Language of document : ECLI:EU:F:2009:39

PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

28. april 2009

Forenede sager F-5/05 og F-7/05

Antonello Violetti m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – intern undersøgelse iværksat af OLAF – afgørelse om OLAF’s fremsendelse af oplysninger til de nationale retslige myndigheder – bebyrdende akt – formaliteten – ret til forsvar«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Antonello Violetti og tolv andre tjenestemænd i Kommissionen samt Nadine Schmit i det væsentlige har nedlagt påstand om for det første annullation af den afgørelse, hvorved Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) besluttede at indlede en intern undersøgelse, af efterforskningsskridt, der er foretaget inden for rammerne af denne interne undersøgelse, af OLAF’s afgørelse om at fremsende oplysninger vedrørende dem til de italienske retslige myndigheder og af den rapport, der blev udarbejdet ved afslutningen af undersøgelsen, og for det andet om, at Kommissionen tilpligtes at betale dem erstatning.

Udfald:      Den afgørelse af 5. august 2003, hvorved OLAF fremsendte oplysninger vedrørende sagsøgerne til de retslige myndigheder i Italien, annulleres. Kommissionen betaler til hver af sagsøgerne et beløb på 3 000 EUR. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler sagsøgernes omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union, der har interveneret i sagen til støtte for Kommissionens påstande, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs (OLAF) fremsendelse af oplysninger til de nationale retslige myndigheder – omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43 og 90a; Personalerettens procesreglement, art. 102, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1073/1999, art. 10, stk. 2; Rådets forordning nr. 723/2004; Kommissionens afgørelse 1999/396, art. 4)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – forberedende akt – Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs (OLAF) fremsendelse af oplysninger til de nationale retslige myndigheder – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, 90a og 91; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1073/1999, art. 10, stk. 2)

3.      Fællesskabsret – principper – grundlæggende rettigheder

(Art. 230 EF og 236 EF)

4.      Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) – forordning nr. 1073/1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) – fællesskabsinstitutionernes interne regler for undersøgelse – ordning vedtaget af Kommissionen

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1073/1999, art. 10, stk. 2; Kommissionens afgørelse 1999/396, art. 4)

5.      Tjenestemænd – søgsmål – sag anlagt mod Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) – spørgsmålet, om et erstatningssøgsmål, der er anlagt, uden at der har været gennemført en administrativ procedure i overensstemmelse med vedtægten, kan påkendes som et accessorium til annullationssøgsmålet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 1, og art. 90a)

6.      Tjenestemænd – institutionernes ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – retsstridig afgørelse truffet af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) om at fremsende oplysninger til de nationale retslige myndigheder, der giver anledning til iværksættelse af en strafferetlig efterforskning – ingen årsagsforbindelse mellem afgørelsen om fremsendelse og den skade, der forvoldtes som følge af iværksættelsen af denne efterforskning

(Kommissionens afgørelse 1999/396, art. 4)

1.      Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svigs (OLAF) afgørelser om at fremsende oplysninger til nationale retslige myndigheder i medfør af artikel 10, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 1073/1999 om undersøgelser, der foretages af OLAF, udgør, henset til de konsekvenser, som de kan medføre, akter, der går de pågældende imod som omhandlet i vedtægtens artikel 90a, der indrømmer enhver person, der er omfattet af vedtægten, ret til at klage over en af OLAF vedtagen akt, der går ham imod.

Bestemmelserne i vedtægtens artikel 90a, der blev vedtaget i 2004 med henblik på at sikre domstolsbeskyttelsen af de personer, der er omfattet af vedtægten, udgør nemlig en logisk følge af de nye beføjelser, som fællesskabslovgiver har tildelt OLAF ved vedtagelsen af forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, det være sig i relation til bekæmpelsen af svig eller i relation til disciplinær forfølgning. Artikel 90a afspejler således fællesskabslovgivers ønske om at knytte passende retslige garantier til styrkelsen af OLAF’s rolle. Personaleretten kan ikke, henset til en sådan ny og udtrykkelig beføjelse i vedtægten, på sit særlige sagsområde bortse fra det ansvar, som fællesskabslovgiver således har overladt den.

En tjenestemand ville tilmed ikke have garanti for en effektiv domstolsbeskyttelse, hvis Fællesskabets retsinstanser – før der blev indledt strafferetlig forfølgning ved den nationale kriminalret som følge af den afgørelse, der er truffet i medfør af artikel 10, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 1073/1999 – ikke var i stand til at efterprøve, om vedkommende forinden var blevet hørt, eller om bestemmelserne i artikel 4 i afgørelse 1999/396 om betingelser og regler for interne undersøgelser i forbindelse med bekæmpelse af svig, korruption og alle andre ulovlige aktiviteter til skade for Fællesskabernes interesser, hvorefter denne forpligtelse kan udsættes, var blevet overholdt af OLAF. At Fællesskabets retsinstanser udøver en sådan kontrol er så meget desto vigtigere på dette stadium af proceduren, som OLAF har mulighed for, hvis Kommissionens generalsekretær tillader det, at udsætte forpligtelsen til at give den berørte lejlighed til at udtale sig, eventuelt i en længere periode. Hvis OLAF i strid med artikel 4 desuden hverken har fået nogen godkendelse eller end ikke har anmodet om en sådan, og Fællesskabets retsinstanser ikke har mulighed for at påpege dette retsstridige forhold, ville tjenestemanden uden sit vidende være genstand for procedurer, hvorved hans retsskaffenhed direkte drages i tvivl i flere måneder.

En afgørelse, der træffes i medfør af artikel 10, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 1073/1999, kan endvidere få betydelige konsekvenser for de berørte personers karriereforløb. Når OLAF vurderer, at de handlinger, der er foretaget af en ansat, kan begrunde strafferetlig forfølgelse, og af denne årsag fremsender oplysninger til de nationale myndigheder, kan denne omstændighed nemlig påvirke den bedømmelse, som administrationen skal foretage af denne ansatte inden for rammerne af den bedømmelsesrunde, der er omhandlet i vedtægtens artikel 43, navnlig for så vidt angår dennes tjenstlige adfærd.

En anerkendelse af retten til at anlægge et søgsmål gør det ligeledes muligt for den berørte tjenestemand, såfremt han har kendskab til undersøgelsens resultat, i givet fald at opnå, hvis han opfylder de dertil knyttede betingelser om uopsættelighed og om, at begæringen umiddelbart forekommer berettiget, en udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen om fremsendelse af oplysninger.

Endelig kan en effektiv legalitetskontrol af en akt, såsom en afgørelse, der træffes i medfør af artikel 10, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 1073/1999, bidrage til, at OLAF – efter lovgivers ønske – fuldt ud overholder kravene til legaliteten af sine undersøgelser og de grundlæggende rettigheder for de personer, der er genstand herfor. Hvis Personaleretten ikke udførte denne legalitetskontrol, ville der ikke – eftersom den er den eneste, der har mulighed for at gøre det i tide med hensyn til en afgørelse vedrørende en person, der er omfattet af vedtægten – blive skredet ind over for en eventuel tilsidesættelse af de bestemmelser i forordning nr. 1073/1999, der er bestemt til at beskytte retten til forsvar. Den nationale ret ville nemlig fortsat være forelagt de oplysninger, som den har fået tilsendt af OLAF, selv om indskriden fra Fællesskabets retsinstansers side over for et sådant retsstridigt forhold som følge af tilsidesættelse af retten til forsvar indebærer, at den nationale ret ikke kan støtte sig på sådanne oplysninger.

(jf. præmis 71, 72, 74, 75, 77-79, 81, 82 og 88)

Henvisning til:

Domstolen: 8. april 2003, sag C-471/02 P(R), Gómez-Reino mod Kommissionen, Sml. I, s. 3207, præmis 64.

2.      Når der er tale om retsakter eller afgørelser, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig sådanne, som afslutter en intern procedure, er det i princippet kun foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på denne procedure, der kan anfægtes, i modsætning til foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige afgørelse. Akter, der forbereder en afgørelse, går ikke den pågældende imod, og det er først i forbindelse med et søgsmål anlagt til prøvelse af den afgørelse, der træffes som afslutning på proceduren, at sagsøgeren kan gøre gældende, at de forudgående akter, der er tæt forbundet med denne, er ulovlige.

Dette er ikke tilfældet for så vidt angår en afgørelse, der træffes i medfør af artikel 10, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 1073/1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), der udgør den retsakt, hvorved OLAF’s direktør, der inden for Fællesskaberne er blevet tillagt et særligt eneansvar i dette øjemed, tager stilling til, om der foreligger strafbare forhold, og om sagen skal overgives til de nationale retslige myndigheder med henblik på, at disse forhold undergives en passende strafferetlig efterforskning.

Når OLAF’s direktør træffer en afgørelse i medfør af artikel 10, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 1073/1999 på grundlag af de foreløbige eller endelige resultater af den undersøgelse, som kontoret har foretaget, tager han nemlig stilling til, om der foreligger forhold, der kan give anledning til strafferetlig forfølgning, og vurderer, at den eller de personer, der er genstand for undersøgelsen, kan drages strafferetligt til ansvar. Denne afgørelse træffes af et uafhængigt fællesskabsorgan udelukkende på direktørens ansvar inden for rammerne af en særlig procedure, der er adskilt fra proceduren for de nationale retter. Den går ikke forud for nogen anden akt, der går den pågældende imod, og som henhører under OLAF’s direktørs kompetence, og fastlægger således ophavsmandens standpunkt.

(jf. præmis 86, 87 og 90)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 11. februar 2003, sag T-83/02, Pflugradt mod ECB, Sml. Pers. I-A, s. 47, og II, s. 281, præmis 34.

3.      I relation til en uden for Fællesskaberne stående tredjemand, hvis karriere og økonomiske situation ikke direkte afhænger af de foranstaltninger, der træffes af fællesskabsmyndighederne, råder Fællesskabets retsinstanser nemlig ikke over en særlig hjemmel, der giver dem beføjelse til i den nationale rets sted at påse, at de grundlæggende rettigheder og kravene til en retfærdig rettergang overholdes.

(jf. præmis 94)

4.      Det fremgår af artikel 4, stk. 1, første punktum, i afgørelse 1999/396 om betingelser og regler for interne undersøgelser i forbindelse med bekæmpelse af svig, at direktøren for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), når han agter at træffe en afgørelse i medfør af artikel 10, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 1073/1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), i tilfælde, hvor disse oplysninger indeholder konklusioner, som med navns nævnelse berører et medlem, en tjenestemand eller en anden ansat i Kommissionen, er forpligtet til at give den berørte mulighed for at udtale sig om alle de forhold, der vedrører ham, allerede før oplysningerne fremsendes til de nationale retslige myndigheder.

I artikel 4, stk. 2, i afgørelse 1999/396 er der ganske vist fastsat en undtagelse vedrørende tilfælde, der nødvendiggør absolut hemmeligholdelse af hensyn til undersøgelsen og anvendelse af undersøgelsesmetoder, der henhører under en national retsmyndighed. I sådanne tilfælde kan forpligtelsen til at give tjenestemanden lejlighed til at udtale sig i forståelse med Kommissionens generalsekretær udsættes til senere. Denne forpligtelse til at anmode om og opnå godkendelse fra Kommissionens generalsekretær er ikke blot en formalitet, som i givet fald vil kunne opfyldes på et senere stadium. Kravet om en sådan godkendelse ville nemlig i så fald miste sin eksistensberettigelse, som er at sikre, at de pågældende tjenestemænds ret til forsvar overholdes, at underretningen af dem kun udsættes i undtagelsestilfælde, og at vurderingen af undtagelsestilfældet ikke alene tilkommer OLAF, men ligeledes Kommissionens generalsekretær.

Selv hvis det antages, at artikel 4, stk. 1, andet punktum, i afgørelse 1999/396 ikke finder anvendelse på en afgørelse, der er truffet i medfør af artikel 10, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 1073/1999, er OLAF, når fremsendelsen af oplysninger til de nationale retslige myndigheder finder sted, mens undersøgelsen pågår, desuden principielt ikke mindre forpligtet til, henset til det grundlæggende princip om retten til forsvar, at opfordre tjenestemændene til, før fremsendelsen af oplysningerne finder sted, at fremsætte alle relevante bemærkninger til de forhold, der berører dem.

(jf. præmis 105, 108, 110 og 113)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 8. juli 2008, sag T-48/05, Franchet og Byk mod Kommissionen, Sml. II, s. 1595, præmis 133, 145 og 151.

5.      Inden for rammerne af klageadgangen i henhold til vedtægtens artikel 90a kan et erstatningssøgsmål med påstand om godtgørelse for den skade, der kan tilregnes Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), kun realitetsbehandles, såfremt der forud har været gennemført en administrativ procedure ifølge vedtægtens bestemmelser. Denne procedure er forskellig, afhængigt af om det tab, der kræves erstattet, er forvoldt ved en akt, der indeholder et klagepunkt som omhandlet i vedtægtens artikel 90a, eller ved en af OLAF udvist handlemåde, som ikke har karakter af en afgørelse. I det første tilfælde skal den pågældende inden for den fastsatte frist indgive en klage til OLAF’s direktør over vedkommende akt. I det andet tilfælde skal den administrative procedure derimod indledes med indgivelse af en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, med krav om erstatning og i givet fald fortsætte med indbringelse af en klage over den afgørelse, ved hvilken ansøgningen afvises. Når der imidlertid er en direkte forbindelse mellem et annullationssøgsmål og en erstatningspåstand, kan sidstnævnte påkendes som et accessorium til annullationssøgsmålet, uden at der nødvendigvis forud er blevet indgivet en ansøgning til administrationen om at erstatte det påståede tab og en klage, der anfægter rigtigheden af den udtrykkelige eller stiltiende afvisning af ansøgningen.

(jf. præmis 120)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 28. juni 1996, sag T-500/93, Y mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 335, og II, s. 977, præmis 64 og 66.

6.      En række betingelser skal være opfyldt, for at Det Europæiske Fællesskab kan pådrage sig ansvar. Den adfærd, der foreholdes institutionen, skal være retsstridig, der skal foreligge et virkeligt tab, og der skal være en årsagsforbindelse mellem den påståede adfærd og det påberåbte tab. Der skal principielt fremlægges bevis for, at der består en sådan direkte og sikker årsagsforbindelse mellem den fejl, som den pågældende fællesskabsinstitution har begået, og det påståede tab.

Hvad angår den ikke-økonomiske skade, som en tjenestemand har lidt som følge af en afgørelse om at fremsende oplysninger til de nationale retslige myndigheder, som Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) har truffet i strid med artikel 4 i afgørelse 1999/396 om betingelser og regler for interne undersøgelser i forbindelse med bekæmpelse af svig, korruption og alle andre ulovlige aktiviteter til skade for Fællesskabernes interesser, og som følge af disse myndigheders indledning af en strafferetlig efterforskning, er det udelukkende disse myndigheders beslutning om at rejse en straffesag og derefter iværksætte efterforskningsskridt, der er den direkte årsag til den ikke-økonomiske skade. Selv om de nationale retslige myndigheder i kraft af princippet om loyalt samarbejde er forpligtede til nøje at gennemgå de oplysninger, som OLAF havde fremsendt, og derefter træffe passende foranstaltninger for at sikre overholdelsen af fællesskabsretten, er det nemlig fortsat overladt disse myndigheder som led i deres selvstændige beføjelser at vurdere indholdet og rækkevidden af disse oplysninger og følgelig vurdere, hvilke konsekvenser der i givet fald skal drages.

(jf. præmis 124-126)

Henvisning til:

Domstolen: 16. december 1987, sag 111/86, Delauche mod Kommissionen, Sml. s. 5345, præmis 30.

Retten i Første Instans: 17. oktober 2002, forenede sager T-330/00 og T-114/01, Cocchi og Hainz mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 193, og II, s. 987, præmis 97, 5. oktober 2004, sag T-45/01, Sanders m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3315, præmis 149, 5. oktober 2004, sag T-144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3381, præmis 148, 4. oktober 2006, sag T-193/04, Tillack mod Kommissionen, Sml. II, s. 3995, præmis 122, 12. september 2007, sag T-250/04, Combescot mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 95.