Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 10. februar 2003 af Schneider Electric SA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-48/03)

    Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 10. februar 2003 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Schneider Electric SA, Rueil-Malmaison (Frankrig), ved avocats Antoine Winckler og Marc Pittie.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Kommissionens beslutning af 4. december 2002, vedtaget med hjemmel i artikel 6, stk. 1, litra c), i Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 (sag nr. COMP/M.2283 ( Schneider/Legrand), annulleres i sin helhed.

(Kommissionens beslutning af 13. december 2002, hvormed den lukkede sag nr. COMP/M.2283 Schneider/Legrand, annulleres i sin helhed.

(Kommissionen tilpligtes at fremlægge de markedsundersøgelser, den foretog i november 2002 inden for rammerne af sag COMP/M.2283.

(Kommissionen tilpligtes at fremlægge referatet, såfremt et sådant er udarbejdet, af det møde i Kommissionen, hvorunder den vedtog beslutningen om at lukke sag COMP/M.2283, samt beslutningen om at give generaldirektøren for Konkurrence bemyndigelse til at underskrive beslutningen om at lukke den nævnte sag.

( Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren de omkostninger, som er forbundet med dette søgsmål.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den 10. oktober 2001 vedtog Kommissionen en beslutning om, at det offentlige ombytningstilbud, Schneider havde afgivet på alle Legrands aktier, der ejedes af offentligheden, var uforeneligt med fællesmarkedet ¹. Da Schneider havde lukket det offentlige tilbud inden denne beslutning, vedtog Kommissionen den 30. januar 2002 en anden beslutning, hvorved den beordrede Schneider at afhænde Legrand. Sagsøgeren har anfægtet disse to beslutninger i sag T-310/01 og sag T-77/02. Retten har annulleret beslutningerne ved dom af 22. oktober 2002.

Den 4. december 2002 traf Kommissionen beslutning om at indlede en procedure, efter at have konstateret, at den anmeldte fusion rejste alvorlig tvivl med hensyn til, om den er forenelig med fællesmarkedet, og indledte den anden fase i undersøgelsen. Herefter meddelte sagsøgeren Kommissionen, at proceduren som følge af afståelsen af Legrand den 10. december 2002 var blevet uden genstand. Kommissionen lukkede derfor sagen den 13. december 2002 ².

Sasøgeren har i nærværende sag anfægtet Kommissionens beslutninger af 4. og 13. december 2002. Sagsøgeren har anført, at disse beslutninger reelt har bevirket et uigenkaldeligt forbud mod fusionen mellem Schneider og Legrand. Under hensyn til pligten til at efterkomme beslutningen om deling samt den omstændighed, at det var umuligt gennem finansielle investorer at rejse de fornødne midler i en yderligere periode på over fire måneder, blev fristen for afståelse af Legrand fastsat til den 5. december 2002. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen som følge af disse økonomiske konsekvenser og pligten til at opfylde Rettens domme været forpligtet til at udvise en særlig agtpågivenhed under den fornyede behandling af sagen.

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke har draget konsekvenserne af Rettens dom i sag T-310/01. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen har genoptaget proceduren i "fase I", mens Retten havde pålagt den at genoptage undersøgelsen på det trin, hvor Kommissionen havde begået sagsbehandlingsfejlen, dvs. på tidspunktet for meddelelsen af klagepunkter.

For det andet har sagsøgeren påberåbt sig, at selskabets ret til kontradiktion er blevet tilsidesat. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ikke meddelt de klagepunkter, som den ville gøre gældende over for selskabet, inden for fristerne og med en sådan klarhed, at det havde mulighed for at foreslå hensigtsmæssige afhjælpningsforanstaltninger. Sagsøgeren har endvidere anført, at Kommissionen har nægtet selskabet enhver adgang til resultaterne af de markedsundersøgelser, den har foretaget med henblik på at vurdere rækkevidden af de af sagsøgeren foreslåede afhjælpningsforanstaltninger.

For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at princippet om god forvaltningsskik er blevet tilsidesat, idet Kommissionen har foretaget en urigtig gengivelse af afhjælpningsforanstaltningerne i det spørgeskema, som er udarbejdet til brug ved markedsundersøgelserne, og ikke har taget hensyn til visse faktiske oplysninger, som nuancerer resultaterne heraf.

For det fjerde har sagsøgeren påberåbt sig en række retlige fejl og åbenbare skønsfejl. Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen har bortset fra følgerne af sine beslutninger, idet den fandt, at den anmeldte fusion fortsat rejste alvorlig tvivl med hensyn til, om den var forenelig med fællesmarkedet. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen hermed, i strid med artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 4064/89 ³ og i strid med Rettens dom, givet afkald på at tage endelig stilling. Hertil kommer, at Kommissionen ifølge sagsøgeren har anvendt en målestok for bevisvurderingen af de omtvistede faktiske omstændigheder, som er strengere end den, der følger af artikel 2, stk. 2, i i forordning nr. 4064/89.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionen på intet tidspunkt har været tæt på at opfylde de krav, som må stilles til beviset for, at der foreligger virkninger af konglomerattypen.

Endelig har sagsøgeren anført, at Kommissionen har begået retlige fejl og skønsfejl i sin vurdering af de afhjælpningsforanstaltninger, sagsøgeren har foreslået. Kommissionen har således forkastet disse foranstaltninger, idet den ladet sin vurdering afhænge af en national rets afgørelse, og idet den har givet afkald på sin eksklusive kompetence til at træffe afgørelse i sager, der vedrører kontrol af fusioner med fællesskabsdimension.

Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at Kommissionen har begået en åbenbar skønsfejl ved at anse de foreslåede afhjælpningsforanstaltninger for at være utilstrækkelige under hensyn til de afståede virksomheders påståede utilstrækkelige forretningsmæssige bæredygtighed. Hertil kommer, at Kommissionen ifølge sagsøgeren har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at afslå at tage de potentielle erhververe af de afståede aktiver og det alternative forslag til afståelse af et væsentligt aktiv i betragtning. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat forordning nr. 4064/89 ved at nægte at foretage en vurdering af sagsøgerens adfærdsregulerende tilsagn.

Til sidst har sagsøgeren gjort gældende, at beslutningen om at lukke sagen er behæftet med en retlig fejl, eftersom den savner retligt grundlag i forordning 4064/90 eller i noget andet retligt princip. I den forbindelse har sagsøgeren ligeledes påberåbt sig, at det kollegialitetsprincip, som gælder for Kommissionen, er blevet tilsidesat.

____________

¹ - (Sag nr. COMP/M.2283 ( Schneider/Legrand.

² - (Indledning af procedure og opgivelse af et fusionsprojekt (sag COMP/M.2282 ( Schneider/Legrand II) (EØS-relevant tekst) (EUT C 29 af 7.2.2003, s. 5).

³ - (Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21.12.1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT L 395, s. 1).