Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 21. januar 2005 af World Wide Tobacco Espana, S.A. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-37/05)

(Processprog: spansk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 21. januar 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af World Wide Tobacco España, S.A., Madrid (Spanien), ved abogados Miguel Odriozola Alén, Marta Marañón Hermoso og Adrian Emch.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

1)    Nedsættelse af den bøde, der blev pålagt WWTE i henhold til artikel 3 i Kommissionens beslutning af 20. oktober 2004.

2)    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den beslutning, der er genstand for nærværende sag, er den samme som i sag T-24/05, Standard Commercial m.fl. mod Kommissionen 1.

De søgsmålsgrunde, som sagsøgeren har påberåbt sig, er overensstemmende med de i nævnte dom påberåbte (tilsidesættelse af princippet om ligebehandling og af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003).

Sagsøgeren har især gjort gældende, at Kommissionen ved beregningen af bødens grundbeløb vedrørende sagsøgeren har anvendt afskrækkende faktorer, der er strengere end dem, som anvendtes over for andre spanske forarbejdningsvirksomheder. Endvidere kan sagsøgerens adfærd ikke forbindes med moderselskaberne Trans-Continental Corporation Leaf Tobacco, Standard Commercial Tobacco Corporation og Standard Commercial Corporation.

Tilsvarende er reglerne om bødeberegningen ikke overholdt, ligesom princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for så vidt som Kommissionen ikke har taget formildende omstændigheder i betragtning, det være sig, at det var første gang, den undersøgte tobaksplanteområdet, at sagsøgeren ophørte med overtrædelserne fra Kommissionens første indgriben, og at sagsøgeren i 1996 og 1997 ikke opfyldte aftalerne.

____________

1 - Endnu ikke offentliggjort i EUT.