DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
11. juni 2024 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – fælles asylpolitik – direktiv 2011/95/EU – betingelser for anerkendelse af flygtningestatus – artikel 2, litra d) og e) – grunde til forfølgelse – artikel 10, stk. 1, litra d), og artikel 10, stk. 2 – tilhørsforhold til en bestemt social gruppe – artikel 4 – individuel vurdering af kendsgerninger og omstændigheder – direktiv 2013/32/EU – artikel 10, stk. 3 – krav til behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse – artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – barnets tarv – fastsættelse – mindreårige tredjelandsstatsborgere, som på grund af deres ophold i en medlemsstat identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd«
I sag C-646/21,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af rechtbank Den Haag, zittingsplaats ’s-Hertogenbosch (retten i første instans i Haag, tingstedet i ’s-Hertogenbosch, Nederlandene) ved afgørelse af 22. oktober 2021, indgået til Domstolen den 25. oktober 2021, i sagen
K,
L
mod
Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling),
sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, L. Bay Larsen, afdelingsformændene A. Arabadjiev, C. Lycourgos, E. Regan, F. Biltgen og N. Piçarra (refererende dommer) samt dommerne P.G. Xuereb, L.S. Rossi, I. Jarukaitis, A. Kumin, N. Jääskinen, N. Wahl, I. Ziemele og J. Passer,
generaladvokat: A.M. Collins,
justitssekretær: fuldmægtig A. Lamote,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. april 2023,
efter at der er afgivet indlæg af:
– K og L ved advocaten B.W.M. Toemen og Y.E. Verkouter, bistået af ekspert S. Rafi,
– den nederlandske regering ved M.K. Bulterman, A. Hanje og A.M. de Ree, som befuldmægtigede,
– den tjekkiske regering ved L. Halajová, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,
– den græske regering ved M. Michelogiannaki og T. Papadopoulou, som befuldmægtigede,
– den spanske regering ved A. Gavela Llopis og A. Pérez-Zurita Gutiérrez, som befuldmægtigede,
– den franske regering ved A.-L. Desjonquères og J. Illouz, som befuldmægtigede,
– den ungarske regering ved Zs. Biró-Tóth og M.Z. Fehér, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved A. Azéma og F. Wilman, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. juli 2023,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 10, stk. 1, litra d), og artikel 10, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side K og L og på den anden side Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretæren for retlige anliggender og sikkerhed, Nederlandene) vedrørende sidstnævntes afslag på K og L’s fornyede ansøgninger om international beskyttelse.
Retsforskrifter
Folkeretten
Genèvekonventionen
3 I henhold til artikel 1, afsnit A, nr. 2), i konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)), trådt i kraft den 22. april 1954 og suppleret ved protokollen om flygtninges retsstilling, der blev indgået i New York den 31. januar 1967 og trådte i kraft den 4. oktober 1967 (herefter »Genèvekonventionen«), »skal udtrykket »flygtning« [for nærværende konventions formål] finde anvendelse på enhver person, der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse [...]«
CEDAW
4 I henhold til artikel 1 i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women, herefter »CEDAW«), som blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 18. december 1979 og trådte i kraft den 3. september 1981 (United Nations Treaty Series, bind 1249, I-20378, s. 13), og som alle medlemsstaterne er parter i, omfatter »udtrykket »diskrimination imod kvinder« [i denne konvention] [...] enhver kønsbestemt sondring, udelukkelse eller indskrænkning, hvis virkning eller formål er at svække eller tilsidesætte princippet om, at kvinder på lige fod med mænd uanset ægteskabelig stilling skal have anerkendt, kunne nyde eller udøve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på politiske, økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige og alle andre områder«.
5 Konventionens artikel 3 bestemmer, at de deltagende stater på alle, og især på politiske, sociale, økonomiske og kulturelle områder, skal tage passende skridt, herunder lovgivning, for at sikre kvinders fulde udvikling og fremgang, således at de får sikkerhed for at kunne udøve og nyde menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder på grundlag af ligestilling med mænd.
6 I henhold til nævnte konventions artikel 5 skal de deltagende stater tage alle passende forholdsregler for at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønster med henblik på at opnå afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at det ene køn er mere eller mindre værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller.
7 I henhold til samme konventions artikel 7, 10 og 16 skal de deltagende stater tage alle passende forholdsregler til at afskaffe diskrimination imod kvinder i landets politiske og offentlige liv, på uddannelsesområdet og i alle ægteskabs- og familieforhold.
Istanbulkonventionen
8 I overensstemmelse med artikel 1 i Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, der blev indgået i Istanbul den 11. maj 2011, undertegnet af Den Europæiske Union den 13. juni 2017 og godkendt på Unionens vegne ved Rådets afgørelse (EU) 2023/1076 af 1. juni 2023 (EUT 2023, L 143 I, s. 4) (herefter »Istanbulkonventionen«), og som trådte i kraft for så vidt angår Unionen den 1. oktober 2023, har konventionen bl.a. til formål såvel at beskytte kvinder mod alle former for vold og at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder og vold i hjemmet som at bidrage til udryddelsen af alle former for diskrimination af kvinder og at fremme reel ligestilling mellem kvinder og mænd og herunder at hjælpe kvinder til selvstændiggørelse.
9 Denne konventions artikel 3 præciserer, at udtrykket »vold mod kvinder« skal forstås som en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination af kvinder, og det omfatter alle former for kønsbetinget vold, som medfører, eller som sandsynligvis medfører, fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller lidelse for kvinder, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten dette sker i den offentlige eller den private sfære.
10 Nævnte konventions artikel 4, stk. 2, bestemmer:
»Parterne fordømmer alle former for diskrimination af kvinder og træffer uden ophold de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger der er nødvendige for dens forebyggelse, særligt ved:
– i deres nationale forfatninger eller i anden passende lovgivning at indarbejde princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd og sikre dets anvendelse i praksis,
– at forbyde diskrimination af kvinder, om nødvendigt ved hjælp af sanktioner i relevant omfang,
– at ophæve enhver lov og praksis som diskriminerer kvinder.«
11 Istanbulkonventionens artikel 60 har følgende ordlyd:
»1. Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at kønsbetinget vold mod kvinder kan anerkendes som en form for forfølgelse i medfør af artikel 1, [afsnit] A, nr. 2), i [Genèvekonventionen] og som en form for grov overlast, der medfører supplerende/subsidiær beskyttelse.
2 Parterne sikrer, at hver af de i [Genèvekonventionen] nævnte grunde fortolkes under hensyntagen til forskellene mellem kønnene, og at en ansøger, hvis det fastslås, at forfølgelse frygtes af en eller flere af disse grunde, tildeles flygtningestatus i henhold til gældende relevante instrumenter.
[...]«
EU-retten
Direktiv 2011/95
12 4.,16., 18. og 30. betragtning til direktiv 2011/95 er affattet således:
»(4) Genèvekonventionen og protokollen udgør hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge.
[...]
(16) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som bl.a. anerkendes i [chartret]. Direktivet tilsigter navnlig, at asylansøgeres og deres ledsagende familiemedlemmers menneskelige værdighed og ret til asyl respekteres fuldt ud, og at anvendelsen af [chartrets] artikel 1, 7, 11, 14, 15, 16, 18, 21, 24, 34 og 35 fremmes, og direktivet bør derfor gennemføres i overensstemmelse hermed.
[...]
(18) Medlemsstaterne bør først og fremmest tage hensyn til »barnets tarv« ved gennemførelsen af dette direktiv i overensstemmelse med De Forenede Nationers konvention af 1989 om barnets rettigheder. Ved vurderingen af barnets tarv bør medlemsstaterne især tage behørigt hensyn til princippet om familiens enhed, den mindreåriges trivsel og sociale udvikling, sikkerhedsovervejelser og den mindreåriges egen mening under hensyntagen til vedkommendes alder og modenhed.
[...]
(30) Det er ligeledes nødvendigt at indføre en fælles opfattelse af forfølgelsesgrunden »tilhørsforhold til en bestemt social gruppe«. Med henblik på afgrænsningen af en bestemt social gruppe bør der tages hensyn til faktorer i forbindelse med ansøgerens køn, herunder kønsidentitet og seksuel orientering, som kan være forbundet med visse retstraditioner og skikke, der f.eks. fører til genital lemlæstelse, tvangssterilisation eller tvungen abort, for så vidt som disse faktorer er forbundet med ansøgerens velbegrundede frygt for forfølgelse.«
13 Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd:
»I dette direktiv forstås ved:
a) »international beskyttelse«: flygtningestatus og subsidiær beskyttelsesstatus som defineret i litra e) og g)
[...]
d) »flygtning«: en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse, eller en statsløs person, som opholder sig uden for det land, hvor han tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, af samme grunde som anført ovenfor, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil vende tilbage til dette land, og som ikke er omfattet af artikel 12
e) »flygtningestatus«: en medlemsstats anerkendelse af en tredjelandsstatsborger eller statsløs som flygtning
[...]
i) »ansøger« en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, hvorom der endnu ikke er truffet endelig afgørelse
[...]
k) »mindreårig«: en tredjelandsstatsborger eller en statsløs under 18 år
[...]
n) »hjemland« det land eller de lande, hvor ansøgeren er statsborger eller, for så vidt angår statsløse, har haft sit sædvanlige opholdssted.«
14 Nævnte direktivs artikel 4 med overskriften »Vurdering af kendsgerninger og omstændigheder«, som er indeholdt i direktivets kapitel II vedrørende »[v]urdering af ansøgninger om international beskyttelse«, bestemmer:
»1. Medlemsstaterne kan betragte det som ansøgerens pligt hurtigst muligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen om international beskyttelse. Medlemsstaterne har pligt til i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen.
2. De i stk. 1 nævnte elementer består af ansøgerens forklaringer og al anden for ansøgeren tilgængelig dokumentation om ansøgerens alder, baggrund, herunder eventuelle slægtninges baggrund, identitet, statsborgerskab(er), tidligere opholdssted(er) og ‑land(e), tidligere asylansøgninger, rejserute, rejsedokumentation samt grundene til, at vedkommende ansøger om international beskyttelse.
3. Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:
a) alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen, herunder hjemlandets love og andre bestemmelser og den måde, hvorpå de anvendes
[...]
c) ansøgerens personlige stilling og forhold, herunder faktorer som baggrund, køn og alder, for på grundlag af ansøgerens personlige forhold at vurdere, om de handlinger, som vedkommende har været eller kan blive udsat for, kan udgøre forfølgelse eller alvorlig overlast
...
5. Hvis medlemsstaterne anvender princippet om, at ansøgeren har pligt til at underbygge sin ansøgning om international beskyttelse, og hvis der er aspekter af ansøgerens forklaringer, der ikke er underbygget af dokumentation eller andre beviser, skal disse aspekter ikke bekræftes, hvis følgende betingelser er opfyldt:
[...]
c) ansøgerens forklaringer anses for sammenhængende og troværdige [...]
[...]
e) ansøgerens almindelige troværdighed er slået fast.«
15 Samme direktivs artikel 9 med overskriften »Forfølgelse« bestemmer i stk. 1 og 2:
»1. For at anses for forfølgelse som omhandlet i artikel 1, afsnit A, i Genèvekonventionen skal adfærd:
a) være tilstrækkelig alvorlig på grund af sin karakter eller gentagne forekomst til at udgøre en alvorlig krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder, navnlig de rettigheder, der ikke kan fraviges i henhold til artikel 15, stk. 2, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder[, undertegnet i Rom den 4. november 1950], eller
b) bestå i anvendelse af flere foranstaltninger, herunder krænkelse af menneskerettighederne, der er tilstrækkelig alvorlige til at berøre et menneske på en tilsvarende måde som omhandlet i litra a).
2. Forfølgelse i henhold til stk. 1 kan f.eks. tage form af:
[...]
f) kønsbestemte handlinger eller handlinger rettet mod børn.«
16 Artikel 10 i direktiv 2011/95 med overskriften »Grundene til forfølgelse« fastsætter:
»1. Ved vurderingen af grundene til forfølgelse tager medlemsstaterne hensyn til følgende elementer:
[...]
d) en gruppe betragtes som udgørende en bestemt social gruppe, navnlig når:
– medlemmerne af den pågældende gruppe har samme medfødte karakteristiske træk eller en fælles baggrund, der ikke kan ændres, eller er fælles om et karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet eller samvittighed, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå, og
– den pågældende gruppe har en særskilt identitet i det relevante land, fordi den opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund.
[...] Der tages hensyn til kønsrelaterede aspekter, herunder kønsidentitet, ved afgørelsen af, om en person tilhører en bestemt social gruppe, og ved bestemmelsen af de karakteristiske træk ved en sådan gruppe
[...]
2. Ved vurdering af, om en ansøger har en velbegrundet frygt for forfølgelse, er det irrelevant, om ansøgeren faktisk har de [...] sociale [...] karakteristiske træk, der fører til forfølgelse, hvis et sådant karakteristisk træk tillægges den pågældende af den aktør, der står bag forfølgelsen.«
17 Dette direktivs artikel 20, der er indeholdt i direktivets kapitel VII vedrørende »[i]ndholdet af international beskyttelse«, bestemmer følgende i stk. 3 og 5:
»3. Ved gennemførelsen af dette kapitel tager medlemsstaterne hensyn til situationen for sårbare personer, såsom mindreårige, uledsagede mindreårige [...], enlige forældre med mindreårige børn [...]
[...]
5. Barnets tarv kommer i første række, når medlemsstaterne skal gennemføre de bestemmelser i dette kapitel, der vedrører mindreårige.«
Direktiv 2013/32/EU
18 I artikel 2, litra q), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60) defineres en »fornyet ansøgning« som »en ny ansøgning om international beskyttelse, der indgives, efter at der er truffet endelig afgørelse om en tidligere ansøgning [...]«.
19 Dette direktivs artikel 10 med overskriften »Krav til behandlingen af ansøgninger« fastsætter følgende i stk. 3:
»Medlemsstaterne sikrer, at den besluttende myndigheds afgørelser om ansøgninger om international beskyttelse træffes efter en passende behandling af ansøgningerne. Til det formål sikrer medlemsstaterne:
a) at ansøgningerne behandles og afgørelserne træffes individuelt, objektivt og upartisk
b) at der indhentes præcise og ajourførte oplysninger fra forskellige kilder, f.eks. fra [Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO)] og [De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR)] og relevante internationale menneskerettighedsorganisationer, om den generelle situation i ansøgernes oprindelseslande [...] og at disse oplysninger stilles til rådighed for det personale, der har ansvaret for at behandle ansøgningerne
[...]
d) at det personale, der behandler ansøgningerne og træffer afgørelser, altid har mulighed for at søge nødvendig rådgivning fra eksperter om særlige spørgsmål, for eksempel af lægelig art eller vedrørende kultur, børn eller køn.«
20 I henhold til nævnte direktivs artikel 14, stk. 1, fjerde afsnit, »[kan] [m]edlemsstaterne [...] i deres nationale lovgivning fastsætte, i hvilke tilfælde en mindreårig skal tilbydes en personlig samtale«.
21 Samme direktivs artikel 15, stk. 3, bestemmer:
»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at personlige samtaler finder sted under forhold, som giver ansøgerne mulighed for at give en fyldestgørende redegørelse for grundene til deres ansøgning. Til det formål skal medlemsstaterne:
[...]
e) sikre, at samtaler med mindreårige foregår på en børnevenlig måde.«
22 Artikel 40 i direktiv 2013/32 med overskriften »Fornyede ansøgninger« fastsætter følgende i stk. 2:
»Med henblik på at træffe en afgørelse om antagelse af en ansøgning om international beskyttelse til behandling i henhold til artikel 33, stk. 2, litra d), underkastes en fornyet ansøgning om international beskyttelse først en indledende undersøgelse af, om der er fremkommet nye elementer eller oplysninger af betydning, eller ansøgeren har fremlagt sådanne, med henblik på at fastslå, om ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95].«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
23 Sagsøgerne i hovedsagen, K og L, er to søstre med irakisk statsborgerskab, der er født i henholdsvis 2003 og 2005. De ankom til Nederlandene i løbet af 2015 sammen med deres forældre og tante. De har siden opholdt sig dér uden afbrydelse. Den 7. november 2015 indgav deres forældre på deres egne vegne og på vegne af K og L asylansøgninger, som blev afslået den 17. februar 2017. Disse afslag blev endelige i 2018.
24 Den 4. april 2019 indgav K og L fornyede ansøgninger som omhandlet i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32, og ved afgørelser truffet af statssekretæren for retlige anliggender og sikkerhed den 21. december 2020 blev disse afslået som åbenbart grundløse. K og L har anfægtet disse afslag for den forelæggende ret, rechtbank Den Haag, zittingsplaats ’s-Hertogenbosch (retten i første instans i Haag, tingstedet i ’s-Hertogenbosch, Nederlandene) og har herved gjort gældende, at de på grund af deres langvarige ophold i Nederlandene har overtaget normer, værdier og levemåde fra jævnaldrende unge, og at de således er blevet »vestliggjort«. Derfor finder de, at de som unge kvinder har mulighed for selv at træffe valg vedrørende deres liv og fremtid, navnlig hvad angår deres forhold til personer af det mandlige køn, deres ægteskab, deres studier, deres arbejde samt dannelsen af deres politiske og religiøse opfattelser, og hvorledes de vil bringe disse opfattelser til udtryk. De frygter at blive forfulgt, hvis de vender tilbage til Irak, på grund af deres identitet formet i Nederlandene, som er præget af en assimilering af normer, værdier og levemåde, der er anderledes end i deres oprindelsesland, og som er blevet så væsentlige for deres identitet og samvittighed, at de ikke kan give afkald herpå. De har således anført, at de tilhører en »bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95.
25 K og L har ligeledes gjort gældende, at de som følge af dette langvarige ophold i Nederlandene nu har slået rod i dette land, og at det vil være til skade for deres udvikling, hvis de nu skulle forlade det. Denne skade føjer sig til den skade, som de har lidt som følge af den lange periode med usikkerhed med hensyn til, hvorvidt de kan få opholdstilladelse i denne medlemsstat.
26 I denne sammenhæng er den forelæggende ret for det første i tvivl om fortolkningen af begrebet »tilhørsforhold til en bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at begrebet »vestliggørelse« henviser til ligestilling mellem kvinder og mænd og navnlig til kvinders ret til at blive beskyttet mod enhver form for kønsrelateret vold, til ikke at være tvunget til at indgå ægteskab samt til at tilslutte sig eller ikke tilslutte sig en tro, til at have sine egne politiske anskuelser og til at kunne give udtryk for dem.
27 Den forelæggende ret har anført, at det følger af praksis fra Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene), at »vestliggjorte kvinder« udgør en gruppe, der er for forskelligartet til, at de kan anses for at tilhøre en »bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95, og at en eventuel »vestliggørelse« i henhold til national juridisk praksis vurderes som en grund til forfølgelse på grundlag af religion eller politisk anskuelse.
28 Den forelæggende ret er for det andet i tvivl om, hvorledes der inden for rammerne af proceduren for behandling af ansøgninger om international beskyttelse skal tages hensyn til barnets tarv, som er sikret ved chartrets artikel 24, stk. 2. Det fremgår ikke af EU-retten, hvorledes barnets tarv skal fastlægges.
29 I denne forbindelse har den forelæggende ret under henvisning til dom af 14. januar 2021, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Tilbagesendelse af en uledsaget mindreårig) (C-441/19, EU:C:2021:9, præmis 45), anført, at barnets tarv i alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal komme i første række i overensstemmelse med chartrets artikel 24, stk. 2, og ønsker oplyst, om en national juridisk praksis, hvorefter den kompetente myndighed i første omgang træffer afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse ved i generelle vendinger at vurdere barnets tarv, og ansøgeren først i anden omgang kan anfægte den således trufne afgørelse ved konkret at godtgøre, at dette hensyn kræver en anden afgørelse, er forenelig med EU-retten.
30 Den forelæggende ret har anført, at den skade, som K og L angiveligt har lidt som følge af den usikkerhed, der er opstået på grund af deres situation i Nederlandene, ikke er knyttet til nogen grunde til forfølgelse i deres hjemland, og ønsker for det tredje klarlagt, om hensynet til barnets tarv i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse ikke desto mindre kræver, at der tages hensyn til en sådan skade, og i bekræftende fald på hvilken måde.
31 For det fjerde og sidste ønsker den nævnte ret oplyst, om den nationale juridiske praksis, hvorefter den myndighed, der træffer afgørelse om en »fornyet ansøgning« som omhandlet i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32, ikke er forpligtet til ex officio at undersøge, om ansøgeren har ret til ophold af »sædvanlige grunde«, er forenelig med EU-retten.
32 På denne baggrund har rechtbank Den Haag, zittingsplaats ’s-Hertogenbosch (retten i første instans i Haag, tingstedet i ’s-Hertogenbosch) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal [...] artikel 10, stk. 1, litra d), [i direktiv 2011/95] fortolkes således, at vestlig(e) normer, værdier og faktisk levemåde, som tredjelandsstatsborgere overtager, når de i en betragtelig del af den fase af livet, hvor deres identitet formes, har opholdt sig på medlemsstatens område og er blevet fuldgyldige medlemmer af samfundet, må betragtes som fælles baggrund, der ikke kan ændres, eller som [karakteristiske træk, der] er så grundlæggende for deres identitet, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal tredjelandsstatsborgere, som – uanset årsagerne hertil – har overtaget tilsvarende vestlige normer og værdier i kraft af faktisk ophold i denne medlemsstat i den fase af livet, hvor deres identitet formes, betragtes som »medlemmer af en bestemt social gruppe« som omhandlet i [...] artikel 10, stk. 1, litra d), [i direktiv 2011/95]? Skal spørgsmålet, om der er tale om »medlemmer af en bestemt social gruppe, som har en særskilt identitet i det relevante land«, afgøres ud fra denne medlemsstats synsvinkel, eller skal [denne formulering, sammenholdt] med [...] artikel 10, stk. 2, [i direktiv 2011/95,] fortolkes således, at der skal lægges afgørende vægt på, om udlændingen kan godtgøre, at den pågældende i sit oprindelsesland betragtes som en del af en bestemt social gruppe, eller at dette i al fald tillægges den pågældende? Er betingelsen om, at vestliggørelse alene kan føre til flygtningestatus, hvis dette skyldes religiøse og politiske grunde, forenelig med [...] artikel 10 [i direktiv 2011/95], sammenholdt med forbuddet mod refoulement og med retten til asyl?
3) Er en national [juridisk praksis], hvorefter en besluttende myndighed ved bedømmelsen af en ansøgning om international beskyttelse afvejer barnets tarv uden først konkret at (lade) fastslå (i hver procedure), hvad der er barnets tarv, forenelig med EU-retten, særligt med artikel 24, stk. 2, i [chartret], sammenholdt med chartrets artikel 51, stk. 1? Skal dette spørgsmål besvares anderledes, hvis medlemsstaten skal afgøre en ansøgning om opholdstilladelse med henvisning til sædvanlige grunde, og barnets tarv herved skal tages i betragtning?
4) På hvilken måde og i hvilken fase af bedømmelsen af en ansøgning om international beskyttelse skal, henset til chartrets artikel 24, stk. 2, barnets tarv og særligt den skade, som en mindreårig har pådraget sig ved et mangeårigt faktisk ophold i en medlemsstat, tages i betragtning og afvejes? Har det herved betydning, om dette faktiske ophold var lovligt? Er det ved afvejningen af barnets tarv under ovenstående bedømmelse relevant, om medlemsstaten har truffet afgørelse vedrørende ansøgningen om international beskyttelse inden for de herfor gældende EU-retlige frister, eller om en tidligere pålagt pligt til hjemrejse ikke er blevet respekteret, og at medlemsstaten i det følgende ikke udsendte de mindreårige, således at deres faktiske ophold i medlemsstaten kunne fortsætte?
5) Kan det forenes med EU-retten, at der i henhold til en national [juridisk praksis] sondres mellem den første og fornyede ansøgninger om international beskyttelse i den forstand, at sædvanlige grunde til international beskyttelse ikke tages i betragtning ved fornyede ansøgninger om international beskyttelse, når henses til chartrets artikel 7, sammenholdt med [dettes] artikel 24, stk. 2?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første og det andet spørgsmål
33 Indledningsvis bemærkes, at skønt den forelæggende ret i sit første spørgsmål bl.a. har henvist til »vestlig(e) normer, værdier og faktisk levemåde, som tredjelandsstatsborgere overtager, når de i en betragtelig del af den fase af livet, hvor deres identitet formes, har opholdt sig på [en] medlemsstat[s] område og er blevet fuldgyldige medlemmer af samfundet«, fremgår det af forelæggelseskendelsen, at den forelæggende ret i det væsentlige sigter til den omstændighed, at disse kvinder reelt identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd og fortsat ønsker at drage fordel af denne ligestilling i deres daglige liv.
34 Under disse omstændigheder må det antages, at den forelæggende ret med de to første præjudicielle spørgsmål, der kan behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 10, stk. 1, litra d), og artikel 10, stk. 2, i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at alt efter de forhold, der gør sig gældende i hjemlandet, kan kvinder, herunder mindreårige, som er statsborgere i dette land, og som deler det fælles karakteristiske træk, at de på grund af deres ophold i en medlemsstat reelt identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd, som bl.a. er fastsat i artikel 2 TEU, anses for at tilhøre »en bestemt social gruppe« som »grund til forfølgelse«, der kan føre til anerkendelse af flygtningestatus.
35 I første række bemærkes, at artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95 definerer en »flygtning« som en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse. Denne definition gengiver definitionen i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, nr. 2), der, som det fremgår af fjerde betragtning til dette direktiv, udgør »hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge«.
36 Fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 2011/95 skal derfor ikke alene ske i lyset af dette direktivs generelle opbygning og formål, men også under iagttagelse af Genèvekonventionen og andre relevante traktater som omhandlet i artikel 78, stk. 1, TEUF. Disse traktater omfatter bl.a. Istanbulkonventionen og CEDAW (dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 37 og 44-47).
37 Som det bekræftes i Istanbulkonventionens artikel 1 og 3 og artikel 4, stk. 2, indebærer ligestilling mellem kvinder og mænd bl.a. en ret for enhver kvinde til at blive beskyttet mod enhver form for kønsbetinget vold, en ret til ikke at blive tvunget til at indgå ægteskab samt en ret til at tilslutte sig eller undlade at tilslutte sig en tro, til at have og udtrykke sine egne politiske anskuelser og til frit at træffe sine egne livsvalg, bl.a. med hensyn til uddannelse, karriere eller offentlige aktiviteter. Tilsvarende gør sig gældende for artikel 3, 5, 7, 10 og 16 i CEDAW.
38 Desuden skal bestemmelserne i direktiv 2011/95, således som det fremgår af 16. betragtning hertil, ligeledes fortolkes med respekt for de rettigheder, der anerkendes i chartret, hvis anvendelse dette direktiv har til formål at fremme, og hvis artikel 21, stk. 1, forbyder enhver forskelsbehandling på grund af køn (jf. i denne retning dom af 13.1.2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser), C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 39, og af 9.11.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Begrebet alvorlig overlast), C-125/22, EU:C:2023:843, præmis 60).
39 I anden række bemærkes, at artikel 10, stk. 1, i direktiv 2011/95 for hver af de fem grunde til forfølgelse, der i overensstemmelse med dette direktivs artikel 2, litra d), kan føre til anerkendelse af flygtningestatus, opregner de elementer, som medlemsstaterne skal tage hensyn til.
40 Hvad navnlig angår grunden »tilhørsforhold til en bestemt social gruppe« fremgår det af denne artikel 10, stk. 1, litra d), første afsnit, at en gruppe betragtes som en »bestemt social gruppe«, når to kumulative betingelser er opfyldt. Dels skal de personer, der kan tænkes at tilhøre den pågældende gruppe, være fælles om mindst et af tre identificerende træk, nemlig et »medfødt karakteristisk træk« eller »en fælles baggrund, der ikke kan ændres«, eller et »karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet eller samvittighed, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå«. Dels skal den pågældende gruppe have en »særskilt identitet« i det relevante land, »fordi den opfattes af det omgivende samfund som værende anderledes« (dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 40).
41 Desuden er det i artikel 10, stk. 1, litra d), andet afsnit, bl.a. præciseret, at »[d]er tages hensyn til kønsrelaterede aspekter, herunder kønsidentitet, ved afgørelsen af, om en person tilhører en bestemt social gruppe, og ved bestemmelsen af de karakteristiske træk ved en sådan gruppe«. Denne bestemmelse skal læses i lyset af 30. betragtning til direktiv 2011/95, hvorefter kønsidentitet kan være forbundet med visse retstraditioner og skikke (dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 41).
42 Hvad angår den første betingelse for identifikation som en »bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), første afsnit, første led, i direktiv 2011/95, nemlig at dele mindst et af de tre identificerende træk, der er omhandlet i denne bestemmelse, har Domstolen allerede fastslået, at den omstændighed, at der er tale om en kvinde, udgør et medfødt karakteristisk træk og derfor er tilstrækkelig til at opfylde denne betingelse (dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 49).
43 Desuden kan kvinder, der deler et yderligere fælles træk, som f.eks. et andet medfødt karakteristisk træk eller en fælles historie, der ikke kan ændres, såsom en særlig familiesituation, eller et karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet eller samvittighed, at disse kvinder ikke bør tvinges til at give afkald derpå, af denne grund også opfylde den nævnte betingelse (dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 50).
44 I den forbindelse skal det, som også generaladvokaten har anført i punkt 34 i forslaget til afgørelse, for det første bemærkes, at den omstændighed, at en kvinde reelt identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd, for så vidt som den forudsætter, at hun ønsker at drage fordel af denne ligestilling i sit daglige liv, indebærer, at hun frit kan træffe sine egne livsvalg, navnlig med hensyn til uddannelse og erhvervskarriere, omfanget og arten af aktivitetsudøvelse i det offentlige rum, muligheden for at opnå økonomisk uafhængighed ved at arbejde uden for hjemmet, hendes beslutning om at bo alene eller med en familie og valget af partner, hvilke valg er af grundlæggende betydning for fastlæggelsen af hendes identitet. På denne baggrund kan den omstændighed, at en tredjelandsstatsborger reelt identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd anses for et »karakteristisk træk eller en tro, der er så grundlæggende for deres identitet eller samvittighed, at ingen mennesker bør tvinges til at give afkald derpå«. Det forhold, at tredjelandsstatsborgeren ikke selv finder, at hun udgør en gruppe sammen med andre tredjelandsstatsborgere eller med samtlige kvinder, der identificerer sig med denne grundlæggende værdi, er uden relevans i så henseende.
45 For det andet kan den omstændighed, at unge kvinder, der er tredjelandsstatsborgere, har opholdt sig i en værtsmedlemsstat i en fase af livet, hvor en persons identitet formes, og at de under dette ophold reelt har identificeret sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd, udgøre »en fælles historie, der ikke kan ændres« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), første afsnit, første led, i direktiv 2011/95.
46 Det må derfor konstateres, at disse kvinder, herunder mindreårige, opfylder den første betingelse for identifikation som en »bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), første afsnit, første led, i direktiv 2011/95.
47 I henhold til dette direktivs artikel 10, stk. 2, skal den kompetente nationale myndighed sikre sig, at de karakteristiske træk, der er forbundet med et tilhørsforhold til en bestemt social gruppe, tillægges den pågældende person i dennes hjemland som omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, litra n), også selv om denne person faktisk ikke har sådanne karakteristiske træk.
48 Hvad angår den anden betingelse for identifikation som en »bestemt social gruppe«, der er fastsat i samme direktivs artikel 10, stk. 1, litra d), første afsnit, andet led, og som vedrører gruppens »særskilte identitet« i hjemlandet, må det konstateres, at kvinder kan opfattes anderledes af det omgivende samfund og tillægges en særskilt identitet i dette samfund, bl.a. på grund af de sociale, moralske eller retlige normer, der gælder i deres hjemland (dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 52).
49 Denne anden betingelse opfyldes ligeledes af kvinder, der deler et yderligere fælles karakteristisk træk – såsom at de reelt identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd – når de sociale, moralske eller retlige normer, der gælder i deres hjemland, medfører, at disse kvinder på grund af dette fælles karakteristiske træk opfattes som værende anderledes af det omgivende samfund (dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 53).
50 I denne sammenhæng skal det præciseres, at det tilkommer den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder at afgøre, hvilket omgivende samfund der er relevant ved vurderingen af, om denne sociale gruppe eksisterer. Dette samfund kan være sammenfaldende med hele det tredjeland, der er hjemland for ansøgeren om international beskyttelse, eller være mere begrænset, f.eks. en del af dette tredjelands område eller befolkning (dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 54).
51 Det følger heraf, at kvinder, herunder mindreårige, der deler det fælles karakteristiske træk, at de på grund af deres ophold i en medlemsstat reelt identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd, alt efter de forhold, der gør sig gældende i hjemlandet, kan anses for at tilhøre en »bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95.
52 Henset til den forelæggende rets tvivl desangående skal det endvidere præciseres, at det på ingen måde er et krav for at anerkende, at der foreligger en forfølgelsesgrund som omhandlet i denne bestemmelse, at den omstændighed, at disse kvinder reelt identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd, bunder i politik eller religion. Det forholder sig ikke desto mindre således, at en sådan identificering i givet fald også kan betragtes som en grund til forfølgelse på grund af religion eller politisk anskuelse.
53 Hvad i tredje række angår vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse, herunder en »fornyet ansøgning«, der er baseret på den forfølgelsesgrund, som tilhørsforholdet til en bestemt social gruppe udgør, tilkommer det de kompetente nationale myndigheder at efterprøve, om den person, der påberåber sig denne forfølgelsesgrund, »har en velbegrundet frygt« for at blive udsat for forfølgelse i sit hjemland som omhandlet i dette direktivs artikel 9, stk. 1 og 2, på grund af et sådant tilhørsforhold (dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 59).
54 Med henblik på en sådan vurdering skal den kompetente nationale myndighed for det første tage hensyn til, at forfølgelse som omhandlet i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, således som det er præciseret i nævnte direktivs artikel 9, stk. 2, litra f), bl.a. kan tage form af »kønsbestemte handlinger«.
55 I denne henseende bemærkes dels, at Istanbulkonventionens artikel 60, stk. 1, bestemmer, at kønsbetinget vold mod kvinder, der i overensstemmelse med denne konventions artikel 3 skal forstås som en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination af kvinder, skal anerkendes som en form for forfølgelse som omhandlet i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, nr. 2). Dels bemærkes, at denne artikel 60, stk. 2, pålægger parterne at sikre, at hver af de i Genèvekonventionen nævnte grunde fortolkes under hensyntagen til forskellene mellem kønnene, herunder således også forfølgelse på grund af tilhørsforhold til en bestemt social gruppe.
56 For det andet kan medlemsstaterne i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2011/95 betragte det som ansøgerens pligt hurtigst muligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen om international beskyttelse. Det forholder sig ikke desto mindre således, at medlemsstaternes myndigheder om fornødent skal samarbejde aktivt med ansøgeren med henblik på at fastlægge og supplere de relevante elementer i ansøgningen (jf. i denne retning dom af 3.3.2022, Secretary of State for the Home Department (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser), C-349/20, EU:C:2022:151, præmis 64). Hvis medlemsstaterne gør brug af den mulighed, som de har i henhold til denne bestemmelse, fastsætter artikel 4, stk. 5, endvidere, at når der er aspekter af ansøgerens forklaringer, der ikke er underbygget af dokumentation eller andre beviser, skal disse aspekter ikke bekræftes, hvis de kumulative betingelser i stk. 5 er opfyldt. Disse betingelser omfatter bl.a. sammenhængen og troværdigheden af ansøgerens forklaringer samt ansøgerens almindelige troværdighed (jf. i denne retning dom af 21.9.2023, Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (Politiske anskuelser i værtsmedlemsstaten), C-151/22, EU:C:2023:688, præmis 44).
57 Domstolen har i denne forbindelse gjort det klart, at en ansøger om international beskyttelses forklaringer kun er udgangspunktet for den vurdering af de faktiske forhold og omstændigheder, som foretages af de kompetente myndigheder, der ofte har bedre forudsætninger end ansøgeren for at få adgang til visse typer dokumenter (jf. i denne retning dom af 22.11.2012, M., C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 65 og 66, af 19.11.2020, Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (Militærtjeneste og asyl), C-238/19, EU:C:2020:945, præmis 52, og af 9.11.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Begrebet alvorlig overlast), C-125/22, EU:C:2023:843, præmis 47).
58 Det ville således være i strid med artikel 4 i direktiv 2011/95 at antage, at det nødvendigvis alene påhviler ansøgeren at fremlægge alle beviser, der kan underbygge begrundelsen for den pågældendes ansøgning om international beskyttelse, og navnlig den omstændighed dels, at ansøgeren i sit hjemland kan opfattes som tilhørende en bestemt social gruppe som omhandlet i dette direktivs artikel 10, stk. 1, dels at den pågældende af denne grund risikerer at blive forfulgt i dette land (jf. i denne retning dom af 19.11.2020, Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (Militærtjeneste og asyl), C-238/19, EU:C:2020:945, præmis 54 og 55).
59 For det tredje skal de kompetente nationale myndigheders bedømmelse af, om en ansøgers frygt for forfølgelse er velbegrundet, i henhold til direktivets artikel 4, stk. 3, foretages på et individuelt grundlag og ud fra det specifikke sagsforhold samt med påpasselighed og forsigtighed, idet den skal baseres på en konkret vurdering af de faktiske forhold og omstændigheder med henblik på at afgøre, om de fastslåede kendsgerninger og omstændigheder udgør en sådan trussel, at den pågældende, henset til dennes individuelle situation, har grund til at frygte reelt at blive udsat for forfølgelse, hvis vedkommende skulle vende tilbage til sit hjemland (jf. i denne retning dom af 21.9.2023, Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (Politiske anskuelser i værtsmedlemsstaten), C-151/22, EU:C:2023:688, præmis 42, og dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 60).
60 I denne sammenhæng pålægger artikel 10, stk. 3, litra b), i direktiv 2013/32 medlemsstaterne at sikre dels, at afgørelser om ansøgninger om international beskyttelse træffes efter en passende behandling, hvor der er indhentet præcise og ajourførte oplysninger fra forskellige kilder, f.eks. EASO og UNHCR og relevante internationale menneskerettighedsorganisationer, om den generelle situation i ansøgernes oprindelseslande, dels at disse oplysninger stilles til rådighed for det personale, der har ansvaret for at behandle ansøgningerne og træffe afgørelse.
61 Med henblik herpå skal de kompetente nationale myndigheder, således som det fremgår af punkt 36, litra x), i UNHCR’s retningslinjer for international beskyttelse nr. 1 vedrørende kønsbetinget forfølgelse inden for rammerne af Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, nr. 2), indsamles oplysninger om hjemlandet, der er relevante for behandlingen af ansøgninger, der indgives af kvinder, såsom deres situation i forhold til loven, deres politiske, økonomiske og sociale rettigheder, landets kulturelle og sociale skikke og konsekvenserne af manglende overholdelse heraf, hyppigheden af skadelig traditionel praksis, tilfælde af og former for vold mod kvinder, der er indberettet, den beskyttelse, som de er blevet stillet til rådighed, de sanktioner, som gerningsmændene til sådan vold idømmes, samt de risici, som en kvinde løber ved at vende tilbage til sit hjemland efter at have indgivet en sådan ansøgning (dom af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 61).
62 For det fjerde skal det præciseres, at den omstændighed, at en tredjelandsstatsborger på grund af sit ophold i en medlemsstat reelt identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd, ikke kan kvalificeres som en omstændighed, som denne tredjelandsstatsborger selv har forårsaget, efter at hun forlod hjemlandet som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95, eller som en aktivitet, der udelukkende eller hovedsagelig har haft til formål at skabe de nødvendige betingelser for at indgive en ansøgning om international beskyttelse som omhandlet i direktivets artikel 4, stk. 3, litra d). Det er således tilstrækkeligt at konstatere, at når en sådan identificering er tilstrækkeligt godtgjort, kan den på ingen måde sidestilles med det misbrug og den udnyttelse, som disse bestemmelser har til formål at bekæmpe (jf. i denne retning dom af 29.2.2024, Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl (Efterfølgende religiøs konvertering), C-222/22, EU:C:2024:192, præmis 32 og 34).
63 I det foreliggende tilfælde tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om sagsøgerne i hovedsagen, således som det er beskrevet i denne doms præmis 37 og 44, reelt identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd og ønsker at drage fordel heraf i deres daglige liv på en sådan måde, at denne værdi udgør en integrerende del af deres identitet, og om de derfor vil blive opfattet som anderledes af det omkringliggende samfund i deres hjemland. Den omstændighed, at de kan undgå en reel risiko for forfølgelse i deres hjemland som følge af denne identificering ved at udvise tilbageholdenhed med hensyn til at give udtryk herfor, skal der ikke tages hensyn til i denne sammenhæng (jf. i denne retning dom af 7.11.2013, X m.fl., C-199/12 – C-201/12, EU:C:2013:720, præmis 70, 71, 74 og 75).
64 Henset til ovenstående betragtninger skal de to første spørgsmål besvares med, at artikel 10, stk. 1, litra d), og artikel 10, stk. 2, i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at alt efter de forhold, der gør sig gældende i hjemlandet, kan kvinder, herunder mindreårige, som er statsborgere i dette land, og som deler det fælles karakteristiske træk, at de på grund af deres ophold i en medlemsstat reelt identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd, anses for at tilhøre »en bestemt social gruppe« som »grund til forfølgelse«, der kan føre til anerkendelse af flygtningestatus.
Det tredje og det fjerde spørgsmål
65 Indledningsvis bemærkes, at den forelæggende ret med det tredje spørgsmåls anden del nærmere bestemt ønsker oplyst, om chartrets artikel 24, stk. 2, sammenholdt med chartrets artikel 51, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en »national juridisk praksis«, hvorefter den kompetente myndighed i forbindelse med en ansøgning om opholdstilladelse »af sædvanlige grunde« afvejer barnets tarv uden »først konkret at fastslå«, hvad der er barnets tarv.
66 Som generaladvokaten har anført i punkt 67 i forslaget til afgørelse, fremgår det imidlertid hverken af forelæggelseskendelsen eller af de sagsakter, som Domstolen råder over, at der i tvisten i hovedsagen er tale om en sådan ansøgning om opholdstilladelse »af sædvanlige grunde«.
67 Selv om der foreligger en formodning for, at præjudicielle spørgsmål om EU-retten er relevante, er begrundelsen for ordningen med præjudiciel forelæggelse ikke, at der skal afgives responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at der skal foreligge et behov med henblik på selve afgørelsen af en retstvist (dom af 14.1.2021, The International Protection Appeals Tribunal m.fl., C-322/19 og C-385/19, EU:C:2021:11, præmis 53).
68 For så vidt som det tredje spørgsmåls anden del i realiteten har til formål at opnå et responsum fra Domstolen, må det afvises.
69 Med det tredje spørgsmåls første del og det fjerde spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om chartrets artikel 24, stk. 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at den kompetente nationale myndighed træffer afgørelse om en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en mindreårig, uden konkret at have fastlagt denne mindreåriges tarv inden for rammerne af en individuel vurdering.
70 I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret ligeledes oplyst, om og i givet fald på hvilken måde der skal tages hensyn til, at der foreligger en skade, som den mindreårige angiveligt har lidt som følge af et længerevarende ophold i en medlemsstat og usikkerheden med hensyn til vedkommendes forpligtelse til at vende tilbage til hjemlandet.
71 Henset til drøftelserne under den mundtlige forhandling skal enhver tvivl om, hvorvidt disse præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, der er begrundet i, at K og L nu ikke længere er mindreårige som omhandlet i artikel 2, litra k), i direktiv 2011/95, indledningsvis afvises. Det fremgår nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at K og L på tidspunktet for indgivelsen af deres fornyede ansøgninger, hvis afslag er genstand for tvisten i hovedsagen, dvs. den 4. april 2019, var under 18 år.
72 Når dette er sagt, skal det bemærkes, at chartrets artikel 24, der, således som det fremgår af 16. betragtning til direktiv 2011/95, indgår blandt de artikler i chartret, hvis anvendelse dette direktiv skal fremme, i stk. 2 fastsætter, at »[i] alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række«.
73 Det følger af chartrets artikel 24, stk. 2, og af artikel 3, stk. 1, i den internationale konvention om barnets rettigheder, der blev vedtaget af De Forenede Nationers generalforsamling den 20. november 1989, og hvortil forklaringerne til chartrets artikel 24 udtrykkeligt henviser, at barnets tarv ikke alene skal tages i betragtning ved realitetsbehandlingen af ansøgninger vedrørende børn, men ligeledes skal have indflydelse på den beslutningsproces, der går forud for denne vurdering, ved hjælp af særlige proceduremæssige garantier. Som De Forenede Nationers Komité for Barnets Rettigheder har anført, henviser udtrykket »barnets tarv« som omhandlet i denne artikel 3, stk. 1, nemlig både til en materiel ret, et fortolkningsprincip og en processuel regel (jf. General comment No. 14 (2013) on the right of the child to have his or her best interests taken as a primary consideration (art. 3, para. 1), CRC/C/GC/14, punkt 6).
74 Desuden er det præciseret i chartrets artikel 24, stk. 1, at børn frit kan udtrykke deres synspunkter, og at der tages hensyn hertil i forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres alder og modenhed.
75 I første række bemærkes, at medlemsstaterne, som det fremgår af 18. betragtning til direktiv 2011/95, når de vurderer barnets tarv inden for rammerne af en procedure vedrørende international beskyttelse, især skal tage behørigt hensyn til princippet om familiens enhed, til barnets trivsel og sociale udvikling – hvilket omfatter barnets helbred, familiemæssige situation og uddannelse – samt til sikkerhedsovervejelser.
76 I denne henseende foreskriver artikel 4, stk. 3, litra c), i direktiv 2011/95, at vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse skal foretages ud fra det specifikke sagsforhold under hensyntagen til ansøgerens alder for på grundlag af ansøgerens personlige forhold at vurdere, om de handlinger, som vedkommende har været eller kan blive udsat for, kan udgøre forfølgelse eller alvorlig overlast. I denne sammenhæng præciserer direktivets artikel 9, stk. 2, litra f), at forfølgelse bl.a. kan tage form af handlinger »rettet mod børn«.
77 Vurderingen af de konsekvenser, der skal drages af ansøgerens alder, herunder en hensyntagen til dennes tarv, når denne er mindreårig, henhører alene under den kompetente nationale myndigheds ansvar (jf. i denne retning dom af 22.11.2012, M., C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 69 og 70).
78 Det følger af ovenstående betragtninger, at når en ansøger om international beskyttelse er mindreårig, skal den kompetente nationale myndighed nødvendigvis efter en individuel undersøgelse tage hensyn til denne mindreåriges tarv, når den vurderer, om den pågældendes ansøgning om international beskyttelse har fornødent grundlag.
79 I anden række bemærkes, at det fremgår af 18. betragtning til direktiv 2011/95, at medlemsstaterne i forbindelse med en procedure for international beskyttelse bør tage hensyn til den mindreåriges egen mening under hensyntagen til vedkommendes alder og modenhed. Desuden kan medlemsstaterne i henhold til artikel 14, stk. 1, fjerde afsnit, i direktiv 2013/32 i deres nationale lovgivning fastsætte, i hvilke tilfælde en mindreårig skal tilbydes en personlig samtale. Dette direktivs artikel 15, stk. 3, litra e), fastsætter, at når den mindreårige gives en sådan mulighed, sikrer medlemsstaterne, at denne samtale foregår på en børnevenlig måde. I denne sammenhæng skal medlemsstaterne i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 10, stk. 3, litra d), sikre, at de kompetente nationale myndigheder har mulighed for at søge nødvendig rådgivning fra eksperter om særlige spørgsmål bl.a. vedrørende børn.
80 I mangel af mere præcise bestemmelser i direktiv 2011/95 og direktiv 2013/32 tilkommer det medlemsstaten at fastsætte fremgangsmåden ved vurderingen af barnets tarv inden for rammerne af proceduren for international beskyttelse, navnlig det eller de tidspunkter, hvor denne vurdering skal foretages, og den form, som den skal have, med forbehold for iagttagelsen af chartrets artikel 24 og de bestemmelser, der er nævnt i denne doms præmis 75-79.
81 I denne henseende skal det for det første præciseres, at medlemsstaterne i overensstemmelse med chartrets artikel 51, stk. 1, skal overholde chartrets artikel 24, stk. 2, når de gennemfører EU-retten, og dermed også når de behandler en »fornyet ansøgning« som omhandlet i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32. For det andet skal det bemærkes, at eftersom der i dette direktivs artikel 40, stk. 2, ikke foretages nogen sondring mellem en første ansøgning om international beskyttelse og en »fornyet ansøgning« med hensyn til arten af de elementer eller oplysninger, der kan godtgøre, at ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95, skal vurderingen af de kendsgerninger og omstændigheder, der fremlægges til støtte for disse ansøgninger, i begge tilfælde foretages i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2011/95 (dom af 10.6.2021, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Nye elementer eller oplysninger), C-921/19, EU:C:2021:478, præmis 40).
82 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt og i givet fald på hvilken måde der skal tages hensyn til, om der foreligger en skade, som en mindreårig angiveligt har lidt som følge af et længerevarende ophold i en medlemsstat og usikkerheden om den pågældendes forpligtelse til at vende tilbage, hvilke forhold kan tilregnes den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af den ansøgning om international beskyttelse, som denne mindreårige har indgivet, skal det i lighed med, hvad den forelæggende ret har anført, bemærkes, at det ikke tilkommer de kompetente nationale myndigheder at vurdere, om der foreligger en sådan skade inden for rammerne af en procedure, der har til formål at afgøre, om den pågældende person har en velbegrundet frygt for forfølgelse, hvis vedkommende vender tilbage til sit hjemland, fordi vedkommende »tilhører en bestemt social gruppe« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, litra d), i direktiv 2011/95.
83 Imidlertid kan et længerevarende ophold i en medlemsstat, især når det falder sammen med den periode, hvor en mindreårig har formet sin identitet, tages i betragtning i henhold til dette direktivs artikel 4, stk. 3, sammenholdt med chartrets artikel 24, stk. 2, ved vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse på grundlag af en forfølgelsesgrund såsom et »tilhørsforhold til en bestemt social gruppe« som omhandlet i nævnte direktivs artikel 10, stk. 1, litra d).
84 Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmåls første del og det fjerde spørgsmål besvares med, at chartrets artikel 24, stk. 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at den kompetente nationale myndighed træffer afgørelse om en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en mindreårig, uden konkret at have fastlagt denne mindreåriges tarv inden for rammerne af en individuel vurdering.
Det femte spørgsmål
85 Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om chartrets artikel 7, sammenholdt med chartrets artikel 24, stk. 2, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en »national juridisk praksis«, hvorefter »sædvanlige grunde« kan tages i betragtning ved behandlingen af en første ansøgning om international beskyttelse, men ikke ved behandlingen af en »fornyet ansøgning« som omhandlet i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32.
86 Af de grunde, der er anført i denne doms præmis 66-68, og således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 73 i forslaget til afgørelse, kan det femte spørgsmål imidlertid ikke antages til realitetsbehandling, eftersom det ikke har nogen forbindelse med tvisten i hovedsagen.
Sagsomkostninger
87 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:
1) Artikel 10, stk. 1, litra d), og artikel 10, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse
skal fortolkes således, at
alt efter de forhold, der gør sig gældende i hjemlandet, kan kvinder, herunder mindreårige, som er statsborgere i dette land, og som deler det fælles karakteristiske træk, at de på grund af deres ophold i en medlemsstat reelt identificerer sig med den grundlæggende værdi om ligestilling mellem kvinder og mænd, anses for at tilhøre »en bestemt social gruppe« som »grund til forfølgelse«, der kan føre til anerkendelse af flygtningestatus.
2) Artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder
skal fortolkes således, at
denne bestemmelse er til hinder for, at den kompetente nationale myndighed træffer afgørelse om en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en mindreårig, uden konkret at have fastlagt denne mindreåriges tarv inden for rammerne af en individuel vurdering.
Underskrifter