RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

18. juli 2011

Sag T-450/10 P

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – personalesag – tjenestemænd – rimelig frist for at fremsætte et erstatningskrav – for sent fremsat – appel, der delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet«

Angående:      Appel af kendelse afsagt af EU-Personaleretten (Første Afdeling) den 9. juli 2010 i sag F-91/09, Marcuccio mod Kommissionen, med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Udfald      Appellen forkastes. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Europa-Kommissionen har afholdt i appelsagen.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1 – frist for indgivelse – rimelig frist

(Art. 270 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – frister – erstatningskrav fremsendt til en institution – overholdelse af en rimelig frist – bedømmelseskriterier – Personalerettens skønsbeføjelse – retlig kvalifikation

(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90)

1.      Tvister mellem en tjenestemand og den institution, hvori han er eller var ansat, vedrørende erstatning for en skade, er, når skaden er forvoldt under det ansættelsesforhold, som forbinder den berørte og institutionen, omfattet af anvendelsesområdet for artikel 270 TEUF og tjenestemandsvedtægtens artikel 90 og 91 og falder uden for anvendelsesområdet for artikel 46 i statutten for Domstolen.

Den omstændighed, at artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 90 ikke fastsætter nogen frist for en anmodning om skadeserstatning, medfører ikke, at kravet om en rimelig frist for indgivelse af en sådan anmodning er ulovligt. Anvendelsen af disse bestemmelser, bl.a. på et krav om skadeserstatning, skal nemlig ske under overholdelse af Den Europæiske Unions almindelige retsprincipper såsom retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Disse almindelige principper er imidlertid, henset til bestemmelsernes tavshed, til hinder for, at institutionerne og fysiske eller juridiske personer kan handle uden tidsmæssige begrænsninger og derved navnlig risikere, at en allerede erhvervet retsstilling bringes i fare, og de kræver, at en rimelig frist overholdes. Den omstændighed, at der efter en rimelig frist sås tvivl om en skadevoldende begivenhed, der er fremkaldt af en EU-institution inden for rammerne af dennes relationer til sine ansatte, påvirker således retssikkerheden mellem den pågældende institution og dennes ansatte og udsætter Den Europæiske Unions budget for udgifter, der er forbundet med en skadevoldende begivenhed, der ligger for langt tilbage i tid. Retssikkerhedsprincippet indebærer derfor et krav om, at de ansatte inden for rimelig tid fremsætter deres krav på erstatning for en skade, der angiveligt er forvoldt dem af en EU-institution, inden for rammerne af deres relationer med denne institution.

I denne forbindelse kan henvisningen til fristen i artikel 46 i statutten for Domstolen anses for at udgøre den øverste grænse. Den omstændighed, at et erstatningskrav er blevet fremsat inden fem år efter, at de berørte fik kendskab til den situation, som de klager over, er imidlertid ikke tilstrækkelig til, at det kan lægges til grund, at dette krav er blevet fremsat inden for en rimelig frist.

(jf. præmis 24-27 og 29)

Henvisning til: Retten, 5. oktober 2004, sag T-45/01, Sanders m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3315, præmis 59; 5. oktober 2004, sag T-144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3381, præmis 62; 26. juni 2009, sag T-114/08 P, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. II, s. 381, præmis 12 og 25 og den deri nævnte retspraksis

2.      Fastsættelse af fristen for anlæggelse af et søgsmål er et retsspørgsmål. Da der i de relevante retsforskrifter ikke er fastsat nogen frist for fremsættelse af et erstatningskrav, der udspringer af arbejdsforholdet mellem en tjenestemand og den institution, som vedkommende er ansat i, skal kravet fremsættes inden for en rimelig frist, som regnes fra det tidspunkt, hvor tjenestemanden fik kendskab til den situation, som han klager over, der fastsættes på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag. Selv om det herved alene er Personaleretten, der fastlægger og vurderer de relevante omstændigheder, med forbehold af en urigtig gengivelse af disse, foretager den derefter under Rettens kontrol den retlige subsumption af omstændighederne under hensyn til princippet om overholdelse af en rimelig frist. Under alle omstændigheder kan henvisningen til fristen i artikel 46 i statutten for Domstolen vejledningsvis anses for at udgøre den øverste grænse.

(jf. præmis 28, 29 og 31)

Henvisning til: Retten, 26. juni 2009, sag T-114/08 P, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 53, og II-B-1, s. 313, præmis 25 og 27 og den deri nævnte retspraksis