Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 6. februar 2003 af Gunda Schumann mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-49/03)

    (Processprog: tysk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 6. februar 2003 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Gunda Schumann, Berlin, ved Rechtsanwalt Y. Bock, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Annullation af afgørelsen af 4. juni 2002 truffet af udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøve KOM/A/11/01 om ikke at give sagsøgeren adgang til de prøver, der lå efter stopprøverne, samt af udvælgelseskomitéens afgørelse af 19. juli 2002, hvorved den stadfæstede nævnte afgørelse.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren deltog i stopprøverne i den almindelige udvælgelsesprøve KOM/A/11/01. Ved afgørelse af 4. juni 2002 meddelte udvælgelseskomitéen sagsøgeren, at han ikke havde opnået de krævede minimumspoint og derfor ikke kunne få adgang til udvælgelsesprøvens efterfølgende prøver. Det blev i bilaget til afgørelsen anført, at et spørgsmål i stopprøverne var blevet annulleret, således at der kun var indgået 39 besvarelser til vurdering.

Sagsøgeren anfører, at den anfægtede afgørelse er i strid med proportionalitetsprincippet, idet en efterfølgende annullering af en stopprøve på alle sprogversioner med henblik på at ophæve fejl i én sprogversion ikke er nødvendig for at sikre en ligebehandling og en objektiv vurdering af alle deltagere i udvælgelsesprøven. Herudover er afgørelsen usaglig, idet der heri ikke tages hensyn til den nødvendige afvejning af almen interesse og personlig interesse. Annullation af et spørgsmål med den følge, at den reelt "rigtige" besvarelse ikke blev vurderet, var bestemmende for udvælgelseskomitéens afgørelse om ikke at give sagsøgeren adgang til prøverne efter stopprøverne. Det drejer sig derfor om et undtagelsestilfælde, som udvælgelseskomitéen ikke har behandlet som sådant.

____________