RETTENS DOM (Første Afdeling)
14. juli 2015 (*)
»EF-varemærker – ansøgning om EF-ordmærket Lembergerland – absolut registreringshindring – vinmærke, som indeholder geografiske betegnelser – artikel 7, stk. 1, litra j), i forordning (EF) nr. 207/2009«
I sag T-55/14,
Genossenschaftskellerei Rosswag-Mühlhausen eG, Vaihingen an der Enz (Tyskland), ved advokat H. Steffan,
sagsøger,
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved A. Poch, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 14. november 2013 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 566/2013-1) vedrørende en ansøgning om registrering af ordtegnet Lembergerland som EF-varemærke,
har
RETTEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne I. Pelikánová og E. Buttigieg (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 21. januar 2014,
under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 10. april 2014,
og under henvisning til, at ingen af parterne har fremsat nogen anmodning om fastsættelse af et retsmøde inden for en frist af en måned, efter at det var forkyndt, at den skriftlige forhandling var afsluttet, og Retten derfor på grundlag af den refererende dommers rapport og i henhold til artikel 135a i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter et mundtligt stadium,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Den 22. august 2012 indgav sagsøgeren, Genossenschaftskellerei Rosswag-Mühlhausen eG, en ansøgning om registrering af et EF-varemærke til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).
2 Varemærket, der blev ansøgt registreret, var ordtegnet Lembergerland.
3 De varer, som varemærkesansøgningen vedrørte, henhører under klasse 33 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til følgende beskrivelse: »alkoholholdige drikkevarer (undtagen øl)«.
4 Ved afgørelse af 30. januar 2013 afslog undersøgeren registreringsansøgningen for de varer, der er nævnt i præmis 3 ovenfor, med den begrundelse, at det ansøgte varemærke var omfattet af den absolutte registreringshindring i artikel 7, stk. 1, litra j), i forordning nr. 207/2009.
5 Den 25. marts 2013 indgav sagsøgeren i medfør af artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009 en klage over undersøgerens afgørelse til Harmoniseringskontoret.
6 Ved afgørelse af 14. november 2013 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret klagen. Appelkammeret anførte, at det ansøgte varemærke indeholdt den geografiske betegnelse Lemberg, som er beskyttet for vine fra Sydafrika i Den Europæiske Union i henhold til artikel 8, litra b), nr. ii), i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Sydafrika om handel med vin (EFT 2002 L 28, s. 4) (herefter »aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika«), sammenholdt med bilag II til denne aftale, uden at den vin, som var omfattet af det ansøgte varemærke, imidlertid hidrørte fra dette herkomststed. Appelkammeret fandt, at det ansøgte varemærke ikke udgjorde et enkelt nyt fantasiord i forhold til den geografiske betegnelse Lemberg, og at det for at begrunde afslaget på registrering af varemærket i henhold til artikel 7, stk. 1, litra j), i forordning nr. 207/2009 var tilstrækkeligt, at det indeholdt eller bestod af bestanddele, der gjorde det muligt med sikkerhed at identificere denne geografiske betegnelse. Appelkammeret fandt endvidere, at den omstændighed, at ordet »Lemberg« henviste til en »estate« (vindyrkningsareal) og ikke til en egn eller et område, ikke rejste tvivl om det forhold, at der var tale om en geografisk betegnelse, som var beskyttet i henhold til aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika. Appelkammeret anførte, at sagsøgerens henvisninger til andre geografiske betegnelser, der var beskyttet i henhold til samme aftale, var irrelevante for vurderingen af registreringsansøgningen i det foreliggende tilfælde. Endelig konstaterede appelkammeret, at artikel 6ter i Pariserkonventionen vedrørende beskyttelse af industriel ejendomsret af 20. marts 1883, som revideret og ændret (herefter »Pariserkonventionen«), ikke fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, for så vidt som denne artikel alene fastsatte et forbud mod registrering af statsemblemer, officielle kontrolmærker og emblemer for mellemstatslige organisationer som varemærker.
Parternes påstande
7 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Harmoniseringskontoret pålægges at registrere det ansøgte varemærke.
– Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.
8 Harmoniseringskontoret har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
9 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren påberåbt sig et enkelt anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra j), i forordning nr. 207/2009 og har gjort gældende, at det var med urette, at appelkammeret afslog at registrere det ansøgte varemærke i henhold til denne bestemmelse. Sagsøgeren har for det første nærmere bestemt gjort gældende, at betegnelsen Lemberg, der alene dækker ét enkelt vindyrkningsareal, ikke kan anses for at udgøre en geografisk betegnelse, navnlig som omhandlet i Rådets forordning nr. 479/2008 af 29. april 2008 om den fælles markedsordning for vin, om ændring af forordning (EF) nr. 1493/1999, (EF) nr. 1782/2003, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 3/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2392/86 og (EF) nr. 1493/1999 (EUT L 148, s. 1). Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at det ansøgte varemærke består af et fantasiord, som ikke stemmer overens med betegnelsen Lemberg, og som derfor ikke er egnet til at vildlede den relevante kundekreds med hensyn til, at der »består en forbindelse mellem brugeren og vedkommende organisation« som omhandlet i Pariskonventionen.
10 Harmoniseringskontoret har bestridt sagsøgerens argumenter.
11 I henhold til artikel 7, stk. 1, litra j), i forordning nr. 207/2009 er varemærker for vin, som indeholder eller består af en geografisk betegnelse til identifikation af vin, udelukket fra registrering, når der er tale om vin, som ikke har den pågældende oprindelse.
12 Beskyttelsen af geografiske betegnelser for så vidt angår vine er afledt dels af EU-forordninger, navnlig dem om den fælles markedsordning for vin, dels af bilaterale aftaler, som er indgået mellem Unionen og tredjelande vedrørende handel med vin (jf. i denne retning dom af 11.5.2010, Abadía Retuerta mod KHIM (CUVÉE PALOMAR), T-237/08, Sml., EU:T:2010:185, præmis 73 og 104-108).
13 Artikel 8, litra b), nr. ii), i aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika bestemmer for så vidt angår vinprodukter med oprindelse i Sydafrika, at geografiske betegnelser som anført i bilag II er beskyttet i Unionen. Lemberg nævnes udtrykkeligt i den nævnte aftales bilag II, »Liste over geografiske betegnelser«, punkt B, »Geografisk angivelse på vine med oprindelse i Sydafrika«, punkt B 2, »Navne på områder, distrikter, wards og estates«, punkt B 2.3, »Kystområdet«, punkt B 2.3.7, »Distriktet Tulbagh«, punkt B 2.3.7, litra b), »Estates«.
14 På baggrund heraf konkludede appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 13 og 18, at Lemberg var en beskyttet geografisk betegnelse i henhold til denne aftale. Idet appelkammeret bemærkede, at det ansøgte varemærke for »alkoholholdige drikkevarer (undtagen øl)« i klasse 33 indeholdt denne beskyttede geografiske betegnelse for vine, uden at den vin, som var omfattet af varemærket, imidlertid hidrørte fra det herkomststed, som blev angivet ved denne geografiske betegnelse, stadfæstede appelkammeret undersøgerens afgørelse, idet det i henhold til artikel 7, stk. 1, litra j), i forordning nr. 207/2009 afslog registreringsansøgningen for varerne i klasse 33.
15 Sagsøgeren har for det første bestridt denne vurdering, idet sagsøgeren har gjort gældende, at ordet »Lemberg« betegner ét enkelt vindyrkningsareal, og at det derfor ikke kan anses for at være en geografisk betegnelse. Sagsøgeren har i denne forbindelse bl.a. henvist til den definition af »geografisk betegnelse«, der er indeholdt i artikel 34, stk. 1, litra b), i forordning nr. 479/2008.
16 Det skal denne forbindelse i lighed med appelkammeret bemærkes, at Lemberg er en geografisk betegnelse, der er beskyttet på EU’s område for vine med oprindelse i Sydafrika i henhold til de bestemmelser i aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika, der er anført i præmis 13 ovenfor. I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, kan den omstændighed, at denne betegnelse henviser til en »estate« (vindyrkningsareal) og ikke til en region, en kommune eller en kreds, ikke rejse tvivl om det forhold, at den i medfør af denne aftale er udtrykkeligt beskyttet som geografisk betegnelse.
17 Som Harmoniseringskontoret har gjort gældende, er der nemlig intet i selve aftalen, der giver grundlag for at fastslå, at de vindyrkningsarealer, der er nævnt aftalens bilag II, ikke nyder den samme beskyttelse i henhold til aftalens artikel 8, litra b), nr. ii), som de områder, kredse (districts) eller vindyrkningsområder (wards), som der også er nævnt deri.
18 Hvad angår definitionen af »geografisk betegnelse« henviser artikel 3, litra b), i aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika, således som Harmoniseringskontoret med rette har anført, i øvrigt til artikel 22, stk. 1, i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, der er indeholdt i bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som blev undertegnet i Marrakech den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994) for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1) (herefter »TRIPS-aftalen«). Sidstnævnte bestemmelse fastsætter, at der ved geografiske betegnelser skal forstås »betegnelser, der angiver en vare som havende oprindelse på et medlems område eller i en egn eller et sted i dette område, dersom varens kvalitet, omdømme eller andre egenskaber i alt væsentligt tilskrives dens geografiske oprindelse«. Der er intet der gør det muligt at fastslå, at en »lokalitet« som omhandlet i denne bestemmelse ikke kan være et vindyrkningsareal, eller at en sådan »lokalitet« skal begrænses til et område ud fra dens størrelse eller formelle administrative opdeling.
19 En etymologisk forklaring på en stedbetegnelse, de geografiske og historiske kendetegn ved stedbetegnelser, eksemplerne på de forskellige stedbetegnelser med navnet Lemberg i Tyskland, som sagsøgeren har påberåbt sig, og bemærkningen vedrørende betegnelsen Lembergs oprindelseshistorie som en henvisning til en by i Ukraine, kan ikke rejse tvivl om konklusionen om, at Lemberg er en beskyttet geografisk betegnelse i henhold til aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika, således som det fremgår af præmis 16-18 ovenfor.
20 Det samme gør sig gældende, for så vidt som det argument, som sagsøgeren vil udlede af definitionen af »geografisk betegnelse«, som er indeholdt i artikel 34, stk. 1, litra b), i forordning nr. 479/2008. Lemberg er nemlig ikke en beskyttet geografisk betegnelse i henhold til artikel 36 i forordning nr. 479/2008, men i henhold til aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika, der for så vidt angår definitionen af »geografisk betegnelse« henviser til TRIPs-aftalens artikel 22, stk. 1, således som det er blevet anført i præmis 18 ovenfor. Heraf følger, at forordning nr. 479/2008 i det foreliggende tilfælde ikke er relevant med henblik på vurderingen af, om Lemberg skal anses for at være en geografisk betegnelse som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra j), i forordning nr. 207/2009. Under alle omstændigheder er definitionen af »geografisk betegnelse«, der er indeholdt i artikel 34, stk. 1, litra b), i forordning nr. 479/2008 ikke i strid med definitionen i TRIPs-aftalens artikel 22, stk. 1, således som Harmoniseringskontoret med rette har gjort gældende.
21 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at det ansøgte varemærke Lembergerland ikke svarer til den geografiske betegnelse Lemberg, der er nævnt i aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika, men udgør et nyt fantasiord, der består af to tilfældigt valgte ord og af tretten bogstaver, hvoraf kun syv er sammenfaldende med den nævnte geografiske betegnelse. Ifølge sagsøgeren har det ansøgte varemærke en egen betydning, der betegner et »land med bjerge og vådområder«, og det forsøger ikke at fremkalde »et indtryk af at stamme fra det mindste vindyrkningsareal i Vest-Kapprovinsen i Sydafrika«.
22 Det skal i denne forbindelse, som appelkammeret har gjort det i den anfægtede afgørelses punkt 16, bemærkes, at det følger af retspraksis, at det, for at registreringshindringen i artikel 7, stk. 1, litra j), i forordning nr. 207/2009 finder anvendelse, er tilstrækkeligt, at det ansøgte varemærke indeholder eller består af en geografisk betegnelse eller af bestanddele, som gør det muligt med sikkerhed at identificere den pågældende geografiske betegnelse (jf. i denne retning dom Abadía Retuerta mod KHIM (CUVÉE PALOMAR), nævnt i præmis 12 ovenfor, EU:T:2010:185, præmis 125 og 131).
23 I det foreliggende tilfælde er det ansøgte tegn Lembergerland et sammensat ord, der bl.a. består af den beskyttede geografiske betegnelse Lemberg, som tydeligt kan identificeres i tegnet, hvilket i øvrigt ikke er bestridt af sagsøgeren.
24 Sagsøgeren har derimod nærmere bestemt gjort gældende, at det ansøgte varemærke set som helhed ikke kan give anledning til forveksling med den omhandlede geografiske betegnelse, fordi det betyder noget andet end denne (jf. præmis 21 ovenfor).
25 Som appelkammeret med rette har anført i den anfægtede afgørelses punkt 17 med henvisning til fjerde betragtning til Rådets forordning nr. 3288/94 af 22. december 1994 om ændring af forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker med henblik på gennemførelse af de aftaler, der er indgået i forbindelse med Uruguay-runden (EFT L 349, s. 83), der indførte artikel 7, stk. 1, litra j), i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1) [nu artikel 7, stk. 1, litra j), i forordning nr. 207/2009], udelukkes et varemærke fra registrering, hvis det indeholder eller består af en geografisk betegnelse, uafhængigt af spørgsmålet, om det ansøgte tegn kan vildlede forbrugeren med hensyn til oprindelsen af de vine, som tegnet omfatter.
26 Fjerde betragtning til forordning nr. 3288/94 præciserer nemlig, at registreringen af varemærker, der indeholder eller består af en falsk geografisk betegnelse for vin, nægtes eller annulleres efter artikel 23, stk. 2, i TRIPs-aftalen, uden at det er en betingelse, at de er egnede til at vildlede forbrugerne. Den registreringshindring, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, litra j), i forordning nr. 207/2009 finder dermed anvendelse, uden at det skal tages i betragtning, om det ansøgte varemærke er egnet til at vildlede offentligheden, eller om det for offentligheden medfører en risiko for forveksling for så vidt angår varens oprindelse (dom Abadía Retuerta mod KHIM (CUVÉE PALOMAR), nævnt i præmis 12 ovenfor, EU:T:2010:185, præmis 119 og 120).
27 I denne forbindelse skal sagsøgerens argument om, at registreringen af det ansøgte varemærke ikke kan nægtes, for så vidt som det »ikke er egnet til at give offentligheden den forestilling, at der består en forbindelse mellem brugeren og vedkommende organisation« som omhandlet i Pariserkonventionens artikel 6ter, stk. 1, litra c), forkastes. Som appelkammeret har anført i den anfægtede afgørelses punkt 23, finder denne bestemmelse nemlig ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde, eftersom Pariserkonventionens artikel 6ter alene vedrører forbuddet mod brugen som varemærker af våben, flag og andre statsemblemer tilhørende unionslandene samt af dem antagne officielle kontrol- og garantimærker og ‑stempler samt sådanne fra internationale mellemstatslige organisationer og ikke beskyttelsen af geografiske betegnelser.
28 I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, bevirker de yderligere bogstaver, som det ansøgte tegn består af, under alle omstændigheder ikke, at det tilføres en fantasikarakter i forhold til den geografiske betegnelse Lemberg, for så vidt som ordet »lemberger« på tysk er et adjektiv, der er bygget ud fra ordet »Lemberg«, og ordet »Land« på samme sprog betyder »egn, område«, hvilket gør det muligt at forstå det ansøgte tegn som en henvisning til »Lembergegnen« eller et »Lembergområdet«, således som Harmoniseringskontoret med rette har gjort gældende. Det ansøgte varemærke har således ikke en egen og selvstændig betydning, der åbenbart adskiller det fra betydningen af den geografiske betegnelse Lemberg.
29 Heraf følger, at det i modsætning til det af sagsøgeren hævdede, var med rette, at appelkammeret fastslog, at det ansøgte varemærke Lembergerland bestod af eller indeholdt den geografiske betegnelse Lemberg, der er beskyttet i henhold til aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika for vine med en sådan oprindelse. De varer, som er omfattet af det ansøgte varemærke, omfatter vin, uden at sagsøgeren har gjort gældende, at denne stammer fra Lemberg. Følgelig fandt appelkammeret med rette, at det ansøgte varemærke var omfattet af den absolutte registreringshindring, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, litra j), i forordning nr. 207/2009.
30 Sagsøgerens øvrige argumenter kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.
31 For det første har sagsøgeren anført, at appelkammeret ikke har taget hensyn til registreringen af varemærket Lembergerland i Tyskland.
32 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at EF-varemærkesystemet ifølge fast retspraksis er et selvstændigt system, der består af en helhed af regler, og som forfølger formål, som er særegne for systemet, og dets anvendelse er uafhængig af alle nationale systemer. Harmoniseringskontoret og i givet fald Unionens retsinstanser er derfor ikke bundet af en afgørelse truffet af en medlemsstat i Unionen, som anser det samme tegn for at være af en sådan art, at det kan registreres som nationalt varemærke. De registreringer, der findes i EU-medlemsstaterne, er kun et forhold, der eventuelt kan tages i betragtning i forbindelse med registreringen af et EF-varemærke, idet det ansøgte varemærke udelukkende skal vurderes på grundlag af de relevante EU-retlige bestemmelser. Det følger heraf, at Harmoniseringskontoret ikke er forpligtet til at registrere det ansøgte varemærke på baggrund af en afgørelse om registrering truffet af den nationale kompetente varemærkemyndighed (jf. i denne retning dom Abadía Retuerta mod KHIM (CUVÉE PALOMAR), nævnt i præmis 12 ovenfor, EU:T:2010:185, præmis 137 og 138 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 16.5.2013, Restoin mod KHIM (EQUIPMENT), T-356/11, EU:T:2013:253, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).
33 Som Harmoniseringskontoret har gjort gældende, kan den omstændighed, at det ansøgte varemærke er blevet registreret i Tyskland, således ikke rejse tvivl om lovligheden af appelkammerets afgørelse.
34 For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Harmoniseringskontoret har tilsidesat lighedsprincippet. Sagsøgeren har bemærket, at der i aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika er nævnt flere geografiske betegnelser, som består af eller indeholder bestanddelen »fisch« eller »sonne«, selv om der findes mange varemærker, som er registreret for varer i klasse 33, der omfatter disse to bestanddele.
35 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de afgørelser, som appelkamrene skal træffe i henhold til forordning nr. 207/2009 vedrørende registrering af et tegn som EF-varemærke, træffes under udøvelse af en bunden kompetence og ikke på grundlag af en skønsmæssig beføjelse. Som Harmoniseringskontoret med rette har anført, skal lovligheden af appelkamrenes afgørelser derfor udelukkende bedømmes på grundlag af denne forordning, således som den er fortolket af Unionens retsinstanser, og ikke på grundlag af appelkamrenes tidligere afgørelsespraksis (jf. dom af 26.4.2007, Alcon mod KHIM, C-412/05 P, Sml., EU:C:2007:252, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis, og af 2.5.2012, Universal Display mod KHIM (UniversalPHOLED), T-435/11, EU:T:2012:210, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
36 Desuden skal ligebehandlingsprincippet forliges med legalitetsprincippet (dom af 10.3.2011, Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM, C-51/10 P, Sml., EU:C:2011:139, præmis 75). I øvrigt skal undersøgelsen af enhver ansøgning om registrering af hensyn til retssikkerheden og kravet om god forvaltningsskik være streng og fuldstændig og foretages i hvert enkelt konkret tilfælde (dom Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM, EU:C:2011:139, præmis 77).
37 I det foreliggende tilfælde skal det for det første bemærkes, at appelkammeret ikke har begået en fejl ved at fastslå, at de betingelser, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, litra j), i forordning nr. 207/2009, var opfyldt, således som det fremgår af præmis 29 ovenfor. For det andet indeholder de EF-varemærker, som sagsøgeren har henvist til – uden dog at angive nogle konkrete eksempler herpå – eventuelt geografiske betegnelser, som består af eller indeholder bestanddelen »fisch«» eller »sonne« og ikke bestanddelen »lemberg«. Sagen for appelkammeret vedrørte imidlertid ikke geografiske betegnelser, der bestod af eller indeholdt bestanddelen »fisch«» eller »sonne«, der ligeledes er beskyttet i henhold til aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika, således som appelkammeret med rette har anført i den anfægtede afgørelses punkt 20. De faktiske omstændigheder er således under alle omstændigheder ikke sammenlignelige med de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag.
38 Heraf følger, at sagsøgeren ikke med føje kan påberåbe sig Harmoniseringskontorets tidligere afgørelser om registreringen som EF-varemærker af tegn med bestanddelene »fisch« eller »sonne« med henblik på at svække den konklusion, som appelkammeret nåede frem til i den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning domme Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM, nævnt i præmis 36 ovenfor, EU:C:2011:139, præmis 78 og 79, og Universal Display mod KHIM (UniversalPHOLED), nævnt i præmis 35 ovenfor, EU:T:2012:210, præmis 39).
39 Sagsøgeren har for det tredje bemærket, at beskyttelsen af den sydafrikanske geografiske betegnelse Lemberg ikke har forhindret, at det østrigske vindyrkningsareal St. Magdalena am Lemberg ligeledes er blevet beskyttet som geografiske betegnelser i henhold til samme aftale mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika. Sagsøgeren har heraf sluttet, at også det ansøgte varemærke skal kunne registreres ifølge samme principper, som gjorde det muligt at antage, at de to ovenfor nævnte betegnelser ikke var i konflikt med hinanden.
40 I denne forbindelse skal det bemærkes, at appelkammeret med rette i den anfægtede afgørelses punkt 21 anførte, at det, selv hvis det blev antaget, at de nævnte geografiske betegnelser var enslydende, i henhold til artikel 7, stk. 4, litra a), i aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Sydafrika skulle lægges til grund, at de to betegnelser var beskyttet som følge af den traditionelle og vedvarende brug af disse, og fordi de ikke kunne vildlede forbrugeren. Denne vurdering skal lægges til grund. Appelkammeret angav under alle omstændigheder ligeledes korrekt, at dette hævdede retlige problem imidlertid ikke var genstand for den foreliggende sag.
41 Heraf følger, at det enkelte anbringende skal forkastes, og at Harmoniseringskontoret følgelig i det hele skal frifindes, uden at det er nødvendigt at tage stilling til den formalitetsindsigelse, som Harmoniseringskontoret er fremkommet med vedrørende den anden påstand.
Sagens omkostninger
42 I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Harmoniseringskontorets påstand herom.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.
2) Genossenschaftskellerei Rosswag-Mühlhausen eG betaler sagens omkostninger.
Kanninen | Pelikánová | Buttigieg |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. juli 2015.
Underskrifter