Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. CAMPOS SÁNCHEZ-BORDONA
fremsat den 18. april 2024 (1)
Sag C-157/23
Ford Italia SpA
mod
ZP,
Stracciari SpA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien))
»Præjudiciel forelæggelse – produktansvar – direktiv 85/374/EØF – artikel 3, stk. 1 – begrebet producent – udvidelse af ansvaret til leverandøren – anbringelse på produktet af leverandørens navn, mærke eller andet kendetegn, som er delvist sammenfaldende med producentens – artikel 3, stk. 3 – leverandørens fritagelse for ansvar – identifikation af producenten – national bestemmelse, som pålægger leverandøren en forpligtelse til at inddrage producenten i en verserende sag«
1. Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører de økonomiske aktørers (producentens og leverandørens) ansvar for de skader, der blev forårsaget ved et trafikuheld i Italien, hvor en airbag i et køretøj af mærket Ford ikke fungerede.
2. Spørgsmålet i hovedsagen er, om dette ansvar i henhold til artikel 3 i direktiv 85/374/EØF (2) skal gøres gældende over for køretøjets producent i Tyskland (Ford Werke Aktiengesellschaft, herefter »Ford WAG«) eller over for leverandøren i Italien (Ford Italia SpA, herefter »Ford Italia«).
I. Retsforskrifter
A. EU-retten. Direktiv 85/374
3. Artikel 1 fastsætter følgende:
»En producent er ansvarlig for skade, der forårsages af en defekt ved hans produkt.«
4. Artikel 3 har følgende ordlyd:
»1. Ved »producent« forstås fabrikanten af et færdigt produkt, producenten af en råvare eller fabrikanten af et delprodukt, samt enhver person, der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets producent.
[…]
3. Såfremt producenten af produktet ikke kan identificeres, anses enhver leverandør af produktet som dets producent, medmindre leverandøren inden for et rimeligt tidsrum oplyser skadelidte om producentens identitet eller om identiteten af den person, som har leveret produktet til ham. […].«
5. Artikel 5 bestemmer:
»Såfremt flere personer i henhold til bestemmelserne i dette direktiv er ansvarlige for samme skade, hæfter de solidarisk, og uden at nationale bestemmelser om regres berøres.«
B. Italiensk ret. Dekret fra republikkens præsident nr. 224 af 24. maj 1988 (3)
6. Artikel 3, stk. 1, fastsætter i det væsentlige, at producenten er fabrikanten af det færdige produkt eller en af dets komponenter eller producenten af råvaren. I henhold til stk. 3 forstås ved producent også enhver person, der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet eller dets emballage udgiver sig for at være dets producent.
7. Artikel 4 om leverandørens ansvar bestemmer i stk. 1, at når producenten ikke er identificeret, pålægges samme ansvar den leverandør, der har distribueret produktet som led i en erhvervsvirksomhed, såfremt denne inden tre måneder fra anmodningen ikke har oplyst den skadelidte om identiteten og adressen på producenten eller den person, som har leveret produktet til leverandøren.
8. Artikel 4, stk. 5, fastsætter, at den tredjepart, som er angivet som producent eller forudgående leverandør i omsætningskæden, kan inddrages i sagen i henhold til artikel 106 i codice di procedura civile (retsplejeloven), og at den sagsøgte leverandør kan fritages for ansvar, hvis den angivne person giver møde og ikke bestrider at være blevet angivet som producent eller forudgående leverandør i omsætningskæden.
II. Faktiske omstændigheder, tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
9. Den 4. juli 2001 købte ZP en bil af mærket »Ford Mondeo« af selskabet Stracciari, som er hjemmehørende i Italien og forhandler af mærket »Ford«.
10. Køretøjet var produceret af Ford WAG, et selskab, som er etableret i Tyskland og distribuerer sine køretøjer i Italien gennem Ford Italia. Sidstnævnte selskab er importør inden for Fællesskabet og leverede køretøjet til Ford-forhandleren (Stracciari).
11. Ford WAG og Ford Italia hører til den samme koncern.
12. Den 27. december 2001 var ZP udsat for et trafikuheld, hvor køretøjets airbag ikke fungerede.
13. Den 8. januar 2004 anlagde ZP et søgsmål ved Tribunale di Bologna (retten i Bologna, Italien) med påstand om erstatning for de skader, vedkommende havde lidt. Søgsmålet blev anlagt mod Stracciari som sælger og mod Ford Italia.
14. Ford Italia gav møde i sagen gjorde gældende, at selskabet ikke havde produceret køretøjet, og udpegede Ford WAG som producent. Selskabet anførte, at det i sin egenskab af leverandør ikke var ansvarligt for den hævdede fejl på køretøjet, og at det var fritaget for ansvar, eftersom det havde udpeget producenten (4).
15. Den 5. november 2012 pålagde Tribunale di Bologna (retten i Bologna) Ford Italia ansvar uden for kontrakt for den skade, som det defekte produkt havde forårsaget.
16. Ford Italia iværksatte appel (5) til prøvelse af dommen i første instans ved Corte d’appello di Bologna (appeldomstolen i Bologna), som forkastede appellen den 21. december 2018.
17. Ford Italia har iværksat kassationsappel til prøvelse af dommen i appelsagen ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien), som har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er det foreneligt med artikel 3, [stk. 1], i direktiv 85/374/EØF – og i modsat fald, hvorfor ikke – at anlægge en fortolkning, ifølge hvilken producentens ansvar også omfatter leverandøren, selv hvis den sidstnævnte ikke fysisk har anbragt sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet, alene af den grund, at leverandørens navn, mærke eller andet kendetegn er helt eller delvist identisk med producentens?«
III. Retsforhandlingerne for Domstolen
18. Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 13. marts 2023.
19. Stracciari (6), Ford Italia og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg og deltog i retsmødet den 8. februar 2024.
IV. Bedømmelse
A. Indledende bemærkning
20. Den forelæggende rets tvivl er koncentreret om fortolkningen af artikel 3, stk. 1, andet punktum, i direktiv 85/374 med henblik på at afklare produktansvaret. Den ønsker nærmere bestemt oplyst, om dette ansvar kan pålægges en leverandør, som ikke fysisk har anbragt sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet, men hvis identifikationsoplysninger er helt eller delvist sammenfaldende med producentens.
21. Dette uden tvivl begrænsede fokus for det præjudicielle spørgsmål medfører, at der først og fremmest skal tages hensyn til begrebet tilsyneladende producent (den, der udgiver sig for at være producent ved at anbringe sit navn på produktet) i forbindelse med sagens omstændigheder.
22. Domstolen kan dog stille andre fortolkningselementer til rådighed for den forelæggende ret vedrørende den ansvarsordning, der blev indført ved direktiv 85/374, hvis den finder det hensigtsmæssigt at følge den tilgang, som Ford Italia har foreslået med henvisning til dette direktivs artikel 3, stk. 3.
23. På denne baggrund skal ikke blot afgrænsningen af begrebet (faktisk eller tilsyneladende) »producent« (artikel 3, stk. 1, i direktiv 85/374) drøftes, men også omfanget af det ansvar, der påhviler den leverandør, som har identificeret den faktiske producent (samme direktivs artikel 3, stk. 3).
B. Fuldstændig harmonisering af den ansvarsordning, der er indført ved direktiv 85/374
24. Det følger af fast retspraksis, at »den skønsmargen, som medlemsstaterne råder over ved reguleringen af produktansvar, er fuldstændig fastlagt ved [direktiv 85/374]« (7).
25. Efter at have undersøgt ordlyden af, formålet med og opbygningen af direktiv 85/374 »konkluderede Domstolen, at direktivet inden for sit anvendelsesområde har til formål at gennemføre en totalharmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser« (8).
26. Dette er nærmere bestemt tilfældet for »[k]redsen af ansvarssubjekter, som skadelidte kan rette krav mod i medfør af den ansvarsordning, som er indført ved direktiv 85/374, [og som] er afgrænset i dets artikel 1 og 3. Eftersom dette direktiv har til formål at gennemføre en totalharmonisering inden for sit anvendelsesområde, skal afgrænsningen af kredsen af ansvarssubjekter i disse artikler anses for udtømmende og kan ikke være betinget af, at der fastsættes yderligere kriterier, som ikke fremgår af ordlyden af disse artikler« (9).
27. Ud over den person, som fremstiller et færdigt produkt, er det »kun i de tilfælde, der er udtømmende opregnet, at andre personer kan anses for producent, nemlig en person, der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets producent (direktivets artikel 3, stk. 1), en person, som indfører et produkt i Fællesskabet (artikel 3, stk. 2), og – såfremt producenten af produktet ikke kan identificeres – leverandøren af produktet, medmindre han inden for et rimeligt tidsrum oplyser skadelidte om producentens identitet eller om identiteten af den person, som har leveret produktet til ham (artikel 3, stk. 3)« (10).
C. Begrebet tilsyneladende producent: artikel 3, stk. 1, i direktiv 85/374
28. I denne sag er søgsmålet anlagt mod leverandøren af køretøjet (Ford Italia) som producent. Den hævede defekt vedrørte et køretøj af mærket Ford, som var fremstillet i Tyskland af Ford WAG og leveret i Italien af Ford Italia, importør inden for Fællesskabet af disse køretøjer.
29. Eftersom Ford Italia ikke fremstiller køretøjer, men derimod importerer dem fra en anden medlemsstat og distribuerer dem i Italien, kan selskabet kun kvalificeres som producent som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 85/374, såfremt det har egenskab af tilsyneladende producent, dvs. »enhver person, der ved at anbringe sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet udgiver sig for at være dets producent«.
30. Den forelæggende ret ønsker oplyst, hvorledes den skal forholde sig i en situation, hvor
– leverandøren på den ene side ikke fysisk har anbragt sit navn, mærke eller andet kendetegn på produktet
– leverandørens og producentens navn på den anden side er sammenfaldende, for så vidt som de begge anvender kendetegnet »Ford«, som optræder på køretøjet og i betegnelsen for begge operatører.
31. Ifølge den forelæggende ret kan den korrekte løsning på denne situation både udledes af en snæver fortolkning af formuleringen »ved at anbringe sit navn« og af en bredere fortolkning. Begge synes principielt at være gyldige (11):
– Den anden, bredere fortolkning i lyset af national retspraksis tager hensyn til kravet om beskyttelse af forbrugerne.
– Den første fortolkning er snæver og tager sigte på at tilgodese interesserne for de forskellige operatører, der deltager i produktions- og distributionsprocessen for produktet.
32. Af de grunde, som jeg vil anføre nedenfor, hælder jeg til at foreslå den bredere fortolkning, som anføres af den forelæggende ret. Jeg medgiver dog, at der også er stærke argumenter for den første løsning (12).
33. Udvidelsen af begrebet producent til at omfatte den tilsyneladende producent er i overensstemmelse med det formål, der anføres i fjerde betragtning til direktiv 85/374: »beskyttelsen af forbrugerne gør det nødvendigt at […] ansvaret [omfatter] […] enhver, der præsenterer sig som producent i eget navn eller med sit eget mærke eller kendetegn […]«. Med dette formål »ønskede [EU-lovgiver] at anlægge en bred forståelse af begrebet »producent« for at beskytte forbrugeren« (13).
34. Domstolen har udtalt sig om den tilsyneladende producents »objektive ansvar« (14) i dommen i sagen Keskinäinen Vakuutusyhtiö Fennia, en sag, hvis faktiske omstændigheder har en vis lighed med de faktiske omstændigheder i denne anmodning om præjudiciel afgørelse (15).
35. I den nævnte sag blev søgsmålet med påstand om erstatning for det defekte produkt (en kaffemaskine af mærket Philips Saeco, som var solgt i Finland) anlagt mod Koninklijke Philips, selv om produktet var fremstillet i Rumænien af Saeco International Group SpA, et datterselskab af Koninklijke Philips.
36. Spørgsmålet i den pågældende sag var, om Koninklijke Philips havde egenskab af tilsyneladende producent, henset til, at »[t]egnene Philips og Saeco, som er varemærker, der er registreret af Koninklijke Philips, var anbragt på den nævnte kaffemaskine og på dens emballage. Desuden var denne kaffemaskine forsynet med CE-mærkning, som var påført tegnet Saeco, en adresse i Italien og angivelsen »fremstillet i Rumænien«. Koninklijke Philips ejer et datterselskab i Finland, Philips Oy, som dér sælger husholdningsapparater under varemærket Philips, herunder den omhandlede kaffemaskine« (16).
37. Følgende af Domstolens konklusioner i den pågældende dom kan fremhæves:
– »[D]en person, der udgiver sig for at være producent ved at anbringe sit navn, mærke eller andet kendetegn på [produktet], giver indtryk af at være involveret i fremstillingsprocessen eller at påtage sig ansvaret herfor. Brugen af disse angivelser indebærer derfor, at denne person anvender sin anseelse med henblik på at gøre produktet mere attraktivt for forbrugerne, hvilket til gengæld må medføre, at den pågældende kan ifalde ansvar for denne brug« (17).
– »Eftersom flere personer kan anses for at være producenter, og forbrugeren kan rejse sit krav mod en hvilken som helst af dem, er det […] i modsætning til, hvad den forelæggende ret synes at hævde, i øvrigt ikke relevant at identificere en enkelt person, som ansvaret »mest hensigtsmæssigt« kan pålægges, og som forbrugeren skal gøre sine rettigheder gældende over for« (18).
38. Det spørgsmål, der rejses af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol), vedrører som før nævnt rækkevidden af formuleringen »ved at anbringe sit navn«. Retten ønsker specifikt oplyst, om dette begreb i) udelukkende henviser til, at en anden person end producenten fysisk anbringer et kendetegn på produktet med henblik på at udnytte en tvetydighed, eller om det ii) også omfatter et rent, utilsigtet sammenfald mellem identifikationsoplysningerne.
39. For at kunne besvare dette spørgsmål er det nødvendigt at undersøge, hvordan præsentationen og salget af det defekte produkt foregår. I denne henseende synes alt at tyde på, at Ford Italia til de italienske forbrugere leverer køretøjer, som er forsynet med et kendetegn (Ford), hvis prestige og omdømme objektivt og begrundet skaber en øget tillid hos forbrugeren. Leverandøren udnytter således omdømmet for mærket Ford, som det anvender i sit eget selskabsnavn (Ford Italia), med henblik på at sælge køretøjer.
40. Ligesom i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Keskinäinen Vakuutusyhtiö Fennia, begrunder beskyttelsen af offentligheden efter min opfattelse, at leverandøren kan kvalificeres som tilsyneladende producent som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 85/374, henset til sammenfaldet (19) mellem kendetegnet for leverandøren (Ford Italia), kendetegnet for den faktiske producent (Ford WAG) og kendetegnet for køretøjet (Ford Mondeo).
41. Det er klart, at leverandøren ikke fysisk anbringer sit navn på produktet, idet det allerede er påført på fabrikken. Fra et forbrugersynspunkt kan køberen dog, hvis samme navn (Ford) fremgår på køretøjet og i selskabsnavnet på den, der leverer det, efter min opfattelse få det indtryk (20), at leverandøren har den egenskab (og bærer det ansvar), som er omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 85/374. På denne baggrund kan det ikke kræves, at forbrugeren på egen hånd afklarer, hvem der er (den faktiske) producent, idet denne er en anden end leverandøren, der præsenterer sig selv med disse kendetegn.
42. Den afgørende faktor i sager som den foreliggende er det tredobbelte sammenfald mellem leverandørens navn (Ford Italia), det navn, der fremgår på produktet (Ford Mondeo), og navnet på den, der har fremstillet produktet (Ford WAG). Dette sammenfald foranlediger forbrugeren til at antage, at køretøjets kvalitet garanteres af en leverandør, som netop ved at anvende »sin anseelse med henblik på at gøre produktet mere attraktivt for forbrugerne« (21) udgiver sig for at være (tilsyneladende) producent og til gengæld kan ifalde det tilsvarende ansvar.
43. Fra denne synsvinkel er det mest relevante efter min opfattelse ikke, at leverandøren forsøger at udnytte en formodet tvetydighed, eller at selskabet har valgt navnet for at udnytte den anseelse, som den faktiske producents kendetegn nyder (idet leverandøren desuden har en selskabsretlig tilknytning til den faktiske producent).
44. Det afgørende for køberen (og offentligheden generelt) er, som jeg har nævnt, om det køretøj, der distribueres af leverandøren, bærer kendetegnet for begge selskaber (»Ford«) og vækker den samme tillid, som hvis producenten, hvis navn er sammenfaldende med leverandørens, havde solgt det direkte uden en anden økonomisk operatør som mellemmand.
45. På denne baggrund kan forbrugeren med rimelighed antage, uden at der kræves større undersøgelser, at vedkommende køber sit køretøj af en leverandør, der udgiver sig for at være (tilsyneladende) producent. Dermed skal forbrugeren ikke påføres »ulempen ved at skulle identificere den egentlige producent for at kunne rejse sit erstatningskrav« (22).
46. Det kan indvendes, at denne fortolkning er for bred og går ud over formålet med artikel 3, stk. 1, i direktiv 85/374, som pålægger producenten og ikke distributøren ansvaret for det defekte produkt. Efter min opfattelse er denne indvending imidlertid, selv om visse argumenter taler for den, mindre tungtvejende end den dematerialiserede fortolkning, som jeg foreslår at anlægge af begrebet tilsyneladende producent i denne bestemmelses forstand.
47. Jeg er således enig med Kommissionen i, at egenskaben tilsyneladende producent ikke kan begrænses til den person, der fysisk »anbringer« sit kendetegn på produktet: Denne egenskab »kan også følge af en simpelt sammenfald mellem leverandørens og produktets navn, navnlig når dette sammenfald som i dette tilfælde ikke er tilfældigt, men skyldes, at leverandøren i Italien sælger køretøjer af mærket Ford, som det selv køber af producenten Ford WAG« (23).
48. På dette grundlag kan den person, der har lidt en skade som følge af det defekte produkt, både kræve erstatning af den tilsyneladende producent og af den faktiske producent, idet de hæfter solidarisk.
49. Det fremgår nemlig af artikel 5 i og femte betragtning til direktiv 85/374, at »det ansvar, som påhviler den person, der præsenterer sig som producent, er det samme, som den egentlige producent ifalder, og at forbrugeren frit kan vælge at kræve fuld erstatning for skaden hos hver enkelt af dem, idet de hæfter solidarisk« (24).
50. Ovenstående betragtninger bliver endnu tydeligere, når det bemærkes, at leverandøren og den faktiske producent i denne sag hører til samme koncern, således at førstnævnte indgår i distributionskæden for de biler, der fremstilles af sidstnævnte, idet de begge anvender mærket Ford.
51. Jeg erindrer om, at leverandøren af køretøjet (Ford Italia) er knyttet til producenten (Ford WAG). Ford Italia er en territoriel afdeling af produktions- og distributionsnettet for Ford-køretøjer under et moderselskabs ledelse og koordinering.
52. I denne sammenhæng vælger forbrugeren at købe et køretøj af Ford Italia netop på grund af den tryghed, som dets oprindelse vækker hos vedkommende, dvs. fordi der er tale om et køretøj, som markedsføres af en officiel leverandør, der præsenterer sig over for forbrugeren som ansvarlig for produktets kvalitet (eller i det mindste vækker dette indtryk hos forbrugeren). Køberen henvender sig til en leverandør i Ford-nettet, som netop opererer under dette navn (Ford Italia).
53. Angående relevansen af denne type tilknytning mellem producenten og leverandøren, om end i en anden sammenhæng, fastslog Domstolen i O’Byrne-dommen følgende:
– »Når et af leddene i distributionskæden er tæt forbundet med producenten – eksempelvis i det tilfælde, hvor der er tale om et helejet datterselskab til sidstnævnte – skal det […] afgøres, om denne tilknytning har til virkning, at denne enhed i virkeligheden er involveret i processen for fremstilling af det pågældende produkt« (25).
– »Vurderingen af, om der er tale om en så tæt tilknytning, skal foretages uafhængigt af, om der er tale om særskilte juridiske personer. Det er derimod relevant, om der er tale om virksomheder, der udøver forskellige produktionsaktiviteter, eller om der derimod er tale om virksomheder, hvoraf den ene – datterselskabet – blot handler som distributør eller som lagerførende for produktet, der er fremstillet af moderselskabet. Det tilkommer de nationale retter […] at afgøre, om forbindelsen mellem producenten og en anden enhed er så tæt, at begrebet producent […] ligeledes må anses for at omfatte sidstnævnte enhed […]« (26).
54. Spørgsmålet i O’Byrne-sagen var, om produktet var »bragt i omsætning« som omhandlet i artikel 11 i direktiv 85/374, idet den skadelidtes frist (på ti dage) til at udøve sine rettigheder begynder at løbe, når dette sker.
55. Domstolens betragtninger i O’Byrne-dommen om forholdet mellem moderselskabet og datterselskabet blev ganske vist anført med henblik på at afklare, hvornår det defekte produkt blev bragt i omsætning. Imidlertid synes det relevante for denne anmodning om præjudiciel afgørelse efter min opfattelse at være, at der i O’Byrne-dommen anlægges en bred fortolkning af begrebet producent, som omfatter indbyrdes forbundne virksomheder, der indgår i markedsføringskæden for produktet, hvad enten de er forskellige juridiske personer eller ikke (27).
56. Denne brede fortolkning kan imidlertid ikke føre til, at enhver deltager i fremstillings- og markedsføringsprocessen for produktet uden sondring kan pålægges produktansvar. Domstolen afviste en sådan udifferentieret rækkevidde i forbindelse med den danske lovgivning i Skov og Bilka-dommen (28) og i dommen i sagen Kommissionen mod Danmark (29).
57. På denne baggrund kan en undersøgelse af forbindelsen mellem Ford WAG og Ford Italia, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, afdække en særlig nær tilknytning, der sammenholdt med sammenfaldet i brugen af det fælles navn (Ford) i betegnelsen for begge selskaber og for selve det defekte produkt får vægten til at tippe til fordel for det synspunkt, at artikel 3, stk. 1, andet punktum, i direktiv 85/374 finder anvendelse.
58. De hidtidige betragtninger vedrører en ordret læsning af den forelæggende rets spørgsmål: I denne sag foreligger der en tilsyneladende producent (Ford Italia), over for hvilken den skadelidte kan gøre et produktansvar gældende i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 85/374.
D. Betydningen af artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/374
59. Mens jeg i de foregående punkter har drøftet de fortolkningsproblemer, som begrebet tilsyneladende producent rejser, vil jeg i det følgende behandle Ford Italias argumenter vedrørende anvendelsen på hovedsagen af artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/374, af hvis ordlyd dette selskab har udledt, at det er fritaget for ansvar (30).
60. For Domstolen har Ford Italia gjort gældende, at den forelæggende ret ikke har taget hensyn til, at »forbrugeren er blevet rettidigt informeret om identiteten og adressen på producenten, men alligevel har undladt at anlægge søgsmål mod denne« (31).
61. Ford Italia har af denne omstændighed udledt, at det ikke drejer sig om at »beskytte en forbruger, som uforskyldt er blevet vildledt af den blandede anvendelse af kendetegnene for retssubjekter, der opererer inden for den samme koncern, men at der derimod er tale om en forbruger, som afviser at anmode retten om tilladelse til at inddrage producenten inden for Fællesskabet, hvis identitet og adresse vedkommende har fuldt kendskab til, i sagen […]« (32).
62. Artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/374 omhandler det tilfælde, at »producenten af produktet ikke kan identificeres«. I denne situation »anses enhver leverandør af produktet som dets producent, medmindre leverandøren inden for et rimeligt tidsrum oplyser skadelidte om producentens identitet eller om identiteten af den person, som har leveret produktet til ham«.
63. Efter min opfattelse er betingelserne for at anvende artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/374 ikke opfyldt i denne sag: Der foreligger ikke en »ukendt producent«, for så vidt som Ford Italia medgiver at være tilsyneladende producent som omhandlet ovenfor. Endvidere anmoder den forelæggende ret ikke Domstolen om fortolkning af dette begreb, hvilket viser, at den ikke finder det relevant for tvisten (33).
64. Som Kommissionen gjorde gældende i retsmødet, omhandler artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/374 det tilfælde, at producenten (det være sig den tilsyneladende eller den faktiske producent) ikke kan identificeres. Begrebet producent i artikel 3, stk. 3, omfatter både den faktiske producent og den tilsyneladende: Hvis blot en af dem er identificeret, finder bestemmelsen ikke anvendelse.
65. Subsidiært vil jeg drøfte betydningen af artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/374 med henblik på besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål.
66. Domstolen har bl.a. i dom af 2. december 2009 (34) fortolket denne bestemmelse således:
– »[D]enne bestemmelse [skal] fortolkes således, at den omfatter tilfælde, hvor skadelidte på grund af sagens konkrete omstændigheder ikke med rimelighed har kunnet identificere producenten af det påståede defekte produkt, inden han udøvede sine rettigheder over for leverandøren« (35).
– »I et sådant tilfælde følger det af artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/374, at leverandøren bør betragtes som en »producent«, hvis leverandøren ikke inden for et rimeligt tidsrum har oplyst skadelidte om producentens identitet eller om identiteten af den person, som har leveret produktet til ham« (36).
– Der er knyttet til betingelser til meddelelsen af oplysninger, idet »den blotte omstændighed, at leverandøren af det pågældende produkt har nægtet at være producenten, ikke kan udgøre en tilstrækkelig angivelse i medfør af artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/374, såfremt leverandøren ikke sammen med denne benægtelse har givet oplysning om producentens identitet […], og den udelukker følgelig heller ikke, at den pågældende leverandør kan betragtes som en »producent« i medfør af denne bestemmelse« (37).
– Hvad angår »betingelsen vedrørende afgivelsen af denne oplysning inden for et »rimeligt tidsrum«, jf. artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/374, indebærer [den] en forpligtelse for leverandøren, der sagsøges af skadelidte, til på eget initiativ og uden forsinkelse at meddele skadelidte producentens identitet« (38).
67. Artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/274 fritager således kun leverandøren for ansvar (når producenten ikke kan identificeres), såfremt denne inden for et rimeligt tidsrum oplyser den skadelidte om producentens identitet.
68. Direktiv 85/374 præciserer imidlertid ikke de mekanismer (af processuel eller anden art), som skal anvendes ved meddelelsen af disse oplysninger. Hvis den skadelidte oplyses om den faktiske producents identitet inden for et rimeligt tidsrum, vil dette således i princippet fritage leverandøren for ansvar.
69. Direktiv 85/374 er dog ikke til hinder for, at national lovgivning, når meddelelsen af oplysningerne sker i forbindelse med en allerede verserende retssag (39), pålægger en af parterne en forpligtelse til at inddrage den, der er identificeret som den faktiske producent, i sagen.
70. Dette er som nævnt et aspekt, der ikke er omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/374, men som en medlemsstat kan anvende med henblik på at sikre, at identifikationen af den faktiske producent er pålidelig. En sådan processuel forpligtelse er omfattet af medlemsstaternes processuelle autonomi og er ikke nødvendigvis i strid med direktiv 85/374.
71. Denne processuelle forpligtelse kan begrundes i formålet om at beskytte forbrugernes interesser, samtidig med at det konkret fastslås, hvem der har egenskab af producent. Hvis en leverandør, der identificerer den faktiske producent, automatisk fritages for ansvar, vil dette kunne sætte forbrugeren i en vanskelig situation: Den sag, hvor denne identifikation finder sted, vil blive afsluttet (idet sagsøgte ikke er rette sagsøgte), og den skadelidte vil skulle indlede en ny sag mod den udpegede producent og risikere, at denne ligeledes nægter at være producenten.
72. For at forhindre, at forbrugeren således skal anlægge to søgsmål (40), forekommer det rimeligt, at den nationale lovgiver bestemmer, at alt skal afgøres i den samme sag, og til dette formål fastsætter inddragelse i sagen som en passende mekanisme. Det tilkommer igen hver medlemsstat i sin nationale ret at fastsætte den nærmere procedure for denne inddragelse (41).
73. Når den sagsøgte leverandør identificerer producenten i forbindelse med en sag, kan det i den nationale retsorden frit vælges a) at pålægge sagsøgeren at inddrage producenten i sagen, f.eks. ved en udvidelse af eller tilføjelse til stævningen, og b) at pålægge sagsøgte denne forpligtelse, således at det er sagsøgte, der skal anmode om, at producenten inddrages i sagen.
74. Logisk set tilkommer det den forelæggende ret at fortolke sin nationale ret med henblik på at afklare, hvilken løsning (en af de to ovenfor anførte eller en helt tredje) den italienske lovgiver har valgt. Så vidt det fremgår af forelæggelseskendelsen, fortolkede appeldomstolen artikel 4, stk. 5, i præsidentielt dekret nr. 224 af 24. maj 1988 (som henviser til retsplejelovens artikel 106) på en måde, som Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) er uenig i (42).
75. Såfremt de nationale regler kræver, at leverandørens oplysninger til den skadelidte, som meddeles i forbindelse med en allerede indledt sag, skal efterfølges af en inddragelse af den faktiske producent i sagen, udgør dette efter min opfattelse ikke en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/374 eller af effektivitets- og ækvivalensprincippet:
– Den effektive virkning af de rettigheder, der er anerkendt ved direktiv 85/374, berøres ikke af denne løsning, som snarere bidrager til at sikre en passende balance mellem de modstridende interesser. Den skadelidtes og leverandørens interesser sikres, idet samme ret i en enkelt sag har kendskab til alle de retsforhold, som består mellem de interesserede parter. På denne måde kan leverandøren, såfremt oplysningerne er sande, blive fritaget for ansvaret, som i stedet pålægges den faktiske producent (der i processuel henseende træder i den oprindeligt sagsøgte leverandørs sted).
– Hvad angår ækvivalensprincippet synes den løsning, som i italiensk procesret er valgt vedrørende producentens produktansvar, at stemme overens med den, der er fastsat for andre tilfælde af inddragelse i sagen i den italienske retsplejelovs artikel 106 (43), og den finder anvendelse på alle parter, som inddrages i tvister på dette område.
76. Alt i alt er artikel 3, stk. 3, i direktiv 85/374 ikke til hinder for en afgørelse, hvorefter Ford Italia skal bære de negative følger af sine eventuelle processuelle forpligtelser, såfremt disse er fastsat ved national ret (44).
V. Forslag til afgørelse
77. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg at besvare de af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) forelagte spørgsmål således:
»Artikel 3 stk. 1, i Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar
skal fortolkes således, at
leverandøren af et køretøj, som, selv om vedkommende ikke fysisk har anbragt sit navn, mærke eller andet kendetegn på køretøjet, udgiver sig for at være producent over for forbrugerne, kan anses for at være producent, henset til, at betegnelsen for leverandøren for den mest relevante dels vedkommende er sammenfaldende med den faktiske producents navn, mærke eller andet kendetegn, de to hører til den samme koncern, og det angiveligt defekte køretøj bærer begges karakteristiske mærke.«