Sag anlagt den 25. juli 2013 – La Ferla mod Kommissionen og ECHA
(Sag T-392/13)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Leone La Ferla SpA (Melilli, Italien) (ved advokaterne G. Passalacqua, J. Occhipinti og G. Calcerano)
Sagsøgte: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) og Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
De anførte anfægtede retsakter annulleres i deres helhed eller i det omfang, det findes rimeligt og i overensstemmelse med sagsøgerens interesser.
Følgelig tilpligtes ECHA at tilbagebetale de beløb, som er blevet opkrævet hos sagsøgeren med urette, med tillæg af lovbestemte renter og kompensation for værdiforringelse fra den dato, hvor Leone La Ferla SpA’s indbetalinger blev krediteret ECHA, og indtil betaling sker.
Kumulativt eller alternativt tilpligtes ECHA at erstatte det af Leone La Ferla Spa lidte tab, svarende til de ovennævnte beløb, som er blevet opkrævet hos sagsøgeren med urette, med tillæg af lovbestemte renter og kompensation for værdiforringelse fra den dato, hvor Leone La Ferla SpA’s indbetalinger blev krediteret ECHA, og indtil betaling sker.
ECHA og Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren i den foreliggende sag anfægter den afgørelse, hvorved ECHA – ud fra den opfattelse, at sagsøgeren ikke har godtgjort at være en lille eller mellemstor virksomhed (SMV) – har pålagt denne at betale registreringsgebyr til den takst, som gælder for store virksomheder, og betale den dertil svarende administrationsafgift.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.
Med det første anbringende gør sagsøgeren gældende, at ECHA retsstridigt har overskredet sine beføjelser, der begrænser sig til gennemførelse af proceduren til kontrol af, at den sagsøgende virksomhed har ret til den reducerede takst, som er forbeholdt SMV’er, idet ECHA dels har sat sig i Kommissionens sted ved at træffe afgørelse vedrørende denne ret, dels vilkårligt har anvendt materielle kriterier med henblik på at fastslå, om sagsøgeren havde retlig status af SMV, der går videre end de kriterier, som Kommissionen har fastsat i forordning (EF) nr. 340/2008 1 .
Beføjelsen til at træffe afgørelse vedrørende retten til den reducerede takst, som er forbeholdt SMV’er, forudsætter således en bedømmelse af, om kriterierne i henstilling 2003/361/EF om fællesskabsfinansiering af SMV’er finder anvendelse på den registrerede virksomhed med hensyn til dennes størrelse – en bedømmelse, som det ikke tilkommer ECHA’s sekretariat, men alene Kommissionen at foretage, eftersom der hverken i REACH-forordningen eller Kommissionens gennemførelsesforordninger findes noget ad hoc-begreb.
Med hensyn til at fastslå den retlige status af SMV er det desuden udtrykkeligt fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 340/2008, at underkriterierne i henstilling 2003/361/EF vedrørende kapitalandele i andre virksomheder udelukkende finder anvendelse på virksomheder, der ikke har hjemsted i Den Europæiske Union. Heraf følger modsætningsvis, at disse kriterier ikke kan anvendes ved bedømmelsen af størrelsen af en virksomhed, der har hjemsted i Unionen, med henblik på at efterprøve, om denne virksomhed har ret til den reducerede takst.
Med det andet anbringende har sagsøgeren anført, at ECHA under alle omstændigheder konkret har foretaget en retsstridig anvendelse af de førnævnte underkriterier, idet agenturet ikke har taget hensyn til, at Leone La Ferla SpA er en familievirksomhed, eftersom hele dets kapital ejes af de tre La Ferla-brødre. Af denne grund burde der ikke, end ikke ved anvendelsen af de nævnte underkriterier, være blevet lagt vægt på partnerskaber og forbindelser til andre virksomheder, henset til at ingen af de andre virksomheder med tilknytning til sagsøgeren udøver aktiviteter på samme marked eller på tilstødende markeder (artikel 3, stk. 3, i bilag I til henstilling 361/2003/EF).
Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at det er retsstridigt, at den anfægtede retsakt er undertegnet af ECHA’s administrerende direktør, henset til at REACH-forordningen ikke giver ECHA’s administrerende direktør beføjelse til at vedtage afgørelser vedrørende størrelsen af de virksomheder, der anmoder om at blive registreret.
Med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at afgørelse ECHA MB/D/29/2010 og MB/D/21/2012/D, hvorved ECHA har fastsat »administrationsafgiften« ved vilkårligt at lade den variere mellem flere forskellige værdier, mens den i realiteten pålægges med det højeste beløb, er retsstridige. Disse afgørelser er retsstridige – hvilket medfører, at gennemførelsesforanstaltningerne er retsstridige – eftersom det tilkommer Kommissionen at fastsætte de præcise beløbsstørrelser for takster og afgifter i henhold til REACH-forordningen (ECHA kan kun klassificere »andre« ydelser end dem, der er specifikke for REACH-systemet), og eftersom »administrationsafgiften« tilfalder ECHA’s budget. Desuden skal denne »afgift«, eftersom den udgør en administrativ sanktion, som har til formål at afholde virksomhederne fra uhensigtsmæssig adfærd eller tilbageholdelse af oplysninger, fastsættes af medlemsstaterne i medfør af REACH-forordningen.
____________1 Kommissionens forordning (EF) nr. 340/2008 af 16.4.2008 om gebyrer og afgifter til Det Europæiske Kemikalieagentur i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), EUT L 107, s. 6.