Sagerne T-566/11 og T-567/11

Viejo Valle, SA

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-design – ugyldighedssag – registrerede EF-design, der gengiver en kop og en underkop med striber samt en dyb tallerken med striber – ugyldighedsgrund – uhjemlet brug af et værk, der er beskyttet af en medlemsstats ophavsretslovgivning – artikel 25, stk. 1, litra f), i forordning (EF) nr. 6/2002«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 23. oktober 2013

1.      EF-design – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – Rettens kompetence – legalitetskontrol af appelkamrenes afgørelser – grænser

(Rettens procesreglement, art. 135, stk. 4; Rådets forordning nr. 6/2002, art. 61)

2.      EF-design – ugyldighedsgrunde – uhjemlet brug af et værk, der er beskyttet af en medlemsstats ophavsretslovgivning – den intervenerende medlemsstats ret til at definere de nærmere bestemmelser for erhvervelsen af rettighederne og godtgørelsen af ophavsretten

[Rådets forordning nr. 6/2002, art. 25, stk. 3; Kommissionens forordning nr. 2245/2002, art. 28, stk. 1, litra b), nr. iii)]

1.      Henset til ordlyden af artikel 61 i forordning nr. 6/2002 om EF-design skal Rettens legalitetskontrol af appelkammerets afgørelse foretages med hensyn til de retsspørgsmål, der er blevet fremført for appelkammeret. Det er således ikke Rettens opgave at efterprøve nye anbringender, der fremsættes for Retten, eller at foretage en ny undersøgelse af de faktiske omstændigheder i lyset af beviser, der først fremlægges for Retten. Det ville være i strid med procesreglementets artikel 135, stk. 4, hvorefter der ikke i parternes processkrifter må foretages nogen ændring af sagsgenstanden, som den har foreligget for appelkammeret, at undersøge disse nye anbringender og tillade disse beviser.

Muligheden for at henvise til nationale domme for første gang ved Retten er imidlertid ikke udelukket, da der ikke er tale om, at appelkammeret kritiseres for ikke at have taget hensyn til de faktiske omstændigheder i en bestemt national dom, men om, at appelkammeret kritiseres for at have tilsidesat en bestemmelse i forordning nr. 6/2002, i hvilken forbindelse der henvises til national retspraksis til støtte for dette anbringende.

(jf. præmis 37 og 63)

2.      Artikel 25, stk. 3, i forordning nr. 6/2002 om EF-design og artikel 28, stk. 1, litra b), nr. iii), i forordning nr. 2245/2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 kræver, at indgiveren af en ugyldighedsbegæring angående et EF-design på grundlag af en beskyttet ophavsret i henhold til en medlemsstats lovgivning er indehaver af denne ophavsret, og at vedkommende fremlægger forhold, der kan bevise denne omstændighed for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design).

Spørgsmålet om, hvorvidt indgiveren af ugyldighedsbegæringen er indehaver af en ophavsret som omhandlet i denne bestemmelse, samt spørgsmålet om, hvorvidt denne ret er blevet bevist over for Harmoniseringskontoret, medfører ikke, at der kan ses bort fra en medlemsstats lovgivning – i den foreliggende sag fransk lovgivning – der er påberåbt til støtte for ugyldighedsbegæringen. Den anvendelige nationale lovgivning bestemmer nemlig i denne forbindelse navnlig, hvordan rettighederne til det værk, der er blevet påberåbt til støtte for en ugyldighedsbegæring, erhverves, og hvordan ophavsretten godtgøres.

(jf. præmis 51 og 52)