Sag T-664/13

Petco Animal Supplies Stores, Inc.

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked

(Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-ordmærket PETCO – det ældre EF-figurmærke PETCO – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 – suspension af den administrative procedure – regel 20, stk. 7, litra c), og regel 50, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2868/95 – anbringende, der ikke støtter påstandene – forbud mod at træffe afgørelse ultra petita – afvisning«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 21. oktober 2015

1.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – selvstændigt anbringende, som ikke støtter påstanden om delvis annullation – afvisning

2.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – præcis og utvetydig angivelse af påstandene – ændring under sagens behandling – betingelse

(Statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement (1991), art. 44 og art. 48, stk. 2)

3.      EF-varemærker – klagesag – prøvelse ved appelkamrene – suspendering af proceduren – betingelser

[Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 20, stk. 7, litra c), og regel 50, stk. 1]

4.      EF-varemærker – definition og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – bedømmelseskriterier

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

5.      EF-varemærker – definition og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – lighed mellem de berørte varer eller tjenesteydelser – bedømmelseskriterier

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

6.      EF-varemærker – definition og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – vurdering af risikoen for forveksling – fastlæggelse af den relevante kundekreds – kundekredsens opmærksomhedsniveau

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

7.      EF-varemærker – definition og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – ordmærket PETCO og figurmærket PETCO

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

8.      EF-varemærker – definition og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – lighed mellem de pågældende varemærker – bedømmelseskriterier – sammensat varemærke

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

1.      Hvis Retten skulle komme frem til, at appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) havde foretaget et åbenbart fejlagtigt skøn, idet det afslog at suspendere den klagesag, der verserede for det vedrørende en afgørelse fra indsigelsesafdelingen, indtil der var truffet afgørelse om den ugyldighedsbegæring vedrørende det ældre varemærke, der var indgivet til Harmoniseringskontoret, ville dette imidlertid rejse tvivl om samtlige vurderinger, som appelkammeret har anført vedrørende sagens realitet. Appelkammeret ville nemlig kun kunne behandle klagen og give sagsøgeren delvist medhold, såfremt det havde suspenderet klagesagen. Desuden ville appelkammeret, såfremt afgørelsen om afslag på suspensionen blev annulleret, og efter at have fået sagen forelagt på ny være forpligtet til at suspendere klagesagen og – ved suspensionens ophør – at drage konsekvenserne af ugyldighedssagen angående det ældre varemærke for vurderingen af, om samtlige argumenter, der er påberåbt af sagsøgeren til prøvelse af indsigelsesafdelingens afgørelse, er velbegrundede.

Heraf følger, at afgørelsen om afslag på suspension ikke kan opdeles af grunde, hvorved appelkammeret har truffet afgørelse om sagens realitet. Hvis et anbringende vedrørende ulovligheden af afslaget på suspension tiltrædes, ville Retten følgelig skulle prøve den anfægtede afgørelse i sin helhed, og dermed – for så vidt som der ikke er nedlagt påstand om delvis annullation for Retten – træffe afgørelse ultra petita. Eftersom Retten i annullationssøgsmål ikke kan træffe afgørelse ultra petita, kan en annullation ikke gå ud over sagsøgerens påstande. Et sådant selvstændigt anbringende, som ikke støtter påstanden om delvis annullation, skal følgelig afvises.

(jf. præmis 20, 22, 24, 29 og 30)

2.      I henhold til artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten i overensstemmelse med statuttens artikel 53, stk. 1, og artikel 44 i Rettens procesreglement af 2. maj 1991, skal stævningen bl.a. angive sagens genstand og indeholde sagsøgerens påstande. Påstandene skal angives præcist og utvetydigt, idet Retten, såfremt dette ikke er tilfældet, risikerer at træffe afgørelse infra eller ultra petita med risiko for, at sagsøgtes rettigheder bliver tilsidesat. Eftersom Unionens retsinstanser i annullationssøgsmål ikke kan træffe afgørelse ultra petita, kan en annullation ikke gå ud over sagsøgerens påstande.

Det er således alene de påstande, der er nedlagt i stævningen, som kan tages i betragtning, og sagens realitet skal alene vurderes med hensyn til de påstande, som er nedlagt i stævningen. I henhold til artikel 48, stk. 2, i procesreglementet af 2. maj 1991 kan nye anbringender fremsættes på betingelse af, at de støttes på faktiske eller retlige omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Denne betingelse gælder i endnu højere grad ved enhver ændring af påstandene, og såfremt der ikke foreligger faktiske eller retlige omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, er det alene de påstande, som er nedlagt i stævningen, der kan tages i betragtning.

(jf. præmis 24 og 25)

3.      Appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) råder over en vid skønsbeføjelse til at suspendere en sag eller at undlade at gøre dette. Regel 20, stk. 7, litra c), i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker, der finder anvendelse på sager ved appelkammeret i overensstemmelse med forordningens regel 50, stk. 1, illustrerer denne vide skønsbeføjelse ved at bestemme, at Harmoniseringskontoret kan suspendere proceduren, hvis omstændighederne tilsiger en sådan suspension. Appelkammeret har således en suspensionsadgang, som det kun benytter sig af, når det skønner, at dette er begrundet. En sag for appelkammeret suspenderes således ikke automatisk efter en parts begæring derom for det pågældende kammer.

Den omstændighed, at appelkammeret råder over en vid skønsbeføjelse med henblik på at suspendere en sag, der verserer for det, indebærer ikke, at dens vurdering ikke er undergivet Unionens retsinstansers kontrol. Denne omstændighed begrænser imidlertid den nævnte kontrol med hensyn til indholdet til, at det sikres, at der ikke foreligger en åbenbar vurderingsfejl eller magtfordrejning.

I denne henseende følger det af retspraksis, at appelkammeret ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse til at suspendere sagen skal respektere de generelle principper, der gælder for en retfærdig rettergang inden for en retsunion. I forbindelse med denne udøvelse skal appelkammeret dermed ikke kun tage hensyn til interessen hos den part, hvis EF-varemærke anfægtes, men ligeledes til de øvrige parters interesse. Afgørelsen om at suspendere eller ikke at suspendere en sag skal være resultatet af en afvejning af de omhandlede interesser.

(jf. præmis 31-33)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 39-41 og 63)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 42 og 48)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 43 og 46)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 47, 50, 51, 62 og 64)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 52, 53 og 61)