RETTENS DOM (Første Afdeling)
12. november 2008 (*)
»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-figurmærket Limoncello della Costiera Amalfitana shaker – det ældre nationale ordmærke LIMONCHELO – relativ registreringshindring – risiko for forveksling – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 – appel – hjemvisning fra Domstolen«
I sag T‑7/04,
Shaker di L. Laudato & C. Sas, Vietri sul Mare (Italien), ved avocat F. Sciaudone,
sagsøger,
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved O. Montalto og P. Bullock, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
den anden part i sagen for appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design):
Limiñana y Botella, SL, Monforte del Cid (Spanien),
angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 24. oktober 2003 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 933/2002-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Limiñana y Botella, SL og Shaker di L. Laudato & C. Sas,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RETI FØRSTE INSTANS (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, V. Tiili (refererende dommer), og dommerne F. Dehousse og I. Wiszniewska-Białecka,
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. juni 2008,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Den 20. oktober 1999 indgav sagsøgeren, Shaker di L. Laudato & C. Sas, i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), som ændret (herefter »forordning nr. 40/94«), en ansøgning om registrering af et EF-varemærke til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (herefter »Harmoniseringskontoret«).
2 Varemærket, som ansøgtes registreret, var følgende figurtegn, som ifølge beskrivelsen i ansøgningen er blåt, azurblåt, gult, rødt og hvidt:
3 De varer, som registreringsansøgningen vedrører, henhører – efter en henvendelse fra Harmoniseringskontoret den 23. november 1999 og efter tilbagetrækkelsen af en klasse – under klasse 29 og 33 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret (herefter »Nicearrangementet«), og svarer for hver af disse klasser og efter en begrænsning til følgende beskrivelse:
– klasse 29: »geleer, syltetøj, marmelade«
– klasse 33: »citronlikør, der hidrører fra Amalfikysten«.
4 EF-varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EF-Varemærketidende nr. 30/2000 af 17. april 2000.
5 Den 1. juni 2000 rejste indsigeren, Limiñana y Botella, SL, i medfør af artikel 42 i forordning nr. 40/94 indsigelse mod registrering af det ansøgte varemærke. Indsigelsen blev støttet på den spanske registrering nr. 2 020 372 i henhold til ansøgningen af 27. marts 1996 af ordmærket LIMONCHELO, der betegner varer i klasse 33 (»vine, spirituosa og likører«).
6 Indsigelsen vedrørte en del af de varer, der var omfattet af EF-varemærkeansøgningen, nemlig varerne i klasse 33. Indsigelsen var støttet på alle de varer, der var omfattet af det ældre varemærke.
7 Den registreringshindring, der blev påberåbt til støtte for indsigelsen, var den af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 omfattede.
8 Ved afgørelse af 9. september 2002 tog Indsigelsesafdelingen indsigelsen til følge. Indsigelsesafdelingen mente, at der i Spanien var en risiko for forveksling, henset til at de omhandlede varer var af samme art, og at der var visuelle og fonetiske ligheder mellem de omtvistede varemærker.
9 Den 7. november 2002 klagede sagsøgeren i medfør af artikel 57-62 i forordning nr. 40/94 til Harmoniseringskontoret over Indsigelsesafdelingens afgørelse.
10 Ved afgørelse af 24. oktober 2003 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Andet Appelkammer klagen. Appelkammeret mente, at der – henset til ligheden mellem de omtvistede varemærker og til sammenfaldet mellem de heraf omfattede varer – var risiko for, at de spanske forbrugere forvekslede eller sammenkoblede deres handelsmæssige oprindelse.
Retsforhandlingerne for Retten og Domstolen
11 Ved stævning, der blev indgivet til Rettens Justitskontor den 7. januar 2004, anlagde sagsøgeren sag med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, idet denne for det første påberåbte sig tilsidesættelsen af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, for det andet magtfordrejning og for det tredje tilsidesættelsen af begrundelsespligten.
12 Ved Rettens dom af 15. juni 2005, Shaker mod KHIM – Limiñana y Botella (Limoncello della Costiera Amalfitana shaker) (sag T-7/04, Sml. II, s. 2305, herefter »Rettens dom«), gav Retten sagsøgeren medhold i påstanden og annullerede den anfægtede afgørelse.
13 I denne dom konstaterede Retten indledningsvis, at varerne var af samme art, og gik herefter over til at foretage en sammenligning af de omhandlede varemærker. Den fastslog, at gengivelsen af den runde tallerken dekoreret med citroner var den dominerende bestanddel af det ansøgte varemærke (præmis 59 i Rettens dom). Den anså, at dette varemærkes ordbestanddele ikke visuelt var dominerende, og mente herefter ikke, at der var grund til at vurdere disse bestanddeles fonetiske og begrebsmæssige egenskaber (præmis 60-64 i Rettens dom).
14 Retten fastslog, at den dominans, som den figurative gengivelse af en rund tallerken dekoreret med citroner har i forhold til det ansøgte varemærkes øvrige bestanddele, udelukker enhver risiko for forveksling, som bygger på visuelle, fonetiske og begrebsmæssige ligheder mellem ordene »limonchelo« og »limoncello« i de omtvistede varemærker (præmis 66 i Rettens dom). Retten fastslog også, at den dominans, som den figurative bestanddel, der udgøres af en rund tallerken dekoreret med citroner, har i det ansøgte varemærke, i det foreliggende tilfælde indebærer, at vurderingen af det ældre varemærkes bestanddele, der har særpræg, er helt uafhængig af anvendelsen af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, fordi denne dominerende bestanddel i form af en rund tallerken dekoreret med citroner udelukker risikoen for forveksling med det ældre varemærke (præmis 68 i Rettens dom).
15 Retten mente derfor, at uanset at de omhandlede varer var af samme art, var graden af lighed mellem de omtvistede varemærker ikke tilstrækkelig stor til, at der var risiko for forveksling (præmis 69 i Rettens dom). Retten tiltrådte således det første anbringende, fastslog, at det var ufornødent at behandle de andre anbringender, og annullerede den anfægtede afgørelse.
16 Ved stævning, der blev indgivet til Domstolens Justitskontor den 9. september 2005, iværksatte Harmoniseringskontoret en appel, hvori det nedlagde påstand om, at Domstolen ophævede Rettens dom. Harmoniseringskontoret har påberåbt sig to anbringender til støtte for sin appel, men har under sagen for Domstolen som følge af en af Retten foretaget berigtigelse ved kendelse af 12. januar 2006 frafaldet det andet anbringende. Det anbringende, Harmoniseringskontoret fremførte i forbindelse med sin appel, vedrørte en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94.
17 Ved dom af 12. juni 2007, KHIM mod Shaker (sag C-334/05 P, Sml. I, s. 4529, herefter »Domstolens dom« eller »dommen i sagen KHIM mod Shaker«), ophævede Domstolen Rettens dom, hjemviste sagen til Retten og udsatte afgørelsen om sagens omkostninger.
18 I sin dom fastslog Domstolen bl.a.:
»37 I det foreliggende tilfælde har Retten i den appellerede doms præmis 49 understreget den […] retspraksis, hvorefter helhedsvurderingen af risikoen for forveksling skal være støttet på det helhedsindtryk, de omtvistede tegn giver.
38 I den appellerede doms præmis 54 har Retten imidlertid præciseret, at hvis det ansøgte varemærke er et sammensat varemærke af visuel karakter, skal vurderingen af helhedsindtrykket af dette varemærke og fastsættelsen af, hvilken bestanddel heraf eventuelt er dominerende, ske på baggrund af en visuel opfattelse. Retten har tilføjet, at i et sådant tilfælde er det kun i det omfang, hvor en eventuel dominerende bestanddel indeholder semantiske aspekter, som ikke er visuelle, at der eventuelt er grund til, at der foretages en sammenligning mellem denne bestanddel på den ene side og det ældre varemærke på den anden side, idet man også tager hensyn til disse andre semantiske aspekter, som f.eks. fonetiske aspekter eller relevante abstrakte begreber.
39 Som følge af disse overvejelser har Retten inden for rammerne af efterprøvelsen af de omhandlede tegn indledningsvis fastslået, at det ansøgte varemærke indeholdt en dominerende bestanddel, som bestod af gengivelsen af en rund tallerken dekoreret med citroner. Heraf har Retten dernæst i den appellerede doms præmis 62-64 udledt, at det ikke var nødvendigt at vurdere de fonetiske og begrebsmæssige egenskaber af dette varemærkes øvrige bestanddele. Retten fastslog endelig i samme doms præmis 66, at den dominans, som den figurative gengivelse af en rund tallerken dekoreret med citroner har i forhold til dette varemærkes øvrige bestanddele, udelukkede enhver risiko for forveksling, som bygger på visuelle, fonetiske og begrebsmæssige ligheder mellem ordene »limonchelo« og »limoncello« i de omtvistede varemærker.
40 Ved denne fremgangsmåde foretog Retten imidlertid ikke en helhedsvurdering af risikoen for forveksling af de omhandlede varemærker.
41 Det skal nemlig understreges, at det af Domstolens praksis følger, at vurderingen af ligheden mellem to varemærker i forbindelse med efterprøvelsen af, om der foreligger risiko for forveksling, ikke kan begrænses til, at der alene tages hensyn til én bestanddel i et sammensat varemærke, og til at sammenligne denne bestanddel med et andet varemærke. Sammenligningen skal tværtimod foretages ved at undersøge de pågældende varemærker, hvorved hvert varemærke betragtes i sin helhed. Dette udelukker ikke, at det helhedsindtryk, som et sammensat varemærke fremkalder i erindringen hos den relevante kundekreds, under visse omstændigheder kan være domineret af en eller flere af varemærkets bestanddele […]
42 […] [Det er] kun, når alle andre varemærkebestanddele er uden betydning, at bedømmelsen af ligheden alene kan afhænge af den dominerende bestanddel.
43 Heraf følger, at Retten har foretaget en urigtig anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94.
44 Under disse omstændigheder kan Harmoniseringskontoret med føje hævde, at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl.«
Retsforhandlinger og parternes påstande efter hjemvisningen
19 Ved skrivelse af 19. juni 2007 har Rettens Justitskontor opfordret parterne til inden to måneder efter forkyndelsen af Domstolens dom i overensstemmelse med artikel 119, stk. 1, i Rettens procesreglement at indgive deres skriftlige indlæg vedrørende følgerne af nævnte dom for nærværende sag.
20 Sagsøgeren og Harmoniseringskontoret har inden for den fastsatte frist indgivet deres indlæg til Rettens Justitskontor, nemlig henholdsvis den 3. og den 31. juli 2007. Indsigeren har ikke indgivet sit indlæg inden for den fastsatte frist.
21 Sagsøgeren har i sit indlæg nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres, og under ændring heraf gives der afslag på indsigelsen.
– Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale alle omkostningerne i forbindelse med sagerne ved Retten og Domstolen.
22 Harmoniseringskontoret har i sit indlæg nedlagt følgende påstande:
– Principalt frifindelse, og at sagsøgeren tilpligtes at betale alle omkostninger i forbindelse med sagerne ved Retten og Domstolen.
– Subsidiært, hvis ikke Harmoniseringskontoret skulle få medhold i realiteten og henset til, at det fik medhold i sin påstand i appelsagen ved Domstolen, fastsættes en fordeling mellem parterne af sagens omkostninger, eller det fastslås, at hver part bærer sine egne omkostninger.
Retlige bemærkninger
23 Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål gjort tre anbringender gældende. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, det andet vedrører magtfordrejning, og det tredje vedrører tilsidesættelsen af begrundelsespligten.
Første anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94
24 Sagsøgeren har gjort gældende, at der ikke foreligger risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker, eftersom ligheden mellem dem ikke er tilstrækkelig stor. Endvidere har det ældre varemærke kun en svag grad af særpræg, eftersom det blot er den spanske oversættelse af ordet »limoncello«, som generelt beskriver likøren, som fremstilles med citronskal og alkohol. Ifølge sagsøgeren har appelkammeret, da det med urette fastslog, at ordet »limoncello« var den dominerende bestanddel i det ansøgte varemærke, undladt at foretage en helhedsvurdering af de omtvistede varemærker.
25 Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at appelkammeret har foretaget en korrekt vurdering af, at der foreligger risiko for forveksling.
26 Indledningsvis skal det påpeges, at gyldigheden af et nationalt varemærke – i denne sag indsigerens – ikke kan anfægtes under en procedure om registrering af et EF-varemærke, men kun under en sag om ugyldighed, der iværksættes i den pågældende medlemsstat (Rettens dom af 23.10.2002, sag T-6/01, Matratzen Concord mod KHIM − Hukla Germany (MATRATZEN), Sml. II, s. 4335, præmis 55, og af 13.12.2007, sag T-134/06, Xentral mod KHIM – Pages jaunes (PAGESJAUNES.COM), endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36). I forhold til den foreliggende sag må varemærket LIMONCHELO derfor anses for et gyldigt varemærke i Spanien.
27 Det bestemmes i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, at hvis indehaveren af et ældre varemærke rejser indsigelse, er det varemærke, der søges registreret, udelukket fra registrering, såfremt der i offentlighedens bevidsthed inden for det område, hvor det ældre mærke er beskyttet, er risiko for forveksling, fordi det yngre mærke er identisk med eller ligner et ældre varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art. Risikoen for forveksling indbefatter risikoen for, at der antages at være en forbindelse med det ældre varemærke. I henhold til artikel 8, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 40/94 skal endvidere ved ældre varemærker forstås de mærker, som er registreret i en medlemsstat, og hvis ansøgningsdato ligger før EF-varemærkets ansøgningsdato.
28 Risikoen for forveksling er ifølge fast retspraksis risikoen for, at det i kundekredsen kan antages, at de pågældende varer eller tjenesteydelser hidrører fra den samme virksomhed eller i givet fald fra økonomisk forbundne virksomheder.
29 Ifølge samme retspraksis skal der foretages en helhedsvurdering af risikoen for forveksling i henhold til den opfattelse, som den relevante kundekreds har af de pågældende tegn og de omhandlede varer eller tjenesteydelser. Der skal herved tages hensyn til alle relevante faktorer i sagen, navnlig at ligheden mellem tegnene og ligheden mellem de pågældende varer og tjenesteydelser står i et indbyrdes afhængighedsforhold (jf. Rettens dom af 9.7.2003, sag T-162/01, Laboratorios RTB mod KHIM – Giorgio Beverly Hills (GIORGIO BEVERLY HILLS), Sml. II, s. 2821, præmis 30-33 og den deri nævnte retspraksis).
30 For så vidt angår denne helhedsvurdering anses gennemsnitsforbrugeren for at være almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet. Imidlertid må der tages hensyn til, at gennemsnitsforbrugerens opmærksomhedsniveau kan variere, alt efter hvilken kategori af varer eller tjenesteydelser der er tale om, og til den omstændighed, at gennemsnitsforbrugeren kun sjældent har mulighed for at foretage en direkte sammenligning mellem de forskellige varemærker, men må stole på det ufuldstændige billede af dem, han har i erindringen (Domstolens dom af 22.6.1999, sag C-342/97, Lloyd Schuhfabrik Meyer, Sml. I, s. 3819, præmis 26, og Rettens dom af 30.6.2004, sag T-186/02, BMI Bertollo mod KHIM – Diesel (DIESELIT), Sml. II, s. 1887, præmis 38).
31 I det foreliggende tilfælde er det varemærke, som indsigelsen støttes på, et i Spanien registreret nationalt varemærke. Det relevante område for vurderingen af risikoen for forveksling er således det spanske territorium.
32 Eftersom de omhandlede varer er almindelige forbrugsvarer, er den relevante kundekreds de spanske gennemsnitsforbrugere, der er almindeligt oplyste, rimeligt opmærksomme og velunderrettede.
33 Det er ubestridt, at de varer, der er omfattet af de omtvistede varemærker og henhører under klasse 33, er de samme. Indsigelsesafdelingen og appelkammeret anså nemlig de likører, som betegnes af det ældre varemærke, for også at omfatte citronlikør, der hidrører fra Amalfikysten. Der er således ingen grund til yderligere at undersøge ligheden mellem de omhandlede varer.
Sammenligningen af de omtvistede tegn
34 Som det fremgår af fast retspraksis, skal helhedsvurderingen af risikoen for forveksling for så vidt angår de omtvistede varemærkers visuelle, lydlige eller begrebsmæssige lighed være baseret på helhedsindtrykket af varemærkerne, idet der bl.a. skal tages hensyn til de bestanddele, der har særpræg eller dominans (jf. Rettens dom af 14.10.2003, sag T-292/01, Phillips-Van Heusen mod KHIM – Pash Textilvertrieb und Einzelhandel (BASS), Sml. II, s. 4335, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
35 Sagsøgeren har anført, at de omtvistede tegn ikke ligner hinanden, hvorimod Harmoniseringskontoret har påstået, at de ligner hinanden.
36 De omtvistede tegn er de følgende:
Det ældre varemærke | Det ansøgte varemærke |
LIMONCHELO | 
|
37 Det ældre varemærke består af en enkel bestanddel, nemlig ordbestanddelen LIMONCHELO. Eftersom dette er varemærkets eneste bestanddel, har sagsøgerens argument om, at dette ord er blevet almindeligt på spansk, ingen relevans i forhold til sammenligningen af de omtvistede tegn.
38 Hvad angår det ansøgte varemærke er det et figurmærke, som består af ordet »limoncello«, der er skrevet med hvidt, af udtrykket »della costiera amalfitana«, der er skrevet med gult, af ordet »shaker«, der er skrevet med blåt i en hvid tekstramme, hvor bogstavet »k« forestiller et glas, og af den figurative gengivelse af en stor rund tallerken, hvor midten er hvid og kanten er dekoreret dels med tegninger af gule citroner på en mørk baggrund, dels af et bånd med alternerende hvide og blågrønne felter. Alle disse bestanddele af det ansøgte varemærke er placeret på en mørkeblå baggrund.
39 Appelkammeret mente, at ordet »limoncello« udgjorde den dominerende bestanddel i det ansøgte varemærke, og at de omtvistede tegn visuelt og fonetisk følgelig var næsten identiske, hvorimod sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, at ordet »limoncello« ikke i forhold til sammenligningen af de omtvistede tegn kan udgøre dette varemærkes dominerende bestanddel, eftersom dette ord ikke kan have fornødent særpræg, da det betegner citronlikører.
40 Det skal påpeges, at det af retspraksis følger, at vurderingen af ligheden mellem to varemærker ikke kan begrænses til, at der alene tages hensyn til én bestanddel i et sammensat varemærke, og til at sammenligne denne bestanddel med et andet varemærke. Sammenligningen skal tværtimod foretages ved at undersøge de pågældende varemærker, hvorved hvert varemærke betragtes i sin helhed. Dette udelukker ikke, at det helhedsindtryk, som et sammensat varemærke fremkalder i erindringen hos den relevante kundekreds, under visse omstændigheder kan være domineret af en eller flere af varemærkets bestanddele. Det er kun, når alle andre varemærkebestanddele er uden betydning, at bedømmelsen af ligheden alene kan afhænge af den dominerende bestanddel. Dette kan navnlig være tilfældet, når denne bestanddel i sig selv kan præge det billede af dette varemærke, som den relevante offentlighed har i erindringen, således at alle varemærkets andre bestanddele er uden betydning i helhedsindtrykket af mærket (dommen i sagen KHIM mod Shaker, præmis 41 og 42, og Domstolens dom af 20.9.2007, sag C-193/06 P, Nestlé mod KHIM, præmis 42 og 43).
41 Det skal indledningsvis fastslås, at figurbestanddelen i det ansøgte varemærke, som består af billedet af en rund tallerken dekoreret med citroner, visuelt indtager en lige så vigtig plads i varemærket som ordet »limoncello«. Herefter skal det fastslås, at ordene »della«, »costiera« og »amalfitana« er placeret under ordet »limoncello« og er skrevet med meget mindre, gule bogstaver, og det er derfor tydeligt, at de er sekundære i forhold til ordet »limoncello«. Hvad angår ordet »shaker« kan det ud fra en helhedsbetragtning af varemærket næsten ikke ses, da det er placeret nederst i varemærket og er skrevet med små blå typer i en hvid tekstramme. Billedet af et glas i bogstavet »k« bemærkes næsten ikke. I det helhedsindtryk, som det sammensatte varemærke fremkalder, er bestanddelen »shaker« således ubetydelig.
42 Dernæst skal det påpeges, at forbrugerne er vant til at betegne og til at genkende varer i forhold til den ordbestanddel, der tjener til at identificere dem (jf. i denne retning Rettens dom af 13.7.2005, sag T-40/03, Murúa Entrena mod KHIM – Bodegas Murúa (Julián Murúa Entrena), Sml. II, s. 2831, præmis 56, og af 12.3.2008, sag T-332/04, Sebirán mod KHIM – El Coto de Rioja (Coto d’Arcis), ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 38). I det omfang det ansøgte varemærkes figurbestanddel kun består af en rund tallerken dekoreret med citroner, tiltrækker denne bestanddel ikke gennemsnitsforbrugernes opmærksomhed, da de ofte konfronteres med citronbilleder på citronlikører. Hvad derimod angår ordet »limoncello« er det dette ord, som den relevante kundekreds erindrer på grund af dets fremtrædende placering og position i forbindelse med de andre bestanddele, og fordi det er skrevet med store hvide typer på en blå baggrund, hvilket i særlig grad får det til at træde frem, og på grund af dets størrelse i forhold til de andre ordbestanddele i dette sammensatte varemærke. Sagsøgerens argument om, at den runde tallerken dekoreret med citroner – på trods af at dette er en dekorativ bestanddel – langt snarere end ordbestanddelen er egnet til at adskille de omfattede varer og til at fange de pågældende forbrugeres opmærksomhed, kan således ikke tiltrædes.
43 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at ordet »limoncello« er i stand til at dominere det helhedsindtryk, som det ansøgte varemærke fremkalder i erindringen hos den relevante kundekreds.
44 Sagsøgerens argument om, at ordet »limoncello« ikke har fornødent særpræg, fordi det er beskrivende, kan ikke drage denne konklusion i tvivl. Uden i øvrigt at undersøge spørgsmålet, om ordet »limoncello« for den relevante kundekreds er beskrivende, skal det under alle omstændigheder påpeges, at et eventuelt svagt særpræg af en bestanddel af et sammensat varemærke ikke nødvendigvis indebærer, at denne ikke kan udgøre en dominerende bestanddel, da den navnlig som følge af sin placering i tegnet eller af sin størrelse kan sætte sit præg på opfattelsen hos gennemsnitsforbrugeren og forblive i dennes erindring (Rettens dom af 13.6.2006, sag T-153/03, Inex mod KHIM – Wiseman (gengivelsen af et koskind), Sml. II, s. 1677, præmis 32, og PAGESJAUNES.COM-dommen, præmis 54; jf. også i denne retning Rettens dom af 13.7.2004, sag T-115/02, AVEX mod KHIM – Ahlers (a), Sml. II, s. 2907, præmis 20).
45 På dette stadium af efterprøvelsen er der følgelig ingen grund til at tage stilling til det eventuelle svage særpræg af ordet »limoncello«, da det henset til betragtningerne i præmis 41-43 ovenfor er åbenbart, at det er dette ord, der kan sætte sit præg på opfattelsen hos den relevante kundekreds og forblive i dennes erindring (jf. i denne retning PAGESJAUNES.COM-dommen, præmis 55).
46 Hvad angår den visuelle sammenligning af de omtvistede tegn, hvorved hvert tegn betragtes i sin helhed, skal det således fastslås, at der er en vis lighed mellem dem. Ordene »limoncello« og »limonchelo« er nemlig visuelt næsten identiske, og det konstateres derfor, at det ældre varemærke indgår i det ansøgte varemærke. Det skal fastslås, at forskellene – som knytter sig til tilføjelsen af en rund tallerken dekoreret med citroner samt til andre ord- eller figurbestanddele, der er ubetydelige eller i hvert fald sekundære, sådan som det er konstateret i præmis 41 ovenfor – ikke er tilstrækkeligt betydningsfulde til, at man kan se bort fra den lighed, der skabes af ordet »limoncello«, som udgør det første ord i det ansøgte varemærke og således i størst udstrækning tiltrækker forbrugerens opmærksomhed.
47 Hvad angår den fonetiske sammenligning skal det fastslås, at ordene »limoncello« og »limonchelo« fonetisk er ens. De første to stavelser »li« og »mon« udtales identisk, og uanset at de to stavelser »cello« og »chelo« staves forskelligt, udtales de ens i Spanien. I modsætning til det, som sagsøgeren har gjort gældende, synes den spanske kundekreds nemlig at udtale ordet »limoncello« efter de italienske udtaleregler, hvilket vil sige på den samme måde som ordet »limonchelo« på spansk. Uanset at de omtvistede varemærker adskiller sig i antallet af ord, er der en fonestisk lighed mellem dem, fordi det ældre varemærke i sin helhed indgår i det ansøgte varemærke.
48 Endvidere udgør den fælles bestanddel i de to omhandlede varemærker det første ord i det ansøgte varemærke og udtales således først. Hverken tilføjelsen af udtrykket »della costiera amalfitana« eller af ordet »shaker« drager denne lighed i tvivl, da det på ingen måde kan udelukkes, at den pågældende forbruger kun udtaler dette første ord i forbindelse med mundtlige bestillinger. Det er velkendt, at citronlikøren ofte – efter en mundtlig bestilling – indtages som digestif oven på en middag. I denne henseende kan der ikke være hold i sagsøgerens argument om, at kunden på en restaurant bestiller varen i generisk form (»en limoncello«) uden at kunne gøre det på grundlag af et specifikt mærke, og at det relevante køb således er det, restauratøren har foretaget forinden, idet denne har den reelle mulighed for at vælge varen på grundlag af mærket. Restauranter kan nemlig have flere mærker, og derfor kan den endelige forbruger stadigvæk træffe et valg ved sin bestilling. Ordet »limoncello« udgør dermed fonetisk den dominerende bestanddel i det ansøgte varemærke. Der er således en væsentlig fonetisk lighed mellem de omtvistede tegn.
49 Hvad angår den begrebsmæssige sammenligning af de omtvistede tegn er det ikke udelukket, at ordene »limoncello« eller »limonchelo« kan hentyde til en citronlikør. Hvad angår udtrykket »della costiera amalfitana« forstås det sandsynligvis som en angivelse af, at den omhandlede vare kommer fra en bestemt kyst. For den spanske kundekreds er den begrebsmæssige betydning af det ansøgte varemærke følgelig »citronlikør, som hidrører fra en bestemt kyst«. Den eneste begrebsmæssige forskel i forhold til det ældre varemærke består således i præciseringen af, at denne likør kommer fra en bestemt kyst. Uanset at ordet, der udgør det ældre varemærke, følger den spanske stavemåde, er der dog intet til hinder for, at varerne, der er omfattet af dette varemærke, kommer fra den samme kyst. Endvidere skal det påpeges, at man ikke kan udelukke enhver risiko for forveksling alene af den grund, at de omhandlede drikkevarers produktionssteder er forskellige (jf. i denne retning Domstolens dom af 29.9.1998, sag C-39/97, Canon, Sml. I, s. 5507, præmis 29 og 30, og Domstolens kendelse af 24.4.2007, sag C-131/06 P, Castellblanch mod KHIM, præmis 46). Følgelig er der også en begrebsmæssig lighed mellem de omtvistede tegn.
50 Under disse omstændigheder skal det konkluderes, at der er en vis lighed mellem de omhandlede varemærker. Appelkammerets konstatering i den anfægtede afgørelses punkt 21, hvorefter varemærkerne visuelt og fonetisk var næsten identiske, skal således ikke accepteres. Denne fejl er dog ikke i sig selv tilstrækkelig til, at den kan indebære den anfægtede afgørelses annullation, hvis appelkammeret med rette har konkluderet, at der var en risiko for forveksling.
51 Følgelig skal det endnu ud fra en helhedsbetragtning vurderes, om der foreligger risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker.
Om risikoen for forveksling
52 Det skal påpeges, at helhedsvurderingen af risikoen for forveksling indebærer en vis indbyrdes afhængighed mellem de faktorer, der kommer i betragtning, og især ligheden mellem varemærkerne og ligheden mellem de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af varemærkerne. En svag grad af lighed mellem de af varemærkerne omfattede varer eller tjenesteydelser kan således opvejes af en høj grad af lighed mellem varemærkerne og omvendt (Canon-dommen, præmis 17).
53 Appelkammerets holdning til spørgsmålet, om der forelå risiko for forveksling, er anført i den anfægtede afgørelses punkt 22 og lyder som følger:
»Henset til ligheden mellem varemærkerne og til sammenfaldet mellem de heraf omfattede varer i klasse 33 er der risiko for, at de spanske forbrugere forveksler eller sammenkobler deres handelsmæssige oprindelse.«
54 Sagsøgeren har gjort gældende, at de visuelle, fonetiske og begrebsmæssige forskelle mellem de omtvistede tegn opvejer den omstændighed, at de omhandlede varer er af samme art, og sagsøgeren mener følgelig ikke, at der er risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker, hvilket bestyrkes af det ældre varemærke LIMONCHELO’s svage grad af særpræg, således at det kun opnår en begrænset beskyttelse.
55 Det skal i denne henseende fastslås, at appelkammeret slet ikke undersøgte det fornødne særpræg af det ældre varemærke LIMONCHELO eller af det italienske ord »limoncello«. Uanset at det var med urette, at appelkammeret ikke tillagde disse ord en svag grad af særpræg, kan en sådan fejl ikke indebære den anfægtede afgørelses annullation.
56 Det bemærkes nemlig, at den omstændighed, at det ældre varemærke tillægges en svag grad af særpræg, ikke udelukker, at det fastslås, at der i det foreliggende tilfælde er risiko for forveksling. Selv om der skal tages hensyn til det ældre varemærkes særpræg for at bedømme risikoen for forveksling (jf. analogt Canon-dommen, præmis 24), er det nemlig kun et blandt flere momenter, der skal tages i betragtning ved denne bedømmelse. Selv hvor der foreligger et ældre varemærke med en svag grad af særpræg, kan der være risiko for forveksling, bl.a. som følge af ligheden mellem tegnene og mellem de omfattede varer eller tjenesteydelser (PAGESJAUNES.COM-dommen, præmis 70; jf. i denne retning Rettens dom af 16.3.2005, sag T-112/03, L’Oréal mod KHIM − Revlon (FLEXI AIR), Sml. II, s. 949, præmis 61).
57 Desuden ville det af sagsøgeren hertil fremførte synspunkt indebære, at den faktor, der vedrører varemærkernes lighed, neutraliseres til fordel for den faktor, der bygger på det ældre nationale varemærkes særpræg, som ville blive tillagt for stor betydning. Heraf ville følge, at eftersom det ældre nationale varemærke kun har en svag grad af særpræg, ville der kun være risiko for forveksling i tilfælde af, at det varemærke, der søges registreret, fuldt ud gengav det ældre nationale varemærke, og det uanset graden af lighed mellem de omhandlede tegn (Domstolens kendelse af 27.4.2006, sag C-235/05 P, L’Oréal mod KHIM, præmis 45). Et sådant resultat ville imidlertid ikke være i overensstemmelse med selve beskaffenheden af den helhedsvurdering, som de kompetente myndigheder skal foretage i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 (Domstolens dom af 15.3.2007, sag C-171/06 P, T.I.M.E. ART mod Devinlec og KHIM, præmis 41, og PAGESJAUNES.COM-dommen, præmis 71).
58 Det følger af ovenstående, navnlig af den omstændighed, at den relevante kundekreds kun har et ufuldstændigt billede af de omhandlede varemærker i erindringen, således at deres fælles bestanddel – ordet »limoncello« eller »limonchelo« – skaber en vis lighed mellem dem, og af den indbyrdes afhængighed mellem de faktorer, der kommer i betragtning, at der i det foreliggende tilfælde er risiko for forveksling, fordi de omhandlede varer er af samme art.
59 Det skal følgelig fastslås, at appelkammeret med rette konkluderede, at der var en risiko for forveksling. Det første anbringende skal derfor forkastes.
Andet anbringende vedrørende magtfordrejning
60 Grundet den åbenbare fejlvurdering, der er knyttet til den anfægtede afgørelse, mener sagsøgeren, at Harmoniseringskontoret har gjort sig skyldig i magtfordrejning.
61 Sagsøgeren mener, at Harmoniseringskontorets åbenbare fejlvurdering for det første følger af, at Harmoniseringskontoret i forbindelse med vurderingen af, om der var risiko for forveksling med det ældre varemærke, kun tog hensyn til ordet »limoncello«, hvilket er uforeneligt med en helhedsvurdering af de forskellige faktorer, som kan skabe en risiko for forveksling.
62 For det andet ser sagsøgeren en åbenbar fejlvurdering i Harmoniseringskontorets standpunkter under sagen, idet de helt igennem var selvmodsigende. Hertil har sagsøgeren sammenlignet Harmoniseringskontorets skrivelse af 23. november 1999 med den anfægtede afgørelse.
63 Harmoniseringskontoret har bestridt sagsøgerens argumenter.
64 Det bemærkes, at begrebet magtfordrejning i fællesskabsretten har et klart afgrænset indhold, og at der ved magtfordrejning forstås, at en administrativ myndighed har anvendt sine beføjelser til at fremme et andet formål end det, der ligger til grund for beføjelserne. Det fremgår herved af fast retspraksis, at en beslutning kun kan anses for at udgøre magtfordrejning, når det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier må antages, at beslutningen er truffet for at forfølge andre formål end dem, der er angivet (Rettens dom af 24.4.1996, forenede sager T-551/93 og T-231/94 – T-234/94, Industrias Pesqueras Campos m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 247, præmis 168, af 12.1.2000, sag T-19/99, DKV mod KHIM (COMPANYLINE), Sml. II, s. 1, præmis 33, af 19.9.2001, sag T-337/99, Henkel mod KHIM (rød og hvid rund tablet), Sml. II, s. 2597, præmis 66, og af 12.12.2002, sag T-247/01, eCopy mod KHIM (ECOPY), Sml. II, s. 5301, præmis 22).
65 Det skal fastslås, at sagsøgeren ikke har fremlagt nogen beviser til støtte for, at den anfægtede afgørelse blev truffet for at forfølge andre formål end at efterprøve, om der med hjemmel i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 skulle gives afslag på ansøgningen om at registrere det ansøgte varemærke.
66 Hvad angår påstanden om, at der alene blev taget hensyn til ordet »limoncello«, er det tilstrækkeligt at bemærke – sådan som det er konstateret ovenfor – at appelkammeret med rette konkluderede, at der i dette tilfælde var risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker. De påståede fejl, som appelkammeret eventuelt havde begået, da det nåede frem til denne konklusion, er følgelig ikke tilstrækkelige til at indebære den anfægtede afgørelses annullation.
67 Hvad angår påstanden om Harmoniseringskontorets selvmodsigende standpunkter har sagsøgeren anført, at Harmoniseringskontoret ved i sin skrivelse af 23. november 1999 at erklære det nødvendigt at begrænse registreringsansøgningen til den specifikke klasse af varer, der udgør citronlikør, der hidrører fra Amalfikysten – grundet det særlige ved limoncellos oprindelse, når forbrugeren træffer sit valg – har villet undgå risikoen for forveksling hvad angår likørens oprindelse. Ifølge sagsøgeren skulle Harmoniseringskontoret dermed have bekræftet det ansøgte varemærkes evne til i sig selv at identificere citronlikøren, som produceres i dette område på Amalfikysten. I den anfægtede afgørelse skulle appelkammeret derimod, og ifølge sagsøgeren på selvmodsigende vis, have anset samme udtryk for at skabe risiko for forveksling i den spanske gennemsnitsforbrugers bevidsthed.
68 Denne argumentation kan ikke tiltrædes. Ved at kræve varekategorien, for hvilken det ansøgte varemærke kan registreres, begrænset efterprøvede Harmoniseringskontoret, hvorvidt det ansøgte varemærke henhørte under de absolutte registreringshindringer, navnlig artikel 7, stk. 1, litra g), i forordning nr. 40/94, således at der uden denne begrænsning kunne have været risiko for at vildlede forbrugeren i forhold til den geografiske oprindelse af varen, der var omfattet af varemærket. Harmoniseringskontoret har således på ingen måde anført, at den geografiske angivelse udelukker enhver risiko for forveksling i tilfælde af en eventuel indsigelse rejst i henhold til forordningens artikel 8, stk. 1, litra b).
69 Andet anbringende skal derfor forkastes.
Tredje anbringende vedrørende begrundelsespligten
70 Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet, idet den ikke klart og utvetydigt angiver appelkammerets ræsonnement. Ifølge sagsøgeren er den anfægtede afgørelses begrundelse karakteriseret ved, at appelkammeret har udeladt en række forhold i sin sammenligning af tegnene og i sin vurdering af risikoen for forveksling.
71 Harmoniseringskontoret har bestridt sagsøgerens argumenter.
72 I det omfang sagsøgerens argumenter henhører under kritikpunktet vedrørende en åbenbar fejlvurdering, er de allerede blevet behandlet inden for rammerne af det første anbringende.
73 Hvad angår begrundelsen af den anfægtede afgørelse i sig selv skal det indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 73, første punktum, i forordning nr. 40/94 skal Harmoniseringskontorets afgørelser begrundes. Desuden er det i regel 50, stk. 2, litra h), i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 (EFT L 303, s. 1) bestemt, at appelkammerets afgørelse skal indeholde begrundelserne for afgørelsen. Denne forpligtelse har samme rækkevidde som forpligtelsen i artikel 253 EF. Det følger af fast retspraksis, at begrundelsen i henhold til artikel 253 EF klart og utvetydigt skal angive, hvilke overvejelser udstederen af akten har gjort sig. Formålet med begrundelsespligten er dels, at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels at Fællesskabets retsinstanser kan efterprøve beslutningens lovlighed. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en beslutning opfylder disse krav, skal ikke blot vurderes i forhold til beslutningens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (Rettens dom af 28.4.2004, forenede sager T-124/02 og T-156/02, Sunrider mod KHIM – Vitakraft-Werke Wührmann og Friesland Brands (VITATASTE og METABALANCE 44), Sml. II, s. 1149, præmis 72 og 73, og af 21.11.2007, sag T-111/06, Wesergold Getränkindustrie mod KHIM – Lidl Stiftung (VITAL FIT), ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 62).
74 Sagsøgeren har kritiseret appelkammeret for uden nogen efterprøvelse at have bekræftet, at de to varemærker visuelt og fonetisk ligner hinanden meget.
75 Det skal i denne henseende fastslås, at appelkammeret – efter at have henledt opmærksomheden på det indhold og den fortolkning, som artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 er blevet tillagt i retspraksis – i den anfægtede afgørelses punkt 18 anførte, at det havde samme opfattelse som Indsigelsesafdelingen i forhold til den omstændighed, at de omtvistede varemærker hvad angik de heraf omfattede varer i klasse 33 lignede hinanden i en grad, så der var risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94.
76 Appelkammeret har præciseret, at det var åbenbart, at citronlikør, der hidrører fra Amalfikysten, som var omfattet af det ansøgte varemærke, indgik i kategorien »likører«, som var omfattet af det ældre varemærke. Det har herefter præciseret, at den dominerende bestanddel i det ansøgte varemærke var glosen »limoncello«, eftersom det var dette ord, og ikke den dekorerede og farvede etikette, hvorpå ordet fremstod, som for den berørte forbruger var den primære bestanddel med særpræg. Appelkammeret har anført, at det henset til de større bogstaver i ordet »limoncello« og til ordets fremtrædende placering var sandsynligt, at forbrugerne i vidt omfang næsten ikke ville bemærke de supplerende ord med mindre typer, der var placeret nedenunder.
77 Appelkammeret har anført, at det ældre varemærke bestod af tegnet LIMONCHELO, at de omtvistede varemærker visuelt og fonetisk lignede hinanden meget, og at det henset til ligheden mellem de omtvistede tegn, som ud fra en helhedsbetragtning straks kunne opfattes, var ufornødent at gå frem bogstav for bogstav og stavelse for stavelse med henblik på at godtgøre deres lighed. Appelkammeret har anset varemærkerne for visuelt og fonetisk at være næsten identiske.
78 Appelkammeret har dermed konkluderet, at der henset til ligheden mellem de omtvistede varemærker og til sammenfaldet mellem de heraf omfattede varer var risiko for, at de spanske forbrugere forveksler eller sammenkobler deres handelsmæssige oprindelse.
79 Selv hvis det antages, at denne begrundelse i den anfægtede afgørelse var for kortfattet og ikke i tilstrækkelig grad anførte de forhold, der udgjorde appelkammerets begrundelse for at nå til denne konklusion, skal der henses til den mere detaljerede begrundelse herfor i Indsigelsesafdelingens afgørelse. I den anfægtede afgørelses punkt 18 har appelkammeret nemlig anført, at det havde samme opfattelse som Indsigelsesafdelingen i forhold til den omstændighed, at varemærkerne hvad angår de heraf omfattede varer i klasse 33 ligner hinanden i en grad, så der er risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94. Henset til den funktionelle kontinuitet mellem indsigelsesafdelingerne og appelkamrene, som fremgår af artikel 62, stk. 1, i forordning nr. 40/94 (Domstolens dom af 13.3.2007, sag C-29/05 P, KHIM mod Kaul, Sml. I, s. 2213, præmis 30, og Rettens dom af 10.7.2006, sag T-323/03, La Baronia de Turis mod KHIM – Baron Philippe de Rothschild (LA BARONNIE), Sml. II, s. 2085, præmis 57 og 58), er denne afgørelse i lighed med dens begrundelse en del af den sammenhæng, som den anfægtede afgørelse er truffet i, en sammenhæng, som er kendt af sagsøgeren, og som giver Retten mulighed for fuldt ud at udøve sin lovlighedsprøvelse i forhold til rigtigheden af vurderingen af risikoen for forveksling. Det skal fastslås, at Indsigelsesafdelingen i sin afgørelse har anført, på hvilken måde de omtvistede varemærker visuelt og fonetisk lignede hinanden, og begrundet, hvorfor der i det foreliggende tilfælde var risiko for forveksling.
80 Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke præciserer, hvorfor de af sagsøgeren fremførte anbringender og fremlagte beviser ikke gør det muligt at konkludere, at der ikke i de relevante forbrugeres bevidsthed er risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker.
81 Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at institutionerne ikke er forpligtet til i begrundelsen for de beslutninger, de træffer, at tage stilling til alle de argumenter, som de berørte parter har gjort gældende over for dem. Det er tilstrækkeligt, at institutionerne redegør for de faktiske og retlige betragtninger, der har været af væsentlig betydning for beslutningen (Rettens kendelse af 18.2.2008, sag T-327/06, Altana Pharma mod KHIM – Avensa (PNEUMO UPDATE), ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 18; jf. i denne retning Rettens dom af 27.9.2006, sag T-204/03, Haladjian Frères mod Kommissionen, Sml. II, s. 3779, præmis 199).
82 Det skal i det foreliggende tilfælde fastslås, at appelkammeret i den anfægtede afgørelse har redegjort for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, som ledte frem til denne afgørelse, sådan som det fremgår af beskrivelsen af den anfægtede afgørelse i præmis 75-78 ovenfor. Appelkammeret kan således ikke kritiseres for ikke at have besvaret sagsøgerens argument om, at ordet »limoncello« udelukkende er beskrivende, og at det er blevet gængs sprogbrug i de generiske beskrivelser af en likørtype, eller sagsøgerens argumenter om, at Harmoniseringskontoret selv havde foreslået at begrænse de varer, der var omfattet af ansøgningen om varemærkeregistreringen, til citronlikører, der hidrørte fra Amalfikysten, fordi varemærket ville være vildledende, hvis den pågældende likør havde en anden oprindelse.
83 Det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten skal derfor forkastes.
84 Det følger af ovenstående, at Harmoniseringskontoret må frifindes i det hele.
Sagens omkostninger
85 Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale alle omkostningerne dels i forbindelse med sagerne ved Retten, dels i forbindelse med appelsagen ved Domstolen. Hvad angår Harmoniseringskontorets andet appelanbringende ved Domstolen, hvorved det påpegede den ophævede doms åbenbare inkonsekvens og mangel på logik, bør Harmoniseringskontoret ifølge sagsøgeren tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med dette anbringende under alle omstændigheder, uanset om Retten giver medhold i påstandene vedrørende risikoen for forveksling. Sagsøgeren har påpeget, at Harmoniseringskontoret har frafaldet dette anbringende efter Rettens kendelse af 12. juni 2006, som gav sagsøgeren medhold på dette punkt.
86 Harmoniseringskontoret har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale alle omkostninger i forbindelse med sagerne ved Retten og Domstolen.
87 I Rettens dom blev Harmoniseringskontoret tilpligtet at betale sagens omkostninger. I Domstolens dom blev afgørelsen om sagens omkostninger udsat. I overensstemmelse med procesreglementets artikel 121 tilkommer det dermed Retten i denne dom at træffe afgørelse om alle omkostningerne i forbindelse med de forskellige sager.
88 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren ikke har fået medhold i nogen af sine påstande, og da der ikke foreligger ganske særlige grunde i sagen, er der ingen grund til at fordele omkostningerne. Det bør derfor pålægges sagsøgeren at betale Harmoniseringskontorets omkostninger ved Retten og Domstolen i overensstemmelse med Harmoniseringskontorets påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling)
1) Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.
2) Shaker di L. Laudato & C. Sas betaler alle omkostninger i forbindelse med sagen ved Retten og ved Domstolen.
Tiili | Dehousse | Wiszniewska-Białecka |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. november 2008.
Underskrifter