Language of document :

Sag anlagt den 6. august 2021 – Ryanair og Malta Air mod Kommissionen

(Sag T-494/21)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Ryanair DAC (Swords, Irland) og Malta Air ltd. (Pietà, Malta) (ved advokaterne F.-C. Laprévote, E. Vahida, V. Blanc, S. Rating og I.-G Metaxas-Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens afgørelse af 5. april 2021 om statsstøtte SA59913 (2021/N)  Frankrig – covid-19 – rekapitalisering af Air France og Air France – KLM Holdings annulleres 1 .

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen fejlagtigt udelukkede KLM fra den anfægtede afgørelses anvendelsesområde.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen foretog en fejlagtig anvendelse af de midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen foretog en fejlagtig anvendelse af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med bestemte bestemmelser i EUF-traktaten og med almindelige EU-retlige principper, der har understøttet liberaliseringen af EU’s luftfart siden slutningen af 80’erne (dvs. ikkeforskelsbehandling, fri udveksling af tjenesteydelser 2 og fri etablering).

Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen ikke indledte den formelle undersøgelsesprocedure til trods for de alvorlige vanskeligheder og tilsidesatte sagsøgernes proceduremæssige rettigheder.

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen tilsidesatte begrundelsespligten.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse ikke opfyldte kravene i artikel 342 TEUF og forordning nr. 1/58 vedrørende sproget for EU-institutionernes officielle retsakter 3 .

____________

1     EUT 2021 C 240, s. 13.

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24.9.2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (omarbejdning) (EUT 2008, L 293, s. 3-20).

3     Rådets forordning nr. 1 af 15.4.1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 1958 17, s. 385-386).