Sag anlagt den 10. august 2020 – Banco Cooperativo Español mod SRB

(Sag T-499/20)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Banco Cooperativo Español, SA (Madrid, Spanien) (ved advokaterne D. Sarmiento Ramírez-Escudero, J. Beltrán de Lubiano Sáez de Urabain og P. Biscari García)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at artikel 5, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44) ikke skal finde anvendelse.

Afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 19. marts 2020 om beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2016 (SRB/ES/2020/16) annulleres på grund af tilsidesættelse af artikel 103, stk. 2, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190) og af artikel 70 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1), fortolket i lyset af artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt af proportionalitetsprincippet.

Under alle omstændigheder fastslås det, at den anfægtede afgørelse ikke kan have retsvirkninger med tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2016 (SRB/ES/2020/06), og den anfægtede afgørelses artikel 3 annulleres følgelig, for så vidt som den har sådanne virkninger.

SRB tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsøgeren erstatning:

Principalt svarende til morarenter af det betalte beløb i 2016 fra den 23. juni 2016 og indtil den dato, hvor SRB betaler de skyldige beløb, til den gældende ECB-refinansieringssats (p.t. 0%) forhøjet med 3,5 procentpoint.

Subsidiært, og kun såfremt Retten måtte finde, at den anfægtede afgørelse materielt er i overensstemmelse med gældende ret, men ikke kan have retsvirkninger med tilbagevirkende kraft, svarende til morarenter af det betalte beløb i 2016 fra den 23. juni 2016 og indtil den 19. marts 2020, fra hvilken dato den anfægtede afgørelse har retsvirkning, til den gældende ECB-refinansieringssats (p.t. 0%) forhøjet med 3,5 procentpoint.

Mere subsidiært med et beløb svarende til den fortjeneste, som sagsøgeren havde opnået, såfremt sagsøgeren ved aktionerne den 16. juni 2016 havde erhvervet tiårige spanske statsobligationer til en værdi svarende til ex ante-bidraget for 2016 beregnet fra den 23. juni 2016 og indtil den dato, hvor SRB betaler de skyldige beløb (eller den 19. marts 2020, såfremt Retten måtte finde, at den anfægtede afgørelse materielt er i overensstemmelse med gældende ret, men ikke kan have retsvirkninger med tilbagevirkende kraft).

Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet vedrører afgørelse fra SRB af 19. marts 2020 om beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2016 (SRB/ES/2020/16). Sagsøgeren har præciseret, at SRB har villet give den anfægtede afgørelse retsvirkninger med tilbagevirkende kraft ved at fastsætte datoen, hvorfra disse retsvirkninger gælder, til den 15. april 2016, som er datoen for vedtagelse af afgørelsen fra SRB om ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2016 (SRB/ES/SRF/2016/06).

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

Første anbringende om en ulovlighedsindsigelse i medfør af artikel 277 TEUF, der tilsigter, at Retten fastslår, at artikel 5, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44) ikke skal finde anvendelse.

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at denne artikel i den delegerede forordning:

Udgør en tilsidesættelse af artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 ved at fastsætte et beregningssystem, som pålægger et institut med en konservativ risikoprofil et ex ante-bidrag for et institut med en meget høj risikoprofil.

Udgør en tilsidesættelse af artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den med urette begrænser sagsøgerens grundlæggende frihed til at oprette og drive egen virksomhed.

Udgør en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ved ikke at tage hensyn til den dobbelte medregning af visse af sagsøgerens passiver, hvilket hermed udgør en åbenbart ugrundet, unødvendig og uforholdsmæssig begrænsning.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 103, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2014/59 og artikel 70 i forordning nr. 806/2014, som fortolket på baggrund af chartrets artikel 16 og proportionalitetsprincippet.

Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at begrundelserne for, at artikel 5, stk. 1, i den delegerede forordning 2015/63 ikke finder anvendelse, klart viser et behov for at afpasse sagsøgerens risikoprofil til den operative særstilling i det af sagsøgeren ledede samarbejdsnetværk, hvilket er påkrævet i henhold til de ovennævnte bestemmelser. Følgelig og i så henseende skal den anfægtede afgørelse, hvis indhold svarer til en streng og ordret anvendelse af en bestemmelse, som ikke tager hensyn til sagsøgerens nævnte risikoprofil, anses for at være i strid med artikel 103, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2014/59 og især artikel 70 i forordning nr. 806/2014 om ex ante-bidrag, som henviser til bestemmelserne i direktiv 2014/59 og gennemførelsesbestemmelserne hertil.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af Domstolens praksis, der gør det muligt at give en afgørelse retsvirkninger med tilbagevirkende kraft.

Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter retspraksis, for så vidt som:

De af SRB angivne formål, som skulle kunne begrunde anvendelsen af den anfægtede afgørelse med tilbagevirkende kraft, ikke er hensyn af almen interesse, der kan begrunde en undtagelse fra det almindelige princip om at EU-retsakter ikke gives anvendelse med tilbagevirkende kraft.

Under alle omstændigheder er den tilbagevirkende kraft hverken væsentlig eller nødvendig for at opnå disse formål, for så vidt som der foreligger mindre indgribende alternativer for parterne, der gør det muligt at sikre opnåelsen heraf.

Sagsøgerens berettigede forventninger er blevet tilsidesat, idet SRB’s adfærd går imod de virkninger, der tilsigtes med dom af 28. november 2019, Banco Cooperativo Español mod SRB (T-323/16, EU:T:2019:822).

Fjerde anbringende om SRB’s ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 268 TEUF og 340 TEUF samt artikel 87, stk. 3, i forordning (EU) nr. 806/2014, som følger af ugrundet berigelse.

Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at ECB har pligt til at yde erstatning på grundlag af ansvar uden for kontraktforhold, som følger af ugrundet berigelse, svarende til de renter, der er påløbet mellem tidspunktet for betaling af ex ante-bidraget for 2016 – en betaling, som efter annullationen af afgørelse SRB/ES/SRF/2016/06 ved dom af 28. november 2019, Banco Cooperativo Español mod SRB (T-323/16, EU:T:2019:822), ikke støttes på nogen afgørelse fra SRB – og tidspunktet, hvor endelig betaling sker, eller subsidiært datoen for den anfægtede afgørelse.

____________