Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 19. september 2005 af VAT and Duties Tribunal, London Tribunal Centre, i sagen 1) JP Morgan Fleming Claverhouse Investment Trust plc, 2) The Association of Investment Trust Companies mod Commissioners of HM Revenue and Customs

(Sag C-363/05)

(Processprog: engelsk)

Ved kendelse afsagt den 19. september 2005, indgået til Domstolens Justitskontor den 27. september 2005, har VAT and Duties Tribunal, London i sagen 1) JP Morgan Fleming Claverhouse Investment Trust plc, 2) The Association of Investment Trust Companies mod Commissioners of HM Revenue and Customs forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Kan begrebet "investeringsforeninger" ("special investment funds") i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6, 1 omfatte lukkede investeringsforeninger, såsom ITC'er?

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, giver begrebet "således som disse er fastsat af medlemsstaterne" i artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6,

a)    da medlemsstaterne mulighed for at udvælge visse af disse "investeringsforeninger" inden for deres jurisdiktion, der skal drage fordel af fritagelsen for levering af forvaltningsydelser, og udelukke andre fra fritagelsen, eller

b)    indebærer begrebet, at medlemsstaterne skal identificere de fonde inden for deres jurisdiktion, der er omfattet af definitionen på "investeringsforeninger", og at alle sådanne fonde kan drage fordel af fritagelsen?

Hvis det andet spørgsmål besvares således, at medlemsstater kan udvælge, hvilke "investeringsforeninger" der drager fordel af fritagelsen, hvorledes påvirker principperne om afgiftsneutralitet, ligebehandling og forebyggelsen af konkurrencefordrejninger da udøvelsen af dette skøn?

Har artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6, direkte virkning?

____________

1 - Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17.5.1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1.