Sag C-158/21
Straffesag
mod
Lluís Puig Gordi m.fl.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 31. januar 2023
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – procedurer for overgivelse mellem medlemsstaterne – betingelser for fuldbyrdelse – den udstedende judicielle myndigheds kompetence – artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ret til adgang til en domstol, der forudgående er oprettet ved lov – mulighed for at udstede en ny europæisk arrestordre rettet mod den samme person«
1. Præjudicielle spørgsmål – fremskyndet præjudiciel procedure – betingelser – omstændigheder, der begrunder en hurtig behandling – foreligger ikke – udsættelse af den sag, der verserer for den forelæggende ret, i afventning af Domstolens besvarelse – personer omfattet af straffesagen i hovedsagen, som ikke aktuelt er frihedsberøvede
(Statutten for Domstolen, art. 23a; Domstolens procesreglement, art. 105, stk. 1)
(jf. præmis 26-30)
2. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – præjudicielle spørgsmål – formaliteten – spørgsmål vedrørende forpligtelserne for den judicielle myndighed, der fuldbyrder en europæisk arrestordre, forelagt af den judicielle myndighed, der har udstedt den europæiske arrestordre – spørgsmål antaget til realitetsbehandling
(Art. 267 TEUF; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299)
(jf. præmis 53 og 54)
3. Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – betingelser – spørgsmål, der har forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand – spørgsmål om fortolkning af EU-retlige bestemmelser, der ikke har direkte virkning – ingen betydning
(Art. 267 TEUF)
(jf. præmis 59)
4. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – mulighed for at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre – afslagsgrund, som alene følger af den fuldbyrdende medlemsstats ret – ikke tilladt – national bestemmelse om afslag på fuldbyrdelse i tilfælde af tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed, som er anerkendt i EU-retten – den fuldbyrdende judicielle myndigheds mulighed for at anvende en sådan bestemmelse – betingelse
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 4 og 47; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, 3, 4 og 4b, art. 6, stk. 1, og art. 8)
(jf. præmis 69-76 og 79 samt domskonkl. 1)
5. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – mulighed for at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre – afslag på fuldbyrdelse baseret på den fuldbyrdende judicielle myndigheds prøvelse af den udstedende judicielle myndigheds kompetence til at udstede en sådan arrestordre – ikke tilladt
(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, sjette betragtning samt art. 1, stk. 1 og 2, og art. 6, stk. 1)
(jf. præmis 84-89 og domskonkl. 2)
6. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af dømte eller mistænkte personer til de udstedende judicielle myndigheder – pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper – ret til adgang til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov – afslag på fuldbyrdelse med den begrundelse, at den overgivne person risikerer at få sin sag pådømt af en domstol, der ikke har kompetence hertil – ikke tilladt – undtagelse – betingelser – systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemet i den udstedende medlemsstat eller mangler, der har indvirkning på domstolsbeskyttelsen for en objektivt identificerbar gruppe af personer, som den berørte person tilhører – åbenbart manglende kompetence hos den domstol, som skal påkende sagen vedrørende denne person
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3)
(jf. præmis 97, 98, 101-103, 105-111, 114, 115, 119 og 120 samt domskonkl. 3)
7. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af dømte eller mistænkte personer til de udstedende judicielle myndigheder – pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper – ret til adgang til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov – afslag på fuldbyrdelse med den begrundelse, at den overgivne person risikerer at få sin sag pådømt af en domstol, der ikke har kompetence hertil – afslag begrundet i en rapport fra arbejdsgruppen for vilkårlig tilbageholdelse, der ikke direkte vedrører denne persons situation – ikke tilladt – den fuldbyrdende judicielle myndigheds vurdering af, om der foreligger systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemet i den udstedende medlemsstat – samme myndigheds vurdering af, om der foreligger mangler, der har indvirkning på domstolsbeskyttelsen for en objektivt identificerbar gruppe af personer, som den berørte person tilhører – rapport, der kan tages i betragtning i forbindelse med disse vurderinger
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3)
(jf. præmis 122-126 og domskonkl. 4)
8. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af dømte eller mistænkte personer til de udstedende judicielle myndigheder – pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper – ret til adgang til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov – afslag på fuldbyrdelse med den begrundelse, at den overgivne person risikerer at få sin sag pådømt af en domstol, der ikke har kompetence hertil – manglende forudgående anmodning om supplerende oplysninger hos den udstedende judicielle myndighed – retsstridighed
(Art. 4, stk. 3, første afsnit, TEU; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 8, stk. 1, og art. 15, stk. 2)
(jf. præmis 131-136 og domskonkl. 5)
9. Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af dømte eller mistænkte personer til de udstedende judicielle myndigheder – afslag på fuldbyrdelse af en første europæisk arrestordre vedrørende en eftersøgt person – udstedelse af flere på hinanden følgende arrestordrer vedrørende samme person – lovlighed – betingelser
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3)
(jf. præmis 140-146 og domskonkl. 6)
Resumé
Efter vedtagelsen af love om selvstændighed for den selvstyrende region Catalonien (Spanien) og om afholdelse af en folkeafstemning herom blev der indledt en straffesag mod forskellige personer for Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), som var den forelæggende ret. I efteråret 2019 udstedte den forelæggende ret således en række europæiske arrestordrer. Procedurerne for fuldbyrdelse af de europæiske arrestordrer, der var udstedt mod Carles Puigdemont Casamajó og Antoni Comín Oliveres, blev udsat, efter at de var blevet valgt til Europa-Parlamentet. Hvad angår den europæiske arrestordre, der var udstedt mod Lluís Puig Gordi, afslog Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg Brussel (den nederlandsksprogede ret i første instans i Bruxelles, Belgien) ved en kendelse afsagt i august 2020 fuldbyrdelsen heraf med den begrundelse, at den forelæggende ret efter denne retsinstans’ opfattelse ikke havde kompetence til at udstede den. Ved en dom afsagt i januar 2021 forkastede cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles, Belgien) den appel, der var blevet iværksat til prøvelse af denne kendelse.
På denne baggrund stillede den forelæggende ret Domstolen en række spørgsmål, hvormed det i det væsentlige ønskedes afgjort, om en fuldbyrdende judiciel myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre under henvisning til, at den udstedende judicielle myndighed ikke har kompetence til at udstede denne arrestordre eller til at pådømme sagen mod den tiltalte, og om rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre (1) er til hinder for, at der udstedes en ny europæisk arrestordre, efter at der er givet afslag på fuldbyrdelse af en første europæisk arrestordre.
Domstolen (Store Afdeling) præciserede i sin dom bl.a. betingelserne for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at imødekomme en europæisk arrestordre på grund af risikoen for, at den eftersøgte persons grundlæggende ret til en retfærdig rettergang (2) vil blive tilsidesat i forbindelse med en sådan manglende kompetence, såfremt den pågældende overgives.
Domstolens bemærkninger
Domstolen udtalte for det første, at en fuldbyrdende judiciel myndighed ikke kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til en afslagsgrund, som ikke følger af rammeafgørelse 2002/584, men alene af den fuldbyrdende medlemsstats ret. I denne henseende bemærkede Domstolen, at de grunde, der i dens praksis er blevet antaget at kræve eller tillade, at en europæisk arrestordre ikke imødekommes, alle følger af rammeafgørelse 2002/584. Hvis det blev anerkendt, at en medlemsstat til de nævnte grunde kunne tilføje andre grunde, som følger af national ret, og som ville gøre det muligt ikke at fuldbyrde en europæisk arrestordre, ville dette i øvrigt hindre den rette funktion af den forenklede ordning for overgivelse af personer, som er indført ved denne rammeafgørelse. Domstolen tilføjede imidlertid, at en medlemsstat har ret til undtagelsesvis at påberåbe sig en afslagsgrund, der er baseret på forpligtelsen til at sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, som tilkommer den berørte person i henhold til EU-retten (3), under overholdelse af de strenge betingelser, der er fastsat i Domstolens praksis i denne henseende.
Domstolen fastslog for det andet, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan efterprøve, om en europæisk arrestordre er blevet udstedt af en judiciel myndighed, som havde kompetence hertil, og afslå at fuldbyrde denne europæiske arrestordre, såfremt den finder, at dette ikke er tilfældet (4). I denne henseende fastsætter artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, at den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre. Selv om den fuldbyrdende judicielle myndighed, inden den fuldbyrder en europæisk arrestordre, skal sikre sig, at denne faktisk er blevet udstedt af en judiciel myndighed, kan den derimod ikke efterprøve, om den pågældende myndighed har kompetence til at udstede en sådan arrestordre efter retsreglerne i den udstedende medlemsstat. Det tilkommer nemlig hver medlemsstat, inden for rammerne af sin procesautonomi, at udpege de judicielle myndigheder, der har kompetence til at udstede europæiske arrestordrer, idet disse judicielle myndigheder herefter selv skal vurdere deres egen kompetence henset til den udstedende medlemsstats ret.
Domstolen anførte for det tredje, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, som skal træffe afgørelse om overgivelsen af en person, der er genstand for en europæisk arrestordre, ikke kan afslå at fuldbyrde denne arrestordre med den begrundelse, at denne person efter sin overgivelse til den udstedende medlemsstat risikerer at få sin sag pådømt af en domstol, der ikke har kompetence hertil, medmindre
– denne judicielle myndighed for det første råder over objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, der – henset til kravet om en domstol, der er oprettet ved lov – vidner om, at der foreligger systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat eller mangler, der har indvirkning på domstolsbeskyttelsen for en objektivt identificerbar gruppe af personer, som den pågældende person ville tilhøre, hvilke mangler indebærer, at de berørte borgere generelt i denne medlemsstat er frataget et effektivt retsmiddel, der gør det muligt at foretage en efterprøvelse af kompetencen for den straffedomstol, der skal pådømme deres sag, og
– denne judicielle myndighed for det andet konstaterer, at der under de særlige omstændigheder i den omhandlede sag, under hensyntagen til de oplysninger, som den person, der er genstand for denne europæiske arrestordre, har afgivet, er alvorlige og godtgjorte grunde til at antage, at den domstol, som vil skulle påkende sagen vedrørende denne person, åbenbart ikke har kompetence hertil.
Domstolen bemærkede navnlig, at en domstols kompetence til at behandle en sag er forbundet med det krav om en »domstol, der er oprettet ved lov«, som følger af chartrets artikel 47. Når en person, der er genstand for en europæisk arrestordre, gør gældende, at vedkommende efter sin overgivelse vil blive udsat for en tilsidesættelse af sin ret til effektive retsmidler for en upartisk domstol, på grund af manglende kompetence hos den domstol, der vil skulle træffe afgørelse, tilkommer det den fuldbyrdende judicielle myndighed at bedømme, om anbringendet herom er velbegrundet, i forbindelse med denne prøvelse i to trin. Når den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, som den råder over, ikke kan godtgøre, at de nævnte mangler foreligger, kan denne myndighed ikke afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre af denne grund. Når der i den udstedende medlemsstat findes retsmidler, der gør det muligt at foretage en efterprøvelse af kompetencen for den domstol, der skal pådømme sagen vedrørende en sådan person (i form af denne domstols vurdering af sin egen kompetence eller et søgsmål anlagt ved en anden domstol), kan denne persons risiko for at få sin sag prøvet af en domstol i denne medlemsstat, der ikke har kompetence hertil, principielt udelukkes ved den pågældende persons udøvelse af disse retsmidler. I mangel af oplysninger, der kan godtgøre, at de ovennævnte mangler foreligger, kan den fuldbyrdende medlemsstat ikke forudsætte, at der ikke findes sådanne retsmidler, idet denne myndighed tværtimod skal lægge til grund for sin analyse, at de nævnte retsmidler findes og er effektive, i overensstemmelse med princippet om gensidig tillid.
For det fjerde og sidste fandt Domstolen, at der kan udstedes flere på hinanden følgende europæiske arrestordrer mod en eftersøgt person med henblik på en medlemsstats overgivelse af den pågældende, efter at fuldbyrdelsen af en første europæisk arrestordre vedrørende denne person er blevet afslået af denne medlemsstat, for så vidt som fuldbyrdelsen af en ny europæisk arrestordre ikke fører til en tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder og retsprincipper, som er anerkendt ved artikel 6 TEU (5), og udstedelsen af sidstnævnte europæiske arrestordre er forholdsmæssig. Udstedelse af en ny europæisk arrestordre kan nemlig være nødvendig, navnlig efter at forhindringerne for fuldbyrdelsen af den tidligere europæiske arrestordre er blevet ryddet af vejen. I forbindelse med undersøgelsen af, om udstedelsen af en ny europæisk arrestordre er forholdsmæssig, skal den judicielle myndighed dog tage hensyn til karakteren og grovheden af den lovovertrædelse, som den eftersøgte person retsforfølges for, konsekvenserne for denne person af den eller de europæiske arrestordrer, der tidligere er udstedt mod den pågældende, og udsigterne til fuldbyrdelse af en eventuel ny europæisk arrestordre.