Language of document :

Sag anlagt den 4. juli 2007 - Bavaria mod Kommissionen

(Sag T-235/07)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Bavaria NV (ved advocaat O.W. Brouwer, advocaat D. Mes og advocaat A.C.E. Stoffer.)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning af 18. april 2007 om en procedure i henhold til artikel 81 EF (sag COMP/B-2/37.766 - det nederlandske ølmarked K(2007) 1697 endelig udg.) annulleres helt eller delvis, for så vidt som den angår Bavaria NV

Subsidiært, den bøde, der er pålagt Bavaria NV, nedsættes

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren anfægter Kommissionens beslutning af 18. april 2007 om en procedure i henhold til artikel 81 EF (sag nr. COMP/B 2/37.766 - det nederlandske ølmarked), hvorved der blev pålagt sagsøgeren en bøde.

Til støtte for sine påstande har sagsøgerne først anført tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, idet Kommissionen ikke har foretaget en fuldstændig, omhyggelig og upartisk undersøgelse.

For det andet har Kommissionen tilsidesat artikel 81 EF ved åbenbare fejlskøn, urigtig retsanvendelse ved konstateringen af overtrædelsen, tilsidesættelse af uskyldsformodningen, af legalitetsprincippet og kravet om begrundelse i artikel 253 EF.

For det tredje har Kommissionen fastsat overtrædelsens varighed urigtigt.

For det fjerde har Kommissionen ved fastsættelsen af størrelsen af den bøde, der er pålagt sagsøgeren, tilsidesat artikel 23 i forordning nr. 1/2003 1, retningslinjerne for beregning af bøder2, som er udstedt i henhold hertil, lighedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

For det femte har sagsøgeren påberåbt sig en åbenbar tilsidesættelse af den rimelige frist for Kommissionens undersøgelse, som har varet godt syv år.

For det sjette har sagsøgeren påberåbt sig tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, princippet om god forvaltningsskik og om retten til kontradiktion, idet der er givet afslag på indsigt i de øvrige bryggeriers svar på klagepunkterne og i dele af Kommissionens sagsakter, som var af væsentlig betydning for sagsøgerens forsvar.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EUT2003 L 1, s. 1).

2 - Meddelelse fra Kommissionen - Retningslinjer for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF- traktaten (EFT 1998 C 9, s. 3)