RETTENS DOM (Anden Afdeling)
24. oktober 2014 (*)
»Voldgiftsbestemmelse – Fællesskabets handlingsprogram for folkesundhed – kontrakt om fællesskabsstøtte til et projekt – annullationssøgsmål – debetnotat – tvistens kontraktrelaterede karakter – akt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål – afvisning – omkvalificering af søgsmålet – støtteberettigede omkostninger«
I sag T-29/11,
Technische Universität Dresden, Dresden (Tyskland), ved advokat G. Brüggen,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen, først ved W. Bogensberger og D. Calciu, derefter ved M. Bogensberger og F. Moro, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne R. Van der Hout og A. Köhler,
sagsøgt,
angående annullation af debetnota nr. 3241011712 af 4. november 2010, udstedt af Kommissionen med henblik på tilbagebetaling af 55 377,62 EUR, som er blevet udbetalt til sagsøgeren inden for rammerne af en finansiel bistand til støtte for et projekt under Fællesskabets handlingsprogram for folkesundhed (2003-2008),
har
RETTEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M.E. Martins Ribeiro, og dommerne S. Gervasoni (refererende dommer) og L. Madise,
justitssekretær: fuldmægtig J. Weychert,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 24. juni 2014,
afsagt følgende
Dom
Baggrunden for tvisten
1 Sagsøgeren, Technische Universität Dresden, er en offentlig videregående uddannelsesinstitution.
2 Den 21. april 2004 indgik sagsøgeren en kontrakt med Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, der handlede på vegne af De Europæiske Fællesskaber, med referencenummer 2003114 (SI2.377438) (herefter »finansieringsaftalen«) om finansiering af projektet »Collection of European Data on Lifestyle Health Determinants – Coordinating Party« (LiS) (herefter »projektet«), der blev gennemført som led i Fællesskabets handlingsprogram for folkesundhed (2003-2008). Projektet havde en varighed på 24 måneder, fra den 15. april 2004 til den 15. april 2006.
3 I henhold til finansieringsaftalen ville sagsøgeren få udbetalt støtte til 60% af de samlede støtteberettigede omkostninger til projektet inden for et loft på 327 150 EUR.
4 Ifølge finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 1, var tildelingen af støtten underlagt aftalens bestemmelser, gældende fællesskabsbestemmelser og subsidiært belgisk ret om tildeling af støtte. I henhold til aftalens artikel I.8, stk. 2, kunne støttemodtagerne desuden anlægge søgsmål mod Kommissionens afgørelser om anvendelsen af den pågældende aftales bestemmelser og retningslinjerne for gennemførelse af den ved Retten og i tilfælde af en appel ved Domstolen.
5 Mellem den 14. maj 2004 og den 13. december 2006 foretog Kommissionen tre udbetalinger for et samlet beløb på 326 555,84 EUR. Dette beløb svarede til 60% af de samlede oplyste projektomkostninger på i alt 544 259,73 EUR.
6 Den 16. og den 17. juli 2007 blev sagsøgeren undergivet en finansiel revision.
7 Ved skrivelse af 11. januar 2008 fremsendte Kommissionen revisionsberetningen til sagsøgeren. Af denne beretning fremgik det, at der var tale om ikke-støtteberettigede omkostninger til et beløb af 90 829,47 EUR. Dette beløb svarede til personaleomkostninger (46 125,66 EUR), omkostninger til levering af tjenesteydelser (12 918,45 EUR), administrationsomkostninger (3 030,83 EUR) og omkostninger i tilknytning til reserven til uforudsete udgifter, hvortil kom indirekte omkostninger, der ligeledes blev anset for ikke at være støtteberettigede (4 413,36 EUR). Det omfattede ingen rejseomkostninger, mens det fremgik af forklaringerne til den pågældende beretning, at rejseomkostningerne i tilknytning til et møde på Cypern i september 2005, på 638,04 EUR, ikke var støtteberettigede.
8 På baggrund af henstillingen i revisionsberetningen anmodede Kommissionen i sin skrivelse af 11. januar 2008 sagsøgeren om at tilbagebetale et beløb på 54 497,68 EUR, idet dette beløb svarede til forskellen mellem den finansielle støtte, der var blevet udbetalt på grundlag af de samlede omkostninger, som sagsøgeren havde oplyst, og den maksimale finansielle støtte, som efter revisionen var fastsat til 272 058,16 EUR. Kommissionen anmodede sagsøgeren om at fremsætte sine bemærkninger hertil.
9 Ved skrivelse af 20. februar 2008 accepterede sagsøgeren at tilbagebetale 24 763,13 EUR, mens denne bestred visse af konstateringerne i revisionsberetningen og fremlagde dokumenter for Kommissionen, som skulle dokumentere, at nogle af de omkostninger, der i den pågældende beretning blev anset for ikke at være støtteberettigede, rent faktisk var støtteberettigede.
10 Ved forhåndsmeddelelse af 18. februar 2009 (herefter »forhåndsmeddelelsen«) hævede Kommissionen efter en analyse af de bemærkninger og dokumenter, som sagsøgeren havde fremlagt, beløbet for de ikke-støtteberettigede omkostninger til 92 296,04 EUR. I bilaget til denne skrivelse præciserede den, at dette beløb navnlig dækkede personaleomkostninger (44 156,76 EUR), rejse- og opholdsudgifter (3 083,65 EUR) og omkostninger til levering af tjenesteydelser (13 270,27 EUR) svarende til et samlet beløb, der skulle tilbagebetales, på 55 377,62 EUR.
11 Ved skrivelser af 13. og 31. marts 2009 anfægtede sagsøgeren disse bemærkninger og fremlagde supplerende dokumenter. Sagsøgeren kunne kun acceptere at skulle tilbagebetale et beløb på 27 309,29 EUR.
12 Med debetnota nr. 3241011712 af 4. november 2010 (herefter »debetnotaen«), meddelt sagsøgeren med skrivelse af 11. november samme år, krævede Kommissionen, at sagsøgeren tilbagebetalte et beløb på 55 377,62 EUR inden den 20. december 2010. Sagsøgeren modtog denne nota den 15. november 2010.
Retsforhandlinger og parternes påstande
13 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. januar 2011 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.
14 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 31. marts 2011 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement. Sagsøgeren har indgivet sine bemærkninger vedrørende denne indsigelse inden for den fastsatte frist.
15 Efter den delvise udskiftning af Rettens dommere er sagen blevet overdraget til en ny refererende dommer. Den refererende dommer er efterfølgende blevet tilknyttet Anden Afdeling, som denne sag følgelig er blevet henvist til.
16 Ved Rettens kendelse af 20. november 2013 blev formalitetsindsigelsen henskudt til afgørelsen af sagens realitet, og afgørelsen vedrørende sagens omkostninger blev udsat.
17 Retten besluttede i medfør af artikel 47, stk. 1, i Rettens procesreglement, at yderligere udveksling af processkrifter var ufornøden, idet indholdet af sagens akter var tilstrækkeligt fyldestgørende til, at parterne kunne uddybe deres anbringender og argumenter under den mundtlige forhandling.
18 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling i sagen og i henhold til procesreglementets artikel 64 om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse opfordret parterne til at fremlægge visse dokumenter. Parterne efterkom disse anmodninger inden for den fastsatte frist.
19 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten under retsmødet, der blev afholdt den 24. juni 2014.
20 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Debetnotaen annulleres.
– Kommissionens formalitetsindsigelse afvises, og subsidiært omkvalificeres dette søgsmål til et søgsmål om en privatretlig aftale i medfør af artikel 272 TEUF.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
21 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Subsidiært frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
22 Sagsøgeren har under retsmødet som svar på et spørgsmål fremsat af Retten præciseret, at dennes påstande, såfremt søgsmålet omkvalificeres til et søgsmål baseret på artikel 272 TEUF, skal forstås således, at sagsøgeren i det væsentlige anmoder Retten om at kende omkostninger til et samlet beløb på 48 971,84 EUR, som Kommissionen med urette har fundet ikke-støtteberettigede, støtteberettigede, således at Kommissionens fordring i tilknytning til disse omkostninger er uberettiget.
Retlige bemærkninger
Rettens kompetence og formaliteten
23 Kommissionen har fremsat en formalitetsindsigelse mod annullationssøgsmålet med den begrundelse, at debetnotaen i det væsentlige ikke udgør en retsakt, der kan gøres til genstand for søgsmål, i medfør af artikel 263 TEUF. Kommissionen har gjort gældende, at debetnotaen dels indgår i et rent kontraktforhold, som den ikke kan adskilles fra, dels er en forberedende retsakt forud for en eventuel tilbagebetalingsprocedure og vedtagelse af en beslutning i henhold til artikel 299 TEUF.
24 Indledningsvis bemærkes, at det tilkommer sagsøgeren at vælge retsgrundlaget for sit søgsmål og ikke Den Europæiske Unions retsinstanser selv at vælge det mest korrekte retsgrundlag (dom af 15.3.2005, Spanien mod Eurojust, C-160/03, Sml., EU:C:2005:168, præmis 35, og kendelse af 12.10.2011, Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen, T-353/10, Sml., EU:T:2011:589, præmis 18).
25 I den foreliggende sag har sagsøgeren udtrykkeligt fremsat sine annullationspåstande på grundlag af artikel 263 TEUF. Dels har sagsøgeren udtrykkeligt nedlagt påstand om annullation af debetnotaen. Dels nævnes artikel 263 TEUF adskillige gange både i stævningen og i sagsøgerens bemærkninger til Kommissionens formalitetsindsigelse.
26 Sagsøgeren har dog i sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen og under retsmødet tilføjet, at såfremt Retten skulle afvise annullationssøgsmålet, ville det kunne omkvalificeres til et søgsmål baseret på artikel 272 TEUF, som Retten ville kunne påkende i henhold til voldgiftsbestemmelsen i finansieringsaftalens artikel I.8.
27 Kommissionen har modsat sig en sådan omkvalificering, idet den gør gældende, at Retten ikke har kompetence til at påkende et søgsmål anlagt af sagsøgeren på grundlag af artikel 272 TEUF, da finansieringsaftalens artikel I.8 ikke kan betegnes som en voldgiftsbestemmelse.
28 Under disse omstændigheder skal spørgsmålet om, hvorvidt det foreliggende søgsmål kan antages til realitetsbehandling, i første omgang vurderes på grundlag af artikel 263 TEUF, inden det eventuelt i anden omgang undersøges, om dette søgsmål, hvis annullationssøgsmålet afvises, alligevel kan omkvalificeres til et søgsmål baseret på bestemmelserne i artikel 272 TEUF.
Om antagelse af søgsmålet til realitetsbehandling på grundlag af bestemmelserne i artikel 263 TEUF
29 Ifølge fast retspraksis hører retsakter, som er vedtaget af institutionerne, og som er en uadskillelig del af et rent kontraktforhold, som følge af selve deres karakter ikke til de retsakter, som kan påstås annulleret af Retten i henhold til artikel 263 TEUF (jf. dom af 17.6.2010, CEVA mod Kommissionen, T-428/07 og T-455/07, Sml., EU:T:2010:240, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).
30 Det fremgår imidlertid af sagens akter, at debetnotaen indgår i en finansieringsaftale mellem Kommissionen og sagsøgeren, idet den har til formål at geninddrive en fordring, der er baseret på aftalens bestemmelser.
31 Det er således for det første ubestridt, at Kommissionen har betalt et beløb på 326 555,84 EUR til sagsøgeren på grundlag af finansieringsaftalen. Det er for det andet ligeledes ubestridt, at Kommissionen har foretaget en finansiel revision af sagsøgeren for så vidt angår projektet, således som den har ret til i henhold til den pågældende aftales artikel II.19, hvorefter den fastslog, at en del af de oplyste omkostninger ikke var støtteberettigede. For det tredje fremgår det af aftalens artikel II.18, at Kommissionen har ret til at kræve, at sagsøgeren tilbagebetaler ethvert uberettiget udbetalt beløb eller beløb, hvis tilbagesøgning er berettiget i henhold til aftalen, hvilket den har gjort ved med fremsendelsen af debetnotaen at anmode sagsøgeren om at tilbagebetale et beløb på 55 377,62 EUR. I debetnotaen nævnes udtrykkeligt såvel finansieringsaftalen som forhåndsmeddelelsen, ligesom det fremgår, at anmodningen om tilbagebetaling støttes på ovennævnte revision.
32 De af sagsøgeren fremførte argumenter ændrer ikke det forhold, at debetnotaen ikke kan adskilles fra kontraktforholdet.
33 Sagsøgeren er af den opfattelse, at dennes forhold til Kommissionen ikke kan betragtes som et rent kontraktforhold, da Kommissionen har opført sig som en offentlig myndighed over for sagsøgeren, bl.a. ved at udstede en debetnota på en fordring med renter og forsynet med en fuldbyrdelsespåtegning, og at sagsøgeren selv i finansieringsaftalen betegnes som »støttemodtager«. Sagsøgeren tilføjede under retsmødet, at Kommissionen ved at udstede debetnotaen var trådt uden for kontraktforholdets rammer og havde gjort brug af særlige beføjelser.
34 Disse argumenter kan ikke tiltrædes.
35 For det første reguleres forholdet mellem sagsøgeren og Kommissionen af finansieringsaftalen, og Kommissionen har i debetnotaen udtrykkeligt forbeholdt sig retten til på et senere tidspunkt at træffe en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes i medfør af artikel 299 TEUF. Som anført i præmis 30 og 31 ovenfor, har Kommissionen med udstedelsen af debetnotaen endvidere blot gjort sine rettigheder gældende i henhold til aftalebestemmelserne, der tillader den at kræve, at sagsøgeren tilbagebetaler uberettiget udbetalte beløb. Det fremgår derimod ikke af sagsakterne, at Kommissionen ved at vedtage denne retsakt har optrådt som en offentlig myndighed over for sagsøgeren.
36 Benævnelsen af sagsøgeren som »støttemodtager« gør det heller ikke muligt at påvise, at forholdet mellem sagsøgeren og Kommissionen ikke skulle være et kontraktforhold, og at debetnotaen er blevet udstedt af Kommissionen, der skulle optræde som en offentlig myndighed uden for kontraktforholdets rammer. Som det fremgår af finansieringsaftalens første side, er denne benævnelse blot en fast formulering. Det bestemmes heri, at aftalen indgås mellem Kommissionen, der handler på vegne af Fællesskabet, og sagsøgeren, der herefter benævnes »den primære støttemodtager«, og associerede støttemodtagere, der sammen med sagsøgeren benævnes »støttemodtagerne«, idet det præciseres, at den pågældende aftale er blevet indgået alene mellem sagsøgeren og Kommissionen.
37 For så vidt som sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen har vedtaget debetnotaen under udøvelse af sine offentligretlige beføjelser for at kunne påberåbe sig retspraksis, hvorefter en retsakt vedtaget af en institution i en kontraktmæssig sammenhæng skal anses for at kunne adskilles fra denne kontrakt, når den er blevet vedtaget af denne institution under udøvelse af dennes offentligretlige beføjelser (jf. kendelse Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen; jf. præmis 24 ovenfor, EU:T:2011:589, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis), kan disse argumenter ikke tiltrædes. Ingen oplysninger i sagsakterne gør det således muligt at fastslå, at Kommissionen har handlet under udøvelse af sine offentligretlige beføjelser. Som anført i præmis 30 og 31, ovenfor har debetnotaen udelukkende til formål at gøre de rettigheder, som Kommissionen har i henhold til aftalen, gældende, og det kan således ikke påstås, at den er blevet vedtaget under udøvelse af Kommissionens offentligretlige beføjelser.
38 Henset til det ovenstående må det, uden at det er nødigt at tage stilling til, om debetnotaen, således som Kommissionen har gjort gældende, er en rent forberedende retsakt, fastslås, at den pågældende nota ikke optræder blandt de retsakter, der kan danne grundlag for et annullationssøgsmål ved EU’s retsinstanser på grundlag af artikel 263 TEUF.
39 Det følger heraf, at det foreliggende søgsmål ikke på grundlag af bestemmelserne i artikel 263 TEUF kan antages til realitetsbehandling.
Begæringen om omkvalificering af det foreliggende søgsmål til et søgsmål anlagt på baggrund af artikel 272 TEUF
40 Sagsøgeren mener imidlertid, at det foreliggende søgsmål kan omkvalificeres til et søgsmål baseret på artikel 272 TEUF, som Retten kan påkende i henhold til den i finansieringsaftalens artikel I.8 omhandlede voldgiftsbestemmelse.
41 Kommissionen har anført, at Retten ikke kan omkvalificere det foreliggende søgsmål til et søgsmål anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF, da finansieringsaftalen ikke indeholder nogen voldgiftsbestemmelse. Den har i det væsentlige gjort gældende, at finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, blot er en simpel påmindelse om Rettens kompetence til at påkende annullationssøgsmål. Ifølge Kommissionen omhandler den pågældende artikel udelukkende søgsmål anlagt af »støttemodtagerne« og ikke af aftaleparterne. Denne vurdering bekræftes af finansieringsaftalens artikel II.18, stk. 5.
42 Hvad først angår muligheden for at omkvalificere det foreliggende søgsmål til et søgsmål anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at Retten, når der er anlagt et annullations- eller erstatningssøgsmål, mens tvisten i realiteten er af kontraktmæssig karakter, omkvalificerer indholdet af påstanden, hvis betingelserne for en sådan omkvalificering er til stede (dom af 19.9.2011, Lecureur mod Kommissionen, T-26/00, Sml., EU:T:2001:222, præmis 38; kendelse af 10.5.2004, Musée Grévin mod Kommissionen, T-314/03 og T-378/03, Sml., EU:T:2004:139, præmis 88, og dom CEVA mod Kommissionen, nævnt i præmis 29 ovenfor, EU:T:2010:240, præmis 57).
43 Når der derimod er tale om en tvist af kontraktmæssig karakter, kan Retten ikke foretage en omkvalificering af et annullationssøgsmål, dels når en sådan omkvalificering ikke er mulig som følge af sagsøgerens udtrykkelige tilkendegivelse om, at søgsmålet ikke er baseret på artikel 272 TEUF, dels når søgsmålet ikke er baseret på en påstand om tilsidesættelse af de bestemmelser, der finder anvendelse på det omhandlede kontraktforhold, uanset om der er tale om kontraktbestemmelser eller bestemmelser i den nationale lovgivning, der finder anvendelse på aftalen (jf. dom CEVA mod Kommissionen, nævnt i præmis 29 ovenfor, EU:T:2010:240, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
44 Det følger heraf, at det er muligt at omkvalificere søgsmålet, når sagsøgerens udtrykkelige tilkendegivelse ikke er til hinder herfor, og når mindst et af anbringenderne om tilsidesættelse af de bestemmelser, der finder anvendelse på det omhandlede kontraktforhold, er angivet i stævningen i henhold til bestemmelserne i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c). Disse to betingelser er kumulative.
45 I den foreliggende sag har sagsøgeren i sine bemærkninger til Kommissionens formalitetsindsigelse for det første udtrykkeligt anmodet om omkvalificering af det foreliggende søgsmål til et søgsmål anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF.
46 For det andet har sagsøgeren til støtte for sit søgsmål fremsat to anbringender, dels om »tilsidesættelse af EU-retten som følge af undladelse af at foretage en vurdering eller en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder«, dels om en tilsidesættelse af begrundelsespligten.
47 Mens det andet anbringende udelukkende er baseret på betragtninger, som er omfattet af et forvaltningsretligt forhold, og som er karakteristiske for et annullationssøgsmål (jf. i denne retning kendelse Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen, nævnt i præmis 24 ovenfor, EU:T:2011:589, præmis 36 og 37), skal det dog bemærkes, at sagsøgeren med sit første anbringende i det væsentlige bestrider, at personaleomkostninger, rejse- og opholdsudgifter samt omkostninger til levering af tjenesteydelser, som denne mener at have afholdt i forbindelse med gennemførelse af projektet, ikke er berettigede til EU-støtte. Omkostningernes støtteberettigelse er imidlertid defineret i finansieringsaftalens artikel II.14, en bestemmelse, som sagsøgeren har anført i sin redegørelse for de faktiske omstændigheder i stævningen. Selv om sagsøgeren ikke udtrykkeligt henviser til den pågældende artikel II.14 i forbindelse med det første anbringende, kan argumenterne til støtte for dette anbringende kun forstås således, at der i det væsentlige sættes spørgsmålstegn ved Kommissionens vurdering af den pågældende bestemmelse. I et svar på et spørgsmål fra Retten under retsmødet har Kommissionen i øvrigt ikke bestridt, at sagsøgeren med dette anbringende kritiserede den for at have tilsidesat sine kontraktlige forpligtelser.
48 Under disse omstændigheder skal søgsmålet i overensstemmelse med den i præmis 42 og 43 ovenfor omhandlede retspraksis omkvalificeres til et søgsmål baseret på artikel 272 TEUF.
49 Hernæst skal det dog bemærkes, at Retten kun har kompetence til i første instans at påkende tvister af kontraktmæssig karakter, der indbringes for den af fysiske eller juridiske personer, på grundlag af en voldgiftsbestemmelse. Uden en voldgiftsbestemmelse ville Retten udvide sin dømmende myndighed til andre tvister end dem, som udtømmende er forbeholdt dens afgørelse (kendelse af 3.10.1997, Mutual Aid Administration Services mod Kommissionen, T-186/96, Sml., EU:T:1997:149, præmis 47, og af 8.2.2010, Alisei mod Kommissionen, T-481/08, Sml., EU:T:2010:32, præmis 58).
50 Unionens retsinstansers kompetence til i henhold til en voldgiftsbestemmelse at pådømme en tvist om en aftale hviler ifølge retspraksis alene på artikel 272 TEUF og på selve voldgiftsbestemmelsen (dom af 8.4.1992, Kommissionen mod Feilhauer, C-208/90, Sml., EU:C:1992:172, præmis 13). Denne kompetence udgør en undtagelse fra almindelige retsregler og skal derfor fortolkes snævert (dom af 18.12.1986, Kommissionen mod Zoubek, 426/85, Sml., EU:C:1986:501, præmis 11). Retten kan således kun tage stilling til en kontraktretlig tvist, såfremt parterne har samtykket i, at Retten kan udøve kompetence i denne henseende (jf. dom af 16.9.2013, GL2006 Europe mod Kommissionen, T-435/09, Sml. (uddrag), EU:T:2013:439, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning kendelse Mutual Aid Administration Services mod Kommissionen, nævnt i præmis 49 ovenfor, EU:T:1997:149, præmis 46).
51 Retten kan således kun pådømme det foreliggende søgsmål som omkvalificeret i præmis 48 ovenfor, hvis finansieringsaftalen indeholder en voldgiftsbestemmelse, som giver den denne kompetence. Det må derfor undersøges, om den pågældende aftale indeholder en sådan bestemmelse.
52 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at traktaten ifølge fast retspraksis ikke fastsætter nogen særlige formkrav for en voldgiftsbestemmelse. Enhver bestemmelse, som angiver, at parterne ønsker, at eventuelle tvister ikke skal indbringes for de nationale domstole, men for Unionens retsinstanser, må derfor anses for tilstrækkelig til, at disse har kompetence i henhold til artikel 272 TEUF (dom af 17.3.2005, Kommissionen mod AMI Semiconductor Belgium m.fl., C-294/02, Sml., EU:C:2005:172, præmis 50).
53 I den foreliggende sag indeholder finansieringsaftalen en artikel I.8 med overskriften »Law applicable and competent court« (lovvalg og værneting). I henhold til denne artikels stk. 2 »kan støttemodtagerne anlægge søgsmål mod Kommissionens afgørelser om anvendelsen af den pågældende aftales bestemmelser og retningslinjerne for gennemførelse af den ved Retten og i tilfælde af en appel ved Domstolen«.
54 Det følger heraf, at Retten i finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, angives som værneting i første instans i forbindelse med alle søgsmål anlagt af en støttemodtager i henhold til finansieringsaftalen (herefter »støttemodtageren«) (jf. præmis 36 ovenfor) mod Kommissionens afgørelser om anvendelsen af aftalens bestemmelser og retningslinjerne for gennemførelse af den.
55 Henset til ordlyden og brugen af begreberne »støttemodtagere« og »Kommissionens afgørelser« samt den ikke gensidige karakter af bestemmelsen i finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, som ikke giver Retten nogen kompetence i forbindelse med søgsmål anlagt af Kommissionen i forbindelse med den pågældende aftale, er formuleringen af denne bestemmelse forskellig fra formuleringen af de sædvanlige voldgiftsbestemmelser og kan, som Kommissionen i øvrigt erkendte under retsmødet, give anledning til forvirring, da den kan minde om den legalitetskontrol, der foretages af annullationssøgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF.
56 Hvor beklagelig den tvetydighed, der følger af den atypiske formulering af bestemmelsen i finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, end er, må det i modsætning til, hvad Kommissionen hævder, fastslås, at dette forhold ikke er af en sådan art, at det forhindrer, at denne bestemmelse betegnes som en voldgiftsbestemmelse.
57 Det skal i denne forbindelse først og fremmest bemærkes, at overskriften til finansieringsaftalens artikel I.8, »Law applicable and competent court«, allerede angiver, at formålet med bestemmelsen i stk. 2 er at udpege den retsinstans, der har kompetence til at pådømme tvister i tilknytning til den pågældende aftale.
58 Artikel I.8, stk. 2, bestemmer, at støttemodtagerne kan anlægge et søgsmål i første instans ved Retten mod Kommissionens afgørelser vedrørende anvendelsen af finansieringsaftalens bestemmelser og retningslinjerne for gennemførelse af den, og finansieringsaftalen giver således Retten kompetence til at pådømme støttemodtagernes søgsmål i forbindelse med tvister i tilknytning til den pågældende aftale i overensstemmelse med artikel 272 TEUF.
59 Det skal dernæst bemærkes, at de søgsmål, som støttemodtagerne i henhold til finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, kan indbringe i første instans for Retten, vedrører Kommissionens afgørelser om anvendelsen af finansieringsaftalen og retningslinjerne for gennemførelse af den, som det fremgår af bestemmelsens ordlyd.
60 De afgørelser, som Kommissionen træffer på grundlag af aftalens bestemmelser, og som er en uadskillelig del af kontraktforholdet, som f.eks. den debetnota, der er tale om i den foreliggende sag, henhører således under denne bestemmelse.
61 Det følger dels heraf, at finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, i modsætning til, hvad Kommissionen hævder, ikke kan betragtes som en simpel påmindelse om Rettens kompetence til at pådømme annullationssøgsmål anlagt i medfør af artikel 263 TEUF.
62 Ud over at denne aftalebestemmelse ikke indeholder nogen henvisning til artikel 263 TEUF, fremgår det af den i præmis 29 ovenfor nævnte retspraksis, at retsakter vedtaget af institutionerne, som er en uadskillelig del af et rent kontraktforhold, som følge af selve deres karakter ikke hører til de retsakter, som kan påstås annulleret af Retten i henhold til artikel 263 TEUF.
63 Da bestemmelsen i finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, som det fremgår af præmis 59 og 60 ovenfor, netop vedrører de søgsmål, der kan anlægges i tilknytning til afgørelser eller retsakter, som dem, der er nævnt i præmis 62 ovenfor, ville den fortolkning, som Kommissionen foreslår, og hvorefter finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, blot er en påmindelse om annullationssøgsmål i medfør af artikel 263 TEUF, medføre en kontraktmæssig udvidelse af betingelserne for realitetsbehandling af annullationssøgsmål, således som de er fastsat i artikel 263 TEUF, og således som de er fortolket i retspraksis, selv om de er ufravigelige (jf. kendelse af 15.4.2010, Makhteshim-Agan Holding m.fl. mod Kommissionen, C-517/08 P, EU:C:2010:190, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis, og af 15.12.2010, Albertini m.fl. mod Parlamentet, T-219/09 og T-326/09, Sml., EU:T:2010:519, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis), således at parterne ikke er rådige herover.
64 Dels må det – i modsætning til de argumenter, som Kommissionen fremførte under retsmødet – fastslås, at det, henset til betragtningerne i præmis 59 og 60 ovenfor, ville være i strid med ordlyden af finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, hvis anvendelsesområdet for denne bestemmelse begrænsedes til søgsmål i tilknytning til afgørelser, som Kommissionen måtte træffe på grundlag af artikel 299 TEUF.
65 Det skal i denne forbindelse tilføjes, at afgørelser, der træffes i medfør af artikel 299 TEUF, er specifikt omhandlet i finansieringsaftalen artikel II.18, stk. 5, som Kommissionen har nævnt. Kommissionen har orienteret støttemodtagerne om, at eventuelle uberettiget udbetalte beløb kan kræves tilbagebetalt på grundlag af en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes i medfør af artikel 299 TEUF, og at denne afgørelse kan indbringes for Retten. Ud over at der i finansieringsaftalens artikel II.18, stk. 5, overhovedet ikke henvises til samme aftales artikel I.8, stk. 2, skal det bemærkes, at Kommissionen ikke har redegjort for, hvordan finansieringsaftalens artikel II.18, stk. 5, skulle bekræfte den snævre fortolkning af aftalens artikel I.8, stk. 2. Eksistensen af denne specifikke bestemmelse i aftalens artikel II.8, stk. 5, vedrørende retsakter, der kan tvangsfuldbyrdes, bekræfter tværtimod, at begrebet »afgørelse vedrørende gennemførelsen af aftalens bestemmelser« i aftalens artikel I.8, stk. 2, ikke henviser til retsakter, der kan tvangsfuldbyrdes, og som kan adskilles fra selve kontraktforholdet.
66 Hvad endelig angår den terminologi, der anvendes i finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, nærmere bestemt ordene »afgørelse« og »støttemodtager« samt den i denne artikel omhandlede bestemmelses ensidige karakter, skal det bemærkes, at enhver bestemmelse, som angiver, at parterne ønsker, at eventuelle tvister ikke skal indbringes for de nationale domstole, men for Unionens retsinstanser, må anses for tilstrækkelig til, at disse har kompetence i henhold til artikel 272 TEUF, som det fremgår af den i præmis 52 ovenfor nævnte retspraksis. I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende i denne forbindelse, forhindrer formuleringen af finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, ikke, at den betegnes som en voldgiftsbestemmelse.
67 Henset til alle de ovenstående betragtninger må det således fastslås, dels at det foreliggende søgsmål skal omkvalificeres til et søgsmål anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF, dels at Retten har kompetence til at pådømme dette søgsmål i medfør af artikel 272 TEUF og i medfør af voldgiftsbestemmelsen i finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2.
Sagens realitet
68 Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål, således som omkvalificeret, gjort to anbringender gældende vedrørende for det første en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder, idet finansieringsaftalens bestemmelser er blevet tilsidesat, og for det andet en tilsidesættelse af begrundelsespligten.
Det første anbringende om en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder, idet finansieringsaftalens bestemmelser er blevet tilsidesat
69 Med det første anbringende kritiserer sagsøgeren Kommissionen for at have fastslået, at visse omkostninger til et samlet beløb af 48 971,84 EUR er ikke-støtteberettigede. Der er for det første tale om personaleomkostninger på 44 156,76 EUR, for det andet rejse- og opholdsomkostninger på henholdsvis 638,04 EUR og 1 354,08 EUR og for det tredje omkostninger til levering af tjenesteydelser på 2 822,96 EUR.
70 Kommissionen har bestridt dette anbringendes velbegrundethed. Den mener navnlig, at det var berettiget, at den krævede, at sagsøgeren tilbagebetaler et beløb på i alt 55 490,39 EUR.
– Indledende bemærkninger
71 Indledningsvis skal det bemærkes, at det følger af et grundlæggende princip, der gælder for finansiel EU-støtte, at EU kun kan tildele støtte til faktisk afholdte udgifter. Følgelig skal modtagerne af støtten, for at Kommissionen kan udøve sin kontrol, godtgøre rigtigheden af de udgifter, der er henført til de projekter, som støtten er tildelt til, idet den fremlæggelse af pålidelige oplysninger, som støttemodtagere skal sikre, er en afgørende forudsætning for, at det kontrol- og bevissystem, der er indført for at kontrollere, om betingelserne for tildeling af støtten er opfyldt, fungerer korrekt. Det er således ikke, som begrundelse for tildeling af en bestemt støtte, tilstrækkeligt at dokumentere, at et projekt er blevet gennemført. Støttemodtageren skal desuden føre bevis for, at han har afholdt de angivne udgifter i overensstemmelse med de betingelser, der gælder for tildeling af den pågældende støtte, idet alene behørigt dokumenterede udgifter er støtteberettigede. Forpligtelsen til at overholde de fastsatte finansielle betingelser udgør endvidere et af de afgørende tilsagn og er som sådan en forudsætning for tildeling af EU-støtten (dom af 22.5.2007, Kommissionen mod IIC, T-500/04, Sml., EU:T:2007:146, præmis 94; jf. i samme retning og analogt hermed dom af 19.1.2006, Comunità montana della Valnerina mod Kommissionen, C-240/03 P, Sml., EU:C:2006:44, præmis 69, 76, 78, 86 og 97).
72 Da tildelingen af støtte, således som det fremgår af finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 1, er underlagt aftalebestemmelserne, de gældende EU-retlige regler og subsidiært belgisk ret om tildeling af støtte, skal det bemærkes, at det i præmis 71 ovenfor nævnte princip afspejles i denne aftales bestemmelser om retningslinjerne for tildeling af finansiering. Det fremgår således navnlig af aftalens artikel I.4.2-I.4.5, I.5 og II.15.2-II.15.4, at sagsøgeren på forskellige tidspunkter af projektgennemførelsen skal fremsende opgørelser af de faktisk afholdte støtteberettigede omkostninger til Kommissionen, idet Kommissionen eventuelt kan anmode om at få tilsendt supplerende oplysninger og dokumentation. På grundlag af de i finansieringsaftalens artikel II.15.4 omhandlede dokumenter, herunder navnlig den endelige opgørelse af de faktisk afholdte støtteberettigede omkostninger, fastsætter Kommissionen i henhold til aftalens artikel II.17 og med forbehold for oplysninger modtaget på et senere tidspunkt i forbindelse med en revision gennemført i henhold til aftalens artikel II.19 det endelige støttebeløb.
73 Det skal i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at finansieringsaftalens artikel II.14.1 for så vidt angår de kriterier, der er bestemmende for, om omkostningerne er støtteberettigede, er affattet således:
»Omkostninger skal for at kunne blive betragtet som støtteberettigede omkostninger opfylde følgende generelle kriterier:
– have tilknytning til aftalens genstand og fremgå af det foreløbige budget, der er vedhæftet aftalen
– være nødvendige for gennemførelsen af det projekt, der er genstand for aftalen
– være rimelige og berettigede og i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, navnlig med hensyn til nytteværdi og omkostningseffektivitet
– være afholdt i projektgennemførelsesperioden, som er fastsat i aftalens artikel I.2.2
– rent faktisk være afholdt af støttemodtagerne, […] skal være opført i deres regnskaber i overensstemmelse med de regnskabsprincipper, der finder anvendelse på dem, og […] skal være omfattet af de erklæringer, der kræves i henhold til de gældende skattelove og love om socialsikring
– skal kunne identificeres og kontrolleres.
Støttemodtagernes bogføringsmetoder og interne kontrolprocedurer skal muliggøre en direkte sammenligning mellem dels de oplyste omkostninger og indtægter i forbindelse med projektet, dels regnskabsoversigterne og dokumentationen for omkostningerne og indtægterne.«
74 I finansieringsaftalens artikel II.14.2 defineres de støtteberettigede direkte omkostninger endvidere således:
»De støtteberettigede direkte omkostninger i forbindelse med projektet er omkostninger, som i henhold til de i artikel II.14.1 omhandlede kriterier for støtteberettigelse kan betragtes som specifikke projektomkostninger, som har direkte tilknytning til gennemførelsen af projektet, og som kan tilskrives dette direkte. Følgende direkte omkostninger er navnlig støtteberettigede, for så vidt som de opfylder de i ovenstående afsnit opstillede kriterier:
– personaleomkostninger til projektet, svarende til de faktiske lønninger og socialsikringsbidrag og andre vedtægtsmæssige udgifter, der indgår i lønnen, forudsat at disse ikke overstiger de gennemsnitsatser, der svarer til støttemodtagernes sædvanlige lønpolitik
– rejse- og opholdsudgifter for det personale, der deltager i projektet, for så vidt som de svarer til støttemodtagernes normale praksis i forbindelse med rejseomkostninger eller ikke overstiger de tariffer, som Kommissionen fastsætter hvert år
– […]«
75 Det er på grundlag af disse bemærkninger, at det første anbringende skal undersøges.
– Personaleomkostningerne
76 Sagsøgerens argumenter vedrører personaleomkostningerne for dels C.S. og J.S. (44 100 EUR), dels H. (56,76 EUR).
77 Hvad angår for det første personaleomkostningerne for C.S. og J.S. har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen med urette har anset dem for ikke at være støtteberettigede. Sagsøgeren mener i det væsentlige at have dokumenteret, at disse medarbejdere har deltaget i projektet, ved hjælp af deres publikationer, oversigter over deres arbejde og supplementer til »Final Technical Implementation Report« (den endelige tekniske gennemførelsesrapport) og arbejde i tilknytning til præsentationer, som den har fremsendt til Kommissionen i forlængelse af revisionsberetningen, og som den ligeledes har vedlagt sin stævning.
78 Kommissionen bestrider sagsøgerens argumenter.
79 Det skal bemærkes, at hverken de argumenter, som sagsøgeren har fremført, eller de dokumenter, denne har fremlagt, kan godtgøre, at C.S og J.S. har deltaget i projektet.
80 For det første stammer alle de publikationer, som C.S. og J.S. har fået udgivet, og som sagsøgeren har fremsendt, fra 2008. Mens projektet ifølge finansieringsaftalens artikel I.1.4 blev gennemført i perioden 15. april 2004 til 15. april 2006, og de støtteberettigede omkostninger ifølge aftalens artikel II.14.1, skulle være afholdt i løbet af projektgennemførelsesperioden, har sagsøgeren ikke godtgjort, at det forberedende arbejde til disse publikationer er blevet gennemført i projektgennemførelsesperioden. Endvidere fremgår det ikke, som sagsøgeren hævder, af disse publikationer, at deres udgivelse er blevet forsinket som følge af fagfællebedømmelsen af disse bidrag. Det præciseres dels udtrykkeligt, at den første publikation blev fremsendt til publicering den 8. februar 2008, blev accepteret den 10. april 2008 og publiceret den 6. maj samme år. Dels skal det med hensyn til de øvrige publikationer af de samme forfattere, som er vedlagt stævningen, bemærkes, at de ikke er forsynet med oplysninger om datoen for indgivelse til publicering, idet publikationsdatoen i 2008 alene ikke er tilstrækkelig til at fastslå, at disse publikationer er blevet udarbejdet i projektgennemførelsesperioden.
81 For det andet er oversigterne over det arbejde, som C.S. og J.S. har udført, som Kommissionen med rette har gjort gældende, udarbejdet den 8. februar 2008, dvs. efter projektets afslutning. Mens den omstændighed, at beviserne for de pågældende medarbejderes deltagelse, således som sagsøgeren har fremført, i revisionsberetningen blev anset for at være utilstrækkelige, ganske vist berettiger fremsendelsen af nye beviselementer efter projektets afslutning, kan den dog ikke i modsætning til, hvad sagsøgeren hævder, begrunde, at de er blevet udarbejdet efterfølgende, to år efter projektafslutningen. Dels indeholder disse oversigter over arbejderne blot en liste over de i præmis 80 ovenfor nævnte publikationer, idet det tilføjes, at C.S. og J.S. skulle have deltaget i projektet som sagkyndige. Bortset fra den omstændighed, at det ikke er blevet godtgjort, at disse publikationer, som det blev fastslået i præmis 80 ovenfor, er blevet udarbejdet i projektgennemførelsesperioden, er en sådan liste og angivelsen af, at C.S. og J.S har deltaget som sagkyndige, på grund af deres generelle karakter og fraværet af enhver præcisering af, hvordan disse personer har deltaget i projektet, og enhver form for konkret bevis for denne deltagelse, utilstrækkelige.
82 For det tredje er supplementerne til »Final Technical Implementation Report« underskrevet henholdsvis den 24. og den 25. marts 2009. Disse dokumenter indeholder i det væsentlige blot følgende tre oplysninger. For det første skulle C.S. og J.S. have deltaget i projektgennemførelsen som eksperter, idet det præciseres, at det ville være »åbenlyst umuligt« at gennemføre et europæisk projekt som det pågældende projekt uden videnskabelig ekspertise på områderne intern medicin og farmakoterapi og på områderne lægemidler, farmakologi og klinisk ernæring. Dernæst skulle C.S og J.S. have deltaget i forberedelsen af arbejderne, herunder navnlig ovennævnte publikationer. Endelig skulle C.S. og J.S. have ydet rådgivning i forbindelse med drøftelserne. I forbindelse med de to sidstnævnte oplysninger henviser disse dokumenter til forskellige sider i »Interim Technical Implementation Report« (den foreløbige tekniske gennemførelsesrapport) og til »Final Technical Implementation Report«.
83 Af de i præmis 81 ovenfor nævnte grunde er disse generelle oplysninger, der er fremkommet efter projektgennemførelsen, ikke tilstrækkelige til at godtgøre, at C.S. og J.S. rent faktisk har deltaget i det pågældende projekt. Da disse supplerende dokumenter henviser til de to rapporter nævnt i præmis 82 ovenfor, skal det bemærkes, at disse rapporter ikke er en del af sagsakterne i den foreliggende sag, således at Retten ikke kan efterprøve, om sagsøgerens påstande i denne henseende er velbegrundede.
84 For det fjerde indeholder de dokumenter, som sagsøgeren har fremsendt vedrørende det »arbejde til støtte for præsentationer«, som C.S. og J.S. har udført, ingen angivelse af disse personer, og de kan ikke dokumentere, at disse personer har deltaget i projektet.
85 Det fremgår desuden af sagens akter, at hverken C.S. eller J.S. har deltaget i det møde, som sagsøgeren tilrettelagde på Cypern i september 2005 i forbindelse med projektet.
86 Det følger heraf, at personaleomkostningerne, da sagsøgeren ikke har godtgjort, at C.S. og J.S. rent faktisk har deltaget i projektet, må anses for ikke at være støtteberettigede.
87 Da de indsigelser og beviser, som sagsøgeren har fremsendt til Kommissionen i sine skrivelser af 13. og 31. marts 2009, er blevet genfremsat over for Retten og forkastet i præmis 80-84 ovenfor, kan sagsøgerens argument om, at Kommissionen har undladt at tage hensyn til disse elementer, ikke ændre på den omstændighed, at personaleomkostningerne til C.S. og J.S. ikke er støtteberettigede.
88 Sagsøgeren hævder for det andet, at Kommissionen ved beregningen af det samlede ikke-støtteberettigede beløb har undladt at fradrage et beløb på 56,76 EUR vedrørende H. fra de ikke-støtteberettigede personaleomkostninger.
89 Kommissionen har hertil svaret, at mens personaleomkostningerne til H. er blevet betragtet som støtteberettigede, må der til gengæld tilføjes et beløb på 2 025,67 EUR til de samlede ikke-støtteberettigede personaleomkostninger. Da sagsøgeren ikke har bestridt sidstnævnte beløb, der fremgår af revisionsberetningen, er det samlede beløb på 44 156,76 EUR, der er fastsat i forhåndsmeddelelsen, ikke udtømmende.
90 Det må i denne forbindelse for det første fastslås, at sagsøgeren og Kommissionen er enige om den omstændighed, at personaleomkostningerne på 56,76 EUR vedrørende H. er støtteberettigede.
91 For det andet er Kommissionens argument om, at det samlede beløb på 44 156,76 EUR fastsat i forhåndsmeddelelsen ikke var udtømmende, ikke korrekt. Selv hvis det antages, at Kommissionen kunne have krævet tilbagebetaling af personaleomkostninger, der var højere end det beløb, der fremgår af debetnotaen, ville denne omstændighed ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved den konklusion, at Kommissionen med urette har anset andre omkostninger, nemlig personaleomkostningerne vedrørende H., for ikke at være støtteberettigede.
92 Det følger heraf, at dette klagepunkt må tages til følge for så vidt angår personaleomkostningerne vedrørende H. og i øvrigt må forkastes.
– Rejse- og opholdsomkostningerne
93 Sagsøgeren bestrider, at dels opholdsomkostninger på 638,04 EUR, dels rejseomkostninger på 1 354,08 EUR ikke skulle være støtteberettigede.
94 For det første mener sagsøgeren, at denne har fremlagt bevis for opholdsudgifter for 20 deltagere i mødet på Cypern. Kommissionen, der angiveligt har undladt at tage hensyn til de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt, har således med urette fundet, at opholdsudgifter til et beløb på 638,04 EUR ikke var støtteberettigede. Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til flere dokumenter vedlagt stævningen.
95 Kommissionen har bestridt disse argumenter.
96 Det fremgår af revisionsberetningen, at sagsøgeren har opgivet opholdsomkostninger til et samlet beløb på 9 598,04 EUR. Kommissionen har på grundlag af oplysningerne om flyrejser skønnet, at 14 personer havde tilbragt i alt 56 dage på Cypern. Ved at gange dette antal dage med dagskursen for Cypern (160 EUR) fandt den, at kun et beløb på 8 960 EUR var støtteberettiget. Kommissionen har derfor i såvel revisionsberetningen som i forhåndsmeddelelsen fastslået, at forskellen mellem disse beløb (638,04 EUR) ikke var støtteberettiget.
97 Ifølge finansieringsaftalens artikel II.14.1, femte led, skal omkostninger for at kunne betragtes som støtteberettigede navnlig faktisk være afholdt af støttemodtageren.
98 For det første er listen over de deltagere, der var tilmeldt mødet på Cypern, indeholdende navnene på 20 personer imidlertid ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at alle disse personer rent faktisk har deltaget i dette møde, og heller ikke a fortiori til at godtgøre, at sagsøgeren rent faktisk har afholdt deres opholdsomkostninger. Denne konklusion gælder så meget desto mere, som den kopi af listen, som sagsøgeren har fremsendt, som Kommissionen med rette har anført, er forsynet med en manuel påskrift, hvoraf det fremgår, at fire personer ikke har fremsendt en anmodning om refusion af rejseomkostninger. Sagsøgeren har i sin stævning endvidere anført, at »opholdsomkostningerne i forbindelse med dette møde omfatter ligeledes personer, som ikke er fremmødt«.
99 Hvad for det andet angår de to øvrige dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt, og som dokumenterer, at sagsøgeren har afholdt udgifterne til leje af en mødesal samt hoteludgifterne for professor K. på henholdsvis 1 010 EUR og 1 843,96 EUR, skal det bemærkes, at denne dokumentation, i lighed med det af Kommissionen anførte, ikke kan godtgøre, hvor mange deltagere der rent faktisk har deltaget i mødet på Cypern. Det fremgår endvidere ikke af sagsøgerens argumenter, at denne nu kræver, at udgifterne til leje af en mødesal og hoteludgifter skal betragtes som støtteberettigede omkostninger.
100 Det følger heraf, at sagsøgeren ikke har fremlagt nogen oplysninger, der gør det muligt at fastslå, at opholdsomkostninger på et beløb på 638,04 EUR er støtteberettigede. Under disse omstændigheder må argumentet om, at Kommissionen skulle have undladt at tage hensyn til de bemærkninger og beviser, som sagsøgeren var fremkommet med i sin skrivelse af 31. marts 2009, forkastes af de samme årsager som dem, der er nævnt i præmis 87 ovenfor.
101 For det andet mener sagsøgeren, at denne har godtgjort, at rejseomkostninger på et beløb på 1 354,08 EUR er støtteberettigede, ved at fremlægge boarding cards for fire medarbejdere.
102 Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at fastslå, at det fremgår af Kommissionens skrivelser, at den har erkendt, at rejseomkostninger på et beløb på 1 354,08 EUR er støtteberettigede, hvilket den i øvrigt udtrykkeligt har bekræftet som svar på Rettens spørgsmål under retsmødet.
103 Det følger heraf, at dette klagepunkt må tages til følge for så vidt angår rejseomkostningerne og i øvrigt må forkastes.
– Omkostningerne til levering af tjenesteydelser
104 Med hensyn til omkostningerne til levering af tjenesteydelser har sagsøgeren dels gjort gældende, at WHO kun har afholdt 3 522,86 EUR af udgifterne til trykning af artiklen »Public Health responses to extreme weather events« (Foranstaltninger med henblik på beskyttelse af folkesundheden i tilfælde af ekstreme vejrforhold, herefter »artiklen om folkesundhedsforanstaltninger«), som det også fremgår af det kontoudtog, som sagsøgeren har fremlagt, således at det resterende beløb på 2 471,14 EUR er støtteberettiget. Dels har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionens beregning af de ikke-støtteberettigede omkostninger er urigtig, da det beløb, der i revisionsberetningen oprindeligt var fastsat til 12 918,45 EUR, i forhåndsmeddelelsen er blevet forhøjet til 13 270,27 EUR, uden at denne forhøjelse er blevet forklaret.
105 Kommissionen har svaret, at omkostninger til levering af tjenesteydelser på et beløb på 12 918,45 EUR, herunder beløbet på 2 471,14 EUR, som sagsøgeren har anset for at være støtteberettiget, ikke er støtteberettigede, da dette beløb er uforståeligt og utilstrækkeligt godtgjort.
106 Hvad angår for det første forskellen mellem de ikke-støtteberettigede beløb i tilknytning til levering af tjenesteydelser anført i revisionsberetningen (12 918,45 EUR) og i forhåndsmeddelelsen (13 270,27 EUR) skal det bemærkes, at Kommissionen i sit svarskrift baserer sin argumentation på et samlet ikke-støtteberettiget beløb for disse omkostninger på 12 918,45 EUR. Det følger heraf, at Kommissionen, som den i øvrigt bekræftede i sit svar på Rettens spørgsmål under retsmødet, har erkendt, at forskellen mellem de to beløb, dvs. 351,83 EUR, er støtteberettiget.
107 Sagsøgerens argument i denne henseende må således tages til følge, og det fastslås, at et beløb på 351,82 EUR i form af omkostninger til levering af tjenesteydelser er støtteberettiget.
108 Hvad angår udgifterne til trykning af artiklen om folkesundhedsforanstaltninger skal det for det andet bemærkes, at oplysningerne i sagsakterne, dvs. den aftale, som sagsøgeren har indgået med WHO om udførelse af arbejder i tilknytning til den pågældende artikel og et kontoudtog, der dokumenterer, at sagsøgeren har modtaget et beløb på 3 522,86 EUR, ikke kan godtgøre, at beløbet på 2 471,14 EUR er støtteberettiget.
109 Disse dokumenter gør det således kun muligt at fastslå, at sagsøgeren i henhold til den aftale, som denne havde indgået med WHO om gennemførelse af arbejder i forbindelse med artiklen, navnlig skulle redigere artiklen om folkesundhedsforanstaltninger og fremsende den til European Journal of Public Health, og at sagsøgeren har modtaget beløbet på 3 522,86 EUR fra WHO. Disse dokumenter gør det dog hverken muligt at fastslå, hvordan dette beløb er blevet anvendt, eller at sagsøgeren rent faktisk har afholdt omkostninger på 2 471,14 EUR.
110 Det fremgår imidlertid af finansieringsaftalens artikel II.14.1, at omkostninger for at være støtteberettigede ikke blot rent faktisk skal være afholdt af støttemodtageren, men også, som Kommissionen med rette har gjort gældende, skal kunne identificeres og kontrolleres.
111 Ifølge samme bestemmelse skal omkostningerne for at være støtteberettigede have forbindelse med finansieringsaftalens genstand. Det fremgår imidlertid ikke af de dokumenter, som sagsøgeren har fremsendt, at udarbejdelsen af artiklen om folkesundhedsforanstaltninger rent faktisk indgår i det projekt, der finansieres via den pågældende aftale.
112 Det følger heraf, at omkostninger til levering af tjenesteydelser på et beløb på 351,82 EUR betragtes som støtteberettigede, og at sagsøgerens klagepunkt i øvrigt må forkastes.
113 Henset til det ovenstående må det fastslås, at sagsøgeren i forbindelse med det første anbringende har godtgjort, at et beløb på i alt 1 762,66 EUR er støtteberettiget, idet dette beløb svarer til personaleomkostninger for H. (56,76 EUR), visse rejseomkostninger (1 354,08 EUR) og visse omkostninger til levering af tjenesteydelser (351,82 EUR).
114 Kommissionens argument, hvorefter den ville have haft ret til at kræve, at sagsøgeren tilbagebetalte et beløb på i alt 55 490,39 EUR, dvs. et højere beløb end det, den opkrævede med debetnotaen, ændrer ikke denne konklusion.
115 Denne argumentation kan ikke tages til følge af de samme grunde som dem, der er nævnt i præmis 91 ovenfor.
116 Selv hvis det antages, at Kommissionen med denne argumentation har haft til hensigt at fremsætte et modkrav ved Retten, og at Retten til trods for formuleringen af voldgiftsbestemmelsen har kompetence til at træffe afgørelse om dette krav, henset til retspraksis, hvorefter kompetence til at træffe afgørelse i en hovedsag i Unionens retsmiddelsystem medfører, at der er kompetence til at træffe afgørelse om ethvert modkrav, der er fremsat under samme procedure, og som udspringer fra den samme retsakt eller den samme faktiske omstændighed, som er genstand for stævningen (jf. kendelse af 27.5.2004, Kommissionen mod IAMA Consulting, C-517/03, Sml., EU:C:2004:326, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis), må dette modkrav under alle omstændigheder afvises, henset til kravene i procesreglementets artikel 46, stk. 1, litra c). Det fremgår således hverken med den krævede tydelighed af Kommissionens skrivelser eller af de bemærkninger, den fremsatte under retsmødet, at der skulle være tale om et sådant krav, og det underbygges heller ikke af argumenter og beviselementer, der sætter Retten i stand til at bedømme, om kravet ville skulle tages til følge, og sagsøgeren i stand til at forberede sit forsvar.
117 Henset til det ovenstående må det første anbringende tages delvist til følge for så vidt angår godtgørelse af støtteberettigelsen af personaleomkostninger for H. (56,76 EUR), af visse rejseomkostninger (1 354,08 EUR) og af visse omkostninger til levering af tjenesteydelser (351,82 EUR).
Det andet anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten
118 Sagsøgeren har i forbindelse med sit andet anbringende gjort gældende, at debetnotaen er behæftet med en begrundelsesmangel.
119 Kommissionen har bestridt dette anbringende.
120 Den begrundelsespligt, som sagsøgeren hævder er tilsidesat, påhviler Kommissionen i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF. Den angår dog kun denne institutions ensidige handlinger. Den påhviler følgelig ikke Kommissionen i henhold til finansieringsaftalen (jf. i denne retning dom af 25.5.2004, Distilleria Palma mod Kommissionen, T-154/01, Sml., EU:T:2004:154, præmis 46).
121 Anbringendet om en manglende begrundelse er således uden relevans i forbindelse med et søgsmål anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF, når en eventuel tilsidesættelse af denne forpligtelse er uden betydning for de forpligtelser, der påhviler Kommissionen i henhold til den pågældende aftale (jf. i denne retning dom af 3.6.2009, Kommissionen mod Burie Onderzoek en Advies, T-179/06, Sml., EU:T:2009:171, præmis 117 og 118, og af 11.12.2013, EMA mod Kommissionen, T-116/11, Sml., EU:T:2013:634, under appel, præmis 275).
122 Denne konklusion ændres ikke af sagsøgerens argument om, at det, da en beslutning om nedsættelse af en EU-støtte ifølge fast retspraksis har alvorlige konsekvenser for modtageren af støtten, af beslutningen skal fremgå klart, på hvilket grundlag støtten er blevet nedsat i forhold til det oprindeligt bevilgede beløb (dom af 17.9.2003, Stadtsportverband Neuss mod Kommissionen, T-137/01, Sml., EU:T:2003:232, præmis 53). Denne retspraksis er således ikke relevant i den foreliggende sag, da den økonomiske støtte, der er tale om i den sag, der gav anledning til dom Stadtsportverband Neuss mod Kommissionen (EU:T:2003:232), til forskel fra i den foreliggende sag ikke var blevet bevilget i henhold til en aftale, men i henhold til en afgørelse truffet af Kommissionen som svar på en anmodning fra Stadtsportverband Neuss eV, og da der i den pågældende sag var blevet anlagt et annullationssøgsmål ved Retten til prøvelse af Kommissionens beslutning om delvis tilbagebetaling af den pågældende økonomiske støtte.
123 Det følger heraf, at sagsøgerens andet anbringende skal forkastes som irrelevant.
124 Henset til alle de ovenstående bemærkninger skal søgsmålet tages delvist til følge for så vidt angår godtgørelse af støtteberettigelsen af personaleomkostninger for H. (56,76 EUR), af visse rejseomkostninger (1 354,08 EUR) og af visse omkostninger til levering af tjenesteydelser (351,82 EUR) og i øvrigt forkastes.
Sagens omkostninger
125 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
126 I den foreliggende sag har sagsøgeren under retsmødet nedlagt påstand om, at Kommissionen under alle omstændigheder og selv i tilfælde af frifindelse, tilpligtes at betale samtlige omkostninger, da den tvetydige formulering af finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, havde vildledt sagsøgeren med hensyn til de muligheder for retslig prøvelse, denne havde.
127 Det skal imidlertid bemærkes, at sagsøgeren oprindeligt havde baseret sit søgsmål på bestemmelserne i artikel 263 TEUF, og at det først var efter, at Kommissionen havde fremsat sin formalitetsindsigelse, at sagsøgeren benyttede sig af bestemmelsen i finansieringsaftalens artikel I.8, stk. 2, og anmodede Retten om at omkvalificere sagsøgerens søgsmål til et søgsmål baseret på artikel 272 TEUF. Det følger heraf, at den tvetydige formulering af bestemmelsen, så beklagelig, den end er, ikke har ligget til grund for anlæggelsen af et søgsmål, der oprindeligt var baseret på bestemmelserne i artikel 263 TEUF. Den pågældende bestemmelse har i øvrigt ikke forhindret en omkvalificering af dette søgsmål til et søgsmål baseret på artikel 272 TEUF og Rettens antagelse af søgsmålet til realitetsbehandling.
128 Da sagsøgeren under disse omstændigheder i det væsentlige har tabt sagen, pålægges det i overensstemmelse med procesreglementets artikel 87, stk. 2, denne at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Personaleomkostningerne for H. på 56,76 EUR, rejseomkostninger på 1 354,08 EUR og omkostninger til levering af tjenesteydelser på 351,82 EUR afholdt af Technische Universität Dresden i forbindelse med gennemførelse af aftalen med referencenummer 2003114 (SI2.377438) om finansiering af projektet »Collection of European Data on Lifestyle Health Determinants – Coordinating Party (LiS)« gennemført inden for rammerne af program for Fællesskabets indsats inden for folkesund (2003-2008) er støtteberettigede, således at Europa-Kommissionens fordring på disse beløb, som er opført i debetnota nr. 3241011712 af 4. november 2010, er uberettiget.
2) I øvrigt frifindes Kommissionen.
3) Technische Universität Dresden betaler sagens omkostninger.
Martins Ribeiro | Gervasoni | Madise |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 24. oktober 2014.
Underskrifter