Sag T-631/19
Bundesnetzagentur für Elektrizität, Gas, Telekommunikation, Post und Eisenbahnen (BNetzA)
mod
Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder
Rettens dom (Anden Udvidede Afdeling) af 7. september 2022
»Energi – indre marked for elektricitet – forordning (EU) 2019/942 – afgørelse truffet af ACER’s klagenævn – annullationssøgsmål – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål – afvisning – ACER’s kompetence – artikel 8 i forordning (EF) nr. 713/2009 – artikel 6, stk. 10, i forordning 2019/942 – artikel 9, stk. 12, i forordning (EU) 2015/1222 – anvendelig ret – forordning (EU) 2019/943«
1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – afgørelse truffet af agenturet for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder (ACER) om en fælles regional metode til beregning af day-ahead- og intraday-kapacitet i elektricitetssektoren – retsakt om oprettelse af ACER, der fastsætter en procedure for intern klage over ACER’s afgørelse – søgsmål med påstand om annullation af ACER’s afgørelse, uden at den interne klageprocedure er udtømt – afvisning – grænser – anbringender anført til anfægtelse af begrundelsen i ACER’s afgørelse, som blev bekræftet ved afgørelsen, der blev vedtaget, efter at den interne klageprocedure var udtømt – relevante anbringender
(Art. 263, stk. 5, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/942, 34. betragtning og art. 28, stk. 1, og art. 29)
(jf. præmis 20 og 24-28)
2. Den Europæiske Unions agenturer – agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder (ACER) – beføjelser – omfang – endelig vedtagelse af en fælles regional metode til beregning af day-ahead- og intraday-kapacitet i elektricitetssektoren, hvor de nationale regulerende myndigheder ikke er nået til enighed om en sådan metode – omfattet – omfang – kompetence ikke begrænset til de punkter alene, hvorom de nævnte myndigheder er uenige
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 713/2009, art. 8, og forordning 2019/942, art. 6, stk. 10; Kommissionens forordning 2015/1222, art. 9, stk. 12)
(jf. præmis 39, 43-54 og 61)
3. Institutionernes retsakter – anvendelse ratione temporis – umiddelbar anvendelse af den nye regel på fremtidige virkninger af en situation, der er opstået, mens den tidligere regel var gældende
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/943, art. 14-16)
(jf. præmis 78-86)
Resumé
Den 24. juli 2015 vedtog Europa-Kommissionen forordning 2015/1222 om fastsættelse af retningslinjer for kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger (1) i elektricitetssektoren. Denne forordning opstiller en række krav vedrørende tildeling af kapacitet på tværs af budområder og håndtering af kapacitetsbegrænsninger på day-ahead- og intraday-markedet, bl.a. fastsættelsen af en fælles koordineret kapacitetsberegningsmetode (herefter »KBM«) for hver af kapacitetsberegningsregionerne (herefter »KBR«) (2).
I overensstemmelse med denne forordning (3) forelagde transmissionssystemoperatørerne i KBR Core (4) de nationale regulerende myndigheder i denne region to forslag til godkendelse vedrørende henholdsvis det regionale udkast til day-ahead-KBM og det regionale udkast til intraday-KBM, idet de to forslag var blevet ændret efter anmodning fra de nævnte myndigheder.
Da de regulerende myndigheder ikke havde opnået enstemmighed om godkendelsen af de to ændrede forslag, vedtog Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) i henhold til samme forordning (5) en afgørelse vedrørende day-ahead- og intraday-KBM’erne for KBR Core (herefter »den oprindelige afgørelse«).
I sin egenskab af national regulerende myndighed i Forbundsrepublikken Tyskland påklagede sagsøgeren, Bundesnetzagentur für Elektrizität, Gas, Telekommunikation, Post und Eisenbahnen (BNetzA) (6), den oprindelige afgørelse til ACER’s klagenævn (herefter »klagenævnet«). Efter at sagsøgerens klage var blevet afvist, anlagde denne sag ved Retten med principal påstand om annullation af visse bestemmelser i den oprindelige afgørelse og klagenævnets afgørelse og med subsidiær påstand om annullation af disse to afgørelser i deres helhed.
I sin dom afviste Rettens Anden Udvidede Afdeling søgsmålet, for så vidt som det var rettet mod den oprindelige afgørelse, og annullerer klagenævnets afgørelse om afvisning af klagen. I denne forbindelse præciserede Retten dels omfanget af ACER’s kompetence i forhold til de nationale regulerende myndigheders kompetence i forbindelse med vedtagelsen af de regionale KBM’er, dels de materielle regler, der finder anvendelse i den foreliggende sag.
Rettens bemærkninger
Indledningsvis afviste Retten sagsøgerens annullationssøgsmål, for så vidt som det var rettet mod den oprindelige afgørelse. Den bemærkede i denne henseende, at et annullationssøgsmål, der er anlagt af fysiske eller juridiske personer med henblik på prøvelse af retsakter vedtaget af ACER, som skal have retsvirkning for dem, skal undersøges på baggrund af de særlige betingelser og vilkår, som er fastsat i retsakten om oprettelse af dette agentur, dvs. forordning 2019/942 (7). I henhold til denne forordning kan et søgsmål med påstand om annullation af en afgørelse truffet af ACER, efter at denne afgørelse er blevet påklaget internt, kun anses for at kunne antages til realitetsbehandling, hvis den er rettet mod klagenævnets afgørelse om afvisning af denne interne klage eller, i givet fald, om bekræftelse af den oprindelige afgørelse (8). For så vidt som klagenævnets afgørelse er baseret på grundene i den oprindelige afgørelse eller endog bekræfter disse grunde, skal de anbringender og argumenter, der er rettet mod de samme grunde, følgelig anses for at være fuldt ud relevante med henblik på at efterprøve lovligheden af klagenævnets afgørelse.
Efter at have fastslået ovenstående fortsatte Retten i overensstemmelse hermed sin behandling af sagens realitet. Den undersøgte for det første, hvorvidt klagenævnet begik en retlig fejl ved at undlade at fastslå, at ACER med vedtagelsen af den oprindelige afgørelse overskred grænserne for sin kompetence. Med henblik herpå efterprøvede den, om bestemmelserne i forordning 2019/942 (9) og forordning 2015/1222 (10), der var i kraft og fandt anvendelse på den dato, hvor klagenævnet vedtog sin afgørelse, bemyndigede ACER til endeligt at vedtage day-ahead- og intraday-KBM’erne for KBR Core. I henhold til disse bestemmelser har ACER således kompetence til at træffe konkrete afgørelser om reguleringsmæssige spørgsmål eller problemer, der påvirker den grænseoverskridende handel eller grænseoverskridende systemsikkerhed, såsom vedtagelsen af day-ahead- og intraday-KBM’er for hver KBR, når de kompetente nationale regulerende myndigheder ikke er nået til enighed, som det er tilfældet i den foreliggende sag. I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, fremgår det således ikke af de nævnte bestemmelser, at ACER’s kompetence er begrænset til de punkter, hvorom de pågældende myndigheder er uenige. Derimod anses de reguleringsmæssige spørgsmål eller problemer, der oprindeligt henhører under de nationale regulerende myndigheders kompetence, hvorefter de kommer under ACER’s kompetenceområde (11), såfremt disse myndigheder ikke er nået til enighed, for en uadskillelig helhed, som de nationale regulerende myndigheder, og herefter ACER, skal behandle samlet, uden at der sondres mellem de punkter, hvorom der er enighed, og dem, hvorom der er uenighed.
Denne ordlydsfortolkning understøttes af den sammenhæng, hvori disse bestemmelser indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som de udgør en del af. I denne forbindelse fremgår det af begrundelserne til forslagene til henholdsvis forordning 2019/942 og forordning nr. 713/2009 (12), som tidligere fandt anvendelse, at det var EU-lovgivers klare hensigt at gøre beslutningstagningen om grænseoverskridende anliggender mere effektiv og hurtigere med en styrkelse af ACER’s beføjelser til at træffe afgørelse i enkeltsager, samtidig med at de nationale regulerende myndigheders centrale rolle på energitilsynsområdet bevares i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Det fremgår ligeledes af præamblen til forordning 2019/942 (13), at ACER blev oprettet for at udfylde de reguleringsmæssige huller på EU-plan og for at medvirke til at sikre effektivt fungerende indre markeder for elektricitet og naturgas.
Formålet med de fortolkede bestemmelser og den sammenhæng, hvori de indgår, samt de særlige omstændigheder i den foreliggende sag bekræfter således, at ACER er bemyndiget til selv at træffe afgørelse om udarbejdelsen af regionale KBM’er, såfremt det ikke er lykkedes de regulerende myndigheder på medlemsstatsplan at træffe en afgørelse i denne henseende, uden at dette berører bevarelsen af den centrale rolle, som de nationale regulerende myndigheder har i kraft af den samstemmende udtalelse fra repræsentantskabet, hvori de er repræsenteret, og uden at ACER’s kompetence er begrænset til de konkrete aspekter, hvorom uenigheden mellem de nationale regulerende myndigheder kommer til udtryk. For så vidt som ACER er blevet tillagt egne beføjelser til at træffe afgørelser, for at agenturet uafhængigt og effektivt kan udføre sine reguleringsopgaver, er ACER ligeledes bemyndiget til at ændre transmissionssystemoperatørernes forslag for at sikre, at de er i overensstemmelse med EU’s energilovgivning, og kan ikke være bundet af eventuelle punkter, hvorom de kompetente nationale regulerende myndigheder er enige.
Retten fastslog derfor, at klagenævnet ikke begik en retlig fejl ved at undlade af fastslå, at ACER overskred grænserne for sin kompetence, da agenturet i den oprindelige afgørelse traf afgørelse om punkter i day-ahead- og intraday-KBM’erne for KBR Core, hvorom de nationale regulerende myndigheder for denne KBR var nået til enighed.
For det andet efterprøvede Retten, om klagenævnet begik en retlig fejl ved fastlæggelsen af den lovgivning, der fandt anvendelse, idet det ikke kontrollerede lovligheden af de KBM’er, der indgik i ACER’s oprindelige afgørelse, i forhold til de krav med hensyn til vedtagelsen af KBM’er, som er fastsat i artikel 14-16 i forordning 2019/943.
Retten bemærkede i denne henseende, at artikel 14-16 regulerer kapacitetsfordelingen på day-ahead- og intraday-markederne for grænseoverskridende handel med elektricitet og således fastsætter de krav, hvortil der skal tages hensyn ved vedtagelsen af day-ahead- og intraday-KBM’er. Endvidere bemærkede den, at en ny retsregel, i princippet, finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor den retsakt, hvori den er indeholdt, træder i kraft, og at den, selv om den ikke finder anvendelse på retlige situationer, der er opstået og endeligt fastlagt, mens den tidligere lov var gældende, skal anvendes på disses fremtidige virkninger og på nye retlige situationer. På den dato, hvor den oprindelige afgørelse blev vedtaget, dvs. den 21. februar 2019, var artikel 14-16 i forordning 2019/943 endnu ikke trådt i kraft og fandt heller ikke anvendelse, hvorimod disse bestemmelser – med visse begrænsninger for så vidt angår artikel 16 – var trådt i kraft og fandt anvendelse på datoen for vedtagelsen af klagenævnets afgørelse, dvs. den 11. juli 2019. Såfremt der, som i den foreliggende sag, er indgivet en klage til klagenævnet over en afgørelse truffet af ACER vedrørende day-ahead- og intraday-KBM’er, er det således klagenævnets afgørelse, som bekræfter denne afgørelse, der endeligt fastlægger ACER’s holdning til denne metode, efter at klagenævnet har foretaget en fuldstændig undersøgelse af de pågældende faktiske og retlige omstændigheder i lyset af den lovgivning, der var gældende på datoen for dets afgørelse. Eftersom artikel 14-16 i forordning 2019/943 allerede fandt anvendelse på denne dato, var klagenævnet følgelig forpligtet til at kontrollere, om de KBM’er, som ACER havde godkendt i den oprindelige afgørelse, var i overensstemmelse med de nye regler i disse artikler.
Det følger heraf, at klagenævnet ved at undlade at kontrollere lovligheden af day-ahead- og intraday-KBM’erne for KBR Core i forhold til kravene i artikel 14-16 i forordning 2019/943 begik en retlig fejl ved fastlæggelsen af den lovgivning, der fandt anvendelse på den dato, hvor de pågældende KBM’er blev endeligt vedtaget.
Følgelig blev klagenævnets afgørelse annulleret.