Sag T-386/04

Eridania Sadam SpA m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Fælles markedsordning for sukker – prisordning – regionalisering – underskudsområder – klassificering af Italien – produktionsåret 2004/2005 – forordning (EF) nr. 1216/2004 – annullationssøgsmål – fysiske og juridiske personer – afvisning«

Sammendrag af kendelse

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, der berører dem umiddelbart og individuelt – bestemmelse om fastsættelse af den afledte interventionspris for hvidt sukker for alle områder i Italien for et produktionsår – søgsmål anlagt af italienske sukkerproducenter – afvisning

[Art. 230, stk. 4, EF; Kommissionens forordning nr. 1216/2004, art. 1, litra d)]

2.      De Europæiske Fællesskaber – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – almengyldige retsakter – nødvendigt, at fysiske eller juridiske personer gør brug af en ulovlighedsindsigelse eller en præjudiciel forelæggelse med henblik på en vurdering af gyldigheden – de nationale retters pligt til at anvende de nationale processuelle regler på en sådan måde, at lovligheden af almengyldige fællesskabsretsakter kan anfægtes – adgang til at anlægge annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser i tilfælde af uoverstigelige hindringer inden for de nationale processuelle regler – udelukket

(Art. 10 EF, art.  230, stk. 4, EF, art. 234 EF og 241 EF)

3.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, der berører dem umiddelbart og individuelt – fortolkning contra legem af betingelsen om, at den pågældende skal være individuelt berørt – ikke tilladt

(Art. 230, stk. 4, EF; art. 48 EU)

4.      Ulovlighedsindsigelse – skal fremsættes under en verserende retssag – afvisning af hovedsagen – afvisning af indsigelsen

(Art. 241 EF)

1.      En fysisk eller juridisk person kan kun påstå at være individuelt berørt af en retsakt, som ikke udgør en beslutning, der retter sig til ham, såfremt han er berørt af den pågældende retsakt på grund af visse egenskaber, som er særlige for ham, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller ham fra alle andre og derfor individualiserer ham på lignende måde som en adressat.

I denne forbindelse er de italienske sukkerproducenter ikke individuelt berørt af artikel 1, litra d), i forordning nr. 1216/2004, som fastsætter den afledte interventionspris for hvidt sukker for alle områder i Italien for produktionsåret 2004/2005.

Den omstændighed, at nogle erhvervsdrivende berøres økonomisk af en retsakt i højere grad end deres konkurrenter, er nemlig ikke tilstrækkelig til, at de kan anses for at være individuelt berørt af denne retsakt. Heraf følger, at det tab, sagsøgerne angiveligt har lidt på grund af den samlede virkning af forhøjelsen af prisen på sukkerroer i Italien, som følge af anvendelsen af den afledte interventionspris og prisfaldet på sukker i denne medlemsstat forårsaget af den stigende import af sukker fra Balkanstaterne, såfremt det anses for godtgjort, ikke i sig selv kan individualisere sagsøgerne i forhold til alle andre erhvervsdrivende inden for sektoren.

(jf. præmis 33-36)

2.      Traktaten har dels ved artikel 230 EF og 241 EF, dels ved artikel 234 EF, oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af institutionernes retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Fællesskabets retsinstanser. Fysiske eller juridiske personer, der på grund af betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF for at antage en sag til realitetsbehandling ikke kan anfægte almengyldige fællesskabsretsakter direkte, har inden for rammerne af dette system efter omstændighederne mulighed for at gøre gældende, at sådanne retsakter er ugyldige, enten for Fællesskabets retsinstanser i form af en indsigelse i medfør af artikel 241 EF eller for de nationale retter, og at få disse, som ikke er beføjet til selv at fastslå ugyldigheden af sådanne retsakter, til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom.

Det påhviler således medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.

I denne forbindelse er de nationale retter, i overensstemmelse med det princip om loyalt samarbejde, som følger af artikel 10 EF, forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke og anvende de nationale processuelle regler vedrørende søgsmålsadgang på en sådan måde, at fysiske og juridiske personer får adgang til ved domstolene at anfægte lovligheden af enhver national afgørelse eller anden foranstaltning, der vedrører anvendelse af en almengyldig fællesskabsretsakt over for dem, ved at påberåbe sig, at den omhandlede retsakt er ugyldig.

En borger er imidlertid ikke berettiget til at anlægge et annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser til prøvelse af en almengyldig retsakt, som f.eks. en forordning, der ikke individualiserer ham på lignende måde som en adressat, heller ikke selv om det efter en konkret undersøgelse fra disse retsinstansers side af de nationale processuelle regler kan godtgøres, at disse regler ikke tillader borgerne at anlægge en sag om gyldigheden af den anfægtede fællesskabsretsakt. Et sådant retsmiddelsystem ville nemlig forudsætte, at Fællesskabets retsinstanser i hvert enkelt konkret tilfælde undersøger og fortolker den nationale procesret, hvilket går ud over den kompetence, de er tillagt med hensyn til kontrollen med fællesskabsretsakternes lovlighed.

Der er således under alle omstændigheder ikke adgang til at anlægge et annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser, selv om det måtte vise sig, at de nationale processuelle regler kun giver borgeren adgang til at anfægte gyldigheden af fællesskabsretsakten, efter at han har overtrådt denne.

Den omstændighed, at en forordning er direkte anvendelig, uden de nationale myndigheders mellemkomst, medfører ikke i sig selv, at en erhvervsdrivende, som er umiddelbart berørt af forordningen, ikke kan anfægte gyldigheden af nævnte forordning, før han har overtrådt den. Det kan nemlig ikke udelukkes, at et nationalt retssystem åbner mulighed for, at en borger, der er umiddelbart berørt af en national normativ retsakt med generel rækkevidde, som ikke kan anfægtes direkte for domstolene, kan anmode de nationale myndigheder om at træffe en foranstaltning i tilknytning til denne retsakt, som kan anfægtes ved de nationale domstole, således at borgeren får adgang til at anfægte den omhandlede retsakt indirekte. Det er heller ikke udelukket, at et nationalt retssystem åbner mulighed for, at en erhvervsdrivende, som er umiddelbart berørt af den anfægtede forordning, kan anmode de nationale myndigheder om at vedtage en retsakt, som har tilknytning til forordningen, og som kan anfægtes ved de nationale domstole, således at denne erhvervsdrivende får adgang til at anfægte forordningen indirekte.

(jf. præmis 39-44)

3.      Selv om det er korrekt, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person kun kan anlægge sag til prøvelse af en forordning, hvis den pågældende er berørt ikke blot umiddelbart, men ligeledes individuelt, skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger, kan en sådan fortolkning ikke føre til, at der ses bort fra den omhandlede betingelse, som er udtrykkeligt fastsat i traktaten, uden at man derved ville overskride de beføjelser, Fællesskabets retsinstanser er tillagt ved traktaten, idet en ændring af det nugældende system tilkommer medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 48 EU.

(jf. præmis 47)

4.      Hjemmelen i artikel 241 EF til at påberåbe sig, at en forordning eller en generel retsakt, der danner grundlag for den anfægtede gennemførelsesforanstaltning, ikke kan finde anvendelse, udgør ikke en selvstændig ret, men kun kan udøves under en verserende retssag. Såfremt der ikke er adgang til at anlægge et selvstændigt søgsmål, kan nævnte artikel 241 EF ikke påberåbes.

(jf. præmis 51)