Sag C-582/21
FY
mod
Profi Credit Polska S.A. w Bielsku Białej
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Okregowy Warszawa-Praga w Warszawie)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 9. april 2024
»Præjudiciel forelæggelse – EU-retlige principper – artikel 4, stk. 3, TEU – princippet om loyalt samarbejde – procesautonomi – ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – princippet om overensstemmende fortolkning af national ret – national lovgivning, der fastsætter et ekstraordinært retsmiddel, der giver mulighed for genoptagelse af en civil retssag, der er afsluttet ved en endelig dom – begrundelse – efterfølgende afgørelse fra en forfatningsdomstol, der fastslår, at en bestemmelse i national ret, på grundlag af hvilken denne dom er blevet afsagt, er uforenelig med forfatningen – fratagelse af muligheden for at anlægge sag på grund af en retskrænkelse – udvidet anvendelse af dette retsmiddel – angivelig tilsidesættelse af EU-retten som følge af en senere afgørelse fra Domstolen om fortolkning af EU-retten i henhold til artikel 267 TEUF – direktiv 93/13/EØF – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – udeblivelsesdom – manglende undersøgelse ex officio af, om kontraktvilkår eventuelt er urimelige«
1. Medlemsstater – forpligtelser – etablering af de nødvendige retsinstanser med henblik på at sikre en effektiv retsbeskyttelse – forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte ekstraordinære retsmidler, der gør det muligt at genoptage en sag, der er afsluttet ved en endelig dom som følge af en præjudiciel fortolkningsdom – foreligger ikke
(Art. 19, stk. 1, andet afsnit, TEU)
(jf. præmis 34 og 35)
2. Medlemsstater – forpligtelser – retskraft – ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – bestemmelse i national ret, der har dannet grundlag for en retskraftig retsafgørelses tilsidesættelse af en medlemsstats forfatning – ekstraordinært retsmiddel, der giver mulighed for genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved en endelig dom – forpligtelse for en national ret til at udvide dette retsmiddel til at omfatte tilsidesættelser af EU-retten konstateret i en dom afsagt af Domstolen – foreligger ikke
(Art. 4, stk. 3, TEU; art. 267 TEUF)
(jf. præmis 41, 43-58 og 59 samt domskonkl. 1)
3. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – den nationale rets pligt til af egen drift at undersøge, om et vilkår i en kontrakt, den er forelagt til vurdering, er urimeligt – processuel norm, som det påhviler de nationale retslige myndigheder at iagttage
(Rådets direktiv 93/13)
(jf. præmis 66)
4. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – midler, der har til formål at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør – procesautonomi – ulovlig fratagelse af en parts mulighed for at anlægge sag på grund af en retskrænkelse – ekstraordinært retsmiddel, der giver mulighed for genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved en endelig dom – udeblivelsesdom, hvorved et krav om inddrivelse er blevet taget til følge, uden en undersøgelse af de pågældende kontraktvilkårs urimelige karakter – ækvivalensprincippet kan ikke pålægge, at der anerkendes en sådan ret til genoptagelse i denne situation – overholdelse af effektivitetsprincippet – nødvendigheden af processuelle regler, som gør det muligt at sikre overholdelsen af forbrugerens rettigheder
(Rådets direktiv 93/13, art. 6, stk. 1)
(jf. præmis 71, 73-76 og 84 samt domskonkl. 1)
Resumé
I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra Sąd Okręgowy Warszawa-Praga (1) (den regionale domstol i Warszawa-Praga, Polen) fortolkede Domstolen (Store Afdeling) artikel 4, stk. 3, TEU (2), ækvivalensprincippet og princippet om overensstemmende fortolkning af national ret i forbindelse med beskyttelsen af forbrugerne mod urimelige kontraktvilkår i en situation, hvor den nationale ret, der har givet en erhvervsdrivende medhold i en påstand støttet på en aftale indgået med en forbruger ved en endelig udeblivelsesdom, har undladt ex officio at undersøge, om der eventuelt foreligger urimelige kontraktvilkår i denne aftale, som værende i strid med de forpligtelser, der påhviler den i henhold til direktiv 93/13 (3).
I hovedsagen havde FY indgået en forbrugerkreditaftale med Profi Credit Polska S.A, der er et kreditinstitut. Tilbagebetalingen af lånet blev sikret ved udstedelsen af en blankoveksel underskrevet af FY, som senere blev suppleret af Profi Credit Polska.
Profi Credit Polska anlagde efterfølgende sag ved den kompetente ret i første instans med påstand om betaling af det restbeløb, der skulle tilbagebetales, med tillæg af renter. Stævningen var alene vedlagt den nævnte veksel og meddelelsen om opsigelsen af den omhandlede kreditaftale. Sidstnævnte blev ikke fremlagt.
Retten i første instans afsagde udeblivelsesdom og pålagde FY at betale Profi Credit Polska det beløb, der var anført på vekslen, med tillæg af lovbestemte morarenter, udelukkende på grundlag af den nævnte veksel og oplysningerne i stævningen.
FY anfægtede ikke udeblivelsesdommen, som blev endelig ved udløbet af den herfor fastsatte frist.
Da FY var af den opfattelse, at retten i første instans ikke havde taget hensyn til direktiv 93/13, således som fortolket af Domstolen (4), ved at tage Profi Credit Polskas påstand til følge på grundlag af den veksel, som selskabet havde udstedt, uden at have undersøgt, om vilkårene i kreditaftalen eventuelt var urimelige, navnlig med hensyn til de renteuafhængige kreditomkostninger, indgav FY en anmodning til denne ret om genoptagelse af sagen.
Idet FY ikke fik medhold, iværksatte selskabet appel ved den forelæggende ret.
Idet den forelæggende ret er af den opfattelse, at udeblivelsesdommen sandsynligvis tilsidesætter direktiv 93/13, således som fortolket af Domstolen, eftersom retten i første instans hverken undersøgte kreditaftalen eller den eventuelt urimelige karakter af de vilkår, som den indeholdt, er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt EU-retten ikke pålægger den at imødekomme FY’s anmodning om genoptagelse af sagen, uanset at FY ikke anfægtede udeblivelsesdommen.
Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om EU-retten pålægger den at anlægge en udvidende fortolkning af de nationale processuelle bestemmelser, der indfører et ekstraordinært retsmiddel, der gør det muligt for et retssubjekt at anmode om genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved en endelig dom. I den nationale lovgivning kan en sådan begæring bl.a. imødekommes, når forfatningsdomstolen efterfølgende har erklæret den nationale bestemmelse, som blev lagt til grund i den pågældende retssag, uforenelig med den nationale forfatning eller en trinhøjere retsregel, eller når den pågældende part retsstridigt er blevet afskåret fra at varetage sine interesser i sagen som følge af en retskrænkelse (5).
Med det første spørgsmål ønskede den forelæggende ret oplyst, om forpligtelsen til loyalt samarbejde og ækvivalensprincippet kræver, at det første af disse ekstraordinære retsmidler også giver mulighed for at anmode om genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved en endelig dom, når det efter en sådan endelig dom følger af en præjudiciel dom vedrørende fortolkning af EU-retten, der er afsagt af Domstolen (6), at denne støttes på en bestemmelse i national ret, der er uforenelig med EU-retten. Med det andet spørgsmål ønskede den forelæggende ret oplyst, om princippet om overensstemmende fortolkning pålægger den at fortolke den nationale bestemmelse, der giver en part mulighed for at anmode om genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved en endelig dom, hvis den pågældende er blevet frataget muligheden for at anlægge sag på grund af en retskrænkelse, således at dens anvendelsesområde omfatter en situation som den i hovedsagen omhandlede.
Domstolens bemærkninger
Det første spørgsmål
Efter at have bemærket, at overholdelsen af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse ikke indebærer en forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte ekstraordinære retsmidler, der gør det muligt at genoptage en sag, der er afsluttet ved en endelig dom som følge af en præjudiciel fortolkningsdom, fremhævede Domstolen den betydning, som princippet om retskraft har i Unionens retsorden og i de nationale retsordener. I mangel af EU-retlige bestemmelser på området henhører de nærmere regler for gennemførelsen af dette princip under medlemsstaternes interne retsorden i medfør af princippet om procesautonomi, dog under overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.
Såfremt de anvendelige nationale processuelle regler derimod indeholder en mulighed for, at den nationale domstol under visse omstændigheder kan genoptage en retskraftig afgørelse for at bringe situationen i overensstemmelse med national ret, skal denne mulighed i overensstemmelse med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet derimod anvendes, hvis disse betingelser er opfyldt, med henblik på at bringe situationen i hovedsagen i overensstemmelse med EU-retten. Det påhviler navnlig den nationale ret, henset til de processuelle regler for søgsmål, der finder anvendelse i national ret, at efterprøve, om ækvivalensprincippet er overholdt, henset til de pågældende søgsmåls genstand, søgsmålsgrundlag og væsentligste forhold.
I det foreliggende tilfælde indebærer denne efterprøvelse, at det, når den nationale ret giver borgerne ret til at anmode om genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved en endelig dom på grundlag af en bestemmelse i national ret, hvis uforenelighed efterfølgende er blevet fastslået af Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol, Polen) (7), skal undersøges, om borgerne skal indrømmes en tilsvarende rettighed, når det følger af en præjudiciel fortolkningsdom, der er afsagt efter en sådan endelig dom, at denne er støttet på en bestemmelse i national ret, der er uforenelig med EU-retten.
En sådan efterprøvelse fører til en afgørelse af, om der kan fastslås en ækvivalens mellem disse to typer afgørelser.
I denne henseende bemærkede Domstolen bl.a., at forfatningsdomstolens afgørelser, der indeholder en konstatering af, at den omhandlede bestemmelse i national ret er uforenelig, ikke kræver, at der træffes en efterfølgende retsafgørelse, og bevirker, at den nævnte bestemmelse fratages sin bindende virkning, og at den udelukkes fra den nationale retsorden, hvilket har den direkte konsekvens, at den endelige dom, som var blevet afsagt på grundlag af den nævnte bestemmelse, fratages sit retsgrundlag.
Præjudicielle fortolkningsdomme adskiller sig fra forfatningsdomstolens afgørelser derved, at Domstolen ved fortolkningen af EU-retten ikke direkte tager stilling til, om en bestemmelse i national ret er uforenelig med EU-retten. Selv om det er Domstolens opgave at give en bindende fortolkning af EU-retten, henhører konsekvenserne af denne fortolkning for den konkrete sag under de nationale retters ansvar. På grund af den klare adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, som kendetegner den præjudicielle procedure, er det alene den nationale ret, der har kompetence til at fortolke og anvende national ret og til i den sag, der verserer for den, at anvende den fortolkning, som Domstolen har givet som svar på anmodningen om præjudiciel afgørelse.
Når et ekstraordinært retsmiddel, der er fastsat i en national processuel bestemmelse, gør det muligt for en retsundergiven at anmode om genoptagelse af en sag, der har ført til en endelig dom, under påberåbelse af en senere afgørelse fra den pågældende medlemsstats forfatningsdomstol, hvorved det er blevet fastslået, at en bestemmelse i national ret, på grundlag af hvilken denne dom er blevet afsagt, ikke er forenelig med forfatningen, kræver artikel 4, stk. 3, TEU og ækvivalensprincippet følgelig ikke, at dette retsmiddel ligeledes skal være til rådighed, når en præjudiciel fortolkningsdom påberåbes (8).
Det andet spørgsmål
Domstolen bemærkede indledningsvis, at eftersom det alene er de nationale retter, der har kompetence til at fortolke national ret, påhviler det den forelæggende ret at vurdere, om den omhandlede bestemmelse i national ret, som gør det muligt at genåbne en procedure, der er afsluttet ved en endelig dom, hvis den berørte part er blevet frataget muligheden for at anlægge sag som følge af en retskrænkelse, henset til grænserne for det princip om overensstemmende fortolkning, som de generelle retsprincipper udgør, og umuligheden af at foretage en fortolkning contra legem, kan gøres til genstand for en udvidende fortolkning, således at en situation som den i hovedsagen omhandlede henhører under denne grund til genoptagelse af sagen.
Domstolen giver imidlertid den forelæggende ret visse retningslinjer, henset til de oplysninger, der fremgår af forelæggelsesafgørelsen.
Domstolen bemærkede navnlig, at sagen for retten i første instans skulle undersøges i sin helhed, idet der ikke alene skulle tages hensyn til den omstændighed, at udeblivelsesdommen blev afsagt uden ex officio at undersøge, om vilkårene i den kreditaftale, der var indgået med FY, eventuelt var urimelige, men ligeledes til de processuelle regler for udøvelsen af retten til at gøre indsigelse mod en sådan dom.
Det tilkommer således den forelæggende ret at efterprøve, om de i hovedsagen omhandlede fremgangsmåder kan »fratage en part muligheden for at anlægge sag som følge af en retskrænkelse« som omhandlet i den omhandlede nationale bestemmelse, eftersom de ikke gør det muligt at sikre overholdelsen af de rettigheder, som forbrugeren har i henhold til direktiv 93/13.
Domstolen bemærkede i øvrigt, at anerkendelsen af en ret til genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved en endelig dom i henhold til princippet om overensstemmende fortolkning, ikke udgør det eneste middel, der under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende kan sikre en forbruger den beskyttelse, der tilsigtes med direktiv 93/13.
Medlemsstaternes forpligtelse til at sikre beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, indebærer et krav om en effektiv domstolsbeskyttelse, navnlig hvad angår de processuelle regler for søgsmål, der støttes på sådanne rettigheder. Såfremt de processuelle regler for udøvelse af retten til at gøre indsigelse mod en udeblivelsesdom ikke gør det muligt at sikre overholdelsen af de rettigheder, som forbrugerne har i henhold til direktiv 93/13, er denne procedure således ikke i overensstemmelse med forbrugernes ret til effektive retsmidler.
Såfremt den forelæggende ret måtte være af den opfattelse, at den udvidende fortolkning, som den har foreslået, ikke er tænkelig, bør en forbruger som FY råde over et andet retsmiddel, således at den beskyttelse, der søges opnået ved direktiv 93/13, rent faktisk sikres.
I en sådan situation kræver effektivitetsprincippet, at overholdelsen af de rettigheder, der er sikret ved direktiv 93/13, sikres inden for rammerne af en procedure til fuldbyrdelse af udeblivelsesdommen, eller efter at denne er afsluttet. I det tilfælde, hvor fuldbyrdelsesproceduren er afsluttet, skal forbrugeren være i stand til i en efterfølgende særskilt procedure at påberåbe sig, at kontraktvilkårene var urimelige, for effektivt og fuldt ud at kunne udøve sine rettigheder i henhold til dette direktiv med henblik på at opnå erstatning for den økonomiske skade, der er forårsaget af disse vilkår.