DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
21. december 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre – artikel 4a, stk. 1 – procedure for overgivelse mellem medlemsstaterne – betingelser for fuldbyrdelse – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse – undtagelser – obligatorisk fuldbyrdelse – straffedom, som er afsagt in absentia – begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« – berørt person, som hverken var til stede i første instans eller under appelsagen – national lovgivning, der indeholder et absolut forbud mod overgivelse af den berørte i tilfælde af en afgørelse, der er truffet in absentia – forpligtelsen til en overensstemmende fortolkning«
I sag C-398/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Kammergericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland) ved afgørelse af 14. juni 2022, indgået til Domstolen den 15. juni 2022, i en sag om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt mod
RQ
procesdeltager:
Generalstaatsanwaltschaft Berlin,
har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen (refererende dommer), og dommerne N. Wahl og M.L. Arastey Sahún,
generaladvokat: P. Pikamäe,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den tyske regering ved J. Möller, P. Busche, M. Hellmann og R. Kanitz, som befuldmægtigede,
– den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved S. Grünheid og H. Leupold, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4a, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag om fuldbyrdelse i Tyskland af en europæisk arrestordre, der er udstedt mod en tjekkisk statsborger med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf i Den Tjekkiske Republik.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Artikel 1 i rammeafgørelse 2002/584 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« bestemmer:
»1. Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.
2. Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.
3. Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«
4 Denne rammeafgørelses artikel 4a, der har overskriften »Afgørelser afsagt under og efter en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede«, bestemmer følgende i stk. 1:
»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan også nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med yderligere proceduremæssige krav i den udstedende medlemsstats nationale ret
a) i rette tid
i) enten er blevet indkaldt personligt og derved underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den pågældende retssag på en sådan måde, at det entydigt fremgår, at han/hun var klar over den berammede retssag
og
ii) er blevet underrettet om, at der kan afsiges en afgørelse, selv om han/hun ikke er til stede under retssagen
[...]«
Tysk ret
5 Følgende er fastsat i § 83, stk. 1, nr. 3, i Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen (lov om international retshjælp i straffesager) af 23. december 1982 (BGBl. 1982 I, s. 2071), i den affattelse, der blev offentliggjort den 27. juni 1994 (BGBl. 1994 I, s. 1537) (herefter »IRG«):
»Udlevering er ikke tilladt, når
[...]
3. den dømte person, hvor der er tale om en anmodning med henblik på straffuldbyrdelse, ikke selv var til stede under den retssag, der førte til dommen [...]«
Tjekkisk ret
6 § 64 i zákon č. 141/1961 Sb. o trestním řízení soudním (trestní řád) (lov nr. 141/1961 om strafferetspleje (strafferetsplejeloven)) af 29. november 1961 bestemmer i det væsentlige, at efter et første forsøg på forkyndelse skal den person, til hvem et dokument skal forkyndes, underrettes om det sted, hvor personen kan få dokumentet i hænde. Hvis dokumentet ikke afhentes inden for en frist på ti dage, kan dokumentet afleveres i den postkasse, som denne person anvender, hvilket udgør forkyndelsen heraf.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
7 Kammergericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland), som er den forelæggende ret, har modtaget en anmodning fra de tjekkiske myndigheder om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt den 15. juni 2021 mod en tjekkisk statsborger af Okresní soud v Ostravě (kredsdomstolen i Ostrava, Den Tjekkiske Republik). Denne europæiske arrestordre vedrører anholdelse af den berørte og den pågældendes overgivelse til disse myndigheder med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf på 15 måneder afsagt ved dom af 19. juni 2020, som ændret efter appel ved dom afsagt af Krajský soud v Ostravě (den regionale ret i Ostrava, Den Tjekkiske Republik) den 25. august 2020 (herefter »appeldommen«).
8 Appeldommen førte til en nedsættelse af den straf, der var blevet idømt i første instans.
9 Det er ubestridt, at den berørte selv var til stede under sagen i første instans. Den berørte deltog derimod ikke i appelsagen og var heller ikke repræsenteret af en advokat.
10 Indkaldelsen til at give møde i appelsagen, som var blevet sendt til den adresse, som den berørte havde oplyst til de kompetente tjekkiske myndigheder som den adresse, hvor han havde fast bopæl, og hvor han personligt havde modtaget indkaldelsen til at give møde i første instans, blev afleveret i den berørtes postkasse den 17. august 2020, idet den berørte ikke personligt havde afhentet indkaldelsen, således som han var blevet opfordret til at gøre den 3. august samme år. Selv om der ikke foreligger bevis for, at den berørte faktisk har modtaget denne indkaldelse til at give møde i appelsagen, og selv om den berørte har erklæret at være flyttet til Tyskland i august 2020 uden at have underrettet de kompetente tjekkiske myndigheder herom, anses indkaldelsen til at give møde i appelsagen i henhold til strafferetsplejelovens § 64 for at være blevet forkyndt for den pågældende på den tiende dag efter opfordringen til at afhente den.
11 Den 10. oktober 2021 blev den berørte anholdt i Berlin (Tyskland) og varetægtsfængslet på grundlag af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre. Han erklærede herefter, at han ikke ville give samtykke til en forenklet overgivelsesprocedure til de tjekkiske myndigheder.
12 Den 14. oktober 2021 traf den forelæggende ret afgørelse om, at den berørte skulle varetægtsfængsles med henblik på hans overgivelse til de tjekkiske myndigheder.
13 Efter at Generalstaatsanwaltschaft Berlin (anklagemyndigheden i Berlin, Tyskland) fra den pågældende udstedende judicielle myndighed havde fået nærmere oplysninger om de præcise omstændigheder, hvorunder den pågældende var blevet indkaldt, løslod anklagemyndigheden den pågældende og anmodede den forelæggende ret om at annullere arrestordren udstedt med henblik på overgivelse og om at erklære overgivelsen af den pågældende ulovlig med den begrundelse, at IRG’s § 83, stk. 1, nr. 3, som gennemfører artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584 i tysk ret, er til hinder for en sådan overgivelse.
14 Ved kendelse af 4. november 2021 ophævede den forelæggende ret arrestordren udstedt med henblik på overgivelse af den berørte. Selv om den forelæggende ret fandt, at betingelsen om dobbelt strafbarhed, som en sådan overgivelse er underlagt, og som består i at efterprøve, om de påtalte forhold udgør en lovovertrædelse i de to medlemsstater, der er foranlediget til at samarbejde, var opfyldt i det foreliggende tilfælde, besluttede den at udsætte sagen vedrørende anmodningen om, at overgivelsen af den berørte blev erklæret ulovlig.
15 For det første ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i denne bestemmelse omfatter den retssag, der førte til afgørelsen i første instans, når denne afgørelse efter appel er blevet ændret til fordel for den berørte.
16 Den forelæggende ret har henvist til den praksis fra Domstolen, der følger af dom af 10. august 2017, Tupikas (C-270/17 PPU, EU:C:2017:628), hvorefter dette begreb i tilfælde af en straffesag, der omfatter flere instanser, vedrører den retssag, inden for rammerne af hvilken der blev truffet endelig afgørelse om den berørtes skyld og om idømmelse af en straf til vedkommende efter en ny såvel faktisk som retlig prøvelse af sagens realitet, dvs. den sidste instans, der har truffet afgørelse vedrørende realiteten.
17 Den forelæggende ret har heraf udledt, at det i det foreliggende tilfælde er proceduren for den ret, der traf afgørelse i appelsagen, som den pågældende ikke deltog i, der er afgørende med henblik på anvendelsen af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, og at overgivelsen af den berørte skal erklæres ulovlig, for så vidt som den pågældende ikke selv var til stede under denne sag, og at fuldbyrdelsen af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre skal afslås.
18 Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt den retspraksis, der følger af denne dom, finder anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den berørte forpurrede sin indkaldelse til retsmødet i forbindelse med appelsagen.
19 I denne henseende har den forelæggende ret anført dels, at der er forskelle i tilrettelæggelsen af appelproceduren i de forskellige medlemsstater, navnlig hvad angår den nationale rets forpligtelse til at foretage en behandling af sagens realitet, såfremt den berørte ikke er til stede. Dette er ganske vist tilfældet i tjekkisk ret, og denne behandling kan som i det foreliggende tilfælde give anledning til en afgørelse om ændring af dommen i første instans til fordel for den berørte. Hvis der imidlertid som i den tyske lovgivning, der finder anvendelse, ikke er fastsat en sådan forpligtelse, er den afsagte dom ikke omfattet af begrebet »retssag« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584.
20 Dels er den forelæggende ret af den opfattelse, at såfremt appellen forkastes, uden at der foretages en prøvelse af realiteten, opnår den dom, der er afsagt i første instans, retskraft og er derfor eksigibel, hvilket indebærer, at der reelt anmodes om overgivelse af den berørte med henblik på fuldbyrdelse af denne dom. Den forelæggende ret har heraf udledt, at artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at begrebet »retssag« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter den afgørelse, der skal fuldbyrdes. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at denne fortolkning ligeledes gælder, når afgørelsen i første instans, som det er tilfældet i den foreliggende sag, er blevet ændret efter appel til fordel for den berørte, selv om denne afgørelse i første instans i modsætning til en appeldom, der er afsagt, uden at der er foretaget en prøvelse af realiteten, ikke i sig selv udgør den afgørelse, der skal fuldbyrdes, men skal sammenholdes med den dom, der blev afsagt i appelsagen, hvorved afgørelsen blev ændret.
21 For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om princippet om EU-rettens forrang er til hinder for en national lovgivning såsom IRG’s § 83, stk. 1, nr. 3, der gør en udeblivelsesdom til en »absolut hindring« for overgivelse af en person, der er genstand for en europæisk arrestordre, selv om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som denne nationale lovgivning gennemfører i tysk ret, kun fastsætter en fakultativ grund til afslag i dette tilfælde.
22 Ifølge den forelæggende ret er sidstnævnte bestemmelse ikke blevet gennemført fuldt ud i tysk ret, eftersom IRG’s § 83, stk. 1, nr. 3, ikke giver mulighed for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan udøve en skønsbeføjelse i tilfælde af en udeblivelsesdom.
23 Den forelæggende ret har anført, at Domstolen i dom af 24. juni 2019, Popławski (C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 69, 72, 73 og 76), fastslog, at selv om den direkte anvendelse af rammeafgørelse 2002/584 er udelukket, idet sidstnævnte ikke har direkte virkning, forholder det sig ikke desto mindre således, at en fuldbyrdende judiciel myndighed er forpligtet til at fortolke national ret i overensstemmelse med denne rammeafgørelse med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat, idet en fortolkning contra legem af denne lovgivning imidlertid er udelukket.
24 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den ikke er i stand til at fortolke IRG’s § 83, stk. 1, nr. 3, således, at den i forbindelse med undersøgelsen af, om der foreligger en hindring for overgivelse af den berørte, indrømmer den forelæggende ret et skøn, der gør det muligt for den at erklære overgivelsen lovlig, til trods for de undtagelser, der er fastsat i den nævnte § 83, stk. 2-4. Det er den forelæggende rets vurdering, at den i henhold til artikel 4a, stk. 1, litra a)-d), i rammeafgørelse 2002/584 og den skønsmargen, som den skal råde over i denne henseende, bør kunne lægge til grund, at den berørtes ret til at blive hørt, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, er blevet behørigt overholdt, selv om den pågældende ikke selv var til stede under appelsagen, og at overgivelsen af den pågældende derfor er lovlig. Den berørte forpurrede nemlig selv sin deltagelse i appelsagen, eftersom han efter at have iværksat appel ikke kunne kontaktes og ikke afhentede indkaldelsen til at give møde i appelsagen, som var blevet sendt til ham på den adresse, som han havde oplyst over for de kompetente tjekkiske myndigheder, på trods af, at han havde kendskab til, at indkaldelsen var blevet indleveret.
25 På denne baggrund har Kammergericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal begrebet »retssag« i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse [2002/584] i forbindelse med en gennemført appelsag fortolkes således, at det refererer til den retssag, der førte til afgørelsen i første instans, hvis kun den sigtede har appelleret afgørelsen, og appellen enten er blevet forkastet, eller dommen i første instans er blevet ændret til vedkommendes fordel?
2) Er det foreneligt med EU-rettens forrang, at den tyske lovgiver i [IRG’s] § 83, stk. 1, nr. 3, [...] har udformet tilfældet, hvor den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, som en absolut hindring for overgivelse, selv om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse [2002/584] kun fastsætter en fakultativ nægtelsesgrund i dette tilfælde?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
26 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i denne bestemmelse omfatter den retssag, der førte til afgørelsen i første instans, når denne afgørelse efter appel er blevet ændret til den berørtes fordel.
27 Med andre ord ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne appelprocedure er omfattet af begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, når den berørte, som det er tilfældet i den foreliggende sag, ikke har været til stede under den appelsag, der førte til en dom, hvorved den retsafgørelse, der blev afsagt i første instans, blev ændret.
28 I denne henseende bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal anses for et selvstændigt EU-retligt begreb og fortolkes ensartet på hele Unionens område, uanset hvordan det kvalificeres i medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 67, og af 22.12.2017, Ardic, C-571/17 PPU, EU:C:2017:1026, præmis 63).
29 Dette begreb skal forstås således, at det betegner den procedure, der har ført til den retsafgørelse, hvorved den person, som ønskes overgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, er blevet endeligt dømt (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 74, og af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), C‑514/21 og C‑515/21, EU:C:2023:235, præmis 52).
30 Det er den retsafgørelse, hvorved der træffes endelig afgørelse om sagens realitet – forstået på den måde, at den ikke kan appelleres – som er afgørende for den berørte, idet den direkte påvirker vedkommendes personlige situation i lyset af den fastslåede skyld og i givet fald af fastsættelsen af den frihedsstraf, som den pågældende skal afsone (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 83).
31 Det er derfor på dette trin af proceduren, at den pågældende person fuldt ud skal kunne udøve sin ret til forsvar med henblik på effektivt at give sin mening til kende og dermed øve indflydelse på den endelige retsafgørelse, der kan medføre en frihedsberøvelse af den pågældende. Udfaldet af denne procedure er i denne sammenhæng irrelevant (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 84).
32 Hvad mere specifikt angår en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor proceduren har fundet sted i to på hinanden følgende instanser, dvs. en første instans efterfulgt af en appelsag, har Domstolen udtalt, at det alene er det trin, der har ført til retsafgørelsen i appelsagen, som er relevant med henblik på anvendelsen af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, forudsat at dette trin har ført til en retsafgørelse, som ikke længere kan appelleres, og hvorved der derfor er truffet endelig afgørelse om sagens realitet (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 90).
33 Heraf følger, at det afgørende element med henblik på kvalificeringen af en procedure som værende omfattet af begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 er den omstændighed, at denne procedure har ført til en dom, der udgør en endelig domfældelse, og som følgelig endeligt afgør sagen for så vidt angår realiteten.
34 En appelsag som den i hovedsagen omhandlede, som har givet anledning til en dom, hvorved den retsafgørelse, der blev afsagt i første instans, blev ændret, og som således endeligt har afgjort den pågældende sag, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, er derfor omfattet af dette begreb.
35 Det første spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en appelsag, som har givet anledning til en dom, hvorved den retsafgørelse, der blev afsagt i første instans, blev ændret, og som således endeligt har afgjort sagen, er omfattet af begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i denne bestemmelse.
Det andet spørgsmål
36 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om princippet om EU-rettens forrang er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der gennemfører artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, og som generelt udelukker muligheden for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældende afgørelse.
37 I denne henseende bemærkes, at artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 fastsætter den regel, hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse. Bortset fra under helt særlige omstændigheder kan de fuldbyrdende judicielle myndigheder derfor kun afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre i de udtømmende opregnede tilfælde, der er fastsat i den nævnte rammeafgørelse. Fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre kan kun underlægges en af de betingelser, der er udtømmende opregnet heri. Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse følgelig udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 50).
38 Rammeafgørelse 2002/584 fastsætter således udtrykkeligt dels de obligatoriske grunde (rammeafgørelsens artikel 3), dels de fakultative grunde (den nævnte rammeafgørelses artikel 4 og 4a) til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Navnlig begrænser rammeafgørelsens artikel 4a muligheden for at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre ved præcist og ensartet at opregne betingelserne for, hvornår anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse afsagt under en retssag, hvor den pågældende person ikke selv var til stede, ikke kan nægtes (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 53).
39 Det fremgår af ordlyden af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, at bestemmelsen giver fakultativ mulighed for ikke at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til domfældelsen. Denne mulighed er imidlertid forsynet med fire undtagelser, der er opregnet i henholdsvis denne bestemmelses litra a)-d), som fratager den omhandlede fuldbyrdende judicielle myndighed muligheden for at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre, som er rettet til den (jf. i denne retning dom af 26.2.2013, Melloni, C-399/11, EU:C:2013:107, præmis 40).
40 En fuldbyrdende judiciel myndighed råder dermed over beføjelsen til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den omhandlede afgørelse, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at de betingelser, der er fastsat i henholdsvis litra a)-d) i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, er opfyldt (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 54).
41 Heraf følger, at den fuldbyrdende judicielle myndighed er forpligtet til at fuldbyrde en europæisk arrestordre, selv om den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den omhandlede afgørelse, såfremt det konstateres, at der foreligger en af de omstændigheder, som er omhandlet i henholdsvis litra a), b), c) eller d) i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 55).
42 Domstolen har haft lejlighed til at præcisere, at eftersom denne artikel 4a fastsætter en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, kan en fuldbyrdende judiciel myndighed under alle omstændigheder, selv efter at have konstateret, at de omstændigheder, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, ikke omfatter situationen for den person, der er genstand for en europæisk arrestordre, tage andre omstændigheder i betragtning, på grundlag af hvilke den kan sikre sig, at overgivelsen af den berørte ikke indebærer en tilsidesættelse af dennes ret til forsvar (jf. i denne retning dom af 10.8.2017, Zdziaszek, C-271/17 PPU, EU:C:2017:629, præmis 107, og af 17.12.2020, Generalstaatsanwaltschaft Hamburg, C-416/20 PPU, EU:C:2020:1042, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
43 Inden for rammerne af en sådan vurdering kan den fuldbyrdende judicielle myndighed således tage hensyn til den adfærd, som den berørte har udvist. Det er nemlig på dette trin i overgivelsesproceduren, at der kan rettes en særlig opmærksomhed mod navnlig den omstændighed, at den berørte har forsøgt at undgå forkyndelse af den underretning, som vedkommende var adressat for (dom af 17.12.2020, Generalstaatsanwaltschaft Hamburg, C-416/20 PPU, EU:C:2020:1042, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).
44 Heraf følger, at når en fuldbyrdende judiciel myndighed efterprøver, om en af de betingelser, der er fastsat i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, er opfyldt, er den ikke forhindret i at sikre sig, at den pågældende persons ret til forsvar overholdes, ved i denne henseende behørigt at tage hensyn til samtlige de omstændigheder, der karakteriserer den sag, som den er forelagt, herunder de oplysninger, som den selv måtte råde over.
45 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at den i hovedsagen omhandlede tyske lovgivning generelt forpligter den pågældende fuldbyrdende judicielle myndighed til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, såfremt der er tale om en udeblivelsesdom. Denne lovgivning overlader ikke denne fuldbyrdende judicielle myndighed noget skøn med henblik på efterprøvelsen af, om der foreligger en af de situationer, der er omhandlet i henholdsvis litra a)-d) i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, på grundlag af omstændighederne i den foreliggende sag, om den berørte persons ret til forsvar kan anses for at være blevet overholdt, og dermed ved afgørelsen af, om den pågældende europæiske arrestordre skal fuldbyrdes.
46 På dette grundlag skal det fastslås, at en sådan national lovgivning er i strid med artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584.
47 Det bemærkes, at Domstolen har fastslået, at princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at det ikke pålægger en national ret at undlade at anvende en national bestemmelse, der er uforenelig med bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584, idet denne rammeafgørelse ikke har direkte virkning. Medlemsstaternes myndigheder, herunder retterne, har ikke desto mindre pligt til i videst muligt omfang at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret, således at de kan sikre et resultat, som er foreneligt med det formål, der tilstræbes med den pågældende rammeafgørelse (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 109).
48 Selv om rammeafgørelser ikke har direkte virkning, indebærer deres bindende virkning nemlig en forpligtelse for de nationale myndigheder til at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret fra tidspunktet for udløbet af gennemførelsesfristen for disse rammeafgørelser. Ved anvendelsen af national ret er disse myndigheder således forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke denne lovgivning i lyset af den pågældende rammeafgørelses ordlyd og formål med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat, idet en fortolkning contra legem af national ret imidlertid er udelukket. Princippet om overensstemmende fortolkning kræver således, at national ret tages i betragtning i dens helhed, og at der anvendes fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, for at sikre den fulde virkning af denne rammeafgørelse og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes hermed (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 72-77).
49 Heraf følger, at det tilkommer den forelæggende ret, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser i lyset af ordlyden og formålet med rammeafgørelse 2002/584.
50 Det andet spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en national lovgivning til gennemførelse af denne bestemmelse, som generelt udelukker muligheden for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældende afgørelse, er i strid med den nævnte bestemmelse. En national domstol er forpligtet til, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke denne nationale lovgivning i lyset af ordlyden og formålet med denne rammeafgørelse.
Sagsomkostninger
51 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:
1) Artikel 4a, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at en appelsag, som har givet anledning til en dom, hvorved den retsafgørelse, der blev afsagt i første instans, blev ændret, og som således endeligt har afgjort sagen, er omfattet af begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i denne bestemmelse.
2) Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at en national lovgivning til gennemførelse af denne bestemmelse, som generelt udelukker muligheden for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældende afgørelse, er i strid med den nævnte bestemmelse. En national domstol er forpligtet til, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke denne nationale lovgivning i lyset af ordlyden og formålet med denne rammeafgørelse.
Underskrifter