DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
21. december 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) – forordning (EU) 2017/1939 – artikel 31 – grænseoverskridende efterforskning – retskendelse – omfanget af kontrollen – artikel 32 – fuldbyrdelse af pålagte foranstaltninger«
I sag C-281/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Oberlandesgericht Wien (den øverste regionale domstol i Wien, Østrig) ved afgørelse af 8. april 2022, indgået til Domstolen den 25. april 2022, i straffesagen mod
G.K.,
B.O.D. GmbH,
S.L.
procesdeltager:
Österreichischer Delegierter Europäischer Staatsanwalt,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling),
sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, L. Bay Larsen (refererende dommer), afdelingsformændene A. Arabadjiev, A. Prechal, K. Jürimäe, T. von Danwitz, F. Biltgen og O. Spineanu-Matei samt dommerne M. Ilešič, J.-C. Bonichot, M. Safjan, S. Rodin, D. Gratsias, M.L. Arastey Sahún og M. Gavalec,
generaladvokat: T. Ćapeta,
justitssekretær: fuldmægtig M. Krausenböck,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 27. februar 2023,
efter at der er afgivet indlæg af:
– G.K., B.O.D. GmbH og S.L. ved Rechtsanwalt W. Gappmayer,
– Österreichischer Delegierter Europäischer Staatsanwalt ved L. De Matteis, T. Gut, I. Maschl-Clausen og F.-R. Radu, som befuldmægtigede,
– den østrigske regering ved J. Schmoll, J. Herrnfeld og C. Leeb, som befuldmægtigede,
– den tyske regering ved J. Möller, P. Busche og M. Hellmann, som befuldmægtigede,
– den franske regering ved R. Bénard og A. Daniel, som befuldmægtigede,
– den nederlandske regering ved M.K. Bulterman, A. Hanje og J.M. Hoogveld, som befuldmægtigede,
– den rumænske regering ved M. Chicu, E. Gane og A. Wellman, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved J. Baquero Cruz og S. Grünheid, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 22. juni 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 31, stk. 3, første afsnit, og artikel 32 i Rådets forordning (EU) 2017/1939 af 12. oktober 2017 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«) (EUT 2017, L 283, s. 1).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag mod G.K., B.O.D. GmbH og S.L., som er tiltalt for at have importeret biodiesel til Den Europæiske Union under overtrædelse af toldlovgivningen ved afgivelse af urigtige angivelser.
Retsforskrifter
EU-retten
Rammeafgørelse 2002/584/RIA
3 Artikel 1, stk. 2, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1) bestemmer:
»Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.«
4 Rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1 og 2, fastsætter:
»1. Den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre.
2. Den fuldbyrdende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at fuldbyrde en europæisk arrestordre.«
Direktiv 2014/41/EU
5 Artikel 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/41/EU af 3. april 2014 om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager (EUT 2014, L 130, s. 1) fastsætter:
»Medlemsstaterne fuldbyrder en europæisk efterforskningskendelse på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med dette direktiv.«
6 Dette direktivs artikel 6 har følgende ordlyd:
»1. Udstedelsesmyndigheden kan kun udstede en europæisk efterforskningskendelse, når den anser det for godtgjort, at følgende betingelser er opfyldt:
a) udstedelsen af den europæiske efterforskningskendelse er nødvendig og står i et rimeligt forhold til de i artikel 4 omhandlede formål med retssagen under hensyn til den mistænktes eller tiltaltes rettigheder, og
b) der kunne være blevet udstedt kendelse om den eller de efterforskningsforanstaltninger, der er anført i den europæiske efterforskningskendelse, under samme omstændigheder i en lignende national sag.
2. Udstedelsesmyndigheden vurderer de i stk. 1 omhandlede betingelser i hver enkelt sag.
3. Når fuldbyrdelsesmyndigheden har grund til at tro, at de i stk. 1 omhandlede betingelser ikke er opfyldt, kan den høre udstedelsesmyndigheden om betydningen af at fuldbyrde den europæiske efterforskningskendelse. Efter en sådan høring kan udstedelsesmyndigheden beslutte at trække den europæiske efterforskningskendelse tilbage.«
7 Det nævnte direktivs artikel 9, stk. 1, bestemmer:
»Fuldbyrdelsesmyndigheden skal anerkende en europæisk efterforskningskendelse, der er fremsendt i overensstemmelse med dette direktiv, uden yderligere formaliteter og sikre fuldbyrdelsen på samme måde og på de samme betingelser, som hvis en myndighed i fuldbyrdelsesstaten havde anmodet om den pågældende efterforskningsforanstaltning, medmindre myndigheden beslutter at påberåbe sig en af de i dette direktiv omhandlede grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse eller en af de i dette direktiv omhandlede grunde til udsættelse.«
Forordning 2017/1939
8 Følgende fremgår af 12., 14., 20., 30., 32., 60., 72., 73., 80., 83. og 85. betragtning til direktiv 2017/1939:
»(12) Lovovertrædelser, der skader Unionens finansielle interesser kan på grund af deres omfang og virkninger, jf. nærhedsprincippet, bedst bekæmpes på EU-plan. I den nuværende situation, hvor den strafferetlige forfølgning af lovovertrædelser, der skader Unionens finansielle interesser, udelukkende påhviler EU-medlemsstaternes myndigheder, opfyldes dette mål ikke altid i tilstrækkelig grad. Målet for denne forordning, nemlig at styrke bekæmpelsen af lovovertrædelser, der skader Unionens finansielle interesser, ved at oprette EPPO, kan som følge af opsplitningen af de nationale procedurer ved retsforfølgning i forbindelse med lovovertrædelser begået mod Unionens finansielle interesser ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af EU-medlemsstaterne, men kan som følge af, at EPPO skal have kompetence til retsforfølgning af sådanne overtrædelser, bedre nås på EU-plan; Unionen kan gennemføre foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 […] TEU. […]
[…]
(14) I lyset af princippet om loyalt samarbejde bør både EPPO og de kompetente nationale myndigheder støtte og underrette hinanden med henblik på effektivt at bekæmpe kriminalitet, der henhører under EPPO’s kompetence.
[…]
(20) EPPO’s organisatoriske struktur bør gøre det muligt at træffe hurtige og effektive beslutninger ved efterforskning og retsforfølgning i forbindelse med strafbare handlinger, uanset om de involverer én eller flere medlemsstater. […]
[…]
(30) Den efterforskning, der udføres af EPPO, bør som hovedregel udføres af europæiske delegerede anklagere i medlemsstaterne. De bør gøre dette i overensstemmelse med denne forordning og, for så vidt angår spørgsmål, der ikke er omfattet af denne forordning, i overensstemmelse med national ret. […]
[…]
(32) De europæiske delegerede anklagere bør være en integreret del af EPPO, og de bør således i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af lovovertrædelser, der henhører under EPPO’s kompetenceområde, udelukkende handle på EPPO’s vegne og i dens navn på deres respektive medlemsstats område. […]
[…]
(60) Når EPPO ikke kan udøve sin kompetence i en konkret sag, fordi der er grund til antage, at den skade, der er påført eller sandsynligvis vil blive påført Unionens finansielle interesser, ikke overgår den skade, der er påført eller sandsynligvis vil blive påført et andet offer, bør EPPO ikke desto mindre have mulighed for at udøve sin kompetence, forudsat at den er bedre placeret til at efterforske eller retsforfølge end myndighederne i de(n) respektive medlemsstat(er). EPPO kan anses for at være bedre placeret, bl.a. når det ville være mere effektivt at lade EPPO efterforske og retsforfølge den pågældende strafbare handling som følge af dens tværnationale karakter og tværnationale omfang, når lovovertrædelsen omfatter en kriminel organisation, eller når en bestemt type lovovertrædelse kan udgøre en alvorlig trussel mod Unionens finansielle interesser eller EU-institutionernes omdømme og borgernes tillid til Unionen. […]
[…]
(72) I grænseoverskridende sager bør den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, kunne lade sig bistå af europæiske delegerede anklagere, når der skal foretages foranstaltninger i andre medlemsstater. I tilfælde hvor en retskendelse er påkrævet for en sådan foranstaltning, bør det angives klart, i hvilken medlemsstat kendelsen skal indhentes, men der bør under alle omstændigheder kun være én kendelse. Hvis en efterforskningsforanstaltning afvises endeligt af de judicielle myndigheder, navnlig efter at alle retsmidler er udtømt, bør den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, trække anmodningen eller forskriften tilbage.
(73) Den mulighed, der er fastsat i denne forordning, for at anvende retlige instrumenter om gensidig anerkendelse eller grænseoverskridende samarbejde bør ikke erstatte de specifikke regler om grænseoverskridende efterforskning i denne forordning. Den bør derimod supplere dem for at sikre, at en foranstaltning, hvis den er nødvendig i en grænseoverskridende efterforskning, men ikke er tilgængelig i national ret i en rent indenlandsk situation, kan anvendes i overensstemmelse med national ret til gennemførelse af det relevante instrument, når der foretages efterforskning eller retsforfølgning.
[…]
(80) Bevismateriale, der af EPPO fremlægges for domstolen, må ikke nægtes anerkendelse alene af den grund, at bevismaterialet er indsamlet i en anden medlemsstat eller i henhold til en anden medlemsstats nationale ret, forudsat at den kompetente domstol anser anerkendelsen heraf for at være i overensstemmelse med retten til en retfærdig rettergang og den mistænktes eller tiltaltes ret til et forsvar som fastsat i [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)]. Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er fastsat i artikel 6 [TEU] og i chartret, navnlig afsnit VI, i international ret og i internationale aftaler, som Unionen eller alle medlemsstaterne er part i, herunder den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende [frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950], og i medlemsstaternes forfatninger på deres respektive anvendelsesområder. […]
[…]
(83) I henhold til denne forordning skal EPPO i særdeleshed respektere retten til en upartisk domstol, retten til et forsvar og uskyldsformodningen som fastsat i chartrets artikel 47 og 48. Chartrets artikel 50, der sikrer retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange (ne bis in idem) for samme lovovertrædelse, er til hinder for, at der finder dobbelt strafforfølgning sted som følge af de straffesager, der rejses af EPPO. EPPO’s virksomhed bør således udføres under fuld overholdelse af disse rettigheder, og denne forordning bør anvendes og fortolkes i overensstemmelse hermed.
[…]
(85) Den ret til et forsvar, der er fastsat i den relevante EU-ret, såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU [af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager (EUT 2010, L 280, s. 1), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager (EUT 2012, L 142, s. 1), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen (EUT 2013, L 294, s. 1), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 65, s. 1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1919 af 26. oktober 2016 om retshjælp til mistænkte og tiltalte i straffesager og til eftersøgte i sager angående europæiske arrestordrer (EUT 2016, L 297, s. 1)] som gennemført i national ret, bør finde anvendelse på EPPO’s virksomhed. Enhver mistænkt eller tiltalt person, mod hvem EPPO indleder en efterforskning, bør nyde de rettigheder, der er fastsat i national ret, til at anmode om, at eksperter udpeges, eller at vidner afhøres, eller at bevismateriale på vegne af forsvaret på anden måde fremskaffes af EPPO.«
9 Denne forordnings artikel 1 er sålydende:
»Ved denne forordning oprettes Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«), og der fastsættes regler om funktioner.«
10 Den nævnte forordnings artikel 2, nr. 5) og 6), har følgende ordlyd:
»I denne forordning forstås ved:
[…]
5) »europæisk delegeret anklager, der behandler sagen«: en europæisk delegeret anklager, der er ansvarlig for den efterforskning og retsforfølgning, som vedkommende har indledt, som er blevet tildelt vedkommende, eller som vedkommende har overtaget ved at udøve sin ret til oplysning, jf. artikel 27
6) »bistående europæisk delegeret anklager«: en europæisk delegeret anklager, som befinder sig i en anden medlemsstat end den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, og hvor en efterforskning eller anden foranstaltning, som vedkommende har til opgave at foretage, skal gennemføres.«
11 Forordningens artikel 4 bestemmer:
»EPPO er ansvarlig for at foretage efterforskning og retsforfølgning af gerningsmænd og medvirkende til strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser […], samt til at stille dem for en domstol. I dette øjemed indleder EPPO efterforskning og forestår retsforfølgningen og fungerer som anklager ved medlemsstaternes kompetente domstole, indtil sagen er endeligt afgjort.«
12 Artikel 5, stk. 1, i forordning 2017/1939 fastsætter:
»EPPO sikrer, at dens virksomhed respekterer de rettigheder, der er fastsat i chartret.«
13 Denne forordnings artikel 8, stk. 1-4, bestemmer:
»1. EPPO er et uadskilleligt EU-organ, der fungerer som én enkelt myndighed med en decentral struktur.
2. EPPO er organiseret på centralt niveau og decentralt niveau.
3. Det centrale niveau udgøres af et centralt kontor ved EPPO’s hovedsæde. Det centrale kontor udgøres af kollegiet, de permanente afdelinger, den europæiske chefanklager, de europæiske vicechefanklagere, de europæiske anklagere og den administrerende direktør.
4. Det decentrale niveau udgøres af europæiske delegerede anklagere, der befinder sig i medlemsstaterne.«
14 Forordningens artikel 13, stk. 1, bestemmer:
»De europæiske delegerede anklagere handler på vegne af EPPO i deres respektive medlemsstater og har samme beføjelser som de nationale anklagere med hensyn til efterforskning, retsforfølgning og indbringelse af sager for domstolene, ud over og med forbehold af de specifikke beføjelser og den status, som de tildeles, og på de betingelser, der fastsættes i denne forordning.
De europæiske delegerede anklagere er ansvarlige for de efterforskninger og retsforfølgninger, som de har indledt, som er blevet tildelt dem, eller som de har overtaget ved udøvelsen af deres ret til oplysning. De europæiske delegerede anklagere følger de anvisninger og instrukser, som den permanente afdeling, som er ansvarlig for sagen, giver dem, samt instrukserne fra den tilsynsførende europæiske anklager.
[…]«
15 Samme forordnings artikel 28, stk. 1, fastsætter:
»Den europæiske delegerede anklager, der behandler en sag, kan i overensstemmelse med denne forordning og med national ret enten selv gennemføre de relevante efterforskningsforanstaltninger og andre foranstaltninger eller give de kompetente myndigheder i vedkommendes medlemsstat instrukser herom. […]«
16 Artikel 30, stk. 1, i forordning 2017/1939 bestemmer:
»I sager, hvor den lovovertrædelse, der er genstand for efterforskning, kan straffes med en maksimumsstraf på mindst fire års fængsel, sikrer medlemsstaterne, at de europæiske delegerede anklagere har ret til at foreskrive eller anmode om følgende efterforskningsforanstaltninger:
a) ransagning af lokaliteter, transportmidler og private boliger og undersøgelse af tøj og andre personlige ejendele og EDB-systemer samt eventuelle foranstaltninger, der er nødvendige for at bevare deres integritet eller undgå, at bevismateriale går tabt eller forvanskes
[…]
d) indefrysning af redskaber, der har været anvendt til at begå strafbare handlinger, eller udbytte fra strafbart forhold, herunder aktiver, som den kompetente domstol forventes at konfiskere, hvis der er grund til at antage, at ejeren af, besidderen af eller den, der har kontrol over de pågældende redskaber eller det pågældende udbytte, vil forsøge at komme en retskendelse om konfiskation i forkøbet
[…]«
17 Denne forordnings artikel 31 med overskriften »Grænseoverskridende efterforskning« har følgende ordlyd:
»1. De europæiske delegerede anklagere arbejder tæt sammen ved at bistå og regelmæssigt rådføre sig med hinanden i grænseoverskridende sager. Hvis en foranstaltning skal gennemføres i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, træffer sidstnævnte europæiske delegerede anklager afgørelse om vedtagelse af den nødvendige foranstaltning og pålægger den en europæisk delegeret anklager, der befinder sig i den medlemsstat, hvor foranstaltningen skal gennemføres.
2. Den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, kan pålægge foranstaltninger, som er tilgængelige for vedkommende i overensstemmelse med artikel 30. Begrundelse for og vedtagelse af sådanne foranstaltninger er omfattet af national ret i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste. Hvis den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, pålægger en eller flere europæiske delegerede anklagere fra en anden medlemsstat en efterforskningsforanstaltning, underretter vedkommende samtidig sin tilsynsførende europæiske anklager.
3. Hvis en retskendelse vedrørende foranstaltningen er påkrævet i henhold til national ret i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, indhenter den bistående europæiske delegerede anklager denne kendelse i overensstemmelse med national ret i den pågældende medlemsstat.
Hvis en retskendelse vedrørende den pålagte foranstaltning afvises, tilbagekalder den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, pålæggelsen.
Hvis national ret i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, imidlertid ikke kræver en sådan retskendelse, men national ret i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, kræver det, indhentes kendelsen af sidstnævnte europæiske delegerede anklager og fremsendes sammen med pålæggelsen.
4. Den bistående europæiske delegerede anklager gennemfører den pålagte foranstaltning eller giver den kompetente nationale myndighed instrukser om at gøre det.
5. Hvis den bistående europæiske delegerede anklager finder, at
[…]
c) en alternativ, men mindre indgribende foranstaltning vil føre til samme resultater som den pålagte foranstaltning […]
[…]
underretter vedkommende sin tilsynsførende europæiske anklager og rådfører sig med den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, for at løse spørgsmålet bilateralt.
6. Hvis den pålagte foranstaltning ikke findes i en rent indenlandsk situation, men vil være tilgængelig i en grænseoverskridende situation, der er omfattet af retlige instrumenter om gensidig anerkendelse eller grænseoverskridende samarbejde, kan de berørte europæiske delegerede anklagere efter aftale med de berørte tilsynsførende europæiske anklagere gøre brug af sådanne instrumenter.
7. Hvis de europæiske delegerede anklagere ikke kan løse spørgsmålet inden for syv arbejdsdage, og pålæggelsen opretholdes, henvises spørgsmålet til den kompetente permanente afdeling. Det samme gælder, hvis den pålagte foranstaltning ikke gennemføres inden for den frist, der er fastsat i pålæggelsen, eller inden for en rimelig frist.
[…]«
18 Forordningens artikel 32 med overskriften »Fuldbyrdelse af pålagte foranstaltninger« fastsætter:
»Pålagte foranstaltninger gennemføres i overensstemmelse med denne forordning og national ret i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste. Formaliteter og procedurer, der udtrykkelig er angivet af den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, skal overholdes, medmindre sådanne formaliteter og procedurer er i modstrid med de grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste.«
19 Forordningens artikel 41, stk. 1 og 2, bestemmer:
»1. EPPO’s virksomhed udføres i fuld overensstemmelse med mistænktes og tiltaltes rettigheder som fastsat i chartret, herunder retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar.
2. Enhver mistænkt eller tiltalt i en straffesag, der er rejst af EPPO, skal som minimum have proceduremæssige rettigheder som fastsat i EU-retten, herunder direktiver vedrørende mistænktes og tiltaltes rettigheder i straffesager som gennemført i national ret, såsom:
a) ret til tolke- og oversætterbistand som fastsat i direktiv [2010/64]
b) ret til information og aktindsigt som fastsat i [direktiv 2012/13]
c) ret til adgang til advokatbistand og ret til kommunikation med og underretning af en tredjemand i tilfælde af frihedsberøvelse som fastsat i direktiv [2013/48]
d) ret til ikke at udtale sig og ret til uskyldsformodning som fastsat i direktiv [2016/343]
e) ret til retshjælp som fastsat i direktiv [2016/1919].«
Østrigsk ret
20 § 11, stk. 2, i Bundesgesetz zur Durchführung der Europäischen Staatsanwaltschaft (forbundslov om gennemførelse af EPPO) bestemmer, at i forbindelse med EPPO’s grænseoverskridende efterforskning tilkommer det i tilfælde af gennemførelse af en efterforskningsforanstaltning på østrigsk område den Landesgericht (regional domstol, Østrig), hvor den kompetente anklagemyndighed er beliggende, at udstede den retskendelse, der er omhandlet i artikel 31, stk. 3, første afsnit, i forordning 2017/1939.
21 § 119, stk. 1, i Strafprozessordnung (strafferetsplejeloven) fastsætter betingelserne for foretagelse af ransagninger.
22 Strafferetsplejelovens § 120, stk. 1, bestemmer, at ransagninger skal anordnes af anklagemyndigheden på grundlag af en retskendelse, og at kriminalpolitiet uden kendelse eller tilladelse kun har beføjelse til midlertidigt at foretage ransagninger i tilfælde af overhængende fare.
Tysk ret
23 § 102 i Strafprozessordnung (strafferetsplejeloven, herefter »StPO«) har følgende ordlyd:
»En person, der mistænkes for at have begået en strafbar handling eller for at have deltaget i begåelsen heraf, for at være i besiddelse af stjålne data, medvirken, hindring for strafforfølgning eller hæleri, kan undergives ransagning af sin bolig og andre lokaliteter samt legemsundersøgelse og undersøgelse af genstande, der tilhører den pågældende, såvel med henblik på anholdelse som når der er grund til at formode, at ransagningen vil føre til opdagelse af bevismateriale.«
24 StPO’s § 105, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Ransagninger kan kun anordnes af retten og i tilfælde af overhængende fare også af anklagemyndigheden og dennes medhjælpere (§ 152 i Gerichtsverfassungsgesetz (lov om domstolenes organisation)). […]«
25 § 3, stk. 2, i Gesetz zur Ausführung der EU-Verordnung zur Errichtung der Europäischen Staatsanwaltschaft (lov om gennemførelse af EU-forordningen om oprettelse af EPPO) bestemmer:
»Hvis bestemmelserne i strafferetsplejeloven fastsætter, at der med henblik på en efterforskningsforanstaltning skal indhentes kendelse eller bekræftelse fra en ret, skal en sådan kendelse eller bekræftelse med hensyn til grænseoverskridende foranstaltninger, der i overensstemmelse med artikel 31, stk. 3, i [forordning 2017/1939] skal gennemføres i en anden medlemsstat, som deltager i oprettelsen af EPPO, kun indhentes fra en tysk ret, hvis den anden medlemsstats lovgivning ikke kræver en sådan kendelse eller bekræftelse fra en dommer.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
26 En tysk europæisk delegeret anklager indledte på vegne af EPPO en efterforskning for omfattende skattesvig og deltagelse i en kriminel organisation, der var oprettet med henblik på at begå overtrædelser af skattelovgivningen.
27 I forbindelse med denne efterforskning blev B.O.D. og selskabets direktører G.K. og S.L. retsforfulgt for at have importeret biodiesel af amerikansk oprindelse til Unionen ved gennem afgivelsen af urigtige angivelser at have overtrådt toldlovgivningen og for således at have forvoldt skade, der beløb sig til 1 295 000 EUR.
28 Den 9. november 2021 dels anordnede en østrigsk bistående europæisk delegeret anklager i forbindelse med den bistand, der blev ydet i forbindelse med denne efterforskning, i medfør af artikel 31 i forordning 2017/1939 ransagninger og beslaglæggelser både i B.O.D.s og dets moderselskabs forretningslokaler og i G.K.s og S.L.s hjem, der alle er beliggende i Østrig, dels anmodede den pågældende anklager de kompetente østrigske retter om at give tilladelse til disse foranstaltninger.
29 Efter at have opnået de ønskede kendelser pålagde denne østrigske bistående europæiske delegerede anklager den kompetente finansmyndighed at gennemføre de nævnte foranstaltninger, hvilket denne myndighed gjorde.
30 Den 1. december 2021 anlagde G.K., B.O.D. og S.L. sag til prøvelse af de østrigske retters afgørelser om tilladelse til de omhandlede foranstaltninger ved Oberlandesgericht Wien (den øverste regionale domstol i Wien, Østrig), der er den forelæggende ret.
31 G.K., B.O.D. og S.L. har for denne ret bl.a. gjort gældende, at der ikke er blevet begået nogen lovovertrædelse i Østrig, at mistanken mod dem er utilstrækkelig, at disse afgørelser fra de østrigske retter ikke er tilstrækkeligt begrundede, at de foretagne ransagninger hverken var nødvendige eller forholdsmæssige, og at deres ret til et tillidsforhold til deres advokat er blevet tilsidesat.
32 Den omhandlede østrigske bistående europæiske delegerede anklager har for den nævnte ret gjort gældende, at i overensstemmelse med den retlige ramme, der er indført ved forordning 2017/1939 for EPPO’s grænseoverskridende efterforskning, er begrundelsen for pålagte efterforskningsforanstaltninger omfattet af national ret i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, og kan kun – analogt med den ved direktiv 2014/41 indførte ordning – undersøges af denne medlemsstats myndigheder. De omhandlede lovovertrædelser er således allerede blevet undersøgt af den kompetente undersøgelsesdommer ved Amtsgericht München (byretten i München, Tyskland). De kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, kan for sit vedkommende kun undersøge formaliteterne i forbindelse med gennemførelsen af disse pålagte efterforskningsforanstaltninger.
33 Den forelæggende ret har for det første anført, at det på grundlag af ordlyden af artikel 31, stk. 3, og artikel 32 i forordning 2017/1939 er muligt at fortolke disse bestemmelser således, at hvis en pålagt efterforskningsforanstaltning kræver en retskendelse i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, skal denne foranstaltning prøves af en ret i denne medlemsstat på grundlag af samtlige de formelle og materielle bestemmelser, der er fastsat af den nævnte medlemsstat.
34 Den forelæggende ret har imidlertid fremhævet, at en sådan fortolkning vil medføre, at en sådan foranstaltning i givet fald skal gøres til genstand for en fuldstændig undersøgelse i to medlemsstater og i henhold til deres respektive nationale lovgivninger, hvilket vil indebære, at alle de dokumenter, der er nødvendige for at foretage sådanne undersøgelser, skal stilles til rådighed for den kompetente domstol i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, og i givet fald oversættes. En sådan ordning vil imidlertid udgøre en tilbagegang i forhold til den ordning, der er indført ved direktiv 2014/41, inden for rammerne af hvilken den fuldbyrdende medlemsstat kun kan efterprøve visse formelle aspekter.
35 For det andet er den forelæggende ret af den opfattelse, at en fortolkning af forordning 2017/1939 i lyset af formålet om en effektiv retsforfølgning kan medføre – i hvert fald i den situation, hvor der allerede er foretaget en domstolskontrol i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste – at den kontrol, der foretages i forbindelse med den retskendelse, der kræves i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, udelukkende vedrører visse formelle aspekter.
36 På denne baggrund har Oberlandesgericht Wien (den øverste regionale domstol i Wien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal EU-retten, navnlig artikel 31, stk. 3, første afsnit, og artikel 32 i [forordning 2017/1939,] fortolkes således, at der i forbindelse med grænseoverskridende efterforskning, såfremt det er nødvendigt med en retskendelse vedrørende en foranstaltning, som skal gennemføres i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, skal ske en vurdering af samtlige materielle forhold, såsom strafbar karakter, mistanke, nødvendighed og proportionalitet?
2) Skal der ved vurderingen tages hensyn til, om foranstaltningens lovlighed allerede er blevet prøvet af en ret i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, i henhold til denne medlemsstats lovgivning?
3) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, eller det andet spørgsmål besvares bekræftende, i hvilket omfang skal der da ske en domstolsprøvelse i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste?«
37 Ved skrivelse af 10. januar 2023 har Domstolens Justitskontor fremsendt den forelæggende ret en anmodning om uddybende oplysninger. Som svar på denne anmodning har den forelæggende ret anført, at G.K., B.O.D. og S.L. er nævnt i kendelsen truffet af Amtsgericht München (byretten i München) den 2. september 2021 om kendelse til foretagelse af ransagninger i Tyskland, uden at begrundelsen for eventuelle ransagninger i B.O.D.s forretningslokaler og G.K.s og S.L.s bopæl i Østrig er blevet undersøgt.
De præjudicielle spørgsmål
38 Med de tre spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 31 og 32 i forordning 2017/1939 skal fortolkes således, at den kontrol, der foretages i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, hvis en pålagt efterforskningsforanstaltning kræver en retskendelse i henhold til denne medlemsstats lovgivning, kan vedrøre såvel forhold vedrørende begrundelsen for og vedtagelsen af denne foranstaltning som forhold vedrørende dens gennemførelse. Den forelæggende ret er i denne sammenhæng i tvivl om, hvilken betydning den retslige kontrol af den nævnte foranstaltning, som forinden er blevet foretaget i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, har for omfanget af kontrollen af denne samme foranstaltning i henhold til denne retskendelse i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste.
39 Indledningsvis bemærkes, at forordning 2017/1939 i overensstemmelse med forordningens artikel 1 har til formål at oprette EPPO og fastsætte regler om funktioner.
40 Denne forordnings artikel 4 præciserer, at EPPO er ansvarlig for at foretage efterforskning og retsforfølgning af gerningsmænd og medvirkende til strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser. I dette øjemed indleder EPPO efterforskning og forestår retsforfølgningen og fungerer som anklager ved medlemsstaternes kompetente domstole, indtil sagen er endeligt afgjort.
41 Den nævnte forordnings artikel 8, stk. 1, fastsætter, at EPPO er et uadskilleligt EU-organ, der fungerer som én enkelt myndighed med en decentral struktur. Denne artikels stk. 2-4 fastsætter, at EPPO er organiseret på to niveauer, nemlig dels et centralt niveau, der udgøres af det centrale kontor ved EPPO’s hovedsæde, dels et decentralt niveau, der udgøres af europæiske delegerede anklagere, der befinder sig i medlemsstaterne.
42 Ifølge samme forordnings artikel 13, stk. 1, sammenholdt med 30. og 32. betragtning hertil, bør den efterforskning, der udføres af EPPO, som hovedregel udføres af europæiske delegerede anklagere, som handler i EPPO’s navn på deres respektive medlemsstaters område.
43 Det fremgår af artikel 13, stk. 1, i forordning 2017/1939, sammenholdt med forordningens artikel 28, stk. 1, at den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, dvs. den europæiske delegerede anklager, der er ansvarlig for den efterforskning og retsforfølgning, som den pågældende har indledt, som er blevet tildelt den pågældende, eller som vedkommende har overtaget ved udøvelsen af sin ret til oplysning, i overensstemmelse med denne forordning og med lovgivningen i den medlemsstat, hvor den pågældende udøver sin tjeneste, enten selv kan gennemføre de relevante efterforskningsforanstaltninger og andre foranstaltninger eller give de kompetente myndigheder i vedkommendes medlemsstat instrukser herom.
44 I forbindelse med den efterforskning, som den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, foretager i sin medlemsstat, når denne beslutter at træffe en efterforskningsforanstaltning, der kræver en retskendelse i overensstemmelse med denne medlemsstats lovgivning, påhviler kontrollen med overholdelsen af alle de betingelser, der er fastsat med henblik herpå, retterne i den nævnte medlemsstat. I grænseoverskridende sager forholder det sig derimod således, at hvis en efterforskningsforanstaltning skal gennemføres i en anden medlemsstat end den, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler en sag, udøver sin tjeneste, skal sidstnævnte kunne støtte sig på en bistående europæisk delegeret anklager i den medlemsstat, hvor en sådan foranstaltning skal gennemføres, således som det fremgår af den nævnte forordnings artikel 2, nr. 6), sammenholdt med 72. betragtning hertil.
45 Den ordning, der finder anvendelse på vedtagelsen og gennemførelsen af en sådan foranstaltning i forbindelse med en grænseoverskridende efterforskning, er fastlagt i samme forordnings artikel 31 og 32, som den forelæggende ret ønsker fortolket. Der skal derfor henvises til disse med henblik på at fastlægge omfanget af den domstolskontrol, der kan foretages i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, hvis en sådan foranstaltning kræver en retskendelse i overensstemmelse med denne medlemsstats lovgivning.
46 I denne henseende bemærkes, at ifølge fast retspraksis skal der med henblik på fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den lovgivning, som den er en del af (dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).
47 Hvad for det første angår ordlyden af artikel 31 og 32 i forordning 2017/1939 fremgår det af denne forordnings artikel 31, stk. 1, at EPPO’s grænseoverskridende efterforskning hviler på et tæt samarbejde mellem de europæiske delegerede anklagere. Hvis en foranstaltning inden for rammerne af dette samarbejde skal gennemføres i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, træffer sidstnævnte europæiske delegerede anklager afgørelse om vedtagelse af den nødvendige foranstaltning og pålægger den en bistående europæisk delegeret anklager, der befinder sig i den medlemsstat, hvor foranstaltningen skal gennemføres.
48 Den nævnte forordnings artikel 31, stk. 2, præciserer, at begrundelsen for og vedtagelsen af sådanne foranstaltninger er omfattet af national ret i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste.
49 Det fremgår af ordlyden af samme forordnings artikel 31, stk. 3, første afsnit, at hvis en retskendelse vedrørende foranstaltningen er påkrævet i henhold til national ret i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, indhenter den bistående europæiske delegerede anklager denne kendelse i overensstemmelse med national ret i den pågældende medlemsstat.
50 Det fremgår dog af artikel 31, stk. 3, tredje afsnit, i forordning 2017/1939, at hvis national ret i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, imidlertid ikke kræver en sådan retskendelse, men national ret i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, kræver det, indhentes kendelsen af sidstnævnte europæiske delegerede anklager og fremsendes sammen med pålæggelsen.
51 Denne forordnings artikel 31, stk. 4, bestemmer, at den bistående europæiske delegerede anklager gennemfører den pålagte foranstaltning eller giver den kompetente nationale myndighed instrukser om at gøre det.
52 Den nævnte forordnings artikel 32 præciserer, at pålagte foranstaltninger gennemføres i overensstemmelse med denne forordning og national ret i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste.
53 Henset til disse forhold skal det bemærkes, at selv om artikel 31, stk. 3, første afsnit, i forordning 2017/1939 fastsætter, at der skal indhentes en retskendelse i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, hvis en pålagt efterforskningsforanstaltning kræver en sådan kendelse i henhold til denne medlemsstats lovgivning, præciserer denne forordnings artikel 31 og 32 imidlertid ikke omfanget af den kontrol, som den nævnte medlemsstats kompetente myndigheder kan foretage i forbindelse med denne retskendelse.
54 Når dette er sagt, fremgår det af ordlyden af den nævnte forordnings artikel 31, stk. 1 og 2, og artikel 32, at den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, træffer afgørelse om vedtagelse af en pålagt efterforskningsforanstaltning, og at denne vedtagelse samt begrundelsen for denne foranstaltning er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, mens gennemførelsen af en sådan foranstaltning reguleres af lovgivningen i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste.
55 Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori samme forordnings artikel 31 og 32 indgår, bemærkes, at den sondring, der i disse artikler foretages mellem begrundelsen for og vedtagelsen af en pålagt efterforskningsforanstaltning på den ene side og gennemførelsen heraf på den anden side, afspejler den logik, der ligger til grund for ordningen med et retligt samarbejde i straffesager mellem medlemsstaterne, som er baseret på princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse.
56 I denne henseende bemærkes, at både princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gensidig anerkendelse, der selv hviler på den gensidige tillid mellem medlemsstaterne, er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet de muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser (dom af 28.10.2022, Generalstaatsanwaltschaft München (Udlevering og ne bis in idem), C-435/22 PPU, EU:C:2022:852, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis).
57 Princippet om gensidig anerkendelse af domme og andre retsafgørelser indebærer, at der foreligger en gensidig tillid med hensyn til den omstændighed, at hver enkelt medlemsstat accepterer anvendelsen af den i de øvrige medlemsstater gældende straffelovgivning, selv når gennemførelsen af medlemsstatens egen lovgivning ville føre til et andet resultat (jf. i denne retning dom af 23.1.2018, Piotrowski, C-367/16, EU:C:2018:27, præmis 52, og af 10.1.2019, ET, C-97/18, EU:C:2019:7, præmis 33).
58 Dette princip er blevet gennemført ved forskellige instrumenter vedrørende retligt samarbejde i straffesager mellem medlemsstaterne.
59 Det nævnte princip finder bl.a. udtryk i artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af dette princip og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse (dom af 22.2.2022, Openbaar Ministerie (Domstol oprettet ved lov i den udstedende medlemsstat), C‑562/21 PPU og C‑563/21 PPU, EU:C:2022:100, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
60 Inden for rammerne af den ordning for overgivelse, der er indført ved den nævnte rammeafgørelse, udøver de judicielle myndigheder, der er omhandlet i henholdsvis rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, og artikel 6, stk. 2, særskilte funktioner forbundet med dels udstedelsen af en europæisk arrestordre, dels fuldbyrdelsen af en sådan arrestordre (jf. i denne retning dom af 24.11.2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk), C‑510/19, EU:C:2020:953, præmis 47).
61 Det tilkommer derfor den udstedende judicielle myndighed at efterprøve, om de betingelser, der kræves for at udstede en europæisk arrestordre, er overholdt, uden at denne vurdering efterfølgende kan efterprøves af den fuldbyrdende judicielle myndighed i overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse (jf. i denne retning dom af 23.1.2018, Piotrowski, C-367/16, EU:C:2018:27, præmis 52, og af 31.1.2023, Puig Gordi m.fl., C-158/21, EU:C:2023:57, præmis 87 og 88).
62 Princippet om gensidig anerkendelse kommer ligeledes til udtryk i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2014/41, som fastsætter, at medlemsstaterne fuldbyrder en europæisk efterforskningskendelse på grundlag af dette princip og i overensstemmelse med dette direktivs bestemmelser.
63 Det fremgår af det nævnte direktivs artikel 6, sammenholdt med dets artikel 9, at den ordning med retligt samarbejde, der er fastsat heri, i lighed med den ordning, der er indført ved rammeafgørelse 2002/584, hviler på en kompetencefordeling mellem den udstedende judicielle myndighed og den fuldbyrdende judicielle myndighed, inden for rammerne af hvilken det tilkommer den udstedende judicielle myndighed at kontrollere overholdelsen af de materielle betingelser for udstedelsen af en europæisk efterforskningskendelse, uden at denne bedømmelse i overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse efterfølgende kan efterprøves af den fuldbyrdende judicielle myndighed (jf. i denne retning dom af 16.12.2021, Spetsializirana prokuratura (Trafik- og lokaliseringsdata), C‑724/19, EU:C:2021:1020, præmis 53).
64 Det fremgår af disse betragtninger, at inden for rammerne af det retlige samarbejde i straffesager mellem medlemsstaterne, der er baseret på princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse, skal den fuldbyrdende myndighed ikke kontrollere, at den udstedende myndighed overholder betingelserne for at udstede den retsafgørelse, som den skal fuldbyrde.
65 For det tredje fremgår det af 12., 14., 20. og 60. betragtning til forordning 2017/1939, at denne forordning ved oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed har til formål mere effektivt at bekæmpe lovovertrædelser, der skader Unionens finansielle interesser.
66 I denne henseende fremgår det af artikel 31, stk. 6, i forordning 2017/1939, sammenholdt med 73. betragtning hertil, at de specifikke regler, der er fastsat i denne forordning med henblik på grænseoverskridende efterforskning, bør kunne suppleres med muligheden for at anvende retlige instrumenter om bl.a. gensidig anerkendelse, såsom det, der er indført ved direktiv 2014/41, for at sikre, at denne mulighed kan anvendes i overensstemmelse med national ret til gennemførelse af det pågældende instrument, hvis en sådan foranstaltning er nødvendig i forbindelse med en sådan efterforskning, men ikke findes i national ret i en rent indenlandsk situation.
67 Heraf følger, at EU-lovgiver ved fastlæggelsen af de procedurer, der er fastsat i forordning 2017/1939, har haft til hensigt at indføre en mekanisme, som sikrer en grad af effektivitet af de grænseoverskridende efterforskninger, som foretages af EPPO, der er mindst lige så høj som den, der følger af anvendelsen af de procedurer, der er fastsat inden for rammerne af ordningen for retligt samarbejde i straffesager mellem medlemsstaterne, som er baseret på princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse.
68 En fortolkning af denne forordnings artikel 31 og 32, hvorefter udstedelse af en retskendelse som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 31, stk. 3, første afsnit, kan undergives en betingelse om, at den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, foretager en undersøgelse af forhold vedrørende begrundelsen for og vedtagelsen af den omhandlede pålagte efterforskningsforanstaltning, ville imidlertid i praksis føre til en ordning, der er mindre effektiv end den, der er indført ved sådanne retlige instrumenter, og ville således skade det formål, der forfølges med denne forordning.
69 For at kunne foretage en sådan undersøgelse skal den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, for det første nemlig bl.a. kunne foretage en grundig undersøgelse af samtlige sagsakter, som skal fremsendes til den af myndighederne i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, og i givet fald oversættes.
70 For det andet ville den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, for så vidt som begrundelsen for og vedtagelsen af en pålagt efterforskningsforanstaltning som følge af et valg foretaget af EU-lovgiver henhører under lovgivningen i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, skulle anvende lovgivningen i denne sidstnævnte medlemsstat med henblik på undersøgelsen af, om disse to forhold er overholdt. Denne myndighed kan imidlertid ikke anses for at være bedre egnet end den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, til at foretage en sådan undersøgelse i henhold til sidstnævnte medlemsstats ret.
71 Det fremgår af samtlige ovenstående betragtninger, at forordning 2017/1939 med henblik på samarbejdet mellem de europæiske delegerede anklagere i forbindelse med EPPO’s grænseoverskridende efterforskning fastsætter en sondring mellem de ansvarsområder, der er knyttet til begrundelsen for og vedtagelsen af den pålagte foranstaltning, som henhører under den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, og de ansvarsområder, der vedrører gennemførelsen af denne foranstaltning, som henhører under den bistående europæiske delegerede anklager.
72 I overensstemmelse med denne ansvarsfordeling kan kontrollen i forbindelse med den retskendelse, der kræves i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, kun omfatte de elementer, der vedrører denne gennemførelse.
73 I denne henseende skal det imidlertid fremhæves, at det i overensstemmelse med artikel 31, stk. 2, i forordning 2017/1939 tilkommer den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, at fastsætte en forudgående domstolskontrol af betingelserne vedrørende begrundelsen for og vedtagelsen af en pålagt efterforskningsforanstaltning under hensyntagen til de krav, der følger af chartret, som medlemsstaterne skal overholde ved gennemførelsen af denne forordning i medfør af chartrets artikel 51, stk. 1.
74 Den ansvarsfordeling, der er beskrevet i nærværende doms præmis 71 og 72, berører således ikke kravene om overholdelse af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med vedtagelsen af pålagte efterforskningsforanstaltninger, der ligesom de i hovedsagen omhandlede udgør indgreb i den ret, som enhver person har til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation, og som er sikret ved chartrets artikel 7, samt i ejendomsretten, der er fastsat i chartrets artikel 17 (jf. i denne retning dom af 11.11.2021, Gavanozov II, C-852/19, EU:C:2021:902, præmis 31).
75 Hvad angår efterforskningsforanstaltninger, der indebærer alvorlige indgreb i disse grundlæggende rettigheder, såsom ransagninger af private boliger, retsbevarende foranstaltninger vedrørende personlige ejendele og indefrysning af aktiver som omhandlet i artikel 30, stk. 1, litra a) og d), i forordning 2017/1939, påhviler det den medlemsstat, hvorunder den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, henhører, i national ret at fastsætte passende og tilstrækkelige garantier, såsom en forudgående domstolskontrol, med henblik på at sikre lovligheden og nødvendigheden af sådanne foranstaltninger.
76 Ud over de garantier for beskyttelse af grundlæggende rettigheder, der er knyttet til Unionens retlige instrumenter, som de europæiske delegerede anklagere kan anvende i medfør af artikel 31, stk. 6, i forordning 2017/1939 i forbindelse med grænseoverskridende efterforskning, skal det desuden for det første bemærkes, at EPPO ifølge såvel 80. og 83. betragtning til denne forordning som dens artikel 5, stk. 1, sikrer, at dens virksomhed respekterer de grundlæggende rettigheder. Dette generelle krav er konkretiseret i den nævnte forordnings artikel 41, stk. 1 og 2, hvoraf fremgår, at EPPO bl.a. skal respektere mistænktes og tiltaltes ret til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar, idet disse som minimum skal have proceduremæssige rettigheder som fastsat i EU-retten, bl.a. ved de EU-retlige instrumenter, der er identificeret i sidstnævnte bestemmelse og i 85. betragtning til forordningen.
77 For det andet skal det ikke desto mindre fremhæves, at selv om myndighederne, bl.a. de judicielle, i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, ikke har beføjelse til at undersøge begrundelsen for og vedtagelsen af en pålagt efterforskningsforanstaltning, skal den bistående europæiske delegerede anklager, hvis den pågældende finder, at en alternativ, men mindre indgribende foranstaltning vil føre til samme resultater som den omhandlede pålagte efterforskningsforanstaltning, i henhold til artikel 31, stk. 5, litra c), i forordning 2017/1939 underrette sin tilsynsførende europæiske anklager og rådføre sig med den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, for at løse spørgsmålet bilateralt. Det følger af denne forordnings artikel 31, stk. 7, at hvis de omhandlede europæiske delegerede anklagere ikke kan løse spørgsmålet inden for syv arbejdsdage, og pålæggelsen opretholdes, henvises spørgsmålet til den kompetente permanente afdeling.
78 De tre spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 31 og 32 i forordning 2017/1939 skal fortolkes således, at den kontrol, der foretages i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, hvis en pålagt efterforskningsforanstaltning kræver en retskendelse i henhold til denne medlemsstats lovgivning, kun kan omhandle forhold, der vedrører gennemførelsen af denne foranstaltning, og ikke forhold vedrørende begrundelsen for og vedtagelsen af den nævnte foranstaltning, idet disse forhold skal gøres til genstand for en forudgående domstolskontrol i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, i tilfælde af et alvorligt indgreb i den berørte persons rettigheder, som er sikret ved chartret.
Sagsomkostninger
79 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:
Artikel 31 og 32 i Rådets forordning (EU) 2017/1939 af 12. oktober 2017 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«)
skal fortolkes således, at
den kontrol, der foretages i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, hvis en pålagt efterforskningsforanstaltning kræver en retskendelse i henhold til denne medlemsstats lovgivning, kun kan omhandle forhold, der vedrører gennemførelsen af denne foranstaltning, og ikke forhold vedrørende begrundelsen for og vedtagelsen af den nævnte foranstaltning, idet disse forhold skal gøres til genstand for en forudgående domstolskontrol i den medlemsstat, hvor den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, udøver sin tjeneste, i tilfælde af et alvorligt indgreb i den berørte persons rettigheder, som er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
Underskrifter