Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauen) den 1. februar 2024 – UAB »EM SYSTEM« mod AB SEB bankas, AS og »Citadele banka« Lietuvos filialą

(Sag C-84/24, EM SYSTEM)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos Aukščiausiasis Teismas

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UAB »EM SYSTEM«

Sagsøgte: AB SEB bankas, AS og »Citadele banka« Lietuvos filialą

Præjudicielle spørgsmål

1.    Skal artikel 2, stk. 1 og 2, i forordning nr. 765/2006 1 fortolkes således, at det, når det fastslås, at en person, der er opført på listen i bilag I til forordningen, ejer nøjagtigt 50% af aktierne i et selskab, skal antages, at selskabets pengemidler ejes, besiddes eller kontrolleres af den enhed, der er opført på listen i bilag I til nævnte forordning?

2.    Kan bankens beslutning om at indefryse pengemidler i en sag for en national ret som den i hovedsagen omhandlede – hvor et selskab, hvis pengemidler er blevet indefrosset, fordi nøjagtigt 50% af dets aktier besiddes af en person, der er opført på listen i bilag I til forordning nr. 765/2006, har nedlagt påstand om, at de sagsøgte banker pålægges at opfylde aftaler om betjening af en bankkonto ved at give dette selskab adgang til pengemidlerne på dets bankkonti uden restriktioner – anfægtes på grundlag af argumentet om, at dette selskabs pengemidler ikke anvendes af eller til fordel for en person, der er opført på listen i bilag I til denne forordning?

3.    Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, hvilke kriterier skal da anvendes ved vurderingen i en sådan sag ved en national ret med henblik på at afgøre, om pengemidlerne ikke anvendes af eller til fordel for en person, der er opført på listen i bilag I til forordning nr. 765/2006? Kan omstændigheder som eksempelvis 1) adskillelsen af selskabets aktiver fra dets aktionærers aktiver, 2) det forhold, at chefen for selskabet (som ikke er en person, der er opført på listen i bilag I til forordningen) handler på selskabets vegne, og 3) det forhold, at kun chefen for selskabet har adgang til selskabets bankkonti, anses for at udelukke anvendelsen af selskabets pengemidler til fordel for en person, der er opført på listen i bilag I til forordningen, som besidder nøjagtigt 50% af aktierne i selskabet?

____________

1     Rådets forordning (EF) nr. 765/2006 af 18.5.2006 om indførelse af restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus (EUT L 134, 2006, s. 1)