Forenede sager C-807/18 og C-39/19
Telenor Magyarország Zrt.
mod
Nemzeti Média- és Hírközlési Hatóság Elnöke
(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. september 2020
»Præjudiciel forelæggelse – elektronisk kommunikation – forordning (EU) 2015/2120 – artikel 3 – adgang til det åbne internet – artikel 3, stk. 1 – slutbrugernes rettigheder – retten til adgang til applikationer og tjenester og til at benytte disse – retten til at levere applikationer og tjenester – artikel 3, stk. 2 – forbud mod aftaler og handelspraksis, der begrænser udøvelsen af slutbrugernes rettigheder – begreberne »aftaler«, »handelspraksis«, »slutbrugere« og »forbrugere« – vurdering af, om der foreligger en begrænsning i udøvelsen af slutbrugernes rettigheder – nærmere fremgangsmåde – artikel 3, stk. 3 – pligt til lige og ikkediskriminerende behandling af trafikken – mulighed for at gennemføre rimelige trafikstyringsforanstaltninger – forbud mod foranstaltninger til blokering og bremsning af trafikken – undtagelser – handelspraksis bestående i at tilbyde pakker, hvori det er fastsat, at de kunder, der tegner abonnement på disse, køber et pakketilbud, der giver dem ret til uden begrænsninger at bruge en bestemt datamængde, uden at der sker fradrag for brugen af visse specifikke applikationer og tjenester, som er omfattet af en »nultakst«, og at de, når denne datamængde er opbrugt, kan fortsætte med at bruge disse specifikke applikationer og tjenester uden begrænsninger, mens der anvendes foranstaltninger til blokering eller bremsning af trafikken på de øvrige applikationer og tjenester«
1. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – elektroniske kommunikationsnet og -tjenester – foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet – forordning 2015/2120 – slutbrugernes rettigheder – forbud mod aftaler og handelspraksis, der begrænser udøvelsen af disse rettigheder – udbyder af internetadgangstjenester, som tilbyder pakker med præferenceadgang til visse specifikke applikationer og tjenester – anvendelse af en »nultakst« på disse specifikke applikationer og tjenester – udbyderens anvendelse af foranstaltninger til blokering eller bremsning af den trafik, der er knyttet til brugen af de øvrige tilgængelige applikationer og tjenester, når den købte datamængde er opbrugt – ikke tilladt
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/2120, art. 3, stk. 1 og 2)
(jf. præmis 27-46 og 54 samt domskonkl.)
2. Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester – foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet – forordning 2015/2120 – pligter, der påhviler udbyderne af internetadgangstjenester – lige og ikkediskriminerende behandling af trafikken – udbyder af internetadgangstjenester, som tilbyder pakker med præferenceadgang til visse specifikke applikationer og tjenester – anvendelse af en »nultakst« på disse specifikke applikationer og tjenester – udbyderens anvendelse af foranstaltninger til blokering eller bremsning af den trafik, der er knyttet til brugen af de øvrige tilgængelige applikationer og tjenester, når den købte datamængde er opbrugt – ikke tilladt
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/2120, art. 3, stk. 3)
(jf. præmis 47-54 og domskonkl.)
Resumé
Domstolen har for første gang fortolket den EU-forordning, der fastslår »internetneutraliteten«
De krav til beskyttelse af internetbrugernes rettigheder og til ikkediskriminerende behandling af trafikken, som er fastsat i denne forordnings artikel 3, er til hinder for, at en udbyder af internetadgang begunstiger visse applikationer og tjenester ved hjælp af tilbud, hvormed disse applikationer og tjenester omfattes af en »nultakst«, og hvormed brugen af de øvrige applikationer og tjenester underlægges foranstaltninger til blokering eller bremsning
Selskabet Telenor, der har hjemsted i Ungarn, leverer bl.a. internetadgangstjenester. Blandt de tjenester, der tilbydes selskabets kunder, indgår to pakker med præferenceadgang (benævnt til »nultakst«), som har det særlige kendetegn, at den datatrafik, der genereres af visse specifikke tjenester og applikationer, ikke fradrages i forbruget af den datamængde, som kunderne har købt. Desuden kan kunderne, når denne datamængde er opbrugt, fortsætte med at bruge disse specifikke applikationer og tjenester uden begrænsninger, mens der anvendes foranstaltninger til blokering eller bremsning af trafikken på de øvrige tilgængelige applikationer og tjenester.
Efter at have indledt to procedurer til kontrol af, om disse to pakker var i overensstemmelse med forordning 2015/2120 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet (1), vedtog den ungarske medie- og kommunikationsmyndighed to afgørelser, hvori den fastslog, at pakkerne ikke overholdt den almindelige pligt til lige og ikkediskriminerende behandling af trafikken, som er fastsat i denne forordnings artikel 3, stk. 3, og at Telenor skulle bringe anvendelsen af disse pakker til ophør.
Efter at Telenor havde anlagt to sager ved Fővárosi Törvényszék (retten i første instans i Budapest, Ungarn), besluttede denne ret at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse for at få oplyst den korrekte fortolkning og anvendelse af artikel 3, stk. 1 og 2, i forordning 2015/2120, som sikrer et vist antal rettigheder (2) for slutbrugere af internetadgangstjenester, og som forbyder udbydere af sådanne tjenester at indføre aftaler eller handelspraksis, der begrænser udøvelsen af disse rettigheder, samt af denne forordnings artikel 3, stk. 3, som fastsætter en almindelig pligt til lige og ikkediskriminerende behandling af trafikken.
I sin dom af 15. september 2020 fortolkede Domstolen, sammensat i Store Afdeling, for første gang forordning 2015/2120, der fastslår det grundlæggende princip om det åbne internet (mere sædvanligt benævnt »internetneutralitet«).
Hvad for det første angik fortolkningen af artikel 3, stk. 2, i forordning 2015/2120, sammenholdt med denne forordnings artikel 3, stk. 1, bemærkede Domstolen, at det i den anden af disse bestemmelser er fastsat, at de rettigheder, som den sikrer for slutbrugere af internetadgangstjenester, skal udøves »via deres internetadgangstjeneste«, og at det i den første af disse bestemmelser kræves, at en sådan tjeneste ikke må indebære nogen begrænsning af udøvelsen af disse rettigheder. I øvrigt følger det af den nævnte forordnings artikel 3, stk. 2, at de tjenester, der leveres af en given udbyder af internetadgang, skal vurderes ud fra dette krav af de nationale tilsynsmyndigheder (3) og under de kompetente nationale retters kontrol under hensyntagen til såvel de aftaler, som denne udbyder indgår med slutbrugerne, som den handelspraksis, der følges af denne udbyder.
Efter at Domstolen var fremkommet med en række generelle præciseringer af betydningen af begreberne »aftaler«, »handelspraksis« og »slutbrugere« (4), som er indeholdt i forordning 2015/2120, fastslog Domstolen i denne forbindelse, at indgåelsen af aftaler, hvormed en række givne kunder tegner abonnement på pakker, som kombinerer en »nultakst« og foranstaltninger til blokering eller bremsning af den trafik, der er knyttet til brugen af andre applikationer og tjenester end de specifikke tjenester og applikationer, der er omfattet af denne »nultakst«, er egnet til at begrænse udøvelsen af slutbrugernes rettigheder i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne forordnings artikel 3, stk. 2, på en væsentlig del af markedet. Sådanne pakker er således egnede til at forstærke brugen af de begunstigede applikationer og tjenester og tilsvarende egnede til at formindske brugen af de øvrige tilgængelige applikationer og tjenester, henset til de foranstaltninger, hvormed udbyderen af internetadgangstjenester gør denne sidstnævnte brug teknisk vanskeligere eller endog umulig. Desuden forholder det sig således, at jo flere kunder, der indgår sådanne aftaler, desto mere sandsynligt bliver det, at den samlede indvirkning fra disse aftaler, henset til dens omfang, vil skabe en betydelig begrænsning af udøvelsen af slutbrugernes rettigheder, eller endog vil føre til underminering af selve substansen i disse rettigheder.
Hvad for det andet angik fortolkningen af artikel 3, stk. 3, i forordning 2015/2120 bemærkede Domstolen, at en uforenelighed med denne bestemmelse kan fastslås, uden at der kræves nogen vurdering af indvirkningen fra foranstaltningerne til blokering eller bremsning af trafikken på udøvelsen af slutbrugernes rettigheder. Denne bestemmelse opstiller således ikke et sådant krav til bedømmelsen af, hvorvidt den deri indeholdte almindelige pligt til lige og ikkediskriminerende behandling af trafikken er blevet overholdt. Endvidere fastslog Domstolen, at eftersom foranstaltninger til bremsning eller blokering af trafikken ikke er baseret på objektivt forskellige tekniske krav til tjenestekvalitet for bestemte kategorier af trafik, men på kommercielle overvejelser, skal sådanne foranstaltninger følgelig som sådanne anses for at være uforenlige med den nævnte bestemmelse.
Pakker som dem, der er underlagt den forelæggende rets kontrol, er følgelig generelt egnede til at overtræde såvel artikel 3, stk. 2, som artikel 3, stk. 3, i forordning 2015/2120, hvorved det præciseres, at de kompetente nationale myndigheder og retter uden videre kan undersøge disse pakker ud fra den anden af disse bestemmelser.