RETTENS DOM (Appelafdelingen)
16. september 2013
Sag T-618/11 P
Carlo De Nicola
mod
Den Europæiske Investeringsbank (EIB)
»Appel – personalesag – personale i EIB – bedømmelse – forfremmelse – bedømmelses- og forfremmelsesåret 2008 – appeludvalgets afgørelse – kontrollens rækkevidde – bedømmelsesrapport – ulovlighedsindsigelse – rimelig frist – påstand om annullation – påstand om erstatning – litispendens«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 28. september 2011 i sag F-13/10, De Nicola mod EIB, med påstand om ophævelse af denne dom.
Udfald: Dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 28. september 2011 i sag F-13/10, De Nicola mod EIB, ophæves, for så vidt som Personaleretten forkastede Carlo De Nicolas påstand om annullation af afgørelsen truffet af Den Europæiske Investeringsbanks appeludvalg. I øvrigt forkastes appellen. Den Europæiske Investeringsbank frifindes i sag F-13/10, som Carlo De Nicola anlagde ved Personaleretten. Carlo De Nicola bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af Den Europæiske Investeringsbank afholdte omkostninger både i forbindelse med sagen for Personaleretten og for Retten. Den Europæiske Investeringsbank bærer halvdelen af sine egne omkostninger både i forbindelse med sagen for Personaleretten og for Retten.
Sammendrag
1. Tjenestemandssager – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – søgsmål til prøvelse af en afgørelse vedrørende bedømmelse truffet af appeludvalget – domstolsprøvelse – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 22)
2. Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne – afvisning – Rettens efterprøvelse af vurderingen af de faktiske omstændigheder og af beviserne – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Statutten for Domstolen, art. 58 og bilag I, art. 11)
3. Retslig procedure – stævning – formkrav – detaljeret redegørelse for søgsmålsgrundene og de anbringender, der gøres gældende for Personaleretten
[Statutten for Domstolen, art. 21; Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra e)]
4. EU-retten – principper – overholdelse af en rimelig frist – administrativ procedure – retslig procedure – bedømmelseskriterier
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47 og art. 52, stk. 1; vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 41)
5. Appel – anbringender – Rettens efterprøvelse af rigtigheden af Personalerettens retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder – lovlig
(Statutten for Domstolen, art. 58 og bilag I, art. 11)
6. Tjenestemandssager – Den Europæiske Investeringsbanks ansatte – ikke rettidigt anlagt annullationssøgsmål – erstatningssøgsmål til opnåelse af samme resultat – afvisning
7. Retslig procedure – litispendensindsigelse – samme parter, sagsgenstand og anbringender i to sager – afvisning af sidst anlagte sag
8. Appel – anbringender – Rettens efterprøvelse af Personalerettens afvisning af at træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse – rækkevidde
(Art. 256, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)
1. Selv hvis det antages, at påstanden til prøvelse af afgørelsen truffet af Den Europæiske Investeringsbanks appeludvalg bevirker, at bedømmelsesrapporten, med hensyn til hvilken der er iværksat en administrativ klage, indbringes for Unionens retsinstanser, begrunder denne omstændighed ikke i sig selv, at Unionens retsinstanser begrænser sig til at undersøge påstanden til prøvelse af den omtvistede rapport eller endog fuldstændig afstår fra at kontrollere rigtigheden af appeludvalgets afgørelse, for så vidt som dette udvalg har en fuldstændig kontrolbeføjelse, som tillader det at sætte sin egen bedømmelse i stedet for bedømmelsen i nævnte rapport, en beføjelse, som Personaleretten ikke for sit vedkommende kan påberåbe sig. Appeludvalgets eventuelle, fejlagtige afkald på at foretage en sådan fuldstændig kontrol er nemlig lig med at fratage den berørte en kontrolinstans, som er fastsat i EIB’s interne bestemmelser, og er derfor bebyrdende for ham, således at afkaldet skal kunne indbringes for førsteinstansen og efterprøves af denne.
Henset til appeludvalgets fuldstændige kontrolbeføjelse, som herved er større end EU’s retsinstansers for så vidt angår de i den omtvistede rapport indeholdte bedømmelser og tildelte karakterer, er det i øvrigt nødvendigt for førsteinstansen, ganske vist inden for rammerne af dens begrænsede kontrol, at efterprøve, om og i hvilket omfang nævnte udvalg udførte denne fuldstændige kontrolforpligtelse i overensstemmelse med de gældende regler. Det er netop som følge af denne fuldstændige kontrol, at retsvirkningerne af en afgørelse truffet af appeludvalget ikke nødvendigvis er sammenfaldende med retsvirkningerne af en bedømmelsesrapport, der er underlagt dens kontrol, og følgelig kan være bebyrdende på anden vis, hvilket retsinstansen skal bedømme lovligheden af, hvis den får sagen forelagt.
(jf. præmis 42 og 43)
Henvisning til:
Retten: 23. februar 2001, forenede sager T-7/98, T-208/98 og T-109/99, De Nicola mod EIB, Sml. Pers. I-A, s. 49, og II, s. 185, præmis 132; 22. oktober 2002, forenede sager T-178/00 og T-341/00, Pflugradt mod ECB, Sml. II, s. 4035, præmis 69; 27. april 2012, sag T-37/10 P, De Nicola mod EIB, præmis 46, 49 og 52-54
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 52)
Henvisning til:
Domstolen: 2. oktober 2001, sag C-449/99 P, EIB mod Hautem, Sml. I, s. 6733, præmis 44; 5. juni 2003, sag C-121/01 P, O’Hannrachain mod Parlamentet, Sml. I, s. 5539, præmis 35; 27. april 2006, sag C-230/05 P, L mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 45
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 57)
Henvisning til:
Retten: 12. marts 2008, sag T-100/04, Giannini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 9, og II-A-2, s. 37, præmis 61 og 62 og den deri nævnte retspraksis
4. Når varigheden af en procedure ikke er fastsat ved en EU-retlig bestemmelse, skal den rimelige karakter af den frist, som institutionen har behov for til at vedtage den pågældende akt, vurderes på grundlag af samtlige omstændigheder i den konkrete sag, herunder navnlig tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet og de involverede parters adfærd. Den rimelige karakter af en frist kan således ikke fastlægges under henvisning til en bestemt maksimumsgrænse, der fastsættes på abstrakt vis, men skal vurderes i hvert enkelt tilfælde under hensyn til sagens omstændigheder. Henset til kravet om sammenhæng skal begrebet rimelig frist i øvrigt anvendes på samme måde, når det vedrører et søgsmål eller en anmodning, for hvilke EU-retten ikke fastsætter den frist, inden for hvilken dette søgsmål eller denne anmodning skal være indgivet. I begge tilfælde skal Unionens retsinstanser tage hensyn til omstændighederne i den konkrete sag.
(jf. præmis 74)
Henvisning til:
Retten: 28. februar 2013, sag C-334/12 RX-II, Fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, præmis 25-46
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 77)
Henvisning til:
Retten: 18. juli 2011, sag T-450/10 P, Marcuccio mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 31
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 96)
7. En sag, der er anlagt efter en anden sag mellem de samme parter, som er baseret på de samme anbringender, og hvori der er nedlagt påstand om annullation af den samme retsakt, må afvises på grund af litispendensvirkningen, uden at det er nødvendigt, at denne indsigelse er fastsat i en udtrykkelig retsregel. I denne henseende kan en sagsøgers sondring mellem de forskellige retsinstanser ikke tiltrædes, når indholdet af tvistens genstand er forblevet det samme i alle disse instanser.
(jf. præmis 98)
Henvisning til:
Domstolen: 24. november 2005, forenede sager C-138/03, C-324/03 og C-431/03, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 10043, præmis 64; 9. juni 2011, forenede sager C-465/09 P – C-470/09 P, Diputación Foral de Vizcaya mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 58
8. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 106)
Henvisning til:
Domstolen: 24. september 2009, forenede sager C-125/07 P, C-133/07 P, C-135/07 P og C-137/07 P, Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8681, præmis 319; 10. juni 2010, sag C-498/09 P, Thomson Sales Europe mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 138