FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 30. juni 2016 (1)
Sag C-443/15
Dr. David L. Parris
mod
Trinity College Dublin m.fl.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Labour Court (arbejdsret, Irland)
»Grundlæggende rettigheder – direktiv 2000/78/EF – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – forskelsbehandling på grund af alder og på grund af seksuel orientering – forskelsbehandling af flere grunde – langvarigt fast forhold med en person af samme køn – erhvervstilknyttet pensionsordning – efterladtepension – pension til overlevende ægtefælle eller registreret partner – krav om indgåelse af ægteskab eller registreret partnerskab inden det fyldte 60. år – modstående hindringer i national ret«
I – Indledning
1. Fødselsdage er i reglen anledning til glæde og fest. Samtidig kan de dog ligeledes give anledning til at se tilbage på tiden, der gik, og kan foruden de positive minder også vække smertelige tanker om det, som et menneske ikke har fået gjort i sit liv, eller det, som den pågældende på grund af omstændighederne ikke har haft mulighed for at gøre i de år, vedkommende har levet.
2. Sådan gik det muligvis for Dr. David Parris, da han for nogle uger siden fejrede sin 70. fødselsdag. Glæden over, at hans langvarige faste forhold med en anden mand på grund af en lovændring i Irland blev statsligt anerkendt i 2011, har nok været iblandet en del bitterhed. Den erhvervstilknyttede pensionsordning, som David Parris som tidligere underviser ved Trinity College Dublin er medlem af, nægter nemlig hans registrerede partner ret til efterladtepension. Som begrundelse anføres det, at parret fik formaliseret deres forhold for sent – nemlig først efter at David Parris var fyldt 60 år. David Parris har heroverfor gjort gældende, at han på grund af retstilstanden i Irland slet ikke havde mulighed for at indgå ægteskab med en person af samme køn eller registreret partnerskab i Irland, inden han fyldte 60 år.
3. Med udgangspunkt i David Parris’ situation giver denne sag Domstolen lejlighed til at præcisere sin særdeles mangesidede praksis vedrørende det EU-retlige princip om ligebehandling med hensyn til alder og seksuel orientering yderligere. Ligesom med ligebehandling af mænd og kvinder er der tale om et af de bærende principper i EU-retten, der i den primære ret er forankret i artikel 21 i chartret om grundlæggende rettigheder (2) og konkretiseres (3) i direktiv 2000/78/EF (4).
4. I den foreliggende sag skal man være særligt opmærksom på, at den forskelsbehandling af den berørte person muligvis skyldes et samspil mellem to faktorer – alder og seksuel orientering. Domstolen kan derfor kun tage højde for livets realiteter, hvis den foretager en behørig bedømmelse af kombinationen af de to faktorer, i stedet for at behandle aspekterne alder og seksuel orientering hver for sig. Endvidere skal der tages hensyn til, at det omtvistede krav om indgåelse af ægteskab eller registreret partnerskab inden det fyldte 60. år har vist sig at udgøre en uoverstigelig hindring for en hel befolkningsgruppe i Irland.
II – Retsforskrifter
A – EU-retten
5. De EU-retlige rammer for denne sag er fastlagt i direktiv 2000/78, der i henhold til direktivets artikel 20 trådte i kraft den 2. december 2000, dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
6. Formålet med dette direktiv er ifølge dets artikel 1
»med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering«.
7. I artikel 2 med overskriften »Begrebet forskelsbehandling« i direktiv 2000/78 er fastsat følgende:
»1. I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.
2. I henhold til stk. 1
a) foreligger der direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive behandlet
b) foreligger der indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt religion eller tro, et bestemt handicap, personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, eller personer med en bestemt seksuel orientering, særlig ufordelagtigt i forhold til andre personer, medmindre:
i) den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige […]
[…]
5. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger fastsat ved national lovgivning, som i et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.«
8. Anvendelsesområdet for direktiv 2000/78 er fastsat i direktivets artikel 3:
»1. Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:
[…]
c) ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn
[…]
3. Dette direktiv omfatter ikke udbetalinger af enhver art fra offentlige eller lignende ordninger, herunder offentlige ordninger for social sikring og social beskyttelse eller lignende ordninger.«
9. Artikel 6 i direktiv 2000/78, der omhandler »[b]erettigelse af ulige behandling på grund af alder«, har følgende ordlyd:
»1. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige behandling:
[…]
2. Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at fastsættelse af aldersgrænser for adgang til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, herunder fastsættelse af forskellige aldersgrænser for ansatte eller grupper eller kategorier af ansatte, og anvendelse af alderskriteriet til aktuarberegninger inden for rammerne af disse ordninger ikke udgør forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt dette ikke medfører forskelsbehandling på grund af køn.«
10. Endelig skal der henvises til 22. betragtning i direktiv 2000/78, hvor Rådet anfører:
»Dette direktiv berører ikke national ret vedrørende civilstand og ydelser, der er afhængige heraf.«
11. I henhold til direktivets artikel 18, stk. 1, skulle gennemførelsen af direktiv 2000/78 i medlemsstaternes retsorden have fundet sted senest den 2. december 2003.
B – National ret
12. For så vidt angår den irske lovgivning er det først og fremmest Pensions Act 1990 (5) i affattelsen af 2004 (6), der er relevant. Artikel 66 i Pensions Act indeholder et generelt forbud mod forskelsbehandling i erhvervstilknyttede pensionsordninger, på grund af bl.a. alder, seksuel orientering og civilstand.
13. Artikel 72 i Pensions Act fastsætter en række undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling i erhvervstilknyttede pensionsordninger og har bl.a. følgende ordlyd:
»(1) Det udgør ikke en overtrædelse på grund af alder af princippet om ligebehandling, hvad angår pension, hvis en ordning
[…]
(c) fastsætter alder eller anciennitet eller en kombination heraf som en betingelse eller et kriterium for berettigelse til ydelser under ordningen […], forudsat at dette ikke udgør en overtrædelse på grund af køn af princippet om ligebehandling, hvad angår pension.
[…]
(3) Det udgør ikke en overtrædelse på grund af civilstand eller seksuel orientering af princippet om ligebehandling, hvad angår pension, at stille et afdødt medlems enke eller enkemand mere fordelagtigt med hensyn til erhvervstilknyttede pensionsydelser, forudsat at dette ikke medfører overtrædelse af det omtalte princip på grund af køn.
[…]«
14. Desuden henvises der til Civil Partnership and Certain Rights and Obligations of Cohabitants Act 2010 (lov om registreret partnerskab og visse rettigheder og forpligtelser for samlevende 2010) (7). Ved denne lov fik par af samme køn fra 2011 for første gang mulighed for at indgå registreret partnerskab i Irland. Ved en bekendtgørelse af 2010 (8) om denne lov blev det desuden fra den 1. januar 2011 muligt at få registrerede partnerskaber indgået i udlandet anerkendt i Irland, dog kun med virkning for fremtiden.
15. Endelig fik par af samme køn ved en forfatningsændring, der blev vedtaget ved en folkeafstemning den 22. maj 2015, mulighed for at indgå ægteskab i Irland. Efter at de nødvendige lovgivningsmæssige tilpasninger er trådt i kraft, har der siden den 16. november 2015 kunnet gøres brug af denne mulighed.
III – Faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne i hovedsagen
16. For den irske Labour Court (9), den forelæggende ret, verserer en sag anlagt af David Parris, hvormed sagsøgeren ønsker at opnå, at hans registrerede partner får udbetalt en efterladtepension, såfremt denne lever længere end han. David Parris’ søgsmål er dels rettet mod Trinity College Dublin, hans tidligere arbejdsgiver, dels mod Higher Education Authority, Department of Public Expenditure and Reform og Department of Education and Skills (de tre sidstnævnte organer betegnes herefter under ét som »de sagsøgte myndigheder«).
A – Om David Parris og hans civilstand
17. David Parris er født den 21. april 1946 og har både irsk og britisk statsborgerskab. Han har levet i et stabilt forhold med sin partner af samme køn i over 30 år. Den forelæggende ret finder det godtgjort, at David Parris og hans partner ville have indgået ægteskab eller registreret partnerskab for mange år siden, hvis det havde været retligt muligt.
18. Da det i Det Forenede Kongerige har været muligt at indgå registreret partnerskab siden december 2005 (10), indgik David Parris den 21. april 2009, hvor han fyldte 63 år, et sådant registreret partnerskab med sin partner i Det Forenede Kongerige. På dette tidspunkt var det imidlertid endnu ikke muligt at få anerkendt dette partnerskab i Irland. David Parris opnåede først denne anerkendelse med virkning fra den 12. januar 2011 og kun for fremtiden, således som det er fastsat i bekendtgørelsen af 2010.
19. Fire år efter denne anerkendelse, den 12. januar 2015, indgik David Parris desuden ægteskab med sin partner i Det Forenede Kongerige.
B – Om David Parris’ medlemsskab af Trinity Colleges erhvervstilknyttede pensionsordning
20. Fra 1972 til 2010 var David Parris ansat ved Trinity College som underviser (»lecturer«). I denne egenskab blev han også optaget som passivt medlem af Trinity Colleges pensionsordning.
21. Fra denne pensionsordning har David Parris modtaget en erhvervstilknyttet pension, siden han blev førtidspensioneret den 31. december 2010. Godt et år tidligere, den 3. december 2009, var pensionsordningens midler blevet overført til en statslig myndighed, National Treasury Management Agency, på grund af en betydelig finansiel ubalance (11). Siden da finansieres ydelserne under pensionsordningen med statslige midler.
22. Ifølge punkt 5 (»Rule 5«) i pensionsordningens forsikringsvilkår kan der udbetales livslang pension til et medlems ægtefælle eller registrerede partner svarende til to tredjedele af det beløb, som medlemmet modtog før sin død, hvis medlemmet dør før sin ægtefælle eller registrerede partner. En sådan ret gælder dog kun, hvis ægteskabet eller det registrerede partnerskab er indgået inden medlemmets 60-års fødselsdag eller inden dennes førtidspensionering, hvis denne finder sted tidligere. Hvis ægteskabet eller det registrerede partnerskab indgås senere, kan den overlevende ægtefælle eller partner kun modtage fem års pension, endda kun hvis ægtefællen dør inden for fem år fra tidspunktet for medlemmets pensionering.
C – Om David Parris’ ansøgning om efterladtepension til hans partner
23. Den 17. september 2010 indgav David Parris en formel ansøgning til Trinity College om anerkendelse af hans partners ret til efterladtepension.
24. Denne ansøgning blev afvist med henvisning til pensionsordningens punkt 5, fordi David Parris’ registrerede partnerskab ikke var blevet indgået, inden han fyldte 60 år. Higher Education Authority gav Trinity College medhold.
25. Til prøvelse af afslagene lagde David Parris sag an ved Equality Tribunal, en form for ligestillingsmyndighed, med påstand om at have været udsat for direkte og/eller indirekte forskelsbehandling, i modstrid med pensionsloven af 1990 med senere ændringer, på grund af alder og seksuel orientering. Da han heller ikke fik medhold hér, anlagde David Parris endelig det verserende søgsmål ved Labour Court.
IV – Den præjudicielle anmodning og retsforhandlingerne ved Domstolen
26. Ved kendelse af 11. august 2015, indgået den 13. august 2015, har Labour Court forelagt Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF:
»1) Udgør det forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, i modstrid med artikel 2 i direktiv 2000/78/EF, at anvende en regel i en erhvervstilknyttet pensionsordning, som begrænser udbetaling af efterladteydelse til den overlevende registrerede partner til et medlem af ordningen, når dette medlem dør, ved at kræve, at medlemmet og hans registrerede partner skulle have indgået registreret partnerskab, inden medlemmet var fyldt 60 år, når national ret ikke tillod indgåelse af registreret partnerskab, før efter at medlemmet var fyldt 60 år, og når medlemmet og hans registrerede partner inden da havde levet i et forpligtende omsorgsfællesskab, der er indgået for resten af livet?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:
Udgør det forskelsbehandling på grund af alder, i modstrid med artikel 2, sammenholdt med artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78/[EF], at en udbyder af pensionsydelser under en erhvervstilknyttet pensionsordning begrænser ret til efterladtepension for den overlevende registrerede partner til et medlem af ordningen, når medlemmet dør, ved at kræve, at medlemmet og hans registrerede partner skulle have indgået registreret partnerskab, inden medlemmet var fyldt 60 år, hvor:
a) aldersgrænsen for medlemmets indgåelse af registreret partnerskab ikke er et kriterium, der anvendes til aktuarberegninger, og
b) medlemmet og hans registrerede partner i henhold til national ret ikke måtte indgå registreret partnerskab, før efter at medlemmet var fyldt 60 år, og hvor medlemmet og hans registrerede partner inden da havde levet i et forpligtende omsorgsfællesskab, der er indgået for resten af livet?
3) Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende:
Udgør det forskelsbehandling, i modstrid med artikel 2, sammenholdt med artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78, hvis begrænsningen af rettigheder under en erhvervstilknyttet pensionsordning som beskrevet i enten det første eller det andet spørgsmål skyldtes en kombination af alder og seksuel orientering for et medlem af ordningen?«
27. I sagen for Domstolen har David Parris, Trinity College og de sagsøgte myndigheder samt Det Forenede Kongeriges regering og Europa-Kommissionen afgivet skriftlige indlæg. Med undtagelse af Det Forenede Kongeriges regering deltog disse procesdeltagere også i retsmødet den 28. april 2016.
V – Bedømmelse
28. Det er ikke første gang, at Domstolen behandler spørgsmålet om, hvorvidt arbejdstageres overlevende partner af samme køn har ret til efterladtepension fra arbejdsmarkedspensionsordninger (12). Til forskel fra de tidligere sager skal det i den foreliggende sag imidlertid ikke afklares, om sådanne partnere i denne forbindelse i det hele taget skal sidestilles med enker og enkemænd i klassiske ægteskaber. I hovedsagen er det nemlig anerkendt, at arbejdstageres overlevende ægtefæller eller registrerede partnere alle – uanset om der er tale om par af samme eller forskelligt køn – kan modtage erhvervstilknyttede efterladtepensioner. Omtvistet er i den foreliggende sag alene en bestemmelse i forsikringsvilkårene, hvorefter den berørte arbejdstager skal have indgået ægteskabet eller det registrerede partnerskab inden den pågældende er fyldt 60 år (herefter også »aldersgrænsen på 60 år« eller »den omtvistede aldersgrænse«).
29. Med sin anmodning om præjudiciel afgørelse ønsker den forelæggende ret oplyst, om den nævnte aldersgrænse udgør en forskelsbehandling som omhandlet i direktiv 2000/78, der er forbudt i henhold til EU-retten, når man tager i betragtning, at par af samme køn indtil for få år siden hverken havde adgang til at indgå ægteskab eller registreret partnerskab i Irland. Nærmere betegnet havde homoseksuelle arbejdstagere som David Parris, der er født før den 1. januar 1951, af retlige grunde ikke mulighed for at opfylde kravet om indgåelse af ægteskab eller registreret partnerskab i Irland, inden de fyldte 60 år. Det er ganske vist korrekt, at David Parris kunne have indgået registreret partnerskab i udlandet – nemlig i Det Forenede Kongerige – inden han fyldte 60 år, men et sådant ville, som den forelæggende ret har anført, ikke være blevet anerkendt i Irland, før han nåede aldersgrænsen på 60 år.
30. Domstolen står i denne sag over for problemstillingen om forskelsbehandling set ud fra tre forskellige perspektiver, der hver især er genstand for et særskilt præjudicielt spørgsmål: for det første ud fra den pågældende arbejdstagers seksuelle orientering (jf. nedenfor, afsnit B), for det andet ud fra hans alder (jf. nedenfor, afsnit C) og for det tredje ud fra et samspil mellem seksuel orientering og alder (jf. nedenfor, afsnit D).
A – Anvendelsesområde for direktiv 2000/78 (indledende spørgsmål)
31. Inden jeg foretager den indholdsmæssige bedømmelse af de tre præjudicielle spørgsmål, vil jeg kort fremsætte nogle indledende bemærkninger vedrørende direktiv 2000/78’s anvendelsesområde.
1. Materielt anvendelsesområde
32. Ifølge artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78 finder direktivet anvendelse »[i]nden for rammerne af Fællesskabets beføjelser […] både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår […] ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse og løn«.
33. Det EU-retlige begreb »løn«, således som det anvendes i artikel 157 TEUF og i direktiverne om ikke-forskelsbehandling (13), omfatter ifølge fast praksis også erhvervstilknyttede pensionsordninger, idet de udgør en form for opsat løn (14). Specielt vedrørende artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78 har Domstolen desuden allerede fastslået, at begrebet »løn« omfatter efterladtepensioner, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger (15). Trinity College og Kommissionen har under retsmødet også medgivet, at den omtvistede efterladtepension er løn.
34. I henhold til artikel 3, stk. 3, i direktiv 2000/78 er udbetalinger fra offentlige ordninger for social sikring ganske vist undtaget fra direktivets anvendelsesområde (16). Den efterladtepension, der er omtvistet i hovedsagen, er imidlertid en del af Trinity Colleges erhvervstilknyttede pensionsordning, som David Parris er medlem af i kraft af sin ansættelseskontrakt.
35. Det er navnlig ikke til hinder for en klassificering som erhvervstilknyttet pensionsordning, at Trinity Colleges pensionskasse i mellemtiden er overgået til en national myndighed, og at udbetalingerne siden da finansieres af staten. Domstolen har nemlig allerede gentagne gange bemærket, at reglerne om en pensionsordnings finansiering og administration ikke er afgørende for, om ordningen er omfattet af lønbegrebet (17). Det afgørende er alene, at efterladtepensionen udbetales som følge af det tidligere ansættelsesforhold, såfremt pensionen kun berører en særlig gruppe af arbejdstagere, såfremt den direkte afhænger af den tilbagelagte tjenestetid, og den fastsættes på grundlag af den senest oppebårne løn (18). Ifølge oplysningerne i forelæggelseskendelsen er alle disse betingelser opfyldt i denne sag.
36. En efterladtepension som den, David Parris i den foreliggende sag ønsker, at hans partner skal kunne få udbetalt, er således omfattet af direktiv 2000/78’s materielle anvendelsesområde.
2. Tidsmæssigt anvendelsesområde
37. Direktiv 2000/78 trådte i kraft den 2. december 2000 (direktivets artikel 20). Medlemsstaterne skulle gennemføre direktivet i national ret senest den 2. december 2003 (direktivets artikel 18, stk. 1).
38. David Parris’ ansøgning om anerkendelse af hans registrerede partners ret til efterladtepension er dateret den 17. september 2010 og blev således indgivet mere end seks år efter udløbet af fristen for gennemførelsen af direktiv 2000/78. Dermed er ansøgningen omfattet af direktivet, i lighed med en efterladtepension, der eventuelt skal udbetales til David Parris’ partner i fremtiden.
39. Det Forenede Kongerige har anført, at David Parris’ optjente pensionsrettigheder næsten udelukkende beror på anciennitet, der stammer fra perioden før direktiv 2000/78’s ikrafttræden, og som derfor ikke kan underlægges ligebehandlingsprincippet i dette direktiv.
40. Dette argument er dog ikke holdbart. Ifølge fast praksis finder en ny retsregel nemlig anvendelse fra det tidspunkt, hvor den retsakt, hvori den er indeholdt, træder i kraft, og selv om den ikke finder anvendelse på retlige situationer, der er opstået og endeligt fastlagt, mens den tidligere lov var gældende, skal den anvendes på disses fremtidige virkninger og på nye retlige situationer. Noget andet gælder kun – og med forbehold af det principielle forbud mod retsakters tilbagevirkende kraft – såfremt den nye retsregel er ledsaget af særbestemmelser, som specielt regulerer dens tidsmæssige anvendelse (19).
41. Disse principper gælder også for direktiv 2000/78’ tidsmæssige anvendelse. En begrænsning af direktivets tidsmæssige anvendelsesområde, uanset de nævnte almindelige principper, ville kræve, at EU-lovgiver udtrykkeligt havde fastsat en sådan. En sådan særregel findes imidlertid ikke.
42. I overensstemmelse hermed har Domstolen allerede fastslået, at direktiv 2000/78 finder anvendelse på sager vedrørende erhvervstilknyttede pensionsordninger og efterladtepensioner, hvor de tilgrundliggende rettigheder – som i den foreliggende sag – var optjent længe inden direktivets ikrafttræden og eventuelle indbetalte bidrag eller referenceperioder ligeledes stammede fra tiden før direktivets ikrafttræden (20). I modsætning til eksempelvis Barber-sagen (21) vedrørende traktatens artikel 119 (i dag artikel 157 TEUF) har Domstolen udtrykkeligt ikke foretaget en tidsmæssig begrænsning af virkningerne af dens praksis vedrørende erhvervstilknyttede pensionsordninger i henhold til direktiv 2000/78 (22). Lad mig tilføje, at der heller ikke længere var anledning til at foretage en sådan tidsmæssig begrænsning, da det siden Barber-dommen fremgik med tilstrækkelig klarhed for alle berørte parter, at erhvervstilknyttede pensionsordninger er omfattet af det EU-retlige lønbegreb, og at eventuelle forbud mod forskelsbehandling finder anvendelse på disse.
43. Domstolen har ganske vist præciseret, at forbuddet mod forskelsbehandling i direktiv 2000/78 ikke kan give ret til udbetalinger vedrørende tidligere perioder, der ligger før udløbet af fristen for gennemførelse af dette direktiv (23). Den anerkendelse af retten til en fremtidig efterladtepension, der er omtvistet i den foreliggende sag, berøres imidlertid ikke heraf, eftersom den alene vedrører udbetalinger fra pensionsordningen, der skal foretages i fremtiden, selv om tidligere optjent anciennitet eller indbetalte bidrag indgår i beregningen af denne pension (24).
44. Følgelig ligger de faktiske omstændigheder i hovedsagen inden for direktiv 2000/78’s tidsmæssige anvendelsesområde.
B – Forskelsbehandling på grund af seksuel orientering (det første præjudicielle spørgsmål)
45. Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om det udgør forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, der er forbudt i henhold til direktiv 2000/78, i en erhvervstilknyttet pensionsordning at gøre retten til en efterladtepension for partnere af samme køn betinget af, at det registrerede partnerskab blev indgået, inden den under ordningen forsikrede arbejdstager fyldte 60 år, når den pågældende samtidig retligt set ikke havde mulighed for at indgå et sådant partnerskab eller ægteskab, før denne aldersgrænse blev nået.
46. Forskelsbehandling er ulige behandling, der ikke er berettiget (25). Ganske vist mangler der i direktiv 2000/78’s ordlyd næsten gennemgående en skarp sondring mellem begreberne »ulige behandling« og »forskelsbehandling«, men det fremgår, at også EU-lovgiver lægger til grund, at det er »afgørende at skelne mellem ulige behandling, der er berettiget […] og forskelsbehandling, der skal forbydes« (26).
1. Om sondringen mellem direkte og indirekte forskelsbehandling
47. Som det fremgår af artikel 1, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/78 bekæmper direktivet både direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering med hensyn til beskæftigelse og erhverv.
48. Sondringen mellem direkte og indirekte forskelsbehandling er frem for alt af retlig betydning, da mulighederne for begrundelse kan adskille sig, alt efter om den tilgrundliggende ulige behandling direkte eller indirekte er forbundet med den seksuelle orientering. Navnlig er de mulige mål, der kan påberåbes som begrundelse for direkte ulige behandling på grund af seksuel orientering, mere begrænsede end dem, der kan begrunde indirekte ulige behandling (27).
a) Om direkte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering
49. Direkte forskelsbehandling i direktiv 2000/78’ forstand foreligger, hvis en person på grund af sin seksuelle orientering behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive behandlet [artikel 2, stk. 2, litra a), sammenholdt med artikel 1]. Den tilgrundliggende ulige behandling er altså direkte forbundet med den seksuelle orientering.
50. Det er ikke tilfældet i denne sag, modsat David Parris’ opfattelse. Et forsikringsvilkår som det i hovedsagen omtvistede henviser nemlig netop ikke direkte til arbejdstagerens seksuelle orientering. Vilkåret er tværtimod formuleret neutralt og berører i øvrigt homoseksuelle arbejdstagere såvel som heteroseksuelle, i og med at det i samme grad udelukker disses partnere fra at modtage efterladtepension, såfremt ægteskabet eller det registrerede partnerskab ikke er blevet indgået, inden arbejdstageren fyldte 60 år.
51. Ganske vist har Domstolen i sin hidtidige praksis vedrørende forskellige EU-retlige forbud mod forskelsbehandling i reglen lagt en bred forståelse af begrebet direkte forskelsbehandling til grund og antaget, at en sådan forelå, når blot en foranstaltning hang uadskilleligt sammen med den omhandlede grund til ulige behandling (28).
52. En sådan uadskillelig sammenhæng med den seksuelle orientering kan imidlertid heller ikke komme på tale i den foreliggende sag. Den omstændighed, at en arbejdstager ikke har indgået ægteskab eller registreret partnerskab, inden han fylder 60 år – hvad enten det skyldes retlige hindringer eller egen fri vilje – har i sig selv ingen direkte sammenhæng med hans seksuelle orientering. Der kan være mange grunde til ikke at gifte sig eller til først at binde sig i en sen alder. Hvis David Parris eksempelvis havde giftet sig med en kvinde, efter at han var fyldt 60 år, ville hun i henhold til forsikringsvilkårene have været udelukket fra at modtage efterladtepensionen på nøjagtig samme måde som hans nuværende partner.
53. Dermed er situationen i den foreliggende sag en anden end i de meget kendte sager vedrørende graviditet, der ifølge retspraksis er så uadskilleligt forbundne med arbejdstagernes køn, at enhver henvisning til en graviditet i sagens natur kun kan berøre kvinder og dermed medfører en direkte forskelsbehandling (29).
b) Om indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering
54. Det står imidlertid tilbage at undersøge, om et forsikringsvilkår som det i sagen omtvistede kan føre til indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Der må antages at foreligge en sådan indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med en bestemt seksuel orientering særligt ufordelagtigt i forhold til andre personer [artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78].
55. Der er ingen tvivl om, at kravet om indgåelse af ægteskab eller registreret partnerskab, inden arbejdstageren fylder 60 år, er en tilsyneladende neutral betingelse, der ikke har nogen direkte forbindelse til arbejdstagerens seksuelle orientering, som anført ovenfor.
56. Ud fra en umiddelbar betragtning kan det se ud, som om denne betingelse påvirker alle arbejdstagere på samme måde. De, der har indgået ægteskab eller registreret partnerskab, inden de fyldte 60 år, kan ved deres død sikre deres overlevende partner en efterladtepension fra den erhvervstilknyttede pensionsordning, hvorimod de, der først har formaliseret deres forhold i en højere alder, ikke har denne mulighed.
57. Ved en nærmere betragtning viser det sig imidlertid, at en sådan aldersgrænse på 60 år har større og mere negativ indvirkning på mange homoseksuelle arbejdstagere i Irland end på deres heteroseksuelle kolleger.
58. Mens det nemlig for heteroseksuelle alene var og er et spørgsmål om den personlige planlægning af tilværelsen og deres frie valg, hvorvidt de gifter sig før eller efter deres 60. fødselsdag, kunne homoseksuelle i Irland i lang tid slet ikke vælge at indgå i et statsligt anerkendt forhold med deres partner. Konkret havde alle homoseksuelle arbejdstagere, der var født før 1951, i Irland generelt ikke mulighed for at indgå et formaliseret fast forhold, inden de fyldte 60 år, da retsinstituttet registreret partnerskab i denne medlemsstat først har fundet anvendelse siden 2011, og par af samme køn indtil da kun havde mulighed for et papirløst samliv. Denne persongruppe havde af retlige grunde således ikke mulighed for at sikre deres partner en efterladtepension fra den erhvervstilknyttede pensionsordning og dermed skaffe denne en form for social sikring, som var en selvfølge for deres heteroseksuelle kolleger og deres ægtefæller.
59. Når en efterladtepension som den i sagen omtvistede knyttes sammen med indgåelse af ægteskab eller registreret partnerskab inden arbejdstagerens fyldte 60. år, påvirker det i Irland således i særlig negativ grad homoseksuelle arbejdstagere, der er født før 1951.
60. Denne konstatering er tilstrækkelig til at lægge til grund, at der foreligger indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, der – medmindre den er begrundet – er forbudt i henhold til artikel 2, stk. 1, sammenholdt med stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78.
61. Det er nemlig ikke en betingelse for at antage, at der foreligger indirekte forskelsbehandling, at alle homoseksuelle arbejdstagere udsættes for en ulempe, eller at heteroseksuelle arbejdstagere aldrig udsættes for en ulempe (30). Ifølge definitionen af indirekte forskelsbehandling i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78 er det tilstrækkeligt, at en omtvistet bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille »personer med en bestemt seksuel orientering [(her: homoseksuelle arbejdstagere)] særligt ufordelagtigt i forhold til andre personer [(her: heteroseksuelle arbejdstagere)]«.
62. Dette er tilfældet her. Selv om der muligvis findes nogle få heteroseksuelle arbejdstagere, der bliver berørt af aldersgrænsen på 60 år, og selv om der omvendt også findes nogle homoseksuelle arbejdstagere, som det på grundlag af den retstilstand, der har været gældende siden 2010/2011, har været forundt at indgå ægteskab eller registrerede partnerskab, inden de fyldte 60 år, rammer en regel som den i sagen omtvistede gruppen af homoseksuelle arbejdstagere særligt hårdt, fordi en stor del af disse uden at have indflydelse herpå var forhindret i at få statens velsignelse af deres eksisterende partnerskab, inden de fyldte 60 år, og dermed i at opfylde den grundlæggende betingelse for en ret til efterladtepension i henhold til den erhvervstilknyttede pensionsordning.
63. Hvis man i den foreliggende sag stiller strengere krav til en formodning for indirekte forskelsbehandling, vil dette ikke blot være i strid med ordlyden af artikel 2, stk. 2, litra b), direktiv 2000/78 (»vil stille […] særlig ufordelagtigt«) og kravet om en bred fortolkning af direktiverne om ikke-forskelsbehandling (31), men også være vanskeligt foreneligt med Domstolens mangeårige praksis i spørgsmål om forskelsbehandling – ikke mindst om forskelsbehandling på grund af nationalitet (32) eller på grund af køn (33).
64. På denne baggrund falder en regel som den i sagen omtvistede ind under kategorien indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra b), direktiv 2000/78.
2. Undersøgelse af begrundelse
65. Hvis man, i overensstemmelse med mit forslag, kvalificerer en regel som den i sagen omtvistede som indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, skal det undersøges, om den tilgrundliggende ulige behandling i henhold til direktiv 2000/78 kan være begrundet, eller om der, i mangel af en sådan begrundelse, er tale om forbudt forskelsbehandling.
66. Indirekte ulige behandling på grund af seksuel orientering kan være sagligt begrundet i ethvert legitimt mål, når blot den omtvistede foranstaltning – her: udelukkelsen fra en efterladtepension i tilfælde, hvor ægteskab eller registreret partnerskab indgås, efter at arbejdstageren er fyldt 60 år – er hensigtsmæssig og nødvendig med henblik på at opfylde det pågældende mål [artikel 2, stk. 2, litra b), nr. i), i direktiv 2000/78].
a) Legitimt mål
67. Forsikringsvilkårene for den erhvervstilknyttede pensionsordning oplyser tilsyneladende ikke noget om de mål, der forfølges med den omtvistede regel. Det fremgår ikke umiddelbart, hvorfor overlevende partnere til arbejdstagere, der først har indgået ægteskab eller registreret partnerskab, efter at de er fyldt 60 år, ikke skal have ret til efterladtepension.
68. Dette betyder imidlertid ikke i sig selv, at det uden videre kan udelukkes, at en sådan regel er begrundet i henhold til artikel 2, stk. 2, litra b), nr. i), i direktiv 2000/78. I en sådan situation er det imidlertid væsentligt, at andre elementer, der indgår i den pågældende regels almindelige kontekst, gør det muligt at identificere det formål, der forfølges med reglen, med henblik på at føre retslig kontrol med dens gyldighed samt med, at midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige (34).
69. Den omstændighed, at en aldersgrænse på 60 år på tidspunktet for etableringen af den erhvervstilknyttede pensionsordning i begyndelsen af 1970’erne angiveligt var »almindelig«, er i al fald i sig selv ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at den forfølger et legitimt mål (35).
70. Man kan forestille sig tilfælde, hvor en sådan aldersgrænse for indgåelsen af ægteskab eller registreret partnerskab skal sikre, at en efterladtepension kun udbetales til de overlevende ægtefæller og partnere, der har gjort sig »fortjent« til denne sikring, idet de har bistået arbejdstageren privat, mens denne var erhvervsaktiv, og eventuelt til gengæld har givet afkald på selv at være erhvervsaktive i nævneværdigt omfang. Traditionelt har det været hustruen, der som »hjemmegående« i overensstemmelse med den traditionelle rollefordeling i mange tilfælde koncentrerede sig om husholdningen og opdragelsen af børnene. Ved en sådan udformning af pensionsordningen ville en overlevende ægtefælle eller partner, der først er blevet arbejdstagerens livsledsager i en sen alder, mod slutningen af sin egen tid som erhvervsaktiv, ikke blive tilgodeset.
71. Sådan forholder det sig imidlertid ikke i vores tilfælde. Med udgangspunkt i Trinity Colleges argumenter har den forelæggende ret tværtimod udtrykkeligt oplyst os om, at formålet med aldersgrænsen på 60 år var at beskytte mod »individuelle medlemmers ugunstige udvælgelse af helbredsårsager til skade for pensionskassen eller andre medlemmer«. Som Trinity College har anført supplerende under sagen for Domstolen, er den tilgrundliggende antagelse, at helbredstilstanden hos medlemmerne af pensionsordningen forringes med alderen, og at de herefter kan være fristet til at indgå et fornuftsægteskab for at sikre deres papirløse partner fordelene fra pensionsordningen.
72. Sat på spidsen har aldersgrænsen på 60 år altså til formål at forhindre, at arbejdstagere, der er medlemmer af den erhvervstilknyttede pensionsordning, så at sige »på dødslejet« indgår ægteskab – eller, siden 2011, registreret partnerskab – blot for at en person, der står dem nær, kan få ret til en efterladtepension på bekostning af arbejdsgiveren eller forsikringsfællesskabet (36).
73. Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse er formålet med den omtvistede regel, forenklet udtrykt, at forhindre misbrug, der belaster pensionsordningens finansielle stabilitet. I min proportionalitetsvurdering i det efterfølgende vil jeg tage udgangspunkt i dette forhold, der absolut kan anses for et legitimt mål (37).
b) Proportionalitetsvurdering
74. Det står tilbage at undersøge, om den omtvistede regel var »hensigtsmæssig og nødvendig« med henblik på at forhindre misbrug. Disse to adjektiver i artikel 2, stk. 2, litra b), nr. i), i direktiv 2000/78 er i sidste ende blot en påmindelse om proportionalitetsprincippet.
75. Proportionalitetsprincippet hører ifølge fast retspraksis til EU-rettens almindelige grundsætninger. Dette princip kræver, at foranstaltninger skal være egnede til at nå de legitime mål, der forfølges med den omhandlede regel, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål (38). Såfremt der herved kan vælges mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst restriktive foranstaltning anvendes, og de pålagte byrder må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de forfulgte mål (39).
i) Egnethed
76. Indledningsvis skal det undersøges, om en regel som den i sagen omtvistede er egnet (40) til at medvirke til at opnå det legitime mål – dvs. at forhindre misbrug.
77. Der er ingen tvivl om, at en sådan regel begrænser den erhvervstilknyttede pensionsordnings ydelsesforpligtelser og mulighederne for misbrug.
78. Det skal dog påpeges, at en sådan ordning ifølge fast retspraksis kun kan anses for egnet til at sikre gennemførelsen af det påberåbte formål, hvis den reelt opfylder hensynet om at nå målet på en sammenhængende og systematisk måde (41).
79. I det foreliggende tilfælde kan der dog rejses en vis tvivl, hvis man tager i betragtning, at enkelte arbejdstagere, også inden de fylder 60 år, kan have en så ringe helbredstilstand, at de kan være fristet til misbruge ordningen ved at indgå rene fornuftsægteskaber for at sikre deres partner i social henseende. Omvendt kan man set i lyset af den generelt stigende forventning til befolkningens levetid og tendensen til at hæve pensionsalderen (42) betvivle, at der reelt foreligger en risiko for misbrug, når de pågældende fylder 60 år, eller om en sådan risiko i dag måske først foreligger, når de pågældende fylder 65 eller måske endda 70 år.
80. Hertil skal det dog for det første bemærkes, at en foranstaltnings egnethed altid skal bedømmes, henset til det mål, der forfølges hermed. Når en foranstaltning, som her, har til formål at udelukke et muligt misbrug af pensionsydelser, kan man næppe gøre egnetheden af denne foranstaltning betinget af, at der slet ikke forekommer flere tilfælde af misbrug (43).
81. For det andet bør en arbejdsgiver, der indfører en frivillig erhvervstilknyttet pensionsordning og dermed som udgangspunkt klart er berettiget til at opstille yderligere betingelser for modtagelsen af efterladtepensionen, indrømmes et vidt skøn i forbindelse med valget af foranstaltninger med henblik på at nå dennes mål. I overensstemmelse hermed bør efterprøvelsen af egnetheden af forsikringsvilkår som de i sagen omtvistede begrænses til, om reglerne heri er åbenbart uegnede eller urimelige med henblik på at nå det af arbejdsgiveren tilstræbte legitime mål (44).
82. En regel som den i sagen omtvistede er i al fald ikke åbenbart uegnet til at forhindre misbrug.
ii) Nødvendighed
83. For det andet er spørgsmålet, om en regel som den i denne sag omhandlede var nødvendig med henblik på at gennemføre det tilstræbte mål. En foranstaltning er nødvendig, når det tilstræbte legitime mål ikke kunne være blevet nået ved hjælp af et middel, der er lige så egnet, men mindre indgribende (45). Det skal således undersøges, om der ikke fandtes mindre indgribende midler til at forhindre misbrug af efterladtepensioner.
84. For de berørte ville det givet være mindst indgribende, hvis den erhvervstilknyttede pensionsordning ikke indeholdt en generel aldersgrænse for indgåelse af ægteskab eller registreret partnerskab, men i hvert enkelt tilfælde gav mulighed for at godtgøre, at der ikke er tale om et rent fornuftsægteskab eller -partnerskab, og at der således ikke er risiko for misbrug af efterladtepensionen. Henset til den enorme administrative byrde, der ville være forbundet med en sådan fremgangsmåde, er det dog tvivlsomt, om den ville være lige så egnet til at gennemføre det tilstræbte mål som den omtvistede aldersgrænse.
85. For at betingelserne for at modtage efterladtepensioner fra den erhvervstilknyttede pensionsordning kan udformes således, at de er forudsigelige og praktisk anvendelige, skal arbejdsgiveren have mulighed for at anvende en generaliserende betragtningsmåde efter almene kriterier og opstille typetilfælde med henblik herpå (46). Dette gælder så meget mere, som arbejdsgiveren, som nævnt ovenfor, har et vidt skøn i forbindelse med udformningen af denne frivillige erhvervstilknyttede pensionsordning. Principielt er der derfor ikke noget at indvende mod, at forsikringsvilkårene i den erhvervstilknyttede pensionsordning tager udgangspunkt i erfaringsbaserede data, som får opfyldelsen af det tilstræbte formål til at fremtræde som sandsynlig, i hvert fald i størstedelen af tilfældene.
86. Selv om man lader arbejdsgiveren foretage en sådan generaliserende betragtningsmåde efter almene kriterier, synes en fast aldersgrænse på 60 år imidlertid at være en særdeles indgribende foranstaltning. Efter min opfattelse kunne en fastsættelse af en minimumskarensperiode mellem indgåelse af ægteskab eller registreret partnerskab og opnåelse af ret til efterladtepension være et mindre indgribende og lige så egnet middel.
87. Derigennem kunne målet om at forhindre misbrug i forbindelse med ydelser fra pensionsordningen nås lige så godt, ja endog bedre, hvis man i stedet for en fast aldersgrænse bestemte, at den overlevende partner kun kan modtage en efterladtepension, hvis der som minimum er gået et vist antal år – f.eks. en periode på mindst fem år – mellem det tidspunkt, hvor partneren indgik ægteskab eller registreret partnerskab med arbejdstageren, og arbejdstagerens død. En sådan fremgangsmåde ville i øvrigt ikke blot være enkel og ubureaukratisk at håndtere, men ville også være i overensstemmelse med systematikken, idet andre vilkår i forsikringen netop også tager hensyn til tiden mellem to begivenheder (47).
88. På denne baggrund anser jeg den omtvistede aldersgrænse på 60 år for en foranstaltning, der – også under hensyntagen til det vide skøn, og hvad der er praktisk nødvendigt i forbindelse med håndteringen af pensionsordningen – går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det legitime mål, som arbejdsgiveren forfølger.
iii) Overdrevent indgreb i arbejdstagernes situation
89. Selv om man skulle lægge til grund, at den omtvistede aldersgrænse er egnet og nødvendig med henblik på at nå det dermed tilstræbte mål, skal det for det tredje efterprøves, om aldersgrænsen er forholdsmæssig i snæver forstand.
90. I denne forbindelse må foranstaltninger, selv når de er egnede til og nødvendige for at nå legitime mål, ikke medføre byrder, der er uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål. Det skal altså med andre ord sikres, at en regel som den i denne sag omtvistede ikke fører til et overdrevent indgreb i arbejdstagernes berettigede interesser (48). I denne forbindelse drejer det sig i sidste ende om at finde en rimelig balance mellem de modstridende interesser hos arbejdstagere som David Parris og hos erhvervstilknyttede pensionsordninger.
91. I en sag som den foreliggende skal der findes en rimelig balance mellem arbejdsgiverens berettigede interesse i at forhindre misbrug i forbindelse med ydelser fra den erhvervstilknyttede pensionsordning og arbejdstagernes lige så berettigede interesse i en rimelig efterladtepension til deres overlevende partner.
92. Hvis man indledningsvis ser på de rent finansielle konsekvenser af David Parris’ krav om en efterladtepension til hans partner, skal der naturligvis tages hensyn til, at enhver yderligere udbetalt ydelse fører til større pres på den erhvervstilknyttede pensionsordning, der i forvejen er i en situation med betydelig finansiel ubalance. Økonomien i den irske stat, der siden slutningen af 2009 har overtaget ansvaret for pensionsordningens forpligtelser, er utvivlsomt ekstremt belastet i kølvandet på den globale økonomiske og finansielle krise, der brød ud i 2008.
93. Det bør dog også tages i betragtning, at den erhvervstilknyttede pensionsordning ifølge de i sagen foreliggende oplysninger fra begyndelsen var udformet med henblik på, at den i princippet også skulle give enhver arbejdstager, der var medlem af denne ordning, ret til en efterladtepension til dennes overlevende ægtefælle – eller nu også til dennes overlevende registrerede partner – og vel at mærke uden at der skulle betales yderligere pensionsbidrag med henblik herpå.
94. Når en arbejdstager som David Parris ansøger om anerkendelse af hans partners ret til en erhvervstilknyttet efterladtepension, kan det således ikke gøres gældende over for ham, at der tidligere ikke er blevet indbetalt de nødvendige bidrag for hans partner. Selv om David Parris havde indgået ægteskab eller registreret partnerskab længe før sin 60-års fødselsdag, ville der nemlig ikke være blevet indbetalt flere bidrag, og følgelig ville pensionsordningen heller ikke være bedre rustet til at betale en eventuel efterladtepension, end det er tilfældet på nuværende tidspunkt (49).
95. I øvrigt gælder det helt generelt, at rent finansielle overvejelser ikke kan anvendes som dække for forskelsbehandling. I overensstemmelse hermed kan en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling i henhold til artikel 2 i direktiv 2000/78 ikke begrundes alene med henvisning til finansielle byrder og eventuelle administrative vanskeligheder (50).
96. I et tilfælde som det foreliggende ville den omtvistede aldersgrænse desuden indebære, at en hel gruppe af arbejdstagere generelt udelukkes fra at modtage ydelserne fra erhvervstilknyttede pensionsordninger (51). Alle homoseksuelle arbejdstagere, der er født før 1951, er nemlig på forhånd forhindret i at skaffe deres overlevende partnere en social sikring i form af efterladtepensionen fra den erhvervstilknyttede pensionsordning. Pensionsordningen stiller dem over for en betingelse, nemlig indgåelse af ægteskab eller registreret partnerskab, inden de fylder 60 år, som de ikke har mulighed for at opfylde – helt uafhængigt af deres ønsker og deres personlige planlægning af tilværelsen.
97. Et så alvorligt indgreb i en hel gruppe arbejdstageres interesser er fuldstændig uforholdsmæssigt i forhold til det mål, der forfølges med den omtvistede aldersgrænse, som blot er at forhindre enkeltpersoners misbrug.
98. Dette gælder i al fald for tilfælde som det foreliggende, hvor der ifølge oplysningerne i forelæggelseskendelsen ikke er tale om et rent fornuftsægteskab (eller fornuftspartnerskab). David Parris og hans partner har været et par i mere end 30 år, og den forelæggende ret finder det godtgjort, at de ville have indgået ægteskab for mange år siden, hvis det havde været retligt muligt.
99. På denne baggrund giver den omtvistede aldersgrænse således ikke en rimelig balance mellem de relevante hensyn og fører til et overdrevent indgreb i arbejdstagernes berettigede interesser. Den kan ikke holde til en proportionalitetsvurdering. Dermed foreligger der indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, der er forbudt i henhold til artikel 2, stk. 1, sammenholdt med stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78.
c) Om medlemsstaternes autonomi på området for civilstand
100. Trinity College, de sagsøgte myndigheder, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen har anført, at en bekræftelse af, at der foreligger forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i det foreliggende tilfælde kan føre til, at retsinstituttet registreret partnerskab, der først blev indført af den irske lovgiver i 2010 – og kun med virkning fra 2011 – reelt får tilbagevirkende kraft. Et sådant resultat vil være i strid med 22. betragtning til direktiv 2000/78.
101. Dette argument er dog ikke holdbart.
102. I den nævnte 22. betragtning har EU-lovgiver blot præciseret, at direktiv 2000/78 ikke berører national ret vedrørende civilstand og ydelser, der er afhængige heraf.
103. En fortolkning og anvendelse af direktiv 2000/78, som den jeg foreslår her, tvinger imidlertid på ingen måde den irske stat til at ændre civilstanden for en arbejdstager som David Parris med tilbagevirkende kraft. Den fører navnlig ikke til, at David Parris og hans partner også anses for at have indgået ægteskab eller registreret partnerskab for så vidt angår tidligere perioder. Direktiv 2000/78 forpligter heller ikke nationale organer til at tildele de berørte personer ydelser, der ikke er i overensstemmelse med deres civilstand.
104. David Parris og hans partner lever sammen som par med den irske stats anerkendelse på nuværende tidspunkt, og de kræver på nuværende tidspunkt – kun med virkning for fremtiden – en ydelse fra den erhvervstilknyttede pensionsordning, der er i overensstemmelse med deres nuværende civilstand. De har på ingen måde ansøgt om en fordel, som ikke kan tilkomme dem i henhold til deres civilstand. Og de anmoder da slet ikke om en sådan fordel med tilbagevirkende kraft. De kræver heller ikke en ændring af deres civilstand med tilbagevirkende kraft. De protesterer blot over et forsikringsvilkår af ældre dato, aldersgrænsen på 60 år, der ud fra et nutidigt synspunkt udgør en forskelsbehandling.
105. Situationen i denne sag er således ikke anderledes end i sagerne Maruko og Römer (52), hvor der ligeledes kun blev rejst krav om visse ydelser for tiden efter den statslige anerkendelse af partnerskaber mellem personer af samme køn, om end det oprindelige grundlag for de pågældende ydelser (indbetalte bidrag eller relevant anciennitet) kan have haft rødder langt tilbage i fortiden, dvs. inden retsinstituttet registreret partnerskab blev indført.
106. Der findes i direktiv 2000/78 ingen holdepunkter for, at dets bestemmelser udelukkende yder beskyttelse med hensyn til retsforhold, der etableres efter direktivets ikrafttræden eller efter udløbet af fristen for dets gennemførelse. Hvis man ville indskrænke retsvirkningerne af et grundlæggende princip som det EU-retlige princip om ligebehandling til alene at omfatte helt nye retsforhold, ville det tage år – og i et tilfælde som det foreliggende endog årtier – inden alle unionsborgere blev omfattet af beskyttelsen.
107. Det er som allerede nævnt (53) derfor i overensstemmelse med et generelt princip, at en ny retsregel som forbuddet mod forskelsbehandling i henhold til artikel 2 i direktiv 2000/78 ikke kun finder anvendelse på helt nye retsforhold, men også på de aktuelle og fremtidige virkninger af retsforhold, der er stiftet i henhold til ældre regler. Dette kan meget vel føre til, at ældre bestemmelser, der er udtryk for forskelsbehandling, fremover skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med EU-retten, eller at de endog skal lades helt ude af betragtning (54).
108. Det er netop tilfældet i den foreliggende sag. Domstolen har også allerede flere gange fastslået dette, idet den har anvendt bestemmelserne i direktiverne om ikke-forskelsbehandling på de nutidige og fremtidige aspekter af faktiske omstændigheder, hvis oprindelse til tider gik langt tilbage i tiden og i al fald lå før de nævnte direktivers ikrafttræden (55).
109. Ud fra et retligt synspunkt er argumentet om, at den irske stat i et tilfælde som det foreliggende ville være bedre stillet – i al fald finansielt – såfremt den aldrig havde indført retsinstituttet registreret partnerskab og aldrig havde gjort det muligt for par af samme køn at indgå ægteskab, også lidet holdbart. På sit nuværende udviklingstrin berører EU-retten ganske vist ikke medlemsstaternes kompetence med hensyn til civilstand og dertil knyttede ydelser. Til gengæld skal medlemsstaterne imidlertid ved udøvelsen af deres kompetence overholde EU-retten, og navnlig princippet om ligebehandling og forbuddet mod forskelsbehandling (56). For så vidt en medlemsstat i national ret anerkender partnere af samme køn og tildeler de berørte rettigheder og pligter, der kan sammenlignes med ægtefællers, må den pågældende stat fremover ikke længere forskelsbehandle disse set i forhold til ægtefæller (57).
3. Foreløbig konklusion
110. På baggrund af det ovenstående skal det første spørgsmål besvares således, at det udgør forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, der er forbudt i henhold til artikel 2, stk. 1, sammenholdt med stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78, i en erhvervstilknyttet pensionsordning at gøre retten til en efterladtepension for partnere af samme køn betinget af, at det registrerede partnerskab blev indgået, inden den under ordningen forsikrede arbejdstager fyldte 60 år, når den pågældende samtidig retligt set ikke havde mulighed for at indgå et sådant partnerskab eller ægteskab, før denne aldersgrænse blev nået.
C – Forskelsbehandling på grund af alder (det andet præjudicielle spørgsmål)
111. Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om det udgør forskelsbehandling på grund af alder, der er forbudt i henhold til direktiv 2000/78, i en erhvervstilknyttet pensionsordning at gøre retten til en efterladtepension for partnere af samme køn betinget af, at det registrerede partnerskab blev indgået, inden den under ordningen forsikrede arbejdstager fyldte 60 år, når den pågældende samtidig retligt set ikke havde mulighed for at indgå et sådant partnerskab eller ægteskab, før denne aldersgrænse blev nået.
112. Spørgsmålet er rejst i tilfælde af, at det første præjudicielle spørgsmål besvares benægtende. Da jeg i besvarelsen af det første spørgsmål har lagt til grund, at der foreligger en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til EU-retten, er det strengt taget ikke nødvendigt at besvare det andet spørgsmål. For fuldstændighedens skyld vil jeg alligevel behandle dette spørgsmål.
1. Om sondringen mellem direkte og indirekte forskelsbehandling
113. Som det fremgår af artikel 1, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/78, bekæmper direktivet både direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af alder med hensyn til beskæftigelse og erhverv.
114. Direkte forskelsbehandling i direktiv 2000/78’s forstand foreligger, hvis en person på grund af sin alder behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive behandlet [artikel 2, stk. 2, litra a), sammenholdt med artikel 1]. Den tilgrundliggende ulige behandling er altså direkte forbundet med alderen. Det må derimod antages, at der foreligger indirekte forskelsbehandling på grund af alder, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer, som tilhører en bestemt aldersgruppe, særligt ufordelagtigt i forhold til andre personer [artikel 2, stk. 2, litra b)].
115. Den omtvistede aldersgrænse er direkte forbundet med alderen, idet det udtrykkeligt kræves, at de arbejdstagere, der er tilsluttet den erhvervstilknyttede pensionsordning, har indgået ægteskab eller registreret partnerskab inden det fyldte 60. år, for at deres overlevende partner kan modtage en efterladtepension.
116. Følgelig foreligger der direkte forskelsbehandling på grund af alder som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/78. Arbejdstagere, der først har indgået ægteskab eller registreret partnerskab, efter de er fyldt 60 år, behandles ringere end arbejdstagere, der har indgået et formaliseret forhold i en yngre alder.
117. Over for antagelsen om en direkte forskelsbehandling af arbejdstageren – i den foreliggende sag altså David Parris – på grund af alder kan det ikke gøres gældende, at den egentlige økonomiske ulempe i forbindelse med den omtvistede aldersgrænse ikke vil ramme ham, men derimod hans overlevende partner, som nægtes efterladtepension. Ud fra en EU-retlig betragtning er efterladtepensionen nemlig arbejdstagerens opsatte løn, selv om denne løn ikke udbetales, mens denne er i live, men derimod til dennes overlevende partner (58). Bortset herfra fratages en arbejdstager som David Parris, som det meget klart fremgår af den foreliggende sag, som følge af den omtvistede aldersgrænse også helt personligt den ikke-materielle fordel at kunne sikre sin partner socialt, mens han lever, dvs. at efterlade sig ordnede forhold.
118. Selv om man kun anser den efterladte efter en arbejdstager som David Parris – dvs. hans overlevende ægtefælle eller registrerede partner – for at blive stillet ugunstigt som følge af den omtvistede aldersgrænse, ændrer det ikke ved antagelsen om, at der foreligger forskelsbehandling på grund af alder i den foreliggende sag. Det er nemlig fastslået i retspraksis, at der altid foreligger direkte forskelsbehandling som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/78, når en person udsættes for en ulempe, der er direkte forbundet med en af de i direktivet nævnte grunde til ulige behandling (59). Forenklet udtrykt kan man være offer for direkte forskelsbehandling på grund af alder, selv om det ikke drejer sig om ens egen alder, men en nær pårørendes. Direktiv 2000/78 beskytter nemlig ikke blot en bestemt kategori af personer, men forbyder ganske enkelt forskelsbehandling på grund af alder, uden nødvendigvis at kræve, at forskelsbehandlingen vedrører den, der påføres ulempen i det konkrete tilfælde (60).
2. Undersøgelse af begrundelse
119. En aldersgrænse som den i sagen omtvistede kan imidlertid kun føre til forskelsbehandling på grund af alder, der er forbudt i henhold til direktiv 2000/78, for så vidt som den deri indeholdte direkte ulige behandling på grund af alder ikke er begrundet. De EU-retlige krav til begrundelse af en sådan ulige behandling fremgår af artikel 2, stk. 5, af artikel 4, stk. 1, og af artikel 6 i direktiv 2000/78 (61).
120. Kun den sidstnævnte bestemmelse er relevant i den foreliggende sag. I sine præjudicielle spørgsmål henviser den forelæggende ret alene til artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78 (jf. herom umiddelbart nedenfor, afsnit a). Som det imidlertid fremgår af forelæggelseskendelsen i dens helhed og de uddybende bemærkninger fra Labour Court, er en prøvelse af direktivets artikel 6, stk. 1, desuden også relevant (jf. herom under afsnit b).
a) Ingen berettigelse i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78
121. I artikel 6, stk. 2 i direktiv 2000/78 er det fastsat, på hvilke betingelser der i erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger kan fastsættes aldersgrænser og anvendes alderskriterier, uden at dette medfører forskelsbehandling på grund af alder, der er forbudt i henhold til EU-retten.
122. Bestemmelsen finder udtrykkeligt kun anvendelse på erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, der dækker risiciene ved alderdom og invaliditet (62). Den foreliggende sag omhandler en sådan ordning, idet den efterladtepension, som David Parris ønsker at opnå til sin partner, er en form for alderspension.
i) Om de tre typetilfælde i artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78
123. Indholdsmæssigt tillader direktivets artikel 6, stk. 2, tre former for afvigelser fra forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, sammenholdt med stk. 2. For det første fastsættelse af aldersgrænser for adgang til en erhvervstilknyttet social sikringsordning, for det andet fastsættelse af aldersgrænser for udbetaling af alderspension eller invaliditetsydelser og for det tredje anvendelse af alderskriteriet til aktuarberegninger (63). I modsætning til, hvad den forelæggende ret synes at mene, er der her tale om tre selvstændige typetilfælde. Når en aldersgrænse er omfattet af blot et enkelt af disse typetilfælde, kan den pågældende ordning være berettiget i henhold til direktivets artikel 6, stk. 2.
124. En aldersgrænse som den i sagen omtvistede kan dog ikke henregnes direkte til nogen af de tre nævnte typetilfælde.
125. For det første er den omhandlede aldersgrænse ikke en betingelse for adgang til den erhvervstilknyttede pensionsordning (første typetilfælde). Den, der er medlem af pensionsordningen, er nemlig David Parris, som Trinity College og Kommissionen også har fremhævet under retsmødet. David Parris har på grund af sit ansættelse ved Trinity College allerede været tilknyttet ordningen siden 1972, og adgangen hertil afhang på intet tidspunkt af spørgsmålet om, hvorvidt og hvornår han indgik ægteskab eller registreret partnerskab.
126. Den omhandlede aldersgrænse fastsætter heller ikke den alder, der kræves for at modtage ydelser (andet typetilfælde). Den omtvistede aldersgrænse på 60 år siger ikke noget om, hvorvidt David Parris’ partners alder gør ham berettiget til at modtage efterladtepension, for den er netop ikke forbundet med hans alder, men kun med David Parris’ alder på det tidspunkt, hvor de indgik deres partnerskab respektive ægteskab.
127. Endelig er aldersgrænsen på 60 år ifølge den forelæggende rets udtrykkelige oplysninger heller ikke et kriterium, der anvendes til aktuarberegninger i den omtvistede erhvervstilknyttede pensionsordning (64) (tredje typetilfælde).
ii) Om spørgsmålet om den analoge anvendelse af artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78
128. Man kunne ganske vist anlægge en mindre restriktiv fortolkning af artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78 og sidestille aldersgrænsen på 60 år med en betingelse for adgang (første typetilfælde) eller for modtagelse af alderspension (andet typetilfælde). Den omtvistede aldersgrænse er nemlig uden tvivl en betingelse, der skal opfyldes, for at den overlevende ægtefælle eller partner også omfattes af pensionsordningen (i lighed med en »betingelse for adgang« som omhandlet i det første typetilfælde), og for at den overlevende ægtefælle eller partner kan få tildelt en efterladtepension (i lighed med en »betingelse for udbetaling af alderspension« som omhandlet i det andet typetilfælde).
129. Ved en grundig analyse er en analog anvendelse af direktivets artikel 6, stk. 2, på en aldersgrænse som den i sagen omtvistede imidlertid ikke overbevisende.
130. For det første er artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78 nemlig en undtagelse, der skal fortolkes strengt (65), og som ikke analogt kan udvides til andre situationer end dem, som EU-lovgiver konkret har fastsat (66). Dette gælder så meget mere, som de foranstaltninger, der er tilladt i henhold til direktivets artikel 6, stk. 2, i modsætning til dem i henhold til artikel 6, stk. 1, er opregnet udtømmende og ikke blot er eksempler (67).
131. For det andet tjener den omhandlede aldersgrænse i den foreliggende sag ikke det samme formål som de klassiske aldersgrænser for adgang til ordninger, som direktivets artikel 6, stk. 2. Sådanne klassiske aldersgrænser sikrer opretholdelsen af balancen mellem den sikrede persons forventede levetid – og dermed den forventede varighed af udbetalingen af ydelser – på den ene side og de indbetalte bidrag på den anden side. En aldersgrænse som den i sagen omtvistede kan som udgangspunkt ikke opfylde et sammenligneligt formål. Den siger nemlig hverken noget om, hvor længe arbejdstageren (i dette tilfælde altså David Parris) har været eller var medlem af den erhvervstilknyttede pensionsordning, eller om alderen – og dermed indirekte om den forventede levetid – for den person, der skal modtage ydelsen (i dette tilfælde altså David Parris’ partner).
132. Følgelig kan en aldersgrænse som den i sagen omtvistede ikke være berettiget i henhold til direktivets artikel 6, stk. 2, heller ikke ved analog anvendelse af denne bestemmelse.
b) Ingen berettigelse i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78
133. Det står tilbage at undersøge, om en aldersgrænse på 60 år som den i sagen omtvistede kan være berettiget på grundlag af artikel 6, stk. 1, direktiv 2000/78.
134. I det væsentlige tillader direktivets artikel 6, stk. 1, ulige behandling på grund af alder, der forfølger et legitimt mål og kan holde til en proportionalitetsvurdering, idet der ved legitime formål bl.a. forstås »legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål«.
135. En aldersgrænse som den i sagen omtvistede forfølger imidlertid helt åbenbart ikke beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål. Ifølge alle de oplysninger, vi er blevet forelagt, tjener den heller ikke som »social anerkendelse« af et langvarigt partnerskab ved en arbejdstagers side – jf. »den hjemmegående hustru« (68). Aldersgrænsen har alene til formål at forhindre misbrug af den erhvervstilknyttede pensionsordning, og direktivets artikel 6, stk. 1, skal her følgelig kun behandles med henblik på dette formål.
136. Ved første øjekast kan det måske se ud til, at det ikke er udelukket, at en foranstaltning til bekæmpelse af misbrug også kan støttes på direktivets artikel 6, stk. 1. Anvendelsen af biordet »bl.a.« i ordlyden i den pågældende bestemmelse kunne fortolkes således, at de »legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål« blot er eksempler og ikke en udtømmende opregning, der ikke berører en fastsættelse af aldersgrænser med henblik på at forfølge andre legitime mål.
137. Som Domstolen imidlertid allerede flere gange har fastslået (69), har alle »legitime formål« ifølge direktivets artikel 6, stk. 1, det til fælles, at de er af socialpolitisk karakter. Kun inden for kategorien socialpolitiske formål er opregningen i artikel 6, stk. 1, ikke udtømmende. Derimod giver artikel 6, stk. 1, intet retsgrundlag for ulige behandling på grund af alder, der tjener andre formål end socialpolitiske.
138. Denne retspraksis giver mening, når man tager funktionen og den systematiske placering af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 som helhed i betragtning. Der er tale om en særregel, der først og fremmest tager sigte på berettigelsen af direkte forskelsbehandling på grund af alder som omhandlet i direktivets artikel 2, stk. 2, litra a).
139. Selv om der utvivlsomt er mange former for ulige behandling, der kan være berettiget i henhold til direktivets artikel 6, stk. 1, må denne bestemmelse dog ikke fortolkes så bredt, at ethvert legitimt mål kan forfølges på grundlag af denne. I så fald ville direktivets artikel 6, stk. 1, nemlig få samme indhold som direktivets artikel 2, stk. 2, litra b), nr. i), der begrunder indirekte forskelsbehandling. Dermed ville forskellen mellem direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af alder blive udvisket, og de mulige begrundelser ville være de samme for begge kategorier. Det ville være i strid med systematikken.
140. Ifølge systematikken i direktivet – som i EU-retten i øvrigt – er det nemlig kun indirekte ulige behandling, der kan begrundes med henvisning til ethvert legitimt mål, på betingelse af, at proportionalitetsprincippet overholdes, hvorimod der gælder strengere kriterier for begrundelsen af direkte forskelsbehandling, således at kun de formål, der udtrykkeligt er fastsat i EU-retten, må forfølges.
141. I overensstemmelse hermed må anvendelsesområdet for direktivets artikel 6, stk. 1, ikke udvides til andre legitime formål af enhver art ud over det socialpolitiske område, som udtrykkeligt er nævnt i bestemmelsen.
142. Følgelig kan en aldersgrænse som den i sagen omtvistede, der efter alle de oplysninger, vi er blevet forelagt, ikke tjener reelle socialpolitiske formål, ikke være berettiget på grundlag af direktivets artikel 6, stk. 1.
c) Afsluttende bemærkning vedrørende det andet præjudicielle spørgsmål
143. Kun for det tilfældes skyld, at Domstolen ikke følger min opfattelse og anlægger en mindre restriktiv fortolkning af artikel 6, stk. 1 eller stk. 2, i direktiv 2000/78, skal jeg bemærke, at proportionalitetsprincippet, der er et almindeligt EU-retligt princip, under alle omstændigheder skal overholdes (70).
144. Efter min opfattelse kan proportionalitetsvurderingen vedrørende forskelsbehandlingen på grund af alder ikke føre til et andet resultat end den, jeg allerede har foretaget ovenfor (71) vedrørende forskelsbehandlingen på grund af seksuel orientering.
145. Der ses ikke at foreligge grunde til, at aldersgrænsen på 60 år bør vurderes mere positivt ud fra en proportionalitetsbetragtning, når det drejer sig om forskelsbehandling på grund af alder i stedet for om forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. I givet fald burde konklusionen på proportionalitetsvurderingen inden for rammerne af forskelsbehandling på grund af alder være strengere, da der her er tale om direkte ulige behandling som omhandlet i direktivet artikel 2, stk. 2, litra a), hvorimod der henset til den seksuelle orientering kun foreligger indirekte ulige behandling i henhold til direktivets artikel 2, stk. 2, litra b). For en streng målestok ved proportionalitetsvurderingen taler i øvrigt den omstændighed, at forskelsbehandlingen af arbejdstagere som David Parris i den foreliggende sag ikke kun har en alderskomponent, men også vedrører den berørtes seksuelle orientering, dvs. i sidste ende forstærkes af en anden faktor i henhold til direktivets artikel 1.
3. Foreløbig konklusion
146. På baggrund af det ovenstående skal det med hensyn til det andet præjudicielle spørgsmål konkluderes, at det udgør direkte forskelsbehandling på grund af alder, der er forbudt i henhold til artikel 2, stk. 1, sammenholdt med stk. 2, litra a), i direktiv 2000/78, i en erhvervstilknyttet pensionsordning at gøre retten til en efterladtepension for partnere af samme køn betinget af, at det registrerede partnerskab blev indgået, inden den under ordningen forsikrede arbejdstager fyldte 60 år, når den pågældende samtidig retligt set ikke havde mulighed for at indgå et sådant partnerskab eller ægteskab, før denne aldersgrænse blev nået.
D – Forskelsbehandling ved en kombination af flere faktorer (det tredje præjudicielle spørgsmål)
147. Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om der inden for rammerne af direktiv 2000/78 også kan antages at foreligge forbudt forskelsbehandling, når en foranstaltning ganske vist ikke alene på grund af alder eller alene på grund af seksuel orientering, men derimod på grund af en kombination af de to grunde til ulige behandling, udgør en ulempe.
148. Spørgsmålet er rejst i tilfælde af, at det første og det andet spørgsmål besvares benægtende. Da jeg i besvarelsen af de to forudgående spørgsmål har lagt til grund, at der foreligger en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til EU-retten, dels på grund af seksuel orientering (indirekte forskelsbehandling) (72), dels på grund af alder (direkte forskelsbehandling) (73), er det strengt taget ikke nødvendigt at besvare det tredje spørgsmål. For fuldstændighedens skyld vil jeg alligevel fremsætte nogle supplerende bemærkninger vedrørende dette spørgsmål.
149. I det væsentlige anmodes Domstolen med dette spørgsmål om at afklare, hvordan ulemper for personer, der skyldes en kombination af to eller flere grunde til ulige behandling (74), skal behandles henset til de EU-retlige forbud mod forskelsbehandling. Selv om Domstolen også tidligere er blevet forelagt sager, hvor flere sådanne faktorer lå latent i baggrunden (75), har der – så vidt det fremgår – hidtil ikke været en sag, der har givet Domstolen konkret anledning til at behandle denne problemstilling.
150. Den nævnte problemstilling har i længere tid været kendt i retslitteraturen både inden og uden for Den Europæiske Union (76). Eksempelvis blev det i Amerikas Forenede Stater allerede i slutningen af 1980’erne diskuteret, hvordan man skulle håndtere sager, hvor visse foranstaltninger navnlig har negativ virkning i forhold til kvinder med en bestemt hudfarve (77).
151. Europa-Parlamentet (78) og Kommissionen (79) har også i forbigående berørt problemstillingen i de senere år. Det er derfor meget forbavsende, at Kommissionen i den foreliggende sag har afholdt sig fra at fremsætte konkrete bemærkninger vedrørende dette emne.
152. EU-lovgiver har ganske vist ikke vedtaget udtrykkelige bestemmelser vedrørende den i sagen omhandlede problemstilling. Det bør dog ikke føre til den forhastede konklusion, at direktiv 2000/78 ikke giver mulighed for at håndtere en kombination af forskellige grunde til forskelsbehandling. Flere steder i direktivet skinner det nemlig igennem, at dets forfattere helt klart var opmærksomme på denne problemstilling og gik ud fra, at den kunne løses på passende vis ved hjælp af de i direktivet opstillede regler (80).
153. Kombinationen af to eller flere grunde til ulige behandling udgør en særlig omstændighed, der giver en sag som den foreliggende en ny dimension, hvilken der skal tages behørigt hensyn til i forbindelse med den EU-retlige bedømmelse heraf. Betydningen af forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 1, sammenholdt med artikel 2 i direktiv 2000/78, ville nemlig ikke blive ydet retfærdighed, hvis man opdeler faktiske livsomstændigheder som de foreliggende og udelukkende betragter dem isoleret ud fra en betragtning om den ene eller den anden grund til ulige behandling. Derfor skal direktivets hovedregel, hvorefter forskelsbehandling af en af de af direktivet omfattede grunde til ulige behandling ikke må finde sted (direktivets artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 1), også gælde for tilfælde, hvor en mulig forskelsbehandling beror på en kombination af flere af disse grunde.
154. Såfremt en ulempe ikke kan fastslås på grundlag af ét af de kriterier for ulige behandling, der er anført i artikel 1 i direktiv 2000/78, alene (religion, tro, handicap, alder eller seksuel orientering), således som den forelæggende ret antager som forudsætning for sit tredje spørgsmål, skal de faktiske omstændigheder efter min opfattelse belyses ud fra en betragtning om indirekte forskelsbehandling. I en sådan situation skal det således i henhold til direktivets artikel 2, stk. 2, litra b), undersøges, om den pågældende foranstaltning kan stille de berørte særligt ufordelagtigt, navnlig på grund af samspillet mellem to eller flere kriterier for ulige behandling.
155. Såfremt den særlige ulempe, henset til én af de faktorer, der er nævnt i artikel 1 i direktiv 2000/78, er tilstrækkelig til at henføre faktiske omstændigheder til kategorien indirekte forskelsbehandling som omhandlet i direktivets artikel 2, stk. 2, litra b) (81), kan noget andet ikke gøre sig gældende, når de berørte personer stilles særligt ufordelagtigt ikke på grund af én faktor, men på grund af en kombination af to eller flere af de nævnte faktorer. Rækkevidden af forbuddet mod forskelsbehandling i direktiv 2000/78 kan nemlig på grund af dets grundlæggende karakter ikke fortolkes indskrænkende (82).
156. I et tilfælde som det foreliggende skal det herefter under anvendelse af artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78 lægges til grund, at arbejdstagere som David Parris stilles særligt ugunstigt på grund af en kombination af deres seksuelle orientering og deres alder, nærmere betegnet fordi forsikringsvilkårene de facto fører til, at navnlig deres overlevende partnere systematisk nægtes en efterladtepension (83). Fordelen bestående i en efterladtepension til deres overlevende partnere afhænger ganske vist for alle arbejdstagere af den (øjensynligt neutrale) betingelse, at de skal have indgået ægteskab eller registreret partnerskab, inden de fylder 60 år. Reelt bliver derved specielt de homoseksuelle arbejdstagere, der er født før 1951 – i modsætning til alle andre kategorier af arbejdstagere – systematisk udelukket fra denne form for efterladtepension, nærmere betegnet fordi de aldrig har haft mulighed for at opfylde den nævnte betingelse, selv hvis de gerne ville.
157. Dette er dog ikke alt: Kombinationen af to eller flere af de kriterier for ulige behandling, der er nævnt i artikel 1 i direktiv 2000/78, kan også føre til, at der inden for rammerne af proportionalitetsvurderingen i forbindelse med afvejningen af de modstridende interesser lægges større vægt på hensyn til de forskelsbehandlede arbejdstagere, hvilket øger sandsynligheden for, at der foreligger et for vidtgående indgreb over for de berørte, og at kravene til forholdsmæssigheden dermed tilsidesættes i snævrere forstand.
158. Det er netop tilfældet i den foreliggende sag. Som jeg har anført ovenfor (84), er den omtvistede aldersgrænse på 60 år uforholdsmæssig, da den medfører en uforholdsmæssig stor byrde for de berørte arbejdstagere som David Parris, der er homoseksuelle og er født før 1951.
159. På denne baggrund bør der således antages at foreligge indirekte forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 2, stk. 1, sammenholdt med stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78, såfremt det skulle vise sig, at de omtvistede forsikringsvilkår i den erhvervstilknyttede pensionsordning ganske vist ikke alene på grund af alder eller alene på grund af seksuel orientering, men derimod på grund af en kombination af de to grunde til ulige behandling, udgør en ulempe.
E – Tidsmæssige virkninger af Domstolens dom i den foreliggende sag
160. I tilknytning til de sagsøgte myndigheders anbringender skal jeg erindre om, at Domstolen i princippet har ret til helt undtagelsesvist af tvingende retssikkerhedshensyn at begrænse de tidsmæssige virkninger af dens dom til fremtiden, navnlig når dette berører en lang række retsforhold stiftet i god tro, og der må påregnes alvorlige økonomiske konsekvenser (85).
161. I nærværende sag foreligger der dog ingen konkrete oplysninger, der kunne begrunde en sådan fremgangsmåde. I mangel af andre holdepunkter må det nemlig lægges til grund, at en regel som den i sagen omhandlede, der specielt fører til en ulempe for homoseksuelle født før 1951, berører markant færre arbejdstagere eller efterladte end f.eks. i en situation med forskelsbehandling på grund af køn, som den der var genstand for Barber-dommen (86). Tilsvarende må det antages, at den eventuelle merbelastning af den erhvervstilknyttede pensionsordning og andre tilsvarende pensionsordninger i det foreliggende tilfælde vil holde sig inden for overskuelige rammer. Dette gælder så meget mere, som finansieringen af den pågældende ordning fra begyndelsen var indrettet efter, at arbejdstagerne ville gifte sig. Hvis David Parris havde giftet sig med en kvinde, ville finansieringen af efterladtepensionen, så vidt det fremgår, uden videre være indeholdt i pensionsordningernes beregninger.
162. Bortset herfra har Domstolen i reglen afvist en tidsmæssig begrænsning af en doms virkninger, medmindre der er tale om dens første dom om et retligt spørgsmål (87). Sådan forholder det sig i den foreliggende sag: Siden Maruko-dommen har det været fastslået, at direktiv 2000/78 finder anvendelse på erhvervstilknyttede pensionsordninger. Da en begrænsning af dommens virkninger i den pågældende sag udtrykkeligt blev afvist (88), kan en sådan fremgangsmåde heller ikke komme på tale i det foreliggende tilfælde.
163. Såfremt Domstolen alligevel foretager en sådan begrænsning, bør den i overensstemmelse med fast praksis i det mindste ikke omfatte de personer, der rettidigt har taget initiativ til at beskytte deres rettigheder, hvad enten det er sket i form af et søgsmål eller et tilsvarende retsmiddel (89). Ikke mindst David Parris hører til denne kategori af personer.
VI – Forslag til afgørelse
164. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, med udgangspunkt i det første præjudicielle spørgsmål, Domstolen at besvare den præjudicielle anmodning fra den irske Labour Court (arbejdsret), således:
»Det udgør indirekte forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, der er forbudt i henhold til artikel 2, stk. 1, sammenholdt med stk. 2, litra b), i direktiv 2000/78/EF, i en erhvervstilknyttet pensionsordning at gøre retten til en efterladtepension for partnere af samme køn betinget af, at det registrerede partnerskab blev indgået, inden den under ordningen forsikrede arbejdstager fyldte 60 år, når den pågældende samtidig retligt set ikke havde mulighed for at indgå et sådant partnerskab eller ægteskab, før denne aldersgrænse blev nået.«