RETTENS DOM (Sjette Afdeling)

15. september 2016 (*)

»REACH – gebyr for registrering af et stof – nedsættelse, som indrømmes mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder – fejl i erklæringen om virksomhedens størrelse – henstilling 2003/361/EF – afgørelse, der pålægger en administrationsafgift – anmodning om oplysninger – ECHA’s beføjelser – proportionalitet«

I sag T-392/13,

Leone La Ferla SpA, Melilli (Italien), ved advokaterne G. Passalacqua, J. Occhipinti og G. Calcerano,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved L. Di Paolo og K. Talabér-Ritz, som befuldmægtigede,

og

Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) først ved M. Heikkilä, A. Iber, E. Bigi, E. Maurage og J.-P. Trnka, derefter ved M. Heikkilä, E. Bigi, E. Maurage og J.-P. Trnka, som befuldmægtigede, bistået af advokat C. Garcia Molyneux,

sagsøgte,

angående, for det første, en påstand støttet på artikel 263 TEUF om annullation af flere retsakter fra Kommissionen eller fra ECHA, for det andet, en påstand om, at ECHA tilpligtes at tilbagebetale beløb, som er blevet opkrævet med urette, og, for det tredje, en påstand støttet på artikel 268 TEUF om tilkendelse af erstatning for det tab, sagsøgeren angiveligt har lidt,

har

RETTEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, S. Frimodt Nielsen, og dommerne F. Dehousse (refererende dommer) og A.M. Collins,

justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. november 2015,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Den 5. og 7. januar 2011 registrerede Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) efter en af sagsøgeren, Leone La Ferla SpA, iværksat procedure to stoffer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT 2006, L 396, s. 1).

2        Under registreringsproceduren oplyste sagsøgeren, at virksomheden var en »lille« virksomhed som omhandlet i Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT 2003, L 124, s. 36). Denne oplysning gjorde det muligt for virksomheden at opnå en nedsættelse af det gebyr, der skal ledsage alle registreringsansøgninger, således som dette er fastsat i artikel 6, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006. I henhold til samme forordnings artikel 74, stk. 1, er nævnte gebyr fastsat nærmere i Kommissionens forordning (EF) nr. 340/2008 af 16. april 2008 om gebyrer og afgifter til Det Europæiske Kemikalieagentur i henhold til forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT 2008, L 107, s. 6). Bilag I til forordning nr. 340/2008 indeholder bl.a. oplysninger om størrelsen af de gebyrer, der skal betales for registreringsansøgninger, som indsendes i henhold til artikel 6 i forordning nr. 1907/2006, og de nedsættelser, som indrømmes mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (herefter »SMV«). Kan en fysisk eller juridisk person, der hævder at være berettiget til gebyr- eller afgiftsnedsættelse eller gebyrfritagelse, ikke dokumentere sin ret til en sådan nedsættelse eller fritagelse, opkræver Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) i henhold til artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008 i øvrigt det fulde gebyr eller den fulde afgift med tillæg af en administrationsafgift. Med henblik herpå vedtog ECHA’s bestyrelse den 12. november 2010 afgørelse MB/D/29/2010 om klassificering af de tjenester, for hvilke der skal opkræves afgift (herefter »afgørelse MB/D/29/2010«). Det fremgår af denne afgørelses artikel 2 og af tabel 1, som findes i bilaget hertil, som ændret ved afgørelse MB/21/2012/D truffet af ECHA’s bestyrelse den 12. februar 2013, at den administrationsafgift, der er omhandlet i artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008, er 19 900 EUR for en stor virksomhed, 13 900 EUR for en mellemstor virksomhed og 7 960 EUR for en lille virksomhed.

3        Den 5. og 7. januar 2011 udstedte ECHA to fakturaer (nr. 10026200 og nr. 10026213) på hver 9 300 EUR. Dette beløb svarede til det gebyr, der ifølge bilag I til forordning nr. 340/2008, i den affattelse, som fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, skulle betales af en lille virksomhed, i forbindelse med en fælles indsendelse, for stoffer i en mængde på over 1 000 ton.

4        Den 20. februar 2012 opfordrede ECHA sagsøgeren til at indsende en række dokumenter med henblik på at kontrollere sagsøgerens oplysning om, at virksomheden var en lille virksomhed.

5        Den 17. maj 2013 vedtog ECHA, efter udvekslinger af dokumenter og e-mail, afgørelse SME (2013) 1328. I denne afgørelse fastslog ECHA, at agenturet ikke havde modtaget de nødvendige beviser med henblik på at konkludere, at sagsøgeren var en lille virksomhed, og at sagsøgeren i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i afgørelse MB/D/29/2010 skulle betale det gebyr, der fandt anvendelse på en stor virksomhed. Under disse omstændigheder meddelte ECHA sagsøgeren, at ECHA ville fremsende dels en faktura, der dækkede forskellen mellem det gebyr, der oprindeligt var blevet betalt, og det endeligt skyldige gebyr, dels en faktura på 19 900 EUR til betaling af administrationsafgiften.

6        Til gennemførelse af afgørelse SME(2013) 1328 fremsendte ECHA den 21. maj 2013 en faktura nr. 10040807 på 13 950 EUR, en faktura nr. 10040817 på 13 950 EUR og en faktura nr. 10040824 på 19 900 EUR til sagsøgeren.

7        Den 23. maj 2013 fremsendte ECHA en e-mail til sagsøgeren som svar på en e-mail modtaget den 21. maj 2013. Denne e-mail tilsigtede at give sagsøgeren oplysninger vedrørende afgørelse SME(2013) 1328.

8        Den 24. juli 2013 fremsendte ECHA en skrivelse til sagsøgeren som svar på en e-mail modtaget den 10. juli 2013. Denne skrivelse indeholdt oplysninger til sagsøgeren vedrørende afgørelse SME(2013) 1328.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

9        Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 25. juli 2013 har sagsøgeren anlagt denne sag.

10      Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 10. oktober 2013 rejste Europa-Kommissionen i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 en formalitetsindsigelse om, at sagen skulle afvises, bl.a. for så vidt som dette søgsmål var rettet mod Kommissionen.

11      Sagsøgeren fremsatte sine synspunkter vedrørende denne formalitetsindsigelse den 3. december 2013.

12      Den 8. januar 2015 blev parterne som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 64 i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 opfordret til at fremsætte bemærkninger om, hvorvidt dom af 2. oktober 2014, Spraylat mod ECHA (T-177/12, EU:T:2014:849), efter deres opfattelse er relevant for den foreliggende sag, og til at besvare et spørgsmål. Parterne efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist.

13      Den 16. juli og den 15. september 2015 stillede Retten som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. artikel 89 i Rettens procesreglement, skriftlige spørgsmål til parterne og opfordrede dem til at besvare disse skriftligt. Parterne efterkom denne anmodning inden for de fastsatte frister.

14      Efter forslag fra den refererende dommer har Retten (Sjette Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

15      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål i retsmødet den 12. november 2015.

16      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Følgende retsakter annulleres i deres helhed eller i det omfang, det findes rimeligt og i overensstemmelse med sagsøgerens interesser:

–        afgørelse SME(2013) 1328 og bilagene hertil

–        faktura nr. 10040807, faktura nr. 10040817 og faktura nr. 10040824

–        ECHA’s e-mail af 23. maj 2013

–        afgørelse MB/D/29/2010 og afgørelse MB/21/2012/D

samt i givet fald:

–        forordning nr. 340/2008 for så vidt angår den del, som medtager oplysninger vedrørende de virksomheder, som er tilknyttet sagsøgeren, i forbindelse med fastsættelsen af sagsøgerens størrelse med henblik på anvendeligheden af nedsatte gebyrer og afgifter

–        Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 254/2013 af 20. marts 2013 om ændring af forordning nr. 340/2008 (EUT 2013, L 79, s. 7)

–        ECHA’s skrivelse af 24. juli 2013 til sagsøgeren

samt alle andre, tidligere eller efterfølgende, tilknyttede retsakter, som skader sagsøgerens interesser

–        følgelig tilpligtes ECHA at tilbagebetale de beløb, der uretmæssigt er opkrævet hos sagsøgeren (således som disse beløb fremgår af faktura nr. 10040807, faktura nr. 10040817 og faktura nr. 10040824), med tillæg af lovbestemte renter og efter revaluering fra den dato, hvor sagsøgeren foretog indbetalingerne til ECHA og indtil fuld betaling af de skyldige beløb sker

–        eller, kumulativt eller subsidiært, tilpligtes ECHA at erstatte det af sagsøgeren lidte tab, som er opgjort til de førnævnte beløb, der uretmæssigt er opkrævet hos sagsøgeren, med tillæg af lovbestemte renter og efter revaluering fra den dato, hvor sagsøgeren foretog indbetalingerne til ECHA og indtil fuld betaling af de skyldige beløb sker.

17      ECHA har nedlagt følgende påstande:

–        Det fastslås, at søgsmålet skal afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation af faktura nr. 10040807, af faktura nr. 10040817 og af faktura nr. 10040824, af ECHA’s skrivelse af 24. juli 2013 til sagsøgeren, og af alle andre, formodede eller efterfølgende, tilknyttede retsakter, for så vidt som de skader sagsøgerens interesser.

–        Søgsmålet afvises i sin helhed, og lovligheden af de af sagsøgeren anfægtede retsakter stadfæstes.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Søgsmålet afvises.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

1.     Spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er anlagt mod Kommissionen

19      Kommissionen har anført, at sagsøgeren med søgsmålet tilsyneladende har nedlagt påstand om annullation af to retsakter, dvs. forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013. Kommissionen har imidlertid for det første gjort gældende, at sagsøgeren ikke er individuelt berørt af de nævnte forordninger, jf. artikel 263, stk. 4, TEUF. I øvrigt indeholder forordning nr. 340/2008 samt gennemførelsesforordning nr. 254/2013 gennemførelsesforanstaltninger i lighed med dem, der blev vedtaget af ECHA, og som anfægtes i den foreliggende sag. Sagsøgeren er derfor ikke berettiget til at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af disse to forordninger. Kommissionen har for det andet gjort gældende, at stævningen ikke overholder den betingelse, der er opstillet i artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet af 2. maj 1991, hvorefter stævningen skal indeholde »søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrunde«. Kommissionen har i denne henseende anført, at sagsøgeren tilsyneladende har nedlagt påstand om annullation af forordning nr. 340/2008 og af gennemførelsesforordning nr. 254/2013, men ikke i anbringenderne til støtte for søgsmålet har oplyst grunden til, at disse forordninger er ulovlige. Endvidere har sagsøgeren ikke præcist angivet, hvilken del af forordningerne, der påstås annulleret. Den eneste bestemmelse, der eventuelt er tale om, henset til sagsøgerens skriftlige indlæg, er artikel 12 i forordning nr. 340/2008, som omhandler tilknyttede virksomheder og kriterierne for anvendelsen af nedsættelserne for SMV’er. Kommissionen kan imidlertid ikke se, hvilken del af denne bestemmelse, der skulle være ulovlig, og især ikke af hvilken grund. Kommissionen kan således ikke forstå, på hvilke faktiske og retlige omstændigheder påstanden om annullation af en ikke nærmere præciseret del af førnævnte forordninger er baseret. Kommissionen har for det tredje bemærket, at søgsmålet, eftersom det skal anlægges inden to måneder efter, at retsakten er offentliggjort, jf. artikel 263, under alle omstændigheder er forældet.

20      Sagsøgeren har anført, at Kommissionens formalitetsindsigelse kun vedrører en del af virksomhedens søgsmål, nemlig den del, der vedrører forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at artikel 263 TEUF uden tvivl tillader anlæggelse af søgsmål til prøvelse af retsakter. Følgelig, og som retsbevarende foranstaltning, herunder som omhandlet i artikel 277 TEUF, har sagsøgeren ønsket også at anfægte de førnævnte forordninger. Denne mulighed er blevet anerkendt ved dom af 6. marts 1979, Simmenthal mod Kommissionen (92/78, EU:C:1979:53). Artikel 263 TEUF udvidede de muligheder, som står til rådighed for personer, som ønsker at anfægte almengyldige retsakter vedtaget af Unionens institutioner, yderligere. Hvis det ikke var tilladt fysiske og juridiske personer at anfægte retsakter, uanset udløbet af den frist på to måneder efter, at retsakten er offentliggjort, ligesom de foranstaltninger, som udgør gennemførelsen af disse retsakter, ville EU-retten indeholde en utilladelig lakune. Sagsøgeren har tilføjet, at virksomheden har taget højde for den mulighed, at selv om ECHA’s afgørelser skulle være i overensstemmelse med bestemmelserne i de nævnte forordninger, vil det følgelig være disse forordninger, som er i strid med traktaterne og de faste principper i retspraksis. Kommissionens adfærd er således kritisabel, for så vidt som sidstnævnte tolererede, at ECHA udøver skønsmæssige beføjelser, som overskrider de kompetencer, som agenturet er tillagt og kan tillægges. Henset til disse omstændigheder bør Retten begynde med at efterprøve, om de individuelle afgørelser, som sagsøgeren har anfægtet, er ulovlige som sådanne af de grunde, der er anført i stævningen. Hvis Retten ikke skulle fastslå denne ulovlighed, bør den ligeledes undersøge, om det ikke er Kommissionen, som har tilsidesat sine kontrolforpligtelser for så vidt angår ECHA’s anvendelse af de pågældende forordninger.

21      Indledningsvis bemærkes, at en stævning ifølge artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 finder anvendelse på Retten, skal angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene.

22      Ifølge fast retspraksis skal denne angivelse være tilstrækkeligt klar og præcis til, at sagsøgte kan forberede sit forsvar, og at Retten kan træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger. Retssikkerheds- og retsplejehensyn kræver, for at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen (jf. dom af 20.5.2009, VIP Car Solutions mod Parlamentet, T-89/07, EU:T:2009:163, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning kendelse af 25.11.2003, IAMA Consulting mod Kommissionen, T-85/01, EU:T:2003:309, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.1.2012, Groupe Partouche mod Kommissionen, T-315/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:21, præmis 19).

23      I øvrigt gælder, at i tilfælde, hvor sagsøgeren ikke gør nogen anbringender gældende til støtte for en af sine påstande, er betingelsen i artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet af 2. maj 1991, hvorefter stævningen skal indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, ikke opfyldt (dom af 12.4.2013, Koda mod Kommissionen, T-425/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:183, præmis 71, og af 16.9.2013, Dornbracht mod Kommissionen, T-386/10, EU:T:2013:450, præmis 44).

24      Endelig tilkommer det sagsøgeren at vælge hjemmelen for sit søgsmål og ikke Unionens retsinstanser selv at vælge den mest korrekte hjemmel (dom af 15.3.2005, Espagne mod Eurojust, C-160/03, EU:C:2005:168, præmis 35, og kendelse af 26.2.2007, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, T-205/05, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:59, præmis 38).

25      Det er i lyset af de førnævnte betragtninger, at det skal undersøges, om stævningen indeholder søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, således at den opfylder de krav om klarhed og præcision, der kræves i artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet af 2. maj 1991.

26      For det første har sagsøgeren, således som det fremgår af indledningen til søgsmålet, for Retten anlagt et »annullationssøgsmål i overensstemmelse med artikel 263 TEUF«.

27      For det andet omhandler indledningen til søgsmålet syv retsakter vedtaget enten af Kommissionen eller af ECHA. De eneste retsakter, der er vedtaget af Kommissionen, er forordning nr. 340/2008 samt gennemførelsesforordning nr. 254/2013.

28      For det tredje hviler det af sagsøgeren anlagte søgsmål på fire anbringender. Det første anbringende har overskriften: »Hvad navnlig angår ECHA’s afgørelse nr. SME(2013) 1328 af 17. maj 2013, endelig stadfæstet ved ECHA’s foranstaltning af 24. juli 2013, reference SME(2013) 2950; ECHA’s fakturaer nr. 10040807 af 21. maj 2013, nr. 10040817 af 21. maj 2013 og nr. 10040824 af 21. maj 2013 samt, for så vidt angår navnlig ECHA’s meddelelse ved [e-mail] af 23. maj 2013: ulovlighed på grund af ECHA’s manglende beføjelser/magtfordrejning og overskridelse af beføjelser i forbindelse med vedtagelsen af ECHA’s afgørelse nr. SME(2013) 1328 af 17. maj 2013.« Det andet anbringende er affattet således: »Hvad navnlig angår ECHA’s afgørelse nr. SME(2013) 1328 af 17. maj 2013, endeligt stadfæstet ved ECHA’s afgørelse af 24. juli 2013, reference SME(2013) 2950; ECHA’s fakturaer nr. 10040807 af 21. maj 2013, nr. 10040817 af 21. maj 2013 og nr. 10040824 af 21. maj 2013 samt bl.a. ECHA’s meddelelse ved [e-mail] af 23. maj 2013: ulovlighed på grund af ukorrekt og forkert anvendelse af de kriterier til fastlæggelse af SMV’ers størrelse, der er indeholdt i Kommissionens henstilling (2003/361/EF), tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.« Det tredje anbringende har følgende ordlyd: »Hvad navnlig angår ECHA’s afgørelse nr. SME(2013) 1328 af 17. maj 2003, endelig stadfæstet ved ECHA’s foranstaltning af 24. juli 2013, reference SME(2013) 2950; ECHA’s fakturaer nr. 10040807 af 21. maj 2013 og nr. 10040824 af 21. maj 2013 samt, bl.a., ECHA’s meddelelse ved [e-mail] af 23. maj 2013: ulovlighed på grund af den administrerende direktørs manglende beføjelser og magtmisbrug i forbindelse med dennes underskrivelse af ECHA’s afgørelse nr. SME(2013) 1328 af 17. maj 2013.« Det fjerde anbringende har overskriften: »Hvad navnlig angår afgørelse MB/D/29/2010 og afgørelse MB/21/2012/D: ulovlighed på grund af ECHA’s overskridelse af sine beføjelser, manglende beføjelser og magtfordrejning i forbindelse med vedtagelsen af de nævnte afgørelser samt [...] tilsidesættelse af princippet om kompetencetildeling i artikel 5 TEU, for så vidt som ECHA vedtog afgørelse MB/D/29/2010 og afgørelse MB/21/2012/D, hvis beløb er angivet i ECHA’s faktura nr. 10040824 af 21. maj 2013.«

29      For det fjerde har sagsøgeren blandt sine påstande bl.a. nedlagt påstand om, at Retten »annullerer de anfægtede retsakter, der er anført i indledningen«. Med de øvrige påstande tilsigtes at opnå tilbagebetaling eller erstatning fra ECHA.

30      Det følger af det foregående, at stævningen indeholder søgsmålets genstand, dvs. påstanden om annullation af de syv anfægtede retsakter samt en påstand om tilbagebetaling og en påstand om erstatning, og søgsmålsgrundene.

31      Imidlertid savner søgsmålet åbenbart klarhed og præcision, for så vidt som det er anlagt mod Kommissionen.

32      For det første bemærkes, at sagsøgeren i sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen synes at antyde, at søgsmålet er anlagt mod Kommissionen, for så vidt som denne institution vedtog forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013.

33      I denne forbindelse understreges, at forordning nr. 340/2008 kun indgår blandt de anfægtede retsakter for så vidt angår den del heraf, »som medtager oplysninger vedrørende de virksomheder, som er tilknyttet sagsøgeren, i forbindelse med fastsættelsen af sagsøgerens størrelse med henblik på anvendeligheden af nedsatte gebyrer og afgifter«, uden yderligere præcisering. Hvad angår gennemførelsesforordning nr. 254/2013 sigtes der ikke på nogen specifikke bestemmelser.

34      Desuden henviser overskrifterne til de anbringender, som sagsøgeren har påberåbt til støtte for søgsmålet, hverken til Kommissionen eller til forordning nr. 340/2008 eller gennemførelsesforordning nr. 254/2013.

35      I øvrigt præciseres det ikke i fremstillingen af de søgsmålsgrunde, der er påberåbt til støtte for søgsmålet, i hvilket omfang forordning nr. 340/2008 eller gennemførelsesforordning nr. 254/2013 er ulovlige. Af disse søgsmålsgrunde fremgår det heller ikke, at Kommissionen beskyldes for at have udvist en ulovlig adfærd.

36      I forbindelse med sagsøgerens første anbringende, således som fremstillet i stævningen, har virksomheden nærmere bestemt gjort gældende, at det ikke tilkom ECHA at »fastsætte eller bestemme yderligere bedømmelseskriterier hvad angår de sagsøgende selskabers karakter af SMV«, og at »[ECHA] ved misbrug af den af Kommissionen foretagne delegering af opgaver således har fastlagt sin egen ulovlige definition af SMV, som er alt for restriktiv«. Dette anbringende tilskriver ikke Kommissionen noget ulovligt, og det antydes ikke hermed, at de af Kommissionen vedtagne retsakter er ulovlige. I forbindelse med sagsøgerens andet anbringende har sagsøgeren anført, at ECHA har anvendt henstilling 2003/361 ulovligt og forkert i det foreliggende tilfælde, uden at angive noget klagepunkt mod Kommissionen eller de af Kommissionen vedtagne retsakter. Sagsøgeren har i forbindelse med det tredje anbringende, som har sammenhæng med det første anbringende, gjort gældende, at ECHA’s administrerende direktør ikke kunne vedtage nogen afgørelse om de registrerede virksomheders størrelse. Endelig har sagsøgeren i forbindelse med sit fjerde anbringende, som bl.a. henviser til ECHA’s manglende beføjelser i forbindelse med vedtagelsen af afgørelse MB/D/29/2010 og afgørelse MB/21/2012/D, blot anført, at forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013 ikke indeholder nogen specifikke bestemmelser vedrørende denne [administrationsafgift] eller i det mindste vedrørende dens anvendelse«. Sagsøgeren har for så vidt angår fastsættelsen af størrelse af administrationsafgiften tilføjet, at når en fysisk eller juridisk person ikke kan dokumentere sin ret til en nedsættelse af den afgift, som anvendes på SMV’er, »tilkommer denne opgave Kommissionen, som – i øvrigt – p.t. synes at have givet afkald herpå«. Dette anbringende tilskriver ikke Kommissionen noget ulovligt, og det antydes ikke herved, at de af Kommissionen vedtagne retsakter er ulovlige.

37      Herved tvinger sagsøgeren såvel den sagsøgte institution som Retten til at anlægge hypoteser vedrørende det ræsonnement og de præcise betragtninger af faktisk og retlig karakter, som måtte ligge til grund for sagsøgerens påstande om annullation af forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013. Formålet med artikel 44, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 er netop at undgå en sådan situation, som kan skabe retlig usikkerhed, og som er uforenelig med god retspleje (jf. i denne retning kendelse af 19.5.2008, TF1 mod Kommissionen, T-144/04, EU:T:2008:155, præmis 57).

38      Såfremt det antages, at de af sagsøgeren påberåbte anbringender kan tilknyttes hans påstand om annullation af forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013 og således overholde artikel 44, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991, må det under alle omstændigheder blot konstateres, at søgsmålet om annullation i denne henseende åbenbart må afvises fra realitetsbehandling, henset til bestemmelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF, således som Kommissionen med rette har gjort gældende. Dels berører forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013, som sagsøgeren ikke er adressat for, nemlig ikke virksomheden på grund af visse egenskaber, som er særlige for virksomheden, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller virksomheden fra alle andre og derfor individualiserer den på lignende måde som en adressat (jf. i denne retning dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis). Dels indeholder forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013 gennemførelsesforanstaltninger, dvs. bl.a. de af ECHA vedtagne retsakter, som sagsøgeren har anfægtet i den foreliggende sag.

39      De argumenter, som sagsøgeren har fremført på tidspunktet for virksomhedens bemærkninger til formalitetsindsigelsen, hvorefter virksomheden »har ønsket« at anfægte forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013, herunder som omhandlet i artikel 277 TEUF, kan ikke ændre denne konklusion.

40      Hvis det antages, at sagsøgerens påstand om annullation af forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013 rent faktisk kan fortolkes som en påstand om, at Retten fastslår, at de nævnte forordninger ikke finder anvendelse, bemærkes, at muligheden for at påberåbe sig, at en akt af generel rækkevidde ikke finder anvendelse i henhold til artikel 277 TEUF, ikke udgør en selvstændig søgsmålsrettighed og kun kan udøves som led i et søgsmål (jf. kendelse af 8.7.1999, Area Cova m.fl. mod Rådet, T-194/95, EU:T:1999:141, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis). Herefter kan den blotte påberåbelse af en ulovlighedsindsigelse mod en lovgivning vedtaget af Kommissionen ikke gøre det muligt at indstævne denne institution for Retten. Enhver anden fortolkning ville være ensbetydende med at rejse tvivl om den omstændighed, at muligheden for at påberåbe sig, at en almengyldig retsakt ikke finder anvendelse i henhold til artikel 277 TEUF, ikke udgør en selvstændig søgsmålsrettighed.

41      Desuden fremgår det endvidere ikke af stævningen, at sagsøgeren på grundlag af artikel 277 TEUF har påberåbt sig en ulovlighedsindsigelse mod forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013. Det bemærkes i denne forbindelse, at tvistens rammer fastlægges i stævningen, og at en ulovlighedsindsigelse skal afvises, hvis den først fremsættes senere under sagen (jf. i denne retning dom af 27.9.2005, Common Market Fertilizers mod Kommissionen, T-134/03 og T-135/03, EU:T:2005:339, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis). I det foreliggende tilfælde følger det imidlertid af stævningen, at sagsøgeren har indleveret et søgsmål baseret på artikel 263 TEUF ved at anmode Retten om at »annullere de anfægtede retsakter, der er anført i indledningen«, herunder forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013. Artikel 277 TEUF indgår ikke i de bestemmelser, der er påberåbt i stævningen til støtte for søgsmålet, hvilket sagsøgeren har anerkendt under retsmødet. I øvrigt understøtter ingen oplysninger sagsøgerens påstand om, at virksomheden på tidspunktet for stævningen påberåbte sig en ulovlighedsindsigelse over for disse to forordninger. Som tidligere anført præciseres det navnlig ikke i fremstillingen af de søgsmålsgrunde, der er påberåbt til støtte for søgsmålet, og som er indeholdt i stævningen, i hvilket omfang forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013 er ulovlige. Endvidere støttes den ulovlighedsindsigelse, som sagsøgeren har påberåbt sig på tidspunktet for virksomhedens bemærkninger til formalitetsindsigelsen, ikke på retlige eller faktiske omstændigheder, der er kommet frem under retsforhandlingerne.

42      For at afgøre, hvorvidt sagsøgeren – til støtte for søgsmålet til prøvelse af en individuel retsakt – har ret til at påberåbe sig, at en almengyldig retsakt er ulovlig, må det i øvrigt bl.a. undersøges, om sagsøgeren med henblik på prøvelse af nævnte retsakt har påberåbt sig et af de fire annullationsanbringender, som er omhandlet i artikel 263, stk. 2, TEUF (jf. i denne retning dom af 11.12.2012, Sina Bank mod Rådet, T-15/11, EU:T:2012:661, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis). Ud fra en læsning af sagsøgerens processkrifter er det imidlertid ikke muligt at afgøre, hvilke anbringender eller klagepunkter, jf. artikel 263, stk. 2, TEUF, der specifikt støtter sagsøgerens ulovlighedsindsigelser mod forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013.

43      Herefter skal det for fuldstændighedens skyld fastslås, at ulovlighedsindsigelsen mod forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013 skal afvises fra realitetsbehandling, eftersom sagsøgeren fremførte denne på tidspunktet for virksomhedens bemærkninger til formalitetsindsigelsen.

44      Hvis det dernæst antages, at søgsmålet, for så vidt som der herved er nedlagt påstand om annullation af afgørelserne MB/D/29/2010 og MB/21/2012/D, er gyldigt rettet mod Kommissionen, for så vidt som de nævnte afgørelser i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 340/2008 først kunne vedtages efter modtagelsen af en »positiv udtalelse« fra sidstnævnte, ville det åbenbart skulle afvises fra realitetsbehandling, således som Kommissionen med rette har anført i dens svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse af 16. juli 2015 (præmis 13 ovenfor). Bortset fra den omstændighed, at stævningen nemlig åbenbart mangler klarhed og præcision i denne henseende som omhandlet i artikel 44, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991, foreligger der ingen oplysninger, som gør det muligt at antage, at sagsøgeren er individuelt berørt af de nævnte afgørelser. Selv om det dernæst antages, at disse afgørelser kan kvalificeres som regelfastsættende retsakter som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, indeholder de gennemførelsesforanstaltninger, således som vedtagelsen af afgørelse SME(2013) 1328 viser. Desuden blev stævningen, som blev indleveret den 25. juli 2013, indgivet for sent, eftersom afgørelse MB/D/29/2010 og afgørelse MB/21/2012/D blev vedtaget henholdsvis den 12. november 2010 og den 12. februar 2013, og eftersom sagsøgeren fik kendskab til disse senest den 26. februar 2013 ved skrivelsen fra ECHA. Endelig må sagsøgerens argumenter, som blev fremsat i virksomhedens svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse af 16. juli 2015 (præmis 13 ovenfor), hvorefter Retten ikke af egen drift kunne rejse spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som der blev nedlagt påstand om annullation af afgørelse MB/D/29/2010 og afgørelse MB/21/2012/D, forkastes. Eftersom betingelserne for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, er præceptive, skal Retten undersøge disse af egen drift, og Rettens prøvelse i denne henseende er ikke begrænset alene til de af parterne rejste afvisningspåstande (jf. i denne retning dom af 9.9.2015, SV Capital mod EBA, T-660/14, EU:T:2015:608, præmis 45 og 50).

45      Hvis det antages, at sagsøgeren med det fjerde anbringende har haft til hensigt at rejse en ulovlighedsindsigelse mod afgørelse MB/D/29/2010 og afgørelse MB/21/2012/D, ville dette i øvrigt ikke kunne begrunde anlæggelsen af et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF mod Kommissionen eller gøre det muligt at antage, at denne institution ville være forpligtet til at forsvare sig for Retten i denne forbindelse (jf. præmis 40 ovenfor og den deri nævnte retspraksis).

46      Henset til samtlige disse betragtninger må det fastslås, at søgsmålet, for så vidt som det er anlagt mod Kommissionen, skal afvises.

2.     Spørgsmålet om, hvorvidt visse påstande i det mod ECHA anlagte annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling

47      For det første har ECHA gjort gældende, at søgsmålet, for så vidt som der heri er nedlagt påstand om annullation af faktura nr. 10040807, faktura nr. 10040817 og faktura nr. 10040824, skal afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som de nævnte fakturaer ikke er anfægtelige retsakter. Disse fakturaer fremkalder ikke retsvirkninger, der er forskellige fra retsvirkningerne af afgørelse SME(2013) 1328. Fakturaerne ændrer ikke sagsøgerens retsstilling, eftersom de indskrænker sig til at forfølge gennemførelsen af afgørelse SME(2013) 1328.

48      For det andet er ECHA af den opfattelse, at søgsmålet skal afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som der hermed er nedlagt påstand om annullation af ECHA’s skrivelse af 24. juli 2013. I denne skrivelse besvarede ECHA blot de af sagsøgeren fremsatte argumenter uden imidlertid at ændre virksomhedens retlige situation. ECHA har i sit svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse af 15. september 2015 (jf. præmis 13 ovenfor) oplyst, at det samme gør sig gældende for så vidt angår agenturets e-mail af 23. maj 2013. Søgsmålet skal således ligeledes afvises i denne henseende.

49      For det tredje skal søgsmålet afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som der heri er nedlagt påstand om annullation af faktura nr. 340/2008 og af alle andre, formodede eller efterfølgende, tilknyttede retsakter, for så vidt som en sådan retsakt skader sagsøgerens interesser. ECHA har i denne forbindelse anført, at søgsmålet ikke tilstrækkeligt klart specificerer søgsmålsgrundene eller søgsmålets genstand.

50      Sagsøgeren har gjort gældende, at faktura nr. 10040807, faktura nr. 10040817 og faktura nr. 10040824 samt ECHA’s skrivelse af 24. juli 2013 har retsvirkninger i forhold til virksomheden, og at de følgende kan være genstand for et søgsmål i medfør af artikel 263 TEUF. Eftersom det ikke er bestridt, at de påstande, som vedrører de retsakter, der er nævnt i indledningen til stævningen, kan antages til realitetsbehandling, er spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet til prøvelse af de tre førnævnte fakturaer og ECHA’s skrivelse af 24. juli 2013 kan antages til realitetsbehandling, irrelevant, eftersom disse retsakter under alle omstændigheder skal erklæres ugyldige, hvis annullationssøgsmålet blev antaget til realitetsbehandling. Hvad angår ECHA’s e-mail af 23. maj 2013 har sagsøgeren i sit svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse af 15. september 2015 (præmis 13 ovenfor) desuden gjort gældende, at det er via denne e-mail, at virksomheden kunne få kendskab til begrundelsen for, at ECHA afviste at tillægge den status som SMV.

51      Sagsøgeren har hvad angår søgsmålet, for så vidt som det vedrører forordning nr. 340/2008, i replikken anført, at det er behørigt underbygget i stævningen. Sagsøgeren har ved sit søgsmål subsidiært anfægtet den nævnte forordning, som udgør grundlaget for de retsakter, der principalt er anfægtet. Procesreglementet forpligter ikke en sagsøger til for hver anfægtet retsakt at gentage samtlige de anbringender, der er påberåbt til støtte for søgsmålet.

52      Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at kun foranstaltninger, som har retligt bindende virkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, udgør retsakter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 263 TEUF (dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9, kendelse af 4.10.1991, Bosman mod Kommissionen, C-117/91, EU:C:1991:382, præmis 13, og dom af 15.1.2003, Philip Morris International mod Kommissionen, T-377/00, T-379/00, T-380/00, T-260/01 og T-272/01, EU:T:2003:6, præmis 77).

53      Der skal lægges vægt på indholdet af den foranstaltning, der påstås annulleret, med henblik på at afgøre, hvorvidt den kan gøres til genstand for søgsmål, men den form, hvori foranstaltningen er vedtaget, er principielt uden betydning i denne henseende (dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9, af 28.11.1991, Luxembourg mod Parlamentet, C-213/88 og C-39/89, EU:C:1991:449, præmis 15, og af 24.3.1994, Air France mod Kommissionen, T-3/93, EU:T:1994:36, præmis 43 og 57).

54      I øvrigt er en beslutning, der udelukkende er en bekræftelse af en tidligere beslutning, ikke en anfægtelig retsakt, hvorfor et søgsmål anlagt til prøvelse af en sådan beslutning skal afvises (dom af 25.10.1977, Metro SB-Großmärkte mod Kommissionen, 26/76, EU:C:1977:167, præmis 4, og af 5.5.1998, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, C-180/96, EU:C:1998:192, præmis 27 og 28; jf. ligeledes kendelse af 10.6.1998, Cementir mod Kommissionen, T-116/95, EU:T:1998:120, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

55      Hvad angår begrebet bekræftende retsakt fremgår det af retspraksis, at en retsakt betragtes som rent bekræftende i forhold til en tidligere beslutning, såfremt den ikke indeholder noget nyt i forhold til den tidligere afgørelse og ikke er truffet på grundlag af en fornyet undersøgelse af forholdene for adressaten for den tidligere afgørelse (dom af 7.2.2001, Inpesca mod Kommissionen, T-186/98, EU:T:2001:42, præmis 44, og kendelse af 29.4.2004, SGL Carbon mod Kommissionen, T-308/02, EU:T:2004:119, præmis 51).

56      Hvad for det første angår spørgsmålet, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, i det omfang der er nedlagt påstand om annullation af faktura nr. 10040807, faktura nr. 10040817 og faktura nr. 10040824, bemærkes, at der i afgørelse SME(2013) 1328, i modsætning til, hvad der var tilfældet i den sag, der gav anledning til dom af 2. oktober 2014, Spraylat mod ECHA (T-177/12, EU:T:2014:849), udtrykkeligt henvises til afgørelse MB/D/29/2010, som ændret ved afgørelse MB/21/2012/D, og at det præciseres, at »ECHA vil udstede [...] en faktura på en administrationsafgift på 19 900 EUR«. Det oplyses ligeledes, at ECHA ville udstede en supplerende faktura pr. indsendelse med henblik på at dække differencen mellem det gebyr, der oprindeligt var blevet betalt, og det gebyr, der er fastsat i forordning nr. 340/2008 for en stor virksomhed, jf. artikel 4, stk. 1, i afgørelse MB/D/29/2010. Det følger heraf, at afgørelse SME(2013) 1328 indeholdt de væsentligste elementer vedrørende sagsøgerens forpligtelser over for ECHA. Følgelig har faktura nr. 10040807, faktura nr. 10040817 og faktura nr. 10040824 karakter af retsakter til gennemførelse af denne afgørelse og udgør bekræftende retsakter som omhandlet i den ovenfor i præmis 55 nævnte retspraksis (jf. analogt kendelse af 30.6.2009, CPEM mod Kommissionen, T-106/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:228, præmis 32). Følgelig skal søgsmålet afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation af faktura nr. 10040807, faktura nr. 10040817 og faktura nr. 10040824.

57      Hvad for det andet angår spørgsmålet, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling for så vidt angår påstanden om annullation af ECHA’s e-mail af 23. maj 2013, konstateres blot, at denne e-mail havde til formål at besvare den anmodning om supplerende oplysninger vedrørende afgørelse SME(2013) 1328, som sagsøgeren fremsendte den 21. maj 2013, uden imidlertid at have retligt bindende virkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling. I denne e-mail blev det især oplyst, at sagsøgeren skulle have fremlagt data vedrørende virksomheden Calme Lux SA i henhold til artikel 6, stk. 3, i bilaget til henstilling 2003/361, og at ECHA, da disse data ikke var blevet fremsendt, ikke var i stand til at afgøre, om sagsøgeren rent faktisk var en SMV. E-mailen af 23. maj 2013 gentog således kun det, som sagsøgeren allerede havde fået oplyst under den administrative procedure, som førte til vedtagelsen af afgørelse SME(2013) 1328, bl.a. ved skrivelse af 26. februar 2013 og e-mail af 14. maj, 19. juni, 4. juli og 8. august 2012 og af 4. marts 2013. Herefter skal søgsmålet afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation af ECHA’s e-mail af 23. maj 2013.

58      Hvad for det tredje angår spørgsmålet, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation af ECHA’s skrivelse af 24. juli 2013, konstateres blot, at denne skrivelse havde til formål at besvare den anmodning om supplerende oplysninger vedrørende afgørelse SME(2013) 1328, som sagsøgeren fremsendte den 10. juli 2013, uden imidlertid at have retligt bindende virkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling. Denne skrivelse indskrænkede sig især til at henvise til den relevante retlige ramme og til afgørelse SME(2013) 1328 samt til over for sagsøgeren at præcisere, at der på behørig vis var taget hensyn til alle virksomhedens argumenter inden vedtagelsen af den nævnte afgørelse. Herefter skal søgsmålet afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation af ECHA’s skrivelse af 24. juli 2013.

59      For det fjerde bemærkes hvad angår spørgsmålet, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation af »alle andre, tidligere eller efterfølgende, tilknyttede retsakter, som skader sagsøgerens interesser«, at en stævning ifølge artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 finder anvendelse på Retten, skal angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. I det foreliggende tilfælde konstateres blot, at sagsøgerens påstand ikke er tilstrækkelig præcis og ikke gør det muligt for Retten at identificere de retsakter, der påstås annulleret. Herefter skal søgsmålet afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation af »alle andre, tidligere eller efterfølgende, tilknyttede retsakter, som skader sagsøgerens interesser«.

60      Endelig må det af samme grunde som dem, der er redegjort for ovenfor i præmis 38 og 44, fastslås, at annullationssøgsmålet skal afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation af forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013 og af afgørelse MB/D/29/2010 og afgørelse MB/21/2012/D. Hvad desuden angår søgsmålet om annullation af forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013, og såfremt det antages, at søgsmålet er rettet mod ECHA, må det åbenbart afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som sager i princippet skal anlægges mod ophavsmanden til den anfægtede retsakt, dvs. den institution eller EU-institution, som har udstedt beslutningen (dom af 8.10.2008, Sogelma mod AER, T-411/06, EU:T:2008:419, præmis 49). Hvis det endelig antages, at sagsøgeren, når virksomheden i replikken anfører, at den »subsidiært« har anfægtet forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013, som udgør »det retlige grundlag« for de af ECHA vedtagne retsakter, reelt har gjort en ulovlighedsindsigelse gældende mod de nævnte forordninger, må det fastslås, at denne indsigelse skal afvises fra realitetsbehandling af samme grunde som dem, der er redegjort for ovenfor i præmis 41-43.

61      Henset til det foregående skal prøvelsen af det søgsmål, der er anlagt mod ECHA, begrænses til påstanden om annullation af afgørelse SME(2013) 1328.

3.     Om realiteten

62      Det bemærkes, at ECHA i afgørelse SME(2013) 1328 fandt, at agenturet ikke havde modtaget de nødvendige beviser med henblik på at konkludere, at sagsøgeren var en lille virksomhed, og at sagsøgeren i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i afgørelse MB/D/29/2010 skulle betale det gebyr, der fandt anvendelse på en stor virksomhed. Som det fremgår af de oplysninger, der blev fremlagt under retsforhandlingerne, var ECHA efter en undersøgelse af flere supplerende oplysninger, som sagsøgeren havde indgivet, af den opfattelse, at sidstnævnte skulle anses for at være tilknyttet to virksomheder, i det foreliggende tilfælde Saced SpA og Cogefin Srl, og for at være partnervirksomhed til to andre virksomheder, i det foreliggende tilfælde Premix SpA og Sicical SpA. I øvrigt lagde ECHA til grund, at en virksomhed, Calme Lux, skulle anses for at være tilknyttet Sicical. I denne sammenhæng anmodede ECHA flere gange sagsøgeren om at indsende oplysninger vedrørende Calme Lux til agenturet. ECHA modtog ikke disse oplysninger.

63      Sagsøgeren har fremført fire anbringender til støtte for sit søgsmål. Det første anbringende er, at ECHA i forbindelse med vedtagelsen af afgørelse SME(2013) 1328 manglede beføjelser, begik magtfordrejning og overskred sine beføjelser. Det andet anbringende vedrører fejl i forbindelse med anvendelsen af henstilling 2003/361 og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at ECHA’s administrerende direktør begik fejl og udøvede magtmisbrug. Med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at ECHA i forbindelse med vedtagelsen af afgørelserne MB/D/29/2010 og MB/21/2012/D manglede beføjelser, begik magtfordrejning og overskred sine beføjelser.

 Om annullationspåstanden

 Indledende bemærkninger vedrørende begrundelsen for afgørelse SME(2013) 1328

64      Sagsøgeren har i sit svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse af 15. september 2015 (præmis 13 ovenfor) oplyst, at afgørelse SME(2013) 1328 »reelt ikke var begrundet«. Sagsøgeren har navnlig præciseret, at denne afgørelse kun indeholdt en liste over gældende love, meddelelser udvekslet mellem parterne og dokumenter fremsendt til ECHA samt en opremsning over vedlagte dokumenter.

65      Sagsøgeren har hermed fremført et nyt anbringende. Imidlertid falder en manglende eller utilstrækkelig begrundelse ind under begrebet væsentlige formelle mangler i artikel 263 TEUF og udgør et anbringende, som Unionens retsinstanser kan – eller skal – tage stilling til ex officio (dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 34).

66      I henhold til fast retspraksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, for det første tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Hvad navnlig angår begrundelsen af individuelle beslutninger har forpligtelsen til at begrunde sådanne beslutninger til formål, ud over at gøre det muligt at udøve en retslig kontrol, at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om beslutningen muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes. For det andet skal det nærmere indhold af begrundelseskravet fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af denne, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 93 og 94 og den deri nævnte retspraksis).

67      I det foreliggende tilfælde var sagsøgeren, henset til de lovbestemmelser, der fremgik af afgørelse SME(2013) 1328 og udvekslingen af meddelelser og dokumenter mellem ECHA og sagsøgeren, således som anført i afgørelse SME(2013) 1328, fuldt ud i stand til at forstå, at ECHA’s afgørelse hvilede på den manglende fremsendelse af de relevante data. ECHA anmodede navnlig flere gange sagsøgeren om at indsende oplysninger vedrørende Calme Lux til agenturet, bl.a. med henvisning til artikel 6, stk. 3, i bilaget til henstilling 2003/361. Denne bestemmelse vedrører hensyntagen til dataene for de virksomheder, der er tilknyttet partnervirksomhederne til den pågældende virksomhed, hvilket er tilfældet med Calme Lux, således som sagsøgeren har anerkendt under retsmødet. Herefter skal det fastslås, at afgørelse SME(2013) 1328 opfylder kravene i artikel 296 TEUF.

 Det første anbringende om, at ECHA i forbindelse med vedtagelsen af afgørelse SME(2013) 1328 manglede beføjelser, begik magtfordrejning og overskred sine beføjelser

68      Sagsøgeren har anført, at ECHA i henhold til artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 kun kan afvise en registrering, hvis den dokumentation, der er indgivet af den indberettende virksomhed, er ufuldstændig. ECHA’s kompetencer er rådgivende kompetencer og administrative og ledelsesmæssige kompetencer hvad angår kontrol af sagerne og behandling af aktiviteterne vedrørende den videnskabelige, tekniske eller administrative kontrol. Fordelingen af opgaverne mellem ECHA og Kommissionen går igen i forbindelse med fastsættelsen af kriterierne for kontrol af SMV’ernes retlige karakter, idet ECHA ikke vilkårligt kan tilføje sine egne regler eller retninger til dem, der hidrører fra Kommissionen. ECHA vil således ikke kunne give sit sekretariat enekompetence til selvstændigt at tage stilling til anvendelsen af henstilling 2003/361 i forbindelse med registreringsansøgningerne.

69      Sagsøgeren har i øvrigt understreget, at Kommissionen henviser til begrebet SMV, således som dette følger af henstilling 2003/361, uden imidlertid at indføre eller indarbejde bestemmelserne i denne henstilling i en retsakt, der er bindende og almengyldig. Under alle omstændigheder vidner den blotte henvisning til henstilling 2003/361 om Kommissionens hensigt om i vidt omfang at fastsætte et nedsat registreringsgebyr. I det foreliggende tilfælde pålagde ECHA derimod sagsøgeren at fremlægge dokumentation for så vidt angik et stort antal data vedrørende virksomhedens aktiviteter, og dette over en lang periode, eller vedrørende aktiviteterne for selvstændige selskaber. I denne forbindelse besluttede ECHA at anvende de i bilaget til henstilling 2003/361 anførte underkriterier (bl.a. eksistensen af en forbindelse til et andet selskab) uden at indskrænke sig til at anvende den simple definition af SMV, der følger af den nævnte henstilling. Den eneste henvisning, der foretages i forordning nr. 340/2008 til de underkriterier, der er anført i bilaget til henstilling 2003/361, er imidlertid i nævnte forordnings artikel 12 og vedrører udelukkende virksomheder med hjemsted uden for Unionen. ECHA har således foretaget en forkert fortolkning af forordning nr. 340/2008. Følgelig har ECHA misbrugt Kommissionens delegering af kompetence til at fastlægge sit eget begreb af SMV, som er restriktivt. Ved at kræve data fra sagsøgeren, som hidrører fra et selvstændigt selskab, med hvem sagsøgeren er partner, og som sagsøgeren ikke har været i stand til at fremskaffe, har ECHA skønsmæssigt erstattet de kriterier, der er fastsat af Kommissionen, med agenturets egne kriterier vedrørende bedømmelse og procedure, og tilføjet sine egne kriterier til sidstnævnte. ECHA har ved at gå længere end til blot at kontrollere, om ansøgningen er fuldstændig, overskredet sine kompetencer. Den eneste mulige forklaring på ECHA’s adfærd, som bestod i at anmode sagsøgeren om et stort antal dokumenter, er magtfordrejning med henblik på at godtgøre, at sagsøgeren ikke opfyldte de kriterier, der er fastsat i henstilling 2003/361, uanset de fremlagte beviser om det modsatte. Sagsøgeren har i denne forbindelse tilføjet, at ECHA udviste ond tro i forhold til sagsøgeren og ikke gav sagsøgeren passende hjælp under proceduren vedrørende registrering og kontrol. Det er først i forbindelse med proceduren for Retten, at ECHA er fremkommet med kritik over for sagsøgeren, idet agenturet har tilføjet dokumenter til sagen, som det har fremskaffet efter anlæggelsen af søgsmålet.

70      Sagsøgeren har desuden i replikken gjort gældende, at ECHA har baseret sit forsvar på en »stiltiende« kompetence, som gør det muligt for agenturet at kontrollere de indberettende virksomheders størrelse. Tildeling af kompetencer skal imidlertid følge af en udtrykkelig retsakt. ECHA sammenblander det forhold at »anmode« om supplerende oplysninger og det forhold at »bedømme« disse oplysninger. ECHA’s forsvar er i øvrigt i strid med dets skrivelse af 24. juli 2013, hvori ECHA anførte, at agenturets kompetence fulgte direkte af henstilling 2003/361. Artikel 59 i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 af 23. december 2002 om rammefinansforordning for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 357, s. 72), fastsætter i øvrigt en sondring mellem de gebyrer og afgifter, der fastsætte fuld ud ved lov, og de beløb, der kan fastsættes ved afgørelser truffet af EU-organernes bestyrelser. Delegeringen af kompetencer til ECHA på det økonomiske område er begrænset til afgifter opkrævet for bistand, der ydes på en parts anmodning, jf. artikel 11 i forordning nr. 340/2008. Denne delegering omfatter ikke administrationsafgiften, jf. artikel 13 i forordning 340/2008, som for sit vedkommende henhører under artikel 74, stk. 1 og 3, i forordning nr. 1907/2006, og som skal angives nærmere i en kommissionsforordning. Artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008 gør det ikke muligt for ECHA at fastsætte administrationsafgiftens størrelse. Endvidere tilsidesatte Kommissionen sin kontrolforpligtelse ved at tolerere, at ECHA reelt tillægger sig selv beføjelser i mangel af udtrykkelig delegering i denne retning.

71      ECHA har bestridt sagsøgerens argumenter.

72      Det bemærkes, at det første anbringende i det væsentlige består af tre led. Det første led vedrører ECHA’s kompetence i forbindelse med bedømmelsen af de indberettende virksomheders størrelse. Det andet led er, at ECHA overskred sine beføjelser, endog begik magtfordrejning i forbindelse med anvendelsen af henstilling 2003/361. Det tredje led er, at ECHA overskred sine beføjelser, endog begik magtfordrejning hvad angår de oplysninger, sagsøgeren blev anmodet om.

–       Om det første anbringendes første led, som i det væsentlige vedrører ECHA’s manglende kompetence i forbindelse med bedømmelsen af de indberettende virksomheders størrelse

73      Med det første anbringendes første led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at ECHA ikke råder over den nødvendige kompetence med henblik på at bedømme de indberettende virksomheders størrelse i forbindelse med fastsættelsen af det gebyr, der finder anvendelse på den pågældende registrering. Denne kompetence tilfalder Kommissionen i lighed med det, der er fastsat for fastsættelsen af gebyrerne.

74      Sagsøgerens påstand hviler imidlertid på en forkert fortolkning af de relevante love. Det understreges, at et af de formål, der forfølges med forordning nr. 1907/2006, er, at ECHA sikrer en effektiv styring af de tekniske, videnskabelige og administrative aspekter af den nævnte forordning og spiller en central rolle ved dens gennemførelse (15. og 95. betragtning til forordning nr. 1907/2006). Det tilkommer navnlig ECHA i forbindelse med de opgaver til gennemførelse af agenturets budget, som det er tillagt, at sikre inkassering af alle agenturets indtægter, herunder de gebyrer, der indbetales af virksomhederne (artikel 96 og 97 i forordning nr. 1907/2006). Desuden fremgår det udtrykkeligt af artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 340/2008, at ECHA »til enhver tid [kan] forlange dokumentation for, at betingelserne for gebyr- eller afgiftsnedsættelse eller gebyrfritagelse er opfyldt«. I henhold til artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008 er det i øvrigt ECHA, som opkræver det fulde gebyr eller den fulde afgift med tillæg af en administrationsafgift, når »en fysisk eller juridisk person, der hævder at være berettiget til gebyr- eller afgiftsnedsættelse eller gebyrfritagelse, ikke [kan] dokumentere sin ret til en sådan nedsættelse eller fritagelse«. Det følger heraf, at ECHA råder over den nødvendige kompetence med henblik på at kontrollere, at de krævede betingelser er opfyldt, for at en indberettende virksomhed er berettiget til gebyr- eller afgiftsnedsættelse eller gebyrfritagelse.

75      Artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006, som sagsøgeren har påberåbt sig, kan ikke ændre denne konklusion, eftersom den nævnte artikel opfylder et andet formål, nemlig at sikre, at de registreringssager, der indleveres af de indberettende virksomheder, er fuldstændige. Denne bestemmelse kan således ikke rejse tvivl om den kompetence, som ECHA råder over med henblik på at kontrollere, at de krævede betingelse er opfyldt, for at en indberettende virksomhed er berettiget til gebyr- eller afgiftsnedsættelse eller gebyrfritagelse.

76      Henset til disse elementer må det første anbringendes første led forkastes som ugrundet.

–       Om det første anbringendes andet led om overskridelse af beføjelser eller magtfordrejning i forbindelse med anvendelsen af henstilling 2003/361

77      Med det første anbringendes andet led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at ECHA burde have indskrænket sig til at anvende den definition af virksomhedskategorier, der er indeholdt i artikel 2 i bilaget til henstilling 2003/361, uden at anvende de øvrige kriterier, der er anført i det nævnte bilag og navnlig dem, der er indeholdt i bilagets artikel 3 vedrørende »[t]yper af virksomheder, som tages i betragtning ved beregningen af antal beskæftigede og beløbsstørrelser«. Følgelig kunne ECHA ikke anmode sagsøgeren om oplysninger vedrørende visse partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder.

78      Indledningsvis bemærkes, at en retsakt ifølge retspraksis kun er behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfølge andre formål end dem, der er angivet, eller for at omgå en fremgangsmåde, der særligt er fastsat ved traktaten for at imødegå konkret foreliggende vanskeligheder (dom af 10.3.2005, Spanien mod Rådet, C-342/03, EU:C:2005:151, præmis 64).

79      I det foreliggende tilfælde bemærkes, at såvel artikel 3 i forordning nr. 1907/2006 som niende betragtning til og artikel 2 i forordning nr. 340/2008 henviser til henstilling 2003/361 med henblik på at definere SMV. Ifølge første betragtning til henstilling 2003/361 har denne til formål at sikre overholdelsen af samme definition af SMV’er på unionsplan. Denne definition anvendes i henhold til artikel 1 i henstilling 2003/361 i forbindelse med Unionens politikker.

80      Ifølge bl.a. artikel 3, nr. 36), i forordning nr. 1907/2006 er SMV små og mellemstore virksomheder »i henhold til definitionen i [...] henstilling [2003/361]«. Ifølge artikel 2 i forordning nr. 340/2008 er små virksomheder ligeledes »små virksomheder som defineret i henstilling 2003/361«. En lignende henvisning foretages i artikel 2 i forordning 340/2008 hvad angår definitionen af mikrovirksomheder og mellemstore virksomheder. Følgelig foretager den relevante lovgivning en udtrykkelig henvisning til henstilling 2003/361 med henblik på at fastlægge, hvad der bl.a. skal forstås ved »små virksomheder«. I modsætning til det af sagsøgeren foreslåede kan det ikke principielt udelukkes, at bestemmelserne i en henstilling kan finde anvendelse på grundlag af en udtrykkelig henvisning i en forordning til bestemmelserne i sidstnævnte, med forbehold for iagttagelse af almindelige retsprincipper og særligt retssikkerhedsprincippet (jf. analogt dom af 17.1.2008, Viamex Agrar Handel og ZVK, C-37/06 og C-58/06, EU:C:2008:18, præmis 28). I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren imidlertid ikke fremlagt nogen oplysninger, som gør det muligt at antage, at den henvisning, der foretages i forordning nr.1907/2006 og i forordning nr. 340/2008, er i strid med almindelige retsprincipper. Desuden har den nævnte henvisning, med anvendelsen af de relevante bestemmelser i henstilling 2003/361, til formål at sikre anvendelsen af samme definition af SMV’er i forbindelse med Unionens politikker, hvilket svarer til formålet med nævnte henstilling.

81      I modsætning til det af sagsøgeren anførte er der i øvrigt, i mangel af oplysninger, der peger i denne retning, intet, som gør det muligt at antage, at den udtrykkelige henvisning i de relevante forordninger kun vedrører en del af den definition af SMV, der er anført i henstilling 2003/361, med udelukkelse af visse af de kriterier, der er nævnt i bilaget til den nævnte henstilling. Det bemærkes i denne forbindelse, at afsnit I i bilaget til henstilling 2003/361 har overskriften »Definition af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder vedtaget af Kommissionen«, og at artikel 3, nr. 36), i forordning nr. 1907/2006 netop henviser til den definition af SMV, som findes i henstilling 2003/361. Denne definition, som fremgår af afsnit I i bilaget til henstilling 2003/361, inkluderer ikke blot antal beskæftigede og finansielle tærskler, som gør det muligt at afgrænse virksomhedskategorierne (artikel 2 i bilaget til henstilling 2003/361), men ligeledes bl.a. de typer virksomheder, som tages i betragtning ved beregningen af antal beskæftigede og beløbsstørrelser (artikel 3 i bilaget til henstilling 2003/361). Desuden ville den af sagsøgeren foreslåede udelukkelse bevirke, at henstilling 2003/361 fratages sin effektive virkning, dvs. overholdelsen af samme definition i forbindelse med gennemførelsen af Unionens politikker. Desuden må det sikres, at SMV-definitionen ikke omgås af rent formelle grunde (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, HaTeFo, C-110/13, EU:C:2014:114, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis). Endelig kan sagsøgerens påberåbelse af artikel 12 i forordning nr. 340/2008 ikke ændre denne konklusion, eftersom den nævnte artikel tilsigter at behandle den specifikke situation, som ikke er situationen i det foreliggende tilfælde, vedrørende en producentvirksomheds, en producent af et kemisk produkts eller en producent af en artikel fra et tredjelands enerepræsentation.

82      Henset til det foregående er der intet grundlag for at antage, at ECHA ved at beslutte at anvende alle de kriterier, der er anført i bilaget til henstilling 2003/361, har overskredet sine beføjelser eller endog har begået magtfordrejning.

83      Herefter må det første anbringendes andet led forkastes som ugrundet.

–       Om det første anbringendes tredje led i det væsentlige om overskridelse af beføjelser eller magtfordrejning hvad angår de af sagsøgeren krævede oplysninger

84      Sagsøgeren har med det første anbringendes tredje led i det væsentlige gjort gældende, at ECHA har overskredet sine beføjelser, endog begået magtfordrejning, ved at anmode virksomheden om et stort antal oplysninger vedrørende virksomhedens aktiviteter, og dette over en lang periode, eller vedrørende selvstændige virksomheders aktiviteter.

85      Indledningsvis bemærkes, at det tilkommer den indberettende virksomhed på ECHA’s anmodning at dokumentere, at den har ret til en gebyrnedsættelse eller til en gebyrfritagelse (artikel 13, stk. 3 og 4, i forordning nr. 340/2008). I øvrigt kunne ECHA, således som det følger af gennemgangen af det første anbringendes andet led, anmode sagsøgeren om at fremlægge beviser på, at virksomheden rent faktisk var en »lille virksomhed« som omhandlet i henstilling 2003/361, herunder oplysninger vedrørende eventuelle partnervirksomheder eller tilknyttede virksomheder.

86      I det foreliggende tilfælde konstateres, således som ECHA har anført i sine skriftlige indlæg, at sagsøgeren ved e-mail af 20. februar og 20. marts 2012 blev opfordret til at fremlægge oplysninger vedrørende antallet af ansatte og balancerne for de to sidste regnskabsår forud for registreringerne samt oplysninger om virksomhedens ejerstruktur på tidspunktet for fremlæggelsen af registreringsdossieret, herunder oplysninger om virksomheder, som var tilknyttede sagsøgeren, eller som var partnervirksomheder til sagsøgeren. Hvad angår anmodningen vedrørende antallet af ansatte og balancerne for de to sidste regnskabsår var denne berettiget, henset til bl.a. artikel 4, stk. 2, i bilaget til henstilling 2003/361. Ifølge denne bestemmelse gælder, at »[h]vis en virksomhed på datoen for regnskabsafslutningen konstaterer en under- eller overskridelse på årsbasis af tærsklerne for antal beskæftigede eller de finansielle tærskler, som anført i artikel 2, medfører dette kun, at virksomheden får eller mister status som mellemstor virksomhed, lille virksomhed eller mikrovirksomhed, hvis under- eller overskridelsen finder sted i to på hinanden følgende regnskabsår«. I øvrigt var ECHA’s anmodninger vedrørende sagsøgerens ejerstruktur og oplysningerne vedrørende selskaber, der blev anset som partnerselskaber eller tilknyttede selskaber, således som det dette fremgår af de forskellige skriftudvekslinger eller e-mail mellem ECHA og sagsøgeren, ligeledes baseret på oplysninger fremsendt af sagsøgeren og navnlig på sidstnævntes reviderede regnskaber. ECHA kunne bl.a. i en e-mail fremsendt til sagsøgeren den 4. marts 2013 konstatere, at sagsøgeren skulle anses for at være tilknyttet to virksomheder, i det foreliggende tilfælde Saced og Cogefin, og for at være partnervirksomhed til to andre virksomheder, i det foreliggende tilfælde Premix og Sicical. I øvrigt lagde ECHA til grund, at en virksomhed, Calme Lux, skulle anses for at være tilknyttet Sicical. Det er på dette grundlag, og under hensyn til artikel 6, stk. 3, første afsnit, i bilaget til henstilling 2003/361, at ECHA bl.a. anmodede sagsøgeren om oplysninger vedrørende Calme Lux. Denne artikel bestemmer nemlig, at »dataene for virksomheder, der er tilknyttet den pågældende virksomhed, [er] de data, der fremgår af deres regnskaber og andre data, i påkommende tilfælde i konsolideret form, hvortil lægges 100% af dataene for virksomheder, der er tilknyttet disse partnervirksomheder, undtagen hvis deres data allerede indgår ved konsolidering«. Sagsøgeren bekræftede under retsmødet, at Calme Lux kunne anses for at være en virksomhed tilknyttet en af sagsøgerens partnervirksomheder, i det foreliggende tilfælde Sicical. Det følger af disse omstændigheder, at ECHA’s anmodning med henblik på at opnå oplysninger, bl.a. vedrørende Calme Lux, henset til de kriterier, der er fastsat i henstilling 2003/361, og til de af sagsøgeren fremlagte dokumenter, ikke kan anses for at være for vidtgående. Desuden har sagsøgeren ikke henvist til nogen nærmere omstændigheder, som kunne føre til at antage, at de af ECHA anmodede oplysninger ikke kunne fremsendes til agenturet. Sagsøgeren har navnlig indskrænket sig til i det væsentlige at anføre, at virksomheden ikke kunne fremsende oplysninger vedrørende en selvstændig virksomhed til ECHA. Denne omstændighed kan imidlertid ikke som sådan godtgøre, at det faktisk var umuligt for sagsøgeren at fremsende de anmodede oplysninger til ECHA. I øvrigt meddelte ECHA flere gange sagsøgeren, at Calme Lux kunne fremsende de pågældende oplysninger direkte til agenturet, således som det bl.a. fremgår af de e-mails, der blev fremsendt til sagsøgeren den 19. juni, den 4. juli og den 8. august 2012 og den 4. marts 2013. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at en sådan mulighed ikke kunne have været have været anvendt i det foreliggende tilfælde.

87      Hvad angår den omstændighed, at ECHA har handlet i ond tro under den administrative procedure, og hvis det antages, at dette argument fra sagsøgerens side, der er påberåbt i replikken, kan antages til realitetsbehandling, og skal forstås som en tilsidesættelse af den omsorgspligt og pligt til at udvise god forvaltningsskik, der påhviler ECHA, forekommer det under alle omstændigheder åbenbart ugrundet. Det følger nemlig åbenbart af de oplysninger, der er fremlagt under retsforhandlingerne, og bl.a. af de skrivelser og e-mail, der er fremsendt af ECHA, at sagsøgeren under den administrative procedure kontinuerligt blev oplyst om de oplysninger, som virksomheden skulle fremskaffe og om begrundelsen for ECHA’s anmodninger.

88      Henset til det foregående er der intet grundlag for at antage, at ECHA, bl.a. ved at anmode om oplysninger vedrørende Calme Lux, har overskredet sine beføjelser eller endog har begået magtfordrejning.

89      Det første anbringendes tredje led må herefter forkastes som ugrundet.

–       Om de supplerende argumenter fremsat i replikken

90      Sagsøgeren har i replikken fremført argumenter, som supplerer de argumenter, der allerede tidligere er blevet undersøgt, og hvorefter det gøres gældende, at ECHA’s kompetence ikke omfatter den administrationsafgift, der er fastsat i artikel 13 i forordning nr. 340/2008, som henhører under Kommissionens kompetence. Sagsøgeren har ligeledes foreholdt Kommissionen, at denne har tilsidesat sin kontrolforpligtelse ved at tolerere, at ECHA reelt tiltager sig beføjelser i mangel af udtrykkelig delegering heraf.

91      I denne forbindelse bemærkes indledningsvis, at ifølge artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Et anbringende, som udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremført direkte eller indirekte i stævningen, og som har tæt forbindelse dermed, skal realitetsbehandles (jf. dom af 5.10.2011, Romana Tabacchi mod Kommissionen, T-11/06, EU:T:2011:560, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

92      I det foreliggende tilfælde havde det første anbringende om, at ECHA i forbindelse med vedtagelsen af afgørelse SME(2013) 1328 manglede beføjelser, begik magtfordrejning og overskred sine beføjelser, imidlertid til formål at rejse tvivl om ECHA’s kompetence til at foretage en kontrol af den indberettende virksomheds størrelse. Dette anbringende, der er rettet mod afgørelse SME(2013) 1328, tilsigtede ikke, således som udtrykt i stævningen, at anfægte ECHA’s kompetence til at vedtage en administrationsafgift. Følgelig skal de argumenter, der er fremført af sagsøgeren i replikken, fortolkes som værende et nyt anbringende. Dette nye anbringende er i øvrigt ikke støttet på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Navnlig er sagsøgerens fortolkning af ECHA’s argumentation til sit forsvar, hvorefter sidstnævnte havde oplyst at have en »stiltiende« kompetence med henblik på at kontrollere de indberettende virksomheders størrelse, åbenbart ugrundet, eftersom ECHA gentagne gange i sine processkrifter anførte, at den havde denne kompetence i henhold til de relevante retsakter. Desuden vedrørte den del af ECHA’s argumentation til sit forsvar, som sagsøgeren har fremhævet, den kompetence, som gjorde det muligt at kontrollere de indberettende virksomheders størrelse og ikke den kompetence, der gjorde det muligt at vedtage en administrationsafgift. Følgelig skal de argumenter, som sagsøgeren har fremført i replikken, afvises fra realitetsbehandling.

93      Under alle omstændigheder er de argumenter, som sagsøgeren har fremført, ugrundede. Således som det nemlig fremgår af artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 340/2008, hvortil henviser artikel 13, stk. 4, i samme forordning, »opstiller [ECHA’s bestyrelse] en klassifikation over tjenester og afgifter, som den herefter vedtager, forudsat at Kommissionen afgiver positiv udtalelse«. I denne forbindelse bemærkes, at formålet med artikel 11 i forordning nr. 340/2008 er under visse betingelser at gøre det muligt for ECHA at opkræve en afgift for de tjenester, som ikke er dækket af et andet gebyr eller en anden afgift fastsat i nævnte forordning. Følgelig omfatter den klassifikation, der opstilles af ECHA’s bestyrelse, nødvendigvis en fastsættelse af de pågældende afgifters størrelse, med forbehold af Kommissionens positive udtalelse, idet nævnte artikel 11 i modsat fald fratages dens effektive virkning. For så vidt som artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008, som specifikt vedrører administrationsafgiften, henviser til den procedure, der er fastsat i samme forordnings artikel 11, stk. 5, gør ingen af de oplysninger, som sagsøgeren er fremkommet med, det muligt at antage, at ECHA ikke rådede over den nødvendige kompetence med henblik på at fastsætte størrelsen af den nævnte afgift.

94      Hvad angår den af sagsøgeren påberåbte artikel 59 i forordning nr. 2343/2002 bemærkes, at de finansielle regler, der skal gælde for ECHA, i henhold til artikel 99 i forordning nr. 1907/2006 ikke må fravige forordning nr. 2343/2002. I denne forbindelse bestemmer artikel 5, litra a), i forordning nr. 2343/2002, at budgettet for et EU-organ, såsom ECHA, bl.a. omfatter »egne indtægter, bestående af alle afgifter og gebyrer, som fællesskabsorganet er bemyndiget til at opkræve i kraft af de opgaver, det pålægges, samt eventuelle andre indtægter«. Artikel 59 i forordning nr. 2343/2002 henviser for sit vedkommende til den situation, hvor »gebyrer eller afgifter fuldt ud fastsættes ved lovgivning eller ved bestyrelsens beslutninger«. I modsætning til det af sagsøgeren anførte kan det ikke udledes af denne sidstnævnte bestemmelse, at bestyrelserne for Unionens organer ikke i givet fald vil kunne råde over den nødvendige kompetence til at fastsætte gebyrer eller afgifter. I det foreliggende tilfælde blev en sådan kompetence hvad angår administrationsafgiften imidlertid tillagt ECHA’s bestyrelse ved artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008, med forbehold af Kommissionens positive udtalelse.

95      Henset til samtlige disse omstændigheder skal sagsøgerens første anbringende forkastes som ugrundet.

 Det andet anbringende om fejl i forbindelse med anvendelsen af henstilling 2003/361 og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

96      Sagsøgeren har gjort gældende, at selv om underkriterierne i henstilling 2003/361 skulle anses for at finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, har ECHA anvendt dem forkert. I det foreliggende tilfælde blev der nemlig taget hensyn til de forbindelser, som sagsøgeren har til virksomheder, der er aktive på andre markeder, endog inden for sektorer, der er udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1907/2006. Der er derfor ingen gyldig og rimelig grund til at anmode sagsøgeren om at redegøre for virksomhedens forbindelser til disse virksomheder. Dette gælder særligt for sagsøgeren, som er en fremstillingsvirksomhed og ikke en importvirksomhed. Disse to aktiviteter er meget forskellige, og de bør ikke undergives samme lovgivning. Den holdning, som ECHA har lagt til grund, er ensbetydende med at lade virksomheder med meget forskellige produktions- og omsætningsniveauer betale samme gebyr. Dette medfører, at forskellige økonomiske situationer behandles ens. Henstilling 2003/361 fastsætter tre hovedkriterier med henblik på at definere begrebet SMV. Nævnte henstillings underkriterier, som har forskellige formål, bestemmer imidlertid, at virksomheder, mellem hvilke der via en fysisk person eller en gruppe af fysiske personer består en forbindelse, kun kan anses som tilknyttede virksomheder, hvis de udøver deres aktiviteter på samme marked eller på tilgrænsende markeder. I det foreliggende tilfælde henhører sagsøgeren imidlertid under en »gruppe af fysiske personer, som handler i fællesskab«. ECHA burde således fra agenturets undersøgelse have udelukket de forbindelser, som sagsøgeren kunne have med de pågældende selvstændige selskaber, som ikke er aktive på samme marked eller på tilgrænsende markeder. ECHA’s afgørelse om at anvende de regler, der er fastsat i henstilling 2003/361, strengt, tilsidesætter ligeledes proportionalitetsprincippet. Sagsøgeren har endelig understreget, at ECHA ikke har undersøgt eksistensen af eller manglen på en reel kontrol med stemmerettighederne.

97      ECHA har bestridt sagsøgerens argumenter.

98      Hvad for det første angår sagsøgerens argument om i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 340/2008 fra definitionen af SMV at udelukke de forbindelser, som kan bestå mellem virksomheder, der er aktive på forskellige markeder, endog inden for sektorer, der er udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1907/2006, hviler dette ikke på et retligt grundlag. Som det fremgår af niende betragtning til henstilling 2003/361, hvortil forordning nr. 340/2008 henviser, tilsigter gennemgangen af de forbindelser, der kan eksistere mellem forskellige virksomheder, i øvrigt fra kategorien af SMV at udskille de grupper af virksomheder, hvis økonomiske magt overstiger en SMV’s økonomiske magt. Denne økonomiske magt kan ikke, i mangel af oplysninger om det modsatte, begrænses til grupper af virksomheder, som er aktive på de samme markeder, endog inden for de sektorer, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1907/2006. Enhver anden fortolkning ville gøre den definition af SMV, der er indeholdt i henstilling 2003/361, og som ved udtrykkelig henvisning finder anvendelse i forbindelse med forordning nr. 1907/2006, indholdsløs. Det forholder sig ligeledes med den sondring, som sagsøgeren har foretaget mellem »produktionsvirksomheder« og »importvirksomheder«.

99      Hvad for det andet angår sagsøgerens argument om, at virksomheden henhører under en »gruppe af fysiske personer, som handler i fællesskab« som omhandlet i henstilling 2003/361, er dette åbenbart ugrundet. Det bemærkes i denne forbindelse, at artikel 3, stk. 3, fjerde led, i bilaget til henstilling 2003/361 bestemmer, at »[v]irksomheder, mellem hvilke der via en fysisk person eller en gruppe af fysiske personer, som handler i fællesskab, består en eller flere af disse forbindelser, betragtes også som tilknyttede virksomheder, hvis disse virksomheder udøver deres aktiviteter eller en del af deres aktiviteter på samme marked eller på tilgrænsende markeder«. Sagsøgeren har imidlertid forbindelser direkte, og ikke via en fysisk person eller en gruppe af fysiske personer, som handler i fællesskab, til virksomhederne Saced og Cogefin som de forbindelser, der er opregnet i artikel 3, stk. 3, første afsnit, litra a), i bilaget til henstilling 2003/361, eftersom sagsøgeren ejer mere end 50% af aktiekapitalen i disse virksomheder, og eftersom der, således som ECHA med rette har gjort gældende i sine skriftlige indlæg, er en formodning for, at sagsøgeren besidder flertallet af stemmerettighederne i disse virksomheder. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at dette ikke var tilfældet, selv om det tilkommer den på ECHA’s anmodning at dokumentere, at den har ret til en gebyrnedsættelse eller til en gebyrfritagelse (artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008). Den omstændighed, at aktierne i sagsøgeren indehaves af fysiske personer, kan ikke ændre denne konklusion.

100    Hvad for det tredje angår sagsøgerens påberåbelse af en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet hviler denne påstand på, at ECHA anvendte henstilling 203/361 forkert. For så vidt som ECHA ikke, af de grunde, der netop er redegjort for, begik fejl i forbindelse med anvendelsen af henstilling 2003/361, skal sagsøgerens argument om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ligeledes forkastes.

101    Henset til det ovenstående skal sagsøgerens andet anbringende forkastes som ugrundet.

 Det tredje anbringende om, at ECHA’s administrerende direktør begik fejl og magtmisbrug

102    Sagsøgeren har i forlængelse af det første anbringende gjort gældende, at ECHA’s administrerende direktør ikke har kompetence til at vedtage eller underskrive en afgørelse vedrørende de registrerede virksomheders størrelse eller til at afgøre, om der skal anvendes et fuldt gebyr i stedet for et nedsat gebyr og pålægges en administrationsafgift. Den administrerende direktørs eneste opgave er at ændre en afgørelse truffet af ECHA efter et søgsmål. Afgørelse SME(2013) 1328 er således ugyldig.

103    ECHA har bestridt sagsøgerens argumenter.

104    I denne forbindelse bemærkes blot, således som ECHA med rette har anført i sine skriftlige indlæg, at artikel 83, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 bestemmer, at den administrerende direktør er ECHA’s »retlige repræsentant«. I denne forbindelse sikrer den administrerende direktør bl.a. den »daglige ledelse« af ECHA [artikel 83, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1907/2006]. I henhold til artikel 100, stk. 2, i forordning nr. 1907/2006 »repræsenteres [ECHA] af sin administrerende direktør«. I forbindelse med gennemførelsen af agenturets budget, som den administrerende direktør har ansvaret for, varetager han desuden pligterne som anvisningsberettiget (artikel 97 i forordning nr. 1907/2006). Eftersom ECHA havde den nødvendige kompetence til at foretage en kontrol af de indberettende virksomheders størrelse, således som dette blev nævnt i forbindelse med undersøgelsen af sagsøgerens første anbringende, og følgelig til at anmode om betaling af de skyldige gebyrer og administrationsafgifter, er den administrerende direktør for ECHA’s underskrivelse af afgørelse SME(2013) 1328 ikke behæftet med nogen ulovlighed.

105    Følgelig skal sagsøgerens tredje anbringende forkastes som ugrundet.

 Det fjerde anbringende om, at ECHA i forbindelse med vedtagelsen af afgørelserne MB/D/29/2010 og MB/21/2012/D manglede beføjelser, begik magtfordrejning og overskred sine beføjelser samt tilsidesatte artikel 5 TEU

106    Sagsøgeren har anført, at ECHA’s kompetence i forbindelse med opkrævelsen af gebyrer begrænser sig til en udførende rolle. Den eneste funktion, der er tillagt ECHA’s bestyrelse, består i en klassificering af afgifterne. Det tilkommer Kommissionen at fastsætte størrelserne heraf i overensstemmelse med reglen i artikel 74, stk. 1, i forordning nr. 1907/2006. Desuden nævnes i artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008 en »administrationsafgift«, i ental, hvilket udelukker fastsættelse af forskellige afgifter i forhold til virksomhedernes størrelse i modsætning til det, som blev foretaget i det foreliggende tilfælde. I øvrigt kunne ECHA ikke fastsætte størrelsen på den administrationsafgift, som har til formål at indgå i indtægterne i dens balance. Endelig indeholder forordning nr. 340/2008 og gennemførelsesforordning nr. 254/2013 ingen specifikke bestemmelser vedrørende administrationsafgiften eller i det mindste vedrørende dens anvendelse. Kommissionen har således p.t. foretrukket at give afkald herpå. ECHA kunne derfor ikke ved afgørelserne MB/D/29/2010 og MB/21/2012/D fastsætte administrationsafgiftens størrelse. I strid med artikel 5 TEU satte ECHA sig i stedet for de nationale myndigheder ved at indføre en økonomisk sanktion under dække af en administrationsafgift. Sagsøgeren har tilføjet, at ECHA’s påstand om, at administrationsafgiften har til formål at dække de afholdte udgifter, er i strid med den omstændighed, at visse kontrollerede virksomheder ikke skal afholde den nævnte afgift, hvis deres erklæring efter en nærmere undersøgelse anses for at være korrekt. Hvis formålet med administrationsafgiften havde været at dække de af ECHA afholdte udgifter, skulle disse udgifter have været ligeligt fordelt mellem alle de virksomheder, som ansøger om en registrering.

107    ECHA har bestridt sagsøgerens argumenter.

108    Indledningsvis bemærkes, at søgsmålets fjerde anbringende nærmere bestemt vedrører afgørelserne MB/D/29/2010 og MB/21/2012/D.

109    Det bemærkes imidlertid, at annullationssøgsmålet, for så vidt som det er rettet mod afgørelserne MB/D/29/2010 og MB/21/2012/D, ikke kan antages til realitetsbehandling (jf. præmis 44 og 60 ovenfor).

110    Hvis det antages, at det fjerde anbringende kan fortolkes således, at der hermed reelt rejses en ulovlighedsindsigelse mod afgørelserne MB/D/29/2010 og MB/21/2012/D, er det under alle omstændigheder ugrundet.

111    Hvad for det første angår sagsøgerens argumenter, hvorefter virksomheden anfægter ECHA’s kompetence til at fastsætte størrelsen af administrationsafgiften og til at fastsætte størrelsen af den administrationsafgift, som skal indgå i indtægterne i agenturets balance, føjer de sig i det væsentlige til de argumenter, der er fremført subsidiært i forbindelse med det første anbringende, og som er rettet mod afgørelse SME(2013) 1328. Af samme grunde som dem, der er nævnt ovenfor i præmis 93 og 94, skal de argumenter, som sagsøgeren har fremført i denne henseende, forkastes.

112    Hvad for det andet angår den omstændighed, at ECHA i strid med artikel 5 TEU satte sig i stedet for de nationale myndigheder ved at indføre en økonomisk sanktion under dække af en administrationsafgift, er dette anbringende ugrundet. I denne forbindelse bemærkes, at det i 11. betragtning til forordning nr. 340/2008 præciseres, at »[i]ndsendelse af urigtige oplysninger bør modvirkes, ved at [ECHA] pålægger en administrationsafgift, og at medlemsstaterne pålægger en præventiv bøde, hvis dette er hensigtsmæssigt«. Det følger af denne betragtning, at pålæggelsen af en administrationsafgift bidrager til at opnå målet om at modvirke, at virksomhederne indsender urigtige oplysninger. Det følger ligeledes af denne betragtning, at administrationsafgiften ikke skal sidestilles med en bøde (dom af 2.10.2014, Spraylat mod ECHA, T-177/12, EU:T:2014:849, præmis 34). Imidlertid har sagsøgeren ikke fremlagt oplysninger, som gør det muligt at antage, at den administrationsafgift, som virksomheden i det foreliggende tilfælde er blevet pålagt, kan sidestilles med en bøde. Sagsøgerens argument hviler navnlig i det væsentlige på det forhold, at administrationsafgiftens størrelse blev beregnet på grundlag af de af ECHA afholdte kontrolomkostninger, herunder de omkostninger, som i sidste ende ikke skal afholdes af de virksomheder, som har afgivet korrekte oplysninger for så vidt angår deres størrelse. Denne omstændighed kan imidlertid ikke i sig selv føre til den konklusion, at størrelsen af administrationsafgiften, således som pålagt sagsøgeren i det foreliggende tilfælde, kan sidestilles med en bøde, eftersom administrationsafgiften ligeledes bidrager til at opnå målet om at modvirke, at virksomhederne indsender urigtige oplysninger. Desuden fremgår det af artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008, at kan en fysisk eller juridisk person, der hævder at være berettiget til gebyr- eller afgiftsnedsættelse eller gebyrfritagelse, ikke dokumentere sin ret til en sådan nedsættelse eller fritagelse, opkræver ECHA det fulde gebyr eller den fulde afgift med tillæg af en administrationsafgift. Det følger heraf, at kun fysiske eller juridiske personer, der ikke kan dokumentere deres ret til gebyrnedsættelse eller gebyrfritagelse, skal betale en administrationsafgift til ECHA.

113    Hvad for det tredje angår det af sagsøgeren fremsatte argument om, at artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008 udelukker fastsættelse af forskellige administrationsafgifter i forhold til virksomhedernes størrelse, hviler dette på en forkert fortolkning af den relevante forordnings anvendelse af udtrykket »administrationsafgift« i singularis. Anvendelsen af dette udtryk i singularis i sammenhæng med artikel 13, stk. 4, i forordning nr. 340/2008 betyder nemlig, at ECHA, når en fysisk eller juridisk person ikke kan dokumentere sin ret til den krævede nedsættelse, pålægger denne en administrationsafgift. Dette betyder imidlertid ikke, at størrelsen af denne administrationsafgift skal være identisk for alle de indberettende virksomheder, uanset disses størrelse. Det bemærkes navnlig, at et af formålene med forordning nr. 1907/2006 er at tage hensyn til den særlige situation for SMV’er, således som dette bl.a. fremgår af ottende betragtning til og artikel 74, stk. 3, i nævnte forordning. I øvrigt og mere specifikt bestemmer niende betragtning til forordning nr. 340/2008, at »nedsatte gebyrer og afgifter [...] bør [...] anvendes over for [SMV’er]«. Desuden bemærkes, at pålæggelsen af en administrationsafgift bidrager til at opnå målet om at modvirke, at virksomhederne indsender urigtige oplysninger, således som dette følger af den ovenfor i præmis 112 nævnte retspraksis. Forfølgelsen af dette mål kan i givet fald indebære, at der tages hensyn til de indberettende virksomheders reelle størrelse.

114    Henset til samtlige disse omstændigheder skal sagsøgerens fjerde anbringende og følgelig søgsmålet, for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation af afgørelse MB/D/2013/1328, forkastes.

 Om påstandene om at opnå tilbagebetaling eller erstatning fra ECHA

115    Sagsøgeren har med de to sidste påstande nedlagt påstand dels om tilbagebetaling af beløb, som ECHA angiveligt har opkrævet uretmæssigt, dels om, at ECHA tilpligtes at erstatte det lidte tab.

116    I denne forbindelse bemærkes blot, og uden at det er fornødent at tage stilling til, om disse to påstande kan antages til realitetsbehandling, at disse påstande er nært knyttet til den principale påstand om annullation af de anfægtede retsakter og ikke hviler på anbringender, der er forskellige fra de anbringender, der blev undersøgt i forbindelse med annullationssøgsmålet. For så vidt som de nævnte anbringender blev forkastet som ugrundede, skal påstandene om at opnå tilbagebetaling eller erstatning fra ECHA ligeledes forkastes.

 Sagens omkostninger

117    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens og ECHA’s påstande herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):

1)      Søgsmålet afvises, for så vidt som det er anlagt mod Europa-Kommissionen.

2)      Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) frifindes, for så vidt som søgsmålet er anlagt mod agenturet, idet søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet.

3)      Leone La Ferla SpA betaler sagens omkostninger.

Frimodt Nielsen Dehousse Collins

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. september 2016.

Underskrifter

Indhold

Tvistens baggrund

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

1.  Spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er anlagt mod Kommissionen

2.  Spørgsmålet om, hvorvidt visse påstande i det mod ECHA anlagte annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling

3.  Om realiteten

Om annullationspåstanden

Indledende bemærkninger vedrørende begrundelsen for afgørelse SME(2013) 1328

Det første anbringende om, at ECHA i forbindelse med vedtagelsen af afgørelse SME(2013) 1328 manglede beføjelser, begik magtfordrejning og overskred sine beføjelser

–  Om det første anbringendes første led, som i det væsentlige vedrører ECHA’s manglende kompetence i forbindelse med bedømmelsen af de indberettende virksomheders størrelse

–  Om det første anbringendes andet led om overskridelse af beføjelser eller magtfordrejning i forbindelse med anvendelsen af henstilling 2003/361

–  Om det første anbringendes tredje led i det væsentlige om overskridelse af beføjelser eller magtfordrejning hvad angår de af sagsøgeren krævede oplysninger

–  Om de supplerende argumenter fremsat i replikken

Det andet anbringende om fejl i forbindelse med anvendelsen af henstilling 2003/361 og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Det tredje anbringende om, at ECHA’s administrerende direktør begik fejl og magtmisbrug

Det fjerde anbringende om, at ECHA i forbindelse med vedtagelsen af afgørelserne MB/D/29/2010 og MB/21/2012/D manglede beføjelser, begik magtfordrejning og overskred sine beføjelser samt tilsidesatte artikel 5 TEU

Om påstandene om at opnå tilbagebetaling eller erstatning fra ECHA

Sagens omkostninger

* Processprog: italiensk.