Sag T-465/08

Den Tjekkiske Republik

mod

Europa-Kommissionen

»Phare-programmet – »revolverende fondsmidler«, som Den Tjekkiske Republik har modtaget – tilbagebetaling af udbetalte beløb – Kommissionens beslutning om at inddrive fordringer ved modregning – hjemmel – forskellige retsordener – begrebet, at fordringen er sikker og opgjort – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Nye medlemsstaters tiltrædelse af Fællesskaberne – Den Tjekkiske Republik – fællesskabsretten gælder straks og fuldt ud – undtagelser – betingelser – udtrykkelig bestemmelse

(Art. 292 EF; tiltrædelsesakten af 2003, art. 33, stk. 2)

2.      Nye medlemsstaters tiltrædelse af Fællesskaberne – Den Tjekkiske Republik – globale budgetmæssige forpligtelser, der er indgået i henhold til de finansielle førtiltrædelsesinstrumenter – regler, som finder anvendelse fra tiltrædelsen

(Tiltrædelsesakten af 2003, art. 33, stk. 2; Rådets forordning nr. 1605/2002, art. 73, stk. 1; Kommissonens forordning nr. 2342/2002, art. 81, stk. 1, og art. 83)

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – beslutning vedtaget i en sammenhæng, som er velkendt for adressaten

(Art. 253 EF)

1.      Undtagelserne til den øjeblikkelige og fuldstændige anvendelse af fællesskabsrettens bestemmelser hvad angår førtiltrædelsesstøtten i henhold til Phare-programmet som omhandlet i artikel 33, stk. 1, i akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union, er kun mulige i henhold til samme akts artikel 33, stk. 2, for så vidt som de udtrykkeligt er fastsat i disse bestemmelser.

Artikel 33, stk. 2, fastsætter imidlertid ikke udtrykkeligt en undtagelse til bestemmelserne i artikel 292 EF, der består i, at de fastsatte udenretslige metoder til bilæggelse af tvister, der er fastsat i den rammeaftale, der er indgået mellem Den Tjekkiske Republiks regering og Europa-Kommissionen angående Den Tjekkiske Republiks deltagelse i Det Europæiske Fællesskabs bistandsprogram, fortsat finder anvendelse efter Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen.

Følgelig finder de i rammeaftalen fra 1996 fastsatte udenretslige metoder til bilæggelse af tvister ikke længere anvendelse fra og med Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen.

(jf. præmis 100-102)

2.      Artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union, som har til formål at sikre den fortsatte beståen af de udgifter, der inden tiltrædelsen af Unionen er fastsat inden for rammerne af globale budgetmæssige forpligtelser, og som endnu ikke ved tiltrædelsen er blevet realiseret, fraviger visse bestemmelser i forordning nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget vedrørende forvaltning af udgifter. Den har derimod ikke til formål at fravige reglerne i finansforordningen vedrørende forvaltning af indtægter.

Artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene udelukker med andre ord ikke udtrykkeligt anvendelsen af finansforordningen og gennemførelsesforordningen hvad angår forvaltning af indtægter. Denne forvaltning er dermed reguleret af de omhandlede forordninger fra og med Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen.

Desuden er modregningen – som en metode til at inddrive fordringer – som fastsat i finansforordningens artikel 73, stk. 1, samt i artikel 81, stk. 1, og artikel 83 i forordning nr. 2342/2002 om gennemførelsesbestemmelser til finansforordningen ikke udtrykkeligt udelukket ved bestemmelserne i artikel 33, stk. 2, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene. Det skal følgelig fastslås, at denne forvaltning af indtægter på de betingelser, der er fastsat i de omhandlede forordninger, finder anvendelse på fordringer, der udspringer af førtiltrædelsesstøtte i henhold til Phare-programmet som omhandlet i artikel 33, stk. 1, i akten vedrørende tiltrædelsesvilkårene.

Følgelig påhviler fastlæggelsen og inddrivelsen – herunder ved hjælp af modregning – af en fordring på tilbagebetaling af fondsmidler, som Den Tjekkiske Republik har modtaget inden for rammerne af Phare-programmet, Kommissionen, som i denne henseende skal anvende og overholde bestemmelserne i finansforordningen og gennemførelsesforordningen.

(jf. præmis 118-122)

3.      Pligten til at begrunde en bebyrdende retsakt, således som den er fastsat i artikel 253 EF, har for det første til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed. Den således fastsatte begrundelsespligt er et væsentligt princip i fællesskabsretten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn. Begrundelsen skal derfor i princippet meddeles den berørte part samtidigt med den bebyrdende retsakt, og manglen på begrundelse kan ikke afhjælpes gennem den omstændighed, at den berørte part erfarer begrundelsen for retsakten under sagen for Unionens retsinstanser.

Begrundelsen skal imidlertid tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. En retsakt, der er bebyrdende, er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne.

I tilfælde af en beslutning om modregning skal den påkrævede begrundelse gøre det muligt præcist at identificere de fordringer, der modregnes i, uden at det kan kræves, at den begrundelse, der oprindeligt blev givet til støtte for fastlæggelsen af hver af disse fordringer, gentages i beslutningen om modregning.

(jf. præmis 162-164)