Language of document : ECLI:EU:T:2015:128

Forenede sager T-492/13 og T-493/13

(offentliggjort i uddrag)

Schmidt Spiele GmbH

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ansøgning om EF-figurmærker, der gengiver spilleplader – absolutte registreringshindringer – manglende fornødent særpræg – artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 207/2009«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 3. marts 2015

Retspleje – mundtlig forhandling – indgivelse af en anmodning om et retsmøde – tidspunkt og frist

(Rettens procesreglement, art. 135, stk. 1-3, og art. 135a)

I henhold til artikel 135a i Rettens procesreglement kan Retten efter indgivelsen af de i artikel 135, stk. 1, og eventuelt artikel 135, stk. 2 og 3, omhandlede processkrifter på grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten og sagens parter beslutte at træffe afgørelse i sagen, uden at retsforhandlingerne omfatter et mundtligt stadium, medmindre en part fremsætter en anmodning, hvori det begrundes, hvorfor denne part ønsker at få lejlighed til at udtale sig. Anmodningen skal fremsættes inden for en frist af en måned, efter at det er forkyndt for parten, at den skriftlige forhandling er afsluttet.

En anmodning fremsat i stævningen er imidlertid fremsat for tidligt, henset til bestemmelserne i procesreglementets artikel 135a, og kan derfor ikke tages i betragtning. Det følger således af den nævnte artikels ordlyd og opbygning, at anmodninger om retsmøde og Rettens undersøgelse af, om et sådant retsmøde kan være nyttigt, kun kan fremsættes efter afslutningen af den skriftlige forhandling, når parterne og Retten råder over alt materiale i sagen og alle parters argumenter med henblik på at kunne udtale sig om denne nytte. Indgivelsen af en anmodning om et retsmøde før forkyndelsen af, at den skriftlige forhandling er afsluttet, kan i øvrigt ikke begrundes med procesøkonomiske årsager, da Retten i overensstemmelse med procesreglementets artikel 135a efter afslutningen af den skriftlige forhandling under alle omstændigheder kun kan beslutte at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter et mundtligt stadium, efter at have ladet parterne drage fordel af denne bestemmelse.

(jf. præmis 8-10)