Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 15. februar 2024 – Gesellschaft für musikalische Aufführungs- und mechanische Vervielfältigungsrechte e.V. (GEMA) mod VHC 2 Seniorenresidenz und Pflegeheim gGmbH

(Sag C-127/24, VHC 2 Seniorenresidenz)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger og revisionsappellant: Gesellschaft für musikalische Aufführungs- und mechanische Vervielfältigungsrechte e.V. (GEMA)

Sagsøgt og revisionsindstævnt: VHC 2 Seniorenresidenz und Pflegeheim gGmbH

Præjudicielle spørgsmål

1.    Udgør beboerne på et kommercielt drevet plejehjem, som på deres værelser råder over tilslutninger til fjernsyn og radio, som operatøren af plejehjemmet gennem sit kabelnet samtidigt, uforandret og fuldstændigt videresender radioudsendelser til, som denne har modtaget via sin egen satellitmodtager, »et ubestemt antal potentielle modtagere« i henhold til definitionen af »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF 1 ?

2.    Har den definition, som Den Europæiske Unions Domstol hidtil har anvendt, og hvorefter kvalificering som »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF kræver, at »et beskyttet værk overføres ved anvendelsen af en særlig teknisk fremgangsmåde, der adskiller sig fra den, der hidtil har været anvendt, eller [skal] være rettet mod et »nyt publikum«, dvs. mod et publikum, som indehaverne af ophavsrettigheden ikke havde taget i betragtning, da de tillod den første overføring til almenheden af deres værk«, fortsat almen gyldighed, eller har den tekniske fremgangsmåde, der anvendes, kun betydning i tilfælde, hvor der sker en videre overføring til det åbne internet af indhold, som først er blevet modtaget jord-, satellit- eller kabelbaseret?

3.    Er der tale om et »nyt publikum« i henhold til definitionen af »overføring til almenheden« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF, når operatøren af et plejehjem, som handler erhvervsmæssigt, gennem sit kabelnet samtidigt, uforandret og fuldstændigt videresender radio- og fjernsynsudsendelser, som denne har modtaget via sin egen satellitmodtager, til de eksisterende tilslutninger for tv og radio i beboernes værelser? Har det betydning for denne bedømmelse, om beboerne uafhængigt af kabeloverføringen har mulighed for at modtage fjernsyns- og radioprogrammerne på deres værelser via jordantenne? Har det endvidere betydning for denne bedømmelse, om rettighedshaverne allerede modtager et vederlag for deres tilladelse til den oprindelige udsendelse?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.5.2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10).