Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 16. februar 2005 af Aker Warnow Werft GmbH og Kværner ASA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-68/05)

(Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 16. februar 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Aker Warnow Werft GmbH, Rostock-Warnemünde (Tyskland) og Kværner ASA, Oslo (Norge) ved solicitor B. Immenkamp og lawyer M. Schütte.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Kommissionens beslutning C 6/2000 af 20. oktober 2004 annulleres i sin helhed

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

I oktober 1992 privatiserede og solgte den tyske privatiseringsinstitution (Treuhandanstalt) det østtyske skibsværft Warnow Werft til den norske Kværner gruppe. Inden for rammerne af denne privatisering blev der givet et fast beløb til restrukturering af skibsværftet, dette beløb blev udbetalt i forskellige rater. Statsstøtten blev meddelt til og godkendt af Kommissionen i adskilte beslutninger.

I den anfægtede beslutning konkluderede Kommissionen, at sagsøgeren modtog mere støtte end det var nødvendigt for at dække de faktiske kontraktmæssige tab, som værftet havde og at det for meget betalte skulle tilbagebetales.

Til støtte for sin påstand har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen havde begået en retlig fejl samt anlagt et åbenbart urigtigt skøn. Ifølge sagsøgeren var det beløb - som skulle tilbagebetales som statsstøtte, da den angiveligt var uforenelig med EF-traktaten - godkendt af Kommissionen i godkendelsesbeslutningen og udgør en eksisterende støtte. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen ikke havde ret til at indlede en formel procedure, med henblik på at revurdere støttens forenelighed samt at kræve tilbagebetaling af en del af støtten. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at alle betingelserne i godkendelsesbeslutningen er opfyldt, navnlig forpligtelsen til at udarbejde Spill-Over rapporter og overholdelse af kapacitetsbegrænsningerne. Godkendelsesbeslutningen indeholdt ingen forbehold fra Kommissionens side vedrørende støttens størrelse og sagsøgeren har gjort gældende, at den samlede støtte blev godkendt som nødvendig ex ante i form af et fast beløb efter indgående undersøgelse. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at godkendelsesbeslutningerne stadigvæk er gældende.

Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at Kommissionen havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet den konkluderede, at størrelsen af den statsstøtte som virksomheden modtog, var højere end de faktiske kontraktstab. Ifølge sagsøgeren er det støttebeløb, der er nævnt i den anfægtede beslutning ikke nævnt i Kommissionens godkendelsesbeslutning. Ligeledes er det beløb, der er godkendt af Kommissionen til at dække kontraktstab, mindre end det faktiske lidte tab. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at Kommissionen i sin vurdering af støtten inkluderede aktiver, der ikke skulle anses for støtte, herunder aktiver som Kværner havde betalt en købspris. Ydermere har sagsøgeren anført, at Kommissionen ignorerede den omstændighed, at den godkendte støtte kun delvist var blevet udbetalt.

Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. Ifølge sagsøgeren reagerede Kommissionen ikke inden for en rimelig tid, selvom den havde alle de relevante oplysninger til sin rådighed. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen først indledte sin undersøgelse i 1999, selvom Kommissionen ifølge sagsøgeren havde alle de relevante oplysninger i begyndelsen af 1996. Proceduren, der blev indledt i februar 2000, er også blevet udvidet med to nye forhold, som aldrig har været undersøgt før, og som der ikke var hjemmel for i godkendelsesbeslutningen.

Endelig har sagsøgeren subsidiært anført, at Kommissionen ikke havde taget alle restruktureringsomkostningerne i betragtning, da den fastsatte det beløb, der skulle tilbagebetales. Ifølge sagsøgeren er der brugt meget mere på restrukturering end det beløb, som sagsøgeren havde modtaget for dette formål.

____________