Language of document :

Sag anlagt den 30. november 2016 – QG mod Kommissionen

(Sag T-845/16)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: QG (Madrid, Spanien) (ved advokaterne L. Ruiz Ezquerra, R. Oncina Borrego, I. Sobrepera Millet og A. Hernández Pardo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Kommissionens afgørelse af 4. juli 2016 om statsstøtte SA.29769 (2013/C) (ex 2013/NN), som Spanien har indrømmet visse fodboldklubber, er i strid med artikel 107, stk. 1, TEUF, og artikel 108, stk. 3, TEUF, da muligheden for en konsolidering af regnskaber, der er opstået som følge af den tilladelse, som fire klubber i medfør af lov nr. 10/1990 har fået til at deltage i forskellige sportsgrene, ligesom anvendelsen af en lavere selskabsbeskatningssats, også er en statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, hvilket Kommissionen skulle have fastslået.

Følgelig annulleres/ophæves foranstaltningen, og Kongeriget Spanien pålægges at tilbagesøge den støtte, der er erklæret uforenelig med det indre marked, hos modtagerne. Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, og artikel 108, stk. 3, TEUF.

Sagsøgeren, en basketballklub, er enig i den anfægtede retsakt, for så vidt som Kommissionen deri fastslog, at den ved lov nr. 10/1990 indførte foranstaltning, som består i at yde visse fodboldklubber fortrinsbehandling inden for selskabsbeskatning gennem en lavere beskatningssats, er uforenelig med det indre marked.

Sagsøgeren er ikke desto mindre af den opfattelse, at Kommissionen burde være nået frem til den samme konklusion med hensyn til den skattemæssige fordel, som lov nr. 10/1990 også giver mulighed for, hvorved sådanne klubber tillades at deltage i forskellige sportsgrene.

Det var alene de klubber, som kunne deltage i professionelle turneringer i forskellige sportsgrene, der kunne konsolidere de regnskaber, som var forbundet med fodbold og basketball – de vigtigste sportsgrene i Europa – hvilket havde direkte virkninger for beregningen af beskatningsgrundlaget for selskabsbeskatningen. En konsolidering af regnskaberne giver således mulighed for at nedsætte de betydelige indtægter fra fodbold med de tab, som er forbundet med basketball, således at beskatningsgrundlaget for selskabsbeskatningen og den skyldige skat nedsættes væsentligt.

____________