EU-PERSONALERETTENS DOM (plenum)
26. oktober 2006 (*)
»Midlertidigt ansat – tidsubegrænset ansættelseskontrakt – afskedigelse – utilstrækkelig faglig indsats i tjenesten – begrundelsespligt – åbenbart urigtigt skøn«
I sag F-1/05,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA,
Pia Landgren, tidligere midlertidigt ansat ved Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut, Torino (Italien), ved avocat M.-A. Lucas,
sagsøger,
mod
Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF) ved direktør M. Dunbar, bistået af avocat G. Vandersanden,
sagsøgt,
har
RETTEN (Plenum)
sammensat af præsidenten, P. Mahoney, og afdelingsformændene H. Kreppel og S. Van Raepenbusch (refererende dommer), samt dommerne I. Boruta, H. Kanninen, H. Tagaras og S. Gervasoni,
justitssekretær: ekspeditionssekretær S. Boni,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. juli 2006,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indgået til Justitskontoret ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans ved telefax den 28. april 2005 (idet originalen blev indleveret den 2.5.2005) har Pia Landgren bl.a. nedlagt påstand om annullation af Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstituts (ETF) afgørelse af 25. juni 2004, hvorved hendes tidsubegrænsede ansættelseskontrakt som midlertidigt ansat blev opsagt (herefter »afskedigelsesafgørelsen«).
Retsforskrifter
2 Artikel 11, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (herefter »vilkårene«) bestemmer, at artikel 11-26 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) finder tilsvarende anvendelse på midlertidigt ansatte.
3 Vedtægtens artikel 25, stk. 2, har følgende ordlyd:
»Enhver afgørelse, der træffes i henhold til denne vedtægt om en bestemt person, skal straks meddeles den pågældende tjenestemand skriftligt. Enhver afgørelse, der indeholder et klagepunkt, skal begrundes.«
4 Vilkårenes artikel 47 bestemmer desuden:
»Undtagen ved dødsfald ophører ansættelsesforholdet for en midlertidigt ansat:
[…]
c) for kontrakter på ubestemt tid:
i) ved udløbet af den opsigelsesfrist, der er fastsat i kontrakten; opsigelsesfristen kan ikke være kortere end en måned for hvert tjenesteår, idet den dog mindst skal være på tre måneder og højst kan være på ti måneder; [o]psigelsesfristen kan ikke begynde at løbe under barsels- eller sygeorlov, medmindre denne orlov overstiger tre måneder; [o]psigelsesfristen suspenderes desuden under disse former for orlov, dog med ovenstående begrænsninger
[…]«
5 Artikel 5, litra b), i den kontrakt om midlertidig ansættelse, som sagsøgeren og sagsøgte indgik den 3. januar 1995, som ændret ved tillægskontrakt af 18. juli 2000, hvorved kontrakten blev forlænget på ubestemt tid, bestemmer:
»This contract may be terminated by the institution or by the staff member for any of the reasons specified in articles 47 to 50 of the CEOS, subject to the conditions laid down in those articles.
For the purposes of Article 47 § 2.a of the CEOS, should the employee decide to resign, the employee shall give a minimum of three months notice. In derogation from the Article 47 § 2.a of the CEOS, should the Foundation decide to terminate the contract, the Foundation shall give the employee a minimum of six months notice.«
(Institutionen eller den midlertidigt ansatte kan opsige kontrakten af en af de årsager, der er nævnt i vilkårenes artikel 47-50 på de i disse bestemmelser anførte betingelser.
Med henblik på vilkårenes artikel 47, stk. 2, litra a), skal den ansatte, såfremt han eller hun beslutter at opsige kontrakten, give institutionen et varsel på mindst tre måneder. Såfremt institutionen beslutter at opsige kontrakten, skal opsigelsen under fravigelse af artikel 47, stk. 2, litra a), ske med mindst seks måneders varsel.
Sagens faktiske omstændigheder
6 Pia Landgren, der er født den 21. juni 1947, blev den 3. januar 1995 ansat af ETF som midlertidigt ansat i kategori C for en periode på tre år fra den 1. januar 1995. Hun blev foreløbigt indplaceret i lønklasse C3, løntrin 1, og derefter i lønklasse C1, løntrin 2, i kraft af en tillægskontrakt af 1. juli 1996 til hendes ansættelseskontrakt.
7 Hendes kontrakt blev den 24. oktober 1997 forlænget for en ny periode på tre år og derefter på ubestemt tid den 18. juli 2000.
8 Fra januar 1995 til december 2001 udførte Pia Landgren som udgangspunkt både en funktion som administrativ medarbejder, idet hun var ansvarlig for personalemapperne og navnlig for ansættelser, tjenesterejser og orlov, og sekretariatsfunktioner for en eller flere personer.
9 Hendes udtalelse ved prøvetidens udløb, der blev udfærdiget den 10. maj 1995, indeholder følgende vurderinger:
– hvad angår »egnethed til varetagelse af de med stillingen forbundne opgaver« opnåede hun bedømmelsen »god«, i rubrikken »opfattelsesevne, fleksibilitet og dømmekraft« opnåede hun imidlertid bedømmelsen »utilstrækkelig«, der begrundedes med manglende præcision, grundighed og opmærksomhed
– hvad angår »tjenstlig indsats« opnåede hun bedømmelsen »god«, i rubrikken »hurtighed i udførelsen af arbejdet« opnåede hun ligeledes bedømmelsen »utilstrækkelig«, der var begrundet i visse forsinkelser bl.a. med udarbejdelsen af personalekontrakter
– hvad angår »tjenstlig adfærd« opnåede hun bedømmelsen »meget god«.
10 Pia Landgrens første karriereudviklingsrapport, der blev udfærdiget den 13. maj 1997 for perioden 1995-1997, er generelt positiv. På en skala fra 1 til 6, der svinger fra »udmærket« til »ubetinget negativt«, opnåede sagsøgeren den samlede bedømmelse »3«, der svarer til »tilfredsstillende«. Hun opnåede nærmere bestemt bedømmelsen »god« i rubrikkerne »kvalifikationer« og »tjenstlig adfærd« samt bedømmelsen »utilfredsstillende« i rubrikken »effektivitet«. På dette punkt henvistes der endnu engang til manglende opmærksomhed og manglende hurtighed under udførelse af opgaverne. Selv om den samlede positive bedømmelse fremhæves, anmodes hun dog om at udvise større omhu og forbedre sin »politiske sans«.
11 I hendes anden karriereudviklingsrapport, der blev udfærdiget den 17. juni 1998 for perioden 1997-1998, var den samlede bedømmelse højere, nemlig »2«, hvilket svarer til »godt«. Under de generelle bemærkninger konstaterede bedømmeren nemlig, at der havde været en klar forbedring i sagsøgerens arbejde, idet bedømmelsen dog i rubrikken »effektivitet« bemærker, at hun stadig kunne gøre fremskridt.
12 I hendes tredje karriereudviklingsrapport, der blev udfærdiget den 17. januar 2000 for perioden 1999-2000, gentages den samlede bedømmelse »2«, og der anføres intet om eventuelle svagheder, idet hun i alle rubrikker opnåede bedømmelsen »god«. Sagsøgeren anmodes ikke desto mindre om at forbedre sin »time management« (tilrettelæggelsen af hendes arbejdstid). Derimod fremhæves hendes kendskab til reglerne og til ETF’s funktion.
13 I hendes fjerde karriereudviklingsrapport, der blev udfærdiget den 29. marts 2001 for perioden 2000-2001, opnåede sagsøgeren en lavere samlet bedømmelse, nemlig »3«. Samtidig med at sagsøgerens kommunikative evner, hendes takt, hendes venlighed, hendes omfattende kendskab til ETF, hendes fleksibilitet og hendes loyalitet over for sine overordnede fremhæves, nævner rapporten en svaghed på edb-området, og i rubrikken »analyse og vurdering« henstilles til, at hun ikke drager forhastede konklusioner, navnlig når hun ikke har fuldt kendskab til sagerne, selv om det erkendes, at hun fremkommer med gode forslag. Endelig opfordres hun til at tage et kursus i udfærdigelse af mødereferater.
14 Fra januar 2002 til og med januar 2003 var sagsøgeren beskæftiget i ETF’s direktion, hvor hun udførte funktionen som sekretær og administrativ medarbejder med særligt ansvar for tjenesterejser og orlov for så vidt angår medarbejderne i direktionen.
15 Den 9. juli 2002 udfærdigede ETF’s underdirektør, Hillenkamp, en foreløbig karriereudviklingsrapport, hvori det konkluderedes, at Pia Landgren ikke i tilstrækkeligt omfang opfyldte de krav, der var forbundet med hendes funktion. Denne konklusion var støttet på konstaterede mangler med hensyn til forberedelsen af tjenesterejser og kalenderføring, hvilket blev tilskrevet en manglende evne til organisation og opfølgning, begrænsede færdigheder med hensyn til anvendelse af computerprogrammer og et utilstrækkeligt kendskab til ETF’s opgaver og struktur. Ikke desto mindre fremhæves i rapporten Pia Landgrens imødekommende holdning og hendes indsats for at løse sine mangeartede opgaver.
16 I slutningen af 2002 udfærdigede de to underdirektører Hillenkamp og Pescia i deres egenskab af »Reporting officers« (bedømmere) et udkast til karriereudviklingsrapport for Pia Landgren for 2002 efter et nyt bedømmelsessystem, der var blevet indført i januar samme år.
17 Hillenkamp bekræftede sin bedømmelse af 9. juli 2002, idet han konstaterede, at man ikke kan fæste lid til sagsøgerens arbejde, og at der forelå betydelige mangler på stort set alle områder, selv om han fremhævede sagsøgerens indsats for at udføre sine opgaver. Han anførte, at han ikke længere havde tillid til kvaliteten af hendes arbejde og konkluderede, at sagsøgeren ikke længere kunne varetage sine funktioner.
18 Pescias bedømmelse var langt mindre negativ, idet han fandt, at Pia Landgrens varetagelse af sine særlige opgaver i de fleste tilfælde var tilfredsstillende og for visse opgavers vedkommende god, idet han imidlertid i den samlede bedømmelse gjorde opmærksom på forsinkelser og fejl som følge af manglende omhu, hvilket efter hans opfattelse delvis skyldtes et for stort arbejdspres.
19 I sine kommentarer til denne bedømmelsesrapport har Pia Landgren bestridt berettigelsen af den kritik, som Hillenkamp er fremkommet med, på visse specifikke punkter, idet hun dog erkender, at den stilling, hun bestrider, er for krævende for hende. Hun henledte også direktionens opmærksomhed på, at hendes vanskeligheder kunne forklares med forbigående hukommelsesproblemer som følge af hendes helbredstilstand, samt på de meget negative konsekvenser, det ville få for hende, hvis hun mistede sit arbejde, henset til hendes økonomiske situation, hendes familiesituation og hendes alder. Hun anmodede derfor om, at man undersøgte mulighederne for at tildele hende andre og mindre krævende arbejdsopgaver i samme direktion eller i andre afdelinger.
20 Denne karriereudviklingsrapport blev aldrig færdiggjort og dermed ikke indført i sagsøgerens personlige aktmappe.
21 Den 1. februar 2003 blev sagsøgeren uden tidsbegrænsning tilknyttet ETF’s afdeling for »Østeuropa og Centralasien« (herefter »EEAC«) for dér at udføre sekretariatsarbejde på halv tid for afdelingschefen, Stefani, for viceafdelingschefen, Taurelli, og for ETF’s koordinator. Anmodningen om halvtidsarbejde, som direktøren havde imødekommet, skulle omfatte perioden fra den 1. februar 2003 til den 31. december 2004 og var begrundet med »preparation for retirement (as 55 years of age)« (forberedelse til pensionering, idet den midlertidigt ansatte var 55 år).
22 Sagsøgerens karriereudviklingsrapport, der blev udfærdiget den 18. marts 2004 for året 2003, er fordelagtig for hende. Rapporten indeholder følgende bemærkninger:
»Pia has achieved her key objectives set for 2003. An assessment of the related key indicators shows that she has been able to perform her tasks effectively and efficiently with respect of deadlines.
Pia has shown capacity to concentrate on her work even while having to deal with several issues at the same time. She has made a substantial effort to improve her memory.
Pia has improved her IT skills.
Pia maintains good, friendly but respectful relations with peers and fellow colleagues.«
(Pia har nået sine hovedmål for 2003. En vurdering af de relevante hovedindikatorer viser, at hun har været i stand til at udføre sine arbejdsopgaver grundigt, effektivt og til tiden.
Pia har vist, at hun er i stand til at koncentrere sig om sit arbejde, også når hun løser flere opgaver på samme tid. Hun har gjort en helhjertet indsats for at forbedre sin hukommelse.
Pia har forbedret sin kompetence på det edb-mæssige område.
Pia har gode og venskabelige – men dog respektfulde – relationer til sine overordnede og til sine arbejdskolleger.)
23 Denne sidste karriereudviklingsrapport var udfærdiget af Taurelli i dennes egenskab af fungerende afdelingschef, idet Stefani var sygemeldt i perioden fra november 2003 til og med marts 2004, og den var undertegnet af de Rooij som direktør. Selv om Stefani ikke har underskrevet den, angives hun dog i rapporten som »Reporting Officer« sammen med Taurelli. Det er ubestridt, at afdelingschefen ikke var enig i Taurellis bedømmelse, idet hun snarere var negativt indstillet over for sagsøgerens arbejdsindsats.
24 Herefter fandt sagsøgeren det nødvendigt i forbindelse med en samtale med Stefani at anmode om fortsat at arbejde halvtid. Ifølge sagsøgeren var tilladelsen til at arbejde halvtid – selv om den oprindeligt gjaldt for perioden fra den 1. februar 2003 til den 31. december 2004 – nemlig i mellemtiden faldet bort pr. 1. februar 2004, idet artikel 1 i bilag IVa til vedtægten, i den affattelse af bestemmelsen, der gjaldt før den 1. maj 2004, begrænsede en sådan tilladelse til et år. Under nævnte samtale, der fandt sted den 10. maj 2004, meddelte afdelingschefen Pia Landgren, at hun forbeholdt sig ret til at drøfte denne anmodning med direktøren, de Rooij.
25 Den 17. maj 2004 havde sagsøgeren en samtale med de Rooij, der gav hende valget mellem »en førtidspensionering« og en afskedigelse. De Rooij præciserede, at hun i tilfælde af en afskedigelse kunne oppebære arbejdsløshedsunderstøttelse i medfør af vilkårenes artikel 28a, indtil hun nåede den tidligste alder for pensionering, nemlig 60 år.
26 Den 15. juni 2004 havde sagsøgeren en ny samtale med de Rooij, hvorunder der også var en opmand udpeget af ETF til stede. I løbet af denne samtale bemærkede de Rooij, at hun var »en venlig person, men en ineffektiv sekretær«, hvorfor hun anmodes om at indgive sin afsked.
27 Under et tredje møde den 25. juni 2004, hvori også deltog andre højtplacerede personer fra ETF, gav de Rooj hende et brev indeholdende en opsigelse af hendes kontrakt som midlertidigt ansat med virkning fra den 1. januar 2005. Det fremgår af sagens akter, at ETF’s direktør, da han fastsatte opsigelsesdatoen, tog hensyn til, at hun på denne dato havde udført ti års tjeneste, hvilket giver hende ret til pension.
28 Afskedigelsesafgørelsen har følgende ordlyd:
»Dear Pia,
In accordance with article 47 of the Conditions of Employment of Other Servants and in accordance with the terms and conditions of your contract and its amending clauses, I am very sorry to inform you that your employment as temporary agent within the ETF will be terminated. The amending clause of your contract foresees a period of notice of six months, therefore your last working day will be 31 December 2004.
Thank you very much for your contribution to the ETF and let me wish you a lot of success in your future career.«
(Kære Pia!
I henhold til artikel 47 i vilkårene og bestemmelserne i Deres ansættelseskontrakt med tillæg beklager jeg at måtte meddele Dem, at Deres stilling som midlertidigt ansat ved ETF vil blive opsagt. Da det er fastsat i tillægget til Deres kontrakt, at De har et opsigelsesvarsel på seks måneder, er Deres sidste arbejdsdag den 31. december 2004.
Jeg takker Dem for Deres arbejdsindsats ved ETF og ønsker Dem held og lykke i Deres fremtidige karriere.)
29 Efter denne afgørelse blev sagsøgeren tilknyttet enheden »administration og centrale tjenester« med virkning fra den 1. juli 2004. Efter eget ønske fik hun tilladelse til at genoptage sit fuldtidsarbejde fra denne dato.
30 Sagsøgeren undergik en operation i oktober 2004, hvorefter hun havde sygeorlov i tre måneder. Hendes opsigelsesfrist blev derfor suspenderet i tre måneder.
31 Den 27. september 2004 indbragte sagsøgeren en klage over afskedigelsesafgørelsen i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2.
32 Ved afgørelse af 19. januar 2005, der blev modtaget af sagsøgeren den 21. januar 2005, afslog ansættelsesmyndigheden klagen under henvisning til, at opsigelsen var berettiget som følge af sagsøgerens utilfredsstillende og utilstrækkelige arbejdsindsats, og at ansættelsesmyndigheden ikke havde udøvet sit vide skøn med hensyn til, hvad der er i tjenestens interesse, på en åbenbart urigtig måde. Ansættelsesmyndigheden havde tilmed som led i sin omsorgspligt taget hensyn til sagsøgerens interesser ved fastsættelsen af tidspunktet for opsigelsens retsvirkninger.
Retsforhandlingerne og parternes påstande
33 Dette søgsmål blev oprindeligt registreret på Retten i Første Instans’ Justitskontor som sag T-180/05.
34 Ved kendelse af 15. december 2005 henviste Retten i Første Instans i medfør af artikel 3, stk. 3, i Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-personalesager (EFT L 333, s. 7) den foreliggende sag til sidstnævnte ret. Sagen blev ved EU-Personalerettens Justitskontor registreret som sag F-1/05.
35 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Afskedigelsesafgørelsen annulleres.
– Om nødvendigt annulleres afgørelsen af 19. januar 2005 om afslaget på sagsøgerens klage af 27. september 2004.
– ETF tilpligtes at betale erstatning for det økonomiske tab, sagsøgeren har lidt som følge af afskedigelsesafgørelsen, hvilket tab svarer til den løn og den pension, hun ville have fået udbetalt, hvis hun havde kunnet fortsætte med at arbejde for ETF til det fyldte 65. år, med fradrag af den afskedigelsesgodtgørelse og den arbejdsløshedsunderstøttelse, hun har oppebåret, eller som hun vil oppebære efter afskedigelsen.
– ETF tilpligtes at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, hun har lidt som følge af opsigelsen. Det overlades Retten at udmåle erstatningens størrelse.
– ETF tilpligtes at betale sagens omkostninger.
36 ETF har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse for så vidt angår annullationspåstandene.
– Afvisning af påstanden om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, der angiveligt er lidt, subsidiært frifindelse for så vidt angår denne erstatningspåstand.
– Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende bestemmelser.
Retsforskrifter
37 Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål fremført følgende fire anbringender:
– ETF har ikke godtgjort, at afskedigelsesafgørelsen er baseret på retsgyldige grunde.
– Begrundelsen for afskedigelsesafgørelsen er ulovlig og i strid med tjenestens interesser, idet begrundelsen, dvs. Stefanis afslag på at beholde sagsøgeren i sin tjeneste efter den 31. december 2004, beror på en afgørelse, der er truffet uden sagsøgerens viden, før hun blev tilknyttet EEAC-afdelingen.
– Begrundelsen for afskedigelsesafgørelsen er ulovlig og vilkårlig, idet Stefanis afslag på at beholde sagsøgeren i sin tjeneste efter den 31. december 2004 er baseret på de ufordelagtige bedømmelser, hun tidligere har været genstand for.
– Der foreligger manglende begrundelse, tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og et åbenbart urigtigt skøn, idet Stefanis afslag på at beholde sagsøgeren i sin tjeneste efter den 31. december 2004, eller efter afskedigelsesafgørelsen blev truffet, ikke er begrundet i sagsøgerens utilstrækkelige faglige indsats i tjenesten.
Første og fjerde anbringende
38 Det er hensigtsmæssigt at behandle første og fjerde anbringende samlet.
Parternes argumenter
39 Til støtte for sit første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at en afskedigelsesafgørelse skal være baseret på et retsgyldigt hensyn til tjenesten, og således at enhver vilkårlighed udelukkes (jf. i denne retning Domstolens dom af 1.3.1962, sag 25/60, De Bruyn mod Parlamentet, Sml. 1954-1964, s. 287, org.ref.: Rec. s. 39, på s. 58-60). Bevisbyrden for, at dette er tilfældet, påhviler administrationen, navnlig når afskedigelsesafgørelsen står i åbenlys kontrast til visse akter i sagen, såsom i denne sag den sidste fordelagtige bedømmelse, som den pågældende var genstand for i 2004.
40 Ifølge sagsøgeren skal den reelle årsag til afskedigelsen søges i de Rooijs løfte til Stefani om ikke at lade sagsøgeren fortsætte i dennes tjeneste efter den 31. december 2004, hvor hun var pensionsberettiget. Et sådant løfte er åbenbart vilkårligt, da det foregriber den måde, hvorpå hun i fremtiden ville udføre sine arbejdsopgaver.
41 Sagsøgtes argument i afslaget på hendes klage, hvorefter Stefani ikke var enig i den positive karakter af sagsøgerens sidste karriereudviklingsrapport og ønskede denne ændret, er helt ubegrundet, dels fordi Stefani den 24. juli 2003 under et møde i forbindelse med den foreløbige bedømmelse selv meddelte sagsøgeren, at hun var fuldt ud tilfreds med hendes indsats både for så vidt angår hendes tjenstlige adfærd og udførelsen af hendes arbejdsopgaver, dels fordi Stefani ikke objektivt kunne vurdere sagsøgerens indsats på grund af sommerferien og hendes sygeorlov mellem november 2003 og marts 2004. Hvis afskedigelsesafgørelsen er baseret på Stefanis negative opfattelse af sagsøgeren, er sidstnævnte under alle omstændigheder ikke blevet informeret herom, inden denne afgørelse blev truffet, hvorfor afgørelsen således er truffet under tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet.
42 Selv om det i klagepunktet søges godtgjort, at Pia Landgrens indsats generelt set har været utilfredsstillende, hvilket udgør den eneste grund til hendes afskedigelse, støttes dette alene på den negative eller varierende bedømmelse af sagsøgerens indsats, som visse af hendes overordnede tidligere havde afgivet, og på, at hendes arbejdsbyrde og hendes overordnedes krav var normale henset til hendes lønklasse C1 og ETF’s ringe størrelse. Sagsøgte har imidlertid ikke godtgjort, at sagsøgerens indsats i Stefanis afdeling var utilfredsstillende, eller at denne indsats ikke var tilstrækkelig til at fjerne den tvivl, der var opstået som følge af de bedømmelser af hendes faglige egnethed, hun tidligere havde været genstand for.
43 Karriereudviklingsrapporterne for perioden fra 1995 til 2002 kan desuden ikke i tilstrækkeligt omfang begrunde en afskedigelse, da disse rapporter generelt var tilfredsstillende, endog fordelagtige eller meget fordelagtige, selv om der i nogle af disse rapporter omtaltes nogle mangler, og rapporten vedrørende 2002 aldrig blev færdiggjort.
44 Henset til den åbenlyse modstrid mellem afskedigelsesafgørelsen og karriereudviklingsrapporten af 18. marts 2004 har ETF ikke – i hvert fald ikke i klageafslaget – godtgjort, at afskedigelsesafgørelsen er støttet på en retsgyldig grund.
45 Til støtte for sit fjerde anbringende har sagsøgeren – såfremt afskedigelsesafgørelsen ikke er støttet på Stefanis afvisning af at beholde hende i hendes tjeneste efter den 31. december 2004, men derimod på hendes påståede generelle utilstrækkelige faglige kvalifikationer, herunder i EEAC-afdelingen – tilføjet, at afgørelsen er truffet i strid med kontradiktionsprincippet og på grundlag af åbenbart urigtige vurderinger.
46 Denne negative opfattelse er nemlig støttet på vurderinger, som ikke er kommet til sagsøgerens kundskab (såsom chefen for »Tempus«-afdelingens afslag på at indkalde sagsøgeren til en samtale efter hendes ansøgning til en ledig stilling i den pågældende afdeling), eller som ikke har en endelig karakter (såsom udkastet til karriereudviklingsrapporten for 2002).
47 De negative bedømmelser, der er indeholdt i de tidligere rapporter, har endvidere vejet tungere end den meget positive vurdering, som Taurelli afgav i den seneste rapport, uden at direktøren i afskedigelsesafgørelsen eller under et af de forudgående møder herom har redegjort for grundene til, at han anser de negative punkter for mere tungtvejende end de positive. De negative vurderinger, der tidligere foreholdtes sagsøgeren, kan imidlertid tilskrives bl.a. den tunge arbejdsbyrde, hun dengang led under, og de krav, hun blev mødt med fra sine overordnede.
48 Grundene til, at Stefani ikke var enig i vurderingerne i rapporten for 2004, blev hverken meddelt sagsøgeren på mødet den 17. maj 2004, på mødet den 15. juni 2004 eller på mødet den 25. juni 2004, ligesom der heller ikke er redegjort herfor i afskedigelsesafgørelsen eller i klageafslaget. For så vidt som Stefanis negative opfattelse ligger til grund for afskedigelsesafgørelsen, er sagsøgerens ret til kontradiktion blevet tilsidesat, og den pågældende afgørelse er så utilstrækkeligt begrundet, at det må sidestilles med en manglende begrundelse.
49 Sagsøgeren har endelig anført, at der foreligger en tilsidesættelse af omsorgspligten, idet der i afskedigelsesafgørelsen i et åbenbart utilstrækkeligt omfang tages hensyn til hendes fortjenester og hendes legitime interesser. Afskedigelsen, der fandt sted to år før, hun ville opnå minimumspensionsalderen, har nemlig udover at forårsage et økonomisk tab også forvoldt hende en alvorlig ikke-økonomisk skade, der består i en følelse af dyb ydmygelse og utaknemmelighed trods den indsats, hun har ydet for efter bedste evne at opfylde sine krævende arbejdsopgaver. Selv om denne indsats undertiden har været genstand for kritik, skal årsagen hertil søges i den dobbelte arbejdsbyrde, der følger af at arbejde under to underdirektører, og hendes helbredsproblemer.
50 Sagsøgte har generelt anført, at der hverken i vilkårene eller i sagsøgerens ansættelseskontrakt findes noget juridisk grundlag, der forpligtede sagsøgte til at begrunde afskedigelsesafgørelsen (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.10.1977, sag 25/68, Schertzer mod Parlamentet, Sml. s. 1729, og Retten i Første Instans’ dom af 28.1.1992, sag T-45/90, Speybrouck mod Parlamentet, Sml. II, s. 33). Vilkårenes artikel 47-50 henviser ikke til vilkårenes artikel 11 og så meget desto mindre analogt til vedtægtens artikel 25, der fastsætter en forpligtelse til at begrunde afgørelser, som indeholder et klagepunkt.
51 Bortset herfra er sagsøgeren i det konkrete tilfælde, således som det fremgår af samtalerne med de Rooij den 15. og den 25. juni 2004, blevet afskediget med den begrundelse, at hendes arbejdsindsats fandtes utilstrækkelig og utilfredsstillende i en sådan grad, at man ikke længere kunne have tillid til kvaliteten af hendes arbejde. Sagsøgte har således bestridt, at der, før hun blev tilknyttet EEAC-afdelingen, skulle være truffet nogen form for afgørelse i slutningen af 2002 om, at hendes tjeneste skulle ophøre den 31. december 2004.
52 Sagsøgte er af den opfattelse, at det er i overensstemmelse med almene hensyn at afskedige en ansat med den begrundelse, at vedkommendes faglige indsats er utilstrækkelig, og at vedkommendes arbejdsindsats er utilfredsstillende.
53 Sagsøgerens faglige utilstrækkelighed er objektivt konstateret ved udtalelsen ved prøvetidens udløb og den række karriereudviklingsrapporter, der omfatter perioden fra 1995-2002, og som sagsøgeren har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger til ved deres udfærdigelse. Som bilag til sin duplik har sagsøgte fremlagt forskellige erklæringer, der er udarbejdet i februar og marts 2006 af de Rooij, Hillenkamp og Panzica, tidligere chef for personale og administration, samt af Stefani og Perrine, der er sekretær ved ETF.
54 De bebrejdelser, der gentagne gange er blevet præcist formuleret, angår dels arten af og niveauet for løsning af de opgaver, som sagsøgeren er blevet pålagt at udføre. Disse opgaver (navnlig varetagelse af direktionens planlægning og rejser, ansøgninger om tjenesterejser, reservation af hotelværelser og kopiering af dokumenter til møderne) har ikke blot været lidet udfordrende henset til de kvalifikationer, der normalt kræves af en sekretær i lønklasse C1, men også af begrænset omfang. Både niveauet for og omfanget af disse opgaver har således ligget under det gennemsnit, der kræves for sekretariatsarbejde på dette niveau. Der er derfor ikke tale om noget åbenbart urigtigt skøn.
55 Karriereudviklingsrapporten for 2003, dvs. den eneste, der indeholder en fordelagtig bedømmelse af sagsøgeren, kan ikke ændre ved den generelle negative bedømmelse, da den for en begrænset del af årets vedkommende kun afspejler den »fungerende« afdelingschefs opfattelse og ikke afdelingschefens egen opfattelse, idet hun havde sygeorlov.
56 Sagsøgte har tilføjet, at Taurelli ved ikke at have tilsluttet sig Stefanis negative opfattelse har forsøgt at opmuntre sagsøgeren trods hendes svage arbejdsindsats og desuden har villet forhindre, at sagsøgeren mistede modet for fremtiden.
57 Da Stefani genoptog arbejdet efter sin sygeorlov, og efter at hun havde afholdt sin årlige ferie, var den omhandlede karriereudviklingsrapport blevet endeligt udfærdiget og kunne ikke længere ændres.
58 Desuden har de Rooij på møderne den 15. og den 25. juni 2004 klart oplyst sagsøgeren om de forhold, man foreholdt hende. Sagsøgeren kunne efter sagsøgtes opfattelse ikke være uvidende om den kritik, man har rettet mod hende siden 1995. Da sagsøgeren således har haft mulighed for at fremsætte sine bemærkninger, har ETF ikke tilsidesat kontradiktionsprincippet.
59 Selv om sagsøgeren har haft helbredsmæssige problemer, har dette aldrig givet anledning til bebrejdelser, og de har heller ikke været anvendt som begrundelse for afskedigelsen. Under alle omstændigheder forelå de nævnte faglige mangler, før hun blev syg.
Rettens bemærkninger
60 Retten skal indledningsvis behandle sagsøgtes argument om, at der hverken i vilkårene eller i sagsøgerens ansættelseskontrakt findes noget juridisk grundlag for at antage, at ansættelsesmyndigheden er forpligtet til at begrunde afskedigelsesbeslutningen.
61 Hertil bemærkes, at begrundelsespligten ifølge fast retspraksis (Domstolens dom af 26.11.1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, præmis 22, Retten i Første Instans’ dom af 20.3.1991, sag T-1/90, Pérez-Mínguez Casariego mod Kommissionen, Sml. II, s. 143, præmis 73, af 18.3.1997, forenede sager T-178/95 og T-179/95, Picciolo og Caló mod Regionsudvalget, Sml. Pers. I-A, s. 51, og II, s. 155, præmis 33, af 20.7.2001, sag T-351/99, Brumter mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 165, og II, s. 757, præmis 28, af 16.3.2004, sag T-11/03, Afari mod ECB, Sml. Pers. I-A, s. 65 og 267, præmis 37, af 6.7.2004, sag T-281/01, Huygens mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 203, og II, s. 903, præmis 105, og af 3.10.2006, sag T-171/05, Nijs mod Revisionsretten, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36) er et væsentligt princip i fællesskabsretten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn. Den har til formål dels at give den berørte tilstrækkeligt grundlag til at kunne vurdere, om den bebyrdende retsakt er berettiget, og til at kunne bedømme, om det har noget formål at anfægte denne for Fællesskabets retsinstanser, dels at give disse instanser mulighed for at udøve deres judicielle kontrol.
62 Dette princip, der er fastsat i artikel 253 EF, og som gentages i vedtægtens artikel 25, stk. 2, hører netop til de rettigheder og forpligtelser for tjenestemænd, som vilkårenes artikel 11 henviser til. Domstolen har herved fastslået i dom af 15. juli 1960, Von Lachmüller m.fl. mod Kommissionen (forenede sager 43/59, 45/59 og 48/59, Sml. s. 933, på s. 956), og af 16. december 1960, Fiddelaar mod Kommissionen (sag 44/59, Sml. 1954-1964, s. 203, org.ref.: Rec. s. 1077, på s. 1099), at det tilkommer den kompetente myndighed præcist at anføre de grunde – og på en sådan måde, at de kan anfægtes – der har fået den til ensidigt at ophæve en ansættelseskontrakt, der er indgået mellem institutionen og en af dennes medarbejdere.
63 I dommen i sagen Schertzer mod Parlamentet (præmis 38-40) nåede Domstolen med hensyn til opsigelse af en midlertidigt ansats kontrakt frem til en anden konklusion på grundlag af vilkårenes artikel 47 i den affattelse af bestemmelsen, der fandt anvendelse på de faktiske omstændigheder i den konkrete sag. Ifølge Domstolen fremgår det nemlig af vilkårenes artikel 47, stk. 2, at ansættelsesforholdet for en midlertidigt ansat ophører på det tidspunkt, der er fastsat i kontrakten, når der er tale om kontrakter på bestemt tid. Den ensidige opsigelse af ansættelseskontrakten, hvortil der udtrykkelig er hjemmel i den nævnte bestemmelse, som er et udtryk for den kompetente myndigheds vide skønsbeføjelse, og som den midlertidigt ansatte anerkendte, da han blev ansat, kan således ske i medfør af selve ansættelseskontrakten og kræver derfor ingen begrundelse. Det er på dette punkt, at retsstillingen for en midlertidigt ansat væsentligt adskiller sig fra den retsstilling, en tjenestemand har, hvilket er årsagen til, at vedtægtens artikel 25 ikke finder analog anvendelse trods den generelle henvisning i vilkårenes artikel 11 til vedtægtens artikel 11-26.
64 Denne fortolkning er blevet bekræftet af senere fast retspraksis (Domstolens dom af 19.6.1992, sag C-18/91 P, V mod Parlamentet, Sml. I, s. 3997, præmis 39, Retten i Første Instans’ dom i sagen Speybrouck mod Parlamentet, præmis 90, dom af 17.3.1994, sag T-51/91, Hoyer mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 103, og II, s. 341, præmis 27, af 17.3.1994, sag T-52/91, Smets mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 107, og II, s. 353, præmis 24, af 5.12.2002, sag T-70/00, Hoyer mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 247, og II, s. 1231, præmis 55, af 7.7.2004, sag T-175/03, Schmitt mod EAR, Sml. Pers. I-A, s. 211, og II, s. 939, præmis 57 og 58, af 23.2.2006, sag T-471/04, Kazantzoglou mod EAR, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 43 og 44, og af 6.6.2006, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 109, og II, s. 483, præmis 72).
65 Henset til udviklingen i arbejdstagernes rettigheder med hensyn til beskyttelse mod afskedigelser og mod misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, samt udviklingen i Fællesskabets retsinstansers praksis vedrørende kravene til formel begrundelse af bebyrdende retsakter, der, som fremhævet ovenfor i præmis 61, anses for at være et væsentligt princip i fællesskabsretten, skal det imidlertid undersøges, om ensidig opsigelse af en ansættelseskontrakt, der er indgået med en midlertidigt ansat på ubestemt tid, kan finde sted uden begrundelse.
66 Som det fremgår af andet afsnit i præamblen og af punkt 6 i de generelle betragtninger til rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, og som er iværksat ved Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 (EFT L 175, s. 43), udgør ansættelseskontrakter af tidsubegrænset varighed for det første »den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes mellem arbejdsgivere og arbejdstagere«, idet disse kontrakter er kendetegnet ved sikkerhed i ansættelsen, mens det kun er i visse tilfælde, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov. I denne forbindelse har Domstolen fremhævet, at sikkerhed i ansættelsen udgør et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere (dom af 22.11.2005, sag C-144/04, Mangold, Sml. I, s. 9981, præmis 64, jf. ligeledes dom af 4.7.2006, sag C-212/04, Adeneler m.fl., Sml. I, s. 6057, præmis 62).
67 Den omstændighed, at den omtvistede kontrakt er indgået med en international offentligretlig enhed, kan ikke drage relevansen af denne konstatering for den foreliggende sag i tvivl. Domstolen har nemlig i præmis 54 i dommen i sagen Adeneler m.fl. fastslået, at ovennævnte direktiv og ovennævnte rammeaftale begge finder anvendelse på tidsbegrænsede kontrakter og ansættelsesforhold, der er indgået med forvaltningen og andre enheder i den offentlige sektor (jf. ligeledes domme af 7.9.2006, sag C-53/04, Marrosu og Sardino, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 39, og sag C-180/04, Vassallo, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 32).
68 At tillade arbejdsgiveren at opsige et ansættelsesforhold uden at angive grundene hertil, idet den eneste begrænsning består i, at han skal respektere en opsigelsesfrist, ville imidlertid være ensbetydende med at underkende selve karakteren af tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, som udgør en garant for en vis grad af sikkerhed i ansættelsen, og udviske forskellen mellem denne kategori af kontrakter og tidsbegrænsede kontrakter. Selv om den sikkerhed i ansættelsen, som følger af tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, ikke kan sammenlignes med den sikkerhed, tjenestemændene er garanteret i vedtægten (jf. i denne retning dommen i sagen Speybrouck mod Parlamentet, præmis 90), idet de midlertidigt ansatte ikke kan opnå en permanent ansættelseskontrakt, forholder det sig ikke desto mindre således, at tidsubegrænsede ansættelseskontrakter frembyder særlige kendetegn med hensyn til sikkerhed i ansættelsen, der i vidt omfang afviger fra den sikkerhed, som er forbundet med tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.
69 For det andet må det tages i betragtning, at der findes internationale standarder, der har til formål at fastsætte de nødvendige minimumsstandarder, der skal være gældende i en retsstat for at undgå uberettiget afskedigelse af arbejdstagere. Artikel 4 i konvention nr. 158 fra Den Internationale Arbejdsorganisation (herefter »ILO«) vedrørende ophør af ansættelsesforholdet på arbejdsgiverens initiativ, der blev vedtaget den 22. juni 1982, bestemmer således, at »en arbejdstager ikke må afskediges, uden at der foreligger en gyldig begrundelse, der er relateret til hans arbejdsevne eller adfærd eller til de krav, der stilles til arbejdet i virksomheden, organet eller tjenesten«. Endvidere sikrer artikel 24, litra a), i Europarådets reviderede europæiske socialpagt (nr. 163) af 3. maj 1996, der ifølge den forklarende rapport »er inspireret af ILO-konvention nr. 158«, »arbejdstagernes ret til ikke at blive afskediget uden en gyldig grund, der er relateret til deres arbejdsevne eller adfærd, eller til de krav, der stilles til arbejdet i virksomheden, organet eller tjenesten«.
70 Artikel 24, litra a), har selv tjent som inspiration til affattelsen af artikel 30 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, proklameret i Nice den 7. december 2000 (EFT C 364, s. 1). Denne bestemmelse har følgende ordlyd: »Enhver arbejdstager har ret til beskyttelse mod ubegrundet opsigelse i overensstemmelse med fællesskabsretten og national lovgivning og praksis.« Chartrets artikel 41, stk. 2, tredje led, foreskriver ligeledes, at retten til god forvaltning afføder en generel »pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger«.
71 Som det fremgår af præamblen, er hovedformålet med chartret imidlertid at bekræfte de »rettigheder, der bl.a. følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og internationale forpligtelser, traktaten om Den Europæiske Union og fællesskabstraktaterne, […] [EMRK], de socialpagter, som Fællesskabet og Europarådet har vedtaget, samt […] [Domstolens] og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis« (jf. i denne retning Domstolens dom af 27.6.2006, sag C-540/03, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 5769, præmis 38).
72 Desuden har Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, da de højtideligt proklamerede Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, nødvendigvis haft til hensigt at tillægge det en særlig betydning, hvilket der skal tages hensyn til i den foreliggende sag ved fortolkningen af vedtægtens og vilkårenes bestemmelser.
73 I denne forbindelse bemærkes, at der ikke er nogen tvingende grunde til at undtage de midlertidigt ansatte i den i vilkårene forudsatte betydning fra beskyttelsen mod uberettigede afskedigelser, navnlig når de er ansat på en tidsubegrænset kontrakt, eller når de er ansat på en tidsbegrænset ansættelseskontrakt og afskediges, før denne udløber.
74 For at tilsikre arbejdstagerne en tilstrækkelig beskyttelse i denne henseende er det imidlertid afgørende dels at give de berørte grundlag for at vurdere, om deres legitime interesser er blevet respekteret eller krænket, samt for at bedømme, om det har noget formål at anfægte opsigelsen for Fællesskabets retsinstanser, dels at give disse instanser mulighed for at udøve deres judicielle kontrol, hvilket er ensbetydende med at anerkende, at den kompetente myndighed er forpligtet til at begrunde opsigelsen.
75 Det skal yderligere tilføjes, at anerkendelsen af, at der påhviler den kompetente myndighed en sådan begrundelsespligt, ikke udelukker, at denne sidstnævnte råder over en vid skønsbeføjelse med hensyn til afskedigelser, og at den kontrol, der udøves af Fællesskabets retsinstanser, er begrænset til en efterprøvelse af, at der ikke foreligger en åbenbar fejl eller magtfordrejning (Retten i Første Instans’ dom af 11.2.1999, sag T-79/98, Carrasco Benítez mod EMEA, Sml. Pers. I-A, s. 29, og II, s. 127, præmis 55, af 12.12.2000, sag T-223/99, Dejaiffe mod KHIM, Sml. Pers. I-A-277, og II, s. 1267, præmis 53, og af 6.2.2003, sag T-7/01, Pyres mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 37, og II, s. 239, præmis 50 og 51).
76 Desuden må det konstateres, at ordlyden af vilkårenes artikel 47 ikke er til hinder for ovenstående betragtninger, idet denne bestemmelse i litra c), nr. I, blot fastsætter en opsigelsesfrist og regulerer dennes varighed uden at berøre spørgsmålet om opsigelsens berettigelse.
77 Under disse omstændigheder skal det i den foreliggende sag efterprøves dels, om afskedigelsesafgørelsen opfylder begrundelsespligten som en væsentlig formforskrift, og dels om retsaktens begrundelse er berettiget, om ETF har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har misbrugt sine skønsbeføjelser på en åbenbar urigtig måde.
78 Hvad angår den formelle begrundelsespligt fremgår det af retspraksis, at dens omfang skal vurderes afhængigt af de konkrete omstændigheder, bl.a. retsaktens indhold, arten af de påberåbte grunde og den interesse, som modtageren kan have i at få forklaringer (Retten i Første Instans’ dom af 9.3.2000, sag T-10/99, Vicente Nuñez mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 47, og II, s. 203, præmis 41, og af 12.12.2002, forenede sager T-338/00 og T-376/00, Morello mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 301, og II, s. 1457, præmis 46). Desuden skal begrundelsen – for at det kan vurderes, om den er tilstrækkelig – placeres i den sammenhæng, hvori den anfægtede retsakt indgår (Retten i Første Instans’ dom af 27.4.1999, sag T-283/97, Thinus mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 69, og II, s. 353, præmis 77, og dommen i sagen Morello mod Kommissionen, præmis 47).
79 Når der er tale om afskedigelse af en midlertidigt ansat, der er ansat på en tidsubegrænset kontrakt, er det særligt vigtigt, at den berørte får en klar skriftlig begrundelse for en sådan foranstaltning, og at begrundelsen herfor indeholdes i selve den pågældende afgørelse. Det er nemlig denne retsakt alene – hvis lovlighed skal vurderes på den dato, hvor den blev udfærdiget – der materialiserer institutionens afgørelse. Forpligtelsen til at angive grundene til afskedigelsen kan dog også anses for at være opfyldt, hvis den pågældende er blevet behørigt informeret om disse grunde under samtalen med sine foresatte, og ansættelsesmyndighedens afgørelse er blevet truffet kort tid efter, at disse samtaler har fundet sted. Ansættelsesmyndigheden kan ligeledes i givet fald supplere denne begrundelse på det tidspunkt, hvor den besvarer den pågældendes klage.
80 I denne sag fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren på møderne med de Rooij den 15. og den 25. juni 2004 blev informeret om grundene til, at man agtede at bringe hendes ansættelseskontrakt som midlertidigt ansat til ophør, idet man foreholdt hende en utilstrækkelig faglig indsats i tjenesten. Ansættelsesmyndigheden fremkom med forklarende bemærkninger i sin besvarelse af sagsøgerens klage, således at hun fik grundlag for at vurdere, om afskedigelsesafgørelsen var sagligt begrundet, og hun fik mulighed for at indbringe et søgsmål for Retten.
81 Det følger heraf, at anbringendet vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten må forkastes.
82 Hvad dernæst angår spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for afskedigelsesafgørelsen er berettiget, skal der foretages en prøvelse af ETF’s bedømmelse med hensyn til tjenestens interesse, idet denne prøvelse som nævnt i præmis 75 er begrænset til en kontrol af, at der ikke foreligger en åbenbar fejl.
83 Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at den kompetente myndighed ved afgørelsen om en tjenestemands situation er forpligtet til at tage alle de omstændigheder i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, navnlig den berørte midlertidigt ansattes interesser. Dette følger nemlig af forvaltningens omsorgspligt, der er udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten, og dermed også vilkårene, har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og embedsmændene i offentlig tjeneste (Retten i Første Instans’ dom i sagen Pyres mod Kommissionen, præmis 51, og dom af 1.3.2005, sag T-258/03, Mausolf mod Europol, Sml. Pers. II, s. 189, præmis 49, jf. ligeledes i denne retning Domstolens dom af 29.6.1994, sag C-298/93 P, Klinke mod Domstolen, Sml. I, s. 3009, præmis 38, Retten i Første Instans’ dom af 18.4.1996, sag T-13/95, Kyrpitsis mod EØSU, Sml. Pers. I-A, s. 167, og II, s. 503, præmis 52, og dommen i sagen Dejaiffe mod KHIM, præmis 53).
84 I denne sag har ETF kun henvist til en »generel« utilstrækkelig faglig indsats i tjenesten som begrundelse for afskedigelsen, hvilket skulle være dokumenteret ved de mange ufordelagtige karriereudviklingsrapporter og den kritik, der har været rettet mod hendes arbejdsindsats. Karriereudviklingsrapporten for 2003, der er den eneste rapport, som er fordelagtig for sagsøgeren, har ikke været tilstrækkelig til at ændre denne generelle tendens.
85 I denne forbindelse bemærkes, at selv om man i løbet af sagsøgerens arbejdsliv ofte har betegnet hendes arbejdsindsats som utilstrækkelig, idet man har kritiseret hende for manglende opmærksomhed, manglende præcision og manglende hurtighed i udførelsen af opgaverne, fremgår det af udtalelsen ved prøvetidens udløb og af de foreliggende karriereudviklingsrapporter, at bedømmelsen af sagsøgerens fortjenester i modsætning til det af sagsøgte anførte har været generelt tilfredsstillende for ikke at sige god (for perioden 1997 til 2000 og for 2003).
86 Det er korrekt, at der navnlig er to personer, der er fremkommet med stærkt negative bedømmelser, nemlig:
– vicedirektør Hillenkamp, som sagsøgeren har været sekretær for i perioden januar 2002 til januar 2003, og som i den foreløbige bedømmelsesrapport af 9. juli 2002 vurderede, at hun ikke i tilstrækkeligt omfang opfyldte de krav, der var forbundet med hendes funktion, og ligeledes i et udkast til karriereudviklingsrapporten for 2002 konstaterede, at man ikke kan fæste lid til sagsøgerens arbejde, og at der forelå betydelige mangler på stort set alle hendes arbejdsområder
– afdelingschef Stefani, som sagsøgeren ligeledes har været sekretær for i perioden fra den 1. februar 2003 til den 30. juni 2004.
87 Hvad angår på den ene side udkastet til karriereudviklingsrapporten for 2002, er denne rapport imidlertid aldrig blevet færdiggjort, og den anden vicedirektør, Pescia, som sagsøgeren ligeledes arbejdede for i den nævnte periode, var desuden langt mindre negativ i sin bedømmelse, idet han fandt, at sagsøgeren løste sine opgaver tilfredsstillende for ikke at sige godt, selv om han erkendte, at der forelå visse mangler, som han delvist tilskrev et for stort arbejdspres.
88 Den karriereudviklingsrapport for 2003, der blev udfærdiget den 18. marts 2004 af Taurelli, som sagsøgeren ligeledes havde arbejdet for, og som de Rooij havde underskrevet den 31. marts 2004, dvs. ca. to måneder før de samtaler, hvorunder han gjorde sagsøgeren bekendt med sin intention om at opsige hendes kontrakt, fandt sted, var på den anden side særligt fordelagtig for hende. Det fremgår nemlig heraf, at » [she] has achieved her key objectives set for 2003 […] has been able to perform her tasks effectively and efficiently with respect of deadlines […] has shown capacity to concentrate on her work even while having to deal with several issues at the same time […] has made a substantial effort to improve her memory […] has improved her IT skills […] maintains good, friendly but respectful relations with peers and fellow colleagues« (har nået sine hovedmål for 2003 […] har været i stand til at udføre sine arbejdsopgaver grundigt, effektivt og til tiden […] har vist, at hun er i stand til at koncentrere sig om sit arbejde, også når hun løser flere opgaver på samme tid […] har gjort en helhjertet indsats for at forbedre sin hukommelse […] har forbedret sin kompetence på det edb-mæssige område […] har gode og venskabelige – men dog respektfulde – relationer til sine overordnede og til sine arbejdskolleger).
89 Retten kan ikke tillægge de ensidige udtalelser, der er bilagt sagsøgtes duplik, og som er afgivet, efter at denne sag er blevet anlagt, og hvis formål er at supplere sagsøgerens karriereudviklingsrapporter eller endog godtgøre, at den generelle bedømmelse i disse er forkert – den samme vægt som dem, der er bilagt selve rapporterne, idet disse sidstnævnte er afgivet efter en kontradiktorisk procedure, der netop har til formål at skabe grundlag for en objektiv bedømmelse af den berørte midlertidigt ansattes fortjenester.
90 Det fremgår endvidere ikke af sagens akter, at sagsøgerens faglige indsats pludselig skulle være blevet dårligere i tidsrummet mellem hendes seneste karriereudviklingsrapport fra marts 2004, hvori Taurelli påskønnede sagsøgerens effektive udførelse af sine arbejdsopgaver inden for de fastsatte frister, og vedtagelsen af afskedigelsesafgørelsen mindre end tre måneder efter. Denne afgørelse er så meget desto mere anfægtelig, som den er blevet vedtaget kort tid efter den nævnte karriereudviklingsrapport.
91 Det følger heraf – idet det er unødvendigt at behandle anbringenderne om manglende overholdelse af kontradiktionsprincippet og omsorgspligten eller sagsøgerens øvrige anbringender – at afskedigelsesafgørelsen er behæftet med et åbenbart fejlskøn og følgelig skal annulleres.
92 Annullation af en retsakt ved dom indebærer, at denne retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen (Domstolens dom af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 99/86, 193/86, og 215/86, Asteris m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2181, præmis 30, og Retten i Første Instans’ dom af 31.3.2004, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 109, og II, s. 483, præmis 84). Når retsakten allerede er gennemført, forudsætter ophævelsen af virkningerne, at den retsstilling, som sagsøgeren befandt sig i inden dens vedtagelse, genoprettes (Domstolens dom af 31.3.1971, sag 22/70, Kommissionen mod Rådet, Sml. 1971, s. 41; org.ref.: Rec. s. 263, præmis 60, og Retten i Første Instans’ dom af 31.3.2004, Girardot mod Kommissionen, præmis 84).
93 Uden at det i denne sag er fornødent at rejse spørgsmålet, om der til fordel for arbejdstageren gælder en eventuel ret til genansættelse i tilfælde af uberettiget afskedigelse, kan det imidlertid konstateres, at sagsøgeren under retsmødet oplyste, at hendes helbredstilstand er blevet væsentligt forværret, og at hun ikke fysisk vil være i stand til at genoptage arbejdet ved ETF. For i sagsøgerens interesse at sikre, at annullationsdommen får effektiv virkning, skal Retten under disse omstændigheder gøre brug af sin fulde prøvelsesret med hensyn til krav, der kan opgøres i penge, idet Retten skal opfordre sagsøgte til at beskytte Pia Landgrens rettigheder hensigtsmæssigt ved at søge en rimelig løsning på hendes situation (jf. i denne retning Domstolens dom af 6.7.1993, sag C-242/90 P, Kommissionen mod Albani, Sml. I, s. 3839, præmis 13, og Retten i Første Instans’ dom af 31.3.2004, Girardot mod Kommissionen, præmis 89).
94 Det følger heraf, at parterne opfordres til først at søge at nå til enighed om en rimelig erstatning for sagsøgerens uberettigede afskedigelse og dernæst at meddele Retten størrelsen af det beløb, de når frem til, eller i tilfælde af uenighed herom at forelægge Retten deres påstande vedrørende erstatningsopgørelsen inden for en frist på tre måneder fra denne doms afsigelse.
95 Ved fastsættelsen af denne kompensation skal der bl.a. tages hensyn til, at Pia Landgren har oppebåret arbejdsløshedsunderstøttelse efter hendes afskedigelse, og til den alder, hvor hun normalt – henset til hendes helbredstilstand – kunne gå på pension.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Plenum)
1) Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstituts (ETF) afgørelse af 25. juni 1994, hvorved Pia Landgrens tidsubegrænsede ansættelseskontrakt som midlertidigt ansat opsiges, annulleres.
2) Senest tre måneder efter afsigelsen af denne dom giver parterne Retten meddelelse enten om det beløb, som efter deres fælles overenskomst skal betales på grund af ugyldigheden af afgørelsen af 25. juni 2004, eller i tilfælde af uenighed herom, om deres påstande vedrørende erstatningsopgørelsen.
3) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Mahoney | Kreppel | Van Raepenbusch |
Boruta | Kanninen Tagaras | Gervasoni |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 26. oktober 2006.
Justitssekretær | | Præsident |