kan accepteres. Især fastslår artikel 9, stk. 2, udtrykkeligt, at Marpol 73/78 ikke skal gribe ind i kyststaters suverænitet (jurisdiction), sådan som den er fastsat inden for rammerne af havretskonventionen. Men som allerede anført, tillader havretskonventionen strengere beskyttelsesbestemmelser på søterritoriet.

131. Derudover anføres det i andet afsnit i præamblen til Marpol 73/78, at forsætlig, uagtsom eller hændelig udtømning udgør en alvorlig kilde til forurening. Det ville derfor være overraskende, hvis Marpol 73/78 friholdt disse former for udtømning under alle omstændigheder.

132. Den af sagsøgerne fremhævede universelle gyldighed i henhold til det femte afsnit i præamblen er ikke til hinder for dette. Den vedrører kun de omhandlede stoffer, nemlig således, at reglerne om olieforurening suppleres med regler om udtømning af kemikalier. Derimod kan det af dette afsnit ikke udledes, om ansvarsnormerne skal gælde endeligt og universelt.

133. Det ville derfor gå for vidt at kræve, som Grækenland gør, at strengere beskyttelsesbestemmelser kun er tilladt, hvis Marpol 73/78 udtrykkeligt åbner mulighed for det. Selv om de kontraherende stater ikke kunne blive enige om en sådan strengere ordning, sådan som Grækenland og sagsøgerne har fremført, kan man absolut ikke deraf slutte, at de med Marpol 73/78 har aftalt en endelig beskyttelsesstandard for alle havområder.

134. Ganske vist blev ifølge sagsøgernes fremstilling et forslag fra Canada om at indføje en bemyndigelse i Marpol 73/78 til at udstede strengere bestemmelser i sin tid forkastet, men Kommissionen har med rette betonet, at allerede det materiale, som sagsøgerne har fremlagt om Marpol 73/78’s tilblivelseshistorie, snarere taler for, at spørgsmålet om strengere beskyttelsesstandarder efter mange forhandlingsdeltageres mening burde reguleres gennem havretskonventionen (78).

135. Med hensyn til diskussionen om strengere standarder drejede det sig under forhandlingerne i det væsentlige for staterne om at sikre sig, at de krav, Marpol 73/78 fastsatte for skibe, ikke blev skærpet ensidigt. Dette sikres i dag for søterritoriers vedkommende af en henvisning i havretskonventionens artikel 21, stk. 2, til de internationale skibsstandarder, dvs. især til Marpol 73/78 (79). For ansvarsnormernes vedkommende mangler der derimod en sådan henvisning.

136. Derfor taler Marpol 73/78’s tilblivelseshistorie også mod, at Marpol 73/78 har indført en endelig ordning. Langt snarere må man tage udgangspunkt i, at kyststaternes beføjelser skal udledes af havretskonventionen, som for søterritoriets vedkommende ikke fastsætter nogen binding til Marpol 73/78.

137. Således kræver hverken havretskonventionen eller Marpol 73/78 på søterritorieområdet en restriktiv fortolkning af begrebet grov uagtsomhed i overensstemmelse med ansvarsnormen i henhold til regel 11, litra b), nr. ii), i bilag I og regel 6, litra b), nr. ii), i bilag II til Marpol 73/78.

138. Sammenfattende skal det derfor konstateres, at gennemgangen af andet og tredje spørgsmål intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af bestemmelser i direktiv 2005/35.

D –    Fjerde spørgsmål − retssikkerhedsprincippet

139. Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om anvendelsen af begrebet grov uagtsomhed i artikel 4 i direktiv 2005/35 er i strid med retssikkerhedsprincippet. Retten tager navnlig sigte på den risiko, der består for, at en medlemsstat ikke gennemfører og anvender dette begreb på en ensartet måde. Efter dens mening er der brug for præciserende elementer for at vejlede medlemsstaternes praksis.

140. Ingen af procesdeltagerne synes at anfægte begrebet grov uagtsomhed, når det – som det her gøres gældende med hensyn til stræder, den eksklusive økonomiske zone og åbent hav – forstås i overensstemmelse med Marpol 73/78 som hensynsløshed forbundet med viden om, at der sandsynligvis vil opstå en skade. Men heller ikke den forelæggende ret behøvede for så vidt at have indvendinger, eftersom betydningen af grov uagtsomhed tydeligt præciseres ved denne fortolkning.

141. Dette standpunkt er bemærkelsesværdigt, da heller ikke terminologien i Marpol 73/78 sikrer nogen ensartet anvendelse inden for Fællesskabet. Faktisk viser en undersøgelse foretaget af Domstolens Forsknings- og Dokumentationstjeneste, at begrebet »Leichtfertigkeit« (hensynsløshed) ikke kendes i alle Fællesskabets retsordener. Begrebet omsættes delvis til grov uagtsomhed. Den tyske udgave af Marpol 73/78 anvender normen »einfache Fahrlässigkeit« (simpel uagtsomhed), selv om kriteriet »Leichtfertigkeit« (hensynsløshed) kendes i tysk strafferet. I sammenligning med denne forvirrende tilstand bidrager direktiv 2005/35 i overensstemmelse med sin betragtning 3 til en ensartet anvendelse af Marpol 73/78 i Fællesskabet.

142. Her kan det imidlertid kun dreje sig om, hvorvidt begrebet grov uagtsomhed er forenelig med retssikkerhedsprincippet, når det vedrører begivenheder på søterritoriet, hvor fortolkningen af det ikke er begrænset til ansvarskriteriet i Marpol 73/78.

143. Retssikkerhedsprincippet kræver især, at en ordning er klar og tydelig, for at de berørte ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter (80). I forbindelse med strafbare handlinger og straffe konkretiseres det af legalitetsprincippet (nullum crimen, nulla poena sine lege, »ingen forbrydelse, ingen straf uden lov«), som især er nedfældet i artikel 7, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) (81). Det følger af dette princip, at loven klart skal definere de strafbare handlinger og den straf, de medfører. Denne betingelse er opfyldt, når borgerne ud fra den relevante bestemmelses ordlyd og om fornødent, ved hjælp af retternes fortolkning heraf, kan vide, hvilke handlinger og undladelser der medfører strafansvar (82).

144. Direktiv 2005/35 behøver imidlertid ikke opfylde dette kriterium, da det som direktiv ikke kan indeholde umiddelbart anvendelige straffenormer (83). Disse skal derimod udstedes af medlemsstaterne. I det omfang bestemmelserne i direktivet ikke er tilstrækkeligt præcise til at leve op til legalitetskravet, påhviler det den nationale lovgiver at afhjælpe dette ved gennemførelsen under hensyntagen til realiteterne i den nationale retsorden (84). Dermed rejses der ikke tvivl om direktivets gyldighed, men højst om dets harmoniserende virkning.

145. Men selv om man anvendte legalitetsprincippet på direktivbestemmelser, som ikke er umiddelbart anvendelige, ville artikel 4 i direktiv 2005/35 opfylde dets krav. Artikel 4 kræver, at ansvarskriteriet grov uagtsomhed fastsættes for og anvendes på søterritoriet. Det er ikke blevet bestridt, at i hvert fald uagtsomhed er et kendt begreb i retssystemerne og også kan medføre strafansvar. Det afgørende er den tilsidesættelse af agtsomhedskravet, som også sagsøgerne har fremhævet. Som Domstolen har formuleret det med hensyn til åbenbar forsømmelighed, skal agtsomhedskravet begrundes dobbelt, nemlig på den ene side ud fra et objektivt kriterium, der gælder for alle personer i den berørte gruppe, og på den anden side ud fra det, der subjektivt set kan forventes af den erhvervsdrivende, især ud fra hans erfaring (85).

146. Når det drejer sig om søtransport, især om transport af farlige stoffer, kræver det bestemt stor forsigtighed, når der indføres sådanne agtsomhedskrav. Principielt accepterer samfundet nemlig de risici, der er forbundet med lovlig skibsdrift. Hvis der altså ikke udtrykkeligt er nedfældet agtsomhedskrav i særlige regler, skal de være anerkendt med størst mulig enighed i de berørte erhvervskredse (lege artis), før de kan få strafferetlig karakter. Dette gælder i særlig grad inden for rammerne af artikel 4 i direktiv 2005/35, da ansvarskriteriet grov uagtsomhed, som anvendes der, forudsætter en alvorligere pligtforsømmelse end simpel uagtsomhed.

147. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at kaste et blik på direktivet for at identificere de agtsomhedskrav, der skal opfyldes. Men dette er heller ikke nødvendigt for at opfylde kravet om forudseelighed. Betydningen af dette begreb afhænger i vidt omfang af indholdet af de relevante bestemmelser, af det område, de omfatter, samt af antallet af deres adressater og disses karakter. Forudseeligheden hindres ikke af, at den pågældende person er tvunget til søge faglig bistand med henblik på i et efter sagens omstændigheder rimeligt omfang at kunne vurdere de følger, en bestemt handling vil kunne have. Dette gælder særlig for erhvervsdrivende, som f.eks. dem, der er aktive inden for professionel skibsfart, der er vant til at måtte udvise stor forsigtighed ved udøvelsen af deres erhverv. Det kan derfor af disse forventes, at de udviser særlig omhu ved vurderingen af de risici, som erhvervet indebærer (86).

148. Ganske vist må man så lægge til grund, at det i sidste konsekvens kun er domstole, der nøjagtigt kan afgrænse agtsomhedskrav, men dette kan godt forenes med EMRK’s artikel 7. Denne bestemmelse kan ikke fortolkes således, at den forbyder en gradvis klarlægning af reglerne om strafansvar, herunder en videreudvikling af strafferetten ved, at domstolene fortolker reglerne fra sag til sag, forudsat at udviklingen fører til resultater, der er forenelige med karakteren af den strafbare handling, og er tilstrækkeligt forudseelig (87). Jeg kender ikke noget tilfælde, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anfægtet anvendelsen af begreberne uagtsomhed og grov uagtsomhed.

149. Det kan i øvrigt forventes af søfarende, at de ikke lægger deres adfærd an på at gå til grænsen af, hvad der er strafferetligt tilladt, men at de snarere udviser større omhu, end de er strafferetligt forpligtet til. Herfor taler også de risici, der er forbundet med søfart, og som er blevet fremhævet under retsmødet, risici for liv og legeme, skibet og den fragt, det har fået betroet. Desuden består der i hvert fald ved olieforureningsskader betydelige, vidtgående risici for at pådrage sig et privatretligt objektivt ansvar på grundlag af den internationale konvention om det privatretlige ansvar for skader ved olieforurening (88).

150. For så vidt som den forelæggende ret frygter en uensartet gennemførelse og anvendelse i medlemsstaterne, skal der først mindes om, at medlemsstaterne i henhold til artikel 1, stk. 2, i direktiv 2005/35 frit kan udstede strengere bestemmelser i overensstemmelse med folkeretten. Direktivet fastlægger således ikke nogen endelig, ensartet norm, men stiller kun minimumskrav, som efter deres natur ikke skal gennemføres på ensartet måde i medlemsstaterne.

151. I øvrigt bidrager den foreliggende sag allerede til at præcisere begrebet grov uagtsomhed i artikel 4 i direktiv 2005/35. Hvis Domstolen følger den fortolkning, der er givet udtryk for her, bliver det især tydeliggjort, at dette begreb kan have en anden betydning på søterritoriet end på andre områder af havet, hvor begrebet skal fortolkes i overensstemmelse med Marpol 73/78.

152. Medlemsstaternes retter kan i henhold til artikel 234 EF anmode Domstolen om en afgørelse, hvis de er yderligere i tvivl. Under visse omstændigheder er retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres, endda forpligtet hertil, for eksempel hvis medlemsstaternes højere retsinstanser afviger fra hinanden i deres retspraksis (89).

153. Denne retlige sikring af en ensartet gennemførelse og anvendelse af direktiv 2005/35 suppleres af Kommissionens pligt i henhold til artikel 211 EF til at påse, at den afledte ret overholdes, og om nødvendigt at indlede en traktatbrudsprocedure i henhold til artikel 226 EF.

154. Endelig underbygger heller ikke det argument, som sagsøgerne og Grækenland har fremført om et muligt misbrug af ansvarspådragelse for grov uagtsomhed ved alvorlige uheld, at der er tale om en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet eller af princippet om strafferettens lovmæssighed. Et misbrug kan aldrig udelukkes fuldstændigt. Navnlig viser de nylige eksempler, der er anført som støtte herfor, at det ikke er nødvendigt med direktiv 2005/35 for at underkaste søfarende en retsforfølgning, som de opfatter som overdreven.

155. For så vidt som sagsøgerne har gjort manglende begrundelse gældende, behøves der ikke nogen undersøgelse, idet allerede den forelæggende ret har afvist denne tvivl (90). Da direktiv 2005/35 er en almengyldig retsakt, og begrundelsen derfor kan begrænses til at angive de samlede omstændigheder, der har ført til dets vedtagelse, og de generelle mål, det forfølger (91), synes det også her temmelig fjerntliggende, at der skulle foreligge mangel på begrundelse.

156. Således har heller ikke gennemgangen af det fjerde spørgsmål frembragt noget, der kan rejse tvivl om gyldigheden af bestemmelser i direktiv 2005/35.

V –    Forslag til afgørelse

157. Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare anmodningen om en præjudiciel afgørelse således:

»Gennemgangen af de forelagte spørgsmål har intet frembragt, der er til hinder for gyldigheden af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF af 7. september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser.«

1 – Originalsprog: tysk.

2 – EUT L 255, s. 11.

3 – FN’s tredje havretskonference, Official Documents, bd. XVII, 1984, Doc. A/Conf.62/122, s. 157-231.

4 – Rådets afgørelse 98/392/EF af 23.3.1998 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af de Forenede Nationers havretskonvention af 10.12.1982 og af aftalen af 28.7.1994 vedrørende anvendelsen af kapitel XI i denne konvention, EFT L 179, s. 1.

5 – Recueil des traités des Nations unies/UN Treaty Series, bd. 1341, nr. 22484.

6 – Ifølge IMO’s angivelser, http://www.imo.org/Conventions/mainframe.asp?topic_id=248, besøgt den 2.5.2007. Bilag VI er endnu ikke ratificeret af Østrig, Tjekkiet, Irland, Ungarn, Malta, Portugal og Slovakiet, desuden har Malta heller ikke ratificeret bilag IV.

7 – Bilaget blev suppleret og omstruktureret ved resolution MEPC.117(52) af 15.10.2004, som har været gældende siden 1.1.2007. Regel 9, 10 og 11, der diskuteres i den foreliggende sag, forblev uændrede hvad indholdet angår, men står nu i regel 15, 34 og 4. For nemheds skyld anvendes den tidligere nummerering.

8 –      De retsgyldige sprogudgaver anvender følgende betegnelser: engelsk: recklessly (hensynsløst, tankeløst, dumdristigt), fransk: témérairement (dumdristigt, frækt), spansk: imprudencia temeraria (dumdristig uforsigtighed eller tankeløshed) samt russisk: самонадеянно (uforskammet, overlegent, frækt). Den officielle tyske oversættelse af Marpol-konventionen, bilag til Bundesgesetzblatt 1996, II, s. 18, men også gengivelsen af de tilsvarende bestemmelser i Marpol i tillægget til direktivet oversætter efter min mening dette fejlagtigt med »fahrlässig« (uagtsomt). Oversættelsen »leichtfertig« (hensynsløst) forekommer mig rigtigere, som det f.eks. skete i den enslydende artikel 25 i Warszawakonventionen af 12.10.1929 om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring (første aftale om ensartede regler inden for privat luftfart) (Reichsgesetzblatt 1933, II, s. 1039), som affattet i protokollen undertegnet i Haag den 28.9.1955 om ændring af konventionen angående indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring (Bundesgesetzblatt 1958 II, s. 292) og artikel 4 i konventionen om ansvarsbegrænsning ved søtransport, udfærdiget i London den 19.11.1976 (Bundesgesetzblatt 1986 II,s. 786). Jf. også § 435 i den tyske Handelsgesetzbuch.

9 – Bilaget blev suppleret og omstruktureret ved resolution MEPC.118(52) af 15.10.2004, som har været gældende siden den 1.1.2007. Regel 6, som diskuteres i den foreliggende sag, hedder nu regel 3 og begrunder en undtagelse fra alle de krav, der stilles til en udtømning af de stoffer, der er omfattet af bilag II. For klarheds skyld anvendes her den tidligere version og nummerering.

10 –      Se fodnote 8.

11 – Dom af 10.12.2002, sag C-491/01, British American Tobacco (Investments) og Imperial Tobacco, Sml. I, s. 11453.

12 – Dom af 13.7.2006, forenede sager C-295/04 − C-298/04, Manfredi m.fl., Sml. I, s. 6619, præmis 27.

13 – Jf. f.eks. dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 61, og af 10.1.2006, sag C-344/04, IATA og ELFAA, Sml. I, s. 403, præmis 24.

14 – Se Bosman-dommen, præmis 59, og IATA og ELFAA-dommen, præmis 24, begge nævnt i fodnote 13.

15 – IATA og ELFAA-dommen, nævnt i fodnote 13, præmis 24.

16 – Nævnt i fodnote 11.

17 – Dom af 30.5.2006, sag C-459/03, Kommissionen mod Irland, MOX-Plant, Sml. I, s. 4635, præmis 83.

18 – Jf. dom af 11.9.2007, sag C-431/05, Merck Genéricos – Produtos Farmacêuticos, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 33.

19 – Dommen i sagen Kommissionen mod Irland, MOX-Plant, nævnt i fodnote 17, præmis 108.

20 – Dom af 14.7.1994, sag C-379/92, Peralta, Sml. I, s. 3453, præmis 16.

21 – Dom af 9.10.2001, sag C-377/98, Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 7079, præmis 52.

22 – Dom af 24.11.1992, sag C-286/90, Sml. I, s. 6019.

23 – Dommen i sagen Poulsen og Diva Navigation, nævnt i fodnote 22, præmis 9 f. Se vedrørende forpligtelsen til at respektere den folkeretlige sædvaneret også dom af 16.6.1998, sag C-162/96, Racke, Sml. I, s. 3655, præmis 45.

24 – Peralta-dommen, nævnt i fodnote 20.

25 – Dom af 12.12.1972, forenede sager 21/72-24/72, International Fruit Company m.fl., Sml. 1972, s. 295, org.ref.: Rec. s. 1219, præmis 10 ff.

26 – Jf. generaladvokat Mazáks forslag til afgørelse af 28.6.2007, dom af 23.10.2007, sag C-440/05, Kommissionen mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, punkt 65.

27 – Jf. dom af 31.3.1971, sag 22/70, Kommissionen mod Rådet, AETR, Sml. 1971, s. 41, org.ref. : Rec. s. 263, præmis 17 f., og Domstolens udtalelse 1/03 af 7.2.2006, Lugano-konventionen, Sml. I, s. 1145, præmis 114 ff.

28 – Nævnt i fodnote 20.

29 – Dommen i sagen Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, nævnt i fodnote 21, præmis 52.

30 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6.7.1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser, EFT L 213, s. 13.

31 – Se niende betragtning til direktiv 98/44.

32 – Dommen i sagen Kommissionen mod Irland, nævnt i fodnote 17, præmis 82; se også IATA og ELFAA-dommen, nævnt i fodnote 13, præmis 36, samt Merck-dommen, nævnt i fodnote 18, præmis 31.

33 – Dom af 10.9.1996, sag C-61/94, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3989, præmis 52, af 1.4.2004, sag C-286/02, Bellio F.lli, Sml. I, s. 3465, præmis 33, og IATA og ELFAA-dommen, nævnt i fodnote 13, præmis 35.

34 – Dom af 30.9.1987, sag 12/86, Demirel, Sml. s. 3719, præmis 14, Racke-dommen, nævnt i fodnote 23, præmis 31, samt IATA og ELFAA-dommen, nævnt i fodnote 13, præmis 39.

35 – Dommen i sagen Poulsen og Diva Navigation, nævnt i fodnote 22, præmis 13 og 15.

36 – Dommen i sagen Poulsen og Diva Navigation, nævnt i fodnote 22, præmis 25.

37 – Dom af 28.4.2005, sag C-410/03, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 3507, præmis 53 f.

38 – Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17.5.1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter − Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag – EFT L 145, s. 1, som ændret ved Rådets direktiv 2002/93/EF af 3.12.2002, EFT L 331, s. 27.

39 – Dom af 29.3.2007, sag C-111/05, Aktiebolaget NN, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 57 ff.

40 – Dom af 26.10.1982, sag 104/81, Kupferberg, Sml. s. 3641, præmis 18.

41 – Jf. Kupferberg-dommen, nævnt i fodnote 40, præmis 20, om særlige institutionelle rammer for opfyldelse af en aftale.

42 – Dommen i sagen Aktiebolaget NN, nævnt i fodnote 39, præmis 59.

43 – Imidlertid udnyttes denne kompetence åbenbart endnu ikke eller kun sjældent i staternes praksis, og det synes omstridt, om den anerkendes som folkeretlig sædvaneret. For anerkendelsen er Patricia Birnie og Alan Boyle, International Law & the Environment, 2. oplag, Oxford 2002, s. 376, lige så Farkhanda Zia-Mansoor, »International Regime and the EU Developments for Preventing and Controlling Vessel-Source Oil Pollution«, European Environmental Law Review 2005, s. 165 (170), og Alan Khee-Jin Tan, Vessel-Source Marine Pollution, Cambridge, 2006, s. 221.

44 – Jf. dommen i sagen Aktiebolaget NN, nævnt i fodnote 39, præmis 59.

45 – Se f.eks. dom af 14.12.2004, sag C-210/03, Swedish Match, Sml. I, s. 11893, præmis 27 ff., og af 6.12.2005, forenede sager C-453/03, C-11/04, C-12/04 og C-194/04, ABNA m.fl., Sml. I, s. 10423, præmis 52 ff.

46 – Nævnt i fodnote 22, præmis 25.

47 – Naturligvis kan regler også retfærdiggøres af andre internationale standarder. I den foreliggende sag er det imidlertid kun Marpol 73/78, der er relevant.

48 – I den tyske udgave er denne bestemmelse ufuldstændig og knap nok forståelig, da første linje af definitionen mangler.

49 – I den tyske udgave af direktivet fejlagtigt betegnet som betragtning 14, idet den rigtige betragtning 14 om komitologi mangler i den tyske udgave.

50 – Dommen i sagen International Fruit Company, nævnt i fodnote 25, præmis 21 ff., dom af 16.3.1983, sag 266/81, SIOT, Sml. s. 731, præmis 28, af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 4973, præmis 109, af 23.11.1999, sag C-149/96, Portugal mod Rådet, Sml. I, s. 8395, præmis 47), af 12.3.2002, forenede sager C-27/00 og C-122/00, Omega Air m.fl., Sml. I, s. 2569, præmis 93, af 9.1.2003, sag C-76/00 P, Petrotub og Republica mod Rådet, Sml. I, s. 79, præmis 53, af 30.9.2003, sag C-93/02 P, Biret International mod Rådet, Sml. I, s. 10497, præmis 52, af 1.3.2005, sag C-377/02, Van Parys, Sml. I, s. 1465, præmis 39, og af 27.9.2007, sag C-351/04, Ikea Wholesale, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 29.

51 – Dom af 22.6.1989, sag 70/87, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 1781, præmis 19 ff., af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Rådet, Sml. I, s. 2069, præmis 31, samt de i fodnote 50 nævnte domme i sagerne Tyskland mod Rådet, præmis 111, Portugal mod Rådet, præmis 49, samt Biret International-dommen, præmis 53, og Van Parys-dommen, præmis 40.

52 – Dommen i sagen International Fruit Company, nævnt i fodnote 25, præmis 10/13 ff. I dag fremgår forpligtelsen af artikel 300, stk. 7, EF, eftersom Fællesskabet har tiltrådt WTO-aftalerne.

53 – Dommen i sagen Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, nævnt i fodnote 21, præmis 61 f.

54 – Dommen i sagen Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, nævnt i fodnote 21, præmis 51 f.

55 – Dommen i sagen Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, nævnt i fodnote 21, præmis 55 f. Jf. artikel 1, stk. 2, i direktiv 98/44.

56 – Dommen i sagen Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, nævnt i fodnote 21, præmis 51 f.

57 – Dom af 4.7.2000, sag C-84/98, Kommissionen mod Portugal, Sml. I, s. 5215, præmis 58.

58 – Dom af 5.11.2002, sag C-466/98, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (open skies), Sml. I, s. 9427, præmis 26 f. Dette gælder i hvert fald, hvis Fællesskabet allerede besad de pågældende beføjelser ved indgåelsen af aftalen.

59 – Den tyske udgave findes i Bundesgesetzblatt 1975 II, s. 305.

60 – Protokollen er optrykt i EUT 2004 L 78, s. 32. En fuldstændig version af konventionen findes f.eks. i http://www.iopcfunds.org/npdf/Conventions%20English.pdf

61 – Se ovenfor, punkt 60 ff.

62 – Græsk: αμέλεια, maltesisk: b’mod imprudenti, portugisisk: com mera culpa.

63 – Se f.eks. dom af 12.11.1969, sag 29/69, Stauder, Sml. 1969 s. 107, org.ref.: Rec. s. 419, præmis 3, af 23.11.2006, sag C-300/05, ZVK, Sml. I, s. 11169, præmis 16, og af 14.6.2007, sag C-56/06, Euro Tex, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 27.

64 – Dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, nævnt i fodnote 33, præmis 52, dom af 14.7.1998, sag C-341/95, Bettati, Sml. I, s. 4355, præmis 20, dommen i sagen Bellio F.lli, nævnt i fodnote 33, præmis 33, og dom af 7.12.2006, sag C-306/05, SGAE, Sml. I, s. 11519, præmis 35.

65 – Dette udelukker imidlertid ikke, at gerningsmandens viden kan udledes af objektive omstændigheder, som gør det muligt at slutte, at han var sig risiciene bevidst.

66 – Generaladvokat Légers forslag til afgørelse af 11.10.2005, dom af 13.6.2006, sag C-173/03, Traghetti del Mediterraneo, Sml. I, s. 5177, punkt 100.

67 – Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, EFT L 302, s. 1.

68 – Dom af 11.11.1999, sag C-48/98, Söhl & Söhlke, Sml. I, s. 7877, præmis 56.

69 – Se anvendelsen heraf i dom af 13.3.2003, sag C-156/00, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 2527, præmis 99.

70 – Med hensyn til søterritoriet viser dette sig i begrundelsen for den fælles holdning (EF) nr. 3/2005 vedtaget af Rådet den 7.10.2004 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/…/EF af … om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser, EUT 2005 C 25 E, s. 29 (s. 39).

71 – Dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, nævnt i fodnote 33, præmis 52, og i sagen Bellio F.lli, nævnt i fodnote 33, præmis 33.

72 – Jf. dom af 16.6.2005, sag C-105/03, Pupino, Sml. I, s. 5285, præmis 44 og 47, vedrørende en fortolkning, der er i overensstemmelse med en rammeafgørelse, og af 4.7.2006, sag C-212/04, Adeneler m.fl., Sml. I, s. 6057, præmis 110, vedrørende en fortolkning, der er i overensstemmelse med et direktiv.

73 – Vedrørende en restriktiv fortolkning, der er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, jf. dom af 27.6.2006, sag C-540/03, Parlamentet mod Rådet (Familiesammenføring), Sml. I, s. 5769, især præmis 97 ff.

74 – Wolfram Gass, i: Ebenroth/Boujong/Joost, Handelsgesetzbuch, 1. oplag 2001, § 435, punkt 5.

75 – Se ovenfor, punkt 103 ff.

76 – Se ovenfor, punkt 37 ff.

77 – Se ovenfor, punkt 71 ff.

78 – Således også Tan, nævnt i fodnote 43, s. 184 ff.

79 – Det var strengere krav til skibe og deres besætning, og ikke et strengere ansvarskriterum, det drejede sig om i et af sagsøgerne nævnt fælles skriftligt indlæg fra forskellige medlemsstater til brug ved en retssag for den amerikanske Supreme Court (bilag 16 til sagsøgernes processkrift). Denne sag handlede om strengere bestemmelser i forbundsstaten Washington (se Petition for a Writ of Certiorari fra De Forenede Stater i sag nr. 98-1701, United States of America v. Gary Locke et al., http://www.usdoj.gov/osg/briefs/1998/2pet/7pet/98-1701.pet.aa.pdf, s. 9). Men dette processkrifts betoning af nødvendigheden af at have ensartede standarder for skibe og besætninger strider ikke mod, at man går ind for strengere ansvarsnormer.

80 – Dom af 9.7.1981, sag 169/80, Gondrand Frères og Garancini, Sml. s. 1931, præmis 17, af 13.2.1996, sag C-143/93, Van Es Douane Agenten, Sml. I, s. 431, præmis 27, af 14.4.2005, sag C-110/03, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2801, præmis 30, samt IATA og ELFAA-dommen, nævnt i fodnote 13, præmis 68.

81 – Jf. også dom af 3.5.2007, sag C-303/05, Advocaten voor de Wereld, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 49, med henvisning til dom af 12.12.1996, forenede sager C-74/95 og C-129/95, X, Sml. I, s. 6609, præmis 25, og af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 215-219.

82 – Dommen i sagen Advocaten voor de Wereld, nævnt i fodnote 81, præmis 50, med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 22.6.2000, Coëme m.fl. mod Belgien, Reports of Judgments and Decisions, 2000-VII, s. 1, præmis 145. Se også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 29.3.2006, Achour mod Frankrig, præmis 41, og af 15.11.1996, Cantoni mod Frankrig, Reports of Judgments and Decisions, 1996-V, s. 1627, præmis 29.

83 – Jf. herom X-dommen, nævnt i fodnote 81, præmis 24 f., med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 25.5.1993, Kokkinakis, serie A, nr. 260-A, præmis 52, og af 22.11.1995, S.W. mod Det Forenede Kongerige og C. R. mod Det Forenede Kongerige, serie A, nr. 335-B, præmis 35, og nr. 335-C, præmis 33. Jf. også Domstolens dom af 10.7.1984, sag 63/83, Kirk, Sml. s. 2689, præmis 22, af 8.10.1987, sag 80/86, Kolpinghuis Nijmegen, Sml. s. 3969, præmis 13, af 26.9.1996, sag C-168/95, Arcaro, Sml. I, s. 4705, præmis 42, af 7.1.2004, sag C-60/02, straffesag mod X, Sml. I, s. 651, præmis 61 ff., og dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 81, præmis 221. Se herom også mere detaljeret mit forslag til afgørelse af 10.6.2004, dom af 11.11.2004, sag C-457/02, Niselli, Sml. I, s. 10853, punkt 53 ff., og af 14.10.2004, dom af 3.5.2005, forenede sager C-387/02, C-391/02 og C-403/02, Berlusconi m.fl., Sml. I, s. 3565, punkt 140 ff.

84 – Således ville det være nærliggende direkte at anvende formuleringen fra Marpol 73/78 vedrørende ansvarspådragelse uden for søterritoriet i stedet for den misforståelige affattelse af artikel 4 i direktiv 2005/35.

85 – Se ovenfor, punkt 103.

86 – Dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 81, præmis 219, med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Cantoni-sagen, nævnt i fodnote 82, præmis 35.

87 – Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen S.W., nævnt i fodnote 83, præmis 34, af 22.3.2001, Streletz, Keßler og Krenz mod Tyskland, Reports of Judgments and Decisions, 2001-II, præmis 50, samt af 30.3.2004, Radio France m.fl. mod Frankrig, Reports of Judgments and Decisions, 2004-II, præmis 20.

88 – Se ovenfor, punkt 91.

89 – Dom af 15.9.2005, sag C-495/03, Intermodal Transports, Sml. I, s. 8151, præmis 38 f. med yderligere henvisninger.

90 – Dom af 11.11.1997, sag C-408/95, Eurotunnel m.fl., Sml. I, s. 6315, præmis 33 f.

91 – IATA og ELFAA-dommen, nævnt i fodnote 13, præmis 67.